Let's make an alliance..!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Jaqia Destiny Angleráx

---

Med banneret højt oppe i luften, red en horde af procianske vagter og soldater lige efter Gabriel, der red i fronten. Bevidst havde han selv valgt at påtage sig dette ærende. Turen igennem det nye Vavilon havde været vovet, men dette møde med dronningen af Dvasias, var efterhånden ved at blive en nødvendighed.
Mange ting var sket, og selv Gabriel havde anmodet om dette fredelige besøg. Ikke at han var kommet for at gøre noget ondt eller lignende, for det havde der aldrig været nogen grund til. Dette var udelukkende fordi at de nu stod med en fælles fjende, der truede dem alle, og dette var noget, som han havde i sinde at gøre noget ved.
Gabriel rev i tøjlerne, da de endelig dukkede op på den mørke gårdsplads. Allerede der måtte de dvasianske vagter trække deres våben mod dem, som var de her og truede dem. Enkelte var hastet ind på slottet, for at melde lysets konges ankomst. Gabriel kunne snildt have samlet langt flere og sendt en lille hær, men end ikke han var så dum, at det var det, som han havde tænkt at gøre. Han vendte blikket direkte mod dem, inden han selv sprang ned af hesten. Dette foregik næsten helt elegant.
"Sænk jeres våben... nu!" endte han med en fast tone, da han vendte sig mod sine egne vagter og soldater, som på modtræk, havde gjort det samme. De var her ikke for at føre krig, men derimod finde en løsning på deres fælles problem, som lå med landet i midten. Macaria og Zean var begge to individer, som de ikke kunne fortsætte med at ignorere. Nogen af dem.

[Jaqia Destiny Angleráx]

En forvildet vagt kom prustende ind af døren til tronsalen, så rød i hovedet og gispende efter vejret at han næsten ikke kunne tale før han havde fået pusten. "D-deres Ma-Majesæt. K-kon Gab-Ga-Gabriel af P-Procias," gispede han og lænede sig lidt op af dørkarmen.
Jaqia vendte sig mod ham med et uhyggeligt roligt blik. Besøget fra Procias var ventet, det var kun godt at han allerede nu var der. Hendes smukke lokker var bundet op i en knold, holdt af kronen, det var trodsalt i royalt øjemede, og blot i dagens anledning, havde hun klædt sig i en kjole, ikke den typiske slangs, men en lang og smal, der fulgte hendes figur, med lange ærmer der for enden havde løstængende stof omkring håndledet. Hendes rosenrøde læber skilte si et meget smalt smil. Formentlig reagerede hendes vagter på dette, og uden hende til stede, ville kongen slet ikke få lov til at betræde den mørke jord. "Alle indfinder deres plads. Hvis jeg ser så meget som ét hævet våben mod kongen, så kan I forvente at det samme åben bliver jeres død," advarede hun koldt.
Vagten lod hun være tilbage, mens hun selv bevægede sig ned af gangene, komplet ubevæbnet. Det samme kunne man næppe sige om lysets krigere, men de havde også skullet igennem Vavilon, stupidt navn hvis man spurgte hende, men dem om det. Det var stadig dagslys, hvilket hun meget lidt brød sig om. I stedet stoppede hun op i skyggen af døren og tog Gabriel i betragtning. Så ædel en konge fra Procias. "Sænk jeres våben," henes stemme var glat og kold, men ingen tøvede med at sænke det, de vidste hvad der ville ske ellers. "Velkommen til Dvasias, deres Majestæt. Mine staldrenge vil tage sig af jeres heste. De soldater de ønsker ved deres side kan medfølge, de andre kan få et fortjent måltid nede i gildesalen," forklarede hun med en smuk myndighed. Der var hele tiden det utilrgnelige glimt i hendes blå øjne, selvom hun ikke nærede intentioner om at gøre nogen ondt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Bannerne var høje, og viftede med det procianske varemærke. Ikke at det var for at provokere, men blot for at meddele. Gabriel gjorde det nemlig ikke anonymt, og nu hvor han vidste, at hans tilstedeværelse var ønsket og ventet, så forventede han bestemt ikke, at nogen ville ham noget ondt. Dog af den grund, havde han ladet Silia blive hjemme. Blot i tilfælde af at noget skulle ske på vejen frem, eller tilbage. Den snehvide hest han var kommet på, begyndte at bakke. Den fandt bestemt ikke denne situation betryggende, og han kunne skam godt forstå den. Det gjorde han nemlig heller ikke.
Lyden af Jaqias stemme, fangede dog hurtigt hans opmærksomhed. Vagterne som sænkede deres våben, lettede ham dog. Derfor gjorde hans egne det samme. Dette var en meget vigtig samtale, og det var vigtigt, at de fik det hele snakket igennem, og gerne så hurtigt som muligt, når det endelig var. "Deres Majestæt," hilste han respektfuldt. Hvem kunne have andet end respekt for Jaqia? At Macaria og Zean havde vist sig, at vende hende ryggen, måtte jo blive deres grav.
Gabriel nikkede mod hende. "Jeg takker mange gange for Deres gæstfrihed. Det har været mig en lang vandring over flere dage." Han gjorde tegn til sine to mest loyale om at følge ham. Resten kunne søge til gildesalen til et solidt og velfortjent måltid mad. Han søgte mod Jaqia med rolige skridt. Ej var han her, for at yde hende noget ondt. Dum var han bestemt heller ikke. "Det glæder mig, De kunne tage imod mig med så kort varsel, Deres Majestæt. Vi har vigtige ting, at diskutere," sagde han alvorligt. De havde et fælles problem i Vavilon, som de var nødt til at håndtere, men selv Gabriel gjorde ikke dette for enhver pris. Hans eget land stod svagt og kæmpede stadig for at holde sig ovenvande.. En krig ville ødelægge det, og det var noget af det sidste, som han ønskede sig!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det Procianske banner virkede ikke provokerende på hende. Enhver burde være stolt af deres nation, og vifte med flaget tydeligt, det betød intet i dette henseende. Stående i skyggen kunne man netop ane hendes skikkelse, og de lange stykker stof der kort ramte de solbelagte sten når de flød uden for skyggen for et øjeblik. "Jeg ser De kommer uden Dronningen. Kom I sikkert gennem dette.. Vavilon?" spurgte hun blot. Han lignede ikke en mand i sorg, så det var stor sandsynlighed for at han havde ladet dronningen blive hjemme i lyset, hvilket var fornuftigt, intet land burde være ubeskyttet.
"Når vi er færdige, skal jeg glædeligt lade Dem tage del i festmåltidet," lovede hun roligt. Mad var ikke hendes store force, blod var langt mere hende men ikke nær så appetitteligt for lysets mænd, så at drøfte det over middag var uaktuelt.
"Vælg deres soldater med omhu, Deres Majestæt, man ved aldrig hvem der vender en ryggen," hendes blik antog et mørkt skær. Hun bebrejde Macaria, nok til ikke at stole på nogle andre end de loyale støttere hun altid havde haft, derfor ville hun ikke have at nogæe dvasianere skulle deltage i deres samtale og risikere at de løb med sladder. Hun gjorde tegn til at Gabriel skulle følge med hende, hvorefter hun gik tilbage til slottet og bevægede sig ned af de lange, lidt dystre gange.
Hun bevægede sig med ynde og elegance, mænd faldt oftest for hende i stribevis, trods hun var yderst uinteresseret i alle andre end Matthew.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Bannere og flag, blev ikke holdt højt, for at provokere. Procias havde altid været en meget stolt nation, og dette var intet undtag. Hvis krigen mod Dvasias skulle komme, ville de uden tvivl stå med et kæmpe problem.. Men det ændrede bestemt ikke på, at det var en stolt nation, som var stolt af sit flag. Hans blik hvilede på Jaqia. En kvinde, som ville vække uro og frygt ved de fleste. Dog var han her ikke for at føre krig, men derimod føre en aftale i hus, hvad angik deres fælles mål.
"Dronningen af Procias, lod jeg hjemme. Landet skal trods alt have en regent, mens jeg er borte," sagde han med en rolig stemme. Ikke fordi at han ikke stolede på Jaqias ord, men selv han ville ikke lade landet stå ubeskyttet, nu i tilfælde af. Man kunne aldrig vide. Turen igennem Vavilon derimod havde været forholdsvis smertefrit. Landet var dog ikke til at kende. Han gjorde tegn til to af vagterne om at følge ham. De mest tillidsfulde og loyale som han havde. Efter det nummer som Macaria havde fyret af, stolede end ikke han på nogen som helst. "Vi lærte i Procias af Deres dyrkøbte erfaring, Deres Majestæt," sagde han med en rolig stemme. Ikke for at virke hånende eller nedgørende, for det var overhovedet ikke på sin plads. Han lod hænderne falde over ryggen, hvor han samtidig måtte sprede vingerne en anelse.
Gabriel fulgte hende igennem det mørke slot. Selv kunne han ikke huske, om han nogensinde havde været på stedet her. Et måltid ville gøre godt, men det måtte vente til de havde fået alt det andet på plads, hvilket var noget, som selv Gabriel måtte erkende, var vigtigere. Hvad de skulle stille op med Macaria og Zean Forsyth var en fælles bekymring, heldigvis. Han håbede, at de kunne få noget i hus, som ville komme dem begge to til gavn. "Måltidet må jeg tage del i med mine soldater, når vi har fået det andet på plads. Det er mig vigtigere end et godt måltid," sagde han sandfærdigt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var tæt på at være pinligt, at skulle samarbejde med lyset grundet hendes egne håbløse fejl. Det havde været forkert at sætte sin lid til Macaria, det vidste hun nu, heldigvis var de sammen i stand til at rette op på hendes fejltagelse. Hun førte dem roligt med sig ned af gangene, mens den sorte kjole slæbte lidt efter hende langs de mørke stengulve. Ud fra hans soldaters hjerterytme at bedømme, så var de ikke ligefrem trygge ved situationen, ikke at hun bebrejdede dem.
Frem for at fører dem til tronsalen, førte hun dem ned i de mørkere kælderregioner, ned af en lang vindeltrappe. For enden kunne man høre klageråb og skrig som følge af tortur, men Jaqia mærkede sig ikke af dette. Hun førte dem med sig til et hemmeligt, lille rum ikke langt fra hendes eliksirkammer, og åbnede her døren for at byde dem ind. Edderkoppespind hang fra loftet, kun to fakler gav et svagt skær derinde. Det var tæt, og uden vinduer. "Beklager de kummerlige forhold Deres Højhed, men jeg tager ingen chancer i dette henseende," sagde hun roligt hvorefter hun lod døren glide i bag dem.
"Selv jeg er blot menneskelig, jeg fejler, dette er en af de større. Uheldigvis er det blevet en trussel for os alle. Macaria skyr ingen midler, og hendes ægtemand er om muligt værre. Fortæl mig hvorfor De er kommet," opfordrede hun og stilte sig bagers i det mørke lokale. Der var kun et skrivebord med et par pergamentark samt et par fjerpenne, ellers var det tomt.
Mørket generede hende ikke, tværtimod så gav det hende mulighed for at kunne deltage i dette selv mens dagen endnu stod på. Hun så blot afventede på den, i hendes øjne, unge konge der tydeligt var kommet med større ambitioner.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvor Jaqia måtte føre ham hen, var Gabriel ikke sikker på. Dertil var han dog glad for, at han alligevel havde ladet Silia blive hjemme, selvom hun ville have ønsket, at hun kunne tage med. Han tog bare ikke chancen, og særligt ikke med alt det, som rørte på sig, på denne side af grænsemurene. Det var slet ikke noget som han ønskede sig, og særligt ikke, om han kunne blive fri for dette. Hans blik gled mod Jaqias skikkelse.
Vagterne var på ingen måder trygge ved disse omstændigheder, og dette var noget som uden tvivl kunne mærkes på dem. Han kunne dog ikke tage sig af det, andet end at være opmærksom, og særligt om det rent faktisk viste sig, at han havde taget fejl af dette møde. Han håbede dog, at han alligevel kunne sætte sin lid til Jaqia. Om ikke andet, så bare lidt. "Såfremt at der intet forekommer, så er ingen skade sket," sagde han med en rolig stemme. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun førte ham med ned i... kældrene? Han skævede kort til sine to trofaste vagter, der stødigt holdt sig de typiske 3 skridt efter ham, da de søgte derned.
Hvorfor han var kommet, var vel tydeligt? Han var der nemlig ikke, for at tvære fejltagelsen med Macaria ud i hovedet på hende, men det var en fejl der til nu, havde kostet utrolig mange mennesker livet, og det var på tide, at dette stoppet. Han vendte blikket mod hende. Vagterne stillede sig bevidst ved døren bag Gabriel. "Jeg tror allerede, De ved hvorfor jeg har taget denne farefulde færd til Deres hjem, Deres Majestæt." begyndte han roligt. Han var ganske rolig. For nu lod han faktisk tvivlen komme hende til gode. "Vi har en fælles problematik.. I det nye Vavilon. Det kom mig for øre, at De har indgået en alliance med Jarniqa, efter en samtale med Salvatore Salizmira.. Jeg ønsker at få bugt med denne trussel, som Macaria udgør.. Ikke bare mod Dvasias, men også Procias," sagde han direkte.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var bestemt ikke med henblik på at skabe utryghed, at Jaqia førte dem med sig ned i kælderne, alligevel så var det ret tydeligt at hans vagter ikke ligefrem brød sig om tanken. De færreste brød sig om Dvasias' kældre, overalt hvor man færdedes, kunne man høre skrig af smerte og klynken, og bøn efter at få lov til at komme fri. Jaqia ignorerede som sædvanligt disse og vendte i stedet sin opmærksomhed mod den unge konge.
Det var fornuftigt at han havde ladet dronningen blive hjemme, disse lande var farlige under Macarias ledelse. Mange ville sige at hun burde have vidst bedre, hvilket var sandt, men hun havde været et spirende talent, guderne måtte vide at hun havde en særlig svaghed for disse. "Jeg nærer ingen intentioner om at gøre nogen ondt, med mindre jeg bliver tvunget til det Deres Højhed," sagde hun og slog blikket om bag ham hvor vagterne stod med deres hænder hvilende på deres sværds skæfte.
Hun rømmede sig og foldede sine hænder roligt foran sig. "Jeg ved udmærket hvorfor De er kommet, Gabriel, jeg har blot brug for at vide hvad Procias' foreslag er," hun gjorde tegn til at han skulle fortælle. Naturligvis var der en pris for alting, men sandheden var at de stod bedre hvis de samarbejdede om dette. "Jeg ved ikke hvem denne Salvatore er. Jeg er mere interesseret i at vide hvad De har tænkt Dem at sætte ind mod Vavilon. Dvasias har allerede udraderet halve jeres hære," påpegede hun uden at lyde nedladende, det var bare faktum. Jovist fulgte hun med i hvad der skete omkring hende, selv i de andre lande.
Roligt lænede hun sig lidt op af væggen og betragtede ham en kende afvetende. Det vigtigste var at de fandt en løsning!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Lyden af bedende fanger, der skreg, tiggede og bad for deres liv, var noget som selv gik direkte i hjertet på Gabriel. Aldrig havde han forstået den evige lyst eller nytte af at torturere på den måde. Selvom Dvasias og Procias havde utrolig mange lige træk, og det var lidt det, som faktisk frustrerede ham. At der i sandhed skulle denne slags ting til, for at de kunne gå sammen, og særligt når dette viste sig, at være en fælles fjende. Så var der jo heller ikke ligefrem mange andre muligheder.
Vagterne var urolige, og det med god grund. Dog valgte Gabriel endnu at lade tvivlen komme Jaqia til gode. Var han for godtroende? Det var noget, som han jo nok ville finde ud af på et tidspunkt. "Fra min side, er det ikke noget som behøver blive en nødvendighed. Vi er her alle i et fredeligt ærende.." Med den sidste udtale, vendte han sig kortfattet mod vagterne i stedet. Disse slap skaftet på sværdet, som de udmærket godt kunne fange hentydningen i kongens ord. De sænkede hovedet. Gabriel vendte sig efterfølgende mod Jaqia igen. Han foldede hænderne let over ryggen. For nu forsøgte han blot at se bort fra de mange skrig og skrål nede af gangen, selvom det faktisk var svært.
"Salvatore gik førhen under titlen som vores magiske leder," begyndte Gabriel med en ganske rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned. "Forsyth-parret har længe været en trussel på baggrund af deres massive fremgang. Både for jer og for os. Manjanere er flygtet over grænsen til vores land, efter deres så brutalt er blevet taget fra dem. Offentlige likvideringer, har ikke været på dagsordenen i mange år.. Folk er bange og vi har ikke økonomi eller ressourcer til at brødføde dem alle, såvel som vores egne. Jeg ønsker at der sættes et stop for den fremgang de gør sig. Meget kan jeg ikke tilbyde. Derfor håber jeg, at vi i stedet for, kan komme til enighed," sagde han med en ganske rolig stemme. For ham var det her alvorligt. Meget endda.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Efterhånden var lyden af skrig og klynken bar een del af hverdagen, Jaqia registrerede det ikke rigtigt længere. Hun nikkede lidt tilfreds som hans vagter slap deres våben og udvekslede lidt mistroiske blikke, hvilket hun opfangede ud af øjenkrogen. Dog vendte hun hurtigt fokus mod Gabriel. Ganske vidst havde Procias ikke den største hær, men de havde en, og hvis de kunne presse Vavilon fra to sider, så var der langt større mulighed for succes. I lang tid stod hun blot og lyttede, tyggede lidt på hans ord, mens ideer begyndte at forme sig i hendes hoved. "Jeg er klar over hvad der foregår Dere Majestæt, jeg er mere interesseret i løsninger. Naturligvis kan jeg stille en temmelig stor hær til rådighed, og økonomi til at hjælpe jer med at brødføde de folk der flygter. Naturligvis ønsker jeg selv at gøre Vavilon til en del af mørket som det var ment til at være, men jeg er mere interesseret i at vide, hvad de kræver og ønsker til gengæld for at sætte Deres hær til rådighed?" hun hævede et slankt øjenbryn og gned sin hage lidt tænskomt.
Der var altid en pris, det var et koncept hun nærmest havde skabt, men eftersom det var lyset, så krævede de netop hele verden i gengæld, fordi de var så godtroende. Det kom trods alt kun hende som en fordel.
"Macaria og Zean må lade livet. Det er dvasiansk ret og lov, der kan jeg ikke følge lysets love," tilføjede hun pludseligt. De tillod jo ofte ikke mord, men i dette henseende havde de ikke rigtigt andet valg.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tanken om drab og tortur, var noget som Gabriel direkte måtte finde forkasteligt, og det var svært.. Det var virkelig svært for ham, at stå der og lade som ingenting, selvom han virkelig forsøgte. Hans vagter blev stående, nu hvor de ikke havde fået ordre på noget andet. I forvejen var Gabriel heller ikke meget for at Vavilon skulle underkastes af mørket... men om ikke andet, så ville han næsten tilstå, at det var bedre end det valg, som de stod med i en situation som denne. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Det ville være os en stor hjælp. Endnu kæmper vi med hungersnøden der ramte for adskillige år tilbage," sagde han ærligt. Tilværelsen var ikke nem for nogen af dem, og særligt ikke nu.
Naturligvis krævede Procias noget til gengæld. Dette var noget, som de alle sammen fik noget ud af. Dog ville Gabriel dog ikke sige, at det han krævede, var en særlig stor ting. "Det vi kræver, er ej en stor gestus, Deres Majestæt. Det eneste vi ønsker, er at lade grænsen stå og Procias forblive Procias," begyndte han ganske sandfærdigt. Ingen af dem var interesseret i krig, og det var ligeledes dets som Gabriel ønskede at undgå. "Åben handel mellem Dvasias og Procias. Vi har brug for hinanden, og jeg tror, det nu er gået mere op for os begge end tidligere.. Betragt det som en fredstraktat, Deres Majestæt. I bytte for Deres hær og samarbejde, vil jeg og Procias bistå med en hær, som kan presse Vavilon fra den vestlige side," sagde han ærligt. Normalt gik han bestemt ikke ind for dødsstraffe, men i og med, at dette var en forbrydelse gjort mod Dvasias og af et dvasiansk folk, kunne og måtte selv han se bort fra dette foretagende. Han nikkede. "For alle parter.. er det for det bedste," sagde han endeligt. Han var ikke meget for det, men nærede forståelsen for det nødvendige.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Prociansk og dvasiansk lovgivning og kultur var ganske forskellig fra hinanden, Jaqia var ej bange for at straffe nogen med døden eller tortur for den sags skyld. Hun hævede hånden og lod den stryge tænksomt over sin hage uden at tage blikket fra vagterne der så ned i jorden som små, forvoksede drenge der blev skældt ud af deres mor. "Jeg kan hjælpe jer til Vavilon er vores. Derefter vil jeg tillade manjanerne selv at foretage valget om de vil tilslutte sig Procias eller Dvasias, eftersom der ikke bliver noget i midten derefter," det var ikke af hendes gode hjerte, men nærmere for at sortere. Hvorfor brødføde folk der i virkeligheden ydede et arbejde for Procias?
"En fredstraktak?" hun hævede et slankt øjenbryn. Der havde været krig mellem landene i mange år, men Procias var ikke nogen trussel, så måske det ikke var en dårlig idé. "Jeg gør krav på Vavilon. Det og Macaria og Zean. Hvis dette er noget De og Deres Dronning kan acceptere, så vil jeg gå til min rådgiver med det samme og bede ham udforme et pergament," hun lod armen falde og så lidt spørgende på ham. I hendes ører lød det bestemt ikke som en dårlig idé!
Det ville blive en rimelig løsning, der måske kunne lede til større økonomi, større land, flere allierede, men den manglende krig ville nok komme til at kede hende. Den tid den sorg.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel håbede og bad naturligvis til at Jaqia i denne situation, kunne vise sig, at være en fornuftig kvinde, der kunne se det fornuftige i, at gravlægge stridsøksen bare for en stund. Han tog sig ikke af sine vagter lige nu. Han gik stærkt ud fra, at de makkede ret under dette foretagende. For alt hvad han vidste, kunne det nemlig vise sig, at blive banebrydende. At Vavilon endnu var et land, som Dvasias ønskede at underlægge sig, var faktisk hans eneste grund til bekymring. Det ville lægge mørket og lyset så tæt på af hinanden, at kun den lyse grænsemur, ville holde mørket ude. Ville det holde? Kunne krigen finde på at dukke op alligevel? "Jeg ville værdsætte hjælpen, Deres Majestæt," sagde han dog taknemmeligt. Det var svært nok at brødføde dem alle sammen, såvel som deres egne borgere, efter alt det, som var hændt.
Nu var tilbuddet lagt på bordet, og dette håbede Gabriel naturligvis at selv Jaqia kunne se fornuften i. Dog lød det til at det forholdt sig således, hvilket var noget som uden tvivl glædede ham meget! "Procias har aldrig været interesseret i at overtage Vavilon.. Manjarno.. kald det hvad De vil," begyndte han og rynkede på næsen. "Macaria og Zean, er begge individer som vi alle ønsker borte. Selv i den situation, ser vi bort fra den typiske procianske tankegang. Vi ønsker dem borte. De har allerede til nu, kostet os vores smed," fortalte han sandfærdigt. Silia var han sikker på, ville se på dette med milde øjne. Det var noget som ville gavne dem alle sammen. "Det gavner os alle.. Og det er vores kriterier. Vi ønsker fred," afsluttede han ganske bestemt og med et bekræftende nik.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Der var ikke nogen grund til at skabe ne krig ud af ingenting. Jaqia var måske en brutal kvinde, men hun havde hovedet med sig i mange henseender og var villig til at gøre meget for at få sin vilje i sidste ende. Procias var behøvet i denne sag, hun ville underskrive en fredstraktat, derefter måtte tiden vise hvad der ville ske med landene.
Hun nikkede tavst og lod tankerne vandre. Umiddelbart lød det til at de var enige om hvordan det skulle foregå, og hvad dokumentet skulle indeholde. "Perfekt. Det lader til at vi er enige," vagterne så ikke så medgivende ud, men de havde jo heller ikke noget at sige i sådan en sag, der var en grund til de aldrig var blevet konger. "Jeg vil tage fat i min rådgiver med det samme og bede ham udforme et dokument - jo før jo bedre så De kan vende tilbage til Deres Dronning" hun fugtede sine læber og trådte forbi ham med elegante skridt, så hun stod mellem de to vagter er begge udvekslede lidt tøvende blikke.
"I mellemtiden ville jeg foreslå at I finder jeres medborgere, og får et måltid mad. Der er redt op til jer på værelser, som kammerpigerne vil vise jer til. Jeg håber I bliver komfortable," hun bukkede hovedet hvorefter hun slog døren op. Med disse ord forlod hun det lille lusede lokale som de havde befundet sig i, for i stedet at søge mod Enrico hvis kammer ikke var langt herfra.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Krig var aldrig ønsket fra Procias' side af. Derfor ønskede Gabriel at få indført denne fredstraktat til bytte for at hjælpe med at få Macaria og Zean ud af Vavilon. Det var et fælles mål. Det var jo lige før, at de to agerede som en større trussel, end det som Dvasias gjorde i hans øjne. Og de var enige. Det var faktisk utrolig skønt, at de kunne være enige om noget! "Jeg tror nu på, at vi kan komme frem til enighed og et godt samarbejde for fremtiden." sagde han med en rolig stemme.
Vagterne sendte hinanden tvivlsomme blikke, men gjorde ikke noget. Jaqia var jo ikke ligefrem nogen trussel for dem, eller deres tilstedeværelse lige nu, og det hele var jo gået ganske roligt for sig. Heldigvis. Han nikkede til hendes ord. Hvis de fik udformet et dokument hurtigt, kunne han også komme hjem til Silia, hvilket skam også var noget der passede ham mere end fint. "Det er noget som jeg ser frem til.." Han vendte sig efterfølgende mod vagterne, da Jaqia havde forladt rummet. "Hvil. Vi tager herfra i morgen," sagde han med en rolig stemme, inden han søgte ud af lokalet i stedet for. Selv søgte han op, for at tage del i måltidet, som var stillet ham og hans horde af vagter til rådighed. Lidt mad i maven, og en underskrift, inden de igen søgte hjemover. Det så han fremtil. Dette var i hvert fald starten på et nyt og forhåbentlig meget godt samarbejde mellem Dvasias og Procias. Og forhåbentlig ville det gavne dem i den kommende tid.

//Out