Light the fires

[Deleted]

@evangeline ~ @deacon

Den Dansende Flamme var fuld af liv den aften. Ved alle bordene var der folk der drak, og ved flere af dem blev der snakket højlydt. Nogle gik så langt som at synge en eller anden sang, men de sang i munden på hinanden, så det var udenfor Deacons fatteevne at finde ud af hvad det faktisk var, de sang. Det ville ikke overraske ham hvis de overhovedet ikke sang den samme sang. Bordet ved siden af hans var i denne stund blevet brugt til kortspil, og der var optil flere gange opstået mindre slagsmål og skænderier og anklager om snyd. En stor, bredskuldret mand som tilsyneladende arbejdede i natklubben havde dog sørget for at den der havde startet slagsmålet var blevet smidt ud, og kortspillet havde fortsat sin gang. En af mændene sad endda med en kvinde over skødet, og at dømme efter den lave hvisken dem imellem, havde de fået arrangeret at hun skulle tilbringe natten sammen med ham - mod en betaling, selvfølgelig.
Deacon sad til gengæld for sig selv ved sit eget bord, kun med den glødende fugl på sine skuldre til selskab. Om det var Deacons egen udstråling eller fuglens var ikke til at sige, men det virkede i hvert fald ikke som om der var nogen der havde lyst til at gøre ham selskab ved bordet. Ikke at det gjorde ham det mindste. Hans finger gled kælent over føniksens brystfjer, og føniksen besvarede berøringen med en lav, nynnende lyd som bragte et smalt smil over Deacons læber.  Hans kappe var blevet smidt over hans stoleryg, så han sad tilbage med sin langærmede skjorte, hvis ærmer han dog havde rullet op til albuerne. De øverste knapper var åbne, så man lige kunne skimte tatoveringen af den brændende fjer på den venstre side af hans brystkasse i skjorteåbningen. Et bælte hang på tværs af hans overkrop, fra skulder til hofte, hvori en dolk skinnede i skæret fra den glødende fugl på hans skulder. I sin hånd havde han et glas med en klar væske, og en flaske med mere af den klare væske stod klar på bordet til at fylde glasset op.

[Deleted]

Eva løsnede skulderene mens hun så ind af vinduet til baren - der lød til at være godt gang i den og det ville nok være nemt at finde sig et let bytte hun kunne bestjæle. Hun havde ikke flere penge, og i øjeblikket kun det tøj hun havde på. Hun var dog som altid et syn for guderne. Den knælange tætsiddende sorte kjole havde to slisker, en i hver side der delte kjolen til helt op på til hendes begyndende hofte. Hendes lange slanke ben og faste lår havde altid været en af hendes bedre træk. Generelt havde den sensuelle dæmon i hende drejet hendes krop til det en sensueldæmon ville bruge den til - forførelse, misundelsesvækkende, og ikke mindst sensuel, seksuel, passioneret o lidenskabelig. I de godt 700 år Eva havde levet havde hun aldrig set en kvinde der kunne gå hende til anklerne - ikke engang på horehusene hvor der ellers vær dæmoner nok - men det var naturligvis også hendes mening. Hun var den vigtigste i sit liv, og intet andet betød noget. Et smil spillede sig på de velformede læber da hun åbnede døren. Det lange flammende røde hår krøllede let i store krøller til midt på hendes liv, hendes talje var smal, hendes mave flad og hendes barm stor nok til at vække rigelig interesse i den tætte sorte kjole. Hun vinkede forførende til en eller anden mand der sad med en skøge på knæet, og kvinden fik omgående et mindre raserianfald da manden virkede til fuldkommen at have glemt hende ved Evas fingernemme bevægelse. Hun var vanvittigt tiltrækkende og guddommeligt smuk - og hun var fuldkommen klar over det. Meget få ting kunne få Evas selvtillid ned, og selv de sidste tre år som slave havde ikke knækket hende det mindste. Hun viste hvordan hun skulle dreje sig for at få hvad hun ville, og hun var langt klogere end det fejlfrie ansigt antydede.
Hun stoppede op midt i baren sådan for lige at lave et status tjek. Hendes vilde grønne øjne skævede rundt under de lange sorte øjenvipper - der var tilsyneladende ikke en eneste mand i kroen der ikke havde opdaget hendes ankomst, det alene var nok til at fylde hendes behov for samvær som dæmonen krævede men lidt ekstra havde aldrig skadet nogle, hvert fald ikke hende.
Endelig faldt hendes blik på en mad der sad for sig selv - eller ikke manden men fuglen på hans skulder. En følelse steg op i hende, som hun sjældent havde følt, ren misundelse. Fuglen var så smuk at selv hun følte sig åndeløs. Den røde glødende farve fik hendes hår til at se næsten almindeligt ud. Men blot ved tanken skruede den sensuelle del af hendes dæmon op for kuløren og skæret i hende og hun smilede tilfreds. Selv ikke den smukke fugl kunne måle sig med hende lige nu, det var hun helt sikker på. Hendes blik gled videre til manden og hun blottede sin hals en anelse, en invitation måske? Åbenbart var alt ved hende en invitation, for hun havde ikke stået mere end et lille halvt minut før en eller anden lagde en hånd på hendes ene balle. Hun vendte sig mod ham for at få ham til at skrubbe af. Manden var meget beruset og øllet han havde i kruset skvulpede ud over kanten og ramte hende. "Har du nogen som helst ide om hvad du har gjort!" Hvæsede hun og så på manden med et hadefuldt blik. "Du er ikke engang værdig til at stå i min skygge, at du røre mig er værst for dig selv.." Hviskede hun og smilede koldt men skadefro. Hun knipsede med fingrene og øllet fordampede fra hendes kjole. Hun fnøs af manden og forsatte sin gang til baren hvor hun satte sig og omgående havde mindst to tilbudt hende at betale for drikkelsen - men hun kedede sig allerede, det hele var bekendt og hun vinkede dem væk. Der skete aldrig noget nyt, mænd var de samme dyriske skabninger lige meget hvor hun kom hen.

[Deleted]

Som de andre mænd i rummet havde også Deacons opmærksomhed vendt sig mod kvinden, da hun trådte indenfor. Han kunne ikke hindre sit blik i at glide en smule op og ned af hende, ligeså lidt som han kunne hindre et særligt smil i at glide over sine læber. Der var noget i hendes gang som havde trukket i hans blik, men jo mere han så på hende, jo mere virkede det som om der var noget andet i hende, som trak i hans opmærksomhed. Som ilddæmon kunne Deacon fornemme flammen i kvinden, allerede før hun selv gav udtryk for den. En lyd fra føniksen på hans skulder bekræftede det kun for ham: selvfølgelig kunne Ignis, som om muligt var endnu mere født af ilden end han selv var, opfatte den samme flamme i kvinden. Hans fingre havde fortsat sine strøg over føniksens brystfjer, men hans blik havde fulgt kvinden da hun bevægede sig videre gennem rummet. Det gik op for ham at det et kort øjeblik virkede som om det var ham der havde hendes opmærksomhed. Enten det, eller så havde det været føniksen på hans skulder, som havde fanget hendes opmærksomhed. Han havde erfaret det som at det som oftest var dét, der var tilfældet. Ikke at det gjorde ham noget: det var netop en af grundene til at Deacon så ofte bragte Ignis med sig hvor end han gik. For at blive lagt mærke til.
Hans mistanker om at kvinden var ilddæmon – eller i det mindste havde noget ilddæmon i sig – fik han bekræftet da en beruset mand spildte sin drikke over hende, kun for at hun kunne få det til at fordampe med en enkelt håndbevægelse. Han kunne ikke holde et lille træk på smilebåndet tilbage, og fulgte hende stadig med blikket da hun fortsatte videre op til baren. To mænd prøvede sit held med hende, men det lod ikke til at de havde meget held, da de slukøret måtte gå fra hende da hun sendte dem væk. Deacon blev siddende lidt, og så vurderende på kvindens ryg. Han kunne ikke nægte for at der var noget ved hende som dragede i hans interesse – foruden det faktum at hun havde lidt ilddæmon i sig. Han mistænkte at han allerede vidste hvad den anden halvdel var, sådan som hun fik mændenes opmærksomhed. Men der var alligevel mænd hun havde afvist – hun var kræsen. Det betød en udfordring. Tanken fik ham til at smile beslutsomt, og han rejste sig langsomt fra sit bord, for i stedet at begive sig over til baren, hvor han placerede sig på den ledige plads på hendes venstre side.
”Du ved hvordan du skal holde de forkerte mænd væk.” sagde han som hilsen. Føniksen på hans skulder betragtede kvinden med sine kulsorte øjne. Omringet af de glødende fjer, så det næsten ud som om dens øjne stod i brand. Det var ikke ubevidst at han havde sørget for at Ignis var med: kvinden havde set på enten ham eller føniksen, så hvorfor ikke sørge for at han blev ved med at beholde hendes opmærksomhed? ”Må jeg give en drink?” spurgte han bydende. Han havde overhørt de to tidligere mænds forsøg på at charmere sig ind på hende – det havde lydt som om de gik direkte efter at komplimentere hendes krop. Deacon valgte at lade charmen tage over.

[Deleted]

Eva kastede et overlegen blik mod manden der satte sig ved hendes side - det var manden med den underskønne fugl som selv hun havde svært ved at tage blikket fra. Hun lagde benene overkors, hvilket var tydeligt da kjolen gled ned mellem hendes lår. En trommen kom fra hendes velplejede fingernegle der rytmisk dansede hen over den beskidte bordplade.
"Nogle gange er de forkerte mænd de rigtige mænd.." Sagde hun spøgefuldt og så mod manden med et lokkende drilsk blik. "Hvad sjov er der ved en oprigtig mand, der holder pengene tæt til kroppen, hvis man kan få en forkert mand til at bruge hele sin formue?" Hun smilede drilsk og hendes blik faldt på fuglen igen. "En enkelt drink kan aldrig skade.. Hvem er din ven?" Hun lagde nysgerrige hovedet på sned mens hun betragtede den smukke rødglødende fugl.
En af Evas største svagheder var smukke genstande, oftest smykker og dyrbare sten. Men fuglen her havde fanget samme gen i hende, den var en skønhed på lige med hende selv og det var både en god og en dårlig ting. I Evas hoved var fuglen ingen trussel, tværdig mod skabte den blot mere fokus på hende når den var ved hendes plads - den besad dog en skønhed hun aldrig ville kunne bære. Ilden der syntes at gemmes sig i dens blik var langt mere tydelig end Eva selv nogensinde ville kunne frembringe, efter som hun kun var halvt ilddæmon. Men hendes behov for skønhed hang sammen med den sensuelle dæmon og de to nærede sig af hinanden som søstre eller som en sjæl.
"Sig mig.. Hvad bringer en som dig.. Med en ven som ham.. Til et sted som dette?" Det virkede mystisk at have den smukke fugl med på en bar som denne.

[Deleted]

Deacons førsteindtryk af kvinden var kun godt. Foruden det lokkende blik hun sendte ham, kunne han ikke holde sit smil fra at vokse sig bredere af hendes friske svar. Hun foretrak tydeligvis mænd som kunne finde ud af at bruge de penge de havde – og det var da bestemt noget han kunne. Deacon havde aldrig været typen der lagde skjul på at han faktisk var velstående, hvilket også kunne ses på hans tøj og andre træk.
”Så er jeg for én gangs skyld glad for at være en forkert mand.” svarede han i det samme tonefald som hun havde brugt, og sendte hende et charmerende smil før han fulgte hendes blik mod fuglen på sin skulder. Hans smil voksede sig bredere, og et tydeligt udtryk af stolthed var synlig i hans øjne, som i skæret fra fuglen næsten så gyldne ud. ”Det her er Ignis, en føniks.” Deacon satte pris på at kvinden havde kaldt Ignis for hans ven, og ikke hans kæledyr, som så mange andre normalt ville have gjort i denne situation. Men det overraskede ham ikke. Selv hvis hun kun var halvt ilddæmon, ville hun have nok af flammen i sig til at kende til fønikser, og til at vide at det ikke var et væsen som kunne tæmmes og underlægges. Hvilket også kun ville gøre det desto mere imponerende at Ignis faktisk sad og tronede på Deacons skulder sådan som han gjorde.
Hans vendte blikket tilbage mod kvinden, der hun stadig betragtede fuglen, og han benyttede sig af muligheden for selv at betragte hende. Hun var bestemt en velskabt kvinde. Dét, blandet med det faktum at han var sikker på at han kunne mærke hvordan hun altid kunne drage hans blik, bidrog med at få ham overbevist om at hun havde noget lokkende i sig. Noget som en sensuel dæmon ville kunne prale af. Det var måske også af dén grund, at han ikke gjorde meget for at skjule hvordan hans blik vandrede over hende. De fleste sensuelle dæmoner plejede at være meget glade for den slags opmærksomhed. ”Jeg kommer ofte hertil. Her er livligt. Det kan jeg lide.” svarede han med det samme charmerende smil, da han løftede blikket mod hendes ansigt, og mødte hendes blik. ”Når det kommer til Ignis, er han med, når jeg har lyst til at gøre mig bemærket. Der er intet som tiltrækker opmærksomhed på samme måde som en føniks i sin storhedstid.” En dæmpet latter forlod ham, da han nok en gang lod blikket glide op og ned af hende, før det igen faldt på hendes ansigt. ”Nå ja… Så er der vel noget som kan tiltrække opmærksomhed lige så godt.” tilføjede han sigende. ”Mit navn er Deacon. Hvad kunne du tænke dig at drikke? Vælg hvad du vil have.” tilbød han gavmildt, og lavede en gestus mod bartenderens udvalg af flasker og karafler på hylden bag disken.

[Deleted]

Hun hævede øjenbrynene da han talte og en krusning omkring hendes læber afslørede at han enten underholdt hende eller at hun havde et eller andet oppe i ærmet - Hvis man kunne sige sådan om hendes stropløse sorte kjole. Hun strakte det øverste ben så tåen af hendes sko hvilede mod baren og rettede ryggen så hun skød brystet frem. Hun kørte fingrene gennem de flammende røde lokker mens hun så over baren mod det lange klassiske vægspejl der var på den anden side. Hun puffede sit hår lidt op mens hun så på ham som en kat så på musen før den åd den.
"De skal vist revurdere deres tanker om dem selv hr. Men hvis de har lyst til at lege forkert mand spiller jeg gerne med på legen.. Lidt endnu" Hendes ene arm hvilede på baren mellem dem og hun så på ham mens hun fugtede sine læber. Hun lænede sig langsomt over mod ham, langt nok til at armen skubbede hendes barm op og hun lagde hovedet en anelse på sned og de vilde grønne øjne søgte ham med et næsten hypnotiserende blik. "De må bare ikke glemme hvem de invitere til legen" Hviskede hun så og hendes blik flyttede sig til Ignis før hun lænede sig lidt tilbage.
Et tilfreds smil spillede om de fyldige læber ved hans kommentar om at hun nok kunne trække lige så meget opmærksomhed som føniksen - det boostede hendes ego og man kunne næsten se hvordan den sensuelledæmon i hende frydede sig og kastede om sig med charme og flid. Hun betragtede sit eget spejlbillede igen før hun vendte blikket mod flaskerne der lokkede med deres humørløftende indhold.
Langsomt vendte hun blikket mod ham igen med et næsten ulveagtigt grin og hævede et øjenbryn. "Hvis De insistere.." Sagde hun og lod hånden fra baren hvile på hans skulder, som om hun forsøgte at lade sine sensuelle tiltrækning overmande ham med en enkelt berøring lænede hun sig lidt ind til ham igen og med sin frie hånd pegede hun mod en flaske, det var den ultimativt dyreste flaske der var og hun havde ikke tænkt over det i et halvt sekund, hun viste præcist hvor den var - det var en af hendes tests for at lue de fattige fra de rige når hun var omsværmet - og nu ville det vise sig om hendes evner var nok til at overtale ham til blindt at give hende hvad hun ville have, eller om hans pengepung ikke slog til. Det var en speciel Champagne der kun blev produceret et sted i verden, en læskende drik der var engle værdige. Og en drik som for altid ville stille alt andet man drak lige med almindeligt vand.

[Deleted]

Deacon var bestemt overbevist om at han kunne være den rette type mand for denne kvindes smag. Hun så i hvert fald ud til at være hans type kvinde. Ilddæmonen i hende kunne han næsten mærke bare af at sidde så tæt på hende, og den sensuelle dæmon… Well, han kunne mærke effekten hun havde på ham. Og det var bestemt ikke fordi hendes adfærd forsøgte at skjule hvad hun var. Måden hun lænede sig frem mod ham og præsenterede sin barm for ham, og blikket hun sendte ham, havde allerede overbevist ham. Hun var nødt til at være en blanding af de to dæmontyper. Hvilket passede ham aldeles udmærket.
”Kald mig Deacon.” fortalte han hende, da hun havde kaldt ham ’hr.’. Smilet om hans læber forblev, og voksede sig kun større da hendes hånd faldt på hans skulder. Effekten var umiddelbar. Han kunne mærke hvordan hendes usynlige fingre snoede sig om ham, men han mærkede samtidig hvordan de ikke var i stand til at lukke sig om ham lige så effektivt som en fuldblods sensuel dæmon ville være i stand til at gøre det. Det var perfekt. Hun ville være i stand til at påvirke ham, men ikke nok til at blænde ham fuldstændig.
Ignis gav en dæmpet, nynnende lyd fra sig, som et tegn på at han også havde accepteret kvinden, mens Deacon gav tegn til bartenderen. Han havde ikke engang blinket, da kvinden havde udpeget den decideret dyreste flaske bag disken, og bartenderen havde været mere end villig til at placere flasken og to glas på disken, da Deacon rakte ham en håndfuld guldmønter fra sin læderpung. Bartenderen havde grådigt taget mynterne til sig, og tygget i hver og én af dem for at sikre sig at de var ægte, før han havde forladt dem igen. Med et tilfredst smil om læberne havde Deacon vendt sig mod kvinden igen, og hældte roligt op i hendes glas, før han gjorde det samme med sit eget. ”Når nu jeg så venligt byder dig på drikke, kan du passende betale mig tilbage i form af dit selskab.” Deacons blik gled skamløst op og ned af hendes krop endnu en gang – nok en gang fordi han var sikker på at hendes sensuelle dæmons medfødte forfængelighed ville elske opmærksomheden, foruden det faktum at hun simpelthen bare så godt ud – før han lod sit blik falde på hendes ansigt igen. Hans læber havde formet endnu et charmerende smil, og han holdt sit glas frem mod hendes, som i en skål. ”Det er vel ikke for meget at bede om, frøken…?” spurgte han afventende.

[Deleted]

Evas blik hvilede næsten sultent på guldet. Ikke fordi hun var økonomisk trængende, hun havde op til flere rigmænd der gladeligt åbnede døren for hende hvis hun gad at dukke op - det gjorde hun ikke. Griske gamle mænd var kun sjove i et vist omfang og hun kunne klare sig så længe der var folk hun kunne sno som smør. Det var ikke altid nemt, når hun nu kun var halvt Sensueldæmon. Det havde både fordele og ulemper at være begge dele, siden hun ikke selv kunne skabe ild og hun kunne ikke opsluge en mand i begær. Men samtidig komplimenterede de to dæmoner hinanden i perfekt harmoni. Ilddæmonen fik hendes lange flammende røde hår til næsten at slå gnister og hendes seng var altid varm af den ene eller anden grund. Den sensuelle dæmon lod hende få mænd til at falde i svime, men det havde taget meget øvelse at kompensere på de manglende evner. Da hun havde været yngre havde hun besiddet et brændende begær efter de ægte sensuelle dæmoners egenskaber. Men med tiden havde hun lært hvor dyrbar en gave det var at have de to dæmoner til at snakke sammen.
Hun tog glasset, holdt det mellem fingrene på en fornem og feminin måde. Det var tydeligt at skønt hun måske hverken havde fast hjem og hus, kunne hun uden problemer begå sig selv på kongens slot. Hun studerede væsken med et neutralt blik før hendes blik atter faldt på ham over kanten af det klare glas. Et lokkende skævt smil spillede om hendes læber og hun skød hovedet lidt op. "En rimelig aftale.. Så længe selskabet er spændende" Man kunne tro hun sagde det for sjov. Men det var bestemt ikke tilfældet. Eva havde et hidsigt temperament og som en anden slotsfrue kedede rutiner og ting hende voldsomt i længden. Hvis manden der måtte stå i hendes vej kunne underholde hende, om det var med guld og sølv eller personlighed var ofte lige meget, ofrede hun sin tid, hvis ikke fik hendes iltre temperament ham hurtigt af vejen.
"Deacon.." Hun smagte nærmest på navnet mens hun så på ham over glasset. Hun førte glasset til hans og den velkendte lyd af glas mod glas fik hendes smil til at vokse. Det var ikke krystal, den lyd kunne hun kende til hver en tid. Generelt havde hun tillært sig vaner hun ønskede at opretholde af en vis standard og hun kunne tydeligt se forskel på ægte og falsk.
"Evangeline..." Sagde hun så og blinkede til ham med det ene øje i en brøkdel af et åndedræt før hendes øjne gled i og hun lod den delikate væske fylde sin mund. Smagen var berusende, fyldig og guddommelig, præcis som hun huskede det. Hun havde tørstet efter denne smag siden sidst hun havde smagt den. Måske var det mere prisen hun smagte end smagen selv, men hvad end det var fik det hendes øjne til at funkle og hendes tilfredse smil var ikke til at tage fejl af.

[Deleted]

Som en anden adelig holdt Deacon i sit glas, og demonstrerede dermed at han selv ikke ligefrem var opvokset i slummen i Dvasias. Faktisk var han slet ikke opvokset i Dvasias, men det var en helt anden sag. Han havde taget landet til sig, som var det et andet hjem for ham. De to glas klingede mod hinanden, før også han førte glasset til sine læber, og smagte på dens indhold. Champagne var normalt ikke hans foretrukne drikke: som ilddæmon havde Deacon en naturlig forkærlighed for de stærke drikke, dem der brændte både tunge, svælg og hals på vej ned, som om alkoholen skulle fyre op under den flamme der brændte i hans bryst. Champagnen de her delte var på ingen måde stærk, ikke i forhold til hvad han var vant til, men det ville være løgn at påstå at han ikke kunne lide den. Den fyldige smag fyldte omgående hans mund, og forblev på hans tunge længe efter at han havde slugt det. Med et smil om læberne betragtede han kvinden. Evangeline, havde hun kaldt sig. Et eller andet sted måtte han indrømme at det var et navn der passede hende.
”En glæde at møde dig, Evangeline.” svarede han hende. Også han lød som om han tyggede på hendes navn, da han sagde det højt. ”Jeg har før hørt at mit selskab kan være både underholdende og spændende. Det må være op til dig at bedømme om det passer.” indskød han med et udfordrende glimt i sit blik. Hans første møde med dødsenglen Corina havde været nok til at få hende til at ville se mere til ham, og efter hans besøg i hendes hjem i Paggeija… Det var trygt at sige at dødsenglen var ivrig efter at se mere til ham. På dén fronte var Deacon ikke bekymret for at være for kedelig. Og med en kvinde som delte hans indre flamme, om end i en mindre skala, ville hans chancer kun være endnu bedre.
Han rettede sig helt op, og førte sin frie hånd op til føniksen, og lod sine fingre stryge den over de glødende fjer. Det var først da han rørte fuglen at man kunne se at dens krop, som ved første øjekast nærmest virkede flydende og urørlig, faktisk var fysisk til stede, og til at både tage og røre ved. Fuglen gav endnu en lav nynnen fra sig, men tog ikke sit flammende blik fra kvinden. Ligeså gjorde heller ikke Deacon det. Hendes sensuelle dæmon havde måske ikke kunnet få ham til at svømme rundt i sit eget begær efter hende, men den havde bestemt været i stand til at få hans opmærksomhed rettet fulgt og fast på hende. ”Må man spørge til hvad du selv laver her? Misforstå mig ret, du virker som en kvinde der synes om livlige steder som dette, men havde du nogle planer for aftenen?” spurgte han kækt, og sendte hende et sigende blik over kanten af sit glas, da han tog nok en tår af champagnen. De lokkende blik hun havde sendt ham havde fortalt ham rigeligt. Men der var ingen skade i at stille spørgsmål alligevel – og hvor spændende selskab ville han være, hvis alt han gjorde var at sidde og betragte hende?

[Deleted]

Hun smilede til ham før hun nippede til drikken igen og rakte der på ud efter flasken. Hendes lange feminine fingre lukkede sig om den og hun vendte den rundt men hun holdt den og studerede etiketten som om han ikke var der - igen en test, som om hun ikke bestod af andet. Hun flyttede blikket til ham igen da han atter talte og smilede som en kat der lige havde fået fløde. Han underholdt hende, han forlod hende ikke, han gav ikke op, og han brugte penge på hende.
"Tro mig, jeg skal nok vurdere det, og du vil helt sikkert vide hvis jeg ikke finder dig underholdende mere.." Hun havde ikke behov for at lægge skjul på at hun nok skulle sige til hvis hun ikke gad ham mere, det ville sikkert bare få ham til at kæmpe det hårdere. Desuden var denne start dans aldrig andet end en lang test - var han værd at bruge tid på eller ej. Hun lænede sig lidt tilbage og vippede med foden mens hun betragtede ham og lyttede til hvad han havde at sige.
"Mine planer er.. spontane. Jeg gør hvad jeg føler jeg har lyst til og hvis der er noget jeg ikke vil så lader jeg være.. I dag.. I dag ville jeg have det sjovt. Se om der var nogle her på kroen der var underholdende nok til at spilde energi på. Og det kan man jo kun sige jeg var heldig med.. Ind til videre" Sagde hun og hendes blik fikserede sig på den smukke fugl. Hun funderede over hvordan det var at røre den, om dens glødende fjer ville fodre hendes ilddæmon så meget som den forsøgte at overbevise hende om. "Fortæl mig.. Hvordan er en mand som dig blevet venner med et så prægtigt væsen som ham?" Hendes blik hvilede nysgerrigt på Deacon mens hun smilede næsten sødt.

[Deleted]

Det var en god start. Hvis Evangeline endnu intet havde sagt om at han var dårligt selskab, kunne han da kun konkludere det med at hun synes han var godt selskab. Og hvorfor skulle hun ikke være nået til den konklusion? Specielt med tanke på drikken han lige havde skænket hende, hvis etikette hun så ud til at granske. Troede hun at han havde snydt hende, eller ville hun bare beundre sin seneste erobring?
Triumferende havde han set til, da hendes blik igen hvilede på den glødende fugl på hans skulder. Det var netop dén slags opmærksomhed han nød, at Ignis kunne give ham. Selv om den nok mere var rettet mod fuglen end ham, vidste han at det også gav den der betragtede fuglen et særligt indtryk af fuglens herre. Ikke at han nogensinde havde betegnet sig selv som Ignis’ herre – noget som Evangeline tydeligvis selv havde konkluderet, da hun med rette kaldte ham for fuglens ven. Tilfredsheden var synlig i hans smil.
”Jeg fandt ham mange år før jeg kom til Dvasias. Han var i starten af en livscyklus, og jeg var en ung dæmon. Nogen vil kalde det skæbnen, jeg kalder det rent held.” Hans blik løftede sig mod fuglen, før han vendte det mod Evangeline igen. I flere årtusinder havde Ignis været Deacons følgesvend – og i flere årtusinder havde han modtaget misundelige blikke fra mangt en mand og kvinde, som ønskede sig en fugl som hans. Deacon ville være den første til at fortælle dem at en føniks ikke bare var noget man tæmmede. Hvis Ignis ville det, kunne han have fløjet sin vej for længst. Nej, Ignis ønskede at blive hos Deacon – og hvorfor skulle han dog protestere?
Uden at spørge om tilladelse rakte Deacon hånden frem mod Evangelines nærmeste, og løftede den op mod fuglen, så hun kunne røre Ignis’ brystfjer. De ville føles varme som ild, men glat som silke. Man ville kunne mærke livet som pulserede gennem det fabelagtige dyr. Med et smil på læberne afventede han hendes reaktion. ”Er det første gang du ser en føniks?” spurgte han, ikke uden fryd at spore i sit blik.

[Deleted]

Hendes lokkende og drilske blik flyttede sig langsomt og en anelse modstridende til ham da han besvarede hendes spørgsmål. Han hævdede at have fundet fuglen? Hun havde aldrig set en føniks i den vilde natur, de var jo ofte jagede for både deres fjer og tårer for ikke at forglemme asken men også for deres præstige som kæledyr. Men hun tog hans ord for nu, desuden kunne hun altid forsøge at dreje en eventuel sandhed ud af ham før eller siden. "Han ser ud til at stole på dig" Konkluderede hun og smilede charmerende som kun hun kunne det.
Pludselig rakte manden ud, og tog hendes hånd - et træk som kun de færreste turde gøre. Nogle gange hvæsede hun til dem at de kunne rende og hoppe og at ingen rørte hende uden at få lov, andre gange havde de gjort sig fortjent til at berøre hende, om det var at tage hendes hånd, lægge en hånd på hendes knæ eller give hende et kys på kinden. Det hele var en dans om ilden - bogstavelig talt. Hun nåede dog ikke at vurdere hvor han var henne på ranglisten og hvorvidt det var i orden at han rørte hende eller ej før fuglens silkebløde og dog faste brystfjer berørte hendes fingerspidser. Hun glemte fuldkommen at hun burde have reageret på det faktum at han rørte hende.
Hun kunne mærke ilden pulsere i hver enkelt dun, mærke energien der strakte sig ud gennem hendes fingre og hånd til kernen i hendes hjerte hvor ilddæmonen dansede og pulserede af fornøjelse over denne fremmede energi. Varmen var intens, men intet problem for Evangeline der jo selv havde en god del af den. Hun følte det som om en bølge af energi snoede sig omkring hver enkelt nerve i hendes hånd, op af hendes arm til hendes krop og spredte sig i hver enkelt fiber. Følelsen var essentiel og berusende på en måde hun sjældent havde oplevet før.
Hans ord hev hende ud af den trance det var at føle sine fingre forsvinde ind mellem de bløde, varme og energifyldte fjer og hun trak modstridende hånden til sig og lagde den på bordet mellem sig. Hun tømte sit glas og hældte et nyt op for lige at få pusten igen.
"Jeg har levet det mest af mit liv på flugt.. Jeg har ikke lige haft tid til at stoppe op og lede efter fugle" Sagde hun både med en lidt hvas men også en lidt drilsk stemmeføring. "Til føniksen" sagde hun og hævede sit glas til endnu en skål med ham. Hendes væsen, hendes funklende blik, det hele virkede til at være blevet ladet op af berøringen af fuglen.

[Deleted]

Deacon måtte smile i morskab over Evangelines fascination af Ignis. Det havde været et chancespil, at lade hende berøre føniksen sådan – ikke bare fordi han ikke vidste hvordan Evangeline ville reagere, men fordi der også var risikoen for at Ignis ikke ville bryde sig om den fremmede berøring. Fønikser var stolte væsner, og de satte ikke sin lid til hvem som helst. Det viste sig dog hurtigt at Deacon havde haft ret i sin antagelse om at Ignis ville tillade Evangeline at røre sig: han forventede at det ville ske, netop fordi Evangeline havde lidt ilddæmon i sig, og vidste at Ignis ville genkende det. I tiden der gik indtil Evangeline selv trak hånden til sig, havde han kunnet høre på den dæmpede nynnen fra føniksen at Ignis havde syntes om hendes berøring.
”Nu har du i det mindste set én. Og mærket én. Det er mere end hvad de fleste kan sige.” kommenterede han med et glimt i øjet. Han betragtede hende fylde sit glas op, og han benyttede sig af lejligheden til at gøre det samme med sit eget glas, til trods for at han ikke havde tømt det endnu – hvorfor skåle med et halvfyldt glas, når det kunne være fuldt? ”Til føniksen.” svarede han enigt, og lod de to glas mødes med en klirren. Han betragtede hende over kanten af sit glas, da han nok en gang lod sig selv nyde smagen af den fyldige væske. Den udstråling hun allerede besad, virkede næsten forstærket efter at have rørt føniksen – som om både ilddæmonen og den sensuelle dæmon dragede energi fra føniksens evige flamme. Hendes ansigt virkede mere fyldigt og glødende, hendes øjne klarere, mere lokkende. Han vidste ikke om det var noget han bildte sig ind eller ej, men ikke desto mindre var det et syn han bestemt ikke havde noget imod.
Om Evangeline stadig fandt ham underholdende, kunne han ikke vide sig sikker på. Men han kunne da gå ud fra at han måtte have gjort et godt indtryk på hende – og Ignis måtte bestemt have haft en fjer med i spillet. ”Møder du mange mænd på den her måde? Disse spontane aftner, hvor du lader mænd bevise hvor underholdende de kan være?” spurgte han da han igen satte glasset fra sig. Deacons ego var et af hans mere fremtrædende egenskaber – foruden det temperament som fulgte med at være en iddæmon. Hans ego var hvad der gjorde ham selvsikker nok til at vurdere sin status, lige nu, for at være rimelig tryg.

[Deleted]

Et oprigtigt, om end stadig charmerende smil spillede om hendes læber mens hun betragtede ham over glassets kant. den klirrende lyd fik smile til at brede sig yderligere før hun førte glasset til munden. Hun lukkede øjnene i da den flydende, berusende og læskende drik berørte hendes læber og fyldte hendes mund. Drikken virkede dog som mindreværdig efter at have mærket energien fra føniksen, der ville nok gå lang tid før den fornemmelse var trådt nok i baggrunden til at mindre ting kunne få samme betydning for hende som før.
Med et let suk satte hun det halvt fyldte glas fra sig igen og lagde benene overkors på ny. Hendes kjole afslørede tilpas nok af hendes faste lår til at give ideer - måske også for mange. En mand, der i sin beruselse mente at han var mere interessant end Deacon, kom stavrende op til dem og lænede sig ind mellem dem med en arm på disken. "En øl, hva' me' dig honeypie, kan jeg give dig noget?" Hans anden hånd hvilede på Evangelines lår og hun himlede med øjnene før hun hvæsede "Selv hvis du havde noget jeg manglede ville jeg aldrig tage i mod det fra dig, få dit fordrukne korpus ud af mit synsfelt" Manden fik sin øl og kastede endnu et blik på Evangeline. Da han trak sig væk slingrede han nok til at spilde en anelse, Evangeline nåede at flytte sit ben men det ramte hendes sko og man kunne se hvordan vreden buldrede frem i hende. Hendes negle pillede næsten lakken af disken i det hun krummede hånden og trak luft ind som gjorde hun klar til at eksplodere.
"Miss" En flaske landede på bordet foran hende, og rev hende ud af si fokus på manden der nok skulle være lykkelig. Hendes gennemgående rasende blik landede på bartenderen som åbenbart havde genkendt hende. "På huset, hvis De falder ned igen" Bartenderen så næsten bedende ud og Evangeline overvejede hans ord før hun greb flasken med et sukkersødt smil. "Alt for dig Timmy" Hun så ud til at have glemt alt om bartenderen og manden da hun lod fingrene glide over etikketten igen.
".. hmm.. Hvor var vi.. Jo.. Mænd" Hun satte flasken fra sig og så mod Deacon som om intet var sket. "Møder mange.. Ja.. lader dem komme tæt nok på - aldrig, ikke ofte hvertfald. Hvis ikke de er villige til at bruge det på mig som jeg kræver, har de intet at gøre her. Hvis ikke de er underholdende nok til at holde min opmærksomhed, eller har penge nok på lommen til at det er værd at spilde tid på, gider jeg dem ikke.. Desuden er ulempen ved disse.. spontane aftner, at kliantellet inden for mænd et sted som dette ofte er.. tvivlsomt" Hendes blik faldt på manden der var sunket ned i en stol med seriøse udslag i ansigtet af ren hede og varme, som Evangeline alligevel havde nået at sende i hans retning.
Hendes blik faldt på Deacon igen. "Du der i mod, virker både til at være ganske garvet inden for kunsten at være underholdende nok, og samtidig virker du ikke til at høre til her.. Er det tilfælde at du er her i aften? Eller havde du planer?"

[Deleted]

Deacon havde holdt øjenkontakten med Evangeline så længe de lod sig gøre, indtil den fremmede mand – der efter adfærd og lugten at dømme allerede havde fået et par glas for meget i sig – kom ind mellem dem og forsøgte at fange Evangelines opmærksomhed. Det var næsten direkte patetisk at se manden blive afvist så brutalt af Evangeline – men ikke desto mindre underholdende nok til at Deacon havde formet et smalt smil om læberne. Den fremmede mand måtte sætte sig ned hvor han kom fra, tilsyneladende mere svimmel og omtåget end da han kom.
Uinteresseret i manden, vendte Deacon atter sin fulde opmærksomhed tilbage til Evangeline og betragtede hende med et så roligt smil, som om den kortvarige distraktion end ikke var fundet sted. Han måtte give en dæmpet latter fra sig.
”Du er en kvinde som stiller krav. Det er nok til at afskræmme de fleste mænd. Hvis de så oven i købet ikke kan leve op til kravene du stiller…” Han smilede sigende. ”Det gør det nemmere for os der kan leve op til dem, at få din opmærksomhed.” Atter førte han glasset til sine læber, dog endnu en gang mens han bevarede øjenkontakten med hende over kanten af sit glas. Det var som om man ikke kunne trække blikket fra hende, når man først havde skabt øjenkontakt med hende. Ikke at Deacon havde det mindste imod det. Han nød den dragende udstråling hun havde, og hun nød at det var ham hun viede sin opmærksomhed til.
Han slugte sin mundfuld og formede et skævt smil. ”Du kan sige det var et tilfælde, der har ført til at jeg har fået planer.” svarede han hemmelighedsfuldt. Smilet om hans læber var dog ikke til at tage fejl af. Sådan som Evangeline gik klædt, var det intet under at hun havde så mange af mændenes opmærksomhed. Optil flere gange havde Deacon, ud fra øjenkrogen, set hvordan flere mænd i rummet havde sendt hende blikke, nogen mere diskrete end andre. Han var da ikke selv upåvirket. Hans blik måtte flere gange have vandret ned af hende, før det søgte op til hendes ansigt igen, i løbet af deres samtale. ”Indtil videre ser det ud til at min plan kommer til at bære frugter, så længe jeg kan spille mine kort rigtigt.” tilføjede han megetsigende. Endnu en gang fandt en hånd vej til Evangelines lår, men denne gang var det Deacons. Hans hænder var varme, ligesom resten af hans krop ville være, varmet op af den evige flamme der gav ham liv. Også i hans blik var flammen synlig.