Far away from home

[Deleted]

@isabel ~ @saix

Det var længe siden Saïx sidst havde været i Natymia. Men dengang havde det kun været på en gennemrejse på vej til havnebyen for at hente friske forsyninger fra et af handelsskibene. Under normale omstændigheder ville han have taget sig tiden til at nyde Natymias smukke omgivelser, men det var bestemt ikke et alternativ nu.
Solen havde passeret himlen og var gået ned igen, siden de havde forladt smedjen i Ityrial, og Saïx havde gjort sit bedste for at følge med Isabel og Caleb på deres flugt. Men et sådan tempo over sådan en afstand var ikke noget han var vant til, og det var nok mest på grund af ham at de havde bestemt sig for at gøre holdt her i dalen, end noget andet. Det var i hvert fald det Saïx mistænkte. Han havde dog ikke sagt de to søskende imod, og havde hjulpet de to så godt han nu kunne med at sætte lejren op. Det havde dog ikke været meget hjælp han kunne bidrage med, foruden at hjælpe til med at slå teltdugen op over sovepladserne. Det dunkede stadig smertefuldt i hans hånd, og ude af stand til at bidrage med stort mere, lod Saïx sig dumpe ned på en sten lige i udkanten af deres lejrplads, og så ned på sin hånd. Forsigtigt forsøgte han at bevæge sine fingre, men måden han bed tænderne sammen på, og grimasserne han skar, bekræftede at det stadig gjorde satans ondt. Han kom dog ikke længere med nogen lyde, som kunne indikere hvor ondt det gjorde. Om det var af hensyn til Caleb efter konfrontationen han havde med ham i smedjen omkring hans øje, eller om det var fordi det alligevel ikke ville hjælpe noget, var han ikke længere sikker på.
Hans blik løftede sig fra hånden, for i stedet at rette sig mod vejen de kom fra. Vejen tilbage til Ityrial. Stedet, hvor han havde boet i så mange år, og hvor alt han ejede, måtte blive efterladt. Flere års arbejde måtte blive tilbage i byen. Tanken fik ham til at skære ansigt. Men i det mindste havde han da sluppet med sit liv i behold... også dét skyldte han Isabel og Caleb. Han lagde sin pande i sin friske hånd og bed frustreret tænderne sammen. Det var virkelig ikke sådan han havde troet at det ville gå. Han havde ikke sagt stort under deres flugt fra Ityrial. Han havde fokuseret på at være så stille som mulig, præcis som Isabel og Caleb. Men han var måske også bange for at sige noget som skulle irritere Caleb mere end han allerede var.

[Deleted]

De havde ikke nået så langt, som de plejede, når de vandrede, men Isabel og Caleb sagde ingenting, da de bestemte sig for at gøre holdt, for at få noget søvn. Hurtigt faldt de ind i vanen med at slå lejr. De vidste præcist, hvad der skulle gøres, og hjalp hinanden med at få rullet sovepladserne ud, samlet brænde til bål, hentet vand, og slå teltdugen op.
Isabel knipsede med fingrene mod bålet, og ild begyndte med det samme at knitre. Hun trak sine handsker og jakke af, for at smide det på hendes soveplads i mellem de to mænd, inden at hun kiggede sig rundt efter Saïx.
"Hans hånd er skadet," kommenterede Caleb, da han gik forbi hende, bærende på en spand med vand. "Vi burde se på den. Hvis jeg laver mad, kan du forbinde den ordenligt. Tingene ligger i min taske. Du behøver ikke være blid."
Isabel sendte ham et svagt smil, mens at han blinkede til hende med det ene øje, inden at han satte sig ved bålet, for at hælde vandet over i en gryde, der hang over ilden. De havde ikke snakket meget på turen. Sanserne havde været skærpet for at lytte til om nogen forfulgte dem, men indtil videre, havde de ikke stødt ind på nogen.
Fra Calebs taske fandt Isabel læderposen med urter og forbindinger, samt et par små glasflaske der indeholdte alt lige fra steriliserende til ætsende. Alt sammen til brug af skader. Hun kastede den op i luften, og greb den med den ene hånd, inden at hun spankulerede over til Saïx, der sad over på en sten lidt uden for lejren.
”Hey,” hilste hun, så han kunne høre hun kom, og ikke ville blive forskrækket. Hun lagde en hånd på hans skulder, mens at hun gik rundt om ham, inden hun stod foran ham.
”Vil du ikke med hen til bålet, så jeg kan se på din hånd? Caleb og mig er erfarende inden for skader – af åbenlyse grunde – så kan være, jeg kan gøre noget,” tilbød hun, og smilede svagt til ham. Hun vidste hvor hårdt, det her måtte være for ham. I starten af alt det her, havde Caleb også haft det svært, når de måtte hive alt op, for at rejse bort fra en by. Med tiden havde de dog lært, hele tiden at være på farten, og ikke binde sig for meget til et sted. Hun gjorde et hovedkast mod bålet, hvor Caleb sad, og var i gang med at lave mad.
”Kom så. Jeg skal nok være forsigtig.”

[Deleted]

Saïx’ blik vendte sig over skulderen og mod Isabel, da hun kom over til ham, og han fulgte hende med blikket da hun placerede sig foran ham. Det svage smil om hendes læber smittede en smule af på ham, og han fangede sig selv i at gengælde det, indtil hans blik igen faldt på hans hånd. Nok en gang forsøgte han at bevæge fingrene lidt, og igen måtte han trække en smertefuld grimasse, da smerten farede gennem hans arm.
”Der kommer nok til at gå lidt tid, før jeg kan hjælpe jer med våben eller runer igen.” kommenterede han med et halvhjertet grin, inden han løftede blikket mod Isabel igen. Det forundrede ham ikke at hun og Caleb måtte have god erfaring med at håndtere skader, men havde de været ude for en knust hånd før? Hans blik skævede kortvarigt over mod lejren og mod Caleb. Gad vide hvor ondt det havde gjort for ham at få sit øje revet ud? Han besluttede sig for ikke at spørge ham om det. Hans blik faldt tilbage på Isabel, og han nikkede langsomt. ”Tak, Isa.” Han sendte hende et forsigtigt smil, inden han rejste sig fra stenen, og sammen med hende begav sig tilbage til bålet, hvor han igen slog sig ned og forsigtigt begyndte at fjerne forbindingen fra hans hånd. Han og Rhys havde gjort det så godt de kunne, men sådanne skader var tydeligvis ikke noget de var vant til at tage sig af. Hans blik flakkede en smule mellem Isabel og Caleb. ”Jeg… er ked af at jeg udsatte jer for fare. Jeg ville have advaret jer mod at komme til smedjen, hvis jeg kunne.”

[Deleted]

Ved bålet var der både varmt og nok lys til at Isabel, kunne se hvad hun lavede. Hun satte sig på knæ foran Saïx, og tog hans ødelagte hånd, da han var færdig med at vikle den fri af den klodset forbinding. En lille rynken viste sig på hendes næse ved synet af hånden, som hun drejede lidt i lyset, for at undersøge den ordenligt. Selv Caleb fløjtede lavt, da han kastede et blik på den.
"Du bragte os ikke i mere fare, end vi er på normal base," svarede Isabel ham ubekymret, mens at hun rev et stykke stof af det nederste af sin skjorte, som hun kunne dyppe i det kogende vand over ilden.
Caleb sad på en sten, og var i gang med at at skære grøntsager i stykker med sin dolk.
"Den eneste det gik ud over, var dig selv, Saïx. Hvis du havde holdt din mund, ville de ikke vide, at du kendte os, og så ville de ikke have sat soldater i din smedje. Du ville ikke have været nødt til at rive hele dit liv op," tilføjede han til Isabel, og sendte Saïx et medfølende smil, inden at han igen vendte blikket mod grøntsagen i hans hånd. "Vi har prøvet det nok gange, til at vide, hvordan det må føles."
Isabel nikkede tavst, mens hun forsigtigt dupede Saïx's hånd med det våde, stykke stof. Hendes anden hånd lå under hans, for at stabilisere den. Hendes berøringer var blide og nænsomme. Helt anderledes end de plejede at være.
"Du skal være glad for, at de lod dig slippe i live," mumlede hun, inden at hun bed tænderne hårdt sammen, og rystede svagt på hovedet, mens at hun lænede sig tilbage, for at få fat på et par urter i posen. "Jeg skulle aldrig have opsøgt dig i smedjen, eller taget dig med ud i skoven. Nogen må have set os." Hun puttede et par urter i munden, og tyggede på dem, for at få safterne ud, inden at hun lagde dem i hånden på Saïx. "Jeg føler mig så dum."

[Deleted]

Saïx’ blik gled vekselvist mellem Isabel og Caleb i takt med at de talte, når han ikke selv havde sit blik på sin hånd. Selve hånden var mere eller mindre uskadt, men hans fire fingre var hvad der var blevet ramt af den massive hammer, dødsengel havde svunget mod ham. Han lod Isabel behandle hans hånd uden at sige et ord, i frygt for at han skulle bryde hendes koncentration. Det sidste han havde lyst til lige nu, var at forværre skaden i sin hånd. Han måtte alligevel lade et tørt grin lyde fra sig.
”Jeg tror kun de lod mig leve, fordi de fandt ud af at jeg kender jer. Jeg kunne bruges i live. Forsyth-parret havde så meget sjov med hvad de gjorde ved mig, at jeg ikke ville være overrasket over at de til sidst ville have ladt sig rive mig, og faktisk dræbt mig.”
Hans blik hvilede i noget tid på Isabel, mens hun arbejdede med urterne i hans hånd, men det var hendes kommentar der havde fået ham til at stirre. Han så på hende med et blik, som havde hun sagt noget fuldstændig vanvittigt. ”Jeg er ikke ked af at I opsøgte mig. Hverken første gang I kom dertil, eller den sidste. Okay, måske lige den sidste, men det var kun på grund af soldaterne.” Han sendte Isabel et prøvende smil, som håbede han at hans forsøg på humor ville nå igennem. ”I det mindste fik jeg da set med mine egne øjne, hvad mørkvæsner er i stand til. Og jeg forstår meget bedre, hvorfor I slås mod dem.” Humoren havde forladt ham, og hans ansigt havde fortrukket sig i alvorlige folder, da han betragtede sin hånd igen. Han rykkede prøvende med sin pegefinger, men opgav hurtigt sit forsøg. ”Hell… Jeg ville have ofret begge mine hænder, hvis det kunne have kommet jer to til nytte. Der skal mere til for at få mig til at snakke.” tilføjede han, da han igen løftede sit blik, og sendte et smil til dem begge. Hans smedje var væk. Jo før han accepterede det, jo bedre. Han var ikke nået til det punkt endnu, men før eller senere ville han.

[Deleted]

Ved Saïx's humoristiske ord lo Caleb, men Isabel ikke så meget, som skar en grimasse. Hendes ansigt var sammenbidt, og blikket rettet direkte ned mod hånden, som hun fokuserede intenst på.
"Jeg tror, du har gjort rigeligt Saïx," kommenterede Caleb, inden at han lagde dolken mellem sine tænder, for at have begge hænder fri til at skovle de udskåret grøntsager i gryden over ilden. "Du ved godt, hvad din knuste hånd betyder ikke? Nu må du bare lære at kæmpe med den anden!" Det var svært at høre, hvad han sagde med kniven i munden, men han blinkede kækt til Saïx.
Isabel fnøs skeptisk, mens at hun en forbinding frem fra læderpungen.
"Ja, det ville være et kønt syn. Han kunne ikke engang bruge et sværd ordenligt med en rask hånd - stræk fingrene," mumlede hun, og begyndte at lave en stram forbinding om Saïx's såret hånd, så han ikke engang ville kunne bøje fingrene, hvis han ville. Det skulle nok støtte knoglerne, så de roligt kunne heale, indtil de kom til Procias, hvor en rigtig healer, kunne se på det. De havde før udført mirakler på både Isabel og Caleb.
"Giv ham dog en chance!" udbrød Caleb med et grin, der havde taget kniven ud af munden. "Jeg skulle da også arbejde med det, da jeg mistede mit øje, og pludseligt kun kunne se til den ene side."
"Ja, og det var også min skyld!! Jeg vil ikke hive ham ind i det her liv, ligesom jeg gjorde ved dig!!" råbte Isabel pludseligt, så det gav et helt sæt i Caleb, der stirrede forundret på hende.
"Issy, det var ikke..."
"Jeg vil ikke høre på det!!" afbrød hun skarpt, og rejste sig, for at trampe ud af lejren, hvor mørket opslugte hendes skikkelse. Chokeret stirrede Caleb efter hende, inden at han med et suk smed dolken fra sig, og kom på benene.
"Jeg burde følge efter hende. Hun har været så sær på det sidste..." mumlede han opgivende.

[Deleted]

Slås med den anden hånd? Saïx skar en grimasse, som håret ændrede sig til en fåret mine, da Isabel kom med sin kommentar om hans evner med et sværd. Han havde stadig blå mærker efter hendes egne slag mod ham, og hvis han vred sig på den forkerte måde, føltes hans arme og ben stadig ømme. Det var måske det eneste gode som var kommet af hvad han oplevede hos Forsyth-parret: skaderne Isabel havde givet ham virkede pludselig langt fra så slemme som han i udgangspunktet havde forestillet sig at de var.
Saïx havde lydigt strækket fingrene da Isabel havde bedt ham om det, og havde bidt et gisp i sig da hun stramt bandt hans fingre ind, så han slet ikke kunne bøje dem. Det var sikkert til det bedste, men det føltes stadig unaturligt for ham. Det var hans gode hånd: den hånd, som han havde været så vant til at svinge hammeren med. Nu kunne han intet med den, før en ordentlig healer havde fået set på den.
”Det ved man da aldrig. Måske er grunden til at jeg var elendig med min højre hånd, at jeg faktisk skal bruge den venstre. Jeg kan i hvert fald ikke være meget dårligere end jeg var med højre.” svarede han på Calebs kommentar med et skævt smil.
Hans opmærksomhed blev dog hurtigt vendt tilbage på Isabel, da hun regelret råbte mod sin bror. Han gjorde Caleb kunsten efter, og stirrede tavst på Isabel. Sådan her havde han aldrig set hende før. Stadig stirrede han, da hun rejste sig og forlod lejren. Han rynkede brynene, og vendte blikket mod Caleb, som om han håbede på at han ville kunne give en forklaring. Det håb blev hurtigt skudt ned, da han virkede lige så forvirret som Saïx selv var. Han sukkede drævent. ”Lad mig prøve at snakke med hende. Det er bedst at du tager dig af maden. Jeg er ikke i stand til at holde på en kniv lige nu.” Han holdt sigende sin indbundne hånd op, før han rejste sig. Uden at vente på at Caleb skulle sige hverken fra eller til, fulgte han efter i den retning Isabel var forsvundet ind mellem træerne, og drejede blikket rundt i mørket. ”Isa?” kaldte han prøvende, mens han spejdede efter ethvert tegn på hendes karakteristiske korte, røde hår i mørket. ”Kom nu, Isa! Du kan ikke give dig selv skylden for det her!”

[Deleted]

Isabel var ikke kommet langt væk fra lejren, før hun hørte en eller anden komme efter sig. Af lydene at dømme var det Saïx, for Caleb bevægede sig langt mere lydløst og bestemt. Da hun hørte hans stemme, bed hun blot tænderne hårdere sammen, men satte dog sit tempo ned, for til sidst at stoppe op, så han kunne nå op til hende. Her i mørket var hun næsten helt forsvundet, pånær det orange hår, der strålede op som en fakkel. Helst ville hun have forsat frem. Sat i løb, og bare blevet ved, indtil at hun ikke kunne længere, men at efterlade Caleb og Saïx her i mørket, var ikke noget hun ønskede. Så derfor standsede hun.
En hånd hævede sig op, hvor fingrene pressede om hendes næseryg, mens hun holdte frustrationen tilbage. Hun burde ikke have råbt sådan af Caleb, men efter alt det med Marcellus, var hendes temperament blevet kortere. Inde i sig havde hun den her vrede og desperation, som hun ikke kunne slippe af med, med mindre at hun overførte den smerte til andre.
Hun blev stående hvor hun var, og lyttede på at Saïx kom nærmere.
"Det er min skyld..." mumlede hun med bøjet hovedet, som hun vendte blikket ned mod den sorte skovbund foran hende. "Først Caleb, og nu dig. Alle omkring mig kommer til skade. Alle."
Vredt knyttede hun sine hænder, og hele kroppen spændtes. Øjnene klemte sig sammen. Alt det hun gjorde med Marcellus, var i et forsøg på at holde Caleb sikker, men hun kunne ikke engang holde Saïx fri for fare. Hun var begyndt at syntes om ham, og lade ham komme for tæt på, og straks kom han til skade. Det var næsten som en forbandelse.

[Deleted]

Saïx nåede hurtigt frem til Isabel da hun var standset op, men endte alligevel med at stå og se på hendes ryg. Han rynkede brynene en smule mens han lyttede til hende, men det var først da hun igen blev tavs, at han langsomt bevægede sig rundt om hende, så han til sidst stod foran hende, og prøvede at fange hendes blik. Men hun stirrede i stedet på skovbunden mellem dem.
”Isa… Det var ikke dig der svingede hammeren eller pisken.” sukkede han dæmpet. Han så lidt rådvildt omkring sig. Et sted forstod han jo godt hvorfor hun bebrejdede sig selv. Han ville bare ønske at hun ikke gjorde det. ”Hør… Isa. Jeg er glad for at jeg lærte dig og Caleb at kende. Det er jeg virkelig. Jeg vil aldrig fortryde at jeg kom så tæt på jer som jeg er blevet.” Han sendte hende et prøvende smil, men det var dog kortvarigt. Det var svært at se Isabel sådan. Han foretrak når hun smilede. De gange hun havde fortalt ham om hende og Calebs affærer med mørkevæsnerne, havde hun altid lydt så engageret og fyld af liv. Det var som om hun var en helt anden person nu. ”Jeg bebrejder ikke dig for noget af det her. Det ved jeg at Caleb heller ikke gør, for hvad der skete med ham. Det var dæmoner der tog hans øje, og Forsyth-parret der gjorde det her mod mig. Ikke dig.” De sidste ord var blevet sagt med en sådan klarhed, at han næsten kunne lyde hård. Han løftede kortvarigt sin skadede hånd, før det så ud til at gå op for ham hvad han gjorde, og sænkede den for derefter at placere sin friske hånd på hendes skulder. ”Kom nu med tilbage til lejren.” bad han blidt.

[Deleted]

Selvom han prøvede at fange hendes blik, så vendte hun blot ansigtet bort, for ikke at se på ham. Skammen smagte surt på hendes tunge. Hans ord gav hende ingen trøst, for hvordan skulle han nogensinde forstå, hvad hun følte, og hvor meget hun ofrede, for at kunne blive stærk nok til at beskytte dem hun holdte af?
Da han hævede en hånd, og lagde den mod hans skulder, stivnede hun, som havde han tryllet hende om til sten ved sin berøring. Det var for meget. Hun kunne slet ikke kapere hans venlighed overfor hende. Hårdt skubbede hun ham væk fra sig, så han blev tvunget til at vakle et par skridt bagud.
"Ingen af jer forstår, gør I?!!" råbte hun pludseligt og vredt, og forsatte frem mod ham med så truende skridt, at man skulle tro, at hun ville angribe ham. Igen var hendes humør skiftet ved et trylleslag. "JEG er den stærkeste! JEG er den ældste! JEG beskytter folk! Jeg burde vide bedre! Jeg burde kunne beskytte jer! Da Caleb mistede sit øje, der var jeg ikke stærk eller hurtig nok, til at rive mig fri og hjælpe ham!! Da DU blev tortureret, vidste jeg ikke engang, du var blevet taget, og den eneste grund til du blev anholdt, var fordi du var blevet set sammen med mig! Jeg burde havde vidst det, Saïx!"
Hendes hænder greb ud, og fik fat i kraven på ham, for derefter at skubbe ham med ryggen ind i et træ. Deres kroppe stod presset op af hinanden, mens ansigterne blot var få centimeter adskilt. I hendes ansigt kunne man læse både frustrationen og sorgen, der herskede i hende. Lige meget hvad hun gjorde, kunne hun ikke beskytte folkene omkring sig. Måske burde hun virkelig lytte til Marcellus.
Øjnene var blanke af tårer, som hun nægtede at lade trille ned, mens hun indædt kiggede på Saïx.
"Du ved ikke, hvordan det er..." hviskede hun hæst, mens grebet i hans krave løsnede sig en smule. "Jeg har ikke mange i mit liv, og jer jeg har, kan jeg ikke passe på. Du betyder noget for mig, og da jeg åbnede mig op, og lod dig komme ind mere personligt, blev du taget. Hvordan skal jeg kunne se bort fra det?"

[Deleted]

Saïx havde på ingen måde været forberedt på Isabels reaktion, så da hun skubbede ham bagover, var det lige før han faktisk faldt over sine egne ben. Han formåede kun på et hængende hår at holde sig stående, men Isabel fulgte efter ham. Han måtte blive ved med at bakke bagover, indtil hun greb fat om kraven på ham, og skubbede ham op af et træ bag sig. Han stirrede på hende. Hun stod så tæt på ham at han faktisk kunne mærke hendes varme ånde mod sit ansigt. Han stod sådan i mange lange sekunder, mens han forsøgte at forstå hvad der gik af hende. Han havde aldrig set hende sådan før. Så emotionel. Han kunne se hvordan tårerne pressede sig på i hendes øjne, og det fik en knude til at samle sig i hans mellemgulv. Han hadede at se hende sådan. Uden at tænke videre over det, lagde han armene om hende og trykkede hende ind til sig i en omfavnelse. I dette øjeblik var han ligeglad med sin hånd, eller det faktum at de aldrig havde været så tæt på hinanden før. Det virkede som om det var lige præcist hvad hun havde brug for i dette øjeblik.
”Du kan ikke blive ved med at gøre det her mod dig selv, Isa.” sagde han stilfærdigt. ”Du er stærk. Du beskytter så mange gode væsner, men du kan ikke gå med al den vægt på skuldrene på den her måde! Isa… Caleb og jeg er stadig i live. Caleb ser ud til at klare sig, og det kommer jeg også til. Jeg vil ikke have du bebrejder dig selv for alt det her.” Han løsnede sit greb om hende, bare for at forsøge at fange hendes blik endnu en gang. Han var ikke vant til den slags samtaler. Overhovedet ikke. Og han havde aldrig forventet at det var Isabel han skulle ende med at have den med. ”Du betyder meget for så mange mennesker. Alle dem du har været med til at beskytte mod mørkevæsner. Inkluderet mig. Du ville lære mig at forsvare mig selv mod dem, og du hjalp mig væk fra soldaterne i min smedje. Tænk på alt det gode du har haft en rolle i, i stedet for det dårlige… vil du ikke nok?” bad han.

[Deleted]

Da han pludseligt tog om hende, gav det et gib i hende, så hun spændte i hele kroppen, mens han trak hende ind i sin favn. Det var lang tid siden andre end Caleb, havde omfavnet hende, og det føltes uvant. Hans ord fik hendes blik til at flakke, men hun sagde ingenting, før han trak sig lidt væk, for at kigge på hende. Denne gang lod hun sine øjne møde hans. Vreden var som vasket væk fra hende, for i stedet at være blevet erstattet af forundring. Hun var pinlig bevidst om, at hendes kinder brændte en smule midt i alt det her. Faktisk havde omfavnelsen, gjort hende helt stum.
Først måtte hun samle sig selv, før overhovedet at kunne overveje det han havde sagt. Blikket flakkede over hans ansigt, inden at hun lukkede munden, og nikkede svagt. Mørket i hende nægtede at slippe sit tag i hende, men i det mindste, mærkede hun alligevel en ændring ved det Saïx sagde. Et stykke af den byrde, som hun bar på, forsvandt, og hun følte pludseligt, at hun kunne trække vejret lidt bedre.
Et taknemmeligt smil bredte sig på hendes læber, inden at hun fnøs, og rystede svagt på hovedet med blikket sænket.
"Det må jeg sige, Saïx. Du er jo ikke helt så dum, som du ser ud," mumlede hun, og hævede en hånd, for at stryge håret om bag det ene øre. Desperationen var væk, og hun kunne se klare - blandt andet at hende og Saïx stod tæt ind til hinanden, mens han havde sine arme omkring hende. Hun havde aldrig gjort sådan noget her før. Gad vide om han kunne høre, hvor hårdt hendes hjerte bankede lige nu? Selv syntes hun det var overdøvende.
"Vi må... you know... hellere gå tilbage til Caleb," sagde hun, og rømmede sig, mens hun med tommelfingeren pegede i retning mod lejren. Hendes strålende, grønne øjne flakkede op mod hans ansigt, uden at hun kunne fastholde det.

[Deleted]

Saïx havde mærket hvordan Isabel næsten var stivnet i hans favn, men det havde ikke hindret ham i at holde fast om hende. I det mindste havde hun ikke forsøgt at skubbe ham fra sig, eller på nogen anden måde forsøgt at skabe afstand mellem dem. Faktisk lod det som om hun faldt til ro, men om det var fra omfavnelsen eller hvad han havde sagt, kunne han ikke sige.
Endelig nikkede hun, og Saïx lod et svagt smil glide over sine læber. Det bredte sig i et stille grin ved hendes kommentar, og han trak en smule på skuldrene.
”Jeg er en smed, men jeg har faktisk lidt mellem ørene.” svarede han med et skævt smil. Et kort øjeblik opstod der en stilhed mellem dem, og det gik selv op for ham at de stadig stod tæt op af hinanden. Ikke nok til at han kunne mærke hendes hjerteslag, men han kunne stadig mærke hendes varme åndedræt mod sit ansigt. Han måtte selv sænke blikket en anelse, før han tog armene til sig og slap hende fra sit greb. ”Det… er nok en god idé. Caleb må være bekymret for os.” svarede han og sendte hende et skævt smil. Hans kinder føltes en smule varme. Havde det været fra hendes åndedræt? Han rystede det af sig. Caleb måtte være ved at være fra sig af bekymring over hende, så jo før de kunne komme tilbage til lejren, jo bedre.
Som de gik tilbage til lejren, betragtede Saïx Isabel ud fra øjenkrogen. Caleb havde ikke taget fejl i at hun havde forandret sig i det sidste. Han havde aldrig set hende sådan før. Så tynget. Der var tydeligvis ét eller andet som gik hende på, som hun end ikke havde fortalt sin egen bror om. Han overvejede flygtigt at spørge, og gik så langt som at åbne munden, men lukkede den hurtigt igen. Hvis hun ikke ville fortælle Caleb det, hvad var hans chancer så for at hun ville fortælle ham det?
Skæret fra bålet blev klarere da de nærmede sig lejren, og Saïx måtte hæve sin friske hånd som en hilsen til Caleb, da han og Isabel trådte ud fra træerne igen.

[Deleted]

Lige så snart Isabel fik øje på Caleb, gik hun hen til ham, og han rejste sig op. Tavst omfavnede de hinanden. Ord behøvedes ikke mellem de to. De forstod blot.
Caleb holdte Isabel tæt ind til sig med ansigtet begravet i mellemrummet mellem hendes hals og skulder, inden at han slap hende igen. Smilende ruskede han i hendes hage.
"Hidsigprop," mumlede han, hvilket fik et smil frem på hendes læber.
"Tudeunge," svarede hun roligt, inden at de grinende satte sig omkring bålet igen. Caleb var ved at røre i gryden, så maden måtte snart være klar. Da Saïx gik forbi ham, sendte han ham et bredt, taknemmeligt smil, så beskeden var tydelig, inden at Isabel hev Saïx ned at sidde ved siden af sig.
Skovbunden var kold, men ilden varmede dem op. Omkring dem lød der puslen fra dyr, samt en tuden fra en stædig ugle.
For Isabel og Caleb var det lyde, de var vant til. Det her var deres rigtig hjem.
Isabel fandt tre træskåle frem, og rakte dem skiftevis til Caleb, der hældte noget af den tynde kødsuppe op til dem. De havde ikke haft tid til at handle ind, før deres flugt væk fra Ityrial, så de måtte leve med det de havde.
Isabel gav Saïx den ene skål, og rakte ham en træske, mens at hun selv sad med skålen i skødet. Dampede varmede hendes hænder op.
"Hvil skålen i skødet, og læn dig forover, hvis du ikke kan bruge din hånd. Vi er vant til at have brækket fingre eller sår i håndfladen," kommenterede Caleb, og blinkede til Saïx, inden at han gav sig til at puste på en skefuld med suppen. "Med mindre Isabel vil fodre dig."
Isabel gav sin lillebror en albue i siden, så han var lige ved at spilde sin suppe. Godmodigt lo han, mens Isabel opgivende rystede på hovedet.

[Deleted]

Som de to søskende stod i hinandens arme, kunne Saïx ikke holde et lille smil for sig selv. Han gav dem nogle sekunder for sig selv, inden han selv gik ind i lejren, og gengældte Calebs taknemmelige smil med et eget smil, før Isabel hev ham ned på jorden ved siden af sig. Det havde fået et dæmpet grin frem fra ham, før han satte sig til rette på jorden, og betragtede suppen i gryden. Kræsen havde Saïx aldrig været, og efter den lange vandring fra Ityrial var han egentlig bare glad for tanken på at få noget at spise.
I modsætning til Isabel og Caleb, var lyden af naturen ikke ligefrem noget Saïx var vant til. I hvert fald ikke på den her måde. Han havde da gået rundt udenfor når han havde tiden, men aldrig overnattet. Det skræmte ham dog ikke. Det var ikke ligesom de lyde han var vant til – lyden af hammer mod stål, eller rødglødende metal der sydede i en spand vand – men de var beroligende. Han tog imod suppeskålen og skeen fra Isabel, og fulgte Calebs instrukser. Med skålen i skødet og skeen i venstre hånd – stadig en ting han ikke var vant til – måtte han næsten hoste sin suppe op af Calebs drilske ord, og måden Isabel havde stukket en albue i siden på ham. Han sad lidt og grinede for sig selv, mens han betragtede dem, og forsøgte at få vejret ordentligt igen efter næsten at være kvalt i sin suppe.
”Jeg tror nok jeg skal klare mig.” svarede han med et smil mod dem begge, og tog sig en ny mundfuld af suppen.
Mens de spiste, havde Saïx vendt blikket lidt rundt i deres omgivelser. Han havde ikke været i Natymia om natten før, og det var helt nye omgivelser for ham. Hans blik faldt igen på de to. ”Hvad er planen så, når vi kommer til Procias?” spurgte han dem. ”Jeg må finde en healer, men hvad med jer to?”