Let it burn!

[Kimeya Marvalo]

@elvolganta

---

Det mørke tæppe havde lagt sig over himlen, selvom byen New Dale endnu var fuldt oplyst. Flammer var der så langt, som øjet kunne se. Kimeya var på vej ned igennem gaderne i den ellers så brændende by, som han havde fået taget sammen med hans kære Faith. Dæmoner og warlocks levede side om side her. De forsøgte på det i hvert fald. Den store alliance som var skabt mellem de to store racer skulle have sit hovedsæde her i Imandra.. Et land, som netop nu var underkastet Dvasias.
Ikke blev der ført kamp og strid. Det skulle gå op for folket af landet her, at de ikke var der for krigsførelse, men for at udvide deres grænser, og give dem de fordele som nu måtte følge med. Folket kunne stille deres sult og sove trygt og godt, uden at nogen skulle være bange for at der ville ske dem noget. Det var hovedpointen ved alt dette i alle fald. Her var han Jaqias stemme, og han agtet at udføre det arbejde.
Den mørke kappe blafrede efter ham i takt til hans rolige gang. Lyset af flammerne lyste hans ansigt op. Han havde de grønne øjne fra sin kære moder.. resten var fra hans fader. En mand som heldigvis i dag, var død. Han trak vejret dybt. Selv på trods af en brændende by, var branden magisk. Et klart symbol på samarbejdet mellem de to store og stærke racer. Kimeya var tilfreds. Han kunne ikke være andet end tilfreds med hvad han havde opnået til nu.

[Deleted]

Elvolganta var ude og undersøge tilstanden i landende, efter en kunde han havde haft kun dage forinden, havde informeret ham om en krig.. En påstand han siden havde fået bekræftet flere steder, om end folk ikke altid virkede lige villige til at skulle tale med ham, men han havde nu engang sine metoder, til at få folk til at få tungen på gled.. Da han passerede New Dale, opdagede han hurtigt at hele byen stod i flammer, og han var derfor gået ind mod byen, med den intention, at skulle slukke ilden og dermed redde hele byen, og på den måde skabe et navn for sig selv igen.. Dog gik der ikke længe, før han indså at dette ikke var almindelig ild, og som han vandrede ned af byens gader, var der ingen der virkede til, egentlig at tage sig videre af, de ellers ret så store flammer, der omgav de fleste huse hvorend han gik, hvilket blot vækkede hans nysgerrighed endnu mere...

[Kimeya Marvalo]

New Dale ville blive fremtidens samling af dæmoner og warlocks. Dem som brød de principper og gik mod den ene eller den anden, ville blive straffet med døden. Warlock eller dæmon.. Det gjorde ingen forskel. Selv Faith og Kimeya havde lært at være omkring hinanden, uden at rive hovedet af hinanden. Dog gik bølgerne højt fra tid til anden.
Her var der ikke rigtigt nogen, der bed sig mærke i de flammer som slikkede sig op af væggene og murene. Det var alt sammen meningen, og selv Kimeya elskede at vågne op, kigge ud af vinduet og se hvordan det hele endnu måtte brænde for øjnene af dem. Hans opmærksomhed måtte dog hurtigt fange sig af en anden skikkelse.. En som han ikke just kunne sige, var ham kendt. Høj og bred.. Nej, det var umiddelbart ikke noget, der sagde ham det mindste. Roligt stoppede han sin vandring, dog uden at tage blikket fra denne høje skikkelse. Warlock.. ingen tvivl der, og derfor var manden naturligvis lige så velkommen her, som resten af deres slags måtte være.
Armene lod Kimeya søge ned langs hans egen krop. "Du forekommer mig som en, der har set et spøgelse," kommenterede han endeligt. Manden så rundt som var dette et nyt syn for ham. Det var klart en tanke, som han måtte finde morende.

[Deleted]

Elvolganta stoppede brat op, ved lyden af en fremmed stemme, der tydeligt havde tiltalt Elvolganta selv.. Den gamle warlock så derfor hastigt ned fra ilden, og hans blik faldt straks på kilden til stemmen, en mand næsten lige så høj som han selv, dog slank og med langt hår hvor Elvolganta selv intet havde.. Manden virkede på ingen måde bekendt, men på den anden side, det var vel egentlig ikke så underligt..? Elvolganta havde trods alt været bortrejst i temmelig mange år, hvor det selv for ham havde føltes som meget lang tid, men stadig havde målet, for hans rejse, været samtlige sekunder værd for ham.. Om hans kommentar omkring spøgelset, vidste han ikke helt hvad han skulle svare.. For faktisk havde han jo set et spøgelse.. Eller teknisk set en hel hær af disse, dengang Brashache endnu havde været en del af hans liv.. Men dette havde været så umådeligt længe siden, at det dårligt kunne være dette manden mente, men han tænkte dog også, at det kunne være ganske så underholdende, at berette om de tusinder af spøgelser, han jo rent faktisk havde set i hans liv "Det er nu eller ganske længe siden, jeg sidst havde fornøjelsen af, at se et spøgelse min gode mand" hans stemme var mørk og ru, men emmede dog af varme som han havde sagt dette, hvor hans mund havde bredt sig til et muntert smil, der lod hans grove og sylespidse, nærmest ulveagtige hvide tænder kom til syne

[Kimeya Marvalo]

Kimeya forholdt sig nu ganske rolig overfor denne mand. Umiddelbart sagde hans tilstedeværelse ham intet, men som warlock, var han da lige så velkommen som alle andre. De havde jo ikke overtaget landet her, for at være onde eller groteske. Tvært imod faktisk. De var her blot for at skabe ro og orden, samt udvide Dvasias' grænser.
Ikke rokkede han en muskel ved synet af denne høje og brede mand. Han sendte ham en ganske fast mine. Selv havde Kimeya ikke set et spøgelse i uendelige tider. Heldigvis. Det var det som han kunne trøste sig med. Han brød sig bestemt ikke om den slags. "Heldigt," sagde han sandfærdigt, inden han denne gang, søgte tættere på ham med rolige skridt. Han studerede denne mand nøje. Jo tættere på ham, som han kom, des flere detaljer kunne han lægge mærke til. Elvolganta var jo ikke nogen ukendt mand for ham. Han hævede blikket direkte mod ham. "Elvolganta.. Se hvad døden har smidt tilbage fra Dødens Rige. Jeg som troede du længe var gået bort," sagde han med en fortsat rolig stemme. Selv vidste han, at denne mand ikke var en, som man skulle komme på tværs af. Mandens ry og rygte, gik nemlig langt, og hurtigere end en steppebrand. Siden manden havde haft det tætte forhold til hans moder.. en moder som han først igennem de sidste hundrede år, havde lært at anerkende som sin egen, så følte han nu heller ikke at han skulle være bange for ham. "Det er lang tid siden, man har set en skygge til dig, min gode mand," kommenterede han endeligt.

[Deleted]

Om det var heldigt eller ej, at det var længe siden, spøgelser sidst kunne forventes at blive set, var ikke noget Elvolganta havde et behov for at diskutere.. Selv ville han intet have imod det, der var flere personer han havde kendt tidligere, som gerne havde spøgelser i nærheden.. Hverken Sheila eller Brashache havde nogensinde gået nogle steder, uden at have nogle spøgelser, til at holde øje med området, før de selv kom frem.. For Elvolganta ville det være et ganske velkomment syn, da alt for meget, efter hans mening, havde ændret sig i den tid han havde været væk, og personligt ville han elske at se et kendt ansigt igen.. Han lyttede roligt til mandens ord, og måtte undres, alt imens han gjorde alt hvad han kunne, for at finde ud af hvem denne man var, for han havde trods alt ganske tydeligt kendt til Elvolganta.. Men hvordan? Den gamle smed kunne ikke kende ham.. Skønt.. Der var dog noget ved hans øjne.. De virkede bekendte på en eller anden måde.. Han søgte sin hukommelse, granskede hver en krog, men kunne ikke finde frem til hvornår han sidst havde set den slags grønne øjne på en mand som denne.. "Kender vi hinanden?" lød det pludselig over hans læber, som hans ene øjenbryn lod sig hæve, at manden lod til at kende ham, kunne betyde to ting i Elvolganta's erfaring, enten var han en ven, hvilket han godt kunne bruge nogle flere af, eller også var han en fjende, og i så fald ville alt være ved det gamle hvilket han også godt ville kunne leve med, eftersom der i så tilfælde ville være noget der virkede blot en anelse genkendeligt.. Elvolganta rettede sig ordentligt op, og var klar på hvad som helst, med sit sort blik hvilende årvågent på Kimeya..

[Kimeya Marvalo]

At Elvolganta ikke kunne huske ham, forundrede ham ikke. Umiddelbart havde de heller ikke haft meget med hinanden at gøre. Dog kunne man sige, at der alligevel havde været lidt. Særligt fordi at manden var den, der havde adopteret hans moder i sin tid. De grønne øjne hvilede fast på hans skikkelse og med en intensitet som sjældent var set. Kimeya var ved at være en aldrende mand, hvilket han vidste.. En af de dygtigste og med masse fjender. Det handlede vel egentlig kun om at holde sig igang. "Det forundrer mig ikke, at du ikke kan huske mig. Jeg må dog sige, at jeg må være skuffet." At manden end ikke kendte til sin leder, var vel skuffende på alle måder? Og han var bestemt heller ikke den person som lagde skjul på dette, når det endelig skulle være.
Kimeya lod hovedet søge på sned. Selv var han ikke i nærheden af de to meter i højden, som denne mand var. Han stirrede fast på ham. Han var ikke bange af sig, og ville ikke vie for noget som helst. At kaste sig i krig med Elvolganta ville være en selvmordsmission. Derfor gjorde han dog ikke noget yderligere end dette. Han rettede sig kun en anelse op. "Nuvel... lad mig skænke dig en ledetråd. Jeg er manden der tog sig af din datter.. Og kan kalde mig bedstefar for dit barnebarn," fortsatte han med en rolig stemme. Cayla havde været som en datter for ham igennem rigtig mange år. Ikke fordi at han ville gøre Elvolganta vred eller noget lignende, men hvis han endelig skulle give ham ledetråde til hvem han var, uden at sige det, så måtte han jo sige et eller andet! "Du kan end ikke kende din egen leder?" fortsatte han videre. Det var jo en titel som han havde båret i rigtig mange år nu.

[Deleted]

At denne mand skulle have taget sig af hans datter, var dog noget som Elvolganta godt kunne se det gode i, og dog vidste han ikke hvem han var, hvilket faktisk irriterede ham en del, men det kunne naturligvis også godt hænge sammen med at Elvolganta selv, aldrig havde haft chancen for faktisk at kende sin datter.. "Hvis det er en form for valuta kompensation du ønsker, kan vi godt finde ud af noget.. Skønt jeg kun selv har set min datter 2 gange op til denne stund.." selv det at erkende at han aldrig havde været der for sin datter, der var hans eget kød og blod, smertede ham mere, end noget andet nogensinde ville kunne gøre det.. Men han måtte holde en stærk facade, eftersom han endnu ikke kendte denne mandsperson, og dermed ikke havde råd til at lade blot den mindste svaghed vise sig nu.. At denne mand, erklærede sig som værende over Elvolganta var dog noget han kun kunne være uenig med ham i, om han havde en højere rang, bekymrede ham ikke, det var et spørgsmål om principper "Du lader til at kende mig? Derfor er det vel ikke for meget at forvente, at du kender min historie..?" Lød det roligt omend noget mere afmålt "Jeg knæler ikke for nogen, en lektion kongen af de gamle tider, Memphesto, måtte lære på den hårde måde.! Som det står lige nu, ser jeg ingen grund til at vi skal være fjender, men det afhænger naturligvis af din evne til at indse at jeg ikke er underlagt dit ord"

[Kimeya Marvalo]

Ej søgte Kimeya nogen former for kompensation. Han havde holdt af Cayla, som havde hun været hans egen datter. I dag var hun borte, og selv det, var noget som kunne smerte ham mere end noget andet. Han var ikke god til tab af familiemedlemmer, selvom han jo faktisk havde lagt temmelig mange i graven igennem de sidste rigtig mange år. "Jeg søger intet ved dig," sagde han dog med en rolig stemme. Hans blik søgte hans direkte, og med en fast og intens mine. Selveste Elvolganta. Ja, så havde man jo set det med. At manden så ikke ville bukke for ham, forundrede ham på ingen måder. Den mand havde altid været forbandet enerådig. Dog synes han bedst at ønske sig på god fod med denne mand, fremfor en fjende. Dem havde han allerede mere end rigeligt af i forvejen. "Den kære Memphesto. Jeg har ikke hørt den mands navn nævnt i uendelige tider.. Det var tider dengang," sagde han direkte.
"Hvis du tror, at jeg står her, for at gøre mig fjendskab med dig, tager du fejl, Elvolganta. Det ville også være en skam at gøre det overfor familie... ikke sandt?" Han hævede kort det ene bryn. Det havde virkelig taget ham mange år, at anerkende Elanya som sin mor, men selv til sidst, havde han lært at acceptere hende, og faktisk.. byde hende ind i sit hjem. Selv her i Dvasias havde hun levet igennem mange år sidst i sit liv.. før det så brutalt var blevet taget fra hende vel og mærke. Nu lå hun død og begravet i Procias.. Der hvor hun hørte hjemme.

[Deleted]

At denne mand ikke synes, at skulle ønske noget fra Elvolganta, var ham i sandhed en helt ny oplevelse, der var altid et eller andet, det var blot at finde ud af hvad det var.. "Og hvordan haver Cayla det i disse tider? Jeg tør vel stole på, hun intet mangler samt du har lært hende, at skulle være i stand til at forsvare sig selv?" spurgte han så let, men dog krævende denne information, ej vidste han at hun længe var død, og ej heller var dette en tanke der så meget som havde strejfet ham, at det end skulle have været en mulighed, hun var jo trods alt af hans slægt, og derfor måtte hun være stærk.. Ikke sandt? "Memphesto ja, jeg er den mest direkte grund, til at man kun kan møde hans navn i historiebøgerne. Han krævede mit liv, eller at jeg skulle knæle for ham.. Han døde skrigende for mine hænder" At denne mand nu skulle vove at kalde sig for hans familie.. Det havde Elvolganta dog meget svært ved at skulle acceptere, hvis denne mand faktisk havde været der som en fader, i Elvolganta's sted for Cayla.. Så måtte det betyde, at han også var den som havde frarøvet ham Moniqe.. Hans elskede Moniqe.! Hvordan kunne Elvolganta ikke have set det før nu, ganske vidst, så havde han altid levet i den tro, at det havde været en vampyr, der havde frarøvet ham, hans livs eneste sande glæde.. Men nu så han det hele mere klart "Hvad med Moniqe Jaceluck? Hvis du tillader dig at titulere mig som være i samme familie som dig selv.. Så må det jo betyde at.. Af alverdens kvinder! Hvorfor skulle du tage min?!" hans blik var sort og koldt, hvor de læber der sekunder forinden havde formet et smil, var de nu smalle og sammentrukne det eneste ved hans ansigt der forblev det samme, var hans tænder, der endnu forblev blottede..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya hverken krævede eller forventede meget af Elvolganta. Det var slet ikke noget som han kunne kræve og forvente. Desuden ville han ikke stå på forkert side med denne mand. Hans navn var jo trods alt gået i historiebøgerne af en grund. Han vendte blikket op mod ham. Han havde virkelig ikke hørt det? "Jeg må beklageligvis skuffe dig med denne nyhed, Elvolganta. Cayla har ikke været blandt os i mange år. Kun hendes datter vandrer på jorden i disse dage," fortalte han. Kimeya havde skænket hende mange redskaber og midler til at klare sig i livet, men en forfærdelig sygdom havde tvunget hende bort fra de levendes rige. Selv i dag, kunne det efterlade en smerte ved Kimeya. Han havde jo altid været glad for hende.. som havde hun været hans egen datter.
Alt tog dog en uventet drejning, da Elvolganta tydeligt måtte misforstå hans ord! Ganske vidst havde han holdt af Moniqe, men aldrig i den forstand, at han ville tage hende som en nær til sig. Næsten som han måtte tvinge latteren tilbage, måtte han ryste på hovedet. Hans mundviger trak dog alligevel op i et smil. Han kunne ikke lade være. "Den betydning har Moniqe dog aldrig haft for mig," sagde han kortfattet. Den kvinde havde han aldrig taget, da det primært kun var Faith, som han havde haft øje for. Der havde været nogen uheldige ind imellem, men det var så sandelig også det! "Jeg tænker på anden familie.. Jeg tager vel ikke meget fejl, om jeg siger, at du er den mand, der adopterede min kære moder? Elanya Maloya?" spurgte han videre. Selv havde han ingen kvaler ved at skulle fremhæve hende som sin mor i dag. Det var ikke nær så skamfuldt som det havde været før i tiden.

[Deleted]

At Elvolganta skulle være en del af den kendte historie, havde han ingen anelse om, ej heller havde han fantasi til, at skulle forestille sig dette, for hvorfor skulle hans navn dog overhovedet stå i historien? Det var jo umådeligt længe siden, han så meget som havde vist sig på øen, og skulle de ting han havde gjort, virkelig have været så bemærkelsesværdige at han ville blive husket i så mange tusinde år..?
Elvolganta stirrede uden at trække en mine, direkte ind i øjnene på Kimeya, der gik et øjeblik før det faktisk gik op for ham, hvad der egentlig var blevet sagt.. Elvolganta lukkede sine øjne, og bøjede sit hoved, hvor hans hænder langsomt blev knyttet, knoerne blev hurtigt hvide, og sekundet efter hævede han sine arme højt over hovedet, og løftede hovedet og stirrede direkte op mod himlen.. Et brøl, fyldt af smerte strømmede hastigt og højt fra hans lunger.. Himlen blev unaturligt mørk og sekundet efter stod det ned i stænger, med dråber der faldt så tæt, at ingen på nogen måde ville kunne skelne dem fra hinanden, adskillige lyn flåede nattens sorte luft, og alle småsten i området lettede et lille stykke fra jorden, hvor de vibrerende hang næsten en meter oppe i luften.. Skønt den voldsomme torden bulrede ildevarslende i natten, overdøvede Elvolganta's sorgfyldte brøl med lethed alt dette.. Indtil der var så lidt luft i hans lunger, han blev blå om læberne, og bleg i ansigtet, hvorefter han magtesløst faldt ned på sine knæ, og alt straks vendte tilbage til normen igen, som han ramte den nu våde jord.. Tårerne var på ingen måde at skelne fra vandet fra regnen, og han rystede i hele kroppen.. Magtesløs over hvad der var overgået hans lille pige, og uden han havde været der for hende på noget tidspunkt.. Hans eget kød og blod.. Nu kunne han ikke rette op på sine mangler som forældre, hvor han aldrig havde været som en far for hende.. Intet kunne ændres nu.. Og det var i hans hoved helt og holdent hans egen skyld..! At Kimeya ikke havde taget Moniqe, havde han end ikke hørt, da hele hans verden var styrtet sammen på et splitsekund, efter han havde hørt hvad der for ham var en nyhed, om Cayla, havde han følt at han følt en kold og klam hånd, dække hele hans krop i et øjeblik, hvor intet i verden for ham eksisterede, og hvor ingen lyd nåede hans ører, al tanke om hævn over tabet af Moniqe, var desuden blevet fuldstændig glemt, om ikke andet så i hvert fald lige nu..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya rokkede sig ikke så meget som en millimeter, da Elvolganta endte med at brøle op. Tydeligt var dette af smerte, da det var en ting, som måtte være gået ham forbi. Det var ved at være år siden, at dette var sket, og selv Kimeya havde taget dette frygtelig hårdt. Igennem rigtig mange år, havde Cayla været som hans egen datter, og han havde gjort absolut alt hvad han kunne, for at give hende den bedste forudsætning for et godt og lykkeligt liv, sammen med sin mand og datter. Sygdom havde han i dette tilfælde, ikke taget højde for, hvilket han faktisk var utrolig ked af.
Regnen stod pludselig ned i stænger. Selv Kimeya måtte blive drivvåd, selvom han nu ikke tog sig af det. Han havde respekten for at manden i det mindste udviste den sorg for tabet af hans datter. Cayla havde været en kvinde af stor betydning for dem begge. Først da alt gled tibage til det normale, efter adskillige brag over himlen, tog Kimeya rolige skridt mod ham. Ikke var det en svaghed, at vise sorg ved sådan en bortgang, men derimod en styrke. Hånden gled mod Elvolgantas store og brede skulder. "Jeg er ked af, at skulle være den, der bragte dig den nyhed," sagde han ærligt, inden han let trak hånden til sig igen. Det gjorde ondt. Uden tvivl var dette noget, der rent faktisk gjorde ondt, men man måtte jo forsøge at komme videre, også mest for sin egen skyld.
Håret klistrede nu mere eller mindre til Kimeyas ansigt og krop, selvom han ikke sagde noget til det. Hans mine forblev fast hvilende på Elvolganta. Nu hvor han ikke havde sin datter, havde han jo faktisk stadig sit barnebarn. Den arme kvinde, måtte man bestemt heller ikke glemme. "Hun har efterladt sig mand og datter.. Du har endnu familie, min ven," sagde han direkte, inden han lod hånden falde slapt ned ved siden hans krop igen.

[Deleted]

Vandet dryppede fra Elvolganta's massive krop, og farven begyndte så småt at vende tilbage til hans hoved, han var nød til at samle sig selv op igen, han kunne sørge over Cayla, når han var alene.. "Hvor ligger Cayla begravet..?" spurgte han lavmælt, og satte sig op igen, med mudret liggende i et tykt lag, på hele den ene side af hans krop.. Han lænte sig op af en husmur, og lod sine sorte øje hvile på sine hænder, som han gled lydløst mod hinanden.. Hans sind smertede ham, men der var intet han kunne gøre ved det lige nu, og han gjorde derfor blot hvad han kunne, for igen at genoprette den stærke facade han normalt gjorde brug af.. "Det er vel altid noget.. Hvor holder hun til?" spurgte han dæmpet, uden tanke for at denne pige, muligvis aldrig havde hørt om ham, ej heller gjorde han sig nogen egentlig tanke om at han var morfar, han ønskede blot at skulle være der for sin familie, som var den eneste fejl han tidligere havde fejlet, i hans egen mening.. Han havde aldrig været en god fader, men måske kunne han stadig nå at være god for nogen, der havde hans blod i sig..

[Kimeya Marvalo]

"Cayla er gravlagt et sted hvor man kan mindes hende med værdi og respekt. På grunden til det hjem, som har dannet grundlag for hendes opvækst.. Marvalo Mansion.. familiegrunden der," fortalte Kimeya med en rolig stemme. Der blev hun æret med respekt, uden at der var alverdens væsner til at træde på hendes grav, og nærmest synge og danse for den sorg, som andre måtte nære over tabet af hende. Lestat Junior og andre af familien var ofte forbi der. Mange af Kimeyas familiemedlemmer lå lige så der. Deriblandt 3 af hans børn var gravlagt side om side. Det var ikke meningen at forældre skulle gravlægge deres børn, men i dette tilfælde, så var det desværre en realitet, som man ikke kunne gøre noget ved.
Elvolganta tog denne nyhed frygtelig hårdt, og selv det, var noget som gjorde ondt på Kimeya. Han blev stående og betragtede sig af ham. Aliyah var skam kendt med sin familiebaggrund. Den havde de aldrig lagt skjul på, hvad dette angik. "På Castle of Darkness. Kronprinsens personlige livvagt," fortalte han videre, inden han igen lod blikket søge til hans ansigt. At udvise følelse, var ikke en skam eller en synd, og det skulle slet ikke opfattes på den måde. Han blev stående. Hvad var grunden til at Elvolganta var kommet denne lange vej? Turen hertil var lang i forhold til sit ophold i Dvasias, hvor han vidste, at manden primært havde holdt til, og særligt efter at Memphesto var røget af posten som konge. "Du er kommet langvejs, Elvolganta.. Lad mig byde dig på noget at drikke? Spise?" fortsatte han, som var dette en hverdagssnak for ham.