Hjemme igen

[Deleted]

Den lille mand Elvolganta havde tiltalt som Amicitia, var en djinn, og næsten lige så gammel som Elvolganta selv, hvor han muligvis var den sidste af hans art.. Han så over på Jaqueline "Jamen, vær hilset!" lød det atter muntert fra den ungt udseende mand, og slap fri af Elvolganta's omfavnelse, hvor han svævede over mod hende, siddende over en meter over jorden i lotusstilling "Begynde med hvad dog?" spurgte han muntert og skævede tilbage mod Elvolganta, der nu kom gående hen imod dem, med en halvstor smedehammer i hver hånd "Hendes træning.. Du begynder med det samme, lig sværdet, det får du ikke brug for idag" konstaterede Elvolganta kort fra hovedet og lagde hamrene på en armbolt, der var står stor at selv da den stod på gulvet, så nåede denne Elvolganta op til navlen "Idag træner du et almindeligt nedadrettet slag, med hamre tungere end dit sværd, for at få øget styrke i slaget." der var ikke et eneste tegn på at Elvolganta havde sagt dette for sjov, han havde ment hvert et ord.. En kriger der ikke var i stand til at svinge sit sværd, var ikke værdig til at kalde sig selv for kriger, og hvis han skulle træne hende, ville det se dårligt ud for ham, hvis hun faldt for hurtigt i kamp, da han ville blive set på som en dårlig læremester, hvis ikke hun var dygtig til det fag han havde oplært hende i..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline stirrede på Elvolganta og videre hen på manden, som pludselig kom svævende mod hende. Hvad pokker var han da for en? Der var meget her, der ikke rigtigt gav nogen mening for hende. Hun blev stående og betragtede sig af ham. Sandt at sige, at en mand af hans slags, ikke var en, som hun havde set før. "Vær hilset," sagde hun med en tydelig rynken i panden. Umiddelbart var denne mand for munter af slagsen, til at han troede, at det var en, som havde nær relation til Elvolganta, men selv hun kunne naturligvis blive overrasket. At hun så ikke skulle træne med sit våben, men i stedet.. slå med en hammer, som havde hunværet en smed, fik hende til at kigge fast på hans skikkelse.
"Det mener du ikke seriøst, gør du? Jeg kan umuligt løfte den der..!" endte hun med en mere fast tone. Selv på trods af, at hun ikke var særlig stor, så var hun faktisk mere spinkel og lille i forhold til. Hun lukkede næven mere omkring sit sværd.. Det var lige af størrelse til en ung kvinde, og det var jo hvad hun var. Det store og tunge arbejde, var jo for en mand, og bestemt ikke for en ung kvinde som hende!
Øjnene kneb Jacqueline mere fast sammen, end hvad hun havde gjort til nu. Dette var.. uhørt! Aldrig i sit liv, havde nogen drevet hende til et fysisk tungt arbejde, og ikke havde hun tænkt sig, at imødekomme dette krav!

[Deleted]

Amicitia så tilbage på den unge kvinde, havde hun sagt Elvolganta imod? Han kunne dårligt tro det, en så lille og spinkel pige som hun selv, burde ikke have modet til dette? Måske var det blot dumhed fra hendes side, men der var mange der havde pådraget sig store skader, ved at sætte sig mindre imod end hun netop havde gjort..
Elvolganta's blik kneb sig sammen, og hans ansigt skar en grimasse der bestemt ikke var positiv, han slog et slag med den ene hammer mod armbolten, så hårdt at skaftet knækkede mod over, og lyden af metal mod metal gav genlyd i hele smedjen, hvorefter han rakte den anden hammer i strakt arm mod hende "Nu tager du den hammer! Så slår du på armbolten! Det gør du med én hånd! Og det bliver du ved med til jeg fortæller dig andet!" knurrede han vredt, kun sekunder forinden havde hun accepteret at det ville blive hårdt, at hun ville skulle presse sig selv til det yderste, og at han til gengæld ville gøre hende til en dygtig sværdkæmper, så nu skulle hun tage sig grundigt sammen, hvis hun virkelig ønskede at skulle lære den ædle kunst, det var at skulle svinge et sværd som en mester. Amicitia svævede ud til siden, han skulle ikke nyde noget af at stå imellem Elvolganta, og hende når hans herre var i dette humør

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Lige så snart ordene havde forladt Jacquelines læber, kunne hun nærmest kun fortryde, at hun havde sagt dem. Den kraft som Elvolganta lagde i det hammerslag, fik hende til at gispe helt, hvor hun trak sig et skridt tilbage. Hun stirrede direkte op mod ham. Selv blev det jo kun gjort tydeligt for hende, at denne mand bestemt ikke var vant til at blive talt imod, men havde han ærlig talt regnet med, at hun ville stå og lave tungt smedearbejde? Desuden kunne hun ikke se hvordan det ville bringe dem tættere på et mål som soldat og sværdkæmper! Og det var jo den viden, som hun gerne ville kunne udnytte!
Jacqueline bed tænderne let sammen. Hvad var det helt præcist hun havde rodet sig ud i? Dette var bestemt ikke noget ,som hun kunne lide. Sværdet lagde hun forsigtigt fra sig ved at knæle, da hun ikke rigtigt vidste hvor hun ellers skulle gøre af det. Med blikket fast hvilende på Elvolganta, tog hun omkring hammeren. Den var uden tvivl tungere, end hvad hun først havde antaget, at den ville være! "Jeg kan jo næsten ikke løfte det!" endte hun med en mere fast tone. Til at starte med, var hun da nødt til at bruge begge sine hænder! Det var jo tungt! At denne unge udseende mand, skulle kigge på, var hun nu heller ikke meget for. Hun sendte dem begge en direkte dræbende mine. Hun rystede i armene. Ikke fordi at hun var svag som sådan, men hun var bare ikke vant til fysisk hårdt og tungt arbejde!

[Deleted]

Elvolganta krydsede sine arme over brystet, da hun igen begyndte at brokke sig "Jeg synes du snakkede om at du havde interesse i at blive dygtig til at bruge dit sværd? Er du virkelig så naiv.. Jeg mener bare, du kan virkelig ikke være så blåøjet at du tror sværdkamp kun handler om sværdet selv?" den store mand pegede kort mod armbolten "Søg styrken i dig selv. Og kom så, én hånd. Slå!" krævede han kort uden at blinke, og stod atter med sine svulmende arme over kors.. Dette kunne da på ingen måde være at betegne som en svært opgave, hun var dæmon, og skulle derfor blot lede i sig selv for at finde den styrke hun havde brug for, og det var netop dén styrke, som Elvolganta forsøgte at tvinge hende til at finde, skønt det muligvis godt kunne tage lidt tid, så burde hun kunne løfte det samme som ham eller måske endda mere, han havde jo blot den fysiske styrke af et lavligt menneske, og havde derfor trænet sig til toppen, af hvad hans krop kunne klare, nu var det hendes tur, hun havde dog ikke behov for at blive lige så stor som han selv var, hun skulle blot finde styrken i sin sjæl, magisk styrke havde nu altid været at foretrække, frem for simpel fysisk styrke, det vidste han, og havde alle dage været af samme opfattelse, hvor han som horror da også havde nydt godt af hans abnorme styrke.. Han så på hende med et stift blik, og ventede utålmodigt på at hun skule gøre hvad han sagde, som deres aftale var lagt fast kun øjeblikke forinden..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline begyndte ærlig talt at tvivle på hvad der ville ske herfra.. Kunne hun overhovedet imødekomme de krav, som han satte til hende? Det var jo ikke bare noget, som man kunne løfte, som en kvinde! Det var slet ikke meningen, at en kvinde, skulle løfte tungt på denne her måde! Overhovedet ikke faktisk! "Den er jo for pokker da tung!" endte hun med en fast tone. Det var heller ikke fordi, at hun havde været bange for at sige nogen imod, og dette var bestemt ikke anderledes.
Elvolganta var dog bare meget målfast, og bestemt på, at det var det her som hun skulle gøre. Hun vendte blikket ned mod den tunge hammer, som hun gav slip med den ene hånd. Allerede nu, var hendes hånd begyndt at ryste. Hun var på ingen måder bygget til det tunge arbejde. Det var virkelig ikke retfærdigt. Som han dog havde ønsket af hende, hævede hun den op over hovedet, og slog den direkte ned i armbolten. Det sitrende helt igennem armen, inden hun tungt lod den falde ned ved siden af sig igen. Hun vred let i sine fingre, inden hun igen lukkede hånden om den. Den var virkelig tung for hende at bære! Det kunne godt være, at han havde styrken til at bære den, men han var altså også en mand, og det var en kæmpe forskel fra hende af! Hun klemte øjnene let sammen, inden hun igen gjorde et forsøg på at hæve den fra jorden igen, for at hamre den ned mod armbolten. Hvorfor og hvordan det her skulle kunne hjælpe hende, kunne hun virkelig ikke se.. Hun håbede bare for hans skyld, at der var en mening med det, og at det ikke bare var for at gøre hende til grin!

[Deleted]

Et tilfreds smil bredte sig over Elvolganta's brede læber, da Jaqueline begyndte at slå mod stålet, skønt det var hårdt for hende, så vidste han at det ville blive nemmere for hende "Når du har slået 10 slag, skift da hånd, nu hvor du kun har den ene hammer" bemærkede han med rolig stemme, og lod langsomt sine arme falde ned langs siderne af kroppen, og placerede sine hænder i lommerne på sine bukser.. Han vendte sig roligt mod Amicitia "Tilstanden af lageret er ganske tilfredsstillende, dog ser resten af bebyggelsen yderst hærget ud.. Om du vil min gamle ven, så jeg gerne at denne usle tilstand ændrede sig" hans stemme var rolig og afmålt men havde en venlig undertone, og den unge mand der endnu svævede kort fra dem begge, nikkede kort med et varmt og helhjertet smil, der afslørede hans skinnende hvide tænder, hvorefter han uden et ord, forsvandt for øjnene af dem, sekundet efter hørtes svage rystelser højt over dem, kun afløst af lyden fra hammerens metalliske banken, der gjorde let genlyd i den store smedje, og de to var dermed ladt alene dernede..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Vreden meldte sig uden tvivl i Jacqueline. At han overhovedet kunne få sig selv til at bede hende om at udføre det her arbejde, gjorde det ikke bedre for ham! Overhovedet ikke faktisk! At hæve hammeren, var i forvejen en ting som var tungt for hende.. Pinligt ikke mindst, at ham og den anden mand skulle stå og overvære hende gøre, men at han så bare vendte sig mod ham og førte en samtale, var noget der gjorde hende direkte arrig! Det var jo lige før, at hun måtte forestille sig, at det var hans hoved hun hamrede den hammer ned mod lige nu! Igen med rystende arm, hævede hun hammeren og slog med den. Det var 3... der var virkelig lang vej op til de 10!
Jacqueline lukkede øjnene. Selvom hun ikke kunne se hvad hun fik ud af det her, så måtte hun vise, at hun ikke bare var en ung og fisefin møgunge, som så mange andre, havde en sjov vane med at fremstille hende som! Hun var en ung kvinde, der gjorde hvad der passede hende! Igen og igen hævede hun hammeren, til hun nåede det tiende slag.. Her rystede hendes hånd og arm så meget, at hun næsten ikke kunne holde om den... Og der lod hun så det tiende slag falde. Automatisk slap hun hammeren. Hun kunne virkelig ikke holde fast om den længere! Automatisk tog hun om sit håndled, som hun ømmede.. Hendes puls var uden tvivl steget. Hun rystede på hovedet. Tanken om ti slag mere med den anden hånd - som ikke var hendes styrke-hånd.. Det kunne hun slet ikke overskue!

[Deleted]

Elvolganta rejste sig roligt da hun var færdig med højre arm, ikke fordi han var skuffet eller vred, over at hun havde smidt hammeren på gulvet, men faktisk for at hjælpe hende, da det måske alligevel havde været for meget at starte med, ikke at han nogensinde ville indrømme dette overfor hende, han gik over til hende med lette skidt, og et stille smil hvilede over hans læber, som han tog et forsigtigt greb i hende højre arm, hvor han på magisk vis, fjernede hvad hun havde af belastningsmerter, således hun bedre kunne koncentrere sig om træningen, hvorefter han rakte ned på gulvet efter hammeren, som han lagde på armbolten "Rigtig fint arbejde, taget i betragtning at det er første gang, nu videre til den anden arm.. Jeg lover at det hjælper dig, skønt du ikke kan se det lige nu" hans stemme var rolig og venlig, han bar ikke nag når først man havde rettet en skade ud igen, hvor den skade hun havde lavet, var blot at skulle brokke sig, men så snart hun gjorde hvad han havde sagde, var han blevet helt rolig og nede på jorden igen..

Timerne gik og han havde efterhånden, haft givet hende flere forskellige øvelser, hvoraf ingen dog var lige så hårde som den første havde været, og han synes selv hun havde klaret det meget godt, til trods for at der naturligvis havde været en del brok i ny og næ, men det var åbenbart blot sådan hun var, og det skulle han også nok lære at acceptere en dag.. Lige nu gik det ikke så godt, men sådan var det jo bare, nogle ting kunne laves om eller justeres relativt hurtigt, hvor andre ville tage tid, for dem begge to.. Da de havde nået gårdspladsen igen, kunne man slet ikke kende stedet igen, væggene var blevet kalket, brostensbelægningen var igen blevet synlig og man kunne se ind af samtlige vinduespartier igen om man havde lyst.. Elvolganta havde rakt Jaqueline sværdet ved enden af træningen, og rost hende for sin indsats, hvor de havde skiltes i porten, nu kendte han også hendes navn, og derfor kunne hun tage sværdet med sig, uden afregning, da han vidste hvor hun boede.. De havde aftalt at hun skulle komme tilbage ugen efter, da Elvolganta selv skulle ud af området i en stund, men havde forventet at være tilbage omtrent en uges tid senere..

//OUT

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Idet at det sidste slag faldt mod det tunge jern, gav Jacqueline omgående slip, for i stedet for, at ømme omkring hendes slanke håndled. Denne form for fysisk anstrengelse, var slet ikke noget, som hun var vant til på nogen måde. Hun bed tænderne sammen, og særligt, da han søgte hen til hende igen. Havde hun nu igen gjort noget forkert? At han derimod forsøgte at lindre den smerte i form af anstrengelse i hendes håndled, fik hende til at kigge forundret op mod ham i stedet for. Hjalp han hende nu? "Jeg takker mange gange for den fine medlidenhed," lød det kortfattet fra hende. Alene den tanke, var noget som rent faktisk måtte irritere hende. Hun tog hammeren i den anden hånd. Allerede nu, vidste hun, at det her ville komme til at gøre ondt.. Og gud hvor var det dog frustrerende, at det skulle være på den måde. Hun begyndte igen at hamre og slå.

Hvor mange timer der var gået, havde Jacqueline ingen anelse om, som hun nærmest havde mistet fornemmelsen af tid og sted. Hun var gået med Elvolganta, hvor hun selv måtte se forundret til med den store gårdsplads. Således havde den ikke set ud, da hun havde været her sidst. Hun rynkede let på næsen. At han rakte hende sværdet, tog hun imod, også selvom hun knapt følte at hun havde styrken til at bære det, så træt som hun følte sig. Det værkede i hele kroppen, og det var direkte tungt for hende, at gøre det her. Alligevel formåede hun dog at komme op på hesten, for at søge hjemover. Hun gik med til en aftale indenfor den næste uge, så de kunne fortsætte. Hvorvidt om det var noget ,som hun så frem til, måtte guderne jo vide.

//Out