Når fortiden banker på døren...

[Deleted]

Paige vidste godt hvordan det ville se ud. At stå overfor landets konge og sætte betingelser og grænser, var ikke just noget enhver kunne slippe afsted med. Men Paige var langt fra alle og enhver. Paige ville altid holde sit ord, et løfte, det var noget der lå så dybt i hende. At bryde med sit ord ville for Paige betyde afkald på en del af hendes magiske kunnen og dét var hun ikke villig til at give afkald på.
"Det skal forstås præcis som det bliver sagt, Gabriel" Sagde Paige kort men roligt. Hun ønskede ikke at fornærme ham, men der var så meget han ikke vidste, og så meget han ikke skulle vide... Ikke endnu i hvert fald. Paige løftede det ene øjenbryn, da Gabriel kom med hans hentydning. Var det et hint, en bøn om hjælp? Paige var rimelig sikker på at det var netop det, og hvem var hun for at vrage sin konges bøn ned? Det betød dog ikke at Paige var villig til ikke at lade Gabriel være mere direkte i hans ord. Hvis man ville noget, måtte man sige det.
"Hvis De end ikke har øje på det mørke der kommer, er De måske vokset mere end jeg troede." startede Paige roligt op og fastholde det gennemborende blik og det milde smil. "Men hvis man vil have noget i livet, må man tage det eller bede om hjælp." Sluttede Paige roligt af, før hun begyndte at gå i en cirkel omkring Gabriel. Hun studerede ham, læste hans energi, hans essens. Gang på gang, om og om igen, som om hun ledte efter noget.
"Selvfølgelig findes der muligheder for at styrke en mur af sten." Paige lod roligt sine skridt ophører da hun stod bag Gabriel. Hun lagde hovedet på skrå og et smil voksede sig bredt hen over hendes læber før hun igen fastholde det lille charmende og drilske smil. "En mur er god at have til at forsvare sig fra landjordens fjender. Men hvad med fjender for luften? Eller under jorden? Der er jo også magikere der kan teleportere sig ind. Hvis De i sandhed gerne vil styrke landets grænse, så må De sørger for at grænsen er noget nær ubrydelig uden det halve af warlocks hær." Sluttede Paige roligt af, før hun forsvandt i vinden og dukkede op en meters penge foran Gabriel, afventene og nu med en lille pose i den ene hånd.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At stå og modsige sin konge, var der ikke mange, som kunne komme godt ud af det med. Ganske vidst, var det noget som Paige var i stand til, og det vidste han.. Men kun fordi at hun havde den betydning for landet her, som hun nu havde. Han knyttede næven let. "Du er klar over, at du som en del af adlen, har indfriet et løfte, om at lystre de royale?" spurgte han direkte. Nej, det var ikke fordi, at han var ude på at gøre det til den store diskussion, for det ville ikke nogen af dem, få noget ud af.
Gabriel knyttede næverne ganske let. Det at bede Paige om hjælp, var han i forvejen ikke meget for. Han vidste, at der skete rigtig meget på den anden side af grænserne, og dette var noget som han ønskede at beskytte sit folk fra, og det var der vel heller ikke noget forkert i? "Jeg er ikke født i går, Paige.. Jeg ved godt, hvad der er på den anden side, og jeg ved godt, hvad det betyder, samt hvad betydning det har," sagde han med en rolig stemme. Dog var der et alvor i hans undertone. Han kunne ikke just gøre noget ved det.
Hvorvidt om han rent faktisk var i stand til at stole på Paige, var det som Gabriel havde brug for at finde ud af. I forvejen, var den kvinde kendt for at gøre lidt det, som hun ville, og det var ikke just en tanke, som han brød sig om. Skulle han virkelig bede hende om det? "Folk kan komme over den, som de kan komme under den, og det er netop det, som jeg ønsker at stoppe," sagde han med en rolig stemme, dog ganske alvorlig alligevel. Han ønskede bestemt ikke at de mørke væsner skulle komme over på denne side af muren, og de havde allerede fået meddelt, at enkelte var fundet og fanget på denne side. "Det som jeg ønsker, er at vogte om mit folk, og mine borgere. Det kræver at der kommer ekstra beskyttelse og bemanding på den mur. Det er efterhånden en direkte nødvendighed," sagde han kort for hovedet. Det var hårdt.. Gud at det var hårdt, og særligt i disse tider.

[Deleted]

Det var netop nu, at der allerede skete gnidninger imellem de to. Paige ville hjertens gerne stå bag Procias, men de sidste hundrede år var der sket så mange forandringer at Paige havde været i tvivl om hvad det egentlig var hun beskyttede i Procias. "Er De, lige så Deres moder, tog et løfte om at holde folket frit for mørket." Startede Paige op, ganske klar over at nu bevægede hun sig tæt på grænsen. "Og se nu, en kongelig rådgiver fra mørket og en dronning af samme type." Paige vinkede svagt med hånden i luften, som var det insekter hun ville have væk. "Men stop hellere den her nu. Det er en tåbelig ting at diskutere om, og det vil gavne ingen." Sluttede Paige af og ville ikke kommentere mere på lige dette, i hvert fald ikke idag.
Der herskede sådan set ikke nogen tvivl om at Gabriel ønskede hjælpen. Men alligevel, ville Paige hører ordne. Hun ville se Gabriel bede om hendes hjælp, ikke fordi hun ikke ville give den, det havde hun allerede gjort klart, men al handling starter med ord eller et skridt. Og det var ord Paige ville have. Paige bemærkede hans knyttede næver og måtte dy sig for ikke straks at tirre Gabriel mere, hvordan ville det ikke se ud hvis de kom op og sloges? Paige ville jo vinde uanset hvad, men så ville hun stå med det problem at have overvundet kongen af Procias og det ville sætte ham i forlegenhed over hele landet og Dvasias med.
"Så hvad er det præcist De prøver at sige, mit barn?" Sagde Paige roligt og lagde armene over kors, der fik hendes barm til at fremtræde mere. Ord var bindende, som en kontrakt der blev underskrevet, derfor valgte Paiges altid sine med stor omhu. "Hvor langt er De overhovedet villig til at få for dit folks sikkerhed? Er De villig til at afkaste alle følelser for landets sikkerhed?" Paige rettede på sin kappe og trak vejret dybt. "Når De nu siger at I kender til verden ude for muren, så lad høre?" Paige talte roligt, mystisk og som om hun prøvede at lokke Gabriel. Ikke til nogen skjult aftale, men til det at ture spørge hende om hjælp, og stadig stå ved valget selvom han vidste hvad det bragte med sig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel følte en vrede melde sig ved hendes ord. Jovist havde han lukket mørket ind i landet ved at ægte Silia Diamaqima, men det var bestemt ikke en tanke som han fortrød. Han elskede den kvinde, mere end det, som han nok var i stand til at beskrive det, og det ville han gøre til den dag, at han ikke ville være til længere. Valgte hun virkelig at gøre det til en kæmpe diskussion? Det var bestemt heller ikke et særlig klogt træk, hvis han selv skulle sige det. "Jeg formoder at det er en meget privat sag, som du vælger at begive dig ind på, ved at bringe det op til diskussion, Paige," sagde han kort for hovedet. Carlisle var en ung mand, der forsøgte at gøre sin fader kunsten efter, og han gjorde det godt. Silia havde boet i Procias i så mange år, at hun var lige så lys, som det han var, og det var det som han ønskede at folket skulle se. "Jeg går stærkt ud fra, at jeg kan regne med din loyalitet," sagde han kort for hovedet.
At tigge og bede Paige om noget som helst, var virkelig svært for Gabriel. Selv han havde jo sin stolthed at tage vare på, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, som de stod der overfor hinanden. Han rystede let på hovedet. Hun skulle jo absolut tvære den ud i hovedet på ham! Han måtte alligevel trække let på mundvigen, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. "Du vil absolut høre mig sige dem, ikke?" endte han med et tydeligt morende smil på læben. Armene lod han denne gang falde over kors på brystet. "Jeg er villig til at gå rigtig langt for mit folk, Paige.. Det skal du i hvert fald ikke være i tvivl om. "Jeg har meget at leve op til, og det ved jeg godt.. Men jeg gør hvad det kræver af mig," afsluttede han temmelig bestemt.

[Deleted]

Paige lod roligt posen veje i hendes hånd, mens hun tænkte på hvordan man kunne sikre muren og derved Procias bedre. "Når de gør én person til dronning af dette land, så siger begge parter farvel til privatlivet. Jeg kan udtale mig på det punkt, som en hver bonde ville kunne og gør." Sagde Paige roligt uden rigtigt at skænke det for magen eftertanke. Det var jo rigtigt nok. Alle kunne gå og sige deres mening, det var bare om at være forsigtigt og den forsigtigt, den manglede Paige, mildt sagt. Men landets regenter og deres inderkreds var til offentligt skue, og derved også til offentlig debat om de ulemper der var ved det.
Paige var ved at være godt træt af at skulle forsvare sig. Hun havde jo sagt at hun ville stå bag Procias hvis mørket kom. Hun havde jo faktisk stået over for mere mørke end Gabriel kunne drømme om, og alligevel formået at holde det stange. Et smil spillede hen over hendes læber og hun nikkede mod Gabriel. "Det er helt korrekt antaget." Sagde hun og hendes ord nærmest klappede ham på hovedet som en voksen ville gøre med et lille barn der havde gjort noget godt. "Ord er lige så bindene som en skreven kontrakt." Paige var mange ting og også fokretnings kvinde, så hun vidste i den grad noget om forhandlinger og aftaler, på verbal vis.
"Det er meget store ord.. Men rigtig langt er ikke hele vejen." Sluttede Paige af. Ikke at der var noget galt i det, Paige kendte godt til det at gå rigtigt langt og aldrig hele vejen - Det var jo sådan hun havde fået sin magi fra mørket men uden selv at blive ond... Eller mere ond i hvert fald, Paige var godt klar over at hun havde nogle ekstreme synspunkter og mange ville kunne forveksle dem med onde gerninger. "Rigtig langt er godt." Sagde Paige stille og nikkede et par gange, som om hun førte flere samtaler på en gang. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde bestemt ikke tænkt sig, at stå der og forsvare hans valg af hustru. Faktisk var det Silia, der havde valgt ham, efter han havde mistet Evelyn. Det tab, havde virkelig taget ham år, at komme over igen. Silia var måske et væsen med baggrund i mørket, men derfor skulle man ikke tage fejl af at hun gjorde tingene udelukkende for folkets bedste, og dette var bestemt ikke noget undtag. "Hver ting med måde, Paige," sagde han kort for hovedet. Det gjorde ham faktisk.. skuffet et sted, at høre hende komme med den slags udtalelser. Særligt fordi at det rent faktisk omhandlede hans elskede hustru.
Så lang tid, at Gabriel kunne stole på Paige, var han tilfreds. Selvom han endnu ikke var helt overbevist om hendes loyalitet og tillid, så var han sikker på, at bekræftelsen nok skulle komme på et tidspunkt. Hvorfor skulle den da ikke gøre det? Hans blik søgte hendes direkte. "Ganske vidst, men selv ord kan brydes i form af løgne," pointerede han meget direkte denne gang. Løgne, snyd og bedrag, var alt sammen noget, som han selv havde været udsat for før i tiden, og dette gjorde det bestemt heller ikke bedre for ham. Meget af det som Paige havde oplevet, gjorde hende svær for andre at læse. Gabriel, som havde haft kendskaber til hende igennem rigtig meget af sit liv, havde til tider svært ved at læse hende, og det gjorde det bestemt heller ikke bedre for ham. Tænderne bed han let sammen. "Hvis du kan tage dig af muren, vil jeg værdsætte det," sagde han stilfærdigt. Det var nok det nærmeste, som Paige ville komme til at høre ham bede hende om noget. "Vi er nødt til at sikre, at der er ro og orden på denne side af grænsen," sagde han ganske stilfærdigt. Det kunne godt være, at han var ung.. men han var i den grad også ved at lære, og særligt når det gik på denne her måde.

[Deleted]

Paige slagnede let det ene øjenbryn. "Ville De stå at lyve over formig?" Sagde Paige som om hun nærmest allerede bebrejdede ham, om intet andet så for valget af han ord. Han stod jo ligefrem at påstod han ikke ville kunne give sit ord og så holde det. Eller var det den anden vej? Altså Paige der ikke holdt ord? Da Gabriel, endelig, fik bedt Paige om at forstærke muren, voksede hendes smil alligevel. Hun drejede rundt på hælen og snurede et par gange af bare begejstring, før hendes skikkelse forsvandt i den blå luft.
"De ville ikke fortryde det!" Lød hendes stemme i luften uden at den kunne lokaliseres. Der gik et par sekunder hvor vinden var den eneste bevægelses faktor der kunne sættes en finger på. "Årh, det havde jeg nært glemt." Paige dukkede op kun en meter fra Gabriel, og mødte hans blik med kærlige øjne. Hun stak et par finger ned i posen hun havde haft og fremdrog et par små glaskugler. "Til de grå dage." Sagde hun ganske kort før kuglerne blev knust i hendes hånd.
Men det var ikke glasskår der faldt fra hendes greb. Men en magi der hurtigt søgte Gabriel og hans sind. Gav ham minder om Elanya fra før han var født. Hvor Paige og hendes stod stærkt sammen og stollede helt på hinanden. Minder om hvordan Paige plejede Elanyas bekymringer og tiltroen til Paige ville roligt vokse med den magi der allerede var gemt i Gabriel. "Ønsker De dem ikke, så forsvinder af de sig selv." Paige gjort et ganske kort og hurtigt buk med hovedet før hun vendte ryggen til Gabriel. Magien ville ikke forsvinde, minderne ville blot blive glemt. 
"Alle de muligheder. Smerteskærmen skal op, mine vogtere skal udrydde alle mørkevæsner i Procias. Portene i muren skal fortrylles så det afsløre hvad der er skjult.." Paige ord overtog hinanden hurtigere og hurtigere imens hun gjort mærkelige faktor med armen. Alle de muligheder! Paige havde små glæder i livet, men at arbejde med magien var noget der bragte hende lykke. Sandfærdig lykke. Paige fik vendt sig mod Gabriel. "Er de her endnu? Årh, eller er det mig der stadig er her?" Sagde Paige, slog varm latter op før hun forsvandt igen. 

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Ligner jeg en, som ville lyve?" spurgte Gabriel med en meget direkte stemme. Ikke at det var noget som han hverken kunne eller ville lægge det mindste skjul på. Han gik op i ærlighed, og at folk skulle have lov til at færdes frit og sikkert i deres eget land, så det var vel heller ikke så underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Hans arme gled over kors, som hun selv stod med det store smil på læben ved hans ord. Han ville have muren skulle sikres og han ville have at folket her kunne færdes frit. Det var uden tvivl den store drøm lige nu for ham, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
At hun gjorde dette og mere il.. Fik ham til at vende blikket mod hende. Hvad var det lige hun lavede? Han vidste faktisk ikke, om det var noget som han brød sig om. De små nærmest lignende glasperler, som lagde sig i hendes hånd, som hun knuste, og med magien som strøg direkte mod ham, fik ham omgående til at bakke. Ej fordi at dette var noget som han brød sig om. "Hvad i...!?" endte han med en fast tone. Han klmeteø jnene let sammen. Bare de billeder af hans mor som viste sig for hans indre blik, fik en knude til at samle sig i hans bryst. Han savnede hende jo, som enhver anden, der havde mistet sit barn. Han trak vejret dybt. Synet af hende og Paige, som var de veninder.. kunne han stole på hende? Han kunne i det mindste forsøge i hvert fald.
Uanset hvad Paige gjorde, forventede han at dette blev gjort korrekt, for alles skyld vel og mærke. Han nikkede blot mod hende, hvor han ikke brød ind i hendes remse af ord. Det var der jo trods alt heller ikke nogen grund til. "Du er her," sagde han blot, som han så til at hun forlod stedet. Han trak vejret dybt. Det var underligt for ham.. Billederne kørte som en film for hans blik. Han ønskede at vide.. ønskede at vide om sin mor. Han rystede på hovedet, inden han søgte op på hesten igen, og søgte igennem byen. Han følte sig.. rolig nu.

//Out