Silver

[Deleted]

Jarniqa Dynithril - @caleb

Solen skinnede ind af de beskidte vinduer, så man kunne se en smule inde i den forladte smed, der for en gangs skyld var kold. Kold som graven, dens ejer nu lå i et eller andet sted, hvis altså ikke bare at han var blevet brændt. Caleb havde set det med sine egne øjne, som han havde stået i skjul blandt folkemængden. Det rørte ham dog ikke, at gå igennem den stille smedje, og vide hvordan dens ejer, havde set ud i ansigtet, da hovedet blevet skåret af kroppen. Lydløst bevægede han sig rundt på udkig efter noget, han kunne bruge i kidnapningen af Macaria Forsyth. Passende at smedens egen værktøjer, skulle blive brugt til at nedfælde, kvinden, der havde været med til at slå ham ihjel. Der var altså lidt retfærdighed i verden.
Med sin slidte støvlesnude puffede han til en bunke af metalstykker, men der var intet sølv gemt væk. måske havde nogle allerede taget det hele? Han sukkede, og strøg en hånd igennem sit korte, sorte hår, inden det igen faldt ned over læderlappen, der var syet ind over hans ene, manglende øje. Den hvide, løse trøje han havde på med opsmøget ærmer, var allerede blevet sodet til på grund af hans søgen rundt. Håndfladerne var også næsten sorte. Støvet lå tungt herinde. Det lå som et gråt lag over alting, og afslørede at ingen havde været herinde i lang tid. Derfor havde han ladet døren stå åben - for sollysets skyld og for den friske luft.
Han gik på hug ved et skab, for at trække skufferne ud. Der var ikke andet end et par, sløve knive, skæftet af et sværd, og noget værktøj. Intet der kunne bruges. Alt hvad han skulle bruge var en lænke af sølv, eller andet, der kunne holde Forsyth i ro. Selv havde han lige købt sig en pose hvidløg, korset hang om hans hals, og vievand var blevet hældt i lommelærker, så alt hvad han egentlig bare manglede, var noget til at holde vampyren fanget, hele vejen tilbage til Procias.
Han hvilede hænderne på lårene, mens han med læberne snerpet sammen, kiggede sig omkring. Der var snart ikke flere steder at kigge. Blikket fangede bjælkerne oppe i loftet. Måske var sølvet gemt deroppe?
Med den ene fod trak han en stol hen til sig, inden at han steg op på den. Hans ene hånd kunne akkurat nå op over den ene bjælke. Noget koldt stødte mod hans fingrespidser. Sammenbidt prøvede han at strække sig noget mere, for at kunne få fat. 

[Jarniqa Dynithril]

Et par dage i Procias havde Jarniqa allerede tilbragt, da hun kom til Apterta City. Meget havde hændt igennem den seneste tid, og meget skulle også til at ske! For det første var hendes forudsigelse gået i opfyldelse.. Macaria og Zean havde valgt at løsrive Manjarno fra Dvasias’ tag. Manjarno hed landet ej heller længere, som det nu hed Vavilon. Alt sammen noget der rent faktisk måtte komme til hendes fordel.. Derudover havde hun genfundet sin værge der bestemt ikke agtede at give slip på hende igen. En tanke der både kunne gøre hende øm, fordi det var rart at vide, at hun var elsket. Dog var det også en tanke som kunne gøre hende frustreret, da hun altså var en ung kvinde på 15 og derfor ikke mente, at hun burde have en babysitter rendende. Sin fader havde hun også genfundet, hvor hun kunne se, at han havde kommet sig oven på sit sygeophold. En tanke der måtte glæde hende, skønt hun intet havde sagt. Med ham kunne hun dog glæde sig over det arbejde, som han forsøgte at gøre her i Procias. Derudover havde han også nævnt hende lidt om Caleb Veterano.. Magikeren skulle åbenbart have søgt hende, hvor Salvatore også havde fortalt hende, at han ønskede at bringe Macaria Forsyth ned. Ord, som hun muligvis kunne gøre gavn af.
Roligt stoppede Jarniqa sin gang ned ad byens gader, som hun nåede den gamle smed. Efterladt og hærget så den helt ud, men som man lyttede efter ville man kunne høre, hvordan der var noget, som puslede rundt derinde. Let førte hun hånden igennem sit ravnsorte hår, så de lange lokker placerede sig bag det ene spidse øre. Yndefuldt trådte hun frem, som hun bevægede sig over mod smeden, hvor hun stillede sig i døråbningen. Den ene skulder og arm lod hun afslappet søge mod dørkarmen, alt imens de smaragdgrønne øjne søgte til skikkelsen, som tydeligvis rodede rundt i hele hytten. ”Jeg vidste ikke, at du bebyrdede dig med tyveri,” kommenterede hun roligt. Hendes hoved søgte en kende på sned. Ville han mon stikke halen mellem benene igen som en lille dreng, nu hvor han hørte, at det var hende? Desuden.. hvad lavede han her og ikke i Imandra? ”Mistede din søster interessen for Imandra?” spurgte hun direkte, som hun jo vidste, at det var hende der bestemte, hvor end de gik. En tanke hun bestemt ikke støttede op omkring!

[Deleted]

Det gav et lille gib i ham ved lyden af stemmen. Sådan gik det, når man havde nerver, der var lige så flosset, som et spindelvæv efter en storm. Han drejede hovedet, og opdagede Jarniqa stå i døren med lyset bag sig, så hun næsten ikke var andet end en sort silhuet. Så han var ikke den eneste, der var vendt tilbage til Procias.
"Jeg fik lov,"svarede han, og sendte hende et lille smil, inden at han igen vendte ansigtet op mod bjælken, og strakte sig så godt han kunne. "Salvatore, sagde jeg bare skulle tage, hvad jeg havde brug for, eftersom ejeren er død. Flammerne tage mig..."
Han kunne stadigvæk ikke nå. Med et suk lod han sig trække tilbage, og trådte ned af stolen, som han skubbede væk med foden, så støvet blev skrabet væk fra gulvet af stolens ben.
"Vi kom aldrig til Imandra, men blev i Manjarno... Vavilon. Vi så likvideringen, samt plakaterne af os. Da en af vores venner blev kidnappet og tortureret, mente vi det var bedst, at komme afsted. Både mig og Isabel, vil gerne hjælpe til. Hun leder faktisk efter dig," fortalte han, uden at komme ind på, hvordan de havde skiltes ad sidste gang, og gjorde en håndbevægelse mod hende.
"Kom og hjælp. Jeg skal have fat i sølvet oppe på bjælken. Jeg kan løfte dig op," bad han, og gjorde et hovedkast op mod bjælken over dem. "Jeg håbede, du nåede at komme tilbage. Mig og Salvatore skal på vampyrjagt i Vavilon. Tænkte om du ville med? Jeg kunne godt bruge én med dine evner. Bare rolig. Issy skal ikke med."

[Jarniqa Dynithril]

Hans ord fik Jarniqa til at kaste et blik omkring. Selv var hun ligeglad med, om han havde fået lov eller ej. Selv var hun jo tyv, hvilket betød, at hun gjorde det, om hun måtte eller ej. Dog undrede det hende ikke, at både Salvatore og Caleb var det mere retskafne end hende. ”Og har du i så fald fundet, hvad du havde brug for?” spurgte hun roligt. Våben havde der sikkert være mange af.. Medmindre at den tomme smed var blevet røvet, inden Caleb overhovedet havde kommet hertil. Det var trods alt sådan, at det var. Den der kom først fik også det bedste udbytte. Hendes smaragdgrønne øjne endte igen på Calebs skikkelse, som han trådte ned fra stolen. Han havde tydeligvis ikke været i stand til at finde, hvad han ledte efter. Et fnys endte med at forlade hendes læber. Hans søster ledte efter hende? ”Siden din søster leder efter mig, må helvedet være frosset til is,” svarede hun afvisende igen. ”Hvis hun søger mig, kan hun være velkommen til at gøre det til den dag jeg dør. Jeg har allerede sagt alt, hvad der var at sige til hende.” Nej, hun nægtede at tale med hans anden halvdel. Hun havde nærmere lyst til at gylpe over hende, samt det faktum, at hun gjorde Caleb til en svans. Ej havde hun gjort denne gimpe noget, som hun derimod havde kastet det hele over sig selv. Roligt bevægede hun sig over til ham med yndefulde bevægelser, som han ønskede hendes hjælp. Ved hans side stillede hun sig, så han ville blive i stand til at løfte hende op. ”Salvatore fortalte godt om dine planer omkring Macaria. Han fortalte også, at du havde spurgt til mig,” fortalte hun ærligt. ”Fortæl mig om din plan og fortæl, hvad du ønsker, at jeg skal bidrage med,” bad hun ham. Salvatore havde ganske vidst fortalt hende lidt, men da det reelt set var Calebs planer, var han nødt til at fortælle hende, hvad han præcist ønskede.

[Deleted]

Opgivende lod Caleb være med at svare Jarniqa, da hun omtalte hans søster. Isabel måtte selv rode med det. Han ville prøve, at holde sig udenfor alt det der, om det så ville kræve, at han syede sine læber sammen. Det ville blive en udfordring for Isabel, at overtale hende til at at lade hende være hendes vejleder. Hvor han dog bare håbede, at han kunne undgå at være skydeskive, for nogle af dem.
Han gled ned på et knæ, og foldede sine fingre, så hun kunne træde op i hans hænder, og han kunne løfte hende op mod bjælken.
"Zean Forsyth er fløjet til Imandra med hele sin hær, og de fleste soldater, hvilket gør DeLoca Palæet sårbar, og derved også Macaria Forsyth. Hun er så ubeskyttet, som hun kan blive. Jeg kan få en lille flok ind i Manj... Vavilon. Når solen er stået op, og de fleste mørkvæsner sover, bryder vi ind i palæet, hvor Lady Forsyth ligger og sover. Vi overmander hende hurtigt og smertefrit, fanger hende, og slæber hende hele vejen her tilbage til Procias, hvor vi smider hende for fødderne af Konge Nicomendes," fortalte han afslappet, mens at han løftede hende op mod bjælken, så hun kunne få fat i sølvet. "Dertil skal jeg bruge tre, der er hurtige, fleksible og stille. Salvatore har meldt sig, og jeg vil gerne have dig med. Derudover skal jeg også bruge en distrahering i Ityrial, så de fleste soldater samles væk fra Palæet. Måske kan du arrangere noget med din modstandsbevægelse?"
Han skiftede sin greb en smule, så hans ene hånd gled op under hendes skinneben, for at han kunne løfte hende ene højere op. Så spinkel som hun var, vejede hun ingenting, og han var vant til at bære rundt på Isabel.
"Jeg ved det er risikofyldt, men vi er nødt til at slå til, mens at vi har chancen," afsluttede han alvorligt.

[Jarniqa Dynithril]

Forsigtigt placerede Jarniqa sine fødder i hans hænder, så han ville blive i stand til at løfte hende op. Til en hjælp placerede hun også sine hænder imod hans skuldrer, så hendes krop ville blive holdt stille i luften. Underligt var det næsten helt, som han sidst havde flygtet fra hende, hvor han nu ønskede hendes hjælp. Hvad havde dog ændret sig? Umiddelbart lignede det dog ikke, at han agtede at komme ind på det. ”Du ved godt, at Macaria er en vampyr, ikke? Hun vil brænde op i det sekund, som vi fører hende ud i dagslyset.. Ikke, at det ville gøre mig noget, da hun i så fald ville få, hvad hun fortjener,” kommenterede hun ærligt, alt imens hun følte usikkerheden i kroppen, som han løftede hende op. Svær ville hun ikke være at bære, for skønt hun var høj, var hun en slank kvinde. Ej heller lignede det, at han havde synderligt mange problemer, som han derimod hurtigt fik hende op i højderne. Lidt af en tillidsøvelse skulle dette også vise sig at være, da det betød, at hun skulle slippe hans skuldre og helt overgå til styrken i hans hænder og sin egen balance. Lettere svajende og ganske forsigtigt og langsomt, valgte hun at rette sig op, så hun pludselig var i samme højde som loftet. ”Se nu ikke op,” kommenterede hun drillende, som hun trods alt havde sin røde kjole på. Hænderne lod hun selv gribe om bjælken, så hun kunne være behjælpelig med at holde sig stabil. Hun ønskede trods alt også at sikre sin egen sikkerhed! ”Med hensyn til en afledningsmanøvre, har jeg dog allerede den perfekte kvinde i tankerne. Det burde der derfor ikke være et problem i,” kommenterede hun roligt, alt imens hun greb om nogle mønter. ”Der er disse..,” kommenterede hun, inden hun lod dem glide ned I sin pung, hvorefter hendes fingre søgte videre. Forholdsvist let måtte det være for hende, som hun havde øjenhøjde til at se. Problemet var blot, at der var temmelig mørkt her. Hendes fingre lukkede sig om en kæde, som hun trak frem. ”Jeg går ud fra, at denne her ville være ideel.” Hendes smaragdgrønne øjne søgte ned mod ham. ”Og du kan regne med mig så længe planen er at fjerne Macaria.”

[Deleted]

"Vi smider en kappe omkring hende. Det vil fange hende derinde, eftersom at hun vil brænde op, hvis hun kommer løs fra den. Derfor vil hun heller ikke kæmpe for hårdt imod," svarede han afslappet, og koncentrerede sig fuldt ud om ikke at hæve blikket. Ansigtet var stædigt vendt den anden vej. Aldrig havde han været så opmærksom på at se væk før. Blikket var nærmest klistret til et punkt lige over den kolde kamin. Dog kunne han stadigvæk mærke hendes nøgne hud mod hans ene hånd, der føltes svedig og varm.
Selvom hun hentydede til at han skulle se op, på hvad hun havde i hænderne, vovede han det ikke, men nikkede blot ivrigt.
"Jeg er glad for du kommer med," indrømmede han, inden at han forsigtigt, sænkede hende ned igen. Hans stærke hænder greb om hende side, så han kunne få hende sikkert ned på gulvet, indtil at hun igen stod foran ham. Et skævt smil bredte sig på hans læber. Han kunne ikke lade være. "Det sværeste bliver at komme her til Procias med hende. Når natten falder på, bliver hun stærkere, og vi må binde et klæde for hendes øjne, så hun ikke kan bruge sin tiltrækningskraft på nogen af os."
Langsomt gled hans hænder fra hende, for at falde ned langs hans side. Selvom han var næsten 10 år ældre end hende, var de højdeforskellen ikke særlig stor. Noget han også havde lagt mærke til, første gang de havde mødt hinanden, hvor de havde stået sådan som nu. Foran hinanden og tæt. Noget der så ud til at være ved at være en vane.

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt lagde Jarniqa øre til hans fortælling, som han forklarede hende, hvad planen var. Selv måtte hun indrømme, at den lød brugbar, som ideen omkring kappen var smart. Planen burde nemlig kunne fungere, medmindre Macaria var selvmorderisk kvinde. Hvis det var tilfældet, at hun var en selvmorderisk kvinde, ville hun dog ikke løfte en finger, da døden kun var passende for den kvinde! Sølvkæden holdt hun godt om, som hun fornemmede, hvordan hun langsomt blev sænket igen. Umiddelbart havde der ej heller været mere at komme efter på loftet.. Hendes smaragdgrønne øjne søgte direkte hans ansigt, som han indrømmede for hende, at han var glad for, at hun kom med. ”Hvorfor?” spurgte hun direkte, som hun endnu huskede, hvordan han decideret havde flygtet fra hende. Med den reaktion burde han jo ikke ønske at være hende nær igen.. Hvad var det der havde foregået, og hvad foregik der nu? ”Salvatore sagde godt, at du savnede mig..” Tæt stod de sådan her, men ingen sommerfugle efterlod det hende med, som hun derimod følte intet.. Til dels charmerende havde hun fundet ham under deres første møde, men efter deres andet møde havde al det røget. En kujon havde han nemlig vist sig at være, og det var en egenskab, som hun bestemt ikke kunne samle på. Derfor valgte hun også blot at fokusere på planen. ”Med hensyn til planen og at vi ikke kan lade Macaria stikke af, kan vi jo binde hende. Jeg ved, at en vampyr for eksempel ikke kan slippe fri, hvis de er iført solide jernlænker,” kommenterede hun sigende. Ja, hendes stunder med Theodore Acheron havde uden tvivl lært hende en ting eller to omkring vampyrer. Dog behøvede hun ikke just at tale højt om dette, da hun trods alt havde været i lære hos en warlock, hvor nogen af de ting, som hun havde lavet lært decideret var mørkt. Dog kunne hun ikke just fortryde, da det var dette, at hun skulle bruge det til.

[Deleted]

Ved hendes spørgsmål trak Caleb ubekymret på skuldrene.
"Fordi at du er kompetent, og vi har brug for dig," svarede han, som var det en selvfølge, uden at han tog sig af hendes kølighed overfor ham. Den slags var han vant til. Det rørte ham ikke. Med hans livsstil havde han vænnet sig til ikke at have venner. Selvom Jarniqa var både interessant og smuk, var hun stadigvæk i hans øjne, endnu én, der kunne komme til skade, hvis hun kom for tæt på ham. Hvis han vidste, at hun stadigvæk nærede nag over deres sammenstød, ville han blot have rystet opgivende på hovedet af hende. Den slags hang han sig ikke i. Han havde ikke tid eller råd til at hænge sig i fortiden.
Da de kom tilbage til snakken omkring planen, rynkede han lidt på næsen. Han brød sig ikke om at høre navnet på den vampyrkvinde, der havde erobret og ændret Manjarno, så det nu var et land af synd. Et cirkus. For ham ville hun bare være Lady Forsyth eller Vampyren. Hun fortjente ikke et navn.
"Det er ikke nødvendigt," fortalte han, og stak hænderne ned i sine bukselommer, mens han blot stod, og kiggede ned på hende med et roligt blik. "Hvis vi binder din halskæde omkring hendes hænder, vil hun ikke kunne bryde den. Det er sølv. Derudover vil det også skade hende, så hun får en lille forgiftning i hænderne. Jo mere smerte, jo bedre, ikke? Så behøver vi heller ikke, at slæbe rundt på et par tunge jernlænker, der klirre hver eneste gang vi rør os."
Det her var langt fra hans første vampyrjagt. Måske fangede han dem ikke ligefrem, men han kende sin vej omkring dem. Ham og Isabel havde stået foran et utal af vampyrer. Nederst på halsen og på den ene arm, havde han stadigvæk et par bide mærker.
"Hvor har du egentlig været henne? Vi var alle sammen ved at være bekymret for dig," spurgte han hende, og lagde hovedet spørgende på sned. Salvatore havde ikke anet, hvor hun var henne, og bekymringen havde været tydelig i hans ansigt, hvilket også havde gjort Caleb betænksom. Faktisk så betænksom, at han havde overvejet, at tage ud og finde hende, når Macaria var blevet fanget.

[Jarniqa Dynithril]

”Meget vel,” lød det kortfattet fra Jarniqa. Ej ønskede hun selv at dvæle mere ved det, som hun blot ønskede at fokusere på sine egne planer, og hvordan de kunne indgå i Calebs. Det var det eneste som betød noget for hende. Selv ønskede hun nemlig indgå dybere i hans og hans søsters liv.. Ej heller ønskede hun dem tilbage i sin gruppe, og derfor måtte dette også blot være en sideløbende fornøjelse. En fornøjelse, som de alle kunne vinde på. Øjnene kneb hun sammen. ”Min halskæde?,” lød det helt advarende fra hende. Hvordan vidste han overhovedet, at hun havde en halskæde? Aldrig gik hun med den, som hun derimod altid rendte rundt med den i sin pung, som var det hende en amulet. Derfor var det ej heller en, som hun ville bruge på en vampyr eller nogen anden! Sølvkæden fra loftet hævede hun derfor en anelse i sin hånd. ”Vi kan bruge denne og det er det,” sagde hun fast. Nej, hun ville bestemt ikke bruge sin moders halskæde på dette! Det var for fanden det eneste hun havde fra hende! Hvorfra han kendte til den, begreb hun end ikke.. Dog burde det også være nok med den sølvkæde, som hun havde hentet fra loftet. At han defra spurgte ind til, hvor hun havde været henne, fik hende til at trække på skulderen. ”Rundt omkring. Men bare rolig.. Jeg er en stor pige. Jeg kan klare mig selv,” svarede hun med et blink, inden hun vendte om på hælen og gik mod døren og derfor også tilbage i lyset. Ej behøvede han at vide, at hun havde været i Dvasias og havde boet hos en warlock. Hvorfor skulle hun dog også fortælle det? Irrelevant kunne det også være for hans vedkommende, da det kunne være nok for ham at vide, at hun var i live og nu var her. Desuden.. at kunne tillade sig at bekymre sig tilfaldt kun dem, som havde et personligt bånd med personen, og det kunne hun ikke just sige, at de to havde.

[Deleted]

Caleb kiggede uforstående på hende, da hun reagerede så truende ved at han ville bruge den halskæde, som hun lige havde fundet. Sølvkæden var da mere end perfekt, til at kunne bruges til at lænke Forsyth. Hvorfor hun blev så forurettet, da han nævnte det, forstod han ikke, men så igen... der var så meget, han ikke forstod ved hende.
Hendes fjendskab lå tydeligt i luften, men han kunne ikke gøre noget ved det. Hvad skulle han gøre? Undskylde for ikke at ville lade sin søster i stikken? Den eneste person han havde tilbage i sit liv?
Hvis hun havde tænkt sig, at være gal på ham resten af livet, måtte hun om det. Han nærede ingen vrede til hende. Kun hun ville miste ved det her fjendskab. Forhåbentligt kunne Salvatore overbevise hende om, hvor meget hun havde brug for både ham og Isabel. Der var en grund til at de var eftersøgt i både Dvasias og Vavilon.
Dog ville han ikke selv til at diskutere det med hende. Hun måtte gøre, hvad hun ville.
Stadigvæk med hænderne i sine lommer, fulgte han hende ud af smedjen, og ud i sollyset, der kort fik ham til at misse med øjet. Det var herligt, at være tilbage i Procias.
"Jeg er ikke i tvivl om, at du kan passe på dig selv," svarede han med et skævt smil, og et træk på den ene skulder. "Men derfor må det stadigvæk være dejligt, at vide, at folk bekymre sig for én, så man ikke står alene i verden."
Han kastede et sigende blik på hende, inden at han bestemte sig for, at hvis hun ikke ønskede hans selskab, kunne han lige så godt gå videre.
"Indtil næste gang..." Han bøjede hovedet for hende som afsked, inden at han roligt begyndte at slentre væk, mens han fløjtede en munter melodi. Solen gjorde ham jo i helt godt humør, og selvom Jarniqa ikke delte hans gensynsglæde, havde han været glad for at se hende igen.

[Jarniqa Dynithril]

Ud i solen stillede Jarniqa sig igen, som den efterladte smed ej var et sted der indgød til længerevarende ophold. Ej ønskede hun, at de benyttede sig af hendes moders halskæde, da det var det eneste hun havde fra hende. At det end ikke havde været den halskæde, men derimod kæden fra loftet, som han havde refereret til, kunne hun dog ikke vide. Han havde trods alt sagt hendes halskæde, og ej den kæde, som hun lige havde fundet. Armene lod hun søge over kors, uden at hun slap kæden i hånden. ”Bare rolig. Jeg er ej heller alene..,” svarede hun afvisende igen, skønt hun inderst inde måtte føle, at han havde ret. Det var rart at vide, at folk skænkede hende en tanke eller to. Dog var hun ikke vant til dette, da hun derimod var vant til, at kun Damien værnede om hende. Dog ville hun ej heller sige, at Caleb værnede om hende. Han havde trods alt sagt, at det var hendes evner, som han ønskede. Ligegyldigt kunne al det også være, da det ej var det, som hun skulle fokusere på. Desuden, hvorfor skulle hun også fokusere på en, som hun end ikke anså for at være mand nok? Blikket lod hun følge ham, som han gjorde mine til at ville søge videre. ”Vi ses,” hilste hun, inden hun ligeledes lod sølvkæden glide ned i pung. Den kunne hun meget vel passe på, indtil de nåede Macaria. Selv måtte hun også indrømme, at hun havde det bedst med, at hun var den, som holdt den. Tilliden til Caleb var nemlig ikkeeksisterende, og derfor agtede hun at holde den, indtil den skulle i brug. Roligt begyndte også hun at gå, hvor hun gik den modsatte vej i forhold til Caleb. Inden længe var hun derfor også forsvundet ned ad gaden.

// Out