Lad os give en hjælpende hånd.

[Deleted]

@francis

Ityrial var en by med mange aspekter. Hun opholdte sig mest til en af hovedgaderne. Her var der både flest folk, men også mest plads og plads var det hun manglede mest. Over hende fløj Rasputin, hendes krage. Når hun stoppede op, for at kigge på et eller andet, landede det på det nærmeste tag, så den hele tiden kunne holde øje med hende. Til tider fløj den ned til hende, så de kunne gå sammen, skønt folk sendte dem sære blikke. Maureen var alt i alt en bemærkelsesværdig kvinde. Hun skilte sig ud fra folket i byen. Hun gik ikke i slidt tøj, i disse neutrale farver. Hun var faktisk klædt i en lang, hvid kjole, som var ganske simpel, men som alligevel dækkede de ting, den burde dække. Om skuldrene hang et sjal af pels i rødlige nuancer. Hendes sorte, tykke og livlige hår var løst, med undtagelse af pandehåret, der var hevet tilbage og sat fast med nogle små spænder omme i nakken. Om hendes hals hvilede en stor halskæde, med en stor, grøn sten. I hendes ører hang nogle store øreringe, med vedhæng af lige dele af stene og fjer. Om hendes ene fod sad nogle metalringe, som raslede let, når hun gik. Hendes fødder var bare. Alt i alt påkaldte hun sig opmærksomhed. Hun ville ligne et let mål, for nogen der skulle overveje at angribe, men hun havde ingen synlige punge og ingen våben. Der var noget over den måde, hun stolt gik frem på. Noget over hendes øjne og rolige udtryk, der både fik folk til at flytte sig fra hende og fik folk til at se efter hende. Der var jo ingen grund til at skade hende. Og selv hvis nogen prøvede, ville de ikke nå langt. For selv om man ikke bar våben, betød det ikke at man ingen havde.
Hun stoppede op foran en ny butik og lod blikket glide over vinduet. Den solgte tøj og hendes blik gled over en af kjolerne. Hun kom fra DeLoca-palæet, hvor hun havde snakket med Macaria. Derefter havde hun transformeret sig fra mand tilbage til kvinde. Hun følte sig endnu lidt svag efter det. Men hvis Macaria ville gennemføre sin ide ved at udnævne hende til hendes rådgiver, kunne hun ikke spilde tiden med at sidde i en seng og komme sig. Hun måtte ud i byen og få en bedre fornemmelse af folket, tolke flere af de tegn, der omgav dem alle, hele tiden. Hendes blik gled over kjolens stof. Så fortsatte hun sin tur ned igennem byen.

Hun havde gået rundt i mindst en time, da en kvinde kom løbende ud på den store gade. Hun trak vejret i stød og tårer gled ned af kinderne på hende. Hun var oprørt, det var der ingen tvivl om, og da hun nåede midten af gaden, stoppede hun op, til problematik for de hestevogne der prøvede at komme frem og tilbage.
"HJÆLP! SÅ HJÆLP MIG DOG!" skreg hun og fik flere forbigående til at stoppe op. Folket var i den grad blevet mistænksom og frygtsomme. Macarias likvidering og tortur af folk gjorde at folk nu tøvede med at hjælpe hinanden. Hvem vidste hvem der tilhørte modstandsbevægelsen? Man skulle helst ikke involveres i noget forkert. Så hellere lade folk skrige på hjælp. Pigen drejede rundt om sig selv og hev op i sin hverdagskjole, mens hun så tiggende på folk omkring hende.
"Han er syg! Så hjælp dog! Han kan dø!" Uanset om folk ønskede at hjælpe eller ej, satte hun i løb ind mod huset igen, som hun var kommet fra.
Maureen bemærkede det var en bagerbutik, hun var kommet fra. Hun bemærkede også at et par folk fulgte efter kvinden indenfor, men hun vidste ikke om det mere var af nysgerrighed eller fordi de faktisk ville hjælpe. Flere strimlede sammen udenfor, men inden gruppen af folk blev for stor, sneg hun sig langs huset og ind af døren. Ubemærket, som en kat, gled hun ind mellem folk og frem til problemet, der lå bag disken. Lokalet duftede af brød og der stod flere hylder, hvis kurve var fulde eller halvtomme med brød, boller og kager.
Maureen befandt sig nu foran folk og kunne se problemet. Bageren, en stor mand, lå på gulvet og hev efter vejret. Hun tøvede ikke, da hun gik over og satte sig ved siden af manden. Uden et ord, gled hendes hånd hen over mandens brystkasse, som hun prøvede at bedømme hvad problemet var og, hvad der var vigtigere, en løsning. Pigen sad på den anden side af manden og græd. Hun vrikkede frem og tilbage i sin egen elendighed.

[Deleted]

Ityrial var ikke som hun huskede den fra sidste besøg. Det havde ikke taget lang tid at finde ud af hvorfor. Nu måtte alle holde øjne med deres ryg. Ingen kunne vide sig sikker. Noget Francis hurtigt havde mærket. Før ville folk gerne snakke med den generte pige. Nu gav de hende mistroiske blikke, før hun nåede at åbne munden. Ikke at hun umiddelbart så faretruende ud. Den 32 kvinde både lignede og opførte sig som en ung, ung kvinde. En kvinde der var almindelig af højde, en smule spinkel, og det tætteste hun kom på et våben var hendes rejserygsæk. En simple mørkeblå kjole gik hende til ned over knæene. For en gangs skyld, havde hun bare ben. Støvlerne var efterhånden godt brugte, men det kunne ikke umiddelbart ses. De lysebrune lokker, der havde undsluppet rejsekappens hætte, flagrede i vingen. At gå så langt, som at kalde hende kedelig, ville nok ikke være fair. Sandheden var dog, at hun ikke skildte sig synderlig ud fra mængde. Men så igen, hvilken spion ville ikke forsøge at passe ind i billedet? Nej, Ityrial var bestem ikke som hun huskede. Hendes tanker fløj tilbage til da hun havde mødt den unge magiker på markedet.
Et desperat råb på hjælp, hev hende tilbage til nuet. Umiddelbart var der ingen reaktion. Et øjeblik havde flok mentaliteten et greb i hende. Francis blev stående, fastlåst til hvor hun var, uden rigtig at forstå, hvad der skete. Så forsatte kvinden med at råbe, og for anden gang inden for et sekunder blev hun hevet tilbage til virkelighed. Hvordan folk stod passive hen, gav hende i bitter smag i munden og knude i brystet. Folk virkede påvirket, men ingen ville rigtig gøre noget. Frygt og skyld stod i store bølger fra de bøjede hoveder, der kiggede væk. Ud af øjenkrogen så hun, hvordan en kvinde holdte sin mand tilbage, som han gik lidt frem. Ud af hele flokket fulgte kun en enkel kvinde efter. Francis nåede lige at tage ind, hvor særpræget hun så ud, før opmærksomheden var tilbage på den kvinde der havde råbt om hjælp. De to kvinder forsvandt ind i en bagerbutik, og Francis satte i løb for at følge efter. Da hun kom derind, tog hun hurtig scenen ind. Kvinden der havde råbt om hjælp stod stadig lige inden for døren. En pige sad og græd. Den mørkhårede var allerede lænet ind over bageren. Det var næsten en bedre indikator for, hvem der havde brug for hjælp, end hvordan manden hev efter vejret. Francis satte sig på knæ ved mandens anden side. "Ved du hvad han fejler?" Forhåbentlig var kvinden en læge eller en anden med en baggrund, der kunne stille en hurtig diagnose. Manden så ud til at have brug for det.

[Deleted]

Hendes hånd gled ned over mandens brystkasse, som havde hun al tid i hele verdenen. Hendes grå blik gled ned over manden et øjeblik, før det vendte tilbage til mandens ansigt. Hendes hånd gled op til mandens hals og lagde sig næsten kærtegnende over hans kind, som trøstede hun ham i denne skræmmende stund. Roligt så hun op på den kvinde, der lige var ankommet. Der hang noget over kvindens aura. Men intet slemt, intet der sagde kvinden ville skabe mere ballade. ikke så vidt hun havde tid til at tolke den, i hvert fald. Hendes blik gled ned til manden igen, der stadig hev efter vejret. Han prøvede at gøre noget, at komme op, at gribe fat i en af dem, men han havde ikke ilt nok i kroppen, til at det lykkedes.
"Lungerne" konstaterede hun. Hun lukkede øjnene et øjeblik og satte sig på knæene ved siden af ham, med begge hænder på hans brystkasse.
"Der er vand...Hør det på ham..." hun lyttede selv. Den bedste måde at lytte, var at lukke øjnene. Manden måtte lide af en sygdom der gav ham vand i lungerne. Og nu truede de med at kollapse, hvis han ikke fik hjælp. Hun åbnede øjnene, greb fat i mandens tøj og flåede det fra hinanden med en overraskende styrke, man ved første øjekast ikke skulle tro hun ejede. Den behårede brystkasse kom frem foran dem.
"Jeg kan forsinke døden. Men uden den rigtige hjælp vil han dø. Hans lunger vil kollapse og han bliver kvalt. Eller hans hjerte kan give op" hendes ene hånd gled op og åbnede mandens mund. Hans spyt var skummende og en smule rødligt.
"Vi skal have ham op at sidde...Hjælp mig" sagde hun. Hun rejste sig op og gik over til mandens hoved, før hun lagde en hånd på den ene af mandens skuldre og den anden hånd under hans hoved. Han var en stor mand, men sammen kunne de få ham op og sidde, hvilket ville hjælpe hans åndedræt. Men hvad skulle de rigtig nok gøre ved ham? Hun vidste de forventede hun hjalp manden. Der fandtes magi. Eliksirer. Hun vidste hun måtte prøve at helbrede manden, men hun var allerede ganske udmattet selv. Det var begrænset hvor meget hun kunne gøre.

[Deleted]

Der var nok tale om sekunder frem for minutter, som kvinden undersøgte bageren. For Francis føltes det som timer. Det var længe siden hun havde følt sig så hjælpeløs. Af vane bed hun sig i underlæben. Både et tegn på at hun var nervøs, men også for ikke at bede kvinden om at skynde sig. Der blev sikkert arbejdet så hurtigt som det var muligt. Det var i alles interesse at han klarede den. Da der kom en diagnose, lyttede Francis hurtigt sammen med kvinden. Nu hvor hun havde fået af vide, hvad manden fejlede, var det til at høre. Vand i lungerne, vand i lungerne, vand i lungerne... Hun brød sit hoved for alt det anatomi, som Victor havde lært hende. Det eneste hun kunne komme i tanke om, var at det havde noget med hjertet at gøre. Men at manden havde et dårligt hjerte, var ikke en brugbar information her og nu. Kvinden overfor handlede igen. Midt i det hele glemte Francis at blive imponeret over den mørkhåredes brutale styrke. Hurtigt gjorde den lille ghoul, som hun blev bedt om. At få bageren op var overraskende let, på trods af hans størrelse. Om det var kvindens styrke, eller Francis der ikke tænkte over hvor mange kræfter hun bruge, bedømte hun ikke i situationen. Nu handlede det mere om at følge de instrukser hun fik, så de kunne redde liv. Hans tilstand var i den grad foruroligende. Hun kunne mærke hvordan panikken greb hende, da hun fik et ordenligt blik på det blodige skum om hans mund. Francis kiggede tilbage på den kvinde, hun antog ledede hele operationen. Indtil nu havde hun været så handlekraftig. Til stor fortvivles virkede hun ikke så sikker som før. Det var på tide af Francis selv bød ind. Hun kunne ikke tillade sig, at blive ved med at være passiv.
"S-s-så, h-hvis vi dræner hans lunger, s-så vil han være okay?" Francis stirrede intens på kvinden. Det her var vigtigt. Hvis hun ikke fangede det hele og fik lavet noget dumt, kunne det koste manden hans liv. "Jeg ka-kan luk-lukke såret efter os, hv-hvis det er småt nok..." Tingen var at såret skulle være ret småt, for at det ville virke. Hun kunne ikke heale, men blot lukke blødningen. Var såret for stort, ville hun blot blokere for at blodet kunne komme til og fra hans lunger. Og når manden manglede ilt i forvejen, turde hun slet ikke tænke på de konsekvenser. Det var såfremt at lungerne ikke klappede sammen. Skete det, var det kun akut magi der kunne redde ham.

[Deleted]

De fik manden op at sidde. Hun kunne ikke længere høre andet end snøften. Hun så over mod pigen, der stod skræmt ved siden af døren, skræmt fra vid og sans og bange for at manden skulle dø. Uanset om den fremmede kvinde ved siden af hende ville hjælpe, rakte hun en hånd ud mod den grædende pige.
"Kom" bad hun roligt. Selv om hun var i tvivl om hvad der var bedst for manden, ville hun stadig fremstå rolig. Hvis disse folk satte deres lid til hende, ville hun ikke vise sig usikker så meget som et sekund. Pigen ovre ved døren tøvede lidt, men gik så nærmere. Til sidst lagde hun sin hånd i Maureens og Maureen hev hende let ned og sidde. Det var vigtigt at få pigen med i dette.
Hun vendte sin opmærksomhed mod den fremmede kvinde. Måske ville det virke. Manden ville ikke være helbredt, men det ville give ham mere tid. Hun kunne komme herned i morgen med medicin, der kunne forlænge mandens liv, med urter der ville virke vanddrivende. Til sidst nikkede hun let og vendte sig om mod pigen.
"Lyt til mig" Maureens stemme var så myndig, at pigen ikke tøvede med det.
"Træk vejret. Der sker ikke noget. Han vil overleve. Lige nu har vi brug for en kniv, jo mindre, jo bedre. Har i sådan en her?" Hendes grå blik hvilede på pigen. Til sidst trak pigen vejret dybt og nikkede svagt, før hun rejste sig op og løb ud i hvad der sikkert var køkkenet, hvor de bagte alle brødene.
Maureen så på kvinden imens.
"Vi prøver din ide. Hvis noget går galt, har jeg selv nogle tricks i ærmet" sagde hun.
Der var ikke meget mere at gøre, end at vente på at pigen kom tilbage. Det gjorde hun lidt efter. Maureen tog taknemmelig imod kniven.
"Du vil nok ikke se dette" kommenterede hun over for pigen. Hun bed sig hårdt i læben og gik tilbage, ud i køkkenet. Maureen ville godt gå med hende. Hun var ikke læge, skønt hun havde en hvis viden om anatomi og sygdomme. Det meste fra egne erfaringer og fra da hun havde haft en alkymist som læremester.
Maureen trak mandens tøj til siden, så hans brystkasse igen var tydelig for dem.
"Okay..." Hendes hånd gled ned over siden på ham, til hun åbenbart fandt et sted ved det nederste af mandens ribben, lidt omme mod ryggen.
"Klar?" hun så over på kvinden. Hendes blik gled over kvindens ansigt. Det var vigtigt de var sammen om dette. Hun kunne ikke gøre dette, hvis kvinden trak sig ud af det nu eller midt i det hele.

[Deleted]

Som kvinden rejste sig og gik, ville Francis råbe efter hende. Men ingen ord forlod de åbne læber. I stedet fulgte hun de to andre med øjne, som hun beholdte et fast greb i bageren. Om ikke andet virkede kvinden rolig igen. Hun måtte have styr på det igen, ikke? Francis kiggede tilbage ned på manden. Så vidt hun huskede, havde hendes far noget vanddrivende medicin. Desværre havde hun intet med sig. Hvorfor skulle hun også det? Vand i lungerne var ikke rigtig et problem for hende. Hun kunne ikke en gang drukne. Og det var ikke muligt for hende at have alt mulig forskellige medicin med, i tilfælde af forbipasserende havde brug for det. Lige nu, ville hun dog ønske, at hun havde.
Kvinden spurgte efter en kniv. Hvilket Francis gik ud fra betød, at de prøvede hendes ide. Hun blev kort efter bekræftet af kvinden selv, der nu igen sad med hende og manden. Om muligt var alt mere syrealistisk nu, end det havde været for et øjeblik siden. Francis ønskede næsten tilbage til den klamme panik, hun havde følt tidligere. Nu var det mere, som når hun stod med hendes far over et helt eller åbent lig, og han udpegede de forskellige dele af menneskekroppen. "Et øjeblik." Gentagende gange mindede hun sig selv om, at manden ved hendes side ikke var død endnu. At hendes handlinger ville have større konsekvenser end en vred Victor. De brøkdele af et sekund det tog hende, at blik mentalt klar, brugte hun også på fysisk at komme i position. Som hun lagde den ene hånd på hans bryst, brød unaturlig mørkt blod ud af hendes håndflade. Det lod sig ikke påvirke af tyngdekraften og spredte sig ud rundt om hendes hånd. Derefter bevægede det sig til siden uden at blive suget ind af hans tøj, indtil det nåede det område, som kvinden ville stikke kniven i. Francis kunne have tilbudt at gøre det selv. Det ville langt fra være første gang hendes blod havde skåret gennem væv, og hun havde noget forstand på anatomi. Mest af alt fordi hun skulle lære de rigtige steder at stikke og skære. Men i hendes hoved var den mørkhåret kvinde mere kvalificeret. Det var hende, som havde givet ham diagnosen. Hun måtte vide, hvad hun lavede.
"Jeg er klar." Francis kiggede kort fra hendes blod til kvinden, for at se hendes udtryk. Når der blev skåret, ville noget af hendes eget blod følge med, men det ville blot gøre det lettere at lukke såret. Det mørke blod ville størkne, så lungen kunne forsætte med at virke, imens mandens krop naturligt healede. Det var i hvert fald planen. Planen var dog ikke uden et men. Det store problem var, at hans krop højst sandsynligt ville bekæmpe det fremmede blod, før det var færdig med sit arbejde. Et punkteret lunge kunne også være farligt. Der var bare ikke nogen alternativer. Bageren havde brug for akut hjælp. Måske kvinden havde noget, der kunne hjælpe ham med at heale hurtigere...

[Deleted]

Hun lod kvinden bruge den tid, hun havde brug for, til at gøre sig klar. En situation som denne, hvor det gjaldt om at holde folk levende...
Det ramte hende hårdt. Utilsigtet. Fik hende til at gispe svagt, så hun selv måtte lukke øjnene et øjeblik. Døden. Hun tog afstand fra vold og død, fordi det ødelagde andres liv. Mere end noget andet frygtede hun døden, frygtede hun lig. Ikke så hun ville løbe skrigende væk, som nogen nok ville tro. Mere som en hvidglødende rædsel og påmindelse og den død hun havde set, men også var den værste hun nogensinde kunne have mødt. Da hun åbnede øjnene igen rystede hendes hånd, med kniven, en anelse. Heldigvis blev hun snart mere optaget af kvindens hånd og blodet, det gled fra den, end sine egne spøgelser.
Kvindens blod var mørkt, som var det ikke rigtig levende. Der snoede sig rundt om manden, uden rigtig at gøre ham våd eller klistret. Opmærksomt gled hendes blik over det. Det måtte være et tegn. Men hvad var betydningen?
Hendes blik gled op til kvinden ved siden af hende. Der var noget ved dette. Noget ved hende. Noget der ikke var normalt. Hvorfor havde hun ikke bemærket det?
Kniven gled ind, hvor den burde. Hendes hånd rystede ikke mere. Hun gættede på kvinden kunne en form for blodmagi, som enden ville stoppe mandens egne blødninger eller blot stoppe den med sin egen.
Først på den ene side, så den anden. Væske gled ud af sårene. Hans åndedræt ændrede sig, men i starten var det svært at bedømme om det blev bedre eller værre. Hun kunne ikke lade kvinden her få alt ansvaret, specielt ikke når hun ikke kendte hemmeligheden bag hende. Dette blod kunne så mange ting.
Hendes fingre dyppede i væsken, der var løbet fra mandens sår. Hun prikkede ham på panden, ned over næsen og på hagen. Hun måtte dog vente til kvinden var færdig, før hun kunne fuldstændiggøre sin magi, til at hjælpe manden med at heale.

[Deleted]

Hun havde følelse af at blive betragtet, som blodet lagde sig på plads. Ikke at det var så underligt. De fleste havde en reaktion på hendes magi. Måtte det være den unaturlige farve, eller hvordan det bevægede sig eller begge. Det afholdte dog ikke Francis fra hurtigt at kiggede ned igen, da hun opdagede kvindens nysgerrige blik. *Fokuser på det vigtige! Manden har brug for jeres hjælp.* Hendes øjne var fæstnet på kniven, klar til at gøre sin del.
Francis tog en dyb indånding, som bladet gled ind i manden. Og en pustede ud, som vandet forhold hans lunger. Hendes eget blod lå tæt rundt om det lille sår, og lod væsken passere, uden at blande sig med den. For at være sikker på, at alt kom ud af såret, ventede hun til, at der kun kom blod ud. Derefter lod hun sit eget blod komme på arbejde. Til hendes (og derfor nok også hans) held var manden på ingen måde var magisk. Det gjorde det lettere for hende blod, at bevægede sig inde i hans krop. Som det lagde sig rundt i såret, sørgede hun for, at det blandede sig mere og mere med mandens eget blod. Hendes teori var, at nu mere fortyndet hendes blod var, nu bedre. Francis havde sjældent været mere fokuseret på noget. Hun kunne af gode grunde ikke se sit blod eller arbejde inde i manden. Der var en smule føling med blodet, men normalt virkede alt ud fra hendes visuelle evner. Det sidste hun lukkede, var ydre såret. Fremgangsmåde på den anden side, var den samme. Kontrolleret vejrtrækning, lade vandet komme ud, lukke de indre sår efter bedste evne, og så lukke hullet efter sig. Resten af hendes blod flød tilbage ind i hendes hånd, og såret lukkede sig omgående. Mere ud af vane end bevidst magi.
Af en eller anden grund, hjalp det en smule på humøret at se kvinden også brugt blod til hendes magi. El smule, eller så meget det nu kan lette, mens man stadig sætter med en syg bager. Francis kiggede forventede på kvinden med en tillid uden lige. I hendes verden havde den mørkhåret styr på det hele. Alt skulle nok blive godt nu, hvor de havde drænet lungerne og hun klarede det sidste. "Vi er heldige at du var her! Og ville hjælpe." Det næsten var sagt mere lavmælt. Den lille ghoul havde allerede sendt bagerne et lettet lille smil.

[Deleted]

Det var ikke blodet som sådan, der havde en betydning, da hun kunne bruge alle slags væsker, omend da disse var mandens egne, ville magien virke bedre. Da kvinden fjernede sin hånd, fortsatte hun med at tegne et mønster på mandens bryst. En lige linje fra halsen, men som bredte sig i to, til hver deres lille cirkel over mandens lunger. Til sidst lagde hun sin hånd i midten af det hele, på brystbenet, og begyndte at messe et eller andet. Det var ikke til at sige om der skete noget, men lidt efter lidt begyndte manden at trække vejret bedre, mere ubesværet og med færre smerter. Til sidst fjernede Maureen sin hånd og lænede sig tilbage. Hun følte sig...drænet. Hun burde ikke bruge magi så hurtigt efter hendes skift. Men i det mindste var mandens overlevelseschancer nu større og han ville ikke have så mange smerter. Hendes blik gled op på den fremmede kvinde. Et svagt smil gled over hende, som hun med et tag i en af hylderne bag sig, fik rejst sig op uden at falde nogen steder. Hendes anden hånd gled over hendes kjole, som hun rettede den ude. Manden rettede sig lidt op.
"Jeg takker for jeres hjælp.." fik han frem, skønt det var tydeligt han stadig virkede påvirket af situationen, omend han havde det bedre nu. Maureen sendte ham et lille smil.
"Vi kunne ikke have gjort det uden hinanden." Svarede hun så og så over mod døren til køkkenet. Hun burde opsøge pigen og fortælle hende at alt var bedre.
"Du skal slappe af de næste par dage. Jeg vil sende nogen ned med noget medicin, så det ikke sker igen foreløbig" Maureen så på manden igen. Hendes nye position taget i betragtning kunne hun sagtens sende en herned med nogle urter eller væsker. Hun så over på kvinden igen.
"Jeg takker for din hjælp. Og nu..." hun slap hylden og gik over til døren ud til køkkenet. Hun følte sig svag, men ikke mere end at hun kunne gå og stå selv. Hun åbnede døren og opdagede at pigen stod lige inden for døren. Hun skyndte sig over til Maureen, da hun åbnede døren. Da Maureen sendte hende et lille nik, fløj hun forbi Maureen og satte sig ved bageren, kun for at slå armene om ham og hulke lidt. Maureen så på dem med et svagt smil. De måtte begge have været ganske forskrækkede og nu skulle der bare ryddes op.
"Jeg tror vi vil lade jer være alene for nu..."Kommenterede hun så og så over på kvinden, der havde hjulpet hende, men hvis navn hun endnu ikke kendte.

[Deleted]

Francis blik flakkede fra bageren til kvinden, som hun gik rundt. Deres job her var færdigt, hvilket den mørkhåret også nævnte. Ghoulen nikkede ivrigt for at bekræfte hende. Nu skulle de have have lov til at få fred og komme sig. Med et sidste blik på bageren, fulgte hun den mørkhåret ud af døren. Høfligt ventede hun, indtil at de var nået ud af butikken igen, før hun åbnede munden. "Det var fantastisk!" Hendes blå, blå øjne lyste som hun betragtede kvinden med beundring. "Den måde du havde overblik over situationen. Hvordan du hurtigt diagnosticerede manden." Der kom næsten et 'Og hvad end magi du lavede til sidst.' Men det lød ikke så charmerende i hendes eget hoved. "Det er heldigt, at du var her til at hjælpe." Stemmen faldt en smule, som hun kiggede ud over pladsen. Tanken om hvor mange der havde stået passivt til, gjorde hende stadig utilpas. Det var hårde tider, men ikke engang at turde hjælpe en medborger i nød... Hun kiggede tilbage på den mørkhårede kvinden. I farten havde de ikke haft tid til at introducere sig til hinanden. Hun rakte hånden frem. "Mit navn er Francis Geneva. Glæder mig at møde dig." Det blev bekræftet med et nik. "Og du er?" Navnet var ikke lige til at gætte, men hun var ret sikker på, at kvinden var en eller anden form for læge.

//Sorry, kort, kort svar, jeg er noget sløj for tiden ><

[Deleted]

Maureen fulgte kvinden ud fra bageriet og nikkede taknemmelig til deres taksigelser og løfter om gratis brød, til dem begge, næste gang de kom forbi.
Endelig var de udenfor. De fleste var gået igen. Kun en to-tre folk stod endnu ude foran bageren, sikkert nogle loyale kunder eller naboerne. Hun smilte let til dem som hun gik forbi. Man kunne diskuterer at deres passivitet var uønsket og dårlig, men Maureen forstod det sådan set godt. Og uanset hvad, hvem var hun så til at dømme folk på det? Der var ingen ide i at løbe til undsætning, hvis man ikke vidste hvad man skulle gøre ved situationen. Så fyldte man bare og forhindrede de folk, der kunne hjælpe, i at nå frem.
Hendes blik gled op mod tagene, trods at kvinden talte til hende, med en noget tydelig iver i sin stemme. Hun slog ud med armen og holdte den vandret ud i luften. Pludselig kom hendes kære krage flyvende fra et af tagene og landede på hendes arm. Hun tog armen til sig, mens den ledige hånd gled over kragen. Det var tydeligt disse to kendte hinanden, endda rigtig godt.
Endelig vendte hun sig om mod kvinden med et lille smil.
”Jeg har erfaringer med kroppen og de mest almindelige sygdomme” svarede hun roligt. Faktisk var det en af de ting hun havde lært en del om, i sin tid alene.
”Nogle af mine magier beskæftiger sig meget med kroppen og sjælen. Hans sygdom ligger dog i hjertet og ikke i lungerne. Jeg er bange for han ikke vil leve alt for længe og der er intet vi kan gøre ved det” hun drejede hovedet og så tilbage mod bageren med et sørgmodigt blik.
”Hvad angår held, var det vidst lige så heldigt du var der” svarede hun så og så på Francis igen.
”Mit navn er Maureen Toadmincer” hun bemærkede det også nu. Denne sære aura der bølgede om Francis. Som var hun et mørkt væsen, men i sig selv en person med gode intentioner. Og dog, stadig som om der hvilede noget fremmed over hende. Noget hun ikke havde set før. Det var interessant og hun mærkede nysgerrigheden hive i hende, nu hvor hun ikke længere havde en syg mand for sine fødder.
”Undskyld jeg spørger. Din aura virker så...exceptionel. Så speciel. Hvilket væsen er du?” spørgsmålet i sig selv kunne virke uhøfligt, var det ikke fordi Maureens, lidt dybe, stemme ellers var ganske blid og mere nysgerrig, end uhøflig.

[Deleted]

Kvindens opmærksomhed var i første omgang ikke på Francis. Forundret så ghoulen til, som en ravn fløj ned og landede på Maureens arm. Der kom et voksende smil på hendes forbavsede ansigt, som man kunne se, de kendte hinanden. Det måtte være rart at have en at dele rejsen med. Francis følte sig ikke ensom på sin færden rundt, men det ville være rart, hvis man havde en gammel ven at nyde turen med.
"Så, du er en magiker? Eller alkymist?" Hendes iver stod ved, lige indtil kvinden nævnte bageren. Der faldt både skuldre og smil. Francis fulgte Maureens blik tilbage til bageren. Nej, der var ikke mere de kunne gøre nu... Hun blev hevet tilbage, da kvinden henvendte sig imod hende igen. "Tak, men jeg er sikkert på at du nok var kommet op med et eller andet." Det fik dog stadig et lille smil tilbage på hendes læber. Hun var en smule mere afslappet, indtil der blev spurgt om hendes race. Francis spærrede øjne op, for så hurtigt at kigge væk. Det var anden gang, at nogen havde spottet der var noget 'forkert' omkring hende. Hvis hun fortalte Maureen sandheden, ville hun så være forstående, eller tage afstand fra hende? Der er kun en måde at finde ud af det på, og Francis følte ikke, at hun kunne lyve for kvinden. Det betød dog ikke, at hun behøvede at give den dystre bonus viden. Med lidt held kendt Maureen intet til hendes føde. Kvinden havde trods alt sagt, at hun ikke kunne genkende Francis race. For det var faktisk ikke altid at hun var undead, der var problemet. Hun havde prøvet at forklare en hun havde tiltro hendes baggrund. Først havde han været begejstret; "Så, du er en slags cool vampyr?" Men så snart han vidste hvad hun levede af, havde han afskrevet hende som et monster.
"Det-det er okay. Jeg k-kan forstå hv-hvorfor du spørg." Francis var selv nysgerrig anlagt. Mange behøvede nok ikke at være voldsomme nysgerrig, for at ville vide det. "Jeg er en wa-warlock ..." Hun lod det dog stadig trække ud. "Gh-ghoul. Jeg er blevet bragt til-tilbage til livet efter min død." Nu var sandhedens time kommet. Maureen var en forstående sjæl, ikke? En kvinde med viden omkring kroppen og magi der omhandlede krop og sjæl ville måske ikke en gang være så overrasket. Havde hun ikke lige fortalt, at Francis aura var speciel. Hvilket led videre til et spørgsmål.
"H-hvad ... hvad siger min aura omkring mig?" Måske var det slet ikke noget slemt. Måske det var bare forvirrende, fordi hendes aura kaldte hende en magiker og en warlock på en gang uden at vise, at hun var en varyl. Francis vidste intet om auralæsninger eller hvordan de fungerede. Alt hun kunne gøre, var at gætte.