Når fortiden banker på døren...

[Gabriel Maloya Nicomendes]

@paige

---

Solen stod højt. Her i Procias var foråret også godt på vej i disse tider. Den lille landsby Elanya, var en af slagsen som Gabriel yderst sjældent havde muligheden for at søge til. Selv på trods af den spænding og intensitet som hvilede i luften, måtte Gabriel og Silia jo sikre sig, at de alle vidste, og troede på at de havde kontrollen på tingene. Det var egentlig det eneste, som betød noget lige nu.
Den snehvide hingst bevægede sig over jorden. Gabriel havde i dag, bevidst valgt at tage turen til det lille bondesamfund på egen hånd, og uden livgarde. Han ønskede at vise, at der ikke var noget at være bange for. Mange var nemlig af den modsatte overbevisning, og det var slet ikke noget, som han ønskede sig.
Kronen havde Gabriel efterladt derhjemme, men det fine tøj havde han dog på. Her blæste det godt på grund af de store marker, som selv i denne tid, stod tomme. De levede på reserverne fra sidste år. Nu kunne der meget snart sås igen, og det var noget, som de helt klart alle sammen, måtte se frem til. Han gjorde i hvert fald også. Et kort smil passerede hans læber, inden han nåede byen. Han red igennem den.. Folket begyndte at bukke for ham, da det gik op for dem, hvem han egentlig var. Det var denne by hans egen moder tilbage i sin tid, havde været med til at grundlægge.. Skænket til bønnerne, så de havde et sted at søge til, og særligt hvor de store byer nu også blev større og større i takt med at befolkningstallet måtte stie.
Gabriel bøjede let med hovedet for dem alle sammen. Som de bukkede for ham, bøjede han hovedet for dem. Hvis det ikke havde været for dem, var der jo trods alt ikke noget Procias. "Deres Højhed.." hilste de igen og igen på ham. Gabriel sendte dem et smil. Han havde jo også lovet Angelique og Marius at kigge forbi, og eftersom det var gået op for ham, at Marius lå syg på Carino Fattoria, og derfor var det også ved at være tid til at se til ham? Han havde jo egentlig meget at tage sig af.. Skræmmende mange ting faktisk.

[Deleted]

Vinden bølgede hen over markerne, en dejlig afkølende vind der komplimenterede solens varme stråler. Det havde så længe været mørket og triste tanker i større dele af Procias, noget der satte sorg i spil også. Kunne det passe at folk ikke skulle vide sig sikker i lyset mere? Paige hang frit i luften og mediterede. Omkring hendes krop var den tydelige aura af klart lys der sivede ud fra hende, fredfyldt og beroligende. Jorden under hende slugte hver et gram det kunne - Paige havde hørt om stramme tider men var ikke selv plaget af det. Hendes Madara var næsten ved at være selv forsørgende, noget Paige havde kæmpet med i mange år, men for nogle dage siden fandt hun en løsning på et problem, der kunne løse det næste og det, det næste.
Men trods Paiges fravær fra slottet og de højere cirkler af samfundet, havde Paige ikke glemt dem der trængte mest til noget lys. Og præcis denne by, Elanya, stod Paige utrolig nært, da den var skabt og opkaldt efter hendes ældste veninde. Paige lød sit sind flyde ned over byen som et bølge der flød op på stranden. Berørte ganske mildt flere sind og prøvede at fylde demmed lidt lys uden at de ville ane hvorfor humøret pludseligt steg. Det var først da Paige nåede en energi, en essens hos en mand, hun slog øjne op og brød sin meditation. Det svære ved at følge folks essens er at den er evigt forandrende, men det der var blevet gemt i denne mands essens, kunne aldrig svinde helt, Paige havde jo selv lagt sine magier i ham uden at hans vidste det.
Paige strakte bene ud igen og rettede sig op i sin fulde figur, hun var en rimelig høj kvinde og det lange lyse hår bølgede ned langs hendes ryg. En lyseblå kjole hang tæt ned over hendes slanke krop, med søm syet med guldtråd. Paige var jo Hertuginde og hendes forretning gik fortrinligt. Hun svævede hen over marken og da hun nåede byen lod hun sit lys stilne lidt hen, selvom hendes magiske energi stadig flød tydeligt, selv for disse bønner. Flere af dem genkendte hun og havde endda hjulpet lidt de sidste par uger, men Paige var for optaget af denne energi hun havde opfanget. Ganske rigtigt, som Paige jo nærmest altid havde i hendes eget hovedet, så var det Gabriel, Kongen af Procias, der red længere inde i byen. Paige svævede forsat let hen over jorden og rettede lidt på den hvide kappe der hang over hendes skulder. Gabriel måtte være en presset mand, et drastisk foretagende at ville bevise folket at der stadig var tryghed.
"Well. Well. Well." Paiges røde læber formede ordne og de flød igennem luften med både autoritet men også venlighed. "Se hvem der er vokset op fra lille dreng til større dreng..." sagde Paige og smilede varmt mod mandens ryg. "Måske endda ligefrem en ung herre?" Sagde Paige med den moderlige stemme som de fleste mødre besad, om deres børn levede eller ej.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I byen her, følte Gabriel, at han kunne være tæt på sin moder. For ikke at glemme, at folk flest, havde brug for, at han netop viste sig, mest for at understrege, at situationerne, som var omkring i disse lande, var helt under kontrol. Dette var noget, som man nu kunne håbe på, at de var. Han frygtede virkelig for krigen, der ville bryde ud på et tidspunkt. Den tanke, kunne han bestemt ikke lide. Overhovedet ikke faktisk!
Hesten begyndte pludselig at bakke, som var den præget af en form for uro. Den slog kraftigt med halen og kastede let med hovedet. Gabriels tanker blev omgående afbrudt af stemmen som lød. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at dette var en stemme, som han havde hørt før. Han vendte blikket direkte mod kvindens stemme. Paige... En kvinde, som han ikke havde set siden hans moder var i live.. Af hvad han kunne huske i hvert fald.
"Det er mig ved at være mange år siden, at jeg har set dig... Paige," sagde han. Skulle han da ellers tænke godt eller positivt om denne kvinde? Han vidste det faktisk ikke, hvis han skulle være helt ærlig. Han så sig om, inden han trak vejret dybt, og vendte sig mod hende endnu en gang. Hesten var faldet til ro igen. Ej bukkede hun for ham, eller udviste respekt.. Ikke at det var noget der kom bag på ham. Det var jo trods alt Paige, som han stod overfor.
"Sidst du så mig, var jeg ikke andet end en lille dreng. Jeg er blevet voksen, mere vis og mere klog end det." Han var jo rent faktisk stolt af, hvad han havde formået at opnå til nu.. Stolt af den mand, som han var endt med at blive. Han var jo konge af landet her.. Gift med Silia Diamaqima, som var en af de mest kendte store familier. Det lagde automatisk lidt et pres på ham. "Hvad skylder jeg æren?" spurgte han videre. Han sprang denne gang elegant af hesten, og stillede sig ved siden af den. Paige havde jo været en familieven i mange år. En som man ikke havde set skyggen af i mindst lige så lang tid.

[Deleted]

Paige lod blikket hvile på Gabriel, ikke en enkelt gang forlod det hans væsen. Det var tydeligt at hun målte og vejede ham og hans handlinger på et plan, der for nogen, ville virke overdrevent. Men sådan var det, når man besad magten, man ville altid blive målt og vejet af dem man skulle møde. Det var længe siden, flere hundrede år siden Paige havde vist sig i længere tid på disse kanter. De sidste par år var dog præget af hendes opdukken hist og her for så at fosvinde igen så pludseligt som hun var kommet. Paige var ikke en gennemsnitlig kvinde - hun gjort op med hvad kvinders roller var og hvad der var forventet af dem.
"Jeg har måske ikke vist mig for Dem, Gabirel. Men jeg har altid holdt øje med dig" Paige lod hovedet glide let på skrå. Hendes magi havde virket og Gabriel kunne ikke huske deres sidste møde, hvilke jo var en fordel for Paige. Nu skulle magien bare vågne lidt mere op og Paige ville snart kunne have et bare nogen lunde ikke så akavet forhold til Gabriel. "Det løfte vil jeg bryde bryde. Jeg lovede trods alt din kære mor - må hun hvile i fred, hvor end hun er." Paige sank en klump. Elanya var et svært emne for hende, for mange følelser og løse ender. Elanya havde gankse rigtigt fanget essens af mange af fortidens folk og Elanya var blandt en af dem, men den hemmelighed ville hun ikke afslører.
"Hvor er mine manere dog blevet af." Paige trak et pirrende smil frem og gjort et buk for Gabriel. Denne lille gestus var måske for de fleste ikke så besværlig at lave, men for Paige krævede det mere end bare plig at bøge sig for øvrige mennesker.
*Hvad skylder jeg æren?* tænkte Paige, men var ganske enig, det var lidt af en ære at møde hende uden at hun straks var igang med en kamp eller pårkræve sig respekt og lydighed. "Jeg har måske ikke været tilstede til diverse arrengementer i de højere kredse" startede Paige op. Hun havde jo sådan set ikke rigtigt været tilstede i nogen kredse i et godt stykke tid. "Men jeg er trods alt stadig Hertuginde af Procias. Vores folk har behov for et lys, og det er en pligt, jeg, aldrig vil forkaste" Paige rettede sig op igen og havde på intet tidspunkt fjernet blikket fra Gabriel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At stå overfor en kvinde, der udgjorde sig en stor del af Gabriels barndom, var virkelig underligt. Det var uendelige tider siden, at han sidst havde set en skygge af hende, og til tider, ville det have været rart, at have en omkring sig, som havde kendt hans moder. Der følte han ærlig talt, at han stod lidt alene. Han selv var ganske vidst kommet over tabet af hans mor. Det var ved at være så mange år siden, og han befandt sig nemlig ikke i en situation, hvor han kunne tillade sig, at dvæle for meget ved fortiden. Det var nemlig ikke noget, som nogen nogensinde fik noget ud af. "Så du vil påstå at du har holdt øje med mig? Hvorfor så ikke vise dig?" spurgte han med en direkte stemme. Ikke fordi at det gjorde ham sur.. Men derimod mere nysgerrig. Han vidste jo, at man skulle passe på omkring Paige. Det var selv noget, som hans kære moder havde lært ham for mange år siden.
"Ære være hendes minde.." sagde han endeligt, hvorefter han let sænkede hovedet igen. Hun var savnet. Selv Gabriel kunne mærke det til tider. Som Paige endelig valgte at bukke for ham, følte han det som en eller anden form for tilfredsstillelse, og det var noget, som han rent faktisk godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak vejret dybt. I respekt valgte han at bukke let med hovedet for hende. En konge havde vel også respekt for folket. "Du har et arbejde og et ansvar, som jeg forventer, at du lever op til for fremtiden. Vi er hårdt trykket af, hvad der forekommer ude på den anden side af muren," sagde han direkte. Om han var skuffet? Et sted var han vel? Han forventede, at dem som havde en stilling af betydning på denne side af grænsen, naturligvis ville gøre hvad der var forventet af dem. Sandt at sige, at han jo var.. presset. Han vidste virkelig ikke hvordan han skulle håndtere situationen med alt hvad der foregik i.. Vavilon, som landet nu var kaldt i disse tider.

[Deleted]

Paige var en mystisk kvinde, og hendes opfattelse af tid var ikke li den de fleste folk havde. Tiden var lige så villig til at bøje sig hvis blot man viste hvordan og hvor meget der var rimeligt. Men måske havde Paige forsømt en pligt der lå skjult i det løfte hun havde givet, Elanya. Skulle hun havde været mere tilstede under Gabriels ungdomsår? Både som en støtte men også som en beskytter, præcis som hun havde været for Elanya."Min unge Gabriel.. De ved det ikke er nemt at få gjort visse ting når først folket har set dem. Hvis rådgivere fanger dig og lige skal have vendt det sidste.." Startede Paige og løftede en hånden for at føle på en brise der kom igennem gaden. "At have den status jeg har. At være det jeg er..." forsatte Paige før hun holdt an pause og og slog for første gang blikket væk fra Gabriel og ned i den løftede hånd. Hendes ord have vægtet det sidste af sætningen, med et snært af... sorg? "Lyset er ikke kun for at fjerne mørket, det kan skjule en langt mere end skyggerne" Sluttede hun af før hendes blik igen lagde sig skarpt på Gabriel.
Paige lod et smil spille hen over læberne da Gabriel bukkede gensidigt. Det var nok for det bedste at de begge prøvede at opretholde en vis gensidig respekt.. "Jeg er aldrig løbet for mit ansvar" svarede Paige kort til hans næste udtale. "Jeg forstår at træffe de svære valg. Jeg kan saktens magte at være flere steder på en gang" Startede Paige op. At tage hendes ansvarsfølelse op til spørgsmål, var det samme som at vise dragen mad og fjerne den. "Jeg har holdt min forretning kørende trods De ikke har set mig, jeg har beskyttet byen, healer vagter og fjerne maredit!" Paige talte i en strøm og hendes bryst afslørede ikke den normale hævning efter vejret. "Men mit ansvar er ikke kun for her, med.." Paige stoppede sig selv og trak vejret dybt. *Tag dig sammen kvinde* tænkte hun for sig selv og lod læberne skilles for at lade luften passere.
Paige tog et skridt nærmere Gabriel og rettede lidt på hendes tøj, før hun lagde armene over kors. Paige rystede let på hovedet og fandt derefter den moderlige udstråling frem, den der lå så tæt op af Elanyas. "Hvordan har De det, Gabriel? De ser lidt stresset ud" sagde Paige med samme moderstemme og omsorg. "For De nok at spise?"

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne ikke rigtigt finde ud af, hvor han havde Paige henne, og det var det, der gjorde sagerne svære for ham. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Han vidste, at hans moder havde næret en temmelig stor tillid til denne kvinde, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at den var gået videre til den næste generation. Selv han havde oplevet Paige tage lov og regler i egne hænder, og det var det, som han havde svært ved. Hvor havde han hende?
"Jeg stoler på mine rådgivere.. Og særligt den kongelige, som jeg har en ganske nær relation til. Dette er ikke noget, som du behøver at tænke på, Paige," lød det ganske kortfattet fra ham. Hans blik hvilede dog endnu på hendes skikkelse. Selvom han var en ung mand i sin bedste alder, og endnu havde meget at lære, var han dog ikke et sekund i tvivl om, at han rent faktisk godt kunne, hvis det endelig skulle være det.
"Lyset kan oplyse mørket, samt være behjælpelig med at holde det på afstand. Lys bringer håb, og det er det håb, som jeg ønsker tilbage i mit land," sagde han ærligt. Han kæmpede virkelig for det. Det var ikke nemt, men han gjorde i hvert fald hvad han kunne. Hertil var det ikke hans mening at sætte tvivl ved Paige, men med så stor og vigtig en post, var det også vigtigt for ham, at vide hvor han havde sine adelige. Og særligt nu i denne tid, var det mere vigtigt end nogensinde, at de kunne stå sammen.
"Der har været brug for at se dig mere, Paige," sagde han med en direkte stemme. Selv nu hvor hun nærmest lød som en bekymret mor, måtte smilet alligevel brede sig på hans læber. Han nikkede. Under omstændighederne, så havde han det jo faktisk ganske udmærket, selvom det var svært. Det var virkelig svært, at stå i denne situation.
"Min hustru og jeg, er der for hinanden.. Dertil er det ikke hvad du skal bekymre dig om," sagde han endeligt. Bekymringen var han dog derimod glad for, og særligt fordi at det viste ham, at hun ikke var helt ligeglad, som man nu hurtigt kunne få en tendens til at tro. Ikke at han ville tro den slags om Paige. Hun havde jo gjort forbandet meget for landet her.
"Hvor har du været?" spurgte han pludselig. Det var jo som sagt flere år siden, man havde set så meget som en skygge til hende.

[Deleted]

Paige studerede kort sin håndryg og hendes negle. "Det jo rigtigt. Den lille blodsuger." nærmest mumlede Paige uhørligt før hun rettede blikket mod den anden hånd. Gabriel og Paige havde meget forskellige syn på hvem og hvad der hørte til i Procias. Hvem man skulle give sin tillid og sætte ved sin side. En svaghed der var blandt alt for mange i lyset i denne tid. "Lyset vil aldrig falme, så længe bare én enkelt lille gnist af håb, tro, drømme og loyalitet stadig er der for lyset!" Sagde Paige og hendes stemme var fast, som om hun forsvarede på en tiltale. Paige var en gammel kvinde, med et fremtidssyn der var præget af hendes fortid, aldrig om hun ville indrømme det eller overhovedet skænke det for magen tid i hendes tanker.
Paige kunne ikke holde et varmt smil tilbage, da Gabriel nævnte at der var brug for hende. Paige begyndte roligt en elegant gang hen mod Gabriel og varmen flød ud fra hende. "Min kære dreng. Det varmer mig at hører, og jeg skal nok prøve at være mere tilstede hér, når jeg kan" Hun lod blikket studere hans essens imens hun gik rundt om ham. Lod den varme udstråling lægge sig om ham som et tæppe af tryghed og ro. "Men De har mit ord på jeg aldrig vil svigte lyset" Sagde Paige stille før hun lod blikket falde på Gabriels hest.
Hendes skridt førte hendes over til hende og hun stod i en kort stund og holdte blikket mod hesten, før hun langsomt lagde hånden på dens side og kærtegnede. Et stolt væsen, men kunne have et ilde temparement, lidt som Paige. Da Gabriel pludselig spurgte Paige, måtte hun lade et smil og et varm latter forlade læberne. "Nysgerrig som altid." startede hun kort op og vendte blikket mod Gabriel. "Er det vigtige ikke at jeg er her nu?"

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Han udfører det arbejde, som jeg ønsker udført," sagde Gabriel denne gang med en hård stemme. Han ville ikke stå her og høre hende tale sådan om Carlisle. Ganske vidst havde han mange ting imod sig, men han var opvokset i Procias, og han havde de procianske værdier, hvilket i hans øjne, uden tvivl måtte være det vigtigste af det hele. Lyset ville måske ikke falme, men der var stadig rigtig mange ting, som skulle tilrettelægges, og det var der den blev tricky, selv i hans øjne. Det var der ikke rigtigt nogen tvivl om. "Mørket er stort og mørket er frembrusende. Det er ikke en nem ting at håndtere, men derimod en ting, som vi er nødt til," fortalte han med en ganske kortfattet og bestemt tone. Ikke at det var noget som han havde i tankerne at skjule. Mørket var han faktisk bange for.
Det var ikke nogen hemmelighed, at de havde brug for alle de hænder som de kunne få fat i, og særligt hvis de skulle sikre sig, at Procias ville stå, hvilket var noget, som de alle sammen ønskede sig. At det derimod var det som Paige havde brug for at høre, vidste han dog ikke om var en god eller en skidt ting. Han nikkede mod hende. Han havde brug for hende. Han havde brug for hende, til at hjælpe med at sikre lyset. "Det værdsætter jeg virkelig," sagde han med en ærlig stemme, hvorefter han nikkede i retningen af hendes skikkelse igen. Ikke at han havde nogen grund til at lyve for hende eller noget i den stil, og det var han skam heller ikke ude på. Han lod armene søge over kors. Hesten stod ganske rolig, selv da Paige valgte at kærtegne den. Selv Gabriel regnede på ingen måder med at han havde nogen grund til at være bange for Paige. Skulle hun da gøre sin konge noget? Det ville hun i hvert fald ikke få noget som helst ud af i den anden ende. Han trak vejret dybt. "Når mine adelige forsvinder, har jeg vel en grund til uro, kære Paige?" spurgte han endeligt. Ja, han havde virkelig svært ved hende.. Han vidste ikke helt hvor han havde hende, og det var det, der gjorde, at han virkelig var påpasselig. Alt sammen med en rigtig god grund.

[Deleted]

Paige lod ikke svare på Gabriels forsvar af hans kongelige rådgivere. Paige var Hertuginde af Procias, så selv hendes ord, uanset folks meninger, vejede og havde betydning. Mørket havde på det sidste vist sig størrer og mere aggressivt end Paige havde oplevet det i mange år. Det var også derfor Paige havde valgt at poppe tilbage til Procias med en forhåbenlig mere permenet virkning for en tid. Igennem Paiges lange levetid havde hun opnået en vis magt. En evne over lyset der næsten ikke så nogen konkurrance men lige ledes et herredømme over mørket. For magi var magi, det dér betød noget var blot hvordan man udøvede magien. 
"De har så mange bekymringer, mit barn." startede Paige op med den bløde moderlige stemme, dog stadig med blikket på hesten og hendes kærtegnen af den stoppede ikke imens. Paige havde formået, i sit fravær, at sikre to steder mod mørket, mod al uønsket indtræning, faktisk. Hun havde prøvet at sætte sit værn om Procias slot, men det opdagede Gabriel og Paige var nød til at stoppe og ændre i hans hukommelse. "Hvordan ville bringe Dem ro, at vide hvor jeg har været? Har De overhovedet ledt efter mig? Opsøgt mit masion?" Forsatte Paige rolig men undvignede på Gabriels spørgsmål. 
Madara var Paiges by, hendes barn. Hun ville beskytte det for alle der ville det ondt, sådan et helligt sted havde allerede oplevet så meget ulykke. At få revet mange skatte væk fra sig, at se dens pragt forsvinde for vindene. Men Paige var ved at være færdig med at opsøge og bringe dens skatte tilbage. Der var stadig ingen der vidste hvorfor hun dukkede op og teleportede tårne og sten væk, selv Kimeya havde udvist en stor forundring over at se hende igen. 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ej ville Gabriel stå der og lytte til at Paige svinede hans kongelige rådgiver til. Carlisle var måske ikke særlig gammel, men han var dygtig, og han gjorde i den grad sin fader kunsten efter, og det var det, som var det vigtigste af det hele. Han kneb øjnene let og meget alvorligt sammen. Var det underligt, at han var meget bekymret? Han havde jo aldrig rigtigt haft en grund til andet. Selvom han måske var en voksen mand, havde han endnu meget at lære.. og han lærte hver eneste dag.
"Du plejer aldrig at være bekymret for mine bekymringer, Paige," lød det roligt fra ham. Kunne han virkelig stole på hende? Han havde sine tvivl, og det var det, som han havde svært. Han trak vejret dybt. Der var ikke meget tid til sig selv, og særligt ikke i disse tider, og det var det som gjorde ham bekymret. De procianske hærer, var slet ikke indstillet på kamp og strid mod mørket, og slet ikke så få, som de rent faktisk var. "Jeg må erkende, at jeg har haft så mange andre ting at tage hånd om, end at søge efter dig. Desuden har du altid forekommet som en kvinde, der var i stand til at tage vare på sig selv. Den eneste, som har formået at give Kimeya bare lidt konkurrence.. ikke sandt?" spurgte han videre. Han havde ikke været bekymret for hende, men derimod for det arbejde og det ansvar, som hun havde på stedet her. Der skulle virkelig mange ting på plads, og særligt i disse stressede stunder, for der var rigtig mange af dem, og det var svært for ham, at holde styr på det hele. Han kunne ikke gøre det alene, selvom han ville ønske, at han kunne gøre det engang imellem. De blå øjne søgte til hendes skikkelse med et tydeligt alvor. "Kan jeg regne med dig?" spurgte han denne gang mere direkte.

[Deleted]

Paige lod roligt blikket falde på Gabriel. At han stod der og talte om aldrig at have følt en hjælp fra Paiges side var lidt hårdt, selv for hende. Paige var mange ting og tilbageholdene for sine følelser, men det betød jo ikke at hun ikke havde dem. Gabriel var noget af det eneste Paige havde tilbage efter Elanya døde, det eneste der kunne bevæge sig ud fra Madara i hvert fald.
"Fordi jeg ikke puster hvert et sår betyder det ikke at mine tanker ikke flyder frit. Selv i mit sind er du, og vil altid være, som mit gudbarn." Startede Paige og ærligheden og forsigtigheden i hendes stemme var ikke til at tage fejl af. "Og hvis folk viste det, ville de blot bruge det imod mig..." Paige rettede sin figur mod Gabriel og lagde hovedet på skrå da han nævnte Kimeya. Et bredt smil spillede frem på hendes læber, sikke minder, sikke tider, sikke kampe, tænkte Paige og kunne ikke holde skjul på at hun trives bedst når hun kunne udfolde sin magi uden grænser.
"De har ret. Jeg er rimelig ferm med lyset som mit våben" sagde Paige selvsikkert og blinkede til Gabriel. Paige havde formået så mange ting, bryde forbandelser over slottet, flytte tårne, få skove til at gro. Hun forstod sig på magien som ingen anden.
Da Gabriel spurgte til hendes engagement træk Paige vejret dybt. Så mange forpligtigelser, både for landet og for Madara. Paige vidste udemærket at mørket havde den største her, som var synlig. Men Paige var og havde aldrig været en for det normale. Madara havde sin egen hær, Lumen Sages, og den var mere end istand til at holde mørket stange. Men Paige ville ikke hive Madara ind i denne kamp bare sådan lige, det ville have mange reaktion at bringe den slags kraft frem. "Jeg vil altid forsvare lyset." nikkede Paige kort mod Gabriel, godt klar over at hun ikke svarede direkte på hans spørgmål. "Ja, Gabriel." Paiges øjne mødte Gabriels med et gennemborende blik. En løgn eller en sandhed, selv Paige viste ikke om hun kunne holde løftet, men her og nu ville hun hellere lade sin essens gå videre til en ny krop end at lade mørket sænke sig over Procias.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde bestemt heller ikke forventet at Paige ville være der til at puste på alle sår han havde. Han var en voksen mand nu, og der var endnu rigtig mange ting, som han skulle finde ud af, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham. Der var virkelig mange bolde i luften nu, og til tider, var det uden tvivl svært, selv for ham, at bevare det fokus på tingene, som han bare var nødt til at have i tider som dette. "Jeg forventer ikke, at du puster på mine sår, når jeg falder på mine knæ, Paige, men jeg forventer, at du er der," sagde han direkte. Det var nu også vigtigt at Procias viste sig som et stærkt land, og det var ikke noget, som han kunne klare alene. Som hun betegnede ham som sin gudsøn, måtte et kort træk alligevel finde vejen til hans læber. Hvorvidt om det var et klogt valg gjort af hans moder.. Var det som han måtte finde ud af. "Du er noget af det sidste, som genstår fra min moders tid," sagde han endeligt.
Paige havde været en i Procias, som så mange andre havde set op til, så frygtelig mange gange, og naturligvis var det noget, som virkelig betød meget for ham. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at miste dette. Han nikkede. Hun havde været en af dem, som virkelig havde formået at udrette rigtig meget med lyset som et våben, og dette havde han bestemt heller ikke tænkt sig at miste. "Det har du. Det er bare på tide, at få det til at genopstå. Krigen er ikke ude endnu.. Men jeg frygter, at den kommer," lød det roligt fra ham. Macaria og Zean i Vavilon, var uden tvivl det, der rent faktisk stressede ham mest. Det var jo heller ikke fordi at man kunne sige, at striden mellem Dvasias og Procias havde været særlig voldsomt igennem den sidste tid. For det havde den virkelig ikke. At høre hende sige, at han kunne regne med hende, valgte han så at stole på. Han kunne jo lige så godt forsøge så godt, som han nu kunne i hvert fald. "Det glæder mig virkelig. Du er et af de stærkeste kort vi har på hånden, Paige," sagde han ærligt.

[Deleted]

Paige valgte at holde tand for tunge og lytte til Gabriels ord. At begynde en diskussion over ordvalget, var alligevel en ting, Paige ikke havde tid til i disse stunder. Paige var klar over hvad dette løfte ville bringe med sig, eller det troede hun, indtil at Gabriel valgte at sige at lyset som våben skulle genopstå og at han dog var klar over at tusmørket langsomt ville komme, uanset hvor meget mange ville ønske det væk, så var handling den eneste vej til at ændre noget. Paige havde utallige tricks til at sætte skærme op der kunne holde pile væk, forvandle spyd til blomster og selv endda vende en ond forbandelse til noget der kunne levedes med, til noget af lyset.
"Min viden er nær umålelig, Gabriel. Jeg kan ikke love dig alt, men min viden i forsvar, både af magiske skærme og krystaller og selv endda få jorden til at vende sig mod sin fjende, er til rådighed." Sagde Paige roligt og fast holdte det drilske smil - hvordan kunne hun andet? Hun elskede en god kamp, og hvis kongen, hvis Gabriel selv bad om det, så kunne Paige virkelig sætte hælene godt fast i Procias. "Men" efterfulgte der dog ganske kort.
Paiges havde alt hvad der skulle til for at løsrive sig fra Procias, ikke for at slutte sig til Dvasias, men for at være leder af Madara og hendes Lumen Sages og Umbra witches. Paige havde en hel by selv at tage vare om, holde dens eksistens skjult for alle der ikke var født der eller havde gjort sig fortjent til dens viden. Selvom Paige gerne ville gi det hele til i Procias forsvars, måtte hun selv tænke på sine folk.
"Jeg giver hvad jeg har mulighed for at gi, De kan be mig om alt imellem himmel og jord. Men hvis mit svar er nej, må De love at godtage dette uden forbehold" Sluttede Paige. At få hundrede procent tiltro og tillid fra sine væsner i Procias ville Paige nok aldrig, ikke at hun behøvede den, hun kunne i en grad godt forstå dem. De anede ikke det halve om hende og alligevel rullede hun ind over landet som en bølge på stranden. De måtte ty til deres tro og håb for at Paige, som hun faktisk gerne ville, hjælpe landets.
Til Gabriels sidste sætning måtte Paige slå et smil tydeligt frem og en varm latter forlod hendes lunger og flød igennem straderne. *Et af de stærkeste* tænkte Paige. *Jeg er det stærkeste* 

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Mørket presset på, hvilket Gabriel selv var udmærket klar over. Ikke at det var en tanke som han brød sig om, men det var derimod en af slagsen, som han ikke rigtigt kunne gøre alverdens ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Paige var mægtig. Det havde hun været, siden han var barn, og det var egentlig også det eneste, som han kunne relatere hende til, og det var alt sammen fint. Det var et stærkt kort at have på hånden, og det var helt klart noget af det, som han nød mere af end hvad godt var. "Du er stærk, Paige. Det er ligeledes også derfor, at jeg har brug for, at du er mere værende," pointerede han alligevel med en ganske alvorlig stemme. Det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han var bange for, at det kunne ende ud i en krig, som de ikke kunne vinde.
Hvilket ansvar Paige havde for en gruppe mennesker og magiske væsner, vidste han ikke, men en ting var sikkert: Han satte sit eget folk først, og langt før han satte sig selv. Lille og egoistisk var han jo ej længere. Han rynkede lettere uroligt i panden. "Og hvordan helt præcist skal den forstås?" spurgte han direkte. Hvis hun sagde nej? Var hun overhovedet i en position der tillod hende at bruge ordet 'nej' overfor sin konge? Nej.. i princippet, var hun faktisk pålagt til at lystre, hvis det var det, som han bad hende om. Det var jo bare, om det var noget, som hun havde tænkt sig at gøre.
"Jeg ved ikke hvad der venter derude, Paige.. eller hvad der sker på den anden side af denne grænsemur, men hvis der findes muligheder for at styrke muren..?" spurgte han denne gang mere henkastet. Der var ikke det, som han ikke ville gøre for sit folk.