Hjemme igen

[Deleted]

Porten til den ældgamle smedje, blev skubbet op, og skønt den ikke var blevet brugt i over 25.000 år, gled den roligt på sine hængsler, hvilket vidende om den stærke magi der hvilede over stedet. Elvolganta, der i sin tid havde bygget stedet, trådte ind under den store hvælving, som han jævnligt havde gjort det sidst han havde været i landet, dengang havde han kaldt dette sit hjem, hvor han havde et godt liv, og et respektabelt arbejde samt et godt omdømme.. Hans dengang lysende røde øjne, havde alle der mødte ham haft svært ved at glemme, men nu var lyset i hans blik slukket, og havde efterladt dem tomme og sorte som natten. Gårdspladsen lignede sig selv, bortset fra en masse skidt der havde samlet sig i årenes løb, hvor selve gårdspladsen var blevet hævet med adskillige centimeter, man kunne på ingen måde, se ind af ét eneste af de hundredevis af vinduer, som prægede de høje mure indenfor muren. Dog vidste han at ingen anden havde været her i al den tid han havde været væk, eftersom han havde haft lagt en forbandelse over stedet, som gjorde at ingen kunne sætte sin fod indenfor ringmuren.. Han fortsatte over gårdspladsen, løftede sin arme og begyndte at messe højt, på et sprog kun de færreste ville kunne udtale, hans hænder fik et gyldent skær, som hastigt spredte sig ud over hele gården, og siden bygningen samt muren, før det pludselig stoppede, trak sig ind i Elvolganta igen, før det skød en søjle af lys i den samme stærke gyldne farve op i luften hvor det forsvandt, så pludseligt som det var kommet.. Elvolganta sænkede nu sine hænder igen, og smilede let for sig selv, ved tanken om at der nu igen ville kunne komme kunder...

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Lyden af fire hestehove, lød over stenene, foran den gamle smed. Dvasias havde igennem hele Jacquelines liv, været hendes hjem, og nu hvor rygterne lød på, at der var en krig på vej, ville selv hun være sikker på, at hun kunne forsvare sig. Selv nu, hvor hun kom fra fine vilkår som datter af adlen, så havde hun klare fordele, som ikke særlig mange andre have.
Tøjlerne rev hun let i, kun for at få hesten til at stoppe. Den endte med at træde et par skridt baglæns, inden den stoppede helt op, og tillod hende at svinge benet over sadlen. Ganske kort efter, stod hun nu med begge ben solidt plantet på jorden. Kutten skubbede hun ned, hvor det lange mørke hår kom til syne. En selvtillid lyste tydeligt i hendes øjne. Hun rynkede på næsen. Hun vidste, at stedet her havde været efterladt i mange år. Måske at man egentlig bare kunne søge direkte ind og bare.. tage de våben fra den gamle smed. Hvor han havde været, var ikke til at sige, men selv hun var præget af en nysgerrighed. Hesten strøg hun på siden af halsen, inden hun slap. Loyal og lydig var den nemlig, så den blev pænt stående på sin plads.
Med rolige skridt, søgte hun tættere på den mørke bygning. Umiddelbart var det ikke til at se ind af vinduerne, hvilket på sit vis irriterede hende. Var der nogen? Eller var det lige så forladt som det havde været i mange år? Røg eller andet havde man nemlig ikke set på stedet her igennem hele hendes levetid. Dog var hun selv blevet frarådt at opsøge det, men selv nysgerrigheden måtte præge hende. Hesten blev stående ganske loyalt på sin plads. Jacqueline mærkede den kolde vind slå mod hendes ansigt som et blidt kærtegn, som af en moder, der strøg barnets kind, når de var faldet og havde slået sig. Dog ikke et liv, som hun kunne at have haft. For nu var hun nysgerrig på stedet her. Hun stoppede op foran de store porte.. Skulle hun søge indenfor?

[Deleted]

Egentlig ville Elvolganta helst være taget ned i selve smedjen, for at genopfriske sin hukommelse, med hensyn til hvor meget der var i hans varelager.. Men han blev afbrudt fra den idé, allerede inden han nåede at tage sit første skridt, over mod døren ind til trappen, som så ville have haft ført ham dybt ned under jorden, til den absurt store smedje.. Lyden af en hest der kom nærmere havde nået hans øre, og han vidste den måtte være tæt på, da hans hørelse, efter hans mening, var elendig.. Dette kunne godt hænge sammen med at han som warlock ikke længere havde de skarpe sanser en horror havde, og han derfor nærmest følte sig døv, fordi han ikke længere kunne høre, et lille dyr tage et skridt en mil borte.. Han rettede sig en smule op, og gik med hurtige trin mod den åbne port, hvor han standsede op lige inden han kom ud.. Han så roligt på den unge kvinde der stod få meter fra ham, og skønt han ikke havde ment dette, kunne han meget nemt komme til, at virke en anelse truende, overfor folk der ikke var vant til, at være sammen med ham.. Han var trods alt 212 cm høj og bemærkelsesværdigt bred over skuldrene, hvor hans brede og blottede arme, var så voldsomt muskuløse, at de selv i afslappet tilstand, var tydeligt markerede med store blodårer pulserende flere steder..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline så sig om. Stedet her virkede i sandhed mørkt, koldt og øde. Armene lagde hun om sig, selvom hun dog forsøgte at slå koldt vand i blodet. Hun nåede kun lige at stille sig op foran de store porte, som hun gerne ville have slået op, inden de rent faktisk gik op.
Hurtigt måtte Jacqueline trække sig flere skridt tilbage, for ikke at ende med at stå for tæt på ham. Hun havde fået et chok. Det var jo heller ikke fordi at hun havde regnet med, at nogen ville være her. Let knyttede hun næverne. Det ødelagde faktisk hendes planer lidt. Hesten selv vrinskede og stejlede, kun for at trække sig længere væk fra den store mand, som pludselig stod i døren. Nej! Han skulle ikke have lov til at skræmme hende, dog selvom han var dobbelt så høj, som det hun var. Hun vendte blikket op mod ham. Hendes mine var fast. Isdæmonen skinnede uden tvivl meget igennem.
"Jeg som troede at stedet var forladt.. Hvilken glædelig overraskelse," lød det roligt fra hende, som hun endnu en gang valgte at rette sig op. Skræmmende var han måske, men selv hun, måtte forsøge at se forbi dette. Blikket hvilede på hans skikkelse. En frygtindgydende mand var han.. kold.. mørk. Alt det, som særlig mange ville være skræmt af. Hun var dog et undtag. Hun var ikke bange for noget! Og ville ikke være bange for noget. Hun lod armene roligt søge ned langs hendes egen krop. "Bestyrer De smeden?" spurgte hun direkte, dog med en høflig stemme. Høflig som hun havde lært det, men direkte på grund af den manglende tålmodighed.

[Deleted]

Elvolganta's øjne, der var sorte som den mørkeste nat, hvilede let på den unge kvinde, hun virkede ikke som en trussel, og han smilte derfor roligt til hende, hvor hans hvide, om end ganske grove og sylespidse tænder kom til syne, ikke som ved en vampyr hvor to tænder var spidse, nej, denne mands tænder var alle skarpe, og mindede en smule om en ulvs tandsæt.. Han nikkede let til hendes spørgsmål, og svarede med sin mørke men venlige stemme "Det er korrekt, navnet er Elvolganta van de Pelt, ejer af den største smedje i mands minde.. Jeg er dog næsten lige så nyankommen som Dem, efter en længere rejse.. Er der noget særligt De søger?"det var ikke fordi han havde forventet, en kunde at ankomme så kort tid efter genåbningen, men hvis der var så stort et behov for ham og hans ydelser, så stod han gerne til rådighed.. Særligt når der nu var tale om en yndig ung kvinde, som helt tydeligt havde ild i sin sjæl, et element han havde haft en særlig forkærlighed for, siden dengang for over 200.000 år siden, hvor han havde været forlovet med Moniqe, der blandt andet havde været ilddæmon, det var også+ på grund af hende, han selv den dag idag, så forfærdeligt mange år efter han sidste gang havde set hende, endnu var i stand til at spotte en ilddæmon på lang afstand, selv hvis de forsøgte at skjule det..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Denne mands betydning for den verdenshistorie som foregik omkring hende, var Jacqueline helt uvidende om. At det var selveste Elvolganta van de Pelt, som hun stod overfor, var en ting som hun slet ikke tænkte sig til. Manden havde været væk igennem så mange år, så mange rygter gik jo på at han var død og borte. Elevatorblikket måtte hun dog alligevel give ham, for at få muligheden for at undersøge ham ordentligt. Tænderne fik det dog til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Det mindede hende om en hund.. men med et menneskeligt ansigt. Det var der at det for alvor slog hende. Kunne det virkelig være...? Let blinkede hun med øjnene. "Elvolganta van de Pelt.." lød det roligt fra hende.
Ej var det en tanke som Jacqueline fandt skræmmende. Der var jo rent faktisk en grund til at hun stod der. Uroen i Dvasias, og alt som foregik i Vavilon, var alt sammen en grund til bekymring. Selv for den unge sjæl, som stod foran ham lige nu. De mørke øjne gled mod hans ansigt. Hun turde nemlig godt, at se ham i øjnene. "Jeg er kommet for et våben," begyndte hun. Ja, selvfølgelig var hun kommet hertil for et våben. Hun lod hovedet søge på sned. "Et som appellerer til en ung kvinde som mig. Som kan repræsentere min velstand og mit væsen som dæmon," sagde hun ligeud. Han var nok vant til lidt af hvert af kunder, og hun kunne uden tvivl godt vise sig, at være en af de mere kræsne af slagsen. Hun slog sig ikke til tåls med hvad som helst. Men selv hun skulle kunne forsvare sig i denne verden, og det skulle være med det perfekte våben.

[Deleted]

At hun gentog hans navn, tænkte Elvolganta først ikke videre over, det kunne være for bedre at kunne erindre det, den teknik havde han set flere gøre brug af i tidens løb.. Men.. Hvad hun skulle havde hørt om ham, vidste han dog ingenlunde.. Men hvorfor skulle hun dog også have hørt om ham? Alt han havde lavet så mange år forinden, og alle de ting han havde bedrevet, var da med sikkerhed blevet glemt i historien for længst.. Eller hvad? Han havde ganske vidst gjort nogle mindeværdige ting, dræbt en konge, selv overtaget tronen for en stund, brudt en del af grænsen ned, ved direkte at adoptere dronningen af Procias.. Men.. Var dette virkelig nok til at folk ville huske ham i så mange år? Han havde trods alt været bortrejst, i hvad der for de fleste måtte betegnes, som en periode hvor mange generationer, både var født og døde igen.. Nej.. Han var med sikkerhed glemt, og derfor betød det intet at hun ville gentage hans navn.. Gjorde det vel..? Han var nød til at slippe tanken for nu, og blot fokusere på sin kunde "Våben har jeg et, hvis jeg selv skal sige det, ganske fornuftigt udvalg af.. Hvis De vil følge mig.?" Han gjorde et let kast med hovedet ind mod gårdspladsen, vendte sig og begyndte at vandre tværs over gårdspladsen, hvor han åbnede den selv samme dør, han selv havde haft intentioner om at træde ind af, momenter forinden, her knipsede han let med sin frie hånd, og en tændt fakkel kom til syne i den i samme sekund

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Ej kunne man sige, at denne mand var ukendt for Jacqueline, selvom hun aldrig havde fået æren af at stå ansigt til ansigt med ham. Historier havde hun hørt, hvor hun selv var blevet undervist i mangt og meget. Hendes blik hvilede på hans med en selvtillid uden lige. Hun var ikke bange for at markere, at hun ej var bange for ham, for det var hun ikke. Hun var her faktisk i et fredeligt ærende. Et våben var hvad hun havde brug for, og hvor skulle hun ellers søge dette, end ved smeden af Dvasias?
"De må forstå, at jeg er kræsen hvad angår den slags. Man er jo en fin kvinde," fortsatte hun roligt. Selvtilliden var bestemt ikke at tage fejl af. HUn var nemlig af fin herkomst, og denne levede hun naturligvis frygtelig højt på, i den forstand at hun kunne. Hesten var faldet til ro igen, som den lige så, også var kommet over chokket. Armene lod hun i stedet for falde over kors. Her stod hun som den krævende kunde, og han var den, som skulle efterkomme hendes krav. Det var en forventning fra hendes side. "Meget vel," sagde hun roligt, som hun fulgte ham. Hvad havde hun at være bange for?
Gruset knaste under hendes fødder i takt med at hun gik med ham. Han var høj.. Virkelig høj. Hun lod ham åbne døren for hende, hvor lyset af faklen var noget af det, der tillod hende at træde ind. Som en blanding af ild og is, fandt hun det komfortabelt omkring begge elementer, men ilden var nu og da hendes foretrukkende. Det var den som gjorde mest skade på kortest tid, og den som hendes plejefar havde trænet meget med hende. Hun vendte sig mod ham endnu en gang. Afventende. Hun var faktisk spændt på hvad han havde til hende.

[Deleted]

Der var langt ned, meget langt, for hver 3 meter hang der en fakkel der lyste op, så man kunne se hvor man gik.. Da de endelig nåede bunden efter nogle minutter, blev de mødt af et gigantisk rum, mindst 5 meter var der til loftet, hvor adskillige lysekroner badede det store lokale i et behageligt lys. Overalt på gulvet var der opstillet skråstativer, hvor alskens våben hvilede op af, der var sværd, spyd, shuang gou, køller, stave og meget mere, stort set alt hvad hjertet kunne begære "Hvilken prisklasse taler De om?" spurgte han så pludseligt, uden at tænke over at det faktisk kunne være stødende for nogen, ej heller gav han nogen tanke til at et så pludseligt spørgsmål, kunne forekomme for ligefremt.. Han ønskede jo blot at finde ud af hvilke våben han kunne vise hende, eftersom et våben langt over hendes prisklasse kunne såre hendes stolthed, og han vidste fra sig selv, hvor vigtigt det var at have personlig stolthed, for hvem man er og hvad man gør, og for ham var det også vigtigt kun at vise ting han selv troede var interessante

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline søgte ned af de lange trapper sammen med Elvolganta. Selvom han var en ukendt mand for hende, tvivlede hun ikke på, at selv han kunne forholde sig professionelt, som i dette øjemed, og at han intet ondt ønskede at gøre hende. Flammerne var behagelige. Det var et behageligt lys, selv på trods af, at der virkelig var koldt.
Det rum som de endte i, fangede hurtigt Jacquelines opmærksomhed. Det var ikke en smed, som man oftest måtte høre om, af hvad hun kunne se. Ikke at det var noget som gjorde hende noget. Det trickede derimod bare den barnlige nysgerrighed, som hun endnu måtte være indebærer af. Hans stemme rungede, og fik hendes nakkehår til at rejse sig. Hastigt vendte hun blikket mod ham. Som rigmandsdatter havde hun da klare fordele. "Kun det bedste af det bedste, vil være godt nok," lød det kortfattet fra hende, efterfulgt af et bekræftende nik. Selv ikke Evan ville have, at hun skulle nøjes. Så meget vidste hun. Selvom hun ganske vidst ikke havde snakket med ham om dette endnu, så tvivlede hun ej på det. "Hvad har De, som kunne være brugbart for en kvinde, som mig?" spurgte hun videre. Nysgerrig var hun dog, også selvom hun i sandhed forsøgte at holde sig i kort snor, så var det rent faktisk svært for hende, at gøre.
Igen måtte Jacquelines blik gled omkring, selvom hun pænt blev stående på sin plads. Ikke ønskede hun, at komme ham på tværs, og derfor kiggede hun med øjnene, i stedet for fingrene, selvom det uden tvivl måtte krible i dem, efter at få lov til at mærke efter, og kigge. "Vis mig hvad De har," opfordrede hun med en ganske kortfattet stemme, inden hun igen vendte blikket mod Elvolganta. En ganske fascinerende mand, måtte hun sige. Særligt nu hvor historierne sagde, at han var død og borte. Og dog.. her stod han.

[Deleted]

Elvolganta nikkede let til beskeden om, at hun kun havde interesse i de bedste produkter han havde, og begyndte derfor at begive sig, et godt stykke ned, igennem det store rum, forbi våben med juvelbesatte fæster, forbi spyd med sølvspidser og utallige andre smukke våben, til han nåede den modsvarende ende af lageret "Da det er til mere fornemt brug, vælger jeg at antage et sværd, må være hvad De leder efter.. Her er alle de sværd jeg har, der holder de stærkeste besværgelser, og kraftigste forbandelser i klingen og fæstet.. De er fri til at kigge nærmere, og prøve at finde et der passer Dem og Deres behov" Han gjorde en gestus mod et stativ, spækket med sværd, alle var de prydet med juveler af forskellig afart, alle havde ufatteligt smukke detaljer, både på klingerne men i sandhed også på fæstet.. Der var alt fra sværd, der kun var en anelse længere end en daggert, til sværd der var nød til at blive holdt i 2 hænder, og kun ville kunne svinges af en meget stærk person.. Elvolganta havde altid haft et meget stort og bredt udvalg, for han vidste aldrig hvilket behov en kunde ville have på forhånd, og hvis en kunde kunne få det perfekte våben med hjem, allerede samme dag som de kom forbi for at lave en bestilling, måtte denne kunde vel nødvendigvis, blot blive ganske godt tilfreds ikke sandt..?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvorfor skulle Jacqueline nøjes? Kun det bedste var godt nok for hende, og sådan havde det været, siden hun ikke havde været særlig gammel. Hun lod ham gå i første omgang. Skulle hun følge med? Det var først da han henvendte sig til hende, at hun fulgte med ham ned forbi de mest smukke våben, som hun længe havde set.
Hovedet højt Jacqueline højt, da hun passerede dem. Hænderne foldede hun foran sig, inden hun nåede ham og den lange række der var med våben foran hende. Der var alt for mange for hende at vælge imellem! "Et smukt stykke håndværk, Elvolganta," sagde hun ærligt. Bevidst søgte hun ned mod de mindre våben. De store ville hun på ingen måder gøre gavn af, da hun umuligt ville være i stand til at løfte dem. Hun tog et halvlangt sværd, også selvom hun gav slip på skaftet igen. Det lå ikke godt i hendes hånd. Let rynkede hun på næsen og fortsatte. Denne gang undersøgte hun meget med sine fingre. Det skulle være noget, som hun lige så, kunne være bekendt at rende rundt med. Denne gang tog hun endnu et af de halvlange sværd fra sin plads. Det var slankt og smalt. Det lå godt i hendes hånd. Hovedet lod hun undersøgende søge på sned. "Virkelig et smukt håndværk," bemærkede hun med en rolig stemme.
Næven lukkede Jacqueline om skaftet på det lille sværd, og vendte det med spidsen op, mens hun lod hånden vandre let langs bladet. Smukt var det i sandhed. Mere feminint og let, end de mange andre, som stod længere nede af den lange række med våben. "Jeg kan lide det," afsluttede hun. Kræsen som hun var, så fandt hun alligevel noget, som hun kunne lide. Det skete faktisk sjældent!

[Deleted]

Selv stod Elvolganta blot tålmodigt lidt tilbage, han havde som altid rigeligt med tid, han smilte atter venligt ved hendes komplimenter "Mange tak, jeg vil aldrig nogensinde sælge et produkt, jeg ikke selv er tilfreds med" da hun lod det være kendt, at hun godt kunne lide det slanke sværd, trådte han stille nærmere "Åh ja.. Er ganske godt tilfreds med den klinge.. Den vil aldrig ruste og aldrig blive sløv, og vil desuden vibrere let hvis en, der vil ejeren ondt måtte være i nærheden, for kun at falde til ro når trukket fra sin skede.. Jeg kan låse magien så kun De kan bære den hvis De eller således vil ønske det? Hvilket da også vil aktivere forsvarsmekanismen, dersom dette vil erklære Dem for ejer af sværdet" skønt hans stemme var mørk og en anelse ru, var det ikke til at tage fejl af, at han mente hvert et ord som en høflighed, og det faldt ham dybt unaturligt, at skulle tiltale nogen som helst som værende De og Dem.. Han var ikke opvokset på et slot, og var derfor langt mere vant til afslappet sprogbrug, hvor tiltaleformer som du og dig, langt oftere blev benyttet og anset for normen..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Uden tvivl kunne man sige, at Elvolganta havde sans for det håndværk, som han solgte. Uden tvivl var dette noget, som selv måtte falde i hendes gode smag. Hånden lod hun vandre langs bladet. Smukt var det uden tvivl. Hun behøvede således ikke fortsætte med at kigge på alle mulige andre, da hun allerede nu havde valgt for sig.
Hovedet lod Jacqueline søge på sned. "De forekommer mig som en mand, der har tænkt disse ting meget nøje igennem. Det ville glæde mig, om De ville låse magien fast i denne klinge. Det er nemlig denne, som jeg vil tage med mig," sagde hun sandfærdigt. Hun sænkede klingen i sin hånd. Ej rungede eller vibrerede den, så selv Elvolganta ønskede hende ikke noget ondt. Dette var faktisk noget, der passede hende fint.
Professionelt som han forholdt sig, forsøgte hun at gøre det samme. Hun var dog ung, og havde endnu mange ting at lære. Nu hvor hun skulle til at have sit første våben, var det på tide, at hun fandt noget, som hun kunne være stolt af. Et som hun stolt kunne vise frem. "Jeg vil kalde mig for ejer af dette smukke håndværk. Det må jeg sige. Det er noget, som De har gjort forrygende," sagde hun sandfærdigt. Et stille smil passerede hendes læber. Ikke kækt og mørkt, som det plejede at være. Nej, denne gang var det tilfreds. Hun kunne ikke være mere tilfreds med det våben som hun havde foran sig. Roligt rakte hun det til ham.

[Deleted]

Han så roligt ned da hun rakte sværdret til ham, han lagde sin ene hånd på den af hendes, der holdte på sværdret, her lod han en smule magi, løbe fra ham og igennem hendes hånd, for at fortsætte videre ud i sværdret, hvor glødede med et rødligt skær, før han kort efter slap hendes hånd, hvorefter klingen atter straks lignede et almindeligt sværd, eller helt almindeligt kunne man næppe kalde det, men man kunne i hvert fald ikke se, at det var magisk uden at vide det.."Må man spørge hvad en ung kvinde som Dem skal bruge sådan et våben til?" Selv havde han intet hørt om urolighederne i landene, da han først samme dag var hjemvendt, og hun faktisk var dn første person han havde talt med siden sin ankomst, ej vidste han at Dvasias havde erobret to hele lande siden hans afrejse,, Hvoraf et derefter havde revet sig fri af dets styre igen.. Ingen anelse havde han om noget af den politik der blev ført i nogle af de lande han tidligere havde kendt og elsket.. End ikke vidste han, at den vulkan han havde levet på i så mange år, faktisk var blevet beboet af flere hundrede varyler.. Sikkert var det at han havde en hel del overraskelser liggende foran sig..