The Battle At The River Of Blood

[Deleted]

Med Eriz hjælp genvandt Marcel kontrollen. Han rejste sig op og for første gang så han på Eriz med et andet blik. Hun havde faktisk reddet ham. Han satte en hånd på hendes skulder og smilede skævt som altid. Han sagde intet. Han vidste at hun forstod hvad han mente med det. Derefter rettede han blikket mod den lukkede dør. Marcel rakte hånden frem og døren åbnede sig med et brag. Det rum der ventede dem var en dyster sal. For enden af den sal var der en stor smuk sort trone. I den sad der en bleg mand. Han var yderst smuk, med fine linjer og glat hud. Han havde helt hvidt kort hår der var lænet tilbage. Han sad i en rød og sort fyrsterobe. Han så ikke ud til at være over 25 år gammel udseensmissægt. Dog strålende hans røde lysende øjne erfaring. Fyrsten rejste sig op og sagde med en stemme der udstrålede intelligens og styrke '' Min søn. Endelig er du her. Jeg kan se de assasins jeg sendte efter dig gjorde deres arbejde. Du er stærkere end nogensinde før ''. Hans blik rejste langsomt over imod Eriz og så Zean. Han fortsatte '' Jeg kan se du har taget venner med. Deres ynkelige rygter lever de op til. Eriz og Zean. I to vil gøre klogt i at træde tilbage. Jeg er en Fyrste af Dvasia. Hvis i virkelig ønsker krig imod Dvasia. Så kom ind og dø ''. Fyrsten kiggede igen på Marcel '' Jeg Lord Lazarus Black, vidste fra den dag du blev født at det skulle være dig der skulle stå her i dag. Du har altid været den stærkeste af alle mine børn gennem tiderne. Det er på tide jeg fortæller dig min plan. Jeg har altid ønsker du skulle blive stærk. At du skulle nå dit fulde potentiale. Det er hele grunden til du blev skabt. Ser du. Som fuldblods vampyr lærer man en masse ting og finder ud af hvor specielt ens blod endelig er. Det specielle ved vores noble blodslinje er den egenskab vores blod har overfor andre af familien. Ser du.. Dræner jeg dig for alt dit blod vil jeg optage dine kræfter og din styrke. Du er blot her fordi jeg ønsker det. Det er her din historie ender Marcellus. Det er her du dør og dine kræfter bliver til mine. Med dine kræfter vil ingen i verden kunne stoppe mig ''. Marcel trådte frem. Hvert ord gav mening for ham. Hans Fader Lazarus, han havde sendt den ene assasin efter den anden. Hvorfor havde han ikke sendt dem alle samlet eller den bedste først. Hvorfor havde han overhovedet ladet Marcel slippe væk. Det gik op for Marcel hvad han var for hans far. Intet andet end en kilde til styrke. Lazarus havde dræbt hans mor, Lazarus havde givet Marcel så meget sorg og for hvad. Magt. Marcel træk sine sværd igen. Han kiggede på sin far og sagde med en stemme fyldt med had '' Det ender her.. Lazarus Black. Du har begået en fejl ved at tro du kan besejre mig. Jeg er bedre end dig ''. Marcel sprang frem og kastede den ene ødelæggende besværgelse efter den anden. Lazarus undgik, faktisk så det næsten ud som om han teleporterede så hurtig var han. Marcel ramte søjler, rustninger og borde der sprang i luften. Da Lazarus så sin chance stod han bag Marcel og satte med en hurtig bevægelse en hånd ind gennem siden på Marcel. Marcel spyttede blod ud og kiggede på sin far. Marcel havde et roligt blik. Den vrede der havde været i Marcels stemme havde været snyd og bedrag. Marcel sagde roligt '' Undervurder mig ikke Far ''. Marcel tog fat i hans fars arm, den arm han havde inde i Marcels side og lukkede sine øjne. Flere hundrede små tråde af mørk energi skød ud fra Marcel og gennembrorede Lazarus som små nåle. Lazarus stod med åbne øjne og faldt så til Jorden. Marcel træk sin energi til sig igen og tog sig sin siden hvor hans blod strømmede ud. Han kiggede over på Eriz og Zean med sit skæve smil. Men som han gjorde det rejste hans Far sig op bag ved Marcel. Der skulle mere til at dræbe denne vampyr. En hånd kom igennem Marcels brystkasse Han kiggede ned på den og tilbage på Zean og Eriz. Hans smil forsvandt. Hans far træk sin hånd til sig igen og Marcel faldt til jorden. Marcels far, Lazarus slikkede på sin nu blodige hånd og kiggede så på Eriz og Zean og sagde '' Han har tabt.. Forlad dette sted.. Eller tab som ham.. Efterlad mig i ro så jeg kan dræne hans blod og dræbe ham ''.

[Deleted]

Gennem hele kampen havde Eriz stået støttende til en søjle, for ikke at dejse om, da hendes sind gang på gang blev angrebet, mens hun stædigt beskyttede Marcel mod mentale angreb. En svedperle trillede ned over hendes tinding, uden at hun kunne andet end se på.
Med kontakt til hans bevidsthed, mærkede hun det også, da Lazarus gjorde sit sidste stød mod Marcellus. Et gisp undslap hendes læber ved følelsen af hånden igennem brystkassen, og Marcellus's bevidsthed gled ud mellem hendes fingre, som sort røg. Havde de.... havde de tabt?
Chokeret rettede hun sig op, mens at hun stirrede på Marcellus's krop, der nu lå livløs på gulvet. Ved Lazarus' forslag, var hun tæt på at adlyde, bare for at skynde sig væk med sit liv i behold. Overlevelse frem for alt. Men hvor skulle hun flygte hen? Alt havde hun satset på Marcellus's sejr. Alt! Hun havde trænet ham, hjulpet ham, støttet ham, og for hvad?!! For at han kunne tabe, dø, og efterlade hende uden noget som helst!!
Raseriet bølgede op i hende, mens hun knyttede hænderne. Og hvad havde Lazarus sagt? Ynkelige rygter? Åhhhh hun skulle give ham ynkelige rygter! INGEN tog hendes sejr fra hende, når hun havde satset hele sin fremtid på den.
Zean var kommet tilbage. Også selvom at han så ret medtaget ud, men hun var ikke alene. Han var dér, og hun vidste, at han havde satset lige så meget på en sejr som hende.
Uden at slippe Lazarus med blikket, stillede hun sig hen ved siden af Zean, så de stod som de sidste to krigere foran vampyrfyrsten. Stædige, farlige og pissed.
Kort hævede hendes isblå øjne sig op mod Zean, for at møde hans blik. Mentalt kontaktede hun ham i en tavs samtale, inden at hun igen kiggede mod fyrsten, der lige havde taget hele hendes fremtid fra hende.
"Vampyrer...." hvislede hun, og hævede begge sine hænder op med fingrene kroget som kløer. "... så arrogante."
Hendes bevidsthed var som en pil, der skød afsked, og ramte den blodige vampyrfyrste med en kraft, der ville få ham til at vakle tilbage. Måske kunne han undgå et sværd, men ikke et mentalt angreb. Som et vildt dyr rev og flåede hendes evner i hans bevidsthed, for at komme ind til kernen af ham. Igen og igen gik han mentalt til angreb mod hende med et sind fyldt med mørke, magt og vilje. Dog ville han opdage, at hun ikke var sådan til at knække. Hun VAR smerte. Hun VAR had. Hun VAR bitterhed.
Alle musklerne i kroppen spændtes, da hendes sind viklede sig som en slanges omkring hans. Holdte ham først. Tvang ham ned på det ene knæ. Nægtede nådeløs at slippe.
"Zean!! Nu!! NU!" skreg hun, og måtte selv tage sig til hovedet, hvor smerte rystede igennem hende, så hun fik blodnæse, der gled ned over hendes læber, for at dryppe fra hagen.

[Deleted]

Det var lidt en ironi. Han havde ikke rigtig noget til overs for Marcellus længere. En ting var at fremstå som en magtfuld mand til hverdag, en anden var at bevise man havde en magt. Hvad dette angik manglede denne Marcellus tydeligvis evner. Nåe ja, faderen var en eller anden almægtig vampyrfyr, men i så fald burde Marcellus bare have lagt flere planer og have fundet flere muligheder for at nedlægge ham. Han nåede netop at tænke over hvor stor en tjeneste, Marcellus mon skyldte ham, hvis han overlevede den hånd gennem hans krop, da han hørte Erizs stemme igen. Hans blik gled over til hende. Planen lå ret klar. Hvad det her angik anså han Eriz som en helt passende kammerat. Hun tog sig af sindet, han tog sig af de fysiske nedslagtninger. Marcellus lå på gulvet og blødte. Fin fordeling!
Han svang sværdet i sin ene hånd, før han greb hårdt fat i det igen. Ville Eriz virkelig slås? Set fra hans side var det klogere at smutte eller skifte side. Tydeligvis måtte Eriz også se det?
Hvor han for et øjeblik side selv ville sørge for at vinde, var han nu mere overbevidst om at smutte eller tilbyde faderen sin hjælp. Det ville jo blive det andet monster han skulle tage sig af, inden for kort tid. Gad vide hvor dårligt Marcel og Eriz ville have stået, hvis ikke han havde været der! Tanken fik ham til at smile lidt. Han var tydeligvis helten her. Interessant. Og dermed tilkom det også ham at vælge hvem han ville støtte, ikke?
Han lod sværdet glide op og hvile mod hans skulder, ganske afslappet. Blodet på sværdet satte pletter på hans skulder. Hans venstre hånd fingerede med Macarias halskæde, mens han så tænksomt fra Marcel, til hans grimme far, over til Eriz.
Han kunne se to gode grunde til at give sig og prøve at kæmpe mod denne overstærke vampyrfyr. Den ene var for netop ikke at have tabt en krig. For hvad folk kaldte ære og stolthed. Den anden var fordi at så kunne denne vampyrfyr ikke komme gående senere og spille med musklerne, måske endda blive et problem senere? Uanset hvad ville verdenen så være en magtfuld mand mindre og Zean fik udvidet sin legeplads en smule. Den tanke brød han sig mest om. Han sukkede svagt og lod sværdet glide ned til jorden, til spidsen ramte gulvet, næsten lydløst. Han trak sine vinger til sig, lod den forsvinde, så han havde mest mulig bevægelsesfrihed. Hvis han skulle snige sig rundt om en vampyr der både var hurtigere og stærkere end ham, havde han ikke brug for at vingerne forhindrede ham i at rulle rundt.
Han pegede over på Eriz med sværdet et øjeblik.
”Jeg ville være stukket af. Den eneste grund til jeg bliver er ren egoisme. Jeg formoder din grund er den samme” gjorde han det klart. Mest fordi han ikke kunne lade være med at sige noget. Sandt nok var han jo ingen rigtig helt. Så vendte han sig mod vampyrfyren. Han havde haft nogle flabede kommentarer til ham, men det så allerede ud til at Eriz var ganske optaget af sin kamp mod ham. Åh, hvor han da virkelig ikke orkede det her! Alt i ham skreg for at han burde gøre andet end genoptage en kamp, der ikke så ud til at føre til noget godt. Hvis han kom slemt til skade eller døde ville han komme til live, kun for at sørge for Marcel selv ville lide. De ikke-eksisterende guder vide hvor meget der jo blev sat på spil! Hans eget liv! Og for hvad?!

Han satte sig i bevægelse. Ikke mod vampyrfyrsten, men rundt om ham, dog med front mod ham. Han vidste Eriz holdte ham beskæftiget med sit sind og snød ham med illusioner, så det ville ligne der var flere Zean'er end blot en. Da han var sikker på at vampyrfyren sikker ikke kunne kende den rigtige Zean fra resten af dem, og da han var nået om bag ham, satte han i løb. Alle illusionerne nærmede sig vampyrfyren, inklusiv Zean. Med tanken på at dette ville kræve en stor belønning, gjorde han det samme som før. Hans sværd gled over fyrens knæhaser og fik ham til at falde på knæ, hvis ikke ligefrem længere ned. I princippet var manden klar til at blive halshugget nu. I stedet gled hans sværd tværs gennem brystet på manden. I forhold til at han var vampyr, ville det næppe dræbe ham lige med det samme. Han trak sværdet til sig og skyndte sig baglæns, væk fra manden, inden han kunne nå at gribe ud efter Zean eller angribe ham. Han håbede alt hans hjerne-magi var rettet mod Eriz. Han havde ingen planer om at blive udsat for den!
Hans blik gled ned til kroppen af Marcellus. Han vidste det godt. Manden var selv halvt vampyr. Det måtte næsten være grunden til at han havde set en bevægelse fra den bunke af kød, der ellers så ret dødt ud? Igen mærkede han sine instinkter, der fortalte ham at han burde komme ud herfra. Nu. Inden der skete mere. Han cirklede rundt om fyren igen, til han kom over til Eriz. Gjorde fyren en bevægelse, der ville fortælle Zean at han gik til angreb, ville han smutte. Ikke tale om at han ville ofte mere. Måske ville han gribe Eriz og flå hende med sig, blot fordi det var sjovere at være to egoister end en i denne verden. Mere sandsynligt var det at han ville lade Eriz stå her, og blive udsat for mandens magt og vrede, mens han selv stak af...

[Deleted]

Lazarus stod og kiggede på hans gabende sår i maven. Han hvæsede og kiggede over imod Zean og Eriz. Zean havde givet ham et dybt sår. I det blod der flød ud af ham ville Eriz og Zean, hvis de så godt efter kunne se små sorte stykker i blodet. Lige som Lazarus skulle til at angribe dem stod han stille. En latter kom fra Marcel der lå på jorden. Marcel rejste sig langsomt og vaklende op. Lazarus stod helt stille, ude af stand til at bevæge sig. Marcel vaklede over til hans far imens han sagde '' Forskellen på at være svag og virke svag er meget vigtig. Noget du ikke kunne vide om mig var. Jeg har aldrig haft noget imod at virke svag. På den måde kan jeg bruge det som et våben''. Grunden til Eriz ikke kunne føle Marcels sind var fordi Marcel havde brugt tiden på at omforme den magi han havde stjålet fra bæstet. Nu var det hans egen magi. Da han havde haft sin far med sine sorte tråde havde han sendt magien tilbage ind i ham. Den magi som Marcel nu kontrollerede. Nok var Lazarus umenneskelig stærk. Men ikke stærk nok til at heale det dødelige sår Zean havde givet ham, modstå Eriz mental angreb og modstå angrebet fra Marcels magi. Marcel vidste at han ikke havde stået en chance overfor Lazarus alene, men hvis han kunne lokke Zean og Eriz til at blande sig ville han vinde. Da Marcel nående over til hans far sagde han '' Du ville dræne mit blod og mine kræfter. Nu vil jeg gøre det ved dig ''. Med disse ord satte Marcel sine hugtænder i halsen på sin forsvarsløse far som kun kunne stå og se til imens Marcel drænede livet ud af ham. Da Marcel var færdig huggede han hovedet af sin far som så helt indskrunket og svag ud. Marcel rejste sig rank og ret op og kiggede over på Eriz og Zean. Det var til at se fysisk og til at føle på Marcels kræfter at denne handling havde forøget Marcels evner markant. Han fjernede lidt blod fra hans mundvig og sagde '' Slaget er vundet. Jeg kan allerede føle hvordan Vampyrerne er forbundet til mig nu. Ved at suge min faders kræfter til mig har jeg åbenbart også suget hans bånd til hans vampyr skabninger. Slaget er over og jeg takker jer begge to ''. Hvad Marcel ikke ville fortælle Eriz og Zean var at eftersom han kun er halvt vampyr kunne han ikke absorbere alle hans faders kræfter. Han ville have dem til at tro at han var blevet almægtig og uovervindelig, skønt han ikke var det.

[Deleted]

Lige så snart Marcellus vendte sig mod dem, kom Eriz's hånd susende, og ramte ham direkte på siden af hovedet, så klasket gav genlyd i salen. De blå øjne gnistrede.
"Er du FULDKOMMEN sindssyg?!" hvislede hun, mens raseriet bølgede ud fra hende. Næseblodet var stoppet, men det havde efterladt en lang linje af blod, der stadigvæk dryppede fra hendes hage. ”Du fortalte IKKE vi ville møde monstre, stærke vampyrfyrste med magi, og andet flammeædende kryb!! Havde du overhovedet en PLAN, du ville indvige os i?!”
Aldrig nogensinde ville hun gå i sådan en krig igen! Aldrig! Hun havde ofret mere end rigeligt for den arrogante, idiot af en varyl, der ikke havde givet hende NOGET som helst! Det var nok! Mere end rigeligt! Så tæt på havde hun været på at miste alt! Frygten og anstrengelserne fik stadigvæk hendes hjerte til at hamre tungt og hurtigt.
Hvis ikke at hun havde satset så meget, og faktisk havde haft noget at vænne hjem til, ville hun bare have efterladt ham blødende på gulvet, for at forlade det hele sammen med Zean. Pokker tage det her! Det var mere end hun havde skrevet sig op til! Alt for meget! Og nu havde hun næseblod! Fantastisk!
Med et sidste skarpt blik skiftevis fra Marcellus til Zean, vendte hun ryggen til dem, for at marchere ud af det her slot. Der stank jo af blod og andet klamt!
”Jeg forlader det her hul! Jeg vil hjem! I bad! Og drikke så meget, at jeg glemmer dit forbandet navn! Kontakt mig igen, når du er færdig med at sætte mit liv på spil,” råbte hun over skulderen mod Marcellus, inden at hun forsvandt ud gennem den store dør. Hendes varulv fulgte luntende efter hende. Det var sidste gang, hun satte sit liv i fare for NOGEN som helst igen!

//out

[Deleted]

Sværdet gled ned i skeden ved hans side. Det kunne blive renset når han fik tid for sig selv. Han ville få masser af tid til at pudse sværd, når han skulle tilbringe det næste døgn i en seng, til en healer havde healet hans brækkede ribben og derefter endnu et par dage hvor han tog det med ro, så hans krop kunne komme til over hele denne krig. Uanset hvor fantastisk krig var, var det uundgåeligt at hans krop blev træt bagefter. Hans arme gled over kors, som han med ret ryg lod sine stålgrå øjne glide over Marcellus, ikke det mindste imponeret. Hvad der ville have været imponerende var bedre planlægning. En hjerne. Han fortrød han havde været med til denne kamp. Han havde set sit eget betydningsfulde liv på spil og af en eller anden grund havde han en fornemmelse af at Marcellus ikke ville betale sin gæld. Men uanset hvad måtte han jo bare forfølge manden til han gav noget igen. Og netop tanken om betalingen fik ham til at blive længe nok, til at se Erizs vredesudbrud. Han huskede den gang hun var vred på ham. I et øjeblik havde han frygtet for sit liv...Og Marcel fik kun en lussing? Åbenbart var forræderi værre end at sætte liv på spil.
Han truttede let med munden. Da Eriz havde forladt salen, gled hans arme ned langs siden på ham, mens han fløjtede svagt, da hans øjne fandt Marcel igen. Et svagt smil gled over ham, men hans øjne skinnede. Skinnede på en sær måde. Drilsk, udfordrende og med en blanding af noget ukendt.
”Jeg vil lade Eriz tale for os begge. Jeg er ikke så pivet, som hun er. Men jeg forventer en stor tjeneste for dette her!” kommenterede han og vendte siden til Marcellus, da han allerede var på vej væk. Så var det som om han skiftede mening. Han gik over til liget af den døde vampyrfyr og studerede det et øjeblik. Så bukkede han sig ned, greb det afhuggede hoved i håret og tog det op. Et par klatter af det sorte blod gled ned på gulvet, men takket være marcels dræning af manden, var det ikke meget. Zean holdte det op foran sig et øjeblik.
”Åh. Jeg snupper denne her! Trofæer, du ved. Siden det trods alt er mig der er skyld i, du overhoved kom så langt. I magikere glemmer altid at man også har brug for en potion fysisk styrke” smilte han drillende til Marcellus. Så vendte han ryggen til Marcellus og vinkede med den ledige hånd.
”Tutteluuuu!”
Med hovedet svingende i den ene hånd forlod han salen. Det var på tide han fandt ud af præcis hvor mange engle der var døde i dette slag. Trods alt havde han en meget vigtigere kamp at føre, så han ville få brug for enhver engel han havde. Forbandet denne lille lorte krig! Den havde kostet alt for meget! Han sukkede svagt for sig selv. Ingen grund til at græde over spildt mælk. Men af en eller anden grund vidste han at han ville fortryde det. Han fortrød det allerede. På vej ud af den første port hævede han hovedet op foran sig mens han gik. Denne gang bredte hans smil sig, som hans ene finger gled op og prikkede hovedet på næsen.
”Boop!”
Tid til at komme videre! Han glædede sig til at vise Macaria det, når han en dag kom hjem.

//Out