We better get started!

[Theodore Jarvis Acheron]

Jarniqa Dynithril

---

"Slip mig!" hvæsede den blege mand, der rev i lænkerne, som han var klynget op i, i træningssalen i Acherons Landssted. Theodore havde fundet vampyren i færd med at tage livet af en ung kvinde. Ikke en hvilken som helst kvinde, men derimod en warlock. Hans egen slags. Ikke at det havde været et smart træk gjort af denne mand. Theodore vendte blikket mod ham. Kæderne var af ren jern, så end ikke en vampyr, ville være i stand til at bryde disse. Dette passede ham fint. Han lod hovedet søge på sned. "Sch..." lød det roligt fra Theodore. Denne omvandrende døde mand, havde slet ikke nogen anelse om hvad der var i vente for ham. Det var det som nok frydede ham mest.
"Henter du Jarniqa.. Vi skal igang," fortsatte han, da han vendte blikket mod tjeneren der stod i døren. Hun bukkede hovedet i dyb respekt for ham, inden hun vendte om, og hastede op mod den øvre etage, hvor Jarniqa opholdt sig. Selvom hun var fri til at komme og gå, som hun ville, var der stadig mange steder i huset, hvor hun ikke fik lov til at vandre frit, og særligt ikke her i huset. Vampyren rev voldsomt i lænkerne i et forsøg på at komme fri. Han kunne ikke nå jorden med fødderne, og det var gjort med en god grund. Theodore fjernede skjorten igen. En vane, når han var i salen her.
"Jeg ved ikke hvad du er ude på... men jeg slår dig ihjel! Så snart jeg kommer ned, så slår jeg dig ihjel!" fortsatte vampyren. Dette væsen var bestemt ikke bange af sig - endnu om ikke andet. Foran på bordet, havde han allerede stillet en lang række redskaber op. Alt fra små miksturere med et lysende indhold.. piske.. særlige knive og andet, som kunne bruges mod en vampyr. Nu var det på tide, at vise Jarniqa hvordan man kunne pine det kære væsen. Han glædede sig faktisk til det. Lige nu var det ham, som følte det som en lille unge på juleaften.

[Jarniqa Dynithril]

”Frøken?” Jarniqa så op fra sin tallerken og over mod døråbningen, hvor en fra tjenestestablen nu måtte stå. ”Greven ønsker at se Dem i træningssalen,” fortalte tjeneren høfligt, som hun så, at hun havde fanget Jarniqas opmærksomhed. Automatisk tyggede Jarniqa de grøntsager færdigt, som hun lige havde puttet i munden. Helt færdig var hun nu ikke blevet med sit måltid, men selv vidste hun, at hun var her som Theodores gæst, og at hun derfor også var her på hans præmisser. Derfor lagde hun også bestikket pænt fra sig på tallerkenen, inden hun skubbede stolen ud, så hun kunne rejse sig. Den kvindelige tjener der allerede kunne se, hvad Jarniqa var i færd med, trådte hastigt frem mod hende, hvor hun nåede at snuppe tallerkenen, inden Jarniqa selv fik taget om den. Jarniqa rynkede på brynene. Ganske vidst havde Theodore fortalt hende, at hun skulle lade tjenerne gøre sit arbejde, men alligevel fandt hun det underligt. Underligt var det, at en anden person skulle servicere selv hendes mindste behov. Belastende var det jo ikke ligefrem for hende at gå ned i køkkenet med tallerkenen for at stille den der, men det var det åbenbart for Theodore og resten af hans familie. Mærkværdigt forekom det hende, og selv havde hun svært ved at agere ligesom dem. ”Nuvel..,” endte hun med at sige, som hun vidste, at tjenerne åbenbart også fandt det mærkeligt, når hun forsøgte at lave deres arbejde. ”Jeg finder selv derned,” meddelte hun, inden hun forlod spisestuen. Roligt bevægede hun sig ned ad den mørke gang, som hun gik den efterhånden særdeles velkendte vej. Hver dag gik hun nemlig denne rute. Hver dag trænede hun nemlig med Theodore. Derfor tænkte hun også, at de skulle træne nu.. Roligt bevægede hun sig mod træningssalen og ind ad dørene, hvor hun endte med at stoppe ligbleg op. Ja, den havde hun ikke lige ventet.. Automatisk begyndte hendes hjerte at banke hurtigere, som hun stirrede op manden der hang i lænker. ”..H-Hvem er det?” lød det tøvende fra hende. Ej bevægede hun sig længere ind i rummet. Ej så hun efter Theodore. Hendes blik og sanser lå kun på den fremmede mand.

[Theodore Jarvis Acheron]

Vampyren rev og sled i lænkerne for at komme fri, selvom det slet ikke gik som han ønskede. Lige her var der ingen medlidenhed at hente ved Theodore, og det var vel ikke noget som forundrede nogen? En hård mand var han uden tvivl, så dette var ikke noget som burde komme bag på nogen. Han kneb øjnene svagt sammen. Denne vampyre talte for meget.. Alt for meget i hans øjne, og det var uden tvivl også begyndt at irritere ham temmelig voldsomt. "Hvis du bare gider tie stille, så ville det være nemmere," sagde han kort for hovedet.
I samme øjeblik, som Jarniqa trådte ind, begyndte vampyren igen at råbe op og rev og sled i et forsøg på at komme fri. Ikke at det var noget som egentlig kunne komme bag på nogen som helst i det hele taget. Han valgte for nu at ignorere vampyren som tydeligt måtte komme med sine voldsomme udbrud. Hvorfor tænke mere på det? Inden længe ville den mand ikke være til uanset. Det var egentlig for at vise Jarniqa hvordan og hvad man kunne gøre med de forbandede blodsugende bæster som gik rundt på denne vej.
"En vampyr," sagde han kort for hovedet, som han lod søge let på sned. Et smil forblev hvilende på hans læber. Denne gang var det nemlig ham, som skulle have lov til at have det sjovt. Dette var nemlig noget som han elskede.. han elskede at se lyset forsvinde fra deres øjne og se dem falde til jorden som intet andet end en bunke aske, og det var det som han også havde i sinde at gøre i denne situation. "Jeg slår jer begge ihjel! Få mig ned!" udbrød vampyren endnu en gang. Dette var noget som Theodore valgte at ignorere fuldstændig, hvor hans opmærksomhed denne gang måtte hvile på Jarniqa i stedet for. "Jeg fandt denne mand i halsen på en ung warlock. Jeg tog ham med mig.. til min såkaldte demonstration," sagde han sandfærdigt. Et kynisk glimt meldte sig i hans øjne. Vampyren blev noget mere stram i minen. "Hvilken demonstration? Du skal ikke demonstrere noget som helst på mig!" endte han med en fast tone.

[Jarniqa Dynithril]

Deres almindelige træning var hvad Jarniqa havde forventet, som hun var blevet kaldt ind i træningssalen. Synet hun var blevet mødt af havde dog været et helt andet! Det var nemlig ej Theodore som stod i midten af manden, men derimod en fremmed mand. En arrig fremmed mand. At han stod var vel også meget at sige, som han decideret hang fra loftet. Det hele fik Jarniqa til at synke en klump. Aldrig havde hun set noget lignende! En vampyr.. Som Theodore sagde ordene, vidste hun med det samme, hvad det hele handlede om. Kunne hun virkelig være en del af dette? Forskrækket blev hun helt, da vampyren skreg, at han ville slå dem begge ihjel. Hun havde jo intet gjort! Tanken fik hende til at knibe øjnene sammen, som vampyrens øjeblikkelige tanke var, at hun skulle dø. Var denne race generelt så morderisk? Hårdere blev hendes blik, hvor hendes arme gled over kors. Hendes blik faldt nu på Theodore der som altid stod halvbar. ”Det kan jeg forstå..,” endte hun sigende med at sige, inden hun langsomt matte bevæge sig i hans retning. Ej brød hun sig om vampyrens attitude, men alligevel kunne hun stærkt fornemme, hvordan hendes hjerte måtte banke hurtigere. Ej havde manden gjort hende noget, men … han havde jo lige gjort det klart for hende, at han ville gøre det, hvis han kunne. Hun bed sig i den bløde underlæbe. Derudover var der det faktum, at han havde angrebet en uskyldig. I så fald havde Theodore vel opfyldt hendes krav? Hun tog en dyb indånding. Det var jo nu eller aldrig. ”Skal vi komme i gang?” lød det til sidst fra hende. ”..Vis mig, hvordan man bedst slår en vampyr ihjel.” Ja, disse ord ville vel skabe en del flere råb og skrigen? Ikke, at hun kunne klandre manden for det var jo et tegn på hans død.. Selv forsøgte hun bare selv at fokusere på, at han ville have dræbt en anden ellers, samt hende og Theodore.

[Theodore Jarvis Acheron]

Vampyrenes høje skrig, råb og udbrud, var noget som Theodore bevidst valgte at ignorere. Denne ville nemlig ikke komme igennem natten, og det skulle han nok sørge for. Denne gang var det nemlig hans tur til at lege, og nu var det på tide, at Jarniqa lærte hvordan man gjorde det med de store drenge. Han vendte blikket mod hende. Selv nu blev hun truet på livet, bare ved at være der. Denne havde gjort skade på andre.. en kriminel, så derfor levede han vel også op til de kriterier og krav, som hun havde stillet?
"I rører ikke ved mig! Hører i?!" fortsatte vampyren, mens han forgæves rev i de kæder og lænker, som holdt ham fast. Theodore valgte bevidst at ignorere det, som hans opmærksomhed måtte ligge på Jarniqa. Tydeligt for ham, var det at hun var påvirket af dette, men for ham var det hverdag, at gøre brug af denne slags. Han lod hovedet søge på sned. "Tag dig ikke af ham.. Han er blot lidt højtråbende.." Han vendte sig mod bordet, inden han gjorde tegn til at hun skule søge til ham. Hvorvidt om hun selv ville være i stand til at gøre det, vidste han ikke. Han var nu temmelig sikker på, at de kunne få Jaqia med i dette.. Han havde i hvert fald sendt hende et brev, og så måtte hun jo dukke op hvis hun ønskede det. "Dette er alt sammen noget der kan bruges. Det er smedet og skabt ud fra de svagheder, som er kendt for racen," forklarede han. Man kunne jo lige så godt starte på børnestadiet, så hun fik det hele med, og særligt hvis det var så ukendt for hende, som det nu måtte være.
Vampyren kæmpede endnu forgæves for at komme fri. Han hævede og vrissede af dem, næsten som håbede han, at det ville skræmme dem. Theodore ænsede ham ikke engang så meget som et blik. Den vampyr havde ingen verdens betydning for ham. For nu handlede det udelukkende om en demonstration, og intet andet.

[Jarniqa Dynithril]

Langsomt måtte Jarniqa bevæge sig i Theodores retning. Delt var hun nemlig, som den ene side af hende ønskede at flygte, hvor den anden side ønskede at granske sagen nærmere. Forfærdeligt ubelejligt var det! Hun ønskede at se dette, da hun ønskede at vide, hvad hun kunne stille op med Macaria. Derudover ville døden være passende for denne vampyr, da manden ellers ville gå ud og dræbe igen. Dog ønskede hun også at flygte, da hun ej var opvokset i mørket. Damien havde nemlig aldrig opfostret hende til at dræbe eller at torturere, og det var dette jo.. Hun bed sig i læben, som hun til sidst endte med at stille sig ved Theodores side. Hvis man så bort fra hendes noget blege ansigt, lignede hun dog alt i alt sig selv. Det ravnsorte hår bølgede igen ned ad hendes ryg, mens hendes krop var idækket den grønne buksedragt. De smaragdgrønne øjne søgte delvist skræmt og delvist nysgerrigt over de våben, som lå spredt ud på bordet. Hvad burde hun mon mene om al dette? ”Fortæl mig om hvert et våben.. Hvad de er lavet af, samt hvilken funktion de har,” endte hun med at bede ham om. Hun kunne vel ligeså godt gå all in nu hvor, at hun var her? Nysgerrigt endte hendes slanke fingre med at gribe om et af de små glas, der indeholdt en lysende væske. Automatisk rystede hun let med det, så væsken bølgede i glasset. ”..Hvad er dette?” spurgte hun, som hun umuligt kunne gætte, hvad denne mikstur indeholdt. Lettere var det for eksempel også at sige, at pisken var en pisk. Indholdet i glasset her var derimod en helt anden sag! Langsomt valgte hun at stille glasset fra sig igen, så hun igen kunne holde armene ind til sig. Betød hendes spørgsmål mon, at han ville forklare og vise på en og samme tid? Hun vidste det ikke.. Hun vidste ikke, hvordan denne demonstration ville komme til at foregå..

[Theodore Jarvis Acheron]

Vampyren kunne råbe og skrige alt det som han ville, uden at det ville have nogen former for effekt. Theodore skulle nok ende hans liv, når det kom så vidt, og det var det, som han stod fast på i den anden ende. Han smilede tilfredst for sig selv. De mange våben, som lå foran ham, ville til enhver tid gøre skade på en vampyr. At hun derimod måtte finde interesse for flasken med det lysende indhold, morede ham dog kun. Det var helt klart et af hans foretrukkende. Der var en varme i det.. Det var varmt at holde om flasken.
"Hvert et våben her, er dødelig for en vampyr, hvis det bruges på den korrekte måde.. Det som du holder i din hånd, kaldes flydende solskind.. Det har samme effekt og virkning, som den store om dagen," forklarede han direkte. I takt med hans ord og udtale, blev vampyren mere og mere tavs. Det gik vel op for ham, at han ikke ville komme fra dette med livet i behold? "Hold det væk fra mig! Hold det der væk fra mig!" endte han med en fast tone, som han igen kraftigt måtte vride i hans lænker, selvom han dog ikke kom fri af den grund.
Theodore trak næsten kynisk på smilebåndet. Mest af alt så mindede han nok om en sindssyg, selvom det slet ikke var noget, som han jo egentlig gjorde med vilje. Det var bare det væsen, som han nu måtte være. En mand, der elskede og en mand der nød at gøre dette mod andre, og særligt dem, som han fik lov til at gøre det ved, og det var det, som han måtte i denne. Han valgte igen at ignorere vampyreren og de råb og skrig manden måtte komme med. Det var nemlig Jarniqa som havde hans fulde fokus. "Prøv den endelig.. For dig, er den ej farlig at komme i kontakt med.. Den vil være varm for dig at blive berørt af," sagde han med en ærlig stemme. Denne gang vendte han sig direkte mod vampyren i stedet for. Hvor han dog glædede sig til at komme igang for alvor.

[Jarniqa Dynithril]

Tavst lyttede Jarniqa til hans ord. Flydende solskin? Aldrig havde hun hørt om dette før.. Var det fremstillet ved hjælp af magi, alkymi eller noget helt tredje? Fascinerende fandt hun det uden tvivl. Nyt var dette her nemlig for hende, og derfor måtte det også trække på hendes nysgerrighed. Kunne man bebrejde hende det? ”Hvordan bliver det fremstillet?” spurgte hun ham nysgerrigt. ”Er det noget, som du selv har kreeret, eller er det derimod noget, som du har handlet?” Selv vidste hun det ikke.. Dog lød det som om, at miksturen kunne vise sig at være en effektiv en af slagsen. Hvis man blev mødt af en vampyr vel og mærke. Automatisk måtte det få hende til at skæve i vampyrens retning. Og vampyren havde de jo lige her.. Blikket sled hun igen bort fra den fremmede mand. Immun var hun ikke overfor mandens råb, som Theodore ellers var. Lyden måtte nemlig skære hende, for tænk engang, hvis det havde været hende i hans sted? Aldrig ønskede hun, at det ville ske! Hun tog endnu en dyb indånding, inden hun nærmest måtte ende helt paralyseret. Prøv den endelig.. Sagde Theodore virkelig det til hende? Kunne hun få sig selv til at gøre det? Hvad skulle hun gøre med den? Hendes smaragdgrønne øjne gled fra miksturen til den dinglende vampyr. Ond var han jo.. Han dræbte uskyldige.. Han havde sikkert dræbt adskillige, hvor han ville dræbe adskillige mere, hvis han blev sat løs igen. Hun blinkede med øjnene. ”.. Kan.. Kan man få ham til at drikke det?” endte hun med at spørge Theodore. Hendes umiddelbare tanke var nemlig, at hvis en vampyrs hud begyndte at brænde, når den kom i kontakt med sollys.. så ville de indre organer begynde at brænde, hvis sollyset kom indefra. Var det skidt eller godt, at hun tænkte således? Hvis hun skulle være ærlig, ville hun mene, at en kvinde som Macaria havde fortjent en sådan skæbne.. Hvordan man skulle få en vampyr til at drikke miksturen, vidste hun dog ikke. Hun var vel ikke fysisk stærk nok til at vriste hans kæbe op?

[Theodore Jarvis Acheron]

"Det er en oldgammel magi," begyndte Theodore med en ganske rolig stemme. Procianere var faktisk dem, der hvade fremstillet denne først. Det var dem, som havde produceret det, for at lyse op i natten og mår mørket var tættest omkring dem. At mørket kunne drage nytte af det på denne vis, var nok ikke noget som de havde forestillet sig. Han ønskede at se hende prøve kræfter med det.. ønskede at se hende torturere denne mand. Slap de ham fri, ville han gå ud og slå ihjel igen. Kreativ var hun. Hun ville have vampyren til at drikke det? Han vendte blikket mod hende. "Den har jeg ikke forsøgt mig med.. Jeg ved dog, at det gør ondt.. Det slog den forhenværende rådgiver af Procias ihjel," fortalte han sandfærdigt. Jason Nimanhra havde været underlagt den tortur, for at redde sin datters liv. Dette havde endt med at koste ham livet til sidst.
Vampyren var ligbleg og stirrede mod dem i vantro. Han forsøgte febrilsk at få hænderne vredet fri, selvom det på ingen måder, gik som han gerne ville det. "Hvis du tror, at jeg vil drikke det stads, må du tro om! Jeg gør det IKKE!" hvæsede han af hende, hvor de spidse tænder også måtte vise sig i mundvigerne. Theodore tog sig ærlig talt slet ikke af den vampyr og det som han råbte og skreg, for det var slet ikke noget, som ville have nogen effekt. Theodore ønskede at se manden lide, for det som han havde gjort, som han ønskede, at det samme skulle ske for Macaria. "Se effekten med dine egne øjne, og vid hvad du ønsker at udsætte Macaria for," sagde han med en rolig stemme. Et sted var dette en stærk psykisk form for træning. Det var nemlig nu at hun fik lov til at prøve kræfter med det, som rent faktisk gjorde ondt, og efterlod folk i en bidende smerte. Hans blik hvilede fast på vampyren, der kraftigt rystede på hovedet. Han var modvillig, men selv dette, var ikke noget som kunne redde ham. Dette ville i sidste ende, koste ham livet.

[Jarniqa Dynithril]

Oldgammel magi. Selv var Jarniqa både imponeret og overrasket over, at man kunne anvende magien på denne her måde. Det havde hun jo aldrig selv troet! Selv havde hun nemlig altid troet, at magi var lig med som besværgelser. Altså, at man kastede besværgelsen, og at det i så fald var det. Ikke det andet her! Ville hun mon være i stand til at lave sådan noget? Sådan en mikstur? ”Ville jeg være i stand til at skabe det?” spurgte hun ham nysgerrigt. Dog måtte hun indrømme overfor sig selv, at det med ordet oldgammelt, lød som et svært trick. Hendes smaragdgrønne øjne gled fra flasken og over mod Theodore i stedet. Det havde dræbt den forhenværende rådgiver af Procias? Tanken fik hende til at synke en klump i halsen. Hvis hun gjorde dette mod denne vampyr, ville hun så dræbe ham? Kunne hun overhovedet gøre det, om det dræbte ham eller ej? Og ikke mindst.. hvis den forhenværende rådgiver af Procias havde været vampyr.. betød det så, at Carlisle havde været i familie med den mand? Tanken fik hende til at bide sig selv let i læben. Carlisle.. Hun havde faktisk nydt sit møde med manden. Som vampyren skreg op igen, måtte det nu være hendes tur til at ignorere ham. Hendes blik hvilede nemlig på Theodore. ”..H-Hvis jeg gør dette? Vil det i så fald også ende med at dræbe ham?” spurgte hun ham tøvende. Tøvende søgte hendes blik igen miksturen i glasbeholderen. Langsomt måtte hun gribe om det, hvilket gjorde, at hun kunne fornemme, hvordan hun svagt måtte ryste på hænderne. Burde hun gøre det? Vampyren her havde jo slået ihjel.. På den anden side var det ikke hende, som den havde stået overfor, men burde det spille en rolle? Et angreb var vel et angreb? Derudover faldt hendes tanker på Theodores ord, og den plan, som dette meget gerne skulle føre til.. Macaria. Det var hende, som skulle udsættes for dette i den sidste ende. Hun bed sig selv i læben, som hun forsigtigt endte med at vriste proppen af, så man uden problemer kunne hælde indholdet ud. Ej så hun imod Theodore, eller direkte ind i øjnene på vampyren. Som gele føltes hendes ben, som hun forsigtigt endte med at bevæge sig i vampyrens retning. Derudaf slog hendes hjerte, alt imens hendes slanke fingrer knugede om glasset, så hun var sikker på, at hun ikke tabte det i ren og skær panik. ”.. Jeg beklager..,” mumlede hun dæmpet som hun nu stod helt ovre ved vampyren. Ej gik hendes hånd direkte efter hans mund, som han ikke skulle have chancen for at bide hende. Nedefra og op gled hendes venstre hånd derfor, så hun sikkert kunne gribe manden op kæben. Et gisp forlod hendes læber. Hvor var han dog kold! Ubeskrivelig kold! Kontakten fik helt hendes hår til at rejse sig. Aldrig havde hun været i fysisk kontakt med en vampyr før, og chokerende var det! Dette her var vel også beviset på, at de rent faktisk var døde væsner? Var det så også en skam at dræbe dem? Hendes negle endte med at bore sig ind i kinderne på ham, som havde han været en hest, hvor bidslet skulle ind i munden. Først fornemmede hun, hvordan han kraftigt holdt munden snappet i.. Som sekunderne dog gik, løsnede hans tænder og læber sig dog mere og mere, så der pludselig var et åbent gab. Tænderne bed hun selv sammen, som hun med sin højre hånd nu lod det flydende solskin strømme ned i munden og halsen på ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Oldgammel magi var dette, men om det var noget som Jarniqa ville kunne benytte, var selv Theodore ikke i tvivl om. Nemmere ville det nemlig være for hende, at benytte sig af det, i og med, at hun var magiker og ej warlock. Hans blik søgte hendes skikkelse. Var hun virkelig så bange for at gøre det? Dræb eller bliv dræbt, det var jo de valg og muligheder som der var her i livet, og særligt når man befandt sig i et land som Dvasias, eller hvis man i det hele taget ønskede at opnå bare en smule. "Du har magiker i blodet.. Du vil kunne gøre det langt lettere end hvad jeg kan," sagde han med en rolig stemme. Dog var det en form for magi, som han ej ville være i stand til at lære hende. Ikke at han havde tænkt sig at gøre det.. men hvad.. Han havde jo lært hende rigtig mange andre ting, som hendes anden lærermester, ikke ville kunne gøre lige så nemt, og det var vel også det, som skulle udnyttes lidt, i den forstand, at det nu var dem muligt?
Den lille flaske, som hun havde i hånden, ville slå ihjel, og den ville gøre det langsomt, og særligt fordi, at den ikke havde den helt samme effekt som rigtig sollys. Han nikkede mod hende. "Til sidst, vil den slå ihjel.. Den gør det langsomt," sagde han med en rolig stemme. At hun derimod virkede til at ville prøve det af, glædede ham rent faktisk. Det næsten så lystige glimt meldte sig i hans øjne, i takt med at hun bevægede sig mod vampyren. Vampyren derimod virkede ikke til at være nær så samarbejdsvillig, som Theodore var. Han spændte fast i hele kroppen. "Lad mig gå!" endte han med en kraftig hvæsen, inden hun greb omkring hans kæbe. Hun var varm i forhold til ham, da han som vampyr var iskold. Han kneb øjnene kraftigt sammen. Theodore blandede sig end ikke i dette foretagende. Det var nemlig meningen at Jarniqa selv skulle finde ud af dette.
Vampyren forsøgte at tvinge gabet i, men som hun maste om hans kæbe, og tvang læberne fra hinanden. Hun undskyldte? Han sendte hende en direkte fast og advarende mine, inden hun hældt indholdet ned i hans hals. Omgående trak hans pupiller sig sammen og hans krop begyndte at ryste. Indvendig begyndte det jo direkte at brænde.. Hans skrig brød læberne og den stilhed der havde lagt sig i lokalet. Indvendig brændt det... den kolde hud, begyndte at blive varm og selv tårer måtte samle sig i vampyrens øjne. "Stop det! STOP DET!" udbrød han mellem sine skrig. Theodore blev stående fuldstændig tom i blikket.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Gennem mørket vandrede Jaqia med målrettede skridt. Natten omsluttede hendes blege væsen, der tydeligt kunne spottes. De blonde lokker dansede hen over hendes halvnøgne ryg, lyste op som havde det været en samling af smukke sølvtråde. Den blege måne, lyste på hendes nærmest gennemsigtige hud, der fik hendes isblå øjne og blodrøde læber til at virke langt mere fremtydent.
Theodore havde sent bud efter hende, det var ikke første hun besøgte ham på det unikke landsted, så ingen havde rejst spørgsmål ved hendes destination og ej heller ved det faktum at hun havde nægtet sig vagternes selskab. Theodore var en gammel ven af hende, hun drog sjældent derud i følge af sine vagter, selv en kvinde som hende, havde behov for private samtaler, i ny og næ.
De stramme læderbukser der indhylede hendes slanke ben, knirkede i takt med de ret faste skridt som hun nærmede sig landstedet. Hans brev havde pirret hendes nysgerrighed, hvilket ikke var en helt lille bedrift, en kvinde i hendes alder og med det samme at se til, ville ikke spilde sin tid på ligegyldige, unge kvinder.
Gruset knasede under hendes fødder, som hun gik op til hoveddøren. Hendes årvågne blik så sig omkring. Det havde altid været et dejligt fredeligt sted, lignende det som hende og Alexander selv havde levet i før hun havde vundet pladsen som dronning. Den skarpe hørelse registrerede hurtigt skrigene derinde fra, men Theodore legede ofte, sådan var det nu engang med en mand uden sjæl.
Trods magten til bare at krydse dørkarmen, hævede hun hånden og bankede på den tunge dør i håb om at han ville høre hende for alt skrigeriet. Det var uvist hvad han havde planlagt, men hun håbede for hans skyld at det var vigtigt, der var nok bekymringer at tage sig af lige nu!

[Jarniqa Dynithril]

Selv mærkede Jarniqa, hvordan varmen fra glasset måtte forsvinde, som hun hældte dets indhold ned i halsen på vampyren. Vejret holdt hun helt, som hun gjorde dette, som hun endnu ikke vidste, hvad hun skulle mene omkring hele scenariet. Det hun gjorde nu ville nemlig dræbe en, som end ikke havde lagt hånd på hende. Dog forsøgte hun at fokusere på det faktum, at vampyren ville have gjort det, hvis han havde kunnet. Det havde han trods alt selv skreget om. Hastigt valgte hun at træde to skridt tilbage, som hun nu stod med det tomme glas i sin hånd. Øresønderrivende lød skrigene, hvilket gjorde, at hun ej hørte den faste banken mod hoveddøren. Stivnet var hendes smaragdgrønne blik endt på vampyren, som han skreg, rystede og græd. Havde hun virkelig forårsaget dette? Hurtigt måtte hendes eget hjerte banke, hvilket gjorde hende helt varm. På den ene side fik hun kvalme over hele scenariet, som dette var en modbydelig ting at gøre. På den anden side havde hun det dog fint med det, som vampyren ikke just havde været en god person. Derudover var der også målet for hele denne demonstration, som måtte tiltale hende. ”..Hvad ville de andre instrumenter have gjort?” endte hun med at spørge, efter at hendes blik havde hvilet på vampyren i nogle minutter. Ja, han ville vel næppe kunne vise hende de andre instrumenters effekt nu? Han havde trods alt selv fortalt hende, at denne væske ville betyde døden for den kære vampyr. Hun bed sig selv i læben igen, inden hun vendte ryggen til den lidende vampyr. Forfærdeligt var det jo at se og høre på! Det tomme glas stillede hun fra sig igen på det fyldte bord. ”Og hvordan laver man dette flydende solskin?” Det var jo meget muligt, at det var det, som hun skulle benytte sig af på Macaria. Derudover tiltalte tanken hende, at Theodore direkte havde sagt, at hun ville blive i stand til at lave miksturen bedre end ham. Bedre end ham.. Det kunne hun lide at høre!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore tog sig virkelig ikke af de øredøvende skrig som måtte komme fra vampyren, da miksturen var hældt i halsen på ham. Det var uden tvivl bare på tide, at Jarniqa lærte hvilken ond og grotesk verden, hun egentlig var endt op i. Det var det som han så. Alle de redskaber som var her, ville kunne tage liv.. særligt vampyrerens mørke og direkte udødelige liv. Skrigene døde let hen, også selvom smerten på ingen måder fortog sig for det kære væsen. Han rystede og uden at vise tegn til ro. Han kogte op indvendig, og ikke at det var underligt med det som han blev udsat for.
Mens Theodore vendte sig mod redskaberne i form af knive smedet i særligt jern og alt mulig andet, havde en tjener valgt at søge til dørene. At det var selveste dronningen af Dvasias, der stod i døren, fik ham hurtigt til at søge i buk på sine knæ. "Deres Majestæt... Kom indenfor," annoncerede han med en rolig stemme, inden han hurtigt trak sig til side, så hun kunne komme ind i det mørke og store palæ.
Theodore var igang med at forklare meningen med en særlig kniv med indgraveringer som særligt skadede en vampyr alene ved en blot berøring, idet at vampyren endnu en gang gav sig til at råbe op. Tjeneren førte Jaqia til træningssalen hvor Theodore og Jarniqa allerede nu, måtte være igang med træningen. "Leg med de våben... denne vampyr dør alligevel," opfordrede Theodore hende endeligt til, idet han vendte sig mod døren, da dronningen måtte blive vist ind. Var det i aften at hun havde valgt at komme? Han bøjede hovedet mod hende i ren og skær respekt. "Deres Majestæt," hilste han med en lige så tom stemme, som det han havde gjort brug af tidligere. At hun ville komme så hurtigt, havde han dog ikke ventet.

[Jarniqa Dynithril]

Tavst stirrede Jarniqa ned på bordet med de adskillige instrumenter, alt imens Theodore var i færd med at fortælle hende om en kniv. Hvis man så bort fra de mystiske indgraveringer ville hun selv mene, at den alt i alt lignede en ganske almindelig kniv. Forunderlig lød den dog, som dens umiddelbare virkning lå i den blotte berøring. Kunne det virkelig passe? I teorien betød det jo, at man end ikke behøvede at stikke den ind i den person, som man ønskede at skade, som personen derimod blot behøvede at røre den. Hun hørte Theodores ord.. Skulle hun prøve at se om den virkelig fungerede, som han sagde? Selv følte hun helt, at hun måtte have en engel på den ene side af skulderen, og en djævel på den anden. Englen – der muligvis var magikeren – sagde, at hun skulle lægge våbene fra sig og komme væk i en fart. Djævlen – der muligvis var mørkelveren – sagde derimod, at hun skulle forsøge sig frem, da skaden alligevel allerede var sket. Tøvende endte hun med at gribe om den indgraverede kniv, inden hun vendte sig om. Pludselig stivnede hun dog! Deres Majestæt? Kniven endte hun med at knuge ind til sit eget bryst, inden hun langsomt vendte sig om. En fremmed kvinde stod nu i træningsalen. En smuk kvinde, men også … dronningen af Dvasias. Det regnede hun i hvert fald med, at det var. Paralyseret stirrede hun i kvindens retning. Hvad lavede dronningen her? Havde Theodore mon gået bag hendes ryg, og derfor udfrittet hende til dronningen? Rædselsslagen gjorde tanken hende, hvor hun automatisk trådte et par skridt tilbage. Væk fra dronningen.. Væk fra Theodore.. Om bag den hængende vampyr endte hun vel næsten. Måske var det i et håb om, at de ej ville vide, at hun var der, hvis ej hun stod helt fremme? Hvad kunne hun desuden gøre ved al dette? Det værste var dog den nagende følelse af, at Theodore havde gået om bag hendes ryg.. Selv kendte hun nemlig ikke til brevet til den dvasianske dronning.