In for a big surprise..

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa fugtede let de lyserøde læber. Salvatore var af samme opfattelse, som hende selv.. Så langt, så godt! Hvad Calebs holdning derimod var var ukendt. En tanke, som hun ikke brød sig om, da hun ikke kunne bruge det faktum til noget, at en af dem muligvis rendte rundt med et mildt hjerte til Macaria. Nej, Macaria skulle lade livet og det var det. ”Hvis Caleb ej ønsker at slå hende ihjel, må en af os gøre det. Vi kan ikke risikere, at hun får muligheden for at gå fri.. Ikke med alt det, som hun har ødelagt,” sagde hun bestemt, som hun var urokkelig på det punkt. Det var ganske vidst en hård udmelding at komme med, men i tider som disse, var det hårde metoder, som man skulle gøre brug af. ”Hvis Macaria selv havde chancen for det, ville hun ej heller bruge et sekund på at vurdere, om vi skulle skånes eller ej. Hun ønsker kun undertrykkelse, død og ødelæggelse..” Fast var hendes synspunkt, og selv glædede det hende, at hun havde så mange i ryggen, hvad det angik. Det var uden tvivl en hjælp for hende. Tanken om en mulig alliance mellem Procias og Dvasias, måtte også gøre det hele endnu bedre for hende. Hvis Procias vel og mærke kunne sluge ideen om at gå sammen med mørkets land.. Det var nemlig deri, at hendes egen frygt måtte ligge. Procias kunne nemlig lide at være Procias, som de ej brød sig om andre end sig selv. Det havde hun jo selv fundet ud af. ”Perfekt ville det være, hvis en alliance mellem Procias og Dvasias ville kunne blive stablet på benene. Selv har jeg ingen positiv historie med Procias’ kongehus, men rådgiveren derimod.. Ham ville jeg højst sandsynligt kunne tale med. Spørgsmålet er så bare, om kongehuset ville være i stand til at lytte til ham denne her gang.” Ja, Carlisle kunne om muligt være en god indgangsvinkel for hende. Dog ønskede hun ej heller, at Salvatore stoppede sit arbejde med kongehuset, da chancen var bedst, hvis flere pressede sig på. I så fald betød et jo, at sagen var af betydning. Hendes arme endte med at glide over kors, alt imens hun trådte et skridt tilbage. ”Kald mig ikke det..,” sagde hun dæmpet, og dog var det tydeligt at høre, at det var en afvisning. Hun var ikke klar til ham endnu. Svært var det også, når de end ikke havde arbejdet på deres forhold.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Macaria ville ikke tøve med at tage liv, hvilket man allerede til nu, havde set. De uskyldige mennesker, som hun havde valgt at likvidere på baggrund af det arbejde, som Modstandsbevægelsen havde gjort. Det var grotesk, at hun kunne finde på at gøre brug af disse midler for at opnå sit ønskede resultat! "Ikke vil Macaria tøve med at gøre os ondt, eller tage vores liv, for sit eget velbefindende, Jarniqa. Derfor må hun lægges i graven, ellers skal asken spredes i alle vindens retninger," sagde han alvorligt. Caleb havde givet udtryk for ønsket om det samme, men at tale på den mands vegne, var ikke noget som Salvatore ønskede sig. Hans blik hvilede på hende. Macaria skulle nok komme af posten på den ene eller den anden måde. Det handlede jo egentlig bare om at slå til, når der var mulighed for det, og det var faktisk også den, som var svær. "Hun får ikke lov til at gå fri," lovede han endeligt. Der var ikke andet at sige til det. Han ville ikke lade den kvinde gå fri, om han så selv skulle føre sværdet, der skilte hendes krop fra hendes hoved.
En mulig alliance, var altid et håb, som de kunne holde fast i. Salvatore håbede nu blot, at det var således, at det ville gå, når det kom så vidt. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han kunne sagtens føre ordet for Silia og Gabriel, og håbe, at de ville lytte. Carlisle var en fornuftig ung mand, som kun ønskede alle det bedste, så end ikke det, var han bekymret for. "Jeg kan fornemme, at du allerede har stiftet bekendskab med Carlisle. Den unge mand ønsker kun at gøre det rette for sit land og sit folk. Jeg skal fremlægge sagen for dem, og høre hvad de siger," lovede han med en rolig stemme. At det havde været forhastet, fik ham kort til at knytte næverne. Hvor var det dog.. svært at have en datter, som ikke havde et forhold til, men som han derimod hjertens gerne ville have det forhold til. Svært var det virkelig. "Jeg beklager," afsluttede han endeligt. Det havde aldrig været hans mening at fornærme hende.

[Jarniqa Dynithril]

Selv behagede det Jarniqa at høre, at hun om end havde Salvatore på sin side. En stærk magiker, samt højt oppe i hierarkiet var han, hvilket hun kun kunne bruge! Hans evner var nemlig noget, som hun havde anerkendt, som det blot var faderrollen der haltede for hendes vedkommende. Dog var det også en ganske betydningsfuld del, hvor det også smertede hende at vide, at det skulle være således. Dog var hun ikke i stand til at tackle det på en anden måde end denne. ”I så fald er det vedtaget, at hun vil dø,” sagde hun roligt. ”Ej kan det gøre op for alt, hvad hun har ødelagt og dræbt, men en hjælp og et plaster på såret kan det endnu være.” Hun endte med at nikke til hans ord. Hun havde skam mødt Procias’ rådgiver, Carlisle. Faktisk havde hun også nydt mødet, som hun havde syntes om manden. Genkendende kunne hun også kun nikke til Salvatores ord omkring Carlisle, da hun også havde fået det billede, at han var en god mand, der kun ønskede at gøre det rette. Han havde for eksempel også ønsket at hjælpe hende.. Problemet der havde desværre bare været regeringen. ”Det ville glæde mig, hvis du gik videre med dette til kongehuset. Hvis det ville være en ide, at vi pressede til fra flere vinkler, kunne jeg tale med Carlisle. Han har nemlig allerede givet udtryk for, at han er enig i min tankegang,” sagde hun ærligt, og med kongehusets standhaftighed kunne hun kun forestille sig, at det var en god ide med en smule ekstra pres. At han beklagede, at han havde kaldt hende for sin pige, sagde hun intet til, da hun blot ønskede at glemme det. Svært var det nemlig for hende, da hun ikke følte, at hun havde et egentligt forhold til sin biologiske fader. Det gjorde derfor, at hun havde svært ved at anerkende ham på den måde. Desuden var der også Damien.. Damien der havde lært hende alt her i livet, og som altid havde været der for hende. Derfor følte hun helt, at Salvatore blot forsøgte at forlange den plads hos hende, skønt han intet havde gjort for den.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Naturligvis var det en smerte for Salvatore, ikke at kunne anerkende hende som sin datter, da han ikke kunne det, før hun ville anerkende ham som sin fader. Det havde tilsyneladende endnu sine lange udsigter. Han sukkede let. Han måtte nok holde igen.. selvom det virkelig var et ønske som han måtte gå med. Lige hvad angik Zean og Macaria, var de da heldigvis enige. Selv var han ikke den mand, som typisk ønskede, at andre skulle dø, men det var for farligt, at lade dem gå. "Begge om det er muligt. Zean er meget politisk og for intelligent for sin race. Det er en trussel for os alle sammen," sagde han direkte. Han havde jo holdt øje, selv i den tid, hvor han havde holdt sig på afstand. Grusomt var det uden tvivl, hvad de havde udsat folk for. Denjarna ville da vende sig i graven, om hun vidste, hvad der var sket med hendes land. Han følte næsten skam og skyld over, at han ikke havde været i bedre stand til at forsvare det.
Carlisle var en god mand, som kun ønskede at gøre det rette. Dette var selv noget som Salvatore måtte respektere den unge mand for. Selv kunne han fint bringe beskeden videre til kongehuset, men det var op til dem, om de ønskede, at der skulle ske noget med dette. Selv kunne han jo kun håbe på, at de kunne se fornuften i dette, og handle ud fra det. Særligt hvis der allerede var en alliance på plads. Dette ville være.. perfekt. "Jeg skal bringe beskeden videre, Jarniqa. Hvis alt går vel, kan vi presse Macaria fra begge sider, og siden Caleb nu har planer om at gå ind i De Loca Mansion, kan hun presses ud, hvor hun ikke kan håndtere det længere. Forhåbentlig," sagde han med en rolig stemme. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu. Han var ikke ude på at gøre det svært.. Han ville egentlig bare gerne finde ud af, om der var håb for, at han nogensinde ville kunne kalde hende for sin datter.

[Jarniqa Dynithril]

Et dybt kendskab havde Jarniqa hverken til Macaria eller Zean. Hun vidste blot, at de begge var modbydelige væsner der havde ødelagt alt, hvad hun kendte til, og derfor var det også nok for hende. ”Begge er de en trussel, og begge skal de lide samme skæbne. Dette er også Dvasias’ dronning indforstået med. Hun ønsker dem begge af vejen, og det gør greven også,” meddelte hun ærligt, som hun jo var den der havde taget snakken med dronningen og Theodore. Planerne efter havde de endda også diskuteret, men selv vidste hun ikke, om de var bedst at fortælle, eller om de var bedre set som en overraskelse.. Let var det ikke just, som det faktisk var en helt ny verden for hende! Hvem ville også kunne forstå det? De smaragdgrønne øjne hvilede på hans ansigt. Ville han overhovedet kunne se på hende på den samme måde, som han havde set på hendes moder? Selv havde hun jo fået fortalt, at han havde forladt sin pligt i Procias, fordi han havde ønsket at støtte hendes moder i at være Manjarnos dronning.. ville han mon også støtte hende? Roligt nikkede hun. ”I så fald vil jeg lade det være op til dig at overtale det procianske kongehus. Forhåbentligt vil de kunne se logikken i vores sag, og derfor også ønske at støtte op omkring den,” endte hun med at sige. Hvor velset Salvatore var i kongehusets øjne, vidste hun ikke. Han havde jo forrådt dem. Dog håbede hun, at deres blikke kunne mildnes, så de kunne få den fornødne hjælp. Spændt måtte hun selv være, skønt det helt måtte forekomme hende underligt, at det ikke var hende, som skulle tage tøjlerne denne her gang. Han havde jo selv sagt, at hun end ikke behøvede at tale med Carlisle, og i så fald var der jo ikke meget for hende at gøre.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Frygtelige væsner, kunne man jo kun sige, at Macaria og Zean måtte være, og derfor skulle deres planer ødelægges, såvel som at de skulle fjernes fra disse poster, som de var blevet skænket. Selv det, kunne han godt se fornuften i, og så måtte disse mord og drab, jo bare være en nødvendighed, hvad end om det var noget ,som man nu ville det eller ikke. Grotesk som det end måtte være, så var der ikke rigtigt noget, som man kunne gøre ved det. "Så langt, så godt. Hvis selv du har formået at få dem med på bølgen, så er vi allerede godt på vej. Både til at sikre os, at Procias vil komme igennem dette, men også at få de to vippet af pinden. For alt i verden, så må de ikke overleve. Det er de for farlige til," sagde han med en tydeligt alvorlig mine. End ikke det, var noget som han kunne lægge skjul på, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at tingene forholdt sig. Her handlede det om at gå stille med dørene, så dette ikke var noget, som blev opsnuset af de forkerte.
Carlisle kunne man jo allerede nu sige, at man havde fået på sin side, og særligt hvis han ønskede at gøre det rette. Nu havde den mand også langt flere forudsætninger for sit velbefindende her i landet, end hvad de fleste havde. Alt af ondt, der skete, var noget som primært han fik skylden for. Selv Salvatore havde ondt af ham. Meget endda. Han nikkede mod hende. "Gør hvad du har brug for at få gjort. Det er vigtigt, at vi går stille i dørene med det her. Macaria og Zean må for alt i verden ikke få mistanke om hvad vi har gang i. Pas på dig selv, Jarniqa," sagde han endeligt. Hans mine var uden tvivl alvorlig. For nu havde han glemt, at han havde kaldt hende for 'sin pige'. Han stod dog fast på, at det var noget, som han ville komme til at kalde hende i fremtiden.

[Jarniqa Dynithril]

Stort ville det være, hvis de både kunne få vendt Procias og Dvasias mod Manjarno. Helt afskærmet ville landet i så fald være, hvilket var en ganske glimrende strategi. Hvorvidt de kunne regne med Procias, vidste Jarniqa dog ærlig talt ikke. Skuffet var hun nemlig over landet, som det ikke just var et åbensindet land. Selv havde hun nemlig kun mødt én åben person på denne side af grænsen, og den person var Carlisle. Hvad han lavede her, begreb hun ydermere ikke, da han selv havde fortalt hende om sine problemer. Folks valg kunne hun dog ikke gøre det store ved, og derfor kunne hun ej heller gøre noget på det punkt. ”Jeg håber, at du vil blive i stand til at tale kongeparret til fornuft. Det ville i al fald gavne alle parter.. Der ville også være en sandsynlighed i, at Dvasias’ vil lade Procias’ gå, hvis de hjalp dem med dette,” kommenterede hun, som der trods alt havde været tale om, at Procias ville blive invaderet. Hendes smaragdgrønne blik hvilede på ham. I et officielt anliggende var hun kommet, og derfor kunne man vel også sige, at det var det? Underligt var det dog, da hun var todelt, når det kom til ham, skønt hun måske syntes meget afvisende i hans øjne. Hun nikkede til ham. ”Du må have al held og lykke med din opgave,” lød det fra hende i en officiel tone. ”Jeg vil selv blive i landet her lidt endnu.. Vi ses.” Langsomt vendte hun om på hælen, inden hun måtte begynde at gå. Kvalitetstid burde hun måske forsøge at have med ham, men selv vidste hun ikke, hvordan hun skulle gøre det. Endvidere følte hun ej heller, at tiden var til det, som der i øjeblikket var mange planer i luften. Derfor begyndte hun også ligeså stille at bevæge sig væk fra ham og ned ad bjerget. Selv mærkede hun, hvordan den velkendte knude måtte sidde i hendes bryst og hals, som hun igen forlod et møde med sin biologiske fader.

// Out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Helt utænkeligt, ville Salvatore nemlig ikke kalde det, at Procias og Dvasias måske kunne gå sammen om dette fælles mål. Desuden så han skam godt hvorfor Gabriel og Silia var så påpasselige med disse ting, som de nu var, og særligt fordi at deres land stod i den situation, at de aldrig ville kunne klare en krig mod Dvasias. Dette kunne snildt vise sig, at blive et meget vigtigt vendepunkt for dem alle sammen, og det var lidt det, som også havde den store betydning, og det, som uden tvivl også skulle udnyttes i den forstand, at det nu var muligt. Han lod hovedet søge på sned. "Jeg skal se hvad jeg kan gøre," sagde han endeligt, og med et ganske så bekræftende nik. Det var bare vigtigt, at det her ikke gik galt, og hvis Carlisle var enig med dem, var der da en chance og sandsynlighed for, at de kunne få Gabriel og Silia med på den samme bølge. Dette var jo rent faktisk et fælles mål, og noget som de alle ønskede skulle ske, og derfor var det da også på tide, at der skete noget med det.
Her var de færdige. Han kunne fornemme på hende, at hun havde andre steder, hvor hun burde være, og det var noget som han naturligvis bar respekten for. Han nikkede mod hende. Nu kunne han glemme lidt, hvorfor han havde søgt hertil. "I lige måde, Jarniqa.. Vi ses," sagde han. Han ønskede uden tvivl det forhold til sin datter, om han så skulle kæmpe for det resten af sit liv! Han så til, som hun vendte om på hælen, og søgte tilbage. Han selv søgte ned af bjerget igen, for nu kunne han sætte kursen mod slottet, og denne gang med et formål. Det var på tide, at Macaria kom ned med nakken!

//Out