In for a big surprise..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Jarniqa Dynithril

---

Solen var højt, og de første tegn på forår, var ved at vise sig. Det var rart.. Virkelig rart. Selvom der endnu var mange ting, som man skulle til at tage hånd om, så var det også en ny tid for Salvatore. Selvom han endnu ikke havde fået alle tingene, som han gerne ville have dem, så havde han da uden tvivl fået det meget hen mod det.
Her var Den Magiske Cirkel. noget som havde været som et hjem for ham, og mange magikere igennem rigtig mange år, og det var bestemt ikke fordi at han havde tænkt sig, at skulle lave om på dette. Han sukkede let, da vinden kærtegnede hans ansigt. Macaria og Zean Forsyth var noget, som deriblandt plagede hans tanker meget i denne tid, men lige så hans datter, som ingen havde set skyggen af i frygtelig lang tid nu. Dog vidste han, at hun var i live. Det var nemlig noget, som han kunne mærke. Denjarna var endnu en kvinde som han savnede og længtes efter, og dog... nu måtte han gøre hende stolt på andet vis, og det var det, som han forsøgte og særligt hvad angik Jarniqa. Nemt var det dog bare ikke, når kvinden ikke rigtigt ønskede at vide af ham.
Salvatore bevægede sig langs Banayad-passet. Det store bjerg som lå her, gav en udsigt over hele landet, og det var særligt her, han selv havde tilbragt mange af sine timer, i den tid han havde været klar til at vandre frit. Efter han havde forsøgt at forsvare Paggeija, og det næsten var end med at koste ham livet, var det måske på tide, at indse, at man bare ikke kunne gøre alle de ting mere. Arrene havde han endnu efter den mørke pil som dødsenglene havde sendt i hans retning, og gud hvor han dog hadede dem for at have gjort det. Ikke at det var noget som han fandt sig i!
Hvad skulle man stille op nu? Alles blikke var vendt mod Manjarno. Likvideringen havde han hørt om, men havde selv været sengeliggende, så han havde intet kunne stille op. Han begyndte at gå.. De åbne sletter lå bag ham og bjerget lå foran.. Skulle han bestige det, som han havde gjort i sine yngre dage? Han besluttede sig for at forsøge.. Han begyndte at søge mod toppen. Han var nødt til at få klareret sine tanker.

[Jarniqa Dynithril]

Banayad-passet.. Hjemve gav stedet helt Jarniqa, som det måtte minde hende om Paggeija. Det hjem, som skødesløst var blevet hende frarøvet. Dog var det også et hjem, som hun nu havde muligheden for at vinde tilbage. Svært var det endnu at forstå, hvordan det hele havde udartet sig, men ej ville hun klage over det! Det var skam en mulighed, som hun tog imod med åbne arme. Ganske vidst var det ikke helt, som hun kunne have ønsket sig, men bedre end, hvad det havde været, ville det nu blive.
Roligt bevægede Jarniqa sig gennem passet. Ej var hendes tilstedeværelse i Banayad tilfældig, som hun skam ledte efter en. Salvatore. Hendes fader. Først havde hun søgt ham ved patienthytterne i Catalena, da det var der, at hun sidst havde set ham, men ej havde han været at finde. Det havde fået hende til at spørge healerne om de vidste, hvor han havde draget hen. Ej havde de vidst dette, men Banayad havde de foreslået hende, som det havde været hans forhenværende tilholdssted. De smaragdgrønne øjne gled omkring i terrænet. Det var jo som at finde en nål i en høstak! Lettere blev det ej heller af, at hun ikke kendte sine omgivelser. Videre forbi beplantningen gik hun, indtil hun til sidst stoppede op. Sejrrigt søgte smilet over hendes lyserøde læber, alt imens hun lagde hånden mod et træ, som hun var stoppet op ved. Endelig! Hendes grønne øjne hvilede på sin faders skikkelse, der endnu ikke syntes at have fået øje på hende. En tanke spirrede i hendes sind.. Kunne hun mon tillade sig det? Hun kendte ham jo ikke så godt.. Dog ønskede hun at vise sig, samt at drive en smule gæk med ham. Hendes hoved søgte en kende på sned, så hendes lange ravnsorte hår hang over hendes ene skulder. Rødderne på et træ, som han placerede, dukkede pludselig op! Forsigtigt måtte de listende søge om hans ankler, som de favnende tog om, inden de trak til, og måtte forsøge at vælte ham i jorden!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore følte sig næsten hjemme på stedet her, hvilket uden tvivl, alligevel betød meget for ham. Han vidste at Denjarna lå på en bjergtinde et eller andet sted. Her følte han et sted, at han var.. tættere på hende? Over tabet af hende, var han bestemt ikke kommet. Nu hvor han selv forsøgte at genvinde sin plads her i Procias, så ønskede han jo stadig at kæmpe for et forhold med hans kære datter. Hvor hunv ar henne, vidste han ikke. Det var ved at være uger.. hvis ikke måneder siden, man havde set en skygge til hende. Et sted var det naturligvis en tanke, der gjorde ham utryg, for hvad lavede hun? Var der sket hende noget? Det eneste, som han kunne sige med sikkerhed, var at hun endnu var i live, for han kunne mærke, at hendes magi endnu var til stede.
Uvidende om, hvad der egentlig måtte komme bagfra, fortsatte han sin vandring op af bjerget. Han havde brug for at føle sig tæt på Denjarna fra tid til anden. Var hun så svær at slippe? Magikerne skulle han have samlet.. Det var et ønske fra Silia, og dette var uden tvivl noget, som han havde i sinde at gøre, og særligt nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Her i Procias, var han og kunne han nemlig kunne gøre en forskel, og det var det som var det vigtigste. Han var en mand hvis evner skulle bruges, og det kunne han her, ved at vende tilbage til det arbejde, som han før havde haft.
Rødderne der pludselig tog fat i hans ankler, gav ham et kæmpe chok. Ikke at det var noget, som han havde ventet sig. Hans ankler samlede sig, hvilket automatisk gjorde, at han mistede balancen, og faldt så lang som han var. Hænderne satte af mod jorden, inden han hastigt vendte sig om, for at se hvem der nu havde overlistet ham. Faktisk skulle der meget til! Skikkelsen fik han hurtigt øje på, og magien og udstrålingen var ham velkendt. Han faldt derfor hurtigt til ro igen. "Du har forbedret dig.." kommenterede han med et let smil, inden han forsøgte at få anklerne fri. De strammede en del, men hvad.. Fri, det skulle han nok komme.

[Jarniqa Dynithril]

Latteren søgte over Jarniqas læber, som hun bevidnede, hvordan hun fik væltet sin fader omkuld. Selv morede det hende at se, hvordan hun overlistede ham, uden at var bekendt med hendes tilstedeværelse. Derudover var det også opmuntrende at føle denne form for morskab igen, da hendes seneste par uger ikke just havde budt på morskab. Det havde nærmere været det rene alvor, som de havde omhandlet træning og alliancer. Det smaragdgrønne blik holdt hun på hans lange skikkelse, som han lå på jorden, så lang han var. Røddernes greb om hans ankler, lod hun også slækkes, som hun roligt bevægede sig i hans retning. Smilet søgte over hendes læber ved hans ros. En skam ville det også være, hvis træningen med Theodore ej havde haft en effekt, da hun i sandhed havde givet den alt, hvad hun havde! ”Jeg har trænet,” kommenterede hun ærligt. Hvad var hans holdning til Theodore mon? Ville han blive vred over, at hun havde ladt en warlock træne hende? Ville han blive skuffet over, at hun var gået til en anden end ham? For hende kunne det dog ikke ændre noget, da hun havde nydt og ønsket Theodores træning. Roligt stoppede hun op igen, men stadig med noget afstand til ham. Selv følte hun nemlig endnu ikke, at de var tætte.. Desuden var det også i et officielt anliggende, som hun kom til ham i.. eller nærmere sagt, som lederen af Resistentia. Hun fugtede læberne let. ”Jeg kommer efter, at jeg har tilbragt nogle uger i Dvasias. Disse uger har haft den betydning, at vi endelig har fået noget held i sprøjten,” sagde hun direkte. Glad var hun ganske vidst for, at han igen stod på benene og var sund og rask, men hvorfor skulle hun udtrykke dette? Et personligt forhold havde de nemlig endnu ikke til hinanden, og selv ønskede hun ikke bare at kaste sig i armene på ham som den datter, som hun egentligt var. Så simpelt var det nemlig ikke for hendes vedkommende, og det havde han også måttet sande. Derfor valgte hun direkte at gå til forretning, hvor hun ej heller nævnte, at hun rent faktisk havde tilset ham i sygesengen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At blive overlistet på denne måde, var slet ikke noget som Salvatore havde regnet med, og derfor røg han i jorden, så lang som han var, med anklerne fastlåst med træets tynde og stærke rødder. Fjender på disse kanter, havde han ikke forestillet sig, og særligt ikke så tæt på Magikernes hjemstavn. Han vendte sig mod hende.. At det var Jarniqa som derimod skulle drille ham, fik ham omgående til at trække på smilebåndet. For ham, var det betryggende et eller andet sted, at det ikke havde været værre end det. Trænet, det havde hun uden tvivl, hvilket han godt kunne mærke. "Nok må jeg sige, at du er blevet bedre. Det kan mærkes og det kan ses," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang lod blikket glide mod hendes skikkelse.
Hvad hun ønskede at lave her, vidste han ikke. Selv var han end ikke klar over, hvad hun havde lavet eller noget som helst. Han kom endelig op på benene igen. At hun holdt afstand til ham, sagde han ikke noget til. Det var egentlig kun en ting, som han var vant til, når det kom til Jarniqa, så det i sig selv, var ikke noget, som han sagde noget til, når det nu endelig var. Hans grønne øjne gled mod hendes skikkelse. Hvad hun havde lavet, var han dog ganske nysgerrig på, og særligt fordi at hun havde været væk længe. Selv Caleb Veterano havde spurgt efter hende. "Du har været savnet på disse kanter," sagde han ærligt. Uanset hvad hun havde lavet, så virkede hun i hvert fald glad og tilfreds med hvad hun havde fået ud af det. "Du har været væk længe, Jarniqa.. Fortæl mig hvad du har lavet igennem denne tid, og hvad der skyldes din glæde. Den stråler ud af dine øjne," sagde han roligt. Held i sprøjten? Noget var sket i hvert fald, og hvad det måtte være, var selv han spændt på. Han sendte hende sit varme smil. Ikke ville han tvinge hende til noget, som han heller ikke ønskede at virke frembrusende. Hvis det ville komme, så kom det jo på et tidspunkt.. Dog håbede han, at hun en dag, ville åbne op og se ham som sin fader.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst trak Jarniqa på smilebåndet. ”I så fald ved jeg, at det ej er spildt,” sagde hun med et twist af stolthed i tonen. Hvorfor også skjule det? Hårdt havde hun trænet, som Theodore havde været en hård læremester. Nyttigt havde det dog været, som det havde givet pote i den sidste ende. Om Salvatore troede, at hun havde fået hjælp, eller om hun havde trænet på egen hånd, vidste hun dog ikke. Ligegyldigt kunne det dog være, da beslutningen havde været op til hende. Dog var det ikke træningen, som hun ønskede at drøfte med ham, som det derimod var en sag af langt større betydning, som hun ønskede at have op og vende. En anelse slået ud af den, måtte hun dog blive, som han sagde, at hun havde været savnet. Selv vidste hun, at Damien havde savnet hende, men ej kendte de to mænd hinanden, og derfor kunne det ikke være ham, som han omtalte. Overrasket måtte hun desuden være over hans ord, for selv var hun vant til, at det kun var hende og Damien.. Var der virkelig andre derude, som mente, at hun var af betydning? .. og hvem kunne det i så fald være? ”Af hvem?” spurgte hun direkte, som hun måtte være for nysgerrig til at pakke det ind, eller at se helt bort fra det. Var det ham som havde savnet hende, eller var der mon andre? Dog ville hun ej heller vide, hvad hun skulle gøre ved hans savn, da hun endnu ikke vidste, hvad hun skulle føle omkring ham. Ærlig talt var det ej heller, hvad der havde fyldt mest i hendes hoved på det seneste, som det derimod var træningen, Theodore, dronningen og planerne. Selvsikker trak hun på smilebåndet. ”Jeg har tilbragt de seneste par dage i Dvasias, hvor det har lykkedes mig at komme igennem til landets greve og dronning. De ønsker begge at støtte os i vor sag angående Macaria og Zean Forsyth,” sagde hun i en sikker tone. Ville han mon se på det som en sejr for modstandsbevægelsen, eller ville han se på det som en bekymret fader, ligesom Damien? Dog ville hun ikke tillade det sidste at ske, som hun endnu ikke kunne forholde sig til ham på den måde. Af den årsag gik hun også direkte til det officielle, fremfor det følelsesmæssige.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Træningen af magi, havde så sandelig ikke været spild af tid for Jarniqa, eftersom hun formåede at snige sig ind på ham på den måde. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, og med et smil på læben. Meget skulle der nemlig til, for at kunne snige sig op på ham på den måde, og særligt nu hvor han selv igennem rigtig meget af sit liv, havde levet som et dyr - bogstavelig talt. Han lagde mærke til mange ting, som det menneskelige øje som regel ville stirre sig blind på. Savnet havde hun været.. Af ham selv naturligvis, men også andre havde spurgt efter hende, og at det var noget, som måtte komme så meget bag på hende, forundrede ham nu heller ikke. "Caleb Veterano har spurgt efter dig. Det magiske tvillingepar," sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge på sned. Han havde naturligvis selv savnet hende, men han fandt det nu bedst, at holde det mere i det skjulte, og særligt fordi, at han endnu ikke var i hendes gode bog på den måde, som han gerne ville være det.
Uanset hvad hun havde lavet, lød det til, at det rent faktisk var en stor ting. Naturligvis vækkede det selv en nysgerrighed ved Salvatore. Han rynkede let i panden, men dog uden at bryde ind. Som hun fortalte, at hun havde snakket med Dvasias' greve, såvel som dronning, gjorde han næsten store øjne. Havde hun virkelig overlevet et møde med en kynisk kvinde, og en følelseskold mand? Hvordan hun havde fået dem overbevist om dette, vidste han ikke, men det var jo fantastiske nyheder! "Jeg håber for dig, at du ikke siger det i sjov, Jarniqa. Hvis du har fået Dronningen af Dvasias, såvel som greven med på dette, er det jo... fantastisk." sagde han endeligt. Hvis de kunne få Dvasias til at vende blikket mod Manjarno, var de jo allerede godt på vej! Hans blik gled mod hende, inden han selv tog et skridt tættere på hende. For nu kunne han glemme Denjarna lidt. Underligt var det dog. "Fortæl mig hvordan du har fået det mørke kongehus og en hjerteløs mand til at vende blikket mod Manjarno, Jarniqa," sagde han. Det var jo en sensation!

[Jarniqa Dynithril]

Automatisk røg et fnys over Jarniqas læber ved navnet Caleb Veterano. Hvad ville han? Var han blevet træt af at rende rundt i skøjterne på sin gimpe af en søster? På tide ville hun bestemt mene, at det var, men alligevel var hun ikke ellevild over tanken, at han havde spurgt til hende. Skuffet hende havde han nemlig, som han helt og holdent havde fået hendes interesse for ham til at svinde ind. Hvad skulle hun dog også med en mand som ham? Mand var vel også så meget sagt, som det vel nærmere var dreng. ”Blev han da træt af gimpen, og blev i stand til at mande sig op?” lød det spydigt fra hende. Nej, hun havde ikke meget at sige til Caleb Veterano, og endnu mindre havde hun at sige til hans søster, Isabel. At Caleb sågar savnede hende, forstod hun dog ikke meget af. Det var trods alt ikke hende, men derimod ham, som havde stukket halen mellem benene under deres sidste møde. Faktisk havde det været den selvsamme dag, hvor hun havde besøgt Salvatore ved sygesengen.
Som Salvatore blev imponeret og overrasket over hendes ord, måtte Jarniqa selvsikkert trække på smilebåndet. Det var nemlig på ingen måde en spøg, som hun fyrede af, men derimod sandheden. ”Mine ord er skam sande,” sagde hun ærligt. Hænderne holdt hun foran sig, mens hun lod sine fingre flette sammen. ”Jeg mødte greven af Dvasias her i Manjarno, hvor vi faldt i snak. Jeg har boet hos ham i de seneste par uger, hvilket også danner ramme for, hvorfor jeg ikke har været til at træffe.. Vi fandt ud af, at vi begge var enige om, at Macaria og Zean Forsyth er gået for vidt.. eller vi blev enige efter, at jeg var kommet med et par fortællinger.” Hendes smaragdgrønne øjne forlod ej ham. ”Uden mit kendskab til sagen, sendte han bud efter dronningen der åbenbart ønskede at møde mig. Efter at jeg havde afgivet hende min historie, ønsker også hun at fjerne ægteparret.” Det var ganske vidst ikke hele historien, men al ting til sin tid. Selv vidste hun ej heller, hvad hun skulle mene om det, som kom efter..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Caleb og Isabel kunne ikke undvære hinanden. Selvom han i denne situation, måtte være på samme side som Jarniqa. Det var på tide, at selv Caleb kom lidt frem i lyset, og handlede for hvad han ønskede, fremfor at følge sin søster, som tilsyneladende styrede hele showet. Hun havde mødt ham.. Det var skam også tydeligt, at det bekendskab ikke just var det bedste, og det var nu ej heller noget, der kom synderlig meget bag på ham, om han selv skulle sige det. Hårdt var det nemlig, og særligt i disse tider. "Han har gjort mange planer og overvejelser, hvad angår Manjarno, Jarnqia. Af hvad jeg ved, har han ikke involveret Isabel i disse, så det vil jeg automatisk gå ud fra," sagde han med en rolig stemme. Han mente det dog. Ikke at han havde tænkt sig at stå og forsvare dem. Caleb havde nemlig vist sig, at være lidt for afhængig af sin søster.. Det kunne vise sig, at være både en styrke, og en svaghed.
At hun havde været i Theodore Acherons hus, var bestemt ikke en tanke som Salvatore brød sig meget om. Hans mine sagde det nok tydeligt.. Lidt for tydeligt. Han bed tænderne sammen. Selvom den mand var en mand af ord, var han en slange.. En som man uden tvivl skulle passe på. "Det er fantastisk, at du har formået at komme så langt, i et land som Dvasias, men pas nu på.. Det er et farligt sted. Altid sker der ting og handlinger med en bagtanke," sagde han sigende. Selvom hun måske ikke ønskede at anerkende ham som sin fader, så var det en titel, som han jo alligevel kunne påtage sig. Han agtet at gøre det, og han havde gjort det. Dog var der endnu ikke nogen der vidste, at han havde en datter. Dette havde han ladet forblive skjult til nu. "Forsyth-parret vækker selv uro og bekymring her i Procias.. Du er godt klar over, at vi kan vende to store lande mod Manjarno nu?" spurgte han direkte. Selv han var i færd med at rykke med brikker på denne side af grænsen.. og hvis hun kunne rykke med dem i Dvasias.. Hvem sagde ikke hvordan det hele ville ende? De kunne jo rent faktisk ende med at få vippet det alt for stærke par af pinden!

[Jarniqa Dynithril]

Et fremskridt måtte det uden tvivl være, hvis Salvatores ord passede. Dog huskede Jarniqa endnu, hvordan han direkte havde flygtet fra hende, da han havde sandet, at han ikke var mand nok til at tale med hende. Skuffende havde det uden tvivl været, hvor det ej heller var et billede, som hun bare kunne få vasket af nethinden igen. Hun fugtede læberne let. ”I så fald var det også på tide, at den tøs blev skubbet ud på sidelinjen,” sagde hun ligeud. ”Jeg forstår det ikke.. Første gang jeg mødte ham, uden hans søster, var han ellevild efter at hjælpe, hvor der ikke var det, som han ikke ville hjælpe til mig. Anden jeg mødte ham var hans søster der dog.. Hun havde tydeligvis mange meninger om mig, skønt hun aldrig havde mødt mig, og derfor ønskede ingen af dem pludselig at hjælpe. Det er ikke en ånd, som jeg kan bruge til noget.. Jeg har ikke brug for små drenge, men derimod rigtige mænd.” Utroligt var det, hvordan hun havde ændret sig efter erobringen af Manjarno. 15 år var hun endnu, men endnu mere målfast og hård var hun blevet. Efter at hun havde fundet sit lod i livet, var hun nemlig blevet utroligt målsikker og engageret. En side af hende som Damien altid havde fortalt, der stammede fra hendes kære moder.
At man skulle passe på i et land som Dvasias, vidste Jarniqa skam godt. Theodore havde trods alt også fortalt hende, hvordan det var normen bare at slå ihjel der.. Dog levede hun, hvor hun også var kommet derfra uden en skramme, og derfor måtte hun mene, at hun skam havde en høj succesrate. ”Bagtanker har der muligvis været.. Dog har jeg haft kendskab til dem, samt været med til at se dem indfriet,” kommenterede hun roligt. Alle parter havde skam fået noget ud af dette.. Dog kunne hun ej sige, at hun havde været tilfreds med det hele, men ej havde hun kunnet gøre noget ved det. ”Dvasias har jeg i ryggen, hvad Forsyth-parret angår. Procias er derimod en sag, som jeg ej har kunnet løse, da kongeparret ej ønsker at hjælpe Manjarno.. Men ved du da andet end mig, siden du siger, at vi kan vende to lande mod Manjarno?” Ej vidste hun, hvad han havde stillet op, mens hun havde været væk. Selv kunne hun blot se, at han havde kommet sig over sine skader.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Caleb var en helt anden mand at snakke med, når han var alene, kontra hvordan han var, når hans søster var omkring. Lige hvad det her angik, måtte han sige sig enig med Jarniqa. Det var på tide, at den unge mand kom frem af skyggerne, og kunne stå ved sine egne handlinger og ønsker. Det gjorde han nu. Ganske vidst kun fordi at han ikke havde valgt at indvilge hans søster i hvad de havde gang i. Hver ting til sin tid. Hvis hun da i det hele taget fik noget at vide. Jarniqa mindede ham nu kun mere og mere om Denjarna.. Igen måtte savnet vælte op i ham. Han bed tænderne svagt sammen. "Du minder mig i sandhed om din moder," sagde han direkte, inden han alligevel fortsatte. "Jeg må give dig ret. Det som modstandsbevægelsen har brug for, er mænd og ikke drenge. Caleb er kommet frem af skyggerne, Jarniqa. Selv han har planer om at få væltet Macaria i Manjarno," fortalte han. Dette var han dog ikke bange for at fortælle hende, og særligt fordi at knægten havde spurgt efter hende. At han jo så ikke havde været i stand til at fortælle, hvor han kunne finde hende, var jo så en anden sag.
Dvasias var farligt, men vigtigt var det, at stifte bekendskab med landet. At hun gjorde det, var noget som han ikke havde det så stramt med. Selv han havde over en lang årrække været i det land.. boet der, som havde han været en borger af landet. "Du gør dig en meget vigtig lektion ved at vandrer i mørket. Vær observant," bad han dog. Han ønskede jo heller ikke, at hun skulle komme noget til. Måske det var nemmere for ham, at give slip, fordi at han ikke som sådan kendte hende endnu? Dog selvom det var et ønske, som han gik med. Hun var jo trods alt hans datter. Han rettede sig en anelse op. Hvis hans arbejde i Procias ville bære frugt, ville det jo være.. fantastisk! "Jeg er i færd med at ønske min gamle stilling her i Procias tilbage. Ikke ensbetydende med at jeg stopper min aktivitet i modstanden, for det gør jeg ikke. Kongeparret her i landet, har brug for en indfaldsvinkel.. Hvis der kan komme en aftale i hus.. Dvasias og Procias imellem om et eventuelt samarbejde for at få Macaria og Zean ud, tvivler jeg ikke på, at jeg kan få dem med mig," sagde han sandfærdigt. Fred var hvad han ønskede, og hvad han ville opnå!

[Jarniqa Dynithril]

Blikket endte Jarniqa kortvarigt med at slå ned, som han nævnte ligheden mellem hende og hendes moder. Ej havde hun ventet, at han ville kaste en sådan bemærkning ind i denne situation. Aldrig havde hun fået æren af at møde sin moder, som hun var gået bort efter fødslen. Dog vidste hun, at hun lignede og mindede om hende, som det var det hun altid havde fået af vide. Glad måtte dette efterlade hende, selvom hun aldrig havde mødt kvinden og derfor reelt set ikke kunne sige, om det var en kvinde, som hun ønskede at ligne. Blikket løftede hun igen, som det ej var de tanker, at hun skulle dvæle ved lige nu! ”Du siger muligvis, at Caleb er kommet frem fra skyggerne, men der skal nu engang mere til før jeg er overbevist. Sidste gang han overbeviste mig om noget, skuffede han mig dybt.. At han ønsker at fjerne Macaria vil dog være en sag, som jeg vil støtte op omkring. Ligeledes ved jeg, at Dvasias støtter mig i denne sag,” sagde hun direkte. ”Hvad er hans planer for at fjerne hende?” Var der overhovedet en plan? Ville hun overhovedet kunne regne med, at han ønskede dette? Det krævede vel blot, at hans søster sagde, at det var en idiotisk plan, og at han så ville stoppe.. Hun gjorde sig derfor heller ikke de største tanker om ham længere. At Salvatore mente, at hun skulle være observant i Dvasias, behøvede han skam ikke at fortælle hende. Hun vidste skam godt, at hun burde være vågen der. Dog kunne hun ikke undgå at føle, at hun følte sig mere velkommen der, end her i Procias.. ”Jeg vil være observant der, ligeså vel, som jeg vil være observant her. Indtil nu har mørkets land vist sig at være skræmmende enig med mig, hvorimod lysets har valgt at modarbejde mig,” sagde hun ærligt, som hun skam huskede sig møde med kongen af Procias! At han ønskede sin stilling tilbage blandt magikerne, måtte rent faktisk overraske hende.. eller måske var det bare fordi, at hun ikke kendte ham synderligt godt? Ej heller kunne hun jo sige, at hun havde gjort synderligt meget for at komme ind på ham.. ”Og hvordan går det med at få din gamle stilling tilbage?” spurgte hun roligt. Modstandsmæssigt kunne det faktisk være dem en fordel, at han kom så højt op i hierarkiet, samt at han fik så mange magikere med sig. ”Hvorvidt Procias ønsker at hjælpe, kan jeg dog ikke hjælpe med. Ej ønsker kongehuset her at lytte til mig.. Velkommen skal du dog være til at forsøge. Du kan om end fortælle, at Dvasias ligeså vel ønsker, at dette sker.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Sammenligningen kunne Salvatore ikke rigtigt undgå at gøre sig, nu hvor han havde muligheden for det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse og alligevel med en form for ro. Denjarna var uden tvivl en kvinde, som han savnede mere end hvad godt var. Aldrig ville han finde en anden. Det var et løfte, som han allerede nu, kunne skænke sig selv, såvel som hende. Han sendte hende et smil. At hun havde Dvasias i ryggen, var uden tvivl en kæmpe præstation, som hun helt klart kunne være stolt af! "Mange ønsker den kvinde af posten, og særligt med den magt som hun har fået. Caleb ønsker hende af vejen, mere end hvad mange andre gjorde. Manjarno har altid været et sted, ham og hans søster har næret en forkærlighed for. Du har Dvasias i ryggen, og jeg kan love dig for, at Procias ønsker det samme resultat, men lige nu, ikke har midlerne," sagde han sandfærdigt. Han var ikke bange for at lade hende vide hvordan landet måtte ligge, og særligt fordi at det jo bare var sandheden. Stod det til en krig mellem Procias og Dvasias, kunne selv en blind eller dum mand tænke sig frem til resultatet. Og det var ikke ønsket!
Salvatore ønskede jo selv, at opnå noget med sit liv. Hele livet havde han været vant til at udnytte hans egne kræfter og hans egne evner, og nu hvor han ikke rigtigt havde noget at bruge dem på, var det rent faktisk noget, der stressede ham mere end hvad godt måtte være i den anden ende. Dog var det ikke ensbetydende med, at han ville stoppe i Restistentia, for det ønskede han ikke. Tvært imod, ønskede han at fortsætte sin aktivitet i denne modstandsgruppe. "Langsomt frem, men dronningen nærer en tillid til mig," fortalte han med en sandfærdig stemme. Han sendte hende et let og roligt smil. Det var jo faktisk hendes moder der havde kostet ham de stillinger i udgangspunktet, også selvom det nu heller ikke var noget, han sagde noget til. "At overbevise kongehuset om dette foretagende, skulle ikke være mig et problem. Det kan nemlig lette meget af presset, der hviler på deres skuldre.. Om du får en alliance op at køre mellem os og det mørke kongehus, så lad mig arbejde med det lyse. Vi kan presse Forsyth fra begge sider. Dette er også hvad Caleb ønsker.. Den kvinde skal væk," sagde han bestemt.

[Jarniqa Dynithril]

”Hvad end Calebs motivation til at ønske Macaria borte er ligegyldigt. Det vigtigste er, at han ønsker hende borte. Dog skal hun ikke kun forsvinde fra den manjanske post, som hun skal lade livet, ligeså vel som hendes mand, Zean. Begge har de gjort skade, og derfor skal de begge lide den samme skæbne,” sagde Jarniqa direkte. Hvordan havde Salvatore det mon med døden? For at være ærlig, tvivlede hun på, at han var fan af det. Dog fik det ikke, at ægteparret bare blev smidt i en fangekælder og at det så var det. De skulle derfor helt fjernes fra jordens overflade. ”Hvad er din og Calebs holdning til dette?” Hvis ej de ønskede at støtte op omkring hendes sag, måtte hun jo selv udvikle en plan. Selv havde hun også øvet sig med Theodore på, hvordan man kunne slå en vampyr ihjel, og derfor var det vel bare at bruge den viden? Lige præcis den gøren med Theodore, valgte hun dog at holde uden for Salvatores og Damiens kendskab. Ingen af dem ville nemlig næppe bryde sig om det mørke, som hun havde været i kontakt med hos Theodore. At arbejdet med Procias ikke spandt af sted, undrede ikke just Jarniqa. Selv havde hun jo bevidnet, hvordan Procias udelukket tænkte på Procias. ”Jeg håber, at du vil være i stand til at tale med Procias’ kongehus på en måde, som jeg ikke var. En fordel ville det nemlig være, hvis alle landene vendte sig mod Manjarno. Det burde stille dem med ingen chance,” kommenterede hun roligt. Dvasias havde overtaget Imandra og spandt derfor over et kæmpe areal og en god hær. Procias var ganske enkelt mindre, men de burde have nogle ressourcer, som de kunne gøre brug af. Derfor skulle man være blind for ikke at kunne se, at de stod med banefordelen i forhold til Manjarno. Tanken måtte også helt indgyde hende i håb, som hun pludselig så en reel og holdbar chance for dem.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Begge er de ønsket af deres poster af frygtelig mange," begyndte Salvatore med en rolig stemme. Det var bare en skam, at der ikke var flere der turde snakke højt om dette. Hans blik gled mod hendes og med den samme alvorlige mine. Det var jo ikke et hverdagsemne, de var i færd med at snakke om, men derimod et som kunne være afgørende for verdenshistorien. De skulle af vejen, og det var end ikke noget, der i hans øjne, kunne gå hurtigt nok! Som hun spurgte ind til hans holdning til dette, forundrede ham ikke. "Jeg ved ikke hvad Caleb ønsker, men jeg personligt... ønsker dem begge døde. I det tilfælde, er man sikker på, at de ikke udgør nogen trussel," sagde han direkte. Normalt var han imod døden og dødsstraffe, og det havde han alle dage været, men i tilfælde - som dette, så var det tilsyneladende bare en nødvendighed.
Frem gik det dog med hans arbejde i Procias. Dog vidste han, at han havde Silias øjne i nakken. Han kunne ikke tillade sig at begå fejl nu, og det stod han fast på. "Det her kan vise sig, at blive et vendepunkt, Jarniqa. Lad mig bringe beskeden omkring denne alliance til lysets kongehus. Om en mulig alliance mellem Dvasias og Procias er tænkelig, er det nemlig Macaria og Zean, som står med problemerne," fortalte han direkte. Håbet var ikke ude endnu, af hvad han kunne se, og det var da naturligvis noget, som skulle udnyttes i den forstand, at det nu var dem menneskelig muligt! Han sendte hende et smil. Det var ikke ofte, at han viste sig fra denne side, men denne gang føles den... velplaceret. Han kunne jo ikke gøre andet end virkelig at nyde, at det var på denne her måde. "Håbet er endnu ikke ude, min pige," sagde han roligt, dog prøvende. Han ville jo gerne have den plads som far ved hende, velvidende om, at han skulle konkurrere om den med en mand, som havde været der hele hendes liv.