We better get started!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Tålmodigt ventede Jaqia på den anden side af døren, med hænderne roligt foldet på ryggen. Tjeneren der åbnede for hende og bukkede, fik hende blot til at nikke som hilsen. "Godaften. Jeg er her for at se Sir Acheron," fortalte hun blot. Normalt gav hun ikke meget for undersåtter, men det var noget andet når det var Theodores, det var hans hjem og hun ønskede at udvise respekt for det.
Tjeneren ledte inden indefor i det smukke masion, og guidede hende med sig gennem huset til de nåede træningssalen hvor vampyrens skrig formentlig var kommet fra. "Jeg takker," hun værdigede ham ej et blik, men fugtede sine rosenrøde læber, inden hun trådte ind i lokalet.
Hendes blik gled undersøgende rundt. Først så hun vampyren der hang der, fastlåst og uden chance. Derefter Thedore og til sidst den unge kvinde. "Jeg beklager at jeg ikke nåede at annoncere min meldning Theodore, men du ved at jeg er en travlt kvinde," hendes hænder foldede hun igen bagpå ryggen og valgte at studere den forsvarsløse vampyr lidt. Dette var allemands land, og at han var blevet fanget og udnyttet på denne måde, var altså hans problem ikke hendes. Hendes følelseskolde blik gled i retning af den unge kvinde der nærmest var krøbet lidt i skjul. Umiddelbart var hun ikke noget imponerende, men Jaqia vidste at man ikke burde dømme på udseendet.
"Jeg går ud fra at det er hende. Kom frem min kære, vis mig dit ansigt," bad hun med en tillidsfuld tone, de fleste troede hun ikke besad. Det var nok også mere spil for galleriet end noget andet, men hun var spændt på hvorfor Theodore mente at denne kvinde kunne interessere hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Vampyren rystede og skælvede i sine lænker, hvor den desperat forsøgte at komme fri. Det var dog umuligt. Den blege hud, havde næsten fået en varm glød at kigge på, og det var tydeligt, at det gjorde ondt på denne. Selv stod Theodore midt i en beskrivelse af dette håndvåben, idet at dronningen måtte ankomme. Han ønskede dog stadig at se Jarniqa udføre noget med dette i praksis.
Theodore bukkede med hovedet for Jaqia. En gammel ven. Praktisk talt kunne man jo sige, at de var vokset op sammen. "Såfremt jeg ved De er en travl kvinde, har en meddelelse om Deres ankomst, altid været at foretrække." Selvom han kunne være hård og bide igen i sine ord, var det ikke for at være ond eller grotesk. Han fandt det forargeligt, når der ikke blev meldt tilbage. Hænderne foldede han over ryggen. Selv stod han jo der i blottet overkrop. Noget som langt de fleste her havde set før. At Jarniqa reagerede på denne måde, var der dog ingen grund til. Han havde ikke meldt hende for noget som helst. Han havde dog blot skænket dronningen en besked om at denne kvinde kunne vise sig, at være yderst værdifuld for dem, og for landets fremtid.
"Det er hende, Deres Majestæt," sagde han sandfærdigt, inden han vendte blikket mod Jarniqa som nærmest stod og gemte sig bag vampyren. Vampyrens ansigt i sig selv, virkede som en tiggen.. En tiggen om at få lov til at komme ned og leve sit liv, selvom dette dog aldrig nogensinde ville komme til at ske. "Der er ingen grund til at gemme dig.. Fortæl Hendes Majestæt, hvad du fortalte mig," opfordrede han med en rolig stemme. Som lovet, ville han beskytte hende.. passe på hende, mens hun var i huset her. Det gjorde han bestemt ikke ved at melde hende til kongehuset. Det fik han jo intet ud af.

[Jarniqa Dynithril]

Skræmt blev Jarniqa, som dronningen af Dvasias gjorde sin ankomst i tronsalen. For alt hvad hun vidste, regnede hun nemlig med, at dronningen var ankommet for at smide hende i en celle … eller endnu være … at dræbe hende. Hvordan var livet mon i en celle? Morsomt kunne man vel næppe beskrive det.. Og hvad med døden? Var hun en hurtig dræber, eller kunne hun lide at torturere inden da? Kunne hun overhovedet klare at blive tortureret? Hed følte hun sig pludselig, hvor hendes hjerte også måtte slå hårdt imod hendes bryst. Forfærdeligt var det! Hvad lavede hun dog også her? I Theodores og dronningens retning stirrede hun, som de begyndte at konversere. Ville de mon opdage det, hvis hun forsvandt? Mærkværdig lød deres samtale dog helt, som Theodore talte til dronningen, som han havde talt til hende, dengang hun selv havde troppet uanmeldt op ved døren. Ja, hun huskede uden tvivl selv, hvordan hun var blevet slæbt ind ad døren, hvor hun havde stået ansigt til ansigt med den irritererede greve. Tænderne bed hun sammen, alt imens hun fortsat knugede kniven ind til sig. Hvid var hun helt blevet om knoerne, hvor hendes håndflader helt føltes varme. Det var hende. Theodore havde virkelig talt om hende til dronningen! Havde han virkelig forrådt hende efter, at han havde sagt, at han var enig med hende, samt at han ønskede at hjælpe? Hård var tanken, som hun rent faktisk havde valgt at åbne sig op for ham. De smaragdgrønne øjne gled videre til dronningen. Hendes kære? Absurd begyndte al dette at forekomme hende.. Hendes smaragdgrønne øjne søgte videre til Theodore. Hun skulle fortælle dronningen, hvad hun havde fortalt ham? Mente han mon det omkring Macaria? Sammenbidte var hendes tænder endnu, som situationen på ingen måde forekom hende naturlig. Hvad var det dog, som hun var endt ud i? Ryggen endte hun dog med at ranke op, som den høje unge kvinde hun var, inden hendes blik valgte at søge dronningens. ”Jeg er af den forståelse, at vi alle tre har et problem med vampyren, Macaria Forsyth. Jeg hører, at De har et problem i og med, at kvinden har valgt at gå sine egne veje og nu har taget Manjarno for sig selv. Mit eget og resten af min nationalitets problem er, at hun har rørt ved anliggender, som ej tilkommer hende, og at hun nu myrder landets borgere på må og få,” begyndte hun at fortælle, hvor hendes stemme overraskende nok måtte vise sig at være fast.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia himlede med øjnene. Theodore var blandt de få der kunne svare hende på den måde uden at miste hovedet på det, men kun fordi de havde lært at gå sammen. "Årh hold op med at være så fornærmet kæreste, vi ved begge at du er glad for at se mig," sagde hun og viftede ligegyldigt med hånden. Hendes gennemborende blik forlod ikke den unge kvinde, hvis udseende mindede hende besynderligt meget om noget hun havde set før, men hvor og i hvilket sammenhæng, kunne hun ikke komme på.
Hun nikkede blot uden at kommentere Theodores ord yderligere. De havde tilsyneladende ret i noget ret vigtigt, det var jo et glimrende tidspunkt hun kom på!
Måske hele situationen var både absurd og bizar på så mange punkter, men det lod mest til at morer mørkets dronning, der stod med et lidt smørret trækning på mundvigen. Normalt smilede hun ikke, og hendes øjne var stort selv altid blottet for følelser, men af person var hun ikke altid grusom, kun hvis man trådte hende for meget over tæerne. "Nej ingen grund til at gemme dig, kære. Theodore bad mig komme, han sagde at du var interessant," afslørede hun og vovede sig lidt tættere på uden at slippe hendes blik. En køn pige var hun i sandhed, ikke særlig gammel ud fra hendes vurdering.
Jaqia lyttede nøje til den unge kvindes ord. Det var stadig ikke almindeligt kendt at Jaqia havde en udfordring med Macaria, men efter hendes seneste møde, så havde hun været tvunget til at revurdere en stor del af situationen. "Hvilke anliggender?" spurgte hun som om resten af smørren havde været ligegyldigt, hvilket ikke var tilfældet, det var bare allerede ord hun havde taget til sig, nu måtte hun finde ud af hvad hun stod med i hænderne.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodores blik gled direkte i retningen af Jaqia og Jarniqa. Ikke at han havde troet, at hun ville gemme sig sådan for dronningen, men nu havde han jo heller ikke ligefrem forberedt hende på, at dronningen ville komme. Han havde jo heller ikke selv regnet med det. Han lod hovedet søge på sned. Hendes form for humor havde han lært at forstå, og særligt fordi at de havde vandret så meget op og ned af hinanden, som de nu havde. "Jeg behøver vel ikke minde Dem om, at jeg intet kan føle?" spurgte han med et let træk på mundvigen.
Jarniqa var uden tvivl meget interessant i dette anliggende. Ellers ville han ikke selv have sendt bud efter hende, og særligt fordi at han vidste, at hun havde meget at lave. Det var jo ikke ukendt, at en dronning havde hænderne fulde. Han blev stående og med blikket vendt mod dem begge. Jarniqa var ej særlig gammel, og det var jo selv det, som han fandt meget interessant. Den unge kvinde havde ikke nogen anelse om hvad han egentlig fik ud af, at have hende her i sit hjem, selv på trods af, at hun var en magiker go derfor en datter af et lyst væsen. "Rygterne siger, at Macaria er ved at løsrive Manjarno fra Dvasias og det dvasianske styre, Deres Majestæt.." sagde han direkte. Ikke at han var typen der pakkede tingene ind, for det gjorde han godt nok ikke. Hans blik gled mod Jarniqa. Her var der endnu ikke noget at være bange for, for fangehullet ville ikke blive hendes næste destination, dersom han havde noget at skulle sige. Han hjalp hende.. gjorde hende faktisk kun mere og mere mørk og han lærte af hende, og den måde hun handlede og reagerede på. "Hun tilbød mig en plads og udtrykte et ønske om at Forsyth-parret skulle lade livet på de poster de har fået i det gamle Manjarno," sagde han med en rolig stemme. Nej, det var ikke for at snakke Jarniqa imod, men derimod at åbne op for muligheden for at forklare, hvad hun ønskede. Det var jo netop det, som han synes var interessant.

[Jarniqa Dynithril]

Theodore havde skrevet til dronningen, at hun var interessant. Hvad havde der helt præcist stået i dette brev? Det var det eneste, som Jarniqa kunne fundere over, alt imens dronningen bevægede sig tættere på hende. At hun langsomt nærmede sig, kunne hun ej heller se sig glad for. Ej stolede hun på hende, hvor der også var det faktum, at hun endnu ønskede hende væk fra den dvasianske trone. At Theodore nærmest nævnte dette for dronningen, brød hun sig ej heller om! Selv ønskede hun jo at beholde hovedet lidt endnu! At Theodore dog også fortalte om sagen angående Macaria og Zean Forsyth, havde hun ingen problemer med. Det var nemlig ikke mod hende, at hadet skulle vendes, men derimod mod dem. ”Det er sandt, hvad Theodore fortæller Dem,” begyndte hun med at sige. Sit knugende greb om kniven begyndte hun også at slække, så hendes arme nu hang hende slapt ned ad siden. ”Af hvad den gense manjaner ved, at det Macaria, som står som deres erobrer og nu deres dronning. Det er hende de ser.. Det er hende de frygter.. Dvasias har ikke just den store betydning i al dette, og slet ikke nu hvor, at hendes mand også bor i landet. Det er dem, som bestemmer slagets gang, og det benytter de sig på alle måder også af.” Blikket holdt hun direkte på dronningens øjne, og hvorfor skulle hun også andet? Hun havde al lært, hvordan man skulle opføre sig i hierarkiet, og hvordan dets etiketter fungerede. ”Magtgale, samt blot gale, er ægteparret. De ødelægger landet, hvor folket ej heller tør gå ud ad en dør længere, da de ved, at de mister hovedet, hvis de forsøger sig med dette.” Kunne dronningen mon lide, hvad hun hørte? Eller ville hun slå hende ihjel for ej at støtte, hvad der havde hændt i Dvasias? Hun vidste det ikke.. ”Jeg taler for alle manjaneres vegne, når jeg siger, at Macaria og Zean Forsyth burde lide samme skæbne, som de har kastet over så mange andre. Theodore er ligeså enig i dette, hvor han også udtrykte, at De ligeså ville kunne se fornuften i dette.”

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia trak næsten morende på smilebåndet. "Det er sandt. Jeg har en tendens til at glemme at du er en omvandrende skal," svarede hun morende. Han kendte hendes drillerier, vidste at det ikke var ment som en fornærmelse overhovedet, det var blot den slags kommentarer som deres tætte bånd tillod hende.
Opmærksomheden hvilede i højeste grad mod den unge kvinde. Jaqia beundrede hendes styrke, de fleste blev nervøse for at stå overfor hende, men de færreste havde modet til alligevel at rette ryggen og se hende i øjnene. Mange ville umiddelbart tro det, men Jaqia var faktisk ikke den type dronning der satte sig højere end alle andre generelt, kun de som åbenlyst gav hende plads, eller de som forsøgte at tage en position der ikke tilhørte dem. "Interessant," mumlede hun for sig selv.
Ud af øjenkrogen havde hun bemærket kniven hvis blad gav genskær i lyset. Det gjorde hende ikke urolig eller nervøs, den unge kvinde ville snart indse at det at gøre hende ondt ville være uheldigt for alle parter. "Jeg frygter at rygterne er sande. Macarias ægteskab ændrede en stor del, det var en risiko at lade hende indtræde som ambassadør igen, en fejltagelse jeg desværre må tage på mig," hendes blege fingre gled hen over vampyrens lænker, før hun igen vendte sig om med et eftertænksomt blik. "Mit indtag af Manjarno, handlede aldrig om at skade dets borgere. En dronning har brug for sit folk. De som går meget imod, er naturligvis nødt til at lade livet, men resten skal frit kunne beholde deres hjem, jeg beklager på kongehusets vegne, hvis dette ikke er blevet efterkommet. Genopbygningen af landet skulle have været halvvejs, men jeg har ladet det komme mig for ører, at der endnu ikke er sket noget?" hun så lidt spørgende fra Theodore til den unge kvinde. Måske hun snarest burde aflægge Manjarno et besøg.
"Theodore kender mig tilsyneladende ret godt," konstaterede hun og vandrede lidt rastløst rundt. "Fortæl mig dit navn kære.. og hvad du ønsker i forbindelse med dette, ud over Macaria og Zean døde," tilføjede hun opfordrende.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Korrekt," sagde Theodore direkte. Han tog ikke Jaqias ord som nogen trussel, hån eller noget lignende, for det havde han aldrig haft en grund til, da han jo som sagt, kendte hendes måde at håndtere ham på. De havde jo trods alt kendt hinanden i frygtelig mange år nu. Han blev stånede på sin plads. Når dronningen var der, var der mange andre ting, der skulle håndteres i stedet for. Denne sag var vigtig, og særligt hvis Zean og Macaria i sandhed viste sig at være en trussel mod Dvasias. End ikke det, var noget som han kunne acceptere! Hvad end om det var noget som man nu ønskede eller ikke.
Theodore kunne skam fint se fordele i hvad Jarniqa ønskede at opnå, og selv der, var han ikke et sekund i tvivl om at der var fornuft i det, som den unge kvinde havde valgt at præsentere for ham. Vampyren gispede let, da der blev rokket i hans lænker, for bare det at bevæge sig, nu hvor han havde kroppen fyldt med den eliksir, gjorde ondt. "L-lad mig gå.." endte han med en dæmpet stemme. End ikke Theodore skænkede ham så meget som et blik. Dronningen kendte han, og nok mere end det, som mange andre gjorde. "Macaria har netop været igennem en offentlig likvidering, Deres Majestæt. En magtdemonstration overfor det manjanske folk. Der er sandhed i hendes ord," sagde han med en sandfærdig mine. I hans øjne, var det en trussel mod Dvasias, og dette ønskede han at stoppe. Selv lod han blot Jarniqa føre ordet i denne situation. Det var hendes tid til at brilliere. Han havde blot skænket hende muligheden for det. Ikke ved at gå bag om ryggen på hende, men derimod ved at sende bud efter dronningen af landet her. Han vendte blikket mod hende. "Paggija er under opbyggelse af hvad jeg har hørt.. Neutranium lige så, men intet er ellers hændt i landet," informerede han. Nok var han en omvandrende skal, men han fulgte faktisk med. Det stillede jo selv ham langt stærkere.

[Jarniqa Dynithril]

At Jarniqa ej blev affejet i sin tale gjorde, at hun måtte blive det mere selvsikker. Umiddelbart lyttede dronningen rent faktisk til hendes ord, hvor hun umiddelbart også så sig enig i hendes tale. Utroligt var det helt, som hun fra start af hverken havde troet, at hun ville kunne få Theodore eller dronningen med på vognen! Dvasianere var de jo, hvor den ene var den person der havde besluttet, at hendes hjemland skulle tages og med Macaria på posten, hvor den anden person var en sjæleløs mand. Forunderlig var verdenen uden tvivl! ”Theodore har ret i sine ord,” kommenterede hun roligt. ”Folket har ej betydning for hverken Macaria eller Zean. Hvad de ønsker er enten slaver eller et udryddet land. Af den årsag er der heller ikke noget, som er kommet folk til gode endnu. Siden erobringen har de kun kendt til elendighed, som meget er blevet dem frataget, og som meget er blevet dem ødelagt. Intet positivt har folket fået ud af dette, og det viser sig også. Det er kun Macaria og Zean og deres nære tilhængere, som lever i bedste velgående.” Hårdt var det uden tvivl blevet i Manjarno, som det var blevet alle for dem selv. Hendes smaragdgrønne øjne fulgte dronningen der rastløst rendte frem og tilbage. Umiddelbart gjorde det helt, at det så ud til, at sagen var af betydning for hende. Godt! ”Mit navn er Jarniqa, Deres Majestæt,” præsenterede hun sig. Aldrig havde hun præsenteret sig ved sit fulde navn. ”Hvad jeg ønsker mig er næppe opnåeligt, som det foretrukkende ville være, at Manjarno blev givet tilbage til folket og at alt derfor ville blive vel igen. Dog tvivler jeg på, at De blot vil give det tilbage, når nu De har valgt at tage det.. Dog kan jeg også fortælle, at folket ej stoler på Dem eller nogen anden dvasianer for den sags skyld.” Rankt blev hun stående. ”En glæde for alle ville dog som sagt være, at dem der forårsagede ødelæggelserne og alle mordene, ville blive lagt i Jorden.”

[Jaqia Destiny Angleráx]

Længe stod hun fjern i blikket og bearbejdede sine egne tanker. Desværre kom det ikke bag på hende at Macaria havde opgivet sin loyalitet til hende - desværre havde hun blot valgt at satse på den forkerte hest. Hun stod med et eftertænksomt udtryk og gned sin hage med et par fingre. Udadtil var Macaria lige nu hendes ansigt i Manjarno og hende grusomme handlinger, ville gøre det svært for hende at vinde tillid til folket senere. Alle havde en tendens til at tro at hun var modbydelig, men hvorfor slå ihjel uden mening?
"Hold mund mens jeg tænker eller jeg slår dig ihjel selv," hvæsede hun af vampyren der ynkede i sine lænker. Et øjeblik efter vendte hun sig mod Jarniqa uden vrede i blikket. "Hvad er et land værdt uden et folk? De graver deres egen grav ved en sådanne magtdemonstration. Dygtige krigere går tabte, det er meningsløst, og de skal stoppes," konkluderede hun medgivende.
Manjarno kunne vise sig at udgøre en trussel overfor både Dvasias og Procias, desværre var de stærke. "Hvilke ressourcer kan De tilbyde Jarniqa?" spurgte hun roligt og valgte at tiltale hende som en voksen kvinde. Hun var tilsyneladende moden nok til at tage ansvar for et folk.
"Jeg kunne nemt fristille Manjarno, men det ville blive landets undergang. Deres økonomi bunder i den dvasianske nu, uden det, vil landets borgere sulte, halvdelen vil ligge i ruiner og det vil uanset tabe en ny krig, som atter vil bryde ud. Jeg er måske egoistisk men jeg er ikke modbydelig, kære. Som en del af Dvasias, vil både landet og folket være sikret, jeg har blot brug for en pålidelig ambassadør, der forstår sig på mine ideologier, men som samtidig kan opnå deres tillid," hendes mine gled igen tilbage i eftertænksomme folder.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore valgte at holde sig selv lidt i baggrunden, også selvom han bevidst valgte at ignorere den vampyr, som endnu måtte tigge og bede om at komme ned. Den varme, som han følte i det indre, ville slå ham ihjel på et tidspunkt. Det var jo egentlig bare et spørgsmål om hvornår. Som Jaqia truede med at ende hans liv, blev han tavs omgående. Han havde vel alligevel sit liv kært? Han rystede i lænkerne.. hans hud havde nærmest fået en hel varm glød, selv på trods af det faktum, at han ikke kunne tåle det.
Det var et alvorligt emne de diskuterede, og særligt fordi at Macaria var en farlig kvinde, som havde fået lidt for frie tøjler. Selv Jaqia kunne tage fejl af mennesker, og dette måtte jo så vise sig, at være en af dem? Han vendte blikket direkte mod dem. Jarniqa var nærmest som et talerør for det manjanske folk.. Ej ville de kunne klare sig uden Dvasias for fremtiden, men noget kunne man vel gøre ved det, ikke sandt? Armene lod han glide over kors. "Uden et folk, er der ikke et land at regere. Macaria er i færd med at ødelægge Deres ry i Manjarno, Deres Majestæt," sagde han med en rolig stemme. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Om han fandt sig i det? Det gjorde han bestemt ikke! Macaria havde netop vist sig at være en trussel overfor Dvasias, og særligt hvis det som Jarniqa sagde, var sandt. Hun kom fra den side af grænsen, så hvorfor skulle det ikke? Desuden var tegn på løgne temmelig tydelige, og dem så end ikke han nogen af hos hende. Han selv valgte blot at lade Jarniqa og Jaqia finde ud af alt dette, da han jo i princippet intet havde at sige i denne sag, hvilket han skam også var klar over. Lige nu handlede det udelukkende om at finde ud af, hvad der skulle ske med Macaria og Zean ikke mindst. Zean var vel med i alt dette? "Glem ikke dødsenglene, som nu holder til der, Deres Majestæt. De kunne med lethed opbygge en hær, som kunne vendes mod os," sagde han direkte. Manjanerne ville være letpåvirkelige i en situation som denne, og særligt, om Macaria kunne love dem et liv uden de 'groteske' følger fra Dvasias' side. Dette brød han sig bestemt ikke om.

[Jarniqa Dynithril]

Vampyren der tydeligvis var døden nær, var selv Jarniqa begyndt at ignorere. Desuden.. han ville ganske snarligt dø, så var der overhovedet nogen ide i, at hun spildte sine ressourcer på ham? Snakken med dronningen var desuden også den som vægtede stærkest i hende. Det var trods alt også, hvad der var af personlig betydning for hende. ”Jeg kan tilbyde Dem mine ressourcer, hvis De ønsker at hjælpe os, fremfor at destruere os, som Deres folk ellers er i færd med,” sagde hun ligeud. Var det klogt, at hun var ligeud? Det var trods alt ikke en egenskab, som Procias’ konge havde nydt meget af. ”Det jeg i så fald vil kunne tilbyde er mig selv, og en række gode mænd og kvinder.” Folk bag sig havde hun nemlig, som hun havde hele Resistentia. Dog behøvede dronningen af Dvasias næppe at høre, at det var modstandsbevægelsen, som der i øjeblikket var tale om.. Blikket endte hun kort med at slå ned, som dronningen sagde, at hun kunne frigive Manjarno, men at det så ville blive landets undergang. Selv havde hun intet kendskab til økonomi, så derfor kunne hun ikke sige, om dronningen løj eller talte sandheden. Desuden.. Hun var også kun 15, og derfor kendte hun bestemt ikke til det at regere.. Også selvom, at det i virkeligheden burde være hende, som sad på tronen nu, efter hendes kære moder. Det smaragdgrønne blik hævede hun igen mod dronningens. ”Ej kan jeg sige, at jeg er viden omkring økonomi og krigsførelse i det omfang, som De med garanti har. Ej heller ved jeg, hvad Deres ideologi er. Umiddelbart er hele Manjarnos tanke, at din ideologi er at undertrykke og ødelægge,” sagde hun ærligt. ”Hvad jeg dog ved er, at manjanerne ikke vil acceptere en ny dvasiansk ambassadør. I er nemlig ikke os.” Hendes blik søgte Theodore, som han nævnte dødsenglene. Ret havde han.. Dødsenglene var en trussel. ”Dødsenglene er en ligeså stor trussel som Macaria, Deres Majestæt. Da de kom og valgte at besætte Paggeija, valgte de at dræbe alt på deres vej. Endnu et symbol på, at I ej ønsker manjanernes overlevelse. Derudover er dødsenglene også Macaria tro. Særligt deres leder.. Macarias mand Zean.” Ja, hun ønskede på alle måder dødsenglene væk, som hun gjorde med Macaria! De havde taget hendes hjem. Frataget Damien sit syn.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia vendte blikket mod vampyren. Hun kunne ikke undgå at føle sig fascineret af den glød hans hud havde antaget, trods det var en yderst smertefuld affære for ham. "Jeg har aldrig næret ønsker at destruere jer," sagde hun med oprigtig interesse. Jo mere de havde at kæmpe med, des større chance var der for en sejr. Det var til deres fordel at Manjarno ikke havde økonomi eller hær til at stå op imod den dvasianske.
"Sådan forlyder det ja. Desværre for Forsyth-parret, har jeg ikke tænkt mig at gøre det nemt for dem," hun lod armene falde slapt ned langs siden.
Heldigvis havde hun et par gode støttere ved hånden, og med Jarniqa som lød til at have en stor del af folkets tillid, så kunne det kun gå bedre.
Hendes isblå øjne mødte den unge kvindes. Smukke og grønne, det mindede hende stadig om noget velkendt. "Jeg er vant til at blive misforstået," hun tog sig til panden. Det var heller ikke nemt, når halvdelen af hendes folk, vendte hende ryggen selv. "I mine øjne er forskellen minimal om det er en dvasiansk eller manjansk ambassadør, så lang tid denne kan se idéen i mine tanker, og være villig til at underlægge sig," sagde hun ærligt. Desværre var der ingen hun stolede på der kunne varetage denne opgave, eftersom de alle var gjort af mørket, og den unge kvinde var stadig fremmede for hende, Jaqia frygtede at hun blot ville lave samme nummer som Macaria.
Hun nikkede. "Jeg er skam ganske enig. Dødsenglene er en trussel, det er en hel race af mørket, der har vendt os ryggen. Macaria må dø, det samme må Zean," dette var hendes endelige konklusion. Roligt trådte hun frem mod Jarniqa med et gennemborende blik, mens hendes kølige hånd, blidt lagde sig mod hendes kind. "Jeg har respekt for den måde du kæmper for dit folk på, Jarniqa. Mit ønske er at manjanerne bliver en del af den gængse befolkning, ikke at de bliver slagtet," sagde hun endeligt. Det var vigtigt for hende at pointere og dette var på trods af hendes såkaldte grusomhed.

[Theodore Jarvis Acheron]

Meget kunne man sige om Jaqia, men en grusom og mørk dronning, var ikke noget som man kunne kalde hende, selv på trods af det, som ry og rygte nu måtte sige. Ofte ble man dømt på historier, og ja, ganske vidst en brutal tankegang, men dog en som selv Theodore kunne lide. Igen måtte han vende blikket mod vampyren, som kæmpede for at holde sig lydløs i frygten for at miste livet. Det var næsten tragisk at se det liv gå til spilde på den måde. Det var ikke sådan, at han havde forventet at det skulle gøres. "Jarniqa, end hans liv med den kniv i dine hænder. Hjertet.. ram rigtigt." endte han kortfattet. For nu var der langt vigtigere ting at håndtere, end en klynkende vampyr i smerter.
"Disse har vist sig, at være en stor trussel, og må ligeledes ryddes af vejen," lød det fast fra Theodore. Det var ikke ofte, at han tog den form for tone i brug, men lige nu, stod han i den situation, at det handlede om hans loyalitet til landet her, og den havde han trods alt skænket Jaqia. Han vendte blikket mod hende. Hvilke mænd og kvinder Jarniqa egentlig havde bag sig, skulle han ikke kunne sige. Så meget havde de nu heller ikke snakket om. Dette plagede dog alligevel hans egen nysgerrighed, og dette kunne han nu heller ikke lægge skjul på, når det nu endelig var. "Deres intentioner er misforstået, Deres Majestæt. Det er måske på tide, at stille med et klart eksempel overfor dem?" spurgte han videre, som han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Sandt som det var sagt, så var Dvasias naturligvis det sted som han selv agtet at beskytte i den forstand, at det var ham menneskelig muligt. Blikket gled mod vampyren. Han havde fået den varme glød, og det var tydeligt, at han havde ondt. Han kæmpede for at holde skrigene inde, som dronningen nu havde beordret ham til. Ikke så meget som en lyd, foruden nogen små gips og klynk. "Jarniqa..." opfordrede han endnu en gang.

[Jarniqa Dynithril]

”Nu?” spurgte Jarniqa perplekst. Hendes hjerte sprang et slag over for dernæst at slå hurtigt. Skulle hun myrde vampyren nu? Foran dronningen? Midt i deres samtale? Var det ikke … uanstændigt at gøre? Selvfølgelig havde dronningen selv overvejet at myrde vampyren, men alligevel.. Kunne hun bare gøre det nu? Havde hun overhovedet lyst til at gøre det? Hun kunne jo ikke ligefrem sige, at hun før havde stukket en ned.. Dog vidste hun, at det var dette, som hele tiden havde været meningen med seancen. Hende og Theodore var blot blevet afbrudt i deres gøren. Hun så ned mod kniven, som hun havde i hånden. Skulle hun … bare gøre det? Få det overstået? Blikket hævede hun igen, som dronningen afbrød hende tanker. Hun mærkede hendes skræmmende kølige hånd mod sin kind, hvilket fik hendes nakkehår til at rejse sig. Hvad nu? ”Og hvad er Deres ideologi og intentioner, Deres Majestæt, siden De ofter bliver misforstået?” endte hun med at spørge. ”Svært er det at følge Deres tankegang, hvis ej man kender den.” Ja, det var faktisk umuligt at følge hende, hvis ikke man vidste, hvad hun stod for. Umiddelbart var hendes egen tanke, at hun intet godt ville det manjanske folk, og derfor var det noget, som hun endnu ikke havde valgt at følge. ”Jeg vil dog råde Dem til at gå med en manjansk ambassadør, hvis en løsrivelse ikke vil være mulig.. Det vil nemlig lette folket at vide, at de endnu har en som dem, ligeså vel som det vil milde Procias’ øjne på, hvad der foregår.” En løsrivelsen ville uden tvivl have været det mest optimale for folket, men økonomisk? Ja, økonomisk havde dronningen måske ret i, at landet ej havde midlerne til at stå på egne ben længere. Mange af landets mænd og kvinder var trods alt blevet myrdet under og efter erobringen, ligeså vel som mange af bygningerne og markerne var blevet destrueret. Selv havde hun også været med til at ødelægge lidt af hvert.. Overrasket endte hun med at blinke med øjnene, som Theodore sagde hendes navn. Det var åbenbart nu.. Blikket løsrev hun fra dronningens, som hun vendte sig om. Aldrig havde hun gjort dette før, men en smule erfaring skadede vel ikke, når man planlagde at myrde en anden vampyr, samt flere dvasianere? Selv mærkede hun tydeligt sin hjertebanken, som hun bevægede sig i vampyrens retning. Skønt hun var nervøs, måtte alle hendes bevægelser alligevel være yndefulde takket være elveren i hende. Det ravnsorte hår førte hun op bag det spidse øre, så det kom frem. Sin ene slanke hånd placerede hun mod vampyrens bryst, mens den anden knugede om kniven. Ej kunne hun føle noget hjerteslag.. Teknisk set var han derfor allerede død.. En tanke, som hun valgte at fokusere på. Hun bed sig selv i læben, som hun førte hånden med kniven tilbage. Hun vidste, hvor hjertet lå.. Hun kunne måske ikke føle det på ham, men hun kunne føle det på sig selv. Gad vide om det var let at bryde igennem kød? Kniven svang hun, hvor dets spids borede sig igennem hans bryst og spiddede hans hjerte. Et sidste spjæt og gisp forlod vampyrens krop, inden han slapt og livløst hang i lænkerne.