Far away from home

[Deleted]

Isabel var den første til at få synket sin skefuld mad, så hun svarede før Caleb kunne nå det.
"Vi skal finde lederen af modstandsbevægelsen, og komme med i den igen. Det er tydeligt, de har brug for os, og nu hvor Forsyth-parret, er blevet endnu stærkere, må alle hjælpe til, så godt vi nu kan," svarede hun alvorligt, uden at tage sig af det flygtigt blik Caleb sendte hende. Hun vidste, at han syntes, hendes hurtigt skift af holdning om modstandsbevægelsen var underligt, men hun kunne ikke give nogen anden forklaring, end den hun allerede havde givet ham. Det var jo ham selv, der havde surmulet over de skulle forlade Procias.
"Jeg regner med at spørge Emerald, om jeg må assistere hende i posten som leder. Hun er ung, men Salvtore havde ret - der er muligheder i hende, hvis bare hun får noget hjælp og vejledning. Den kan jeg give hende," tilføjede hun roligt, og hævede skeen op til munden, mens Caleb stirrede skeptisk på hende.
"Jeg troede, du ikke kunne fordrage hende! Var det ikke hele meningen med, at vi forlod modstandsbevægelsen til at starte med?" spurgte han opgivende, inden at Isabel henkast trak på skuldrene.
"Personlige intriger må komme efter, det der virkelig har mening," svarede hun, mens at Caleb slog en hånd mod panden.
"Isabel, det var dig, der kaldte hende en uerfaren møgtøs, som du aldrig ville følge, fordi hun ikke engang kunne se forskellen på en vampyr og en varulv!"
"Ja, og netop derfor, må jeg jo vejlede hende, ikke?"
De to søskende kiggede på hinanden et stykke tid, inden at Caleb lænede sig mere frem, så han kunne få øjenkontakt med Saïx.
"Kan du se, hvad jeg skal leve med?" spurgte han, men trak sig hurtigt væk, fra Isabel slog ud efter ham med sin ske, inden at hun vendte sig mere mod Saïx.
"Ved likvideringen blev Procias' smed slået ihjel. De kunne få brug for dig derover. Hvis din hånd kommer til at heale ordenligt, kan du overtage posten?" forslog hun, mens Caleb højlydt slubrede suppen i sig bag hende.

[Deleted]

Saïx havde været lige så forvirret over Isabels beslutsomhed som Caleb havde været det. Isabel havde selv givet udtryk for sin misnøje overfor tøsen som ledte modstandsbevægelsen, og det gav ingen mening for ham at hun ville opsøge hende for at rådgive hende. Overtage hendes rolle, sikkert, men rådgive hende? Han havde svært ved at tro på det. Han sagde dog intet til det, da det allerede var tydeligt at Caleb tog sig af diskussionen på det punkt. Tilsyneladende uden en mulighed for at vinde den.
Calebs kommentar rettet mod ham fik Saïx til at smile et skævt smil og måtte stilne endnu et grin, da Isabel slog ud efter ham med sin ske. Smilet falmede dog en smule, da hun snakkede om likvideringen.
”Jeg kan godt huske det.” mumlede han med en bitter mine. Han var en af dem, der var blevet tvunget ud af sit hjem for at være vidne til likvideringen. Macaria og Zean havde gjort meget for at sørge for at så mange som muligt så hvad der skete, sikkert også for at øge chancerne for at nogen der kendte til modstandsbevægelsen ville give dem den information de søgte. Det havde dog ikke gjort noget for at redde de fire væsner som var blevet bragt til torvet. ”Men det ville være rart at arbejde i en smedje igen. Så kan jeg også give jer våben igen.” indskød han, og lod igen et smil glide over ansigtet, så den bitre mine igen forsvandt. Han håbede der var en healer som kunne hjælpe ham med hans hånd. Forbindingen Isabel havde lagt om hånden skulle nok hjælpe hans knogler med at gro rigtigt, men der skulle nok lidt mere til før den ville fungere ordentligt igen. Hvis den da overhovedet ville det. ”Så I slutter jer til Resistentia og genoptager kampen mod mørkevæsnerne. Lyder som en god plan. Hvis I støder på Forsyth-parret må I meget gerne skære dem i strimler for min del.” Enhver reservation Saïx tidligere måtte have haft om at ikke alle mørkevæsner var onde, syntes at være forsvundet. Efter sin oplevelse i DeLoca-palæets fangekælder, var dét det eneste han kunne forbinde mørkevæsner med. Han tog endnu et par mundfulde suppe, som om den skulle hjælpe ham med at sluge bitterheden fra minderne.

[Deleted]

Da han nævnte Forsyth-aprret grinede Caleb ondskabsfuldt over kanten af sin skål, som han havde hævet til munden, for at sluge resten af sin mad.
"Bare rolig Saïx. De overlever ikke længe. Stol på det," sagde han beslutsomt, men Isabel smilede ikke. Hendes blik var vendt ned mod sin mad, som hun blot prikkede til med sin ske. I den seneste tid havde hun ikke spist særlig meget, og Caleb havde godt bemærket det. Han sendte hende et strengt blik.
"Isabel! Hvis du ikke spiser op denne her gang, så bliver det DIG, som bliver fodret! Spis op! Du har brug for dine kræfter. At du overhovedet står på benene er utroligt," sagde han irettesættende, så Isabel ikke kunne lade være med at sende ham et svagt smil.
Tankerne om Forsyth-parret, og havde Marcellus havde bedt hende om, kørte stadigvæk rundt i hovedet, men hun sagde ingenting.
"Jeg er ikke særlig sulten. Måske er jeg blevet kræsen?" svarede hun, og prøvede at gøre det til noget humoristisk, så Caleb ikke skulle blive mere bekymret, end han var i forvejen. Derfor tvang hun også et par skefulde mere ned i sig, indtil Caleb nikkede tilfreds, og vendte sig mod Saïx, for at fortælle, hvordan man bedst slog dødsengle og vampyrer ihjel. Isabel deltog ikke.

Da de var færdige med at spise, samlede Isabel skålene sammen, for at gå over til den nærmeste kilde, så det kunne blive skyllet. Imens ryddede Caleb og Saïx op i lejren. Det var vigtigt at vide hvor tingene var, hvis man nu blev angrebet midt om natten. Caleb meldte sig til at tage den første vagt.
Han satte sig ved bålet med et stykke træ og sin dolk, for at skære en træfigur, samt holde øje med, ingen sneg sig op på dem i ly af natten. Ryggen var vendt mod sovepladserne.
Isabel sad på sine soveskind, og var i gang med at hive sine støvler af. Her under teltdugen, var der ikke særlig meget lys, så man måtte mærke sig frem til hvor alting var. Hun havde lagt en dolk under det sammenrullet tæppe, der blev brugt som pude, og sværdet lå ved siden af hende. Hvis de blev angrebet, kunne hun nemt komme til våben.
Hun fik hevet sin jakke af, så hun kun havde bukser og skjorte på. Luften var kold, hvilket hurtigt fik hende til at putte sig under uldtæpperne, der bare hurtigt skulle varmes op. Ansigtet var vendt mod Saïx's soveplads. Med klaprende tænder fik hun trukket tæppet helt op om skuldrene.

[Deleted]

Et tilfredst smil gled over Saïx læber ved Calebs selvsikre svar. Han var ikke i tvivl om at hvis der var nogen som var i stand til at slå de to ihjel, så måtte det være dem. Han havde været ved at gøre Caleb kunsten efter, og skulle til at slubre resten af indholdet i sin skål til sig, da Caleb og Isabel nok en gang begyndte. Denne gang forstod han det dog mere. Mens han og Caleb havde spist af suppen, havde Isabel mere eller mindre kun prikket til den. Han begyndte at forstå hvorfor Caleb var så bekymret for hende. Med et uforudsigeligt humør og mangel på appetit, lød det virkelig som om der var et eller andet i vejen. Men nok en gang undlod han at spørge. Caleb måtte være dén hun betroede sig mest til, og hvis han ikke vidste hvad der var galt, kunne Saïx ikke håbe på at hun ville fortælle ham det. I det mindste spiste Isabel en smule, og han lod det derfor ligge for denne gang.
Efter måltidet hjalp Saïx Caleb med at rydde op i lejrpladsen, og lærte sig samtidig hvor alt lå henne, hvis de fik brug for hurtigt at komme væk. Det var begrænset hvor meget han kunne hjælpe med kun én hånd, men han gjorde da hvad han kunne, og det virkede som om Caleb var tilfreds med det. Da Caleb meldte sig til at tage den første vagt, krøb også Saïx over til sovepladserne, og skubbede sine sko af sig, før han fandt frem til soveskindene. I mørket måtte også han bruge hænderne til at føle sig frem. En enkelt gang var hans hånd landet på tæppet Isabel lå under, og han havde hurtigt trukket hånden til sig og mumlet en undskyldning til hende, før han fandt frem til sovepladsen ved siden af hende, og lagde sig ned. Nu hvor de ikke sad lige ved bålet, kunne han mærke hvordan kulden kom snigende, og han måtte selv hurtigt trætte tæppet op og pakke sig så godt ind som han kunne. Han begyndte langsomt at vænne sig til mørket, indtil han kunne se Isabels silhuet på pladsen ved siden af sin. Han sendte hende et skævt smil, selv om han var usikker på om hun overhovedet kunne se ham i mørket. ”Så det er sådan her, du og Caleb plejer at leve?” spurgte han, med et tonefald der næsten var nok til at bekræfte smilet om hans læber.

[Deleted]

De gange Saïx's hånd havde rørt ved hende, havde Isabel bare forholdt sig tavs, men dog rykket sig for ham, så han kunne finde vej over til sin egen soveplads. Hun lagde ikke så meget i det, selvom det var uvant, at have en ny person til at sove ved siden af sig. Normalt var det bare hende og Caleb. Sidste gang de havde haft en person med sig, havde det været Salvatore. Hårdt skaden med slemme mareridt. Nu var det Saïx.
På hans stemme kunne hun fornemme hans smil, og hun smilede automatisk igen.
"Ja, det er sådan vi lever. Velkommen til vores liv," svarede hun ham stilfærdig, så stemmen næsten kun var en hvisken. Der var noget intimt over, at ligge her i mørket ud i naturen. Nogle gange hun hende og Caleb også ligge hele natten, for at snakke eller se på stjerner - de gange, de altså ikke trænede eller jagede. Alting virkede så stille og roligt, når natten faldt på. Nogle syntes mørket var uhyggeligt, fordi man aldrig vidste, hvilken uhyre, der sneg rundt derude, men hende og Caleb var så vant til mørkvæsner, at den slags ikke længere skræmte dem. Natten var blevet et lige så trygt sted for dem, som det var blevet for dvasianerne.
Hun kunne skimte Saïx's øjne glimte i mørket fra bålets lys, så hun kunne fornemme hvor han lå i forhold til hende. Med en lille skælvende, hvislen trak hun benene lidt op, for at holde bedre på varmen. Det blev snart vinter, og så ville de først, komme til at fryse. Heldigvis var hende og Caleb vant til det.
De plejede at sætte fælder op om lejren, for så at ligge sig ind til hinanden. På den måde kunne de holde hinanden varme, samtidig med at de vidste, de ville blive vækket, hvis lejren blev angrebet. Men ikke nu, hvor de var så tæt på Ityrial. Der blev en nødt til at holde vagt. Caleb ville vække hende om nogle timer, så hun kunne holde udkig, mens han fik sovet.

[Deleted]

Isabels hviskende svar fik smilet om hans læber til at vokse sig en smule bredere, og han foldede en arm under sit hoved, så han lå lidt bedre. Hans skadede hånd lå trygt placeret på hans mave under tæppet, så han ikke skulle komme til at lave en forkert bevægelse og skade den yderligere.
”Havde det ikke været for alle de mørkevæsner I slår ihjel, kunne det her faktisk være afslappende.” svarede han, nu også selv i stilfærdig hvisken, og sendte hende et stille smil. Hans øjne vænnede sig mere til mørket, nok til at han faktisk kunne se hvordan skæret fra bålet nåede ind under teltdugen. Hendes orange hår blev synligt i mørket, og gjorde ham sikker på at hun havde ansigtet vendt mod ham. Han kunne se hvordan hun trak benene til sig, og det gjorde ham endnu mere opmærksom på hvordan kulden sneg sig ind under tæppet og over huden på ham. Han forsøgte at pakke sig så godt ind under tæppets folder som han kunne. Stadig kunne han mærke sine tænder hakke, og måtte bide dem hårdt sammen for at forholde sig tavs. Vinteren var virkelig ved at lægge sig over Manjarno. Saïx kunne kun forestille sig hvordan Isabel og Caleb holdt varmen, når de var ude og rejse når landet var dækket af sne. Alene tanken sendte en kuldegysning ned af ryggen på ham. Han gav en stille, skælvende lyd fra sig, og lod blikket hvile lidt på Isabel, før han, efter et par sekunders tøven, rykkede en smule tættere ind på hende. Ikke nok til at han faktisk kunne mærke hende, men nok til at afstanden mellem dem var udlignet en smule mere. Måske gav det ham også en illusion af at han havde det varmere. Det føltes i hvert fald sådan. ”Næste gang stemmer jeg for at slå lejr i nærheden af nogle varme kilder.” mumlede han med et stille grin, inden et gab pressede sig over hans læber. Som han lå der under tæppet, kunne han mærke hvordan udmattelsen efter den lange rejse pludselig nåede ham.

[Deleted]

Et fnys lød fra Isabel ved hans kommentar, mens nogle lokker af hendes hår, gled ned over ansigtet på hende.
"Man vænner sig til det," svarede hun kort, og lavede et hårdt pust, så håret kom væk. Hende og Caleb havde levet sådan her siden de var teenagers. De var blevet mere end vant til det. Det her var deres hjem. Teltdugen, lejrbålet, og lydene omkring dem. Sådan her havde de levet i 10 år, uden et fast sted at bo. Nogle gange kunne hun savne andet, men ofte når de igen var på farten, fandt hun tryghed i bare at vandre. Fra sted til sted uden stop. For hvis hun ikke havde noget, kunne hun ikke miste noget.
Hun lagde mærke til at Saïx rykkede sig lidt nærmere, samt den kuldeskærende lyd, han lavede. Det var tydeligt at han frøs. Langt mere end hun gjorde, men nu havde han jo også boet i en varm smedje.
"Du fryser," kommenterede hun, og betragtede ham indgående. Hvis han blev ved med at fryse, ville han bruge en masse energi på at holde sig varm. Energi, der skulle bruges i morgen. Hun hævede hovedet, for at kaste et blik over mod Caleb, der stadigvæk sad med bøjet ryg til dem. En stille nynne lød fra ham.
Med et suk lagde hun hovedet ned igen, inden at hun sparkede tæppet af sig. Det her var virkeligt ikke noget, hun plejede at gøre, og hjertet var helt op i halsen på hende, men hvad gjorde man ikke, for overlevelsens skyld?
"Kom her. Jeg kan varme dig op," hviskede hun, og krøb under hans tæppe, for at kunne ligge sig helt ind til ham. Det her var så akavet, at hun var glad for, at det i det mindste var lidt mørkt, så Saïx ikke skulle se hendes brændende kinder. Med en hånd fik hun hevet sine egne tæpper op omkring dem, for at skabe et ekstra lag, inden hun lagde sig til rette. Efter en kort tøven, lagde hun armen omkring ham, for at gnide noget varme ind i ham. Af alt magt prøvede hun, at virke så upåvirket af det her som muligt. Det var bare for at varme ham op, så han ikke var udmattet i morgen. Hun ville have gjort det samme med Salvatore og Caleb, hvis det var dem og ikke Saïx.

[Deleted]

Saïx havde kun nået at forme et fåret smil ved hendes kommentar. Det var sandt at han frøs, men man kunne dårligt forvente andet af ham. Normalt tilbragte han næsten hele dagen i smedjens varme værksted, eller oppe i overetagen hvor han boede behageligt. At sove udendørs i vinterkulden var slet ikke hvad han var vant til. Ligesom han på ingen måde var vant til hvad Isabel gjorde.
Han så hvordan hun skubbede tæppet af sig, for derefter at krybe ind under hans, og trække sit eget tæppe op over dem, så de lå under to lag. Så snart hun lagde sig ind til ham, kunne han mærke hvordan varmen fra hende smittede af på ham – han følte sig i hvert fald omgående flere grader varmere. Automatisk skævede han ud af teltdugen mod Caleb, som stadig sad med ryggen til dem. Han vidste at Isabel gjorde det for at hjælpe ham med at holde varmen, men alligevel var han usikker på hvad Caleb ville sige til at se dem sådan her.
”…Tak.” mumlede han tøvende, inden han forsigtigt lagde sin hånd om hende, og placerede den mod hendes ryg. Han mærkede pludselig ingenting til kulden længere. Han følte sig med ét meget varm, både af at Isabel delte sin kropsvarme mod ham, men også af måden hendes hånd gned varme ind i hans ryg. Han forsøgte at gengælde tjenesen så godt han kunne, men eftersom det var hans skadede hånd, blev det mere til at hans hånd bare gled op og ned af hendes ryg, i stedet for faktisk at noget varme ind i hende. Det slog ham at Isabel sikkert var mere vant til kulden, og ikke behøvede varmen lige så meget som han gjorde, så der gik ikke længe før hans hånd standsede, og blot lå stille mod hendes lænd. Han sænkede blikket en smule, kun for at kigge ned på hendes hår, og et skævt smil gled over hans læber. Hans tænder klaprede ikke længere. ”Nå… Måske skulle vi prøve at få noget søvn.” foreslog han tøvende.

[Deleted]

Der gik kun få sekunder, før der blev varmt under tæpperne, så Isabels plan havde virket, omend hun var pinligt bevidst om, at der var MEGET varmt. Hun kommenterede det ikke, men forholdte sig tavst, mens at hun stoppede med at gnide hans ryg, da hans tænder ikke klaprede længere. Aldrig havde hun ligget så tæt med en anden mand end Caleb før, men hun prøvede ikke at lægge for meget i det, og blot tænke på det, som en ven, der gjorde en anden ven en tjeneste. Dog var hun utrolig opmærksom på hvordan Saïx's hånd lå mod hendes lænd, samt følelsen af hans brystkassen, der lå tæt ind mod hendes bryst.
"Jeg er allerede i gang..." svarede hun ham hviskende, og hævede kort ansigtet, for at kaste et blik op på ham, inden at hun opdagede, at han ligeledes kiggede på hende. Flygtigt sendte hun ham et smil, før hun igen lagde sig med ansigtet ind mod ham. Han duftede anderledes end Caleb. Det ville holde hende vågen den næste time, var hun overbevist om, men i det mindste fandt hun det her rart omend... mærkeligt.
Hun lagde sig lidt bedre til rette ind mod ham, trak tæppet helt op omkring sig, og lukkede så øjnene, for at se om hun ikke kunne få noget søvn, før hun skulle op på vagt.... først skulle hendes hjerte dog lige stoppe, med at banke så hurtigt og hårdt.

[Deleted]

Da Isabel havde løftet blikket mod ham, havde deres ansigter næsten været tætte nok på hinanden til at deres næse ville have strøget mod hinanden. I mørket kunne han lige ane det lille smil hun sendte ham, før hun igen lagde sig ind til ham, og han måtte selv lægge sig til rette under tæpperne. Saïx var på ingen måde vant til at ligge sådan med en kvinde. Faktisk var han ikke vant til at ligge på den her måde med nogen, overhovedet. Men det var langt fra ubehageligt. Han kunne mærke den svage dunken fra Isabels bryst mod sin brystkasse, og i et øjeblik var han usikker på hvilke dunk han kunne mærke, der stammede fra hvis hjerte. Han lukkede øjnene i, og forsøgte at give sig hen til søvnen.
Det var ingen nem sag. Mellem hvor varmt han havde det, følelsen af Isabels krop så tæt mod sin egen, og hele situationen han havde befundet sig i siden Forsyth-parret havde haft sine klør i ham, tog det ham lang tid før søvnen endelig greb ham. Han var ikke sikker på hvor lang tid der var gået, men det sidste han kunne huske før han faldt hen, var lyden af Calebs nynnen, følelsen af Isabels varme åndedræt mod hans brystkasse, og hendes duft i sine næsebor. Saïx faldt i søvn med et stille smil om læberne.

//out