Where are all the leaves...!?

[Deleted]

@maureen

---

Uanset hvor Ezekiel kiggede, så var der kun nøgne træer, som blafrede i den kolde vind. Hvor var alle bladene dog blevet af? Ikke så meget som en sjæl var a se nogen steder. Nu hvor han havde været vant til at sidde i hans lille hule oppe i bjergene, hvor der ikke var nogen der havde manglet ham.. ikke nogen der havde savnet ham, så var der vel heller ikke nogen der havde vidst, at han havde siddet der?
Selv var han typen, som man sagtens kunne kalde for vanvittig. Efter kun at have siddet i sit eget selskab over alt for mange år, så var han blevet vanvittig.. sindssyg ville mange nok kalde ham, og særligt med de evner, som han også havde i sin besiddelse, så var der jo en grund til at kalde ham for farlig. 
De mosgrønne øjne skævede omkring ham, inden han dumpede ned i resterne af en landsby. Skoven var forladt.. Selv var der ingen dyr eller noget at spotte nogen steder, og det gjorde ham trist. Hvor var fuglene?
"Alle er de væk.. Alle er de væk.." gentog han igen og igen for sig selv. Hånden lagde han mod stammen. Selv igennem de alt for mange år, var hans krop undergået en forvandling, hvor hans hud var blevet mere ro.. mere som de klipper som han havde levet i.
Efter at følelsen af de usynlige lænker havde sluppet ham, var han taget ud. Han havde haft desperat brug for frisk luft, og det at opleve solen mod sit ansigt. Selvom det uden tvivl havde blændet ham voldsomt, at komme ud i lyset, var selv det noget, som han var ved at blive vant til. Beskidt var han uden tvivl også. Ikke havde han set det som måtte minde om et ordentlig bad i frygtelig mange år. Øjnene blinkede han let med, inden han fortsatte.. Lyden af det rindende vand kunne han høre i det fjerne. Der var så mange andre lyde her, end hvad han var vant til at høre i forvejen.
"Vand.. fisk.... der må være fisk i vandet..!" sagde han, inden han satte i løb. Han var nødt til at undersøge det. Hvad han dog ikke bare ville gøre for et ordentligt måltid mad! Floden der løb igennem skoven, var det næste som han fik øje på, ikke langt fra den nedfaldne landsby. Her blev han stående på alle fire.. Hænderne lod han berøre vandets overflade.. vådt og koldt.. Han grinte lidt for sig selv.

[Deleted]

Procias' skove var forunderlige steder at opholde sig. De havde på alle tidspunkter været noget hun holdt af. De bragte minder om for længst glemte tider, tider hvor hun endnu var barn og kunne løbe mellem træerne uden at være bange for noget som helst, med sin broder i hælene. Med en latter der ville runge igennem skovens stilhed.
Hendes hånd gled over den ru bark på et af skovens mange træer. En birk. Den hvide bark var både glat og knudret, som den skallede af. Brugbar som papir, skulle man ønske det, men man så ikke længere folk rejse ud i skoven for at skaffe sig skriveredskaber. En fjer i skovbunden, et stykke bark fra et træ. Eller hun gjorde i hvert fald. Men hun havde også trukket sig væk fra civilisationen på eget valg og levet isoleret. Og nu søgte hun stadig ud i en skov, op mellem bjergene, ud til havet, blot for at undgå de alt for overbefolkede byer. Overbefolkede, trods folk døde af de samme ting, som de altid havde gjort. Sygdom. Sult. Kulde.
Jorden under hendes bare fødder var kold og hun kunne mærke de visne blade knase og prikke hende under fødderne. Denne dag bar hun en grøn kjole. Den var løs og simpel, sad om hende, som var den i virkeligheden et stort gardin, der var blevet syet til. Et lille bælte, af flettede græsarter, hang om maven på hende og holdte sammen på kjolen. Om hendes hals hang en af hendes mange smykker, i dag dog en simpel halskæde med en grøn sten. Hendes hår var sat op i en høj hestehale, men gled ned over hendes ryg i tykke krøller, sort og livligt som det var. I ørerne hang nogle store øreringe, med små stene og fjer. Om hendes ene fod sad nogle metalbånd, der raslede let, når hun gik.
Med forsigtige skridt, trådte hun væk fra træets beskyttelse og ned til vandet foran hende. Hun bukkede sig ned ved siden af det og holdte sine hænder sammen til en lille skål. Hun fyldte dem med vand og tog vandet op til munden, for at drikke af det. Hendes krage var der også. Hang sad i et af træerne og så på dem. Stort set den eneste fugl i miles omkreds. At fuglene var flygtet var landet virkede magisk. Langt fra normalt. Fugle forlod steder på naturens kommando eller ved magi. At de alle havde forladt Procias var så absurd, at hun mistænkte magi for grunden. Hendes hænder gled ned til det rindende vand igen, mens hun så ned på det. Det var koldt og frisk. En fisk sprællede længere ude. Hendes blik gled længere op af vandet, da hun hørte plaskende lyde. Fisk? Nej.
Hun opdagede denne skikkelse. Beskidt. Legende, som han lod hænderne plaske mod vandet, som et barn, der opdagede vand for første gang. Lydløst rejste hun sig op. Med rolige skridt gik hun tættere på, men stoppede op på en god afstand, hvilede mod et træ ved siden af hende. Hendes ene hånd hvilede mod træet, mens hendes grå blik gled over skikkelsen. Det faldt hende ind at han virkede ensom. Så beskidt han var, så mærkværdig hans opførsel var. Ensom. Som byens tosse, der var jagtet ud i skoven. Og skønt disse kunne udgøre en trussel, for dem der var bange af natur, eller var ligegyldige, for andre, blev hun stående og blot kiggede på ham, uden så meget som en dømmende tanke ramte hende. Det lå ikke til hende at dømme. Det var der nok folk der gjorde. I stedet fandt hun sig i en indre ro og indsigt, som de fleste ikke formåede at mestre eller opdage, skønt det var muligt for alle.
Hun blev stående der og så på ham.

[Deleted]

Manglende Ezekiel noget? Ikke umiddelbart. Selv var han i forvejen vant til at skulle tænke på andre ting end sig selv. Det eneste selskab han havde haft igennem de sidste rigtig mange år, var sig selv.. Foruden når dronningen havde tilset ham i hans lille, triste og ensomme fængsel. 
Vandet var koldt at røre ved, men dog ikke mindst befriende og fantastisk. Ezekiel kunne i hvert fald rigtig godt lide at komme i kontakt med det, og særligt, når det foregik på denne måde. Selv nu hvor han sad her i det oldgamle og lasede tøj, som nok aldrig havde set hvad der måtte minde om en vask, så tog han sig ikke af det. Han holdt sig primært væk fra alle andre. De mange tanker, som han kunne høre, blev som oftest for meget for ham, og særligt fordi, at han havde siddet alene i så mange år.
Hånden trak han til sig.. Den glinsede nærmest her i solen, når han vente den med håndfladen op. Hvilket uden tvivl var noget, som han virkelig godt kunne lide. Ingen tvivl om det! 
At der var en anden omkring ham, lagde han ikke mærke til som det første. Han trak benene en anelse op under sig, så han endte med at sidde på hug og stirrede ned i vandet, som han ventede på, at en fisk skulle passere, som han kunne få op. Vand betød fisk.. Det var nok også noget af det eneste han kunne huske.
"Du kan ikke gemme dig..." endte han med en dæmpet stemme, mens han nærmest vuggede frem og tilbage. Den nylige frihed, var til tider for meget for ham, når han var vant til usynlige lænker, der skulle holde ham i grotten oppe i bjergene i landet her.. men hvor han skulle gå hen, og hvad han skulle lave. Det vidste han faktisk ikke. 
Hovedet valgte han til sidst at dreje i retningen af den anden skikkelse, som han kunne ane omkring sig. Til tider, var det ikke just en gave, at være en mentaldæmon.. og slet ikke en med hans alder. "Du kan ikke gemme dig... nej du kan ej.." Han hævede hånden og pegede mod hende. Han havde nemlig fået øje på hende!

[Deleted]

Folk ville sige det var ynkeligt. Nogen ville have medlidenhed, mens resten ville ignorerer ham og skynde sig videre, bange for at den slags opførsel smittede. For Maureen vækkede det nogle dybe moderinstinkter. Det var ikke tilfældigt hun havde gået i skoven nu, lige her og set ham. Det var mening. Som alle ting havde en mening. Hun havde set nok. Hun behøvede ikke se mere. Manden ville måske kunne klare sig selv, på den primitive måde, men han ville altid være ensom og uden hjælp. Medmindre nogen tilbød han den og accepterede ham for den han var. Folk var anderledes af forskellige grunde. Nogen var født sådan. Andre var blevet udsat for forfærdeligt ting, for til sidst at ende sådan. Uanset hvad, var det næppe deres egen skyld.
Hendes blik gled over vandet, som solen skinnede i det og sendte små lys i alle retninger. Han måtte være sulten. Sult og det instinkt der fortalte at vand både betød drikkelse og mad, måtte have bragt ham hertil. Instinktet for overlevelse. Som han pegede på hende, skræppede hendes krage og fløj ned til hendes ene skulder. Hendes krage havde en dag været med en brækket vinge og hun havde hjulpet ham. Nu var de tro følgesvende. Hendes ene hånd gled op og nussede kragen, mens hun så hen mod kragen, trods hun nu havde denne mands opmærksomhed. Som halv alkymist havde hun lært noget om at tolke folks aura. Dette var et stærkt middel. Men denne mands var så blandet, at hun havde svært ved at bestemme meget ud fra den. Så kaotisk.
"Du må være sulten" hun så tilbage på ham med et roligt og myndigt blik. Hun frygtede ikke manden. Skulle han vise sig farlig, kunne hun beskytte sig selv med nogle magier. Hun rettede sig op fra træet og gik ned til vandet. Skoven var en del død på denne tid af året og gemte ikke mange urter eller bær, man kunne spise og rødder skulle graves op.
"Fisk lyder lækkert. Det har sådan en delikat smag. Kødet er så lyst og slet ikke så tungt" hendes stemme var lidt dyb. Hendes blik gled ud over søen et øjeblik, som stod hun i fred og i sine egne tanker, sammen med sin krage. Så så hun tilbage på ham.
"Men man kan ikke spise så beskidt som du er!" udbrød hun, skønt der intet fjendtlig var at se på hende. I stedet gled et lille smil over hende.

[Deleted]

Aldrig havde Ezekiel tænkt på, hvordan han agerede overfor andre mennesker. Faktisk ønskede han bare at holde sig på afstand. Onde kunne de være. Onde og modbydelige, ligesom den mand, der havde placeret ham i grotterne i udgangspunktet! Det som var ved at være så mange år siden, at han ikke kunne huske hvorfor, hvordan og hvorledes.
Blikket hvilede på kvinden.. Hver en detalje, der var ved hende, fik han med sig. Deriblandt også den manglende frygt for hans væsen, som han også havde set ved så mange andre. Let rettede han sig op. Var han et væsen, der havde brug for hjælp? Ikke hvis man spurgte ham selv. Han kunne sagtens klare sig på denne primitive måde, som han havde gjort frem til nu, selvom det uden tvivl havde haft sin påvirkning af hans krop og sind ikke mindst.
Ej virkede denne kvinde bange for ham. Hvilket uden tvivl var noget, der overraskede ham. Hovedet søgte langsomt, men dog undrende på sned. "Du løber ej fra mig.." Hænderne satte han i jorden, inden han rejste sig. Kragen der skræppede, fik hurtigt hans opmærksomhed. Hvor var det dog lang tid siden at han i det hele taget havde set et dyr.. Eller bare hørt en fugl! "... Gør det igen," sagde han, inden han hastigt tog nogle skridt mod dem.
Ikke opfangede Ezekiel noget direkte fjendtligt ved denne kvinde. Ikke noget, der direkte fangede hans opmærksomhed i den dur i hvert fald. Han var sulten.. det var rigtigt.. og var han virkelig så beskidt? Han så ned af sig.. Så slemt synes han nu heller ikke at det var, men okay. Han havde jo været sig selv.. ene og alene igennem frygtelig mange år. "Du synes jeg er beskidt..? Åh nej... jeg er ikke så beskidt.. kun lidt.. kun lidt.." Han så sig om. Dette tøj, som han gik og stod i, var jo også det eneste, som han havde at tage på. Han kunne jo ikke bare smide det og springe i floden... kunne han?

[Deleted]

Hendes blik gled over ham, som han konstaterede hun ikke løb. Folk brugte meget tid på at løbe, på at flygte. Selv havde hun gjort det. Flygtet fra sig selv, flygtet fra hele verdenen. Men ikke længere. Nu var hun vendt tilbage til civilisationen og var klar til at hjælpe den med at kæmpe, i stedet for at flygte. Klar til at hjælpe dem, der var bange, men som ikke kunne flygte, fordi de var bundet. Uanset hvilke bånd det var. Hendes hånd gled op til kragen og lod den gå ned på hånden, så hun kunne have den foran sig og nusse den. Den drejede hovedet og så på manden med et gennemborende øje. Kragen ville beskytte Maureen, hvis der var brug for det. Den ville gå til angreb, hvis den mærkede nogen form for trussel. I stedet blev den siddende og så sig omkring, med bevægelser der var normale for en krage. Maureen hævede den op til sit hoved og kyssede den oven på hovedet. Manden kunne lige Rasputin, så det ud til. Hendes hånd, hvorpå kragen sad, gled ud i en glidende bevægelse, som hun næsten kastede fuglen op i luften. Kragen kom hurtigt på vingerne, den havde prøvet det før og med et skræp fløj den op i den nærmeste træ, hvor den gav sig til at pudse sine vinger, mens den regelmæssigt så på dem.
"Ønsker du at skade mig?" spurgte hun ligeud og så på manden. Hvorfor skulle hun løbe, hvis manden ikke ønskede at skade hende? Hun så på ham med et svagt smil. Han virkede lidt usikker, som om han ikke helt vidste hvad han skulle stille op med det.
Hendes hænder begyndte at løsne hendes tøj. Til sidst gled bæltet og hendes kjole af hendes krop i en glidende bevægelse. Luften var kølig og vandet koldt. Hun følte ingen skam, hun var ikke genert, som hun stod nøgen foran ham. Hendes hud var lys, næsten helt bleg. Uden at løsne alle sine smykker, trådte hun ud i den kolde flod. Et kuldegys gled over hendes krop, til hun endelig kunne dyppe sig helt i, så kun hendes hoved tittede over vandet. Hun mærkede hvordan hendes lange, tykke hår sugede vandet til sig. Hun tog nogle svømmetag og vendte sig så om mod ham med et lille smil.
"Ingen mad, så længe vi er beskidte" slog hun fast. Vandet var koldt. Men så længe de ikke blev i det for længe, ville det ikke give problemer. Hun kunne hurtigt tænde et bål, når de kom op igen.

[Deleted]

Civilisationen var en ting, som Ezekiel allerede havde opgivet. Alt for mange mennesker og alt for mange tanker, som han kunne høre. Han kunne slet ikke overkomme det! Han blev stående der, som et andet udstødt væsen, og betragtede sig af hendes skikkelse. Han fumlede let med hænderne, også selvom hans blik fulgte kragen der forlod hendes hånd og søgte op i træet. Næsten automatisk måtte hans fødder trække ham tættere på den. Han var uden tvivl fascineret af det smukke sorte væsen. "Få den til at sige det igen," bad han med en mere desperat stemme. Det at høre fuglene synge og skrappe.. det at føle sig fri på en måde, som han slet ikke kunne beskrive det. Det var det, som han havde brug for lige nu.
At gøre hende ondt? Det kunne slet ikke falde ham ind, at gøre hende ondt! Hans blik søgte mod hendes skikkelse endnu en gang. Koldt var her, og vinden blæste omkring dem. Det fik hans nakkehår til at rejse sig. Han lod hovedet søge på sned, inden han kort rystede på hovedet. "Folk gør mig ondt.. aldrig... aldrig mig," forsikrede han hende om.
At hun derimod begyndte at fjerne sine klæder, fik ham til at lukke hænderne mere om sig selv. Næsten som var han bange for, at en eller anden form for usynlig kraft, ville komme og rive dem af ham. Ikke ville han i bad! Koldt var vandet nemlig, og koldt var det at bade i! Han havde jo lige haft fingrene i det. Han bakkede væk fra vandet igen, som en eller anden lille unge, der var fanget midt i en situation, som de desperat søgte en udvej ud af igen!
"Ikke skal jeg i bad! Åh nej, ikke i bad. Koldt er det! Og vådt!" beklagede han sig. Lige der, var han nok ikke meget større eller mentalt intelligent end et sølle barn.

[Deleted]

En krage var ikke en sangfugl. Hun kunne ikke få den til at synge en eller anden melodi. Kragen sagde kun noget, når han selv følte for det, men for det meste var han stille. Dog var der råd for det. Hun kunne gøre noget andet, så han kunne få den fuglesang han ønskede.
Hun fandt et sted hun stå i vandet, uden at glide på de glatte og smattede sten. Hun sikrede sig at hun stod fast og var ganske ligeglad med hvor meget af hendes krop der mon var synlig. Hun samlede noget vand i sine hule hænder og lukkede øjnene. Lidt efter gled nogle magiske ord over hendes læber. Vandet formede sig og blev til en lille fugl af vand. Den spredte vingerne og fløj op i luften, til den landede i et træ. Til tider dryppede en dråbe fra den, men for det meste blev den siddende der. Og lidt efter begyndte den at synge. Synge sange fra mange forskellige fugle, men kun dem Maureen selv kunne huske. Og det var ikke få. Hun havde trods alt brugt mange år ude i naturen, væk fra folk og fæ. Selv hun kunne blive overvældet af folk omkring hende, når hun nærmede sig en by. Hun smilte svagt til ham. Et barn der ikke ville i bad. Hun havde altid ønsket sig et barn, eller flere børn, en stor familie på landet, på en gård, med en skøn ægtemand. Hvem sagde det nogen sinde ville ske? Hun så det ikke for en sandsynlig fremtid, men blot en fjern drøm.
"Vandet er koldt og forfriskende" fortalte hun ham.
"Og bagefter vil man føle sig meget bedre tilpas. Det er som at vaske alle de dårlige ting væk. Men det bedste er..." hun begyndte at gå op fra vandet. Det var ikke sundt hvis hun blev i vandet for længe.
"...Man kan blive tør og varm igen. Og man vil kunne spise!" sagde hun ganske overbevisende. Dette blev vist en krævende dag for hendes magi. For den var hendes genvej til alle disse ting. Til at tænde et bål, til at fange en fisk. Fisk!
"Åh, jeg har jo helt glemt...Hvordan skal vi dog få en fisk, hvis du er bange for vand?" Hun stod på bredden igen og så ned på vandet med et ganske sørgmodigt blik.
"Ak, her troede jeg du kunne fange en fisk!"

[Deleted]

Ezekiel stirrede med vantro på kvinden, som nu stod ude i vandet. Koldt og vådt var det, og ikke var det noget, som han ville stå og vandre i, hvis han kunne blive fri. Han stirrede fast på hende.. hvad var det hun lavede? Messen, og den fugl af vand, der pludselig steg op fra hendes hånd, og fløj igennem luften, inden den satte sig på en gren udenfor hans rækkevidde, fik ham hurtigt til at søge hen mod den. Særligt da den begyndte at synge. En så smuk og direkte vidunderlig sang!  "Smukke sang.. smukke fuglesang.." fortsatte han, mens han nærmest stod der og kærtegnede træet, som han stod lige ved siden af.
Kvindens stemme fik endnu en gang hans opmærksomhed. Han vendte hovedet direkte mod hende igen. Han ville ikke i bad! Ingen kræfter ville kunne få ham til at træde frivilligt ned i det der våde og kolde vand! Han prustede let og rystede så igen på hovedet, inden han bakkede endnu længere væk. Han gjorde ikke folk noget.. han kunne bare ikke finde ud af, hvordan han skulle begå sig omkring dem.  Troede hun heller ikke på, at han kunne fange fisk? Han var god til den slags! Det havde han i hvert fald været engang!
"Du skræmmer fiskene væk gør du! Du som står der med din høje stemme..!" endte han næsten frustreret. Han søgte denne gang tættere på vandet igen. Man skulle nok tiltænke ham lidt som et barn, om man ønskede at få noget ud af ham, og særligt hvad angik dette. Hans blik gled mod hende og så tilbage på vandet, hvor han igen havde sat sig på hug. "Det er koldt og mørkt og vådt! Jeg kan ikke lide det.. nej jeg kan ej.." Han rystede på hovedet igen. Hun fik ham i hvert fald ikke til at gå ud i det der kolde og våde vand!

[Deleted]

Hun smilte svagt af hans argumenteren frem og tilbage. Hun skottede sig lidt og i stedet for at svare ham, gik hun lidt væk fra vandet og samlede nogle døde grene ind på vejen. Til sidst havde hun en lille favn af grene, som hun begyndte at rette til, til et bål. Hun fandt nogle sten, som hun satte rundt om, så de ikke fik sat ild til hele skoven ved et uheld. Da hun var færdig, lagde hun sine hænder mod træet og messede nogle få ord. Lidt efter kunne man se de første, spæde flammer glide op mellem grenene og hun skyndte sig at fjerne sine hænder. I et øjeblik sad hun bare og kiggede på ilden, som den blev større og stærkere. Lugten af brændt træ spredte sig og lyden af små knald, når ilden fik fat i en knast i en af grenene. Lidt efter kunne hun også mærke varmen. Hun rakte sine hænder ud til ilden og lod den varme hende op og tørre hende. Det var ganske rart. Svagt begyndte hun at nynne en sang, som hun rejste sig, hentede sin kjole og tog den på igen. Bagefter gik hun tilbage til bålet og satte sig ved det, med benene over kors, før hendes hænder gled over hendes hår, som hun trak det over den ene skulder og begyndte at børste det med fingrene og vride vand ud af det. Lidt efter begyndte hun at lave små fletninger. Hendes fingre var lange, slanke, og arbejde flittigt, skønt hun med vilje holdte tempoet langsomt. Hun følte sig afslappet nu, her ved bålets varme og lys. Også selv om skoven omkring hende var tom og måske temmelig skræmmende. Hendes grå øjne skinnede af ildens genskær i hendes øjne. Det var tydeligt hun var afslappet og ikke længere frøs, selv om hun stadig var fugtig på krop og især også i håret. Endelig så hun over mod ham.
”Så find noget andet at spise. Du forventer vel ikke jeg gør det for dig?” foreslog hun ganske afslappet.
”Vandet er også ganske skræmmende” hun drillede ham lidt. Men kun fordi hun ikke kunne lade være. Han var ganske rar at være i nærheden af, i sammenligning med mange andre af de folk hun havde mødt. Selv om han ikke virkede helt normal, var han stadig mere behagelig at være hos. Også selv om han var bange for vand.
”Fiske er også svære at fange alligevel” Hun så tilbage på ilden. Det var jo virkelig hans eget valg, trods alt. På et tidspunkt ville han nok være sulten nok. Selv om hun aldrig ville kunne lade ham sulte. Hun kunne sagtens finde noget mad, skaffe dem noget spiseligt. Men hvad så når hun gik? Ville han så kunne passe sig selv? Hellere vente og se om han selv kunne skaffe mad, end at lade ham tro andre gjorde det for ham. På den måde vidste hun trods alt han ville kunne passe på sig selv.

[Deleted]

Det var hurtigt gået op for Ezekiel, at denne kvinde måtte være magisk. Det var noget som især måtte falde i hans egen interesse, da han faktisk ikke faldt over særlig mange af disse. De som endelig gjorde, var ikke meget for at tilbringe tiden med ham. Hvorfor, det forstod han ikke, for han havde jo aldrig gjort nogen noget.  Han stirrede mod hende, som hun fik gang i sit bål. At hun ikke ville arrangere med mad til ham, dersom han ikke vaskede sig, var det som han endnu stod ved. Hun skulle ikke komme her og bestemme over ham! Et barn var han nemlig ikke, og det havde han ej været i rigtig mange år! 
Ej forventede Ezekiel, at nogen gjorde noget for ham. Det havde de aldrig gjort. Altid havde han vandret alene, og igennem de mange år, som han havde siddet fanget i sin lille grotte, havde han kun set Bella som kiggede forbi fra tid til anden, og nu også Silia, som havde bragt ham mad i ny og næ. Han vendte blikket mod hende. "Du har ingen grund til at gøre noget for mig! Åh.. du vil snyde mig, vil du.. snyde mig.. du får ikke lov... ikke lov!" sagde han denne gang med en hård stemme. Ikke var det fordi at han ville gøre hende noget, men det var den virkelighed, der gav mening i hans hoved lige nu.
Han vendte sig mod hendes bål. Det var varmt.. så meget vidste han. Sidst gang han havde været i nærheden af sådan et, havde han brændt sig. Han søgte tættere på hende. Ligeglad med, at han endnu var møgbeskidt. "Fisk er godt.. godt for maven.. Det fortalte de mig alle sammen," sagde han med en mere intens stemme. Hvorvidt om han brød hendes intimsfære, vidste han ikke. Han stirrede direkte på hende, som han stadig søgte tættere og tættere på, frem til han var næsten lige udenfor hendes ansigt. Nærhed og hvordan man skulle begå sig, havde han aldrig rigtigt lært noget om.
"Koldt er vandet, som løber forbi os.. du vil have jeg skal vaske mig.. hvorfor?" Ikke var der noget faretruende over ham, for han tænkte slet ikke i de baner. Det eneste, som han ønskede, var at forstå. Forstå hvad der skete omkring ham, forstå hvad der foregik, og hvad det hele betød, og det var svært, når han end ikke vidste hvilke spørgsmål han skulle stille.

[Deleted]

Hun tog sig ikke af at manden kom nærmere. Når det kom til stykket, selv om Maureen ikke brød sig om for meget kontakt, var hun langt fra genert og folk kunne komme hen og lægge armene om hende, helt fremmede folk, uden at hun ville føle grund til at trække sig tilbage. Det lå i hendes natur at omfavne og holde af alt levende, så godt hun kunne. Det faldt hende ikke ind at hade nogen. Selv nu. Selv når hun var sammen med de mørke væsner, hvortil hun blot sagde mindre og holdte sig i baggrunden. Og dog...følte hun sig næsten såret over at manden tydeligvis troede hun var her for at skade ham. Det var hun ikke. Faktisk havde hun mødt ham ganske tilfældigt. Hun sukkede svagt for sig selv og så ind i ilden. Det var netop derfor hun ikke brød sig om folk og folks tunger. De gjorde ofte mere skade end gavn. Mon hendes egne ord blev modtaget på samme måde? Hun prøvede altid at tænke over hvad hun sagde, men det kunne ikke undgås at det blev modtaget forskelligt af folk.
”Jeg er ikke ude på at snyde dig. Enhver af disse tanker gør mere skade end gavn og jeg vil ikke finde mig at blive kaldt en snyder!” slog hun fast med en bestemt stemme. Da hendes øjne gled over mod ham, gnistrede de af vrede, før de vendte tilbage til ilden. Derefter næsten ignorerede hun ham, som han kom helt tæt på.
Hans spørgsmål og tydelige forvirring over at være renlig fik hendes vrede til at gå væk. Hvordan kunne man forblive vred på denne skikkelse? Men samtidig var han interessant. Han fik hende til at tænke mere over helt almindelige ting. Hvorfor holde sig ren hele tiden?
”Renlighed er godt. I din nuværende tilstand, skulle du komme til skade, vil der gå infektioner i dit sår. Måske endda nok til at gøre dig rigtig syg. Spiser du med dine beskidte fingre kan du gøre dig selv syg. Ved at vaske dig fjerner du det meste skidt, så du ikke bliver lige så nemt syg. En anden ting er at renlighed er forbundet med god skik og et sundt helbred. De fleste holder sin rene, fordi så føler de sig bedre tilpas i denne verden. Og de fleste ønsker at se folk rene, fordi det er pænere at se på end skidt” svarede hun ham. Hun samlede en lille stilk op fra jorden og nullede den mellem sine fingre, uden rigtig at gøre den noget. Hendes blik gled op til den evigt-syngende fugl og fik den til at stoppe, fik den til at forsvinde. Vandet flød ned fra grenen, da magien der holdte den i sin form, forsvandt. Det ramte jorden og blev opsuget af denne. Der blev igen stille, med undtagelse af vinden mellem træerne eller en skratten fra et dyr hist og her. Og så selvfølgelig den kolde flod. Hun kunne høre en fisk der fik vandet til at plaske.
”Hvad er dit navn?” Det var på tide at se på noget andet. Tydeligvis gjorde snakket om renlighed ingen af dem bedre tilpas, så der var virkelig ingen grund til at blive ved med at køre rundt i det. Måske ville han selv en dag opdage det eller ønske det.

[Deleted]

Ezekiel stirrede fast på denne kvinde. Han kom tæt på, men aldrig tæt nok på, til at røre ved hende. Det var slet ikke noget, som han ville, eller ønskede for den sags skyld. Han tog ikke chancen. Tænk om hun rent faktisk ønskede at gøre ham ondt? Det ønskede han da på ingen måde! Hvordan han skulle begå sig, var rent faktisk hans største problem, for han vidste det ærlig talt ikke, og han havde jo til nu, kunne mærke, hvor ubehageligt til mode, det gjorde dem, som han mødte på sin vej.
"Alle har de forsøgt at snyde mig! De fængslede mig, gjorde de.. Åh ja de gjorde.. De gjorde det ved mig.. se på mig..!" endte han med en fast tone. Sådan her, havde han nemlig ikke set ud hele livet.. En ru hud.. næsten som havde han fået skæl. Igennem rigtig mange år, havde han nemlig siddet der. Og skulle hun være anderledes? Han havde ærligt svært ved at tro på det, for hvad gjorde hende så anderledes end så mange andre? Selvom han kunne læse tanker, så sporede han ikke nogen løgne i hende, men tænk.. tænk hvis hun bare var mere snu end de andre, som han havde været tæt på?
Ezekiel vendte blikket bort fra hende, da hun begyndte at forklare og fortælle hvorfor det var vigtigt, at man var ren, hvilket var noget som fik ham til at vende blikket ned mod sine temmelig beskidte hænder. Han var ikke meget for at indrømme det, men hun havde fat i noget, og det var det, som samtidig også måtte irritere ham. Han brummede tydeligt utilfredst og knyttede næverne let. Ikke fordi at han ville slå hende eller noget som helst. "Jeg skal nok vaske mine hænder.." sagde han dog. Han havde aldrig som sådan været syg.. Ikke af hvad han vidste i hvert fald. Han vendte blikket mod hende igen, som hun spurgte ind til hans navn. Hun interesserede sig rent faktisk for ham? Sådan.. oprigtigt? "Ezekiel kaldte de mig, da jeg blev navngivet," fortalte han dog, efter en længere pause. Det var.. svært for ham, men han ville jo gerne vise sig, fra den gode side.. Forsøge på det i hvert fald, og særligt siden den ikke faldt ham så naturligt, som mange andre nok ville ønske at den gjorde.