We better get started!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Stemingen blev noget trykket da Theodore bad hende om at ende denne mands lidelser. Kort kastede hun et blik på vampyren der igen så på ende med bedende øjne, ikke at det havde nogen effekt overhovedet. Efter et eftertænksomt øjeblik, endte Jaqia med at bakke, så hun gled i baggrunden og gav Jarniqa mulighed for at fuldfører den opgave hun var blevet skænket. "Lad endelig som om jeg ikke er her," bad hun og betragtede hende i stedet med et lidt gennemborende blik. Den første var altid den sværeste, mordene derefter ville blive lettere. Det handlede om teknik og vilje.
Et sted i baggrunden stod hun og så til uden at bryde ind, trods det krævede at hun rustede sig med tålmodighed. Det endelig stød skete frygtelig sent. "Meget fint kære, men ikke så tøvende næste gang, den næste vil formentlig ikke være i lænker," påpegede uden at fortrække en mine ved mordet. I stedet rettede hun sig op og udvekslede et kort blik med Theodore. "Procianerne har altid været bundet af ligegyldige normer og traditioner, der tilbageholder den enkelte fra at udnytte talent. Jeg ønsker et land, hvor frihed er i centrum, hvor enhver har mulighed for at blive noget stort, hvis de ønsker og formår at kæmpe for det. Jeg går desuden ind for handel. Tro det eller ej, men jeg har aldrig ønsket Procias ondt, det har ligget i vores arv at fører krig mod hinanden, jeg er langt mere interesseret i den frie handel på tværs af landegrænser, netop så jeg kan sikre landets befolkning, sikre mig at de ikke sulter og sikre mig at vi er i stand til at forsvare vort land om det skulle blive nødvendigt," forklarede hun. Det var ganske vidst i korte træk. Hun dyrkede talent, men naturligvis inden for de rammer hun satte, med loyalitet mod landet og mod hende. "Det er et eminent forslag Jarniqa, desværre kender jeg ikke umiddelbart en manjaner, som jeg selv nærer tillid til, vedkommende får en stor udfordring i at vænne Manjarno til en del af Dvasias," påpegede hun sigende. Der var så mange ting at tage stilling til. "Du har ganske ret min ven," indrømmede hun henvendt til Theodore.

[Theodore Jarvis Acheron]

Vampyren sendte Jarniqa et direkte bedende blik, da det var gået op for ham, hvad der skulle til at ske. Ikke at det var en tanke som han brød sig om. Selv en vampyr havde jo sit hjerte kært. "Jeg beder dig.." endte han med så lav en stemme, at det kun var hende, som kunne høre det. Theodore holdt øje på afstand. Hun tøvede.. Det var også det første, så det var heller ikke så underligt igen. I takt med at hun hamrede kniven direkte i vampyrens bryst og gennemborede hans hjerte, forlod skriget for alvor hans læber.. Huden antog derefter en direkte askegrå farve, inden den faldt sammen for fødderne af hende, som intet andet end en bunke aske.
Theodore fortrak ikke så meget som en maske. Han var enig med Jaqia. Det næste ville nok blive langt nemmere.. forhåbentlig. Den ville nok næppe være i lænker, når det kom så vidt. "Vi fortsætter med at træne med det." sagde han denne gang direkte. Det som hun hertil havde præsteret, var bestemt ikke godt nok, og det var han ikke bange for at fortælle hende. En spade var en spade for Theodore, og Jarniqa vidste hvor hård han var, hvad angik den træning som han underkastede hende.
Lige nu var det mange andre ting, som optog hans tid. Det her handlede om Dvasias' overlevelse, og særligt hvis der var en krig på vej. Han vendte blikket direkte mod Jaqia. Selv han var ikke i tvivl om at Jaqias ideologi var den rette. Dog med hårde midler, men på denne side af grænsen, var det netop hvad der skulle til. "Jeg tror du står overfor en ganske glimrende repræsentant for Manjarno, Deres Majestæt," sagde han endeligt. Selv han kunne jo tænke en tanke eller to, og han kunne jo lide hvad han stod ansigt til ansigt med.. Særligt fordi at hun var dygtig, tog imod lære og instrukser, samt ønskede det gode og bedste for sit land. Det var jo også, hvad alle andre måtte ønske lige så.

[Jarniqa Dynithril]

Ej var Jarniqa den fødte dræber. Dette var faktisk kun hendes andet drab.. Derfor var det klart, at hun ikke blot slog til og jagede kniven i vampyrens bryst. Tanker og overvejelser gjorde hun sig nemlig inden da. Tanker og overvejelser, som dronningen og Theodore tydeligvis ikke delte med hende, da de begge to var … skuffet over hende. Havde ingen af dem nogen moral? Det næste der foregik foran hende, fik hende dog klart til at rynke på næsen, alt imens væmmelsen stod malet i hendes ansigt. Aldrig havde hun set en vampyr dø, og som hun så det ske, mente hun slet ikke, at man kunne beskrive det som at dø. Vampyrens krop blev nemlig ikke slap og kold, men derimod askegrå og smuldrende. At vampyren overhovedet havde været til, kunne man end ikke ane, da manden nu lå som en klump aske for hendes fødder. Dette kunne vel dårligt nok beskrives som et drab i så fald? Gad vide om det var sådan for alle vampyrer? Også varylerne? Ville Carlisle og Marcellus mon også se sådan ud, hvis man endte dem? Blikket vendte hun bort, som hun vendte sig mod Theodore og dronningen igen. ”Frihed er ej, hvad den gense manjaner ser, medmindre der med frihed menes, at du må myrde, hvem end du vil. Hvis det er således, at det skal forstås, vil landet aldrig acceptere Dvasias.. Hvis det derimod er en misfortolkning, og at Macaria derfor har gradbøjet dette regelsæt, kan der muligvis være en chance,” sagde hun ærligt. Det var i hvert fald således, at hun måtte tænke på det. Stiv blev hendes krop, som hun hørte Theodores ord? Mente han mon, at han selv ville udgøre en god repræsentant for Manjarno, eller mente han … hende, som hun selv havde foreslået en manjaner? Hun mærkede sit hjerte springe et par slag over. Hvis han virkelig mente hende, betød det så virkelig, at han havde en så stor tiltro til hende? Ville hun virkelig kunne gøre det? Et sted var hun vel født til det, men ej var hun opvokset til det.. Det kunne dog også være, at han bare snakkede om sig selv? Hvad mente dronningen overhovedet om al det? Tavs forholdt hun sig, som hun blot stod og ventede..

[Jaqia Destiny Angleráx]

"Bøn er for de svage," svarede hun ligegyldigt, og så hen på Theodore. Det var typisk ham at lade de unge lære på den hårde måde, dog måtte Jaqia erkende sin enorme respekt overfor ham. "Jeg tror det er en glimrende idé," svarede hun lidt tænksomt, før hun så over på Jarniqa. Det skulle nok blive nemmere, de første brød med de blide væsen alle havde i sig, når først det var gjort og man havde solgt sin sjæl, så var der ingen smerte forbundet med det.
"Jeg blander mig sjældent i drab. Jeg tror på at de stærkeste overlever. Med det mener jeg ikke, at det er lovligt for regenter at dræbe et halvt folk uden videre. De som intet ondt gør mod landet, fortjener livet, det er kun de som vender det ryggen, eller træder de forkerte over tæerne, der må lade livet," hun trak på skuldrene. "Denne vampyr var svag, Jarniqa. Han måtte lade livet for en stærkere hånd. din hånd," påpegede hun sigende. Det var nu engang bare naturens gang. Nogle slog ihjel for føde, andre af hævn, og dette ville hun ej blande sig i, men de som repræsenterede hende, og slog meningsløst ihjel, folk som kunne støtte dem, de burde slagtes selv.
Efter Theodores ord, brændte Jaqias kolde blik sig fast på den unge kvinde. Tanker kørte i massevis i hendes sind. "Frøken Jarniqa her, har end ikke givet mig sit efternavn, så hvordan forventer du at jeg skal betro hende en del af mit land, Theodore?" spurgte hun blot uden at se på ham. "Den næste ambassadør skal være stærk, og hengiven til mig.. til Dvasias og dets værdier, jeg ønsker ikke at begå den samme fejl på ny," uddybede hun og så lidt fra den ene til den anden. Jarniqa måtte bevise sin styrke først, bevise loyalitet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vendte blikket direkte mod Jarniqa. Dette var noget, som de skulle fortsætte med at øve på, og det var noget, som han da uden tvivl stod fast på i den anden ende. Han kneb øjnene ganske svagt sammen. Han var ikke mild i hans træning. Lige her ville han nu stå ved, at det var vigtigt, at hun lærte at slå ihjel. Han blev stående og med armene korslagte. Han selv så potentiale i Jarniqa, og derfor var det da uden tvivl synd og skam, ikke at udnytte dette, når muligheden for det, ville komme. "De som fremstår som en trussel, skal naturligvis lade livet. I dette tilfælde, så må Zean og Macaria blive mødt af selv samme skæbne," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod deres skikkelse. Her holdt han sig en anelse i baggrunden. Hvad angik de affærer i Dvasias og på slottet, havde han faktisk ikke noget at sige, men af den grund, så han nu ikke nogen grund til ikke at blande sig bare lidt.
"Hun har måske ikke skænket Dem sit efternavn, Deres Majestæt, men hvis nogen går ind for retfærdigheden i Manjarno, så er det denne unge kvinde. Jeg ser potentialet i hende," sagde han med en rolig stemme. Ikke fordi at han ønskede at manipulere, for han forstod skam godt, at hun ikke ønskede at begå den samme fejl igen. Nu var det bare ham som havde set hvad Jarniqa ønskede at opnå, og det var det, som var ham det vigtigste, og ikke alt det andet. "Alle lande ønsker vi det samme. Hvad med at gravlægge stridsøksen?" spurgte han direkte. Alle ønskede de handel, ro og fred i en langt større forstand end hvad der var lige nu. Og hvorfor ikke sætte en ind på posten, der rent faktisk ønskede at skabe denne ro og orden i Manjarno, nu hvor landet var mødt af det modsatte?

[Jarniqa Dynithril]

Stram måtte Jarniqa blive om læberne, som dronningen talte om, at den stærkeste overlevede, og at hun nu var en del af dem. Blandet havde hun det endnu med sit drab, for ej var hun nogen morder. Dog kunne hun ej heller lade være med at tænke, at ingen skade alligevel var sket, da vampyren trods alt havde smuldret sammen, som om intet havde hændt. En normal bortgang havde det nemlig ikke været, da det ej var normalt, at døde så sådan ud. Derfor havde hun svært ved at anerkende det som et normalt drab. ”Det er muligvis den stærkeste som overlever i den sidste ende, men stadig skal vi beskytte vores medmennesker. Bare fordi, at man er i stand til at slå hårdest er det ikke ens betydning med, at det er det man skal gøre. Man skal også beskytte dem der er svagere, da de har mindst ligeså meget ret til at leve, som dem der er stærkere. De svagere kan også have andre værdier at byde på end den fysiske eller økonomiske styrke,” pointerede hun sigende. Blikket holdt hun fortsat på dronningen. ”De manjanere som blev likvideret på åben gade, samt alle de andre, som uvilligt har måttet lade livet, havde ej heller fortjent den skæbne. De støttede muligvis ikke det dvasianske regime, men forståeligt er det også.. Fremfor at blive lyttet til, blev de nemlig brutalt slagtet i stedet. De dvasianere der kom til vores land, var nemlig ej interesseret i at høre på dem, som rent faktisk boede der. De forventede blot, at folket frivilligt lagde sig på knæ og tilbad deres nye veje, fremfor at komme til en fælles forståelse.” Mente dronningen mon, at hun gik for vidt med sine ord? Sandheden talte hun jo blot.. Omvæltningerne var nemlig kommet fra det ene minut til det andet, og derfor var det kun en selvfølge, at det manjanske folk ej havde accepteret det. De havde jo end ikke haft tid til at bearbejde, hvad der havde hændt! Overrasket måtte hun selv blive, da Theodore pludselig sagde, at han ønskede, at hun skulle være den, som skulle rette op på Macarias fejl. Forbløffet, skræmt og stolt måtte det gøre hende, hvor hun ærlig talt ikke vidste, hvad der var bedst, at hun tænkte om det. Ret havde han også i sine ord omkring, at hun ønskede retfærdighed i Manjarno. Spørgsmålet var blot, om hun ville blive i stand til at indføre det.. Hun tog en indånding, som hun valgte at tage chancen efter dronningens forespørgsel og Theodores tillidsfulde ord. Nu måtte det i så fald briste eller bære.. Selv vidste hun jo, at hendes efternavn også havde tilhørt en højtrangerende person. ”Mit fulde navn er Jarniqa Dynithril, Deres Majestæt.”

[Jaqia Destiny Angleráx]

Øvelse gjorde mester, den unge kvinde havde i det mindste taget sit første skridt mod storhed. Af en ung pige at være, havde hun holdninger og meninger og turde at ytre dem, det satte Jaqia pris på. "Naturligvis har enhver noget at byde på, men det er eget ansvar at holde sig ude af problemer. Jeg beskytter dem der viser sin loyalitet til mig, men skulle jeg slå enhver ihjel som havde slået en anden ihjel, ville jeg have et halvt folkefærd på min samvittighed," påpegede hun lidt køligt. Mord rørte hende ikke, men naturligvis lagde hun som udgangspunkt hånd over de som stod hende bi, dog så havde hver race oftest deres eget reglement og straffede hinanden ud fra dette, hvilket hun ej heller ville blande sig i.
"Manjanerne blev mødt uden en chance, hvilket aldrig skete på mine ordre. Macaria handlede på egne tanker, og forhåbentligt vil det bringe hende til fald før eller siden, mere kan jeg ikke sige," hun kastede et blik ud af vinduet. om ikke mange timer ville solen stå op, inden da skulle hun igen befinde sig på slottet.
"Dynitril? Som Denjarna? Jamen dog, ser man det... sagen Theodore.. er den at jeg ønsker retfærdighed men også loyalitet. Oplær hende under dit styrer, lær hende om mit rige. Kan hun stå inde for det, så gør hende sikker på tronen," bad hun dog uden at tage blikket fra Jarniqa. "Jeg må desværre forlade jer inden solen står op. Besøg mig på Castle of Darkness, Jarniqa, døren er åben," hun brød endelig sin trance og lod læberne skiltes i et koldt smil. "Til vi ses igen," med disse ord drejede hun om på hælen og forlod dem.

//Out

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var ikke et sekund i tvivl om, at Jarniqa kunne byde på rigtig meget, som ville komme Manjarno, såvel som Dvasias til gode, og det var jo den fordel, som selv han måtte se. Hans blik gled mod dem begge. At hun var i slægt med Denjarna.. Den gamle leder af mørkvelverne, var noget som selv kun fik et smil til at brede sig på hans læber. Dette skulle nok vise sig, at blive yderst interessant.
"Manjarno blev taget, uden at dette blev godkendt eller accepteret. Det er ikke ensbetydende at landet her er ondt, mørkt og kun tænker på sit eget velbefindende," lød det kortfattet fra ham. Selv nu kunne han da fornemme at Jaqia kunne se det samme potentiale som det han selv gjorde. Hun bad ham endda om at træne hende op? Det gjorde han glædeligt. Det var også det, som han havde gjort frem til nu. "Det skal jeg gøre, Deres Majestæt," sagde han med en rolig stemme, som han igen bukkede med hovedet for hende. Respekten havde han uden tvivl for sin dronning. At hun havde brug for at søge hjem, sagde han ikke noget til. Det var ved at være sent på natten, og de selv burde indstille det for i aften? Hun havde taget sit første liv med de bare næver, og det alene, var noget som skulle bearbejdes ordentligt, og særligt nu, hvor hun også havde mødt landets dronning. Han lod hende gå, inden hans blik søgte Jarniqas igen. "Vi indstiller for i aften... Få dig noget søvn, Jarniqa. Vi har endnu mange ting at tage os af.. Få dig en god nats søvn," sagde han endeligt. Han greb omkring sin skjorte og smed den over sin skulder. Han nikkede mod hende, inden han selv søgte ud. Han var træt.. men dette havde uden tvivl været en rigtig god aften. Han skulle tidsnok finde en ny vampyr til hende. Det var det oplagte væsen at træne på.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

”Der kan vi alle jo være så forskellige,” svarede Jarniqa blot. Ej mente hun, at man burde stå inde for borgernes mord på hinanden. Det var ej heller noget, som Manjarno hidtil havde gået ind for. Der var ganske vidst dem, som var blevet myrdet i gaderne i Manjarno, men hvis morderne blev fundet, var de også altid blevet straffet for dette, hvilket de tydeligvis ikke blev her i Dvasias. Var det mon en tilstand, som dronningen ønskede at indføre i Manjarno? Det håbede hun ikke.. I så fald ville det i hvert fald ikke være at få landet tilbage. At det aldrig havde været dronningens ønske at tage Manjarno, forstod hun sig ikke just på. Selv forstod hun ikke, hvorfor hun ikke blot havde beordret sine mænd tilbage i så fald. Ej heller forstod hun, hvorfor hun ikke selv havde straffet de mænd, som havde gjort dette på egen hånd. Måske forstod hun ikke al dette, fordi hun ikke forstod sig på politik? Ej valgte hun dog at sige, at dronningen bare kunne lade landet løsrive sig, da dronningen allerede havde fortalt hende om det økonomiske aspekt i det. Ikke at hun havde forstået det hundred procent, for det havde hun ikke gjort.. Hun nikkede stille med hovedet. ”Denjarna er min moder..,” endte hun med at indrømme. At dronningen dernæst sagde, at hun skulle oplæres til tronen, samt oplæres af Theodore, måtte hun blinke med øjnene. Passede det virkelig? Skulle hun virkelig gøres klar til styret i Manjarno? Hurtigt måtte hendes hjerte slå. Ville hun mon kunne finde ud af dette? Ville hun også kunne finde ud af at samarbejde med Dvasias’ dronning? Hun blinkede let med øjnene, som dronningen i det næste øjeblik gjorde klar til en afsked. ”På gensyn, Deres Majestæt,” hilste hun, inden hun blev ladt alene tilbage med Theodore. Blikket vendte hun imod ham. Søvn? Det var nok meget fornuftigt.. Selv følte hun det helt, som var hun i trance efter, at dronningen havde gået. Havde al dette virkelig hændt? ”Godnat,” endte hun med at sige til Theodore, som han ligeledes søgte ud og lod hende være alene tilbage. Længe blev hun dog ikke, som hun kort tid efter måtte søge ud og tilbage til sit eget værelse.

//Out