Let it burn!

[Deleted]

At Cayla, det eneste barn han nogensinde selv havde fået, skulle være både død og begravet, ville dog være noget, som han ville skulle bruge noget tid til at skulle forholde sig til.. Ikke vidste han hvad grunden til hendes bortgang havde været, han formodede dog at hun var faldet i kamp, som alle andre i hans familie, han nogensinde havde hørt om havde gjort det.. En van de Pelt bøjer sig ikke for nogen, det var helt sikkert, og på ingen måde op til debat. Han lyttede nedslået til Kimeya's ord, og nikkede let "Da er det der jeg må hen, når tiden er til dette.." konstaterede han kort for hovedet, han havde ikke været en god fader for hende, men han yndede dog alligevel at skulle yde hende den respekt, det måtte være at skulle besøge hendes sidste hvilested, og for selv at kunne søge tilgivelsen blandt guderne, som han havde læst om i de ældste skriftruller på hans bibliotek.. "Jeg skylder dig stor tak.. Du fyldte det rum i hendes liv, jeg aldrig så mig selv i stand til, og jeg står derfor i taknemmelighedsgæld til dig.." sagde han så endelig uden at se op på Kimeya.. Det var det tætteste han nogensinde selv var kommet, på faktisk at skulle sværge en person sin troskab, og skønt det for mange ikke ville betyde ret meget, hvor magten havde skiftet talrige gange, igennem den yderst lange levetid, som Elvolganta havde gennemlevet.. Men han havde aldrig så meget som overvejet at love sine ydelser til nogen før, tanken var ham fremmed, ligeså var følelsen, men han havde det mærkværdigt godt med at skulle hjælpe denne mand.. Ikke fordi han var leder af en race, ikke fordi han muligvis var en meget kyndig kriger eller leder.. Nej alt det betød intet for Elvolganta, der selv i umindelige tider, havde været alt dette selv.. Han sværgede sin troskab, fordi Kimeya havde opfyldt en stor plads, i livet af Elvolganta's eget blodsbarn, hvilket betød langt mere for den gamle smed end noget andet.. Hans blik vendte sig nu, efter der var gået et øjeblik, op mod Kimeya "Det skulle være mig en ære, at dele dit bord.."

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde alle dage, holdt af Cayla, som havde hun været hans egen datter. Selvom han måske ikke altid havde været den bedste faderfigur for hende, så havde han da forsøgt efter bedste hensigt. Nu lå hun gravlagt ved resten af familien på Marvalos mørke og beskyttede grund. Det var der, at hun havde fortjent at blive lagt til en evige hvile. "Til enhver tid, er du velkommen," sagde han med en rolig stemme. Selv var han jo en leder for sin race, og nu hvor Elvolganta ligeledes var blevet en del af den, var det naturligvis også noget, som han ønskede at værdsætte. At manden så stod i en taknemmelighedsgæld til ham, fik kun smilet til at brede sig en anelse på hans læber. Elvolganta havde altid været en stærk mand, og dette var noget, som han da nok uden tvivl ville komme til at udnytte i den anden ende. "Denne tjeneste, skal jeg tidsnok sørge for bliver indfriet.. Jeg har ej gjort det, for at gøre dig en tjeneste, Elvolganta, men fordi at Cayla selv havde en betydning som en datter for mig." Hans blik søgte hans med en ganske kortfattet og meget bestemt mine. Han var en hård mand.. Og særligt nu hvor de snakkede om ting, som rent faktisk gjorde ondt på ham at snakke om - særligt tab af familie, så kom masken op i hans ansigt.
At Elvo gerne ville have noget med, glædede faktisk Kimeya. Et sted stod han jo rent faktisk overfor sin egen stedfar. Det var en surrealistisk tanke, men han kunne jo heller ikke ligefrem se bort fra denne. Han nikkede. Selvom byen her stod i flammer, så ville de aldrig slukke. Det havde ham og Faith sørget for, og selv folket var ved at vænne sig til denne tanke. "Det glæder mig.. Kom med," sagde han endeligt, inden han begyndte at gå. Der var en temmelig god kro her i nærheden, og denne ønskede han at introducere Elvolganta for.

[Deleted]

Hvordan Kimeya end måtte have det, var Elvolganta ikke klar over, men han formodede at manden måtte være blevet afklaret med sagens tilstand, dersom Cayla havde været død i mange år, ej heller havde han nogen anelse om, at den mand Elvolganta havde gjort bekendskab med denne aften, måtte være at betragte som sit barn, i forlængelse af hans elskede datter Elanya, der desværre havde bortgået for så uvirkeligt lang tid siden.. Han havde aldrig fundet ud af hvem der havde gjort, at hun havde mødt sit endeligt, men det skulle tidsnok komme, og nu skulle han have to personer opsøgt, han vidste jo ikke at Cayla havde bukket under for sygdommens nådesløse greb.. Om Kimeya ville gøre brug af denne taknemmelighedsgæld, som Elvolganta netop havde svoret ham, var han ikke selv et øjeblik i tvivl om, alle kunne vel bruge en kraftfuld warlock eller måske blot en verdensberømt smed, der specialiserede sig i magiske effekter og våben? Om ikke andet, så kunne hans djinn vel hjælpe ham? Titusinde tanker fløj rundt i den gamle mands hoved, hvor alle disse nye informationer havde nået ham.. Han var draget afsted, for at finde nyttige personer og for viden om denne krig hans nyeste lærlig havde talt om, men han havde fundet så meget mere end dette, han havde fundet familie..
Elvolganta nikkede kort, rejste sig igen og forsøgte at børste det værste mudder af sig, skønt det ikke nyttede ret meget, og han måtte derfor blot affinde sig med, at følge med klædt i våde og tilsmudsede klæder, skønt dette bestemt ikke var noget der huede ham på nogen måde.. "Led du blot vejen.." lød hans stemme roligt, omend den var meget mørk, hvor han straks med rank ryg fulgte efter ham.. Pludselig slog det ham, han vidste jo hvem denne mand var.! Han havde faktisk mødt ham før.. Skønt dette havde været mange tusinde år siden.. Men det forklarede også hvorfor manden selv, havde været i stand til at kunne kende Elvolganta med sådan en skråsikkerhed, som han havde udvist før "Jeg hører om en krig, der tilsyneladende skaber en del kaotisk hverdag, for indbyggerne i landene i disse dage Kimeya.. Hvad kan du fortælle mig om denne? Selv er jeg ny så hjemkommet, efter mange år i de nordlige lande på den anden side af stormhavet, så derfor er jeg beklageligvis ikke selv så velinformeret, som jeg ellers normalt selv havde ryg for.." spurgte han så roligt, som han nåede op på højre side af Kimeya

[Kimeya Marvalo]

Død og ødelæggelse, var overalt omkring dem, hvilket man kun kunne sige, var en tragisk fremgang i denne verden. Cayla var nok en af de mere uventede. Altid havde hun været stærk, men en sygdom som denne, kunne hun ikke overkomme på egen hånd. At Elvolganta, så skulle tage det så tungt, var nok ikke lige hvad han havde håbet på. Den tjeneste, som manden nu havde lovet ham, var uden tvivl en, som ville komme ham godt til gode i fremtiden. Hvornår, var ikke til at sige. Den var bare rigtig god at have på hånden, og særligt i hans situation.
At manden var mudret til, var ikke noget som Kimeya sagde noget til. Så lang tid, at det ikke var ham selv, der så sådan ud, så var det egnetlig ganske fint for hans vedkommende. Han begyndte roligt at gå. Elvolganta, var også en mand, som man ikke havde set noget til igennem de sidste rigtig mange år.
”Rygterne siger, at du var død, Elvolganta.. Det var jo lige før, at jeg var begyndt at tro på dem,” sagde han ærligt, inden han kort skævede over skulderen og mod ham i stedet for. Ikke var der nogen sure miner. Han stolede på, at Elvolganta ikke ville stikke en kniv i ryggen på ham. Desuden var det jo heller ikke ligefrem noget, som han havde givet ham nogen direkte grund til.
”Krig, kamp og ødelæggelse, er blevet en del af den verden, vi nu er en del af. Det er en del af den fremtid, som skal sikre os den udvikling, som vi har brug for. Vi sidder i øjeblikket med et helvede i Manjarno.. Vavilon.. som Macaria nu har valgt at kalde det.. Folk er præget af en uro.. Vi gik ind i Imandra, blot for at sikre, at handelsstaden kunne få lov til at stå. Faith og jeg er her endnu. Vi forsøger at alliere dæmoner og warlocks, så disse fremstår stærkt,” fortalte han direkte. Han førte Elvolganta hen mod en kro som var ikke langt fra dem. Mange var ikke ude, da folk endnu skulle vænne sig til tanken om, at det nu var en brændende by, underlagt af dæmoner og warlocks. Han slog dørene op og trådte ind. Han forventede naturligvis at Elvo fulgte med.

[Deleted]

At rygterne sagde at Elvolganta skulle være død, undrede ham ikke rigtig, eftersom han trods alt havde været væk i mange år, hvor han ikke havde gjort sin afrejse bekendt for nogen, og selv på sin rejse, havde døden været en mulighed flere gange, men han måtte alligevel more sig en smule over beskeden, hvor en let latter kort undslap han læber "Nej, død er jeg ikke.." konstaterede han muntert, og fortsatte i et mere alvorligt tonefald "Da jeg endnu var ganske ung og blot var en lille hvalp, blev hele min flok nedslagtet, hvor kun jeg selv formåede at slippe bort.. Jeg huskede kun stedet og de røde øjne der lyste op i natten.. De lysende øjne jeg ellers kun havde set hos mig selv.." han så et øjeblik over på Kimeya, som han gik lige ved siden af ham "..Og jeg holder en livsgæld ganske højt.. Så da jeg følte min styrke var nok til det, drog mod det højeste nord, over det stormfulde hav.. Forbi valkyriernes øhav og videre over ishavet.. Indtil jeg endelig fandt disse.. Monstre.. Af mangel på bedre ord.." Han tav kort før han fortsatte med en hævet knyttet hånd "De faldt for disse mine bare næver.! Jeg nedslagtede dem alle som de dyr de var! Mænd kvinder og børn, ingen slap væk!" et koldt smil bredte sig over hans læber, da han mindedes det herlige blodbad, hans tanker faldt tilbage på den blodrøde sne, men faldt dog snart på øjeblikket hvor han ramte det sidste væsen med sine lyn, og han sænkede sin hånd samt sit blik igen "..Næste gang jeg så mig selv i en vandoverflade.. Da var mit blik ændret.. Hvor mine øjne før havde stået flot, i deres velkendte lysende røde farve.. Er nu kun farven på min sjæl.. Sort intethed.." han sluttede sin beretning om sin rejse og tav i et øjeblik "..Jeg har nyligt så lige fået mig en lærling.. Hun er dæmon, så det må da passe fint ind i jeres planer Kimeya?" bemærkede han roligt, som de trådte ind af kroens dør

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var faktisk ikke interesseret i at høre Elvolgantas livshistorie. Den var slet ikke det interessante ved denne mand, og det var han nu heller ikke bange for at stå ved, når det endelig skulle være. Han foldede hænderne over ryggen, hvor han blot fortsatte sin vandren. Elvolganta var en af de ældste, som måtte gå på denne jord, hvilket uden tvivl var noget som han havde tænkt sig at udnytte lidt. Måske til sin egen fordel, men hvem ville dog ikke gøre det? "En meget interessant historie," sagde han endeligt, inden han endnu en gang vendte sig mod Elvolganta. Den mand havde mange personers blod på hænderne, og han var af typen som tilsyneladende måtte finde en glæde ved dette. "Overtagelsen af Imandra, var for at samle en stærk handelsstad.. og opstarte og oparbejde en alliance mellem dæmoner og warlocks. For længe har vi været på krigsstien, hvor vi har kunne hjælpe hinanden undervejs," sagde han. Dertil ville han da mene, at Elvolgantas dæmoniske lærling uden tvivl var noget som kunne komme dem alle sammen til nytte, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide, når det endelig var.
Kroen var befolket, men det var ikke med mange. Kimeya stod ganske vidst som regent af landet, men det var skam heller ikke fordi, at han var ude på at fremstå som en konge eller noget lignende. Nej, han fulgte blot ordre, som han havde fået. Han søgte bevidst hen i retningen af et bord, hvor han selv opfordrede den kære Elvolganta til at tage plads. Tænk engang. En mand, som han i princippet burde kalde for sin egen stedfar. Dette var nok ord, som var druknet i alt det ulykkelige med Cayla. Desværre. Han selv tog pladsen på en stol. Han havde nu alligevel sine småting, som han ønskede at snakke med ham om. "Jeg ved ikke hvor længe du har været væk, eller hvad du har fået med dig. Denne tjeneste, som du nu står i gæld til mig, kan jeg meget vel ønske gjort indenfor den nærmeste fremtid," sagde han sandfærdigt. Man var vel familie, ikke sandt?

[Deleted]

Elvolganta lyttede til hans ord, men skønt det for ham blot lød, som gentagelse af hvad Kimeya tidligere havde sagt, så følte han ikke nogen trang til at skulle pointere dette, da det endnu var et fornuftigt budskab, og krig var dog noget Elvolganta forstod sig på, hvor han havde stået fast overfor de fleste racer, og vundet alle de kampe han igennem tiderne havde fundet sig selv i.. Ikke at det var overraskende at Elvolganta skulle have vundet kampene, dersom han til stadighed var i live, og det kun var langt de færreste der lod sine ofre leve.. Han fulgte roligt med, og ignorerede blikke fra enkelte der kiggede op på ham, hvor han jo var ganske enorm, og indsølet i mudder samt det, at han havde fulgtes med Kimeya der selv var en kendt person, særligt på disse kanter, han havde længe været vant til disse blikke, skønt han altid havde hadet dem.. Han satte sig overfor Kimeya selv ved bordet, hvor stolen dog knagede en anelse under hans vægt.. "Hvad præcist har du i tankerne?" spurgte Elvolganta da roligt ind til imens han gjorde hvad han kunne, for at få kontakt til krofatteren, som da også snart herefter kom ned til ham "Jeg skal have noget friskt kød, taget direkte fra dyret, det skal dryppe af blod når det bliver leveret, og skal være varmt af dyrets nyligt tabte liv! Betaler naturligvis ekstra for den særlige bestilling.!" Han så over mod Kimeya "..Hvad skal du have?" lød det roligt fra ham, det havde været den mest naturlige bestilling for Elvolganta selv, der altid kun havde spist direkte fra kilden, og aldrig havde fået smag for tilberedt mad, da dette mistede for meget kraft ifølge ham..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en mand omgivet af mange fjender. For alt hvad han vidste, var der folk i dette lokale, som ville ønske ham død, og end ikke det, var en chance, som han ønskede at løbe, og særligt ikke, om han ellers kunne blive fri for dette. Hans blik søgte Elvolgantas direkte, som de tog plads. Han var ikke en mand der gik stille med dørene. Det havde han aldrig nogensinde været, og dette var så sandelig heller ikke ligefrem noget undtag, hvis man selv kunne sige det.
De grønne øjne hvilede på Elvolgantas skikkelse. "Det kommer tidsnok når jeg har brug for den.. Jeg er en mand omgivet af rigtig mange fjender, Elvolganta." Hans stemme var ganske rolig, selv på trods af det ellers temmelig alvorlige emne, som de nu netop måtte snakke om. Ikke at det var noget, som han kunne gøre det store ved lige nu. Det var nu heller ikke noget, som han havde i tankerne, at skulle gøre.
At Elvo havde brug for det hele rådt, kunne sagtens skaffes til ham. Smilet bredte sig på hans læber. Manden var stadig meget præget af hans liv, som en Horror, hvilket han uden tvivl godt kunne mærke på ham. Dette var dog noget, som han bar respekten for. Særligt fordi, at hans moder havde gjort det samme tilbage i sin tid. Hænderne foldede han let foran sig på bordet. "Levn fra tiden som Horror og leder for den stolte og ædle race? Det kan snildt skaffes, min ven," sagde han roligt. Han gjorde et hurtigt tegn, hvorefter en tjener hurtigt kom dem i møde. "Herre.." hilste han med en næsten rystende stemme.
"Rådt kød af den fineste slags og blod på glas.. Jeg selv tager et glas af jeres fineste rødvin.." lød det roligt fra Kimeya. Tjeneren nikkede og søgte hurtigt tilbage, for at finde det fineste af det fineste. Tilfredst vendte Kimeya sig mod Elvolganta igen.

[Deleted]

Beskeden om at der var mange der ville Kimeya til livs, var på ingen måde noget der måtte komme bag på ham, så snart man havde den mindste smule magt, ville der altid være nogen der ønskede en død, det var tingenes gang, den eneste del af livet der forblev konsistent.. "Folk har forsøgt at dræbe os begge i årevis, men der skal mere til end hvad de fleste forventer, dertil må du være enig vælger jeg at gå ud fra? De har i hvert fald forsøgt utallige gange at skulle komme mig til livs.." bemærkede han roligt omend let spørgende med et let smil over læberne, der svagt blottede hans mærkværdige tandsæt.. Han havde følt sig sikker i sin udtale, men det kunne jo trods alt være, at dette måtte være en ny oplevelse for Kimeya, skønt Elvolganta selv havde svært ved at forestille sig dette.. Han nikkede let til Kimeya's spørgsmål "Ja.. Det var tider dengang, skønt den magi jeg nu besidder bestemt heller ikke er at kimse af, så savner jeg til tider den råstyrke og mine skarpe sanser, men jeg ville ikke gå tilbage for nogen pris hvis jeg kan undgå det.. Jeg har forsøgt at spise som dig, men det giver mig ikke det samme, og faktisk fik jeg ondt i maven da jeg havde indtaget blot en eneste.. Årh.. Hvad var det de havde kaldt det stads? ..Kartoler mener jeg de kaldte dem.." som han berettede om det mest ubehagelige måltid han nogensinde havde fået, hvor han end ikke havde bidt sig mærke i navnet på noget så simpelt som en kartoffel.. Men på den anden side, når han kun havde fået dette at spise én eneste gang, i løbet af så langt et liv som hans, så kunne der argumenteres for at det var imponerende, han overhovedet erindrede episoden endnu.. "..Næ du.. Vejen frem til et godt helbred og en stærk krop ligger i fjendens kød.. Råt flæsk der endnu damper i nattens kulde, se det ved man hvad er, og der er intet der slår følelsen af at skulle bide i et endnu bankende hjerte.." hans stemme var mørk og rolig, hvor hans mund bredte sig og blottede de grove men hvide tænder i et sadistisk smil, og hans hånd imiterede at den skulle holde et bankende hjerte som han bed i, og lod sig glide tilbage i minderne et kort øjeblik, til første gang han havde flået en mands brystkasse op, og med let hånd havde fjernet hjertet, holdt det i sin hånd mens det endnu havde banket og havde taget et bid af den, hvor manden, der endnu var forbundet til det, skreg alt hvad han havde været i stand til, de sidste levende sekunder af sit liv.. Gode og glade jagtminder, og af den slags man kun får en gang i livet.. Alle burde prøve at nedlægge et bytte med sine bare næver, det gav en et rus man bare ikke kunne finde andre steder..

[Kimeya Marvalo]

Begge var de kendt med tilværelsen blandt mange fjender. Det var dog blot de færreste, der havde modet til at gøre noget ved det, hvilket næsten var det som frydede Kimeya mest. Dem som ikke turde, fik lov til at beholde sit liv, og dem som var så dumme at kaste sig ud i det, var dem som han ønskede at komme til livs.. Lige nu var der to som stod temmelig højt på den ellers nyskrevne 'måske-liste'. Han vidste jo ikke om han kunne stole på nogen af dem. Dog måtte han være mere tilbøjelig til at lade tvivlen komme Zean til gode, end Eriz. Dog var dette ikke noget, som kom til bordet ved denne samtale. "Vi har mange omkring os.. venner som fjender." Magten var en forbandelse, som den kunne være en sand velsignelse, og det var også det, som han var mærket af i en stund som denne. Hovedet lod han langsomt søge på sned.
"Jeg er ikke i tvivl om, at du sidder inde med råstyrke, som man kun har hørt om i historiebøgerne.. Ligeledes ved jeg, at rigtig mange har ønsket døden skulle ramme dig, såvel som jeg.. De har været tæt på, den må jeg give dem," sagde han med en ærlig stemme.
Det hele blev afgivet ved bestilling, og tjeneren var hurtigt hastet afsted. At Elvolganta, var så påvirket af sit gamle liv som horror, var ikke noget at sige til, kunne man jo sige. Det var noget, som selv han måtte finde fascinerende.. Hvor meget ens gamle liv, egentlig måtte påvirke en i fremtiden. Han trak let på smilebåndet, og nikkede ganske roligt mod den ædle herre overfor ham. "Alle bærer vi levn og minder fra vores fortid, som dertil lægger grundlag for vores fremtid. Vi har begge gjort os erfaringer, som er med til at holde os i live i dag," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket i retningen af hans skikkelse. "Som samme race.. formoder jeg også, at vi indenfor familien, kan hjælpe hinanden?" fortsatte han. Allierede havde man brug for, og end ikke Kimeya var et undtag af denne regel.

[Deleted]

At Elvolganta endnu var meget stærk, var slet ikke noget der måtte være oppe til debat, han havde altid været en kun de dummeste lagde sig ud i kamp med, og ingen til dato havde endnu overlevet nogen sådan gerning, dog havde han på ingen måde travlt med at skulle skabe sig nye fjender, han var trods alt endnu ny så hjemkommet "Om der er venner eller fjender i nærheden er altid et godt spørgsmål, aldrig kan man helt kende en fjende, og kun døde folk har nogensinde stolet fuldt og holdent på en ven.." bemærkede Elvolganta venligt, med et sigende blik før han fortsatte "Når det er sagt.. Så bør det måske nævnes at jeg aldrig har vendt min familie ryggen, ikke med min gode vilje hvorom altid var, hvilket i flere tilfælde har været det der har stået mig dyrest.. Skønt det én enkelt gang faktisk lønnede sig bedre end noget andet jeg længe har foretaget mig, da det gav mig muligheden for at besidde tronen i Castle of Darkness for en periode.." Han smilte let til tjeneren da han kom igen, med et stort fad af endnu blodigt kød og to store glas, et med vin til Kimeya og et med mørkerødt blod, der endnu var varmt til Elvolganta selv "Og så kom maden! Hvilken fryd!" den gamle mand slog muntert sine hænder sammen, og gned dem mod hinanden imens han hurtigt slikkede sig om munden, før han greb fat om en knogle med en masse kød på, med sine bare næver og flåede et stort stykke af den med hans tænder, intet bestik blev brugt da det blot bremsede ham i hans mening.. Stadig med mad i munden svarede Elvolganta roligt, men ganske tilfreds "Hvad skal du bruge?" spurgte han kort, før han flåede endnu en luns kød af knoglen i sine hænder..

[Kimeya Marvalo]

Et sted måtte det uden tvivl fryde Kimeya, at Elvolganta havde set bort fra hans ord hvad angik familie. Et sted var de nemlig familie, og det var det, som selv han, ønskede at føre frem i lyset. Hans blik hvilede intenst på hans skikkelse. "Fjender og venner kan hurtigt vise sig, at være to sider af samme sag, Elvolganta. Jeg stoler ikke på mange," sagde han ærligt. Det var de færreste, som havde en direkte betydning for ham. Jovist udnyttede han, men gav man ham noget igen, kunne man sagtens komme ind på ham, på et mere venligt plan, hvor man faktisk kunne kalde dem som venner. Det var dog ikke mange, der gav Kimeya noget i den dur. Desværre. Som manden alligevel tilkendegav, at han aldrig havde vendt familien ryggen, måtte smilet kun brede sig på Kimeyas læber. Det var jo helt perfekt. "Udmærket," lød det roligt fra ham, inden han satte sig tilbage på stolen. At maden og drikkelse blev serveret lige efter, passede ham nu kun ganske udmærket. Han lukkede den ene hånd roligt omkring glasset, som han førte tættere på sig, dog uden at slippe Elvolganta med blikket. "Dine handlinger, er for længst gået i historiebøgerne, min ven. Det er handlinger, som du derimod kun kan være stolt af," tilføjede han roligt.
Umiddelbart var det jo ikke fordi at Kimeya sad her i denne situation og krævede noget af ham. Han var nu mere interesseret i, hvordan manden ville tage det. Han var jo en del af familien.. En del af den store slægt, som ellers spredte sig på må og få i alle landene, kunne man sige. "Jeg kræver intet," begyndte han med en lige så rolig stemme. "Du siger, at du aldrig vender familien ryggen? Jeg går ind for det princip.. Derfor regner jeg med, at jeg kan regne med dig i fremtiden min ven," sagde han lettere henkastet. Stærkere var de jo trods alt sammen.

[Deleted]

At de to mænd skulle være i familie, tænkte Elvolganta ikke videre over, eftersom han blot gik ud fra, at dette var ment som en hentydning, til deres fælles forhold til hans datter; den nu afdøde Cayla.. Han kommenterede det derfor ikke videre, da han så sagen som værende talt til døde, hvor det aldrig havde været hans stil, at vise følelser og dermed svagheder i offentligheden.. "En fjende kan vise sig en ven, såvel en ven kan en fjende." bekræftede Elvolganta roligt med hans mørke stemme, som sneg sig rundt om kødet i hans mund, som han vedblev at spise uden at pause for noget, andet end kort at drikke noget blod.. Det var ikke fordi han havde travlt, eller fordi han var meget sulten, det var blot sådan han altid havde spist, hvor han i det første lange stykke til at hans liv, aldrig vidste hvornår hans næste måltid ville komme.. Han havde desuden aldrig haft tiden til at skulle tage det stille og roligt når han indtog føde, hvor han da også fik hvad der mindede om en mild blodrus, alene af at spise det friske kød.. Det kom dog ikke bag på Elvolganta at Kimeya ikke stolte på mange, det ville jo praktisk talt gå imod enhver logisk tænkning, hvor alle da nødvendigvis måtte være klar over, at des flere man lukkede ind i sit liv, desto flere ville der være til at stikke en i ryggen, når man følte sig allermest sikker "Jeg har kun stolet på 3 personer, alt i alt, i løbet af hele mit voksne liv.." konstaterede han kort for hovedet og fortsatte "..Noget må jeg dog have gjort rigtigt, hvis det du siger om at mit navn står i historiebøgerne, som andet end blot en enkelt lille fodnote.. Skønt dette skulle overraske mig mere end noget andet, du måtte have fortalt mig på denne aften" om det virkelig ville overraske ham, i en sådan grad vidste han faktisk ikke helt, da der kunne argumenteres for nogle enkelte ting, som måske burde stå beskrevet i bøgerne, men så vigtig havde han da vel aldrig været for nogen? Havde han..? "Det sjove ved folk der siger de intet kræver, må være at de kort efter kræver et eller andet.. Om de får det til at fremstå som et krav eller ej, er ikke så vigtigt, og ganske rigtigt.. Der gik kun et ganske kort øjeblik denne gang også.. Det eneste du ikke har udspecificeret endnu, og som jeg indtil videre har spurgt ind til flere gange nu, må være hvad dit krav er.? Forsøg ikke at sno dig udenom, det vil blot trække dette i langdrag. Derfor spørger jeg nu, for forhåbentlig sidste gang.. Hvad skal du bruge?"

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas blik hvilede intenst og fast i retningen af Elvolgantas skikkelse. Det var ikke mange han stolede på, men nu hvor denne mand alligevel havde haft betydning.. ikke bare for Cayla, men ligeledes også hans nu afdøde moder, så var det vel ikke underligt, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde? "Hav dine fjender tættere.. Det er vigtigt, at man kan holde øje med dem," lød det roligt fra ham. Så langt, så var de da i hvert fald enige, så det kunne jo heller ikke ligefrem komme bag på nogen som helst. Ingen af dem havde rigtigt stolet på nogen, og det havde han aldrig gjort. Det var virkelig ikke mange der havde den påvirkning af ham, så han måtte vel bare forsøge at gøre det så godt som det nu var muligt for ham. "Fortiden forfølger os begge. Vi er ikke ukendte for omverdenen, og særligt ikke det liv som er her i Dvasias. Folk kender vores navne, samt de gerninger, som vi er gjort af," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod ham. Han var grotesk i hans spisevaner, selvom han nu ikke sagde noget til det. Faktisk var det noget som han godt kunne lide.
Kimeya krævede umiddelbart ikke noget af Elvolganta, andet end at han ville kunne regne med ham. Han virkede nemlig langt mindre lusket end hvad man kunne sige, at en som Eriz havde været. Selvom han nu alligevel havde valgt at lade tvivlen komme Zean til gode, og så måtte han jo se, om den mand overhovedet var en, som han kunne stole på. "Jeg kræver som sagt intet af dig," begyndte han med en ganske kortfattet og intetsigende mine. "Jeg forventer naturligvis, at jeg kan regne med dig. Ikke kun fordi at du har betydning for den kvinde, som jeg har opfostret som min egen datter, men ligeledes fordi at vi er i familie på andet vis.. Du adopterede min moder, husker du nok," tilføjede han med en rolig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Han selv tog denne sag meget alvorligt. Det var nemlig en alvorlig sag.