Hjemme igen

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Uanset hvilken magi det krævede, vidste Jacqueline ikke. Magisk anlagt på den måde, kunne man nemlig ikke ligefrem kalde hende, og det var nok alene grund til at det måtte vække opsigt ved hende. At det nærmest endte rødglødende i hendes hånd, fik en sitren til at løbe direkte igennem hende. Det var kraftigt.. Men han fik det til at virke så let og så simpelt. Sværdet tog hun endnu en gang til sig og lod hånden løbe langs bladet. Hun kunne ikke lade være, at finde det betagende, at vide, at dette rent faktisk skulle blive hendes.
Som han stillede hende et spørgsmål, som man nærmest måtte kalde for gylden. Næsten overrasket vendte hun blikket mod ham endnu en gang. Hvad grunden var til at selv en kvinde ønskede at forsvare sig? Var det ikke åbenlyst i disse tider? "Krigen er over os, Elvolganta.. Manjarno er underkastet en regent valgt af dronningen. Uroen hærger over det hele, og folk er bange.. Det er på tide, at forsvare sig," fortalte hun med en alvorlig stemme. Hvordan kunne han undgå at lægge mærke til det?
Sværdet sænkede hun en anelse. Det føles allerede som hendes, så perfekt, som det nu måtte hvile i hendes hånd. Hun sænkede blikket til den. Farligt var det nemlig at vandre udendøre og særligt i disse tider, og det kunne i hvert fald mærkes. "Det er ikke trygt for nogen at vandre udendørs længere.. Særligt ikke for en enlig kvinde som mig," tilføjede hun alligevel alvorligt. Hun måtte jo passe på sig selv, og særligt nu hvor hun ikke havde en mand til at gøre det.

[Deleted]

Krig? Det var dog fantastisk.. Hvorfor skulle disse tåbelige unger, på blot et par tusinde år, altid rende rundt og lave problemer? Naturligvis kunne han drage fordel af denne krig, i forbindelse med salg af våben og skjolde, samt alskens rustninger for slet ikke at nævne amuletter og ringe.. Men hvorfor skulle der altid føres krig? Det virkede som spild af tid, der var nød til at være balance, der havde altid været balance, og det ville der altid blive ved med.. Livet ville finde en vej.. "Det har jeg ikke lige fået med, det må jeg nok erkende først som sidst.. Jeg bemærkede intet usædvanligt, på min vanding hertil.. Folk undgår mig på gaderne, og låser deres døre, og smedjen ligner mere eller mindre sig selv.. Alt i alt.. Så virkede det for mig til at være som det altid har været.." han lød faktisk næsten, som om det morede ham, at folk undgik ham så meget som de gjorde.. Hvilket det da i høj grad også gjorde, men det var ikke noget han normalt udtalte sig om

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Selvom Jacqueline altid havde været bidsk i munden, så var krigsføring faktisk ikke en ting som hun kunne lide. Var det underligt, at det gjorde hende en anelse urolig? Hun rystede let på hovedet. At han så overhovedet ikke havde lagt mærke til noget, forundrede hende faktisk en anelse. Hun sukkede tungt.. Næsten overdramatisk tungt. "Ej begriber jeg, at det er noget, som du kan misse. Tegnene er overalt! Folk begår ulovligheder og kriminalitet i så stor grad, at selv adlen reagerer på dette. Jeg kan ikke gå uden at skulle tænke på at forsvare mig, eller se over skulderen hele tiden," fortalte hun videre. Hvordan han kunne misse den slags, var slet ikke noget som hun kunne begribe. Dog var det noget, som hun alligevel håbede på, ville blive en realitet for hende. Hun var måske vild og brutal af sig, men af den grund, så ønskede hun jo heller ikke at skulle slå nogen ihjel. Slet ikke, om det var noget, som hun kunne blive fri for i den anden ende. Tungen strøg hun kort over sine læber.
"Faren lurer derude. Ej er det godt for en som mig at gå alene, uden mulighed for at forsvare mig. Uroen hærger i byerne," fortalte hun sandfærdigt. Macaria.. Den regent som dronningen havde sat ind i Manjarno, havde løsrevet landet og havde ovenikøbet skænket det et nyt navn. Krigen nærmede sig. Det var jo bare et spørgsmål om hvornår efterhånden, og den tanke var bestemt ikke noget, som faldt i god jord hos hende.

[Deleted]

Han trak blot roligt på sine skuldre, og bemærkede med en munter stemme "Tja.. Om du kan se det på mig, er der ikke mange, der uden videre giver sig i kast med at angribe mig.. Desuden som jeg nævnte da vi først mødtes, er jeg ny så ankommet til landet, efter en længere rejse.. Nyheder om dette land, spreder sig sjældent ret vidt fra det lokale øhav.." først nu da hun havde tiltalt ham som du, havde han tiltro til at hun ikke ville blive fornærmet, når også han gengældte denne uformelle tiltaleform.. "Hvis krig er noget du frygter for.. Ville vagter da ikke være mere at ønske end et sværd? Du slår mig blot ikke som typen, der er trænet med nogen klinge..?" bemærkede han venligt og var ærligt bekymret for hende, der var ikke noget han hadede mere ved en krig, end folk med våben der ikke kunne bruge disse, det fjernede enhver form for sport ved at skulle slå dem ihjel..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

"Folk vil hurtigt blive overrasket over, hvad jeg er trænet i brug med," sagde Jacqueline kort for hovedet. Nej, lige umiddelbart gik hun nemlig ikke ud fra, at Elvolganta, var den type mand, som de fleste ville kaste sig i krig med. Ikke hvis de kunne undgå det i hvert fald.
De mørke øjne gled mod hans skikkelse. Vagter havde måske været et langt bedre alternativ, men selv hun havde et liv, og hun kunne ikke gøre hvad hun gjorde med en horde af vagter omkring sig. "Ej er jeg dronning eller royal, selvom det ville være rart at blive behandlet derefter," sagde hun ærligt. Hun var ung, og havde brug for at løbe hornene af sig, selvom det var en virkelig hård tid, at skulle gøre det i. Sværdet holdt hun stødt i sin egen hånd. Det føles godt at have det der. Betryggende på en eller anden måde. Hun var ung.. hun havde ikke mange omkring sig, selvom hun var hvad man kunne kalde for en festløve, så et sted var hun vel bange for konsekvenserne, og at det så var derfor at hun stod her i dag? Tungen strøg hun kort over sine læber. "Jeg er ikke bange for at slås.. Jeg er ikke bange for at slå fra mig, og det er der folk tager fejl.. Jeg kan mit kram," sagde hun bestemt. Hvorfor stod hun der, og forsøgte at overbevise ham om det? I princippet kunne han være ligeglad. "Hvor meget skal du have?" spurgte hun videre. Egentlig kun for at vende tilbage til det som hun egentlig var her for.

[Deleted]

Den gamle smed trak atter på sine brede skuldre, og tog et tilfældigt 2-håndsværd i sin højre hånd, vendte det kort i hånden, før han atter rettede blikket mod hende "Vis mig endelig hvad du kan, ikke gå efter at skade, blot vis mig at du kan finde ud af at svinge din klinge, som om det faktisk galt dit liv.. Så kan vi altid se på prisen efterfølgende" han smilte fortsat, og gjorde alt hvad han kunne for ikke at virke truende, da han på ingen måde havde nogen interesse, i at skulle skade denne unge kvinde, hvis navn det netop gik op for ham at han endnu ikke var bekendt med.. *Mystisk hun ikke præsenterede sig selv.. Nå det kan være at dette blot er sådan verden fungerer nu til dags.. Magen til nutidens pli.. Ingen respekt for normerne,,* tænkte han stille for sig selv, og afventede tålmodigt hendes første udlæg mod ham, hvor han inderligt håbede at hun ville være i stand til at forsvare sig selv, for skønt hun ikke havde præsenteret sig ved navn, så var der dog alligevel noget over hende, der gjorde at han følte en form, for beskyttertrang til hende.. Kunne det tænkes at det var ilden i hende der talte til ham? Det var vel ikke umuligt.. Var det.?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hastigt måtte Jacqueline trække sig flere skridt væk fra Elvolganta, da han trak et tohåndssværd. Uden tvivl langt større og tungere end hendes. I en reel kamp, ville hun næppe stå nogen stor chance.. Men hun var lille og hun var hurtig. Det var uden tvivl hendes klare fordele. At hun ikke havde præsenteret sig, var slet ikke en tanke som slog hende. Han havde jo trods alt heller ikke spurgt efter hendes navn. Og lidt snobbet var man jo, når man kom fra den stand, som hun var fra.
Grebet strammede hun omkring sit lille sværd, inden hun fast vendte blikket mod Elvolganta igen. Ikke at hun troede, at han ville gøre hende noget. Det var vel ren og skær professionelt? Ikke sandt? Hun hævede det mod ham. "Meget vel.. Du ønsker at finde ud af, hvad jeg kan?" Et kækt smil bredte sig på hendes læber. Ganske vidst, var dette ikke den type våben, som hun havde gjort sig mest med, særligt fordi at Evan Strife havde ment, at det var mere end mands arbejde, at svinge med et sværd. Et sted var det vel også rigtigt nok? Men hun havde lært sig det. Det basiske i hvert fald. Hun rullede let på skuldrene. Hun kunne mærke og høre sin puls.. Var hun spændt eller nervøs? Begge dele måske? Ikke at det egentlig var noget der lignede hende at være. Spidsen af klingen lod hun møde hans, næsten som en start.. inden hun drejede om sig selv, hurtigt og elegant, for at gøre sig et udfald mod hans side.

[Deleted]

Da de to sværd mødtes var Elvolganta klar over at hun accepterede hans udfordring, hvilket måtte glæde ham.. Hendes sværd, der nu svingede mod ham, undgik han let ved blot at tage et halvt skridt tilbage "Lektion nummer 1, aldrig vend ryggen til din modstander.." bemærkede han roligt, og rettede sit sværd mod hendes bryst, i en hurtig og let bevægelse, og det var ikke til at se på ham, at han faktisk brugte et tohåndssværd lige nu, da han holdte det så let som var det ingenting.. "Lektion nummer 2, små bevægelser koster mindre tid, og mindre energi end de store, og fjerner desuden ikke dit forsvar imens du angriber.." hans stemme var varm og venlig, selvom de faktisk var igang med at slås.. Han kom til at tænke på dengang, han havde været lærermester for den unge Sheila, og nød derfor denne dejlige følelse, af atter at have chancen for at kunne lære fra sig.. Om hun ville lytte til hans ord eller ej, var så op til hende, det ville ikke ændre hans glæde ved at undervise i alle tilfælde..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var ikke meget for at stå ved, at hun faktisk ikke havde nogen anelse om hvad hun lavede. Hun ville bare gerne have et sværd! Så hun, ligesom så mange andre, kunne slå fra sig, hvis det blev nødvendigt. Hun drejede om sig selv, selvom Elvolganta var hurtigere end hende. Et sted nagede den tanke hende meget. Stod han netop nu og oplærte hende i hvordan man gjorde? "Jeg ved hvad jeg laver.." vrissede hun denne gang af ham, inden hun trak sig et skridt væk fra ham.
Sværdet som han vendte mod hendes bryst, fik hende til at vende blikket direkte mod hans skikkelse i stedet for. Hun trak vejret dybt og med en kraftig hjertebanken, som tydeligt kunne mærkes mod hendes bryst. Det var virkelig underligt for hende, at stå i en situation som denne ,og det kunne helt klart også godt mærkes. Han vidste nemlig hvad han gjorde, hvor hun derimod, var komplet blank. "Du forekommer mig som en lærermester indenfor dette, Elvolganta.." Et kækt smil bredte sig på hendes læber. Hun var lille og hurtig.. Hun burde have fordelene. Det krævede dog blot, at hun lærte at bruge disse. "Lær mig det," opfordrede hun pludseligt. Det forekom hende ikke af tanke, at han var en mand som måske havde travlt med sin smed. Hun havde brug for at lære hvordan man skulle slå fra sig, og til det, så havde hun jo brug for hjælp. Hun havde brug for.. ham.

[Deleted]

At hun drejede rundt om sig selv, overraskede ham på ingen måde, sværdret holdte sig mere vægt, end de fleste unge kvinder, skønt det var lavet af et let materiale, og den ville derfor have krævet mere at bremse, end hun med al sandsynlighed havde været vant til.. Han kunne ej heller holde et kort grin, fra at forlade hans strube, ved hendes stædige bemærkning, om at hun godt vidste hvad hun lavede.. Det havde straks vækkedet minder fra hans ungdommelighed, hvor ingen skulle vove at tænke sig bedre end ham selv.. Skønt de fleste, jo nok faktisk havde været det dengang.. Han havde altid været typen der kun lyttede til sig selv, men det gjorde ikke at han så ned på folk, der glædeligt fulgte enten mand, kvinde eller guddom, for ham var enhver fri til at måtte vælge sin tro, sin loyalitet og sit fag, om end så længe lænker ikke påtvang andet.. "Om jeg er en mester vides ikke, dog er det mange årtusinde siden jeg sidst mødte nogen, der viste sig at være mig en virkelig udfordring.. En dag vil manden eller kvinden, der er bedre, stærkere og hurtigere end mig dog krydse klinge med mig, og da vil det være mig der vil føle mig som eleven, skønt uden at se morgendagen.. Skal du vide blot én ting til at være sandt, lad det da være dette.. Der vil altid være en der er bedre end dig selv, dog træner du flittigt og meget, vil der være færre og færre være bedre, til du selv tror du er den bedste, og da kan det kun gå ned..."

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Sandt at sige, så havde Jacqueline absolut ingen anelse om hvad hun havde gang i. Hun vendte blikket fast i retningen af ham. Selvom hun måske var så forbandet letlæselig, hvad angik det her, så ønskede hun jo faktisk at lære det. Det var noget af det, som hun særligt ikke var blevet undervist i, og særligt fordi at hendes kære stedfar havde sagt, at det var for maskulint. Hun vendte blikket direkte mod hende. Altid var der en, der var bedre end en selv. Det var noget som hun selv uden tvivl havde lært af sin stedfar. Sandt var det nok. Altid ville der være en, der var bedre end en selv.
"Altid vil der findes en mand, der er bedre end en selv." lød det kortfattet fra hende. Hun rettede sig op. Hun ville gerne lære det. Gud hvor ville hun da gerne lære det her af ham, og særligt fordi at han allerede nu, havde givet hende to lektioner i hvordan dette skulle gøres. "Er det noget, som du kan lære mig?" spurgte hun denne gang direkte. De lange lektioner om død og liv, samt at der var en der var bedre, og man til sidst ville føle sig som en mester.. Det kunne hun ikke bruge til noget lige nu! Sagen var jo, at hun havde brug for at lære at svinge med det smukke våben, som hun i øjeblikket havde i sine næver. Det våben, som hun særligt havde håndplukket for i dag til at være hendes våben som hun skulle have på sig. "Det lyder som du har stor kendskab til den verden som er derude, selvom noget så grundlæggende, som den strid og intense stemning der ligger over det hele, er gået dig forbi. Jeg har brug for det her," sagde hun med en mere frustreret stemme. Hun ønskede jo at blive bedre!

[Deleted]

Sandt at sige, så havde Jacqueline absolut ingen anelse om hvad hun havde gang i. Hun vendte blikket fast i retningen af ham. Selvom hun måske var så forbandet letlæselig, hvad angik det her, så ønskede hun jo faktisk at lære det. Det var noget af det, som hun særligt ikke var blevet undervist i, og særligt fordi at hendes kære stedfar havde sagt, at det var for maskulint. Hun vendte blikket direkte mod ham.

Elvolganta havde igennem tiden kendt mange kvinder, der forstod at betvinge et våben, han havde sågar hjulpet op til flere, med at skulle mestre både bevæbnet, såvel som ubevæbnet nærkamp, så det var sikkert at sige, at Elvolganta ville være i stand til at træne denne unge dæmon, i sværdrets kunstfærdige og elegante kundskaber.. "Jeg kan træne dig.. Men det kræver at du gør hvad jeg siger, uanset hvad det end måtte være, uden at stille spørgsmål til mine metoder. Du vil desuden skulle starte fra bunden.. Til gengæld kan jeg love at skulle det lykkedes for dig, at blive færdig med din træning.." bemærkede han roligt, før han kort efter fortsatte i samme rolige satemmeføring "Den nyligste del af landets affære, er ganske vidst gået mig forbi, men det skal ikke tage mig længe, før jeg har læst op på det hele igen.. En smule uvidenhed om nylige tilstande, er trods alt at forvente, når man rejser langt væk i mange år, uden at se sig tilbage, og der kan du muligvis være praktisk at have ved hånden, da du lader til at have styr på hvad der rører på sig i Dvasias og nabolandene.. Kan du acceptere mine krav?" han så på hende i et øjeblik og afventede hendes svar, imens han med en øvet bevægelse, trak sværdet til sig, og placerede det på dens plads på skråhylden, hvorfra han kun øjeblikke forinden havde taget den

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline bed sig svagt i læben. Dette vidste hun godt, ikke ville falde i god jord hos hendes familie, men selv hun var nødt til at handle for sin egen skyld. Hun ville virkelig gerne lære det her, og samtidig vise familien, at hun var blevet stor, og gerne kunne passe på sig selv. Hendes mine forblev direkte alvorlig, og med blikket intenst hvilende på hans skikkelse. Han ville gerne lære hende det? Naturligvis var det en tanke som gjorde hende glad! "Jeg ville virkelig værdsætte, om du ville hjælpe mig med dette. Det er vigtigt for mig, at jeg lærer at slå fra mig," fortalte hun med en rolig stemme. Hun forsøgte at skjule sin iver. Det andet ville da på ingen måder virke professionelt, og nu hvor han gjorde det samme, så måtte hun jo også vise sig fra en langt mere anstændig side, end hvad hun havde gjort til nu.
"Jeg vil gøre hvad du kræver og forventer af mig, Elvolganta. Såfremt at du vil lære mig at håndtere dette sværd på rigtig og oprigtig vis," lød det ærligt fra hende. Et bekræftende nik, måtte dog følge. Hun var en kvinde af ord, og dette ville hun gerne vise ham. Hvis han blot krævede, at hun holdt ham lidt up to date med hvad der skete rundt omkring i denne verden, og hun havde uden tvivl tænkt sig at gøre det, hvis det var noget som kunne give hende så meget igen i den anden ende. Hun rettede sig op, inden hun sænkede det smukke våben, som hun nu havde i sin hånd. Det betød virkelig meget for hende.

[Deleted]

Elvolganta nikkede kort, han skulle gøre hende i stand til at forsvare sig mod langt de fleste, hvis hun blot lyttede til hans ord, og gjorde hvad han krævede, hans metoder var muligvis en kende uortodokse, og ville vel nok blive set skævt på af de fleste, men de havde altid virket for ham, og hans tidligere lærlinge.. Skønt han dog aldrig havde trænet nogen der ikke havde en stor styrke før, men mon ikke, man kunne træne hende i at tvinge dæmonens krafter frem i hende? "Det bliver dig hårdt, træningen vil komme at dræne dig, både fysisk og mentalt, og i lange perioder vil du måske føle at du ikke kan fortsætte, men når og hvis du først gennemfører træningsforløbet, vil du kunne se hvorfor det hele har været besværet værd. Sværdet er dig gratis hvis du klarer det" bemærkede han roligt, og begyndte at gå over mod en dør i hjørnet kort fra der hvor de stod, den var stor og tung og tilsyneladende støbt som et eneste stort stykke sort jern, der var ingen udsmykninger på denne dør, ingen flotte detaljer, en blank metalplade med et stort stykke grofthamret jern som håndtag, var alt der udgav døren.. Han trak hårdt i den, og det var tydeligt den var tung, da Elvolganta afgav et støn fra sig da den var gået op.. En let men sort røg kom fra rummet, men det betød intet han havde forventet dette, og ville faktisk først være blevet overrasket såfremt der intet røg havde været "Kom med" Elvolganta trådte blot med lette men dog faste trin, ind i rummet han lige havde åbnet for "Ah, vær hilset min gamle ven! Godt at se du endnu gør dig nyttig Amicitia!" lød det muntert fra Elvolganta da han var forsvundet ind i rummet, han gik straks over til en smedestand, og omfavnede en spinkel mand af ungt udseende, der lod til at være glad for at have set Elvolganta igen, hvor den lille mand også gjorde hvad han kunne for at omfavne Elvolganta, skønt han blot nærmest forsvandt under de enorme arme "Velkommen hjem Elvo!" lød det glad fra den lille mand, med en stemme der var så forskellig fra Elvolganta's selv, hvor Amicitia's stemme var lys og varm, som en dreng der endnu ikke var i puperteten endnu, skønt han tydeligt var over 20 år..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hørte Jacqueline virkelig rigtigt? Ville han forære hende sværdet her, om hun rent faktisk kunne komme igennem træningen på ordentlig og rigtig vis? Hun vendte blikket ned mod sværdet, som hun pludselig stod med der i sin hånd. Det ville være hende en sand ære, om det ville ende med at blive tilfældet, og det stod han gerne fast på, når det endelig var. Hun rettede sig op. "Jeg kan sagtens.. Det kan jeg godt," sagde hun denne gang mere bestemt henvendt til sig selv. Den stolthed ville hun faktisk gerne give ham, og særligt siden han alligevel havde valgt at give hende så fint og fornemt et våben. Det var noget, som uden tvivl betød utrolig meget for hende selv.
Hun fulgte med ham, som han åbnede den oldgamle og meget tunge dør. At det var ind til smedjen og at der måtte være en anden derinde. Manden som stod der, var en meget.. underligt udseende mand. Hun rynkede let på næsen, inden hun igen vendte blikket op mod Elvolganta. Hvad skulle de her? Det her var jo ikke ligefrem en kamparena eller øvelseslokaler til træning eller noget, der måtte minde om det. Hun holdt endnu sværdet godt i sin hånd. Hun kunne nemlig godt lide at gå med det.. Det føles som en forlængelse af hendes egen arm, hvilket var noget, som hun uden tvivl rigtig godt kunne lide. Pludselig måtte hun sige, at dette var en akavet situation.. siden hun ikke kendte nogen af dem. "En glæde at møde Dem," sagde hun roligt, som hun kort nikkede mod manden. Ganske afmålt. Denne mand var jo langt under hendes standard, og særligt med tanke på, hvad hun egentlig måtte komme af, så var det vel heller ikke underligt, at det var således, at hun måtte tænke? Hun vendte igen blikket mod sværdet, inden hun så mod Elvolganta. Var det underligt, at hun begyndte at blive ivrig? "Hvornår kan vi begynde?" spurgte hun med et smil på læben. Lige overfor Elvolganta følte hun nemlig også, at hun kunne henvende sig som overfor enhver anden, som hun havde kendskab til. Det var jo ikke småting, som han forærede hende.