The Battle At The River Of Blood

[Deleted]

Det var en mørk aften. Der var vindstille, dog støvregnede der. Marcel sad på sit nightmare. En en sort hest med røde lysende øjne og og ild i hovene. Han havde sin mørkebrune læder rystning på. Sine to sværd på ryggen. Sit bastard sword og sit kortsværd. Marcel kiggede over sin skulder. Bag ham stod hans hær. To hundrede kampklare folk. Han kiggede mod muren til hans Faders slot. Han så hvordan der var bevægelse der oppe. De vidste udmærket godt at Marcel og hans hær ville komme. Marcel kiggede til siderne. Han ventede stadigvæk på Eriz og Zean. Han havde bestemt ikke tænkt sig at angribe før hans to allierede var til stede. Langsomt blev der tændt fakler på borgen. Selve borgen lavet af sten. Det ville ikke blive nemt at bryde igennem porten. Det her ville helt sikkert ende i et blodbad. Han måtte være hurtig før selve Dvasias hær kom hans fader til undsætning. Marcel gjorde tegn til at bueskytterne skulle stille sig klar. Det ville snart starte. Manden der havde jagtet ham så længe ville snart falde. Manden der havde sørget for at han ikke kunne være sammen med Macaria før hun blev gift. Manden der ville have ham til at dræbe sine egne søskende. Den mand der havde ødelagt Marcels liv. Den mand ville han snart så ansigt til ansigt med. Vejen havde været så lang men endelig stod Marcel der. Det afgørende øjeblik i hans liv. Kampen om hans fars titel og land. Kampen om hans ære og fremtid. Hvis Marcel vandt denne krig kunne han sove roligt om natten. Aldrig være eftersøgt mere. Men hvad der var vigtigst af alt, hans søskende ville være i sikkerhed for altid. Marcels kiggede med et fast og beslutsomt blik imod slottet. Regnen rislede langsomt ned af hans hår og rustning og kærtegnede hans muskler. Marcel træk sit barstard sword. Tiden var snart inde. Et kampråb bag ham dannede sig. Tropperne stampede i jorden så det gav genlyd og fik jorden til at ryste. Marcel kunne mærke hvordan hans hjerte hamrede afsted. Der blev dannet en vej mellem hans folk og en rambuk blev ført frem. Der stod de allesammen. Kampklare og ventede på Zean og Eriz. Han kiggede kort hen på Francis og Corina før han atter rettede blikket imod borgen. Marcel råbte med en vred og bestemt stemme '' Brødre og søstre. Nu er vi ved målet. Vi har mistet mange undervejs. Men snart slutter denne rejse. Snart bliver slaget om Blood Keep vundet af os. Sange vil blive skrevet om os. Digte og bøger læst op for fremtidige generationer og dette slag, om os. Mange af os vil dø. Men vi vil alle blive legender!. Rid med mig brødre og søstre. Rid med mig og spild det blod disse vampyrer har suget i så mange år. Rid med mig i døden. Vis ingen frygt, vis ingen nåde! ''. Folkene afgav et massivt kampråb. Dette føles rigtigt. Han stod her på grund af Macaria, hun havde fået ham til at finde sig selv. Hun var grunden til han stod her idag. Men hun var ikke længere den eneste grund. Han ønskede det her. Han ville vinde eller dø i forsøget. Det var nu eller aldrig.

[Deleted]

Pludselig skilte hæren sig igen, da en større gruppe kom masende, for at rykke op forrest. Den oprindelige hær flyttede sig, på grund af kvinden, der gik foran sin egen gruppe af soldater, som var en blanding af varulve og warlocks. Normalt så man hende i lange, fornemme kjoler, men ikke denne gang. Denne gang var hun iklædt praktisk tøj. Et par sorte, stramme bukser, samt en løs mørkeblå skjorte. Nogle høje støvler beklædte de slanke skinneben. Hofterne vuggede dovent fra side til side, mens hun nærmede sig den forreste række. Mændene kiggede længselsfuldt og forundret efter hende. Det var ikke sådan en type, man regnede med ville komme gående, efterfulgt af en mindre hær. Hun lignede mere en dronning, der burde sidde på en trone blandt civile personer, men nu var hun altså her. På vej i krig. Det sorte, tykke hår var sat op i et sølvspænde, så kun et par få lokker indrammede det slanke, blege ansigt med de gnistrende, isblå øjne, der lige nu var rettet beslutsomt mod Marcellus, da hun begyndte at kunne skimte ham mellem mændene.
Til sidst kunne hun endelig træde op ved hans side, hvor resten af hendes mænd, stillede sig i position bag hende. Blikket gled rundt, men der var ingen tegn på Zean.
"Det ser ud til vores lille dødsengel, ikke er dukket op endnu," kommenterede hun roligt, mens at hun trak et par lange læderhandsker på. Hun virkede fuldkommen afslappet ved situationen, og alligevel lå der en spænding omkring hende. En spænding af noget farefuldt. Som når man kigger den visse død i øjnene.
"Savnet mig? Forhåbentligt kommer jeg ikke for sent. Du blev vel ikke bange for, at jeg ville forråde dig, vel, kære?" Et sødt smil blev sendt op mod ham, som han sad der, rank på sin hest, mens regnen lagde sig skinnende over hendes hår og glatte ansigt. Selv havde hun ingen hest, og fortrak det også sådan i kamp. Hendes evner kunne ikke forsvare hende mod en pil eller et sværdhug, så hun fortrak at være så diskret som muligt.

[Deleted]

Den lette regn kunne være et problem for hans engle, som regn altid kunne være det. Det positive var at regnen ikke var så slem, at det gjorde vingerne våde og tunge. Det negative var det stadig kunne irriterer deres øjne, hvilket mest ville være et problem, hvis de skulle slås med for mange bueskyttere.
Endnu en gang befandt han sig i en kamp, hvor han ikke havde nogen ide om hvad planen faktisk var. Det var åbenbart kutymen nu, at samle nogle allierede, få dem med i kamp og angribe, uden nogen fast plan. Men han gættede på han selv ville have ført krig på den måde, var det ikke for Eriz. Et lille smil gled over ham. Eriz. Ja.
Han kom fra Imandra, hvor hans engle havde tilbragt de sidste mange dage. Personligt havde han brugt tiden til at lære landskabet og folket bedre at kende, mens de sidste brænde i New Dale blev slukket og Kimeya og Faith kunne lege regenter lidt endnu. Kimeya ville have opdaget hans engle var fløjet. Måske var han mistænksom. Men han burde da kunne regne ud Zean ikke sad stille længe ad gangen.
Hans engle bar ingen store rustninger. De fleste bar et lag af beskyttende læder eller noget let metal. Med en tung rustning ville de for hurtigt blive udmattede i luften, have svært ved at manøvrere og bruge deres våben. De fleste bar en blanding af bue og pil, samt et sværd eller pisk. Alle havde de dødsenglenes symboler på og deres tøj var generelt sort. Alt i alt var de ganske utydelige i mørket, specielt takket være deres evne til at manipulerer med samme.

Zean fandt snart Marcellus' hær. Og borgen. Jamen dog! En borg! Hurtigt analyserede han situationen. Marcellus havde tænkt sig at bruge en rambuk? Et svagt smil gled over ham. Han håbede da sandelig manden havde tænkt sig mere end det. Ellers kunne de står her den næste time og fryse. Han gjorde en bevægelse med hånden og hans engle delte sig i to og landede på hver deres side af Marcellus' og Erizs hær. Selv landede han et stykke fra dem, trak sine vinger ind til sig. Selv bevæbnet med det flotte sværd, han havde fået som gave fra sine engle, og en pisk, gik han hen til Marcellus og Eriz.
"Eriz..." Kvinderne først, vel? Han blinkede sigende til hende. Stadig med Macarias halskæde viklet om sit venstre håndled, hvor vedhænget, en blå sten, svingede frem og tilbage, hilste han på Eriz. Deres sidste møde havde jo været ganske interessant.
"...Og Marcellus! Jeg ser i ventede på mig. Hvor betænksomt. Nogen der vil fortælle mig planen eller springer vi bare ud i det?" Hans blik gled over til borgen. Hans blik gled over porten, før det gled op over murene og tårnene, for at bedømme hvor mange bueskyttere der måske ville være, skønt det var begrænset hvor fantastisk hans syn var og sikkert også hvor alarmeret borgen var. De vidste måske ikke engang de blev angrebet nu her. Uanset hvad var bueskyttere hans største problem, skønt hans engle var gode til at undgå dem. Det gik pludselig op for ham. Hvor gode var folk til at skyde, hvis de rystede af skræk? Hans smil voksede en smule, samtidig som han blinkede en dråbe væk fra sine øjne. Hvor de andre teede sig og larmede, var hans engle ganske stille, stod blot disciplineret og loyale, afventende. Han sendte Corina et svagt nik, for at anerkende hun var der. Francis genkendte han. Og han undrede sig da hvad den uduelige kvinde lavede her...Men han besluttede sig at være fuldstændig ligeglad. Hun var ikke interessant.
"Skal vi ikke snart i gang?" bad han næsten. Det kriblede i hans krop efter at komme i gang. Forventningens glæde strålede næsten ud af ham. Man kunne aldrig få for meget krig! Alt denne krig disse dage var så...Forfriskende!

[Deleted]

Det havde været spændende at bruge tid med Marcellus samling af hær, hun havde brugt tiden fornuftigt mente hun selv, det var fantastisk at være lidt væk fra byen, hun havde fået tid til at tænke nogle ting igennem. Hendes udrustning var som den altid var, men hun havde varmere tøj inde under, et par lange tætsiddende brune bukser, en bluse magen til, brynjen som virkede som en kort kjole på hende, med åben ryg til hendes vinger og bæltet hvor hendes sværd sad stolt på sin plads og afventede at blive brugt. Hvor hun dog glædet sig til at svinge til sværd og mærke folk dø ved hendes hånd. Det var en fantastisk stemning som lå der, krig emmede af alle, hun elskede det! Sådan en atmosfære var næsten et must! Hun var forholdsvis tæt på Marcellus, på den måde vidste hun at hun kunne finde Zean, for i dette slag, der var det vigtigt at hun var der til at passe på ham. Lige her, stolede hun ikke på nogen, hun måtte holde øje med ham, passe på ham, have hans ryg hvis nogen skulle angribe den. Eriz ankom, hun havde godt hørt dem snakke om hende, blikket gled over den smukke kvinde, balladesmilet gled med det samme frem over hendes læber, hun forstod godt hvorfor hun skabte problemer, udseendet og holdningen var nok i sig selv. At hun kaldte Zean for en lille dødsengel, provokerede hende en smule, men intet hun ville råbe op om. Nej hun råbte når hæren råbte, af sine lungers kræft. Det var jo noget hun elskede! Det lange ravnsorte hår var sat op i en høj hestehale, det skulle bestemt ikke være løst når hun drog i krig, det ville blot være i vejen for hende og det gik jo virkelig ikke. Fødderne var bare, hun havde det bedst sådan, det ville hun altid have, selvom de var mere sårbare på den måde. Himlen viste tegn på Zean's ankomst, hun smilede som dødsenglene gjorde deres entre og landede på hver sin side af hærene. Hendes øjne strålede af beundring da han ankom, hun så jo op til sin leder, hendes blik søgte kort ned i respekt, som hun også nikkede som en hilsen til ham. Hendes plads var ikke i at sige noget, men i at kæmpe og sådan foretrak hun det rent faktisk også lige nu.

[Deleted]

Marcel så først Eriz komme frem fra mørket. Hendes ord fik Marcel til at trække på smile båndet. Han sagde roligt '' Du ved godt jeg var i tvivl. Jeg ville være dum hvis jeg ikke var ''. Da Zean kom gav Marcel ham et respektfuld nik. Zean snakkede om en plan. Marcel smilede skævt og sagde '' Dig og Eriz og jeres bedste krigere slutter jeg til mig. Corina, Francis og de andre skal sikre borgen. Målet er at dræbe min Fader før han slipper væk. Vælg vælg jeres bedste tre krigere. Ni vil vi være, der stormer imod tronsalen imens resten bekæmper min faders hær. Vi skal gøre alt i vores magt for at nå den sal før han finder en måde at undslippe på. Vi får kun en chance!''. Marcel svang sit sværd som tegn på at rambukken skulle føres frem. Han sagde fattet '' Hvad angår planen om at komme ind. Så giv mine mænd dække og når de når til porten. Så hold jer væk fra dem ''. Hele Marcels hær blev stående. Kun hans bueskytter trådte frem og begyndte at beskyde borgen. Rambukken om omkring tyve mænd nærmerede sig porten til borgen. Borgens buestykker begyndte at beskyde dem. Omkring ti af Marcels folk nåede over til porten med rambukken. Trætte og såret hav de i nogle bræder på rambukken. Bag disse bræder var der en masse lysende symboler og runer. De ti overlevende tog en underlig kniv frem og stak sig selv i maven med dem. Marcel red frem alene. Hans folk blev stående, som havde de fået deres ordre. Som vidste de hvad der ville ske. Pile begyndte at flyve imod Marcel. Han red hurtigt for at komme tættere på porten. En pil ramte ham i skulderen . Han stoppede et godt stykke fra rambukken. Imens pilene regnede ned omkring ham rakte han en hånd frem. De ti soldater med knive i maven faldt til jorden. En underlig sort energi strømmede ud fra dem, hen imod Marcel. Da energien nåede ham sendte han den imod rambukken. Da energien ramte den, begyndte de underlige symboler og runer at blive ustabile og bryde deres linjer. Få sekunder efter sprang rambukken i luften. Der kom et kæmpe brag og en eksplosion der oplyste hele den mørke slagmark. trykket fra eksplosionen, ville mærkes som et stærkt vindstød. Da murbrokker, sten, røg og støv lagde sig, var porten jævnet med jorden og et gabende hul der blottede slotspladsen kom til syne. Hans fars soldater stormede hen imod det kæmpe og gabende hul for at sikre ingen kom ind i selve borgen. Marcel der var blevet kastet af sin hest på grund af trykket rejste sig op og flåede pilen ud af hans skulder og svang sit sværd og råbte '' ANGRIB. VIS DEM INGEN NÅDE. DRÆB DEM ALLE! ''. Marcel begyndte at storme imod slottet. Nu reagerede hans mænd. De afgav et energisk kampråb og begyndte at løbe imod borgen. Langsomt nåede Marcel som den første linjen af fjender. Kort efterfulgt af hans hær. Som et vildt dyr sprang Marcel ind i fjendens skjoldmur. Da Marcels mænd ramte fjendens som en skinger lyd af metal mod metal. Folk brælede og skreg. Marcel var brudt igennem fjendens linje og stod alene på den anden side omringet af fjender. En mand indhyldet af skygger kom frem ved siden af Marcel og hjalp ham. to andre mænd kom ud af det blå og svang ud efter fjenden ved siden af Marcel. Det var nemt at se på deres kampstil og fokus at de forsøgte at komme over til selve slottet. Komme hen til slotsporten imens selve hæren holdt størstedelen af hans faders hær biskæftediget. 

[Deleted]

Eriz's dybe blik fulgte Zean, da han sluttede sig til dem, og hun bøjede hovedet som hilsen. Mon han stadigvæk havde mærket på ryggen og skuldrene fra deres lille leg? Hun smilede svagt, og vendte igen sin opmærksomhed mod borgen, mens Marcellus fortalte om sin mere eller mindre løse plan. Da han nævnte, at hun kunne tage, tre af sine bedste krigere med, vendte hun sig halvt om mod sin egen hær af mænd. Øjnene gled vurderende over flokken, inden at hun med to fingre pegede tre soldater ud. To varulve og en warlock. Med faste skridt gik de op til hende. De to varulve snerrede utålmodig, og knækkede nakken, mens deres hænder åbnede og lukkede sig. Warlocken stod blot tavs, og kiggede mod rambukken, der blev trukket frem. Allerede da runerne kom til syne, vidste Eriz, hvad der skulle ske. Hun genkendte dem. Derfor stod hun godt fast, og havde endda et støttende tag i armen på Zean, da eksplosionen nåede dem.
Hendes warlocks gjorde alle en synkron bevægelse, så et usynligt skjold, afbrød træstykker, murbrokkers vej mod den forreste række af hæren. De kunne jo ikke have, at soldater besvimede, fordi et stykke sten, ramte dem i hovedet. Vindstødet ramte dem dog. Eriz's sorte hår dansede omkring hende, mens at hun næsten måtte læne sig frem, for ikke at blive presset baggud.
Endelig lagde det hele sig igen, og nu kunne kampen rigtigt begynde.
"Skal vi?" spurgte Eriz Zean, og slog inviterende ud med en hånd, som var det noget så simpelt, som at de skulle træde ud på dansegulvet, og slutte sig til en dans på liv og død.
Marcellus var allerede langt fremme, og de skulle jo holde sig til ham. Hun begyndte at gå frem med sine hofter vuggende fra side til side. De tre kriger hun havde udvalgt, holdte sig tæt ved hende. Hendes bevidsthed begyndte at række ud på omgivelserne omkring sig. Ethvert sind lyste op som stjerner på en sort nattehimmel, som hun havde fri adgang til. Både allierede og fjender.
Varulvene begyndte at transformere sig for hvert skridt, mens warlocken afbrød pile, der måtte have kurs mod dem. Eriz havde stadigvæk ikke brugt et eneste gran destruktivt magi. Dog var hendes bevidsthed på jagt. Hun fandt hver og en bueskytte af fjendens. Dødsenglene kunne ikke flyve før skytterne var nede.
"Jeg har dem..." hviskede hun, da alle var blevet fundet, og bremsede op. Hvis nogle fjendtlige soldater, prøvede at ville angribe den flotte kvinde, der stod forsvarsløs midt i kampen, angreb hendes to varulve eller warlock ham. Imens fokuserede hun på sine ofre. En behandsket hånd hævede sig med strakte fingre. Øjnene lukkede sig hårdt i, som hun koncentrerede sig. Et djævelsk smil bredte sig på hendes læber. Nu var det på tide, at vise, præcist, hvad hun var i stand til.
Hårdt knyttede hun den hævet hånd.
Alle og enhver af de fjendtlige bueskytter, begyndte at falde skrigende og sprællende om på jorden. nogen begyndte at kradse deres øjne ud, mens andre holdte sig krampagtigt for ørerne.
"Få det til at stoppe!!"
"Ikke det! Ikke det!!"
"Få hende ud af mit hoved!! UD AF MIT HOVED!!"
Selvom ingen andre end hende kunne høre deres skrig og tiggen, nød hun at mærke magten, som hun havde, når hun begravede sine fingre i fjendernes sind. Deres smerte, deres rædsel, deres dybeste mørke, som hun trådte ud af.
Bueskytterne var nede. Hendes bevidsthed slap dem, for at lede efter Zeans sind. Hun fandt ham. Mentalt gav hun ham besked om at bueskytterne var nede, uden at tage sig af, hvad han ville sige til, at høre hendes stemme i hans hoved. Det var en sikker måde, at holde kontakten på under en krig.
Derefter gik hun frem igen, for at nå op til Marcellus. Hendes bevidsthed strakte ud til de forskellige soldater omkring hende, der alle fik deres sind flæsnet op, så de blev efterladt vanvittige og sindssyge i mudderet, hvor de skreg og tiggede. Hun forsatte roligt op mod Marcellus.

[Deleted]

Så mystiske og beregnende de var. Han så først til den ene side, så den anden. Hans bedste krigere? Den ene var Corina, de andre to var nogle af hans generaler. At være en god kriger, betød i hans øjne at man steg i rang, så man kunne udnytte sine evner bedre. Hvorfor skulle han vælge de vigtigste folk, der skulle sørge for hans engle i kampen? Et svagt smil gled over ham.
"Nej. Corinas plads er hos mig" svarede han så og gjorde tegn til Corina at hun skulle komme over til ham. Som en dronning eller prinsesse ved hans side, skønt hun var ingen af delene.
"Jeg behøver ingen andre end hende, medmindre hun udnævner en kriger fra min hær" Gjorde han klart og afslørede dermed hvor meget tiltro han havde til Corina og hendes evner til at beskytte ham.
Hans blik fulgte rambukken, som den blev ført frem. Selv gjorde han intet. Han kendte intet til magi, men havde ingen planer om at ofre et par soldater på at holde hans rambuk sikker. Der fandtes mange måder at holde den sikker. F.eks. magi eller almindelige skjolde. Derfor blev han blot stående.
Hans hoved drejede sig en anelse over mod Eriz, skønt uden at slippe rambukken med øjnene, da hun tog fat i hans arm. Et svagt smil gled over ham, da hun gjorde det, som selve hendes berøring mindede ham om deres sidste møde.
Det kom som en overraskelse for ham at rambukken eksploderede. Hans ene arm, den Eriz ikke havde fat i, gled op foran hans øjne for at beskytte hans syn mod lyset, mod stumper, mod støv. Heldigvis beskyttede Eriz dem mod de mest fysiske af genstandene, skønt han endnu kunne mærke vinden og hvordan den næsten rev i hans store vinger. Det var uventet, men han var glad for han havde gjort sig denne oplevelse, så han havde en bedre fornemmelse af Marcellus.
Som soldaterne omkring dem satte kurs mod borgen, blev Zean stående. Da Marcellus' og Erizs hær gik til angreb, blev han blot stående og hans dødsenglene samlede sig på rækker bag ham. Nogle af hans bueskyttere trådte frem og skød efter folkene på muren eller ved det hul i porten, der nu var. Zean havde dog ingen planer om at sende sine alt-ødelæggende engle ind i en fælde, ind i en masse bueskyttere.
Hans blik gled over Eriz, et sted foran ham, som hun så ud til at være optaget af noget. Lidt efter stoppede regnen af pile fra modstanderens side og hans smil voksede lidt. Selvfølgelig ville Eriz tænke over det. Han ville måske nok selv have gjort noget, men hvorfor gøre det selv, når man kunne få andre til det?
Han var overrasket over hendes stemme i hans hoved og følte det en smule ubehageligt, præcis som når en mentaldæmon pludselig befandt sig i hovedet på en og kendte ens hemmeligheder. Ikke fordi han havde nogle planer imod Eriz, hun kunne lære.
Han trak sit sværd og hans engle gik på vingerne. Selv om de fleste var optaget af kamp og kun kunne høre lyden af metal og død, nød Zean lyden af sine engles vinger. Denne hårde basken, der fik dem længere op på himlen, til de fløj ind over borgens murer. Nogle landede på murene og begyndte at slå de sidste bueskyttere eller almindelige soldater ihjel, kun for at indtage pladsen som bueskyttere selv og beskyde fjenden inden for murene. Zean smilte let til Corina, hvis hun var blevet der, før han selv spredte sine vinger ud og gik i luften. Han kunne allerede høre folks skrig, mærke folks smerter og han følte hvordan det gjorde ham stærkere, mere dristig og mere grum. Han vidste at hans engle ville have det på samme måde. Han så hvordan mørket omkring deres fjender blev tykkere. Hvordan de nemmere blev dræbt, som de rystede af skræk. Et mørke der bevægede sig rundt mellem fjenderne, men ikke mellem Marcellus eller Erizs folk. Hans engle gjorde det. Blot en forsmag til krigen mod Imandra. Se, Eriz, hvor dygtig hans engle var!
Han landede selv inden for muren. Nogle fjender løb straks mod ham, han mødte dem, sværd mod sværd. Han nød det, da den enes hals blev skåret åben og blodet sprøjtede ud over ham. Hans sværd skinnede blot endnu mere, mættet med blod. Han angreb og angreb, slog ihjel og han kunne ikke lade være med at grine midt i det hele. Der fandtes intet bedre! Han kunne blive ved sådan her hele natten!

[Deleted]

Det var præcis sådanne ord hun havde frygtet, hendes loyalitet lå med Zean og Zean alene, hendes plads var ved ham, han kunne ikke bare skille dem ad! Hendes blik blev rettet op, hun så mere stram ud i ansigtet, tydeligt utilfreds. Dog gik der ikke længe før hun hørte Zean's dejlige stemme sige anderledes, hun gik over ved hans side og holdte hånden ved sværdets skaft, hendes blik var drillende som det gled mod Marcellus, som en forkælet møgunge der fik sin vilje. Corina og Zean ville sådan set havde været et yndigt par, men det var ikke lige sådan landet lå og det havde aldrig været på tanke eller tale for den sags skyld. Desuden havde hun det helt fint med at være hans bodyguard, man kom jo næsten ikke tættere på, sådan rent professionelt. Hendes finger faldt på en mandlig kriger som havde kæmpet fantastisk, den hun bestemt mente var den bedste, han fulgte med dem. Egentlig gik alting i hendes verden i slowmotion, hun fulgte med i hver der skete, smilende af Marcellus'es numre, samt Eriz som rent faktisk fik et beundrende blik, hendes magt var vidunderlig! Selv trak hun sit sværd og var parat til at slå ihjel. Døden, smerter, skrigende, det hele, det var vidunderligt! Krig var fantastisk, hun elskede at deltage. I det Zean satte til vejrs, fulgte hun med, hun havde svoret at ville beskytte ham med sit liv, det kom også til krig! Da de endte inde bag murerne, måtte hun kort beundre ham kæmpe, inden hun selv blev angrebet og tøvede på ingen måde med at hugge hovedet af vampyrerne, det var jo den eneste måde hun kunne slå dem ihjel. Blodet fløj, skrigende meldte sig, det var vidunderligt, hun tog en dyb indånding det her var bestemt livet! De sorte vinger som blev set rundt omkring fik hende også til at smile, det var virkelig vidunderligt og et smukt syn. En vampyr nærmede sig Zean bagfra, da han selv var rimelig optaget, så i pligt og selvfølgelig fornøjelse, huggede hun hovedet af denne, dog uopmærksom, mærkede sværdet gå mod hendes ben som hun kort måtte knæle med et smertefuldt skrig, hun så vredt op og gjorde alt for at få vampyren nedlagt. Hun endte overskrevs på ham, det var personligt, han havde jo skadet hende! Hun huggede bladet ned over hans hals for at lade hovedet trille, med en hånd på håndtaget og den anden på selve bladet. Da hun rejste sig igen, mærkede hun smerten i benet, men valgte at ignorere det og kæmpe videre. Der var jo ikke meget andet at gøre!

[Deleted]

Marcel banede sig vej igennem forsvaret mod slottet. Han mødte op med Zean og da Eriz fandt hen til dem, gjorde Marcel tegn til at rykke videre. Marcel rykkede imens han dræbte den ene vampyr efter den anden med sit sværd. Skønt de var hurtigere end ham havde han en fejlfri teknik og reagerede som kunne han forudse deres bevægelser. Da de kunne se selve porten til slottet var der ingen vagter. Dog stod der ti kutteklædte personer foran porten. Marcel stoppede om og fik et udtryk der viste at han forsøgte at finde ud af hvorfor de stod der. De ti personer skreg da et symbol under dem begyndte at lyse en stærk rød farve. Farven blev så stærk at man ikke længere kunne se personerne. Marcel sukkede og sagde '' Det er ikke godt. Det er et forenelses ritual. Det her er ikke godt ''. Farven falmede og foran dem stod et væsen omkring tre meter højt. Det mindede mest af alt om et kæmpe skelet med kød på, som dryppede med blod og fire arme. Dens hånd var så stor som en person. Marcel sukkede igen, prisen for sådan blods ritualer var døden. Dette væsen var sikkert styret af hans Fader for at holde porten til slottet. Marcel gjorde tegn til hans tre mænd og angreb. Han forventede at Eriz og Zean ville yde støtte. Marcel havde ikke set sådan et ritual udført før, men han vidste at den eneste måde at ødelægge sådan et væsen var med magt. Dette monstrum af et væsen trådte frem. Marcel råbte '' Vi må lægge det ned så jeg kan bryde magien over det ''. Da det var sagt var Marcel nået der hen. Marcel kastede en besværgelse på benet af væsnet så dens knoglede ben fik flækker og revner der løb langt om af dens højre ben. Hans tre mænd hold selve væsnet beskæftiget, dog kunne de ikke holde længe imod dette væsens. Væsnet greb fat i to af dem og kastede den ene mand imod slotsmuren så han splattede ud som et tomat mod en væg. Den anden soldat skreg som væsnet klemte ham. Marcel kastede en besværgelse på det andet ben. Men i det han gjorde det sparkede væsnet til ham. Marcel fløj over i væggen på slottet. Skønt slaget var kraftfuldt slog det ikke Marcel ud. Dog slog det luften ud af ham. Marcel sad og hostede og prøvede at få luft. Han sad lidt og samlede styrke før han rettede sit blik op imod væsnet for at se hvad Zean og Eriz havde gjort ved det imens han var ude af kampen. Når dette væsen var besejret, kunne de endelig komme ind i slottet. Endelig møde hans Fader.

[Deleted]

Hele vejen op til slottets port sørgede Eriz for at dække mændenes flanker. Hendes magi var forfærdelig som den skar sig ind i folks sind, for at rive det fra hinanden. Nu og da måtte hun hurtigt koncentrere sig om, at lave en decoy, eller snuppe overtagelsen af en angriber, der skulle til at hugge én af de andre ned bagfra. Hendes bevidsthed var som et sværd, der stak ud igen og igen, men istedet for at angribe fysisk, så angreb det sindet. Selv holdte hun sig tæt på de andre, der måtte forsvare hende, hvis ikke hun var hurtig nok til at parrere. Hendes evner var mentale, og kunne ikke stoppe en forbandelse eller et sværd.
Da de nåede op til slottets port, stoppede hun imponeret op, da monsteret begyndte at samle sig for øjnene af dem. Hendes blik gled op over det med åben mund. Aldrig havde hun set sådan en kraftfuld magi før, og kort måtte hun overveje, om hun virkelig stod på den rigtige side af den her kamp?
Regnen havde fugtet hendes hår nok til at det klistrede sig til hendes ansigt, mens tøjet hang tungt over hende. Åndedrættet var gispende på grund af tempoet op til porten, samt energien hun brugte på sine kræfter. Hun kunne da ikke kæmpe mod den der! Havde den overhovedet et sind, som hun kunne trænge ind i?
Desperat kiggede hun sig omkring, mens hendes nu kun to af hendes overlevende kriger, angreb dyret. Hun måtte finde på noget andet, og svaret kom med det samme til hende, da hendes blik kort gled over Zean. Hvis hun ikke kunne skade bæstet, måtte hun hjælpe Zean med det.
Bevidstheden stak ud og angreb de fjender, der var tættest på dem. Efter kun lidt tid havde hun fået samlet en god håndfuld, der var fuldkommen i hendes magt. Hænderne var strakt ud, som var hun en dukkefører. Planen var lidt den samme som ved Imandra. Zean blev stærkere af smerte og frygt. Så måtte hun jo give ham det.
Vampyrerne hun havde fat i, havde ingen chance. Normalt ville hun have sprættet deres sind op, men det her skulle gå langsommere, mere smertefuldt og frygtsomt, hvis det skulle gave Zean. I deres hovedet voksede han. Vingerne blev større, sortere, og dryppede med hvad der lignede tjære. Hans tænder blev som syle, og hans kampråb ville være som tusinder af skrig i deres ører. Hun var ikke barmhjertig overfor dem. Hendes evner flåede dem op. Rev i dem, skreg af dem, manipulerede dem, så de ikke kunne andet end glide ned på knæ, hvor de rædselsslagne stirrede mod Zean og hans omkringstående dødsengle. Tårerne trillede nådeløst ned over deres øjne, uden de kunne få et eneste ord ud af deres læber. Hvis de blev hakket ned af en tilfældig soldat, fandt Eriz blot en ny, hun kunne holde fanget, for at nære Zean med den rædsel og smerte, som han skulle have. Det var lige ved at hendes øjne, begyndte at lyse.

[Deleted]

Han drejede omkring, da han hørte Corinas skrig. Det var hendes job at beskytte ham, men det forhindrede ham ikke i at beskytte hende. Hvis han ikke gjorde det, ville han jo snart ikke have nogen til at beskytte ham, ville han vel? Desuden var Corina ganske speciel. De forstod hinanden, på sin vis. Eller, det bildte han sig i hvert fald ind. Som Corina væltede en vampyr over, for at dræbe ham, huggede han hovedet af en anden, som havde været på vej mod Corina. Hun var et lettere mål som hun sad der. I det mindste var det benet og ikke en arm der var kommet til skade, så hun kunne endnu slås. Han holdte hendes ryg sikker, mens hun kom op og stå igen. Hans blik gled ned til hendes ben. Han havde nogle healere med, men de var i sikkerhed uden for borgen, så de ikke kom til skade og dermed ikke kunne hjælpe hans engle når kampen var slut. I stedet måtte han håbe på at hun kunne klare sig til de var færdige.
”Hvis du bliver svimmel af blodmangel eller får flere, større sår, forlanger jeg du trækker dig tilbage!” gjorde han klart over for hende. Han vidste hun ikke ville bryde sig om ordren. Han var ligeglad. Hun var mest nyttig i live.

Han fulgte efter Marcellus, men stoppede op et par meter bag ham, da de nåede en ny port og disse mænd. Som denne sammensmeltning skete, bandede Zean sagte, mens hans stålgrå øjne hvilede på dette uhyre. Vidste folk ikke hvordan man sloges normalt? Han var allerede godt træt af magi! Det var kun kujoner der gemte sig bag magi!
Nåe ja..Ville han ikke gøre det samme, hvis han havde muligheden? Absolut! Men det var ikke pointen. Pointen var at denne magi var irriterende og imod ham. Tydeligvis var han gået ind i denne kamp ganske blind for hvilken modstand de kunne forvente. Havde han vidste det var en kamp om hvem der kunne lave det mest grimmeste monster, havde han nok bedt Marcellus om at finde en anden. Omend, han gerne ville være kommet for at se på.
Uanset hvad var der ingen grund til at brokke sig nu. I stedet sænkede han sit sværd. Hvad skulle de helt præcis gøre ved dette monster?
Bag sig kunne han høre folk slås. Han mærkede det, når folk følte smerter og død. Han havde mærket mændenes smerter, da de var smeltet sammen til et uhyre, der ikke virkede til at føle særlig meget.
Marcellus blev sendt flyvende ind mod en væg, som en af hans soldater. Zean var ikke dum. Med en håndbevægelse stoppede han sine folk fra at angribe dette store uhyre. Han ville ikke miste nogen på dette her. Og dog...
Han havde været ret optaget af at lægge en hurtig plan, så han var ikke opmærksom på hvad Eriz lavede. Han viste hun ikke var typen der samlede et sværd op og løb ind i maven på dette uhyre. Så hørte han det. Og endnu vigtigere, han mærkede det!
Hvad Eriz end lavede, virkede det. Han mærkede det. Alle bagtanker om hvad dette væsen dog var for et og om det overhoved kunne slås var som blæst væk.
Den smerte!
Dette væsen skulle nedlægges. Koste hvad det ville. Hvem ville være bedre til det end hans engle?
Han skød brystet frem af ny beslutsomhed. Enhver der så Zean i øjnene ville krybe, medmindre de var stærkere end gennemsnittet. Alt der var at se i Zeans øjne var fryd, var død, var smerte. Og en knusende beslutsomhed. Alle der kom i vejen for ham ville blive hugget ned.
”Reb!” råbte han op.
Nogle af hans engle, lige så mindst så drabelige at se på, kom løbende over til ham. De havde opfanget Zeans plan og hurtigt fordelte de reb-enderne mellem hinanden. Et par blev på jorden, resten fløj op i luften. Reb ville nok ikke kunne holde dette bæst længe nok, men det ville kunne distraherer den og måske forhindre den i at splatte flere ud i nogle sekunder. Og vælte den, uden tvivl. Hans blik gled over til Marcellus, før han selv spredte vingerne. Med sværdet knuget hårdt i den ene hånd kom han op på hovedhøjde med bæstet, langt nok væk til ikke at blive ramt af dens angreb. Han håbede Marcellus var klar.
Med en håndbevægelse fik hans engle til angreb. Et par, inden de overhoved nåede tæt nok på, blev knust af bæstet eller sendt flyvende gennem luften, skønt ikke på deres egne vinger. Men optaget som den var, adræt som hans engle var, kom de fleste tæt nok til at vikle bæstet ind i rebene. Zean selv løftede sit sværd. Han satte kurs mod bæstets ben. Han kom om bag den uden for mange problemer og som han fløj forbi bæstets knæhaser, skar hans sværd dem over. Hans engle pressede på. Han var nær ikke kommet væk fra bæstet, før det faldt baglæns. Han var allerede på vej op i luften, men ikke hurtig nok, for bæstet greb fat i hans ben. Med et overrasket gisp blev han kastet ind i den nærmeste mur, som så mange andre. Han ramte muren ret højt oppe. Slog sig både mod muren, men også da han ramte jorden. Sværdet larmede, da det ramte jorden og endte et par meter fra ham. Luften var blevet slået ud af ham og for en stund han blot helt stille, mens han prøvede at komme sig. Det gjorde ondt når han trak vejret, han kunne smage blod i mund og det truede hele tiden med at tage synet fra ham, som var han hele tiden ved at miste bevidstheden. Erizs smerter havde styrket ham og hans engle. Bæstet havde i hvert fald været væltet. Nu var det op til Marcellus at gøre sit. Han havde jo forlangt bæstet blev lagt ned. Værsgo!

[Deleted]

Uden tvivl taknemlig over sin leders støtte og beskyttelse af hendes ryg, såvel som hun havde hans, kom hun hurtigt på benene igen, dog ikke uden en smertefuld grimasse. Når der først var krig, tænkte hun som regel ikke altid helt praktisk når det kom til hende selv, det var mere alle andre. Da han sagde som han gjorde, var hun egentlig godt klar over hvad der bedste ville være, for hvis hun nu fik forbundet det med det samme, mistede hun mindre blod og havde mere energi til at kæmpe videre, skønt hun måtte være fraværende for en stund. Fokusset blev vendt mod det store bæst som blev dannet, hun rullede med øjnene, skønt! Lige hvad der manglede, hun blev enig med sig selv om at healerne måtte vente, dette her ville hun støtte Marcellus i, og sin leder naturligvis. Det var lettere at være i luften, så skulle hun ikke støtte på benet, hun var et godt stykke fra selve væsnet, hendes egen ide blev talt af et enkelt ord fra Zean. Han var perfekt i hendes øjne, hun nød at være i krig alt for meget og stå ved hans side. Eriz arbejdede for alle englene nær hende, hendes evner var perfekte i sammenhæng til at give dem mere styrke via lidelsen hun bragte fjenden. Hun mærkede det selv, sitre i hele kroppen. Mens engle greb reb og gjorde sig klar, blev hun stående og kæmpede, hun var bange for at gå i vejen af nedlægningen af væsnet, desuden skulle de jo også holde de andre væk. Det virkede som en forbandet myretue af renblods! At se Marcellus blive sendt mod væggen, fik hende til at knibe øjnene sammen, forbandet! Godt han kunne holde til det mere end de andre, dog da væsnet faldt bagover og det var hendes elskede leders tur til et møde med væggen. Reagerede hun hurtigt. Hun satte i luften og fløj over væsnet, for at lande halvdårligt ved hans side, knælende. Selvom hun, da Zean havde mødt hende, ikke var den stærkeste kvinde, havde hun arbejdet meget på at blive stærkere. At vendte på at se om han var okay var ikke en mulighed for hende, nej han skulle til healer, med det samme! Hun forsøgte at få ham op i armene, men så stærk var hun altså heller ikke. En anden dødsengel kom hende heldigvis til undsætning med det samme, for at hjælpe hende med at få ham til healeren. Så kunne hendes ben også blive bundet hurtigt ind, inden hun forsatte. Alt hun tænkte på lige nu, var dog at vide Zean var i sikkerhed og ikke var kommet alt for slemt til skade.

[Deleted]

Marcel så hvordan Eriz og Zean gjorde deres del, hvordan de havde kæmpet, svedt og blødt for denne sejr. En følelse skød igennem ham. Disse personer var på hans side, de var hans allierede og venner. Marcel rejste sig op og kiggede over imod Zean. Han gav ham et respektfuldt nik og rettede igen sit blik mod bæstet der nu lå ned. Han spyttede lidt blod ud og med en hurtighed der kun kunne matches af en Vampyr var han over ved bæstet og sad på dens hoved. Marcel smed sine sværd og satte sine hænder på den. En sort energi dannede sig rundt om Marcel. Hans øjne blev helt sorte og han begyndte at brumme højlydt. Den sorte energi begyndte langsomt at dække bæstet. Da bæstet var helt dækket kunne der høres et anstrengt skrig fra Marcel. Den sorte energi blev tyg så tyk det var umuligt at se igennem den. Efter kort tid blev energien suget over imod Marcel. Da enegien forsvandt fra stedet hvor bæstet havde lagt, så der i stedet for ti menneske størrelse skeletter. Marcel stod i midten af dem. Hans sværd fløj op i hans hænder. En energi der ville få de fleste til at træde et skridt tilbage strømmede ud fra Marcel i små pulser som han træk vejret. Hans øjne var helt sorte som natten. Han stod rank og ret. Et par vampyr soldater så at porten til slottet var ubevogtet og kom løbende hen for at forsvare porten. Marcel kiggede bare over på dem og som han gjorde det sprang de i luften. Deres ildvolde og blod sprøjtede ud til alle sidder. Marcel kiggede over på porten som sprang op med et brag. Selve dørene blev flået fra deres hængsler og kastet ind i selve slottets hal. Marcel havde taget en kæmpe chance. Han havde absorberet bæstets energi. Han havde ladet det fylde ham og gøre ham stærkere. Havde det ikke været for Eriz intense mental træning ville dette skud af potent og kraftfuldt magi have ødelagt ham indefra og efterladt ham sindssyg og ubrugelig. Marcel nikkede over mod Eriz først og så over imod Zean. Det var nu det skulle stå. Den endelige kamp. Bag ved dem kæmpede hærene. Det var en kamp der kunne stå på i lang tid og koste mange liv, jo hurtigere den vigtige kamp blev afsluttet jo færre ville dø. Marcel gik ind i slottet. Zean, Eriz og ham selv ville stå en chance overfor hans fader. Marcel blev mødt af vagter, men i hans nuværende stadie var de blot insekter i hans vej. Han brugte ikke engang sine sværd til at dræbe dem. Et blik var nok. Da de nåede døren til den store sal hvor hans faders trone var inde, hvor han kunne føle hans fader var. Faldt Marcel på knæ. Den magi han holdt inde. Den adlød hans Faders vilje. Han smed sine sværd og satte sine hænder på gulvet. Han kunne mærke hvordan den magi han havde taget langsomt formørkede hans sind. Hans Fader var så umenneskelig mægtig. Marcel satte en hånd til sit hoved. Han blev mindet om hvorfor han frygtede sin fader. Allerede før han stod ansigt til ansigt med ham, havde det lykkes ham at bringe Marcel i knæ. Marcel sagde sammenbidt med en meget anstrengt stemme '' Han er for.. Jeg kan ikke ''. Marcel begyndte at tvivle, tvivle på om han kunne holde magien under kontrol så den ikke flåede ham op indefra, i tvivl om han kunne modstå dens vilje om at adlyde hans faders ord, i tvivl om han overhovedet var stærk nok, værdig nok til at besejre sin Fader. Der sad Marcel, svedperler begyndte at vise sig på hans pande og langsomt begyndte hans hud at blive mørkere og falde af. Han var langsomt ved at tabe kontrollen.

[Deleted]

Fokuseret på at blive ved med at give dødsenglene næring, kunne Eriz ikke gøre meget andet, end blive stående hvor hun var, og se til mens dødsenglene nedfældede bæstet, og Zean blev kastet ind i muren, hvor en af hans bodyguard, dog hurtigt var henne ved ham.
Sikkert stod hun lidt væk, så intet fare ville nå hende, og hun kunne koncentrere sig om det mentale, indtil at Marcellus var på benene. Hun nikkede bestemt til ham, inden at han angreb uhyret, der nu lå ned på ryggen.
Med et sammenbidt støn rev hun sine ofres sind op, så de faldt bevidstløse om på jorden, og de kunne forsætte ind i slottet. Energierne der befandt sig inde i Marcellus, fik hårene på hendes arme til at rejse sig, men hun var klog nok til at holde sig i en hvis afstand fra ham. Den her slags magi var ikke noget at spøge med.
Varulven kom op bag hende. Warlocken var død, så hun havde nu kun én kriger tilbage. Zean var i gang med at blive fløjet væk af to af sine dødsengle. Fjolser. Vidste de overhovedet hvad, der stod på spil, hvis de ikke vandt? Nu var de fjender af denne fyrste, og hvis ikke de nedfældede ham, ville han komme efter dem med sin kraftige magi, der kunne dræbe alt på sin vej.
Deres skridt gav genlyd inde i slottet. Eriz fulgte trofast efter Marcellus, mens hendes bevidsthed gled rundt i deres omgivelser, for at opfange fjender. I forhold til de andre havde hun ikke fået en eneste skade. Som en dronning marcherede hun afsted uden tøven eller frygt, men dog varsom. Hun havde ikke overlevet så længe, uden at være forsigtig.
Da Marcellus gik i knæ, så hun hvordan folk vekslede blikke. Hvis han forsvandt, ville alt det her været tabt.
”Flammerne tag mig...” hvæsede hun irriteret, og skyndte sig hen til ham. Hun stod virkelig på den forkerte side af den her kamp, men et valg var blevet taget, og hun kunne ikke gå tilbage. Hendes ene hånd lagde sig mod hans ryg, da hun knælede ved siden af ham. Den anden hånd lagde sig mod hans svedige pande.
Hendes bevidsthed fandt hans. På grund af svækkelsen af hans fars magi, kunne hun nemt nå hans sind og trænge ind, uden de store problemer. Mørke og had mødte hende. Igen og igen angreb energien i, mens hun forsvarede Marcellus' sind mod kontrollen. Smerten vældede ind over hende, men hun havde prøvet så meget værre. Ingen anede hvor mange ar, hun skjulte på sin krop.
Hårdt bed hun tænderne sammen, mens hånden mod Marcel's pande pressede. Kroppen gav sig i små vrid. Igen og igen angreb den sorte energi hende, da hun lagde sin egen bevidsthed beskyttende omkring Marcellus' sind, så hans fader ikke kunne kontrollere ham. Som et ubrydeligt skjold af vilje.
”Jeg har dig...” hvislede hun ud mellem sine sammenbidt tænder, da hun endelig havde omsluttet hans sind med sit eget. Så længe hun holdte det mentale skjold oppe omkring ham, ville han være i sikkerhed for sin fars kontrol. Spørgsmålet var hvor længe, at hun kunne stå imod angrebene, der blev ved og ved. Hver eneste gang gav det i vrid i hende, så ansigtet fortrak sig i en smertefuld grimasse, som fik hun stød. Hun slap Marcellus, da hun nu havde mentalt fat i ham.
Langsomt rejste hun sig op med hænderne hårdt knyttet. Sådan her ville hun være forsvarsløs. Hun ville ikke kunne fokusere på andet, end holde de destruerende energier væk fra Marcellus. Knap nok kunne hun koncentrere sig om hvad de andre sagde, eller hvad der skete omkring hende.
”Jeg har ham! Videre! Videre, videre, videre!” hvæsede hun utålmodig, da endnu et ryk gik igennem hendes krop. ”Du er sikker for nu!”

[Deleted]

Han var healer. Inden han var blevet noget som helst andet, havde han været en healer, med en stor viden om urter og deres brug. Endnu gled det op i ham fra tid til anden. Selv om det gjorde ondt, trak han vejret dybt og langsomt. Han kunne trække vejret, men det stak og gjorde ondt. Hans ene hånd gled ind til hans ribben, under hans tøj. Hans hånd var kold mod hans varme mave og bryst. En berøring af hans ribben fortalte ham at han havde brækket mindst et, måske et par stykker, i den ene side.
Han åbnede øjnene for at se hvad der skete rundt om ham. Sank sit spyt, der smagte af blod. I et øjeblik gled hans bevidsthed væk igen...
Da han vågnede op, havde Corina og en eller anden dødsengel fat i ham og var ved at bære ham væk. Uden tanke for eget sikkerhed, vred han sig og tvang dem til at sætte ham ned, inden de fik båret ham for langt væk. Nogle ellers ukendte eder forlod hans mund og fortalte tydeligt hvad Zean mente om dette her.
”Hvad fanden har i gang i?” knurrede han og flåede sig løs fra deres arme med al sin styrke, trods smerterne i hans bryst. Han kunne endnu bevæge sig, endnu kæmpe. Han var ikke kommet så langt, for at gå glip af at vinde! Det var jo også noget af det bedste. At vinde. Ingen kunne holde ham fra en kamp! Han bestemte selv hvornår han trak sig tilbage og det var ikke nu!
”Jeg skal nok selv kravle væk. Men fjern mig aldrig fra en kamp, når jeg endnu kan slås!” Han var utilfreds. Men han havde ikke tid til at stå her og lære disse inkompetente folk noget som helst. Det undrede ham meget at Corina virkelig var gået med til dette. Hun ville vel næppe selv være gået med til at blive flået væk fra en sjov krig?

Han brugte sine vinger til at komme tilbage til porten. Her lå nogle skeletter og lig fra nogle vampyrer og talte deres tydelige sprog. Zean var ikke dum. Monsteret var blevet nedlagt og porten åbnet. Han så sig omkring, til han fandt sit sværd. Han løb over og samlede det op. En vampyr var listet ind på ham og han havde nær ikke undgået den. Heldigvis endte det med en død vampyr og en Zean der var blot endnu mere opsat på at være en del af det her. Der skulle virkelig mere til at nedlægge ham! Han var ligeglad, om så hans ene lunge punkterede. Det var vel for helvede det de havde healere til?!
Da han endelig nåede Eriz og Marcellus forstod han på ingen måde hvad han så. Den fremmede skikkelse måtte være faderen. Marcellus så ud til at have sig en kamp og Eriz så også ret optaget ud. Han himlede med øjnene. Med Macarias halskæde dinglede ved det ene håndled, greb han fat i sit sværd med begge hænder, da han skyndte sig over til Eriz og Marcellus. De soldater der var dumme nok til at komme efter dem blev hugget ned, så hurtigt og godt Zean kunne mestre, for at holde dem sikre. Hele tiden havde han en bagtanke om at denne kamp ikke burde koste ham så meget. Energi, sår, magi...Denne kamp skulle aldrig have været så svær. Men han var gået med til kampen. Han havde på ingen måder tænkt sig at stå på taberens side. Så han ville gøre alt i sin magt på at vinde eller dø med et smil på læben. Et lille smil gled over ham. Smil...Hvad gav mere smil end sådan en krig?
Men han ville jo ikke dø. Han formåede altid at overleve, trods han havde fået skaffet sig en del ar. Han overlevede altid. Desuden havde han jo visse ting at vende hjem til. Dødsenglene. Arona. Macaria. Hans egne fornøjelser, ikke mindst. Jo flere han hakkede ned, jo mere virkede det til at han kunne ignorerer smerterne i hans ribben, når han bevægede sig. Andres smerter var en god ting. Selv om han vidste såret ville gøre det mere ondt, når han endelig var færdig.
”Dårligt tidspunkt at tage en lur!” grinte han til Eriz og Marcellus, ligeglad med om de hørte ham eller var opmærksomme på ham.