Merry Christmas...?

[Silia D. Diamaqima]

Mørket var faldet på. Udenfor dalede de små snefnug der efterhånden havde malet landskabet i en smuk hvid farve, lagt en tyk dug hen over græsset og træerne. Fra husets tag måtte flere tapper af is hænge så smukt, glinse i lyset fra den blege måne som stod høj på himlen, endnu en nat helt fuld. Omkring den glitrede stjerner i millionvis. Julen var nået. Ikke at det kunne ses rigtigt, det var mere bare en aften hvor familier plejede at sætte ved bordet sammen og hygge. For familien i Marvalo Mansion var hyggen ligesom blevet slukket som et lys. Cayla var listet i seng, det samme var Liya, et sted måtte hun indrømme at aftenen havde været underlig tom uden hverken Nathaniel eller Kimeya som begge plejede ay være til stede. Faith gik stille rundt. Bekymringen boblede så dybt i hende, hun havde hverken set eller hørt fra Kimeya i flere dage, ikke at det var noget nyt, dage var ingenting i forhold til de uger han som regel var væk, men det gjorde stadig ondt. Hun sukkede stille, stoppede op foran det store træ, hvor de levende lys efterhånden måtte være brændt ud, dog stadig måtte lade det lille orange lys kastes over det smukke julepynt. Det blege ansigt badede sig stille i lyset, lod det flammerøde hår kun fange den glans, hængende løst i de perfekte krøller hele vejen ned af de slanke ryg. Maven var efterhånden blevet godt stor, og lige for i aften havde hun valgt at skulle fremhæve det ved at iklæde sig en sort langærmet kjole, som kun måtte sidde tæt til kroppen, og derefter bundet et blodrødt bånd under hendes bryst. Hånden hvilede stille mod, strøg over det bløde stof. De funklende grønne øjne dvælede stille ved de små flammer hun følte men ikke så, blev fanget og lod hende stå i en helt egen verden, uden tanker eller noget som helst. Hun bed sig fast i den bløde underlæbe, rystede på hovedet af sig selv, kun for at skulle genoptage den vandring, begynde rydde det sidste op, trods det var meget nænsomt i frygt for hun ville falde. Et sted følte hun mest af alt for at skulle lade tårer falde. Tanken om endnu en nat alene, endnu en nat hvor hun kunne se frem til blot glo et tilfældigt sted, hvad var der egentlig at glæde sig til? Julen burde være en tid som skulle betyde noget for den enkelte, for hende var det bare endnu en aften. Efterhånden var hun ikke i tvivl om hun ville gøre bedst i at sige stop, men tanken om at skulle overbringe ham den nyhed og så aldrig nogensinde sidde og vente på han ville komme igen, det gjorde virkelig kun mere ondt. Roligt sank hun en klump, som for holde den hvilende gråd nede, hun nægtede at græde mere, efter deres sidste møde på teateret skulle det være slut, han havde så højt og helligt lovet.. En dyb indånding.. Hun holdte hånden stille frem for sig, hvor den smukke forlovelsesring sad. Med tiden glemte hun hvordan den så ud, det var længe siden hun havde været i stand til at kaste et blik på den. Den faldt stille ned langs hendes side igen. Stille lod Faith hovedet glide let på sned, de lange flammerøde lokker som kun måtte falde samme vej. De lette skridt mod den lænestol der stod placeret ikke langt fra hende, hvor hun måtte føle sig vejen frem før hun stille kunne lade sig glide ned i den, lænte sig stille tilbage, og med et ben som blidt måtte ligge sig på kors med det andet. Hun viste juletræet måtte være i hendes front, Cayla var den som havde yntet det, Faith var virkelig ikke i tvivl om det var et godt stykke arbejde, hun savnede de søde goder ved julen, hun savnede i det hele taget bare den stemning, den som hun nu ikke følte på samme måde, ikke nu hvor Kimeya ikke var i nærheden af dem, og Nathaniel manglede, liya var jo ikke ligefrem den mest selvskabelige selvom det var en glad kvinde man havde set idag. Øjnene sank stille i, hænderne sammenflettede sig stille over den store mave, først nu kunne hun føle en form af udmattelse, Et sted måtte hun mindes deres sidste jul, hvor de virkelig forsøgte at holde det så venskabeligt som muligt, at det så langt fra var lykkedes var en helt anden side af sagen, så sukkersød som den var endt. Uden at tænke over det krusede et lille smil sig om hendes smalle læber, hun savnede at føle hans arme omkring sig, noget som efterhånden kun foregik i hendes drømme, ligge der i hans favn. Hun huskede hans reaktion på Camille, at de begge havde mttet bide det kraftigt i sig med hendes små kommentarer, og hvordan det var endt så snart hendes kære 'mor' var trådt ud af døren. Et stille suk, hvor hun næsten måtte føle kroppen blive roligere og roligere, mere og mere udmattet og med det dejlige minder omkring den sidste jul, hvor hun nu kun måtte sidde alene tilbage med savn og minder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne virkelig kun sidde tilbage med minderne om fjorårets jul.. den invitation som han havde fået fra Faith, mødet med den kvinde som havde gjort Faith til den elskværdige kvinde som han have mødt nede ved søen den aften, hvor alt virkelig havde måtte vende op og ned for hans vedkommende. Han savnede det.. tiderne hvor de virkelig havde været lykkelige og nu stod han med det ene lille løfte som han havde givet hende og han agtede så sandelig at skulle holde det! Han havde ikke været hjemme i flere døgn og det var virkelig ikke noget som han var stolt af.. timer ude, det var virkelig det eneste som han havde og han ville i den grad udnytte dem så længe som det var ham overhovedet muligt. Magien var taget fra ham på den mest grusomme måde som han overhovedet kunne forestille sig.. det ville virkelig være som at afskære en vampyr for blodet eller en engel for sine vinger.. det var virkelig bare ikke noget som man kunne gøre på den måde! Han kom hastende igennem Dvasias.. det eneste som han havde at skulle beskytte sig med, det var hans sværd.. det var virkelig så frygtelig primitivt og han kunne ikke fordrage det! Kun det magi som ville hindre, at hans alder ville tage ham igen, var hvad han havde, ellers ville han falde om i løbet af ingen tid og det var heller ikke noget som han ønskede.. efterhånden, så var han godt klar over, at Faith måtte være langt henne i graviditeten og han havde jo lovet at være der.. han ville være der når han kunne.. så ofte som han kunne gøre det, nu måtte hun bare vide, at han ikke ar ude for at være sammen med den ene tøs efter den anden.. tvært imod, der var meget andet som måtte spille ind i denne situation og det var udelukkende for familiens skyld, at han havde accepteret det faktum, at gå med hende. Han nåede Marvalo Mansion, stadig vidste han, at magien oppe omkring huset og den store have blev holdt oppe, som han selv havde kastet den over i sin tid. Han nåede døren, hvor han varsomt endte med at gå ind. Julehyggen som man normalt ville finde.. selv her op til denne tid, var ikke noget som man så meget af.. det var næsten en tanke som måtte gøre ondt. Meget havde han hørt, endda også rygterne om, at Samuel og Jaqia måtte sidde på tronen og at Nathaniel havde været der.. bare at høre Nathaniel i den omtale, var kun noget som gjorde ham ekstra bekymret. Han havde selv ikke meget til overs for den mand, men med det hensyn til Liya, så vidste han, at det ikke kunne være det bedste, at han var væk og over så lang tid. Han fjernede kutten fra hans ansigt. Håret var igen blevet godt langt, og med den mørke nuance. Skægstubber var at finde hist og her, da det ikke rigtigt havde været det at gøre noget ud af ham selv, som han havde haft mest tid til i det sidste, tvært imod, det var bare at holde sig så langt væk fra Anastasia som det havde været ham overhovedet muligt. Han bed sig lettere usikkert i læben. Han vidste virkelig ikke hvordan hun ville tage det.. det var jo slet ikke hans mening at forblive væk. Nu havde han holdt øje med hende, spillet med hende i det ene lille øjeblik på teateret og så.. nu var de her og væk havde han været igen.. Han kunne jo godt se hele problemet i det! Han lage hovedet tilbage, hvor det fast måtte knække i nakken. Bæltet med sværdet tog han af, og satte ved døren. Kappen tog han af og smed over stumtjeneren. Hans hjerte hamrede for livet mod hans bryst. Han vidste, at han havde til daggry og så skulle han indfinde sig hjemme ved Anastasia igen. Og alt efter hans situation, så turde han virkelig ikke at gøre andet. Det kunne koste ham livet i løbet af nogle minutter! Og at stå igen som den første warlock død af alderdom, var nu ikke en mest fristende tanke.. ikke med det som var ved at gå. Endnu en gang var han ved at blive far og endda til hans eget barn.. Han ønskede virkelig at være der når det ville ske. Han søgte stille efter Faith. Og ganske rigtigt.. der stående foran juletræet ganske alene.. der stod hun. Han lod hovedet søge let på sned, inden han med de rolige og varsomme skridt gik hende i møde. Han lod dem forblive lydte, vel vidende om, at hun ikke kunne se noget som helst. ”..Faith?” sagde han med en rolig og dæmpet stemme, inden han varsomt lod armen søge omring hendes skikkelse, foldede sig lige under hendes bryst, for ikke at lægge et alt for stort pres på hendes mave.. deres fælles lille skat.. den første siden tabet af Leon.. stadig den dag i dag, kunne han fange sig selv i at sidde på knægtens værelse og bare stirre ind i væggen.. næsten helt sikker på, at han kunne høre de mange skrig som han havde gjort igennem nætterne i den korte tid de havde sammen med ham. Han plantet et stille kys mod hendes kind, varsomt og blidt. ”Undskyld..” hviskede han dæmpet. At skændes nu, ønskede han ikke, så… bare lade de ord komme som det første.

[Silia D. Diamaqima]

Den sidste jul havde virkelig været en forbandelse og en dans på en rød rose den samme tid, flere timer var gået med at hende og Kimeya blot udvekslede blikke, tydeligt med de samme tanker i hovedet ved Camilles direkte irriterende ærlighed, på den anden side hun havde haft helt igennem ret på alle punkter, Kimeya var en god fangst, han havde så mange egenskaber som hun virkelig elskede, og så var der alle de ting der gjorde ham så besværlig at elske, det som hun for tiden måtte gå igennem ekstremt meget, det at være alene, savne og længsel efter ham, det gjorde ondt. Denne aften var en stund hvor familier mødes og hyggede sig, hvor børn unge og voksne kunne nyde følelsen af et fællesskab, for Faitt's del havde der ikke været megen af den slags, et sted følte hun sig vel underligt alene? For det første højgravid med et barns hvis far ikke var specielt meget omkring, og blind som en muldvarpe, der var virkelig ingen selvtillid at hente der. Hun kunne ingen steder færdes ud over i huset, måske hun var den blinde og gravide men hun var husets beskytter når hverken Nathaniel eller Kimeya var omkring, det var hende som sad med de mest kontrollerede evner, desuden så så længe det var jaqia som var i besiddelse af den tone hvad end det var som rygterne sagde sammen med Samuel eller ej, så turde hun virkelig ikke bevæge sig væk fra huset i gravid tilstand, hun nægtede at miste endnu et barn. Den aften i teateret havde Faith virkelig været fuld af fustration så fast besluttet, noget som hun stadig var og hun var træt af altid blive ladt alene på egen hånd og bagefter så endte det med aldrig at være godt nok, hun prøvede virkelig, men det var svært når ikke Kimeya gjorde det hånd i hånd med hende. Døren som stille gled op, de skridt som kom tættere på hende, var det som måtte lade hende rive ud af trancen, et lille håb som straks måtte spirer i hende, hun turde dog ikke forvente sig for meget "Cayla..?" endte hun stille i det spørgende tonefald. Hun rokkede sig ikke ud af stedet, blikket forblev tomt mod juletræet hvor hun absolut intet kunne se, blot fornemme de sidste flammer i de lys sat op på. Stemmen som ramte hende som en hammer i hovedet, lod en sten falde fra hendes bryst. Måske vant til at være alene mere eller mindre hele tiden, men den bekymring hun følte det var en som aldrig rigtig forsvandt, hver dag bange for den sidste gang hun så ham skulle ende med at være den sidste. Armen som blidt faldt omkring hendes liv, hvor hun næsten per automatik trykkede sig ind til ham. Hun var virkelig ikke i humør til at skulle skændes nu, hun orkede ikke at råbe, hun orkede ikke at skælde ud, det var vel på tide at bryde den rutine? Hun vidste at han nok ikke ville være hos hende for længe, men hun havde vel efterhånden bare lært at leve med det og så bare nyde deres korte tid af gangen sammen? At Kimeya selv prøvede at undgå et større udbrud var tydeligt, det var jul, hun ønskede ikke at skulle skændes nu, det var ikke ligefrem fordi det var humørsvingninger hun manglede "Bare rolig jeg er for træt til at råbe i aften" mumlede hun stille, lod hovedet falde tilbage md hans bryst. Trods tonen var blid og kærlig, så var den tydeligt sigende, og det var vel også ganske tydeligt hun ikke ligefrem var i det store julehumør? Hun sukkede tungt, følte en underlig tom fornemmelse i maven, som hun kun prøvede at skulle trykke tårerne længere og længere væk, specielt nu han var her. Hun ville end ikke spørge ind til hvad han havde lavet, det ville ikke være til nogen nytte. Tungespidsen lod blidt stryge over læberne som for at fugte dem "Glædelig jul" endte hun roligt, på trods der var noget ved hendes stemmeføring der sagde hun slet ikke mente det, Julemanden måtte have hørt hendes bøn, hun havde fået hvad hun ønskede sig.. manden hun elskede ved hendes side bare i aften, men hvorfor følte hun så for at lade de tårer falde?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ventede sig ærlig talt endnu et stort møgfald ud af den anden verden, som han ellers var vant til når han endelig kom hjem. Kunne han komme hjem for at blive der, så havde han så sandelig også gjort det, selvom det nu ikke var meget muligt for ham, noget som klart var noget af det som måtte frustrere ham mest. At hun ville gå ud fra, at det var Cayla, undrede ham dog ikke det mindste, det var vel også hende som måtte være her altid? At Faith så holdt sig inden døre, var kun en tanke som glædet ham og noget så frygtelig voldsomt også, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han ønskede virkelig bare, at holde hende tryg og sikker. At hun valgte, at skulle søge ind mod han favn, var ham nu en ekstrem stor glæde. Han havde virkelig savnet hende og noget så ekstremt voldsomt i de dage, vel uger han ikke havde set hende, udelukkende på grund af alt ,det som han havde måtte kæmpe med Anastasia om.. Det var det, ellers ville han miste livet og familien med, det var ikke en tanke som behaget ham det mindste. Tvært imod, så hadet han det virkelig! Han trykkede hende stille ind til sig selv, indåndede hendes duft, noget som var ham så savnet, at det virkelig var helt ubeskriveligt.. Hun tog vel imod ham, selvom han nu havde ventet sig den største skideballe nogensinde.. at hun så ikke gav ham den, var virkelig noget som kun måtte glæde ham og noget så frygteligt også i den anden ende. Han lod hånden vandre stille nedover hendes mave, så varsomt og blidt. Han ønskede virkelig bare, at hun skulle være tryg og på et sted hvor ingen ville være i stand til at skulle skade hende. Selv om han var der eller ikke, så var det ham ligegyldigt. Han ville stadig ønske, at han kunne være i stand til at gå i seng om aftenen og vide, at hun ville være tryg og at ingen ville kunne nå hende, det var klart noget af det vigtigste for ham lige for øjeblikket, også en af de grunde til at han var taget hjem.. han ønskede virkelig bare at have muligheden for at tilbringe julen sammen med hende, forklare hende hvad fanden der egentlig foregik i hans liv, indvie hende som det han virkelig havde lovet hende, så hun i det mindste ville forstå, at han kun ville være hjemme når han havde mulighed for det. ”Du burde ikke råbe min kære.. Ikke med din smukke stemme..” hviskede han med en dæmpet stemme mod hendes øre. Han vuggede hende ganske så roligt og forsigtigt. Han lagde hovedet tæt ind til hendes og lod øjnene glide i. Han havde virkelig savnet hende som en vanvittig, at det næsten ville være så ekstrem synd, at skulle forsvinde allerede ved daggry.. det var jo det som han var nødt til, ellers ville hun vågne op ved siden af en ældgammel mand som for længst var endt med at kradse af – havde stillet træskoene.. det var jo de valg som han sad med og han kunne virkelig ikke fordrage det! Han kunne ikke lade være med at smile. Han plantet et stille og let kys mod hendes pande. ”Glædelig jul min kære,” tilføjede han stille. Han vendte blikket stille ned mod hende. Hendes så smukke blik, det som han havde set for sig i sine mange drømme og nu stod han der i vågen tilstand og kunne se hende. Det var virkelig noget af det som kunne gøre ham glad.. det eneste lyspunkt som han havde haft igennem flere dage efterhånden. Hendes tone.. så underlig tom, at det klart var noget som han måtte mærke sig ganske betragteligt af.. Han kendte hende jo ganske udmærket efterhånden, lidt for godt, ville mange vel også vove at påstå, selvom det nu var sådan som han også måtte ønske det i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lod hånden stryge stille over hendes så fremtrædende mave.. fødslen måtte jo trods alt ske snart og han ville virkelig give alt for at være der, når det skulle ske.. give alt for at stå der fra første stund, når de skulle stå med deres søn i armene. ”Giv mig et smil, Faith.. det klæder dig bedre end alt det andet,” påpegede han med et svagt smil selv. Hun skulle da være glad.. han var hjemme, det var jul og det var meningen at de skulle være sammen, sådan ønskede han det vel at mærke, og han håbede da blot at hun var af samme mening. ”Det er jul min egen.. Lad os nyde det.. ligesom vi gjorde sidst, ikke..” hviskede han stille mod hendes øre. Han ville virkelig ikke hidse sig op nu.. han havde virkelig været oppe i det røde felt alt for mange gange det sidste stykke tid.. virkelig kun glad for, at hun ikke havde været der til at se ham.. Warlocken som han havde været før han mødte hende, havde i den grad meldt sig i ham igen, at det næsten skræmte ham selv.

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste hvad han ventede sig, det var trods alt den samme rutine de måtte køre om og om igen, et sted morede det hende lidt at han var så frygtelig forsigtigt, ventede vel endnu et af hendes udbrud? Cayla var den eneste som som regel søgte efter hende når alle andre var gået i seng, hun var trods alt den eneste der plejede at være oppe på denne tid, lige i aften havde hun så alligevel valgt at skulle smutte tidligt op, et sted en lettelse og et andet sted var det trist sidde tilbage alene på den måde. Hvad angik det at være tryg og sikker så var det kun det som hun selv holdte sig, hun ønskede virkelig ikke at lade Cayla i stikken, eller miste den lille ny der nu var på vej, det betød at hun ikke var i stand til forlade huset, somme tider følte hun sig frygtelig indelukket og sammentidig ensom på trods hun boede sammen med op til flere personer. Hvad der så var sket ham denne gang var intet hun var klar over, men Faith vidste at en forklaring måtte følge før eller siden, om den så var en af de bedre ventede hun jo mere eller mindre kun på at skulle finde ud af. Roligt blev hun stående i hans favn, trykkede sig stille ind til hans krop, noget som bare allerede der mptte skænke hende en underlig tryghed, mere skulle der virkelig ikke til. et par arme omkring hende, det var mere end rigeligt til at gøre hendes dag. den varme hånd som måtte søge ned over den tydeligt fremtrædende mave, spredte den så savnede varme i hende, hun følte et par slag mod sin mave, et sted frygtelig ubehageligt noget hun havde oplevet meget af de seneste uger "Jeg behøver ikke skælde ud idag, det ser ud til den lille gør det for mig" hviskede hun stille, som hun følte de små spark. En ting han havde lovet var at indvie hende i hvad som skete i hans liv fremf ro bare lukke hende ude og stå tilbage som den ventende forlovede, et løfte som hun blot ventede på ville blive overholdt. Øjnene gled stille i, ikke at det gjorde hende nogen forskel, det var stadig det samme tætte mørke, hun savnede at skulle se i hans øjne, tanken om aldrig vil være i stand til at skulle se deres lille skat vokse op, det gjorde virkelig ondt.HUn nød hans stemme mod hendes ører, slappede underligt af ved tanken om at han atter var hende så tæt. Et sted måtte det morer hende at han virkelig prøvede så hårdt - Alt den smirg, kun for at skulle roe hende ned? Når hun i teorien slet ikke var oppe at køre, hun vidste det intet ville nytte for nogen parter at skulle begynde skændes med ham. Et stille smil krusede sig over læberne ved hans ord, forsvandt dog en smule efter. Faith var indstillet på at han nok snart ville være ude af huset igen, men hun håbede virkelig inderligt hun i det mindste ikke ville behøve skulle sove i en tom seng i nat, det var virkelig så skuffende, hver aften hun lagde sig til håbede hun så frygteligt hun ville vågne op ved hans side. KImeya kendte hende efterhånden nok til at vide hun var sur,, eller fustreret var hun vel nok mere, det kunne da tydeligt mærkes nu. Fødslen måtte nærme sig med hastige skridt men for alles skyld så ville det ikke blive i aften det orkede hun ikke, hun huskede hvor hårde de andre fødsler var og lige i aften var hun virkelig for udmattet "Jeg er træt, Kimeya, og ærlig talt så har jeg intet at smile over. Nathaniel har stadig ikke ladt høre fra sig det bekymre mig, Cayla er fraværende og Liya gør det ikke ligefrem nemt, jeg går og venter på en fødsel og jeg vågner op alene i en alt for stor seng hver morgen.." hun sukkede stille, lod blikket stille glide op i de funklende grønne øjne atter træde til syne bag. Hunvendte sig stille om i hans favn, tvang hans arm til slippe omkring hende som den store mave endte med at skulle støde mod hans. Et glimt af den intensitet hun var bære af som hørte med den brændende hede i hendes indre, trådte roligt frem ".. På denne tid sidste år, min kære... Var vi i færd med noget helt andet" hviskede hun tæt til hans ører, lod en pirrende finger stryge hele vejen ned over hans bryst og mave. Hans duft var det som hun glædeligt tog til sig, hun havde virkelig savnet det frygtelig, lytte til hans stemme, stå i hans favn "Det er næsten sødt du prøver så hårdt.." endte hun stille, lod endelig et smil kruse sig over de smalle rosa læber, et sted blidtog kærligt et andet sted så kækt og provokerende, igen den kvinde hun engang havde været, og for nu ville det ikke ændre sig. Alt den fustration den lyst til at græde, de raserianfald han havde måttet slås med som hun ikke kendte til, det var alt sammen noget som lod til at falde fra når de var sammen... Det sagde vel en hel del?

[Kimeya Marvalo]

I aften, ville Faith slet ikke skulle tænke på, at falde til i en seng alene. Han ville være der sammen med hende. Først i morgen ville han være tvunget til at skulle tage af sted, og han ville nyde det frem til da, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ventede virkelig bare et møgfald af den anden verden, det var jo efterhånden det som han var vant til når han kom hjem på denne måde efter at have været væk i dage.. sågar uger, selvom han denne gang, havde haft en ekstrem god grund til det. Hans krop var stadig præget af de mange ar som Anastasias kniv havde efterladt sig, selvom det nu ikke var noget som han ville tænke stort på for øjeblikket.. han var stadig den mand som han altid havde været, selvom han nu ikke formåede, at skulle gøre det mindste brug af magi.. den var virkelig bare taget fra ham på den mest forfærdelige måde som han overhovedet kunne komme til det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hånden strøg stille henover hendes mave, så varsomt og så blidt. Den lille som måtte sparke, var noget som han tydeligt kunne mærke og som omgående tvang hele hans opmærksomhed væk fra hendes ellers så smukke ansigt og tilbage mod hendes mave. Fødslen nærmet sig og han ville virkelig gøre alt for at skulle stå der når det engang ville ske, det ville han i den grad kæmpe for.. det var ikke i en sådan situation som han ville ønske at lade hende stå alene i, og nu hvor Nathaniel endnu ikke havde vist sig, så var det vel også kun en ting som måtte bekymre ham noget så voldsomt. Han kunne virkelig ikke lade være med at smile.. efter at han virkelig havde lært Elanya at kende, så var det virkelig kun tydeligt for ham, hvor meget han egentlig havde efter den kvinde.. nu hvor det ikke gjorde ham stort.. han måtte faktisk kun indrømme, at han måtte savne hende og meget endda. ”Er det nu jeg skal skamme mig?” spurgte han med en tydelig drilsk stemme. Lige nu ville han virkelig bare gerne nyde tiden sammen med hende og han ønskede virkelig bare at nyde at være sammen med hende, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. Han lod Faith vende sig i hans arme og med fronten nu vendt mod ham. At hendes mave måtte støde mod hans egen, fik ham næsten automatisk til at trække sin lidt sammen, for at ikke at mase til hendes egen mave. Der skulle jo nødigt ske noget med deres kommende lille. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at glæde sig. Virkelig at skulle kunne kalde sig for far for første gang til en som de faktisk begge ønskede at holde livet i, en som de ønskede at værne om og beskytte som lykkelige forældre skulle og burde gøre med deres.. til nu havde de kun stødt på hindringer som havde kostet og denne gang ville han ikke lade det ske.. aldrig igen! ”Jeg ved at du er træt min egen.. jeg kan se det på dig..” Han hævede den ene hånd og lod den vandre forsigtigt med hendes kind. At alt for hendes blik måtte være sort, var virkelig kun noget som han var træt af, bare tanken om, at hun aldrig ville kunne se deres lille, var virkelig noget som måtte frustrere ham noget så vanvittigt! ”Nathaniel skal nok klare det.. det er jeg sikker på..” sagde han stille. At han jo så vidste noget, måtte vel kun være tydeligt? Anastasia satte ham ofte på spionasie-opgaver, selvom det nu var noget som klart var med en betydeligt større risiko end det som det ellers ville være. Han kunne dog intet gøre for at hjælpe Nathaniel ud af fangekælderen der, uanset hvor meget han så egentlig gerne ville have ønsket at han kunne gøre det. Han kyssede stille hendes pande, lod den ene arm stille søge om hendes liv. Han elskede hende virkelig, han ønskede virkelig kun, at skulle holde hende så tryg og sikker som det var ham overhovedet muligt, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om. Han kunne ikke lade være med at smile. ”På denne her tid sidste år, var jeg virkelig ikke det værd min egen.. i år er vi sammen om det..” Han trykkede hende ind mod sig så frygtelig forsigtigt, hvor han stille førte hende ned mod sofaen. Hun skulle da heller ikke stå op, det måtte da være hårdt nok med den lille energibombe i maven. En svag rødmen måtte dog tage til. ”Sødt ligefrem? Min kære, du fortjener virkelig kun det bedste,” tilføjede han stille. Han tog stille omkring hendes hånd, så varsomt og forsigtigt, som havde hun været af yderst skrøbeligt glas, da han bød hende til at sætte sig. Han tog pænt plads ved siden af hende.

[Silia D. Diamaqima]

Tanken om ikke behøve skulle falde alene til i en seng var virkelig frygtelig lettende, hun hadet det at skulle stirre et tilfældigt sted i værelset og stadig intet se, lige der var der alt for mange der tog deres syn forgivet, det var vel rigtigt hvad man sagde, at man ikke vidste hvad man havde før man så gik hen og mistede det? Noget som hun var et direkte levende bevis på på alle tænkelige måder vel. Lige i aften ville Faith virkelig bare nyde det at hun kunne være sammen med ham, et møgfald ville ikke hjælpe noget, at vække hele huset, stresse hende til en tidlig fødsel som hendes krop slet ikke kunne klare så udmattet som den var, næsten sikre sig at hende og Kimeya atter ville skilles, hvem ville få noget som helst godt ud af det? Af den grund valgte hun blot at forblive rolig, og så hellere nyde at hun ville have ham i det mindste for i aften. Den lille var begyndt at sparke for flere uger sidne, noget som han var gået glip af men som blandt andet Cayla havde fundet frygteligt sjovt, og noget som selv måtte morer hende en smule på trods det ikke ligefrem var behageligt. Alle kendte hendes mening om det at få børn og hendes evner som mor, men hun måtte indrømme at denne gang glædede hun sig rent faktisk til at blive mor,glædede sig til have en lille ny at kunne tage sig af, især når Kimeya næsten aldrig var omkring, hun ønskede selvfølgeligt at skulle gøre det sammen med den mand hun elskede, også som dette barn var skabt i kærlighed om ikke andet fra hendes side, men det var faktisk en lille trøst hun ville have en at sidde knuge om og tage sig af når hendes egen kære ikke ville være hjemme, at det så ville blive en udfordring uden synet det var så det som ærgede hende frygteligt, så mange ting hun aldrig ville kunne komme til. Elanya var en kvinde de begge i så mange år havde hadet, det var noget som kostet alle parter i sidste ende, nu hvor hun rent faktisk havde levet under det samme tag som kvinden, så var hendes mening helt ændret, den grund til hun tog til Dvasias i søgen for at finde de biologiske rødder, var endelig noget som hun havde fundet svaret på, en mindre lettelse og et andet sted så måtte det kun ærge hende at hun havde brugt så æang tid på at hade en kvinde, at de virkelig havde forsøgt begge to at skabe splittelse for hinanden på alle måder, spildt tiden, når den kvinde hun søgte hele tiden havde stået lige for næsen af hende "You better" svarede hun i den blide hvisken, lettere drillende med en tydelig kæk undertone. Det morede hende virkelig at han var så frygtelig forsigtig omkring hende, bare det han næsten intet pres turde ligge på hendes mave, det tog den såmænd ingen skade af. Blidt faldt kinden mod hans kind, som øjnene også atter måtte synke i, en underlig fred som opstod "At styre huset her er næsten som at være leder igen" mumlede hun med en blid latter himlede let med øjnene, ikke at det var løgn. Hun frygtede virkelig for Nathaniel sygeligt bekymret, noget som hun vidste at han ikke ville bryde sig om men den mand betød virkelig så meget for hende "Jeg er bekymret for ham, Kimeya..At ligge sig ud med Jaqia er dumt" mumlede hun lettere sammenbidt, hvor smilet måte være falmet, det var hun et levende bevis på, hun var endt blind, sat i en skæbne hvor mørke ville være alt hun kunne leve i, aldrig mere være i stand til at skulle se i hans øjne, aldrig mere skulle se Caylas smukke ansigt, aldrig komme til vide hvordan deres lille ville se ud, det gjorde virkelig ondt, end ikke nu kunne hun se på det juletræ. At han hjalp hende over i sofaen var virkelig lettende, hun lod sig stille dumpe ned, følte hele kroppen slappe af omgående, det var anstrengende at rende rundt med den mave, det kunne føles i ryggen. Det lille smil måtte atter brede sig "Jeg vil nu vove påstå at jeg nød hver sekund den sidste juleaften" hviskede hun stille næsten lokkende. For hende var det at provokere ham på den måde bare en.. Vanesag? Aldrig ville man gætte at Kimeya skulle være typen der rødmede og nu var hun ikke stand til at skulle se det "Hvis jeg havde fortjent det bedste ville jeg bo i nærheden af her med 3 knægte rendende om benene på mig og en lille ny på vej, og en mand som ville være hjemme i det mindste hver aften" tilføjede hun med et stille suk, så tydeligt påvirket af altid at skulle være alene.

[Kimeya Marvalo]

I aften ville Faith i den grad ikke gå i seng alene. Nej tvært imod, så ville han ligge der ved siden af hende, selvom han vidste, at han var tvunget til at søge tilbage til Anastasia ved daggryet, hvis han ikke ville ende som en ældgammel mand som havde stillet træskoene og alligevel fortsatte med at ældes efter døden.. hvordan han egentlig ville se ud hvis han skulle leve helt og holdent som et simpelt menneske, var virkelig ikke en tanke som han turde at tænke på. Tvært imod, så var han tvunget til at bide i det sure æble og indvie Faith i det hele. I hvert fald også for at skulle have chancen og muligheden for at redde det som de i det mindste måtte have igen af det forhold. Han havde lovet hende, at skulle fortælle hende det, alt for at vise hende de tillid som måtte og skulle være en så vigtig byggesten og han havde gået med til det.. han var en mand af ord og denne gang ville han virkelig også fortælle hende det hele. Han blev siddende ved siden af hende, hvor han dog alligevel bevidst, valgte at skulle kravle stille om bag hende, hvor han så frygtelig forsigtigt valgte at skulle lade armene søge omkring hendes liv og foldede sig over maven. Den lille var en livlig krabat, noget som han virkelig kun måtte være så ekstrem glad for. Der var vel også store muligheder for, at de denne gang faktisk også ville få lov til at skulle beholde den lille og lade den vokse op i de trygge rammer som de havde her? Hvad Cayla ellers måtte rende rundt og lave, havde han virkelig ikke nogen anelse om overhovedet, men alligevel, så var det nu alligevel ikke en tanke som han ville blande sig i. Han var kommet denne lange vej udelukkende for Faiths skyld, at få lov til at tilbringe denne hellige tid sammen med hende og faktisk også få hende vist, at han stadig ønskede at være der for hende og med hende. Det var virkelig også det budskab som han så brændende ville ønske, at få frem til hende. Han plantet et stille kys mod hendes kind, så varsomt og blidt. ”Jeg skammer mig noget så frygteligt,” sagde han med en lettere drilsk stemme, at i det mindste få lov til at se hende smile, var virkelig ku en tanke og en følelse som måtte smitte af på ham selv. Han nød virkelig det, at skulle sidde der sammen med hende, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. At kaste sig ud i strid med Jaqia, var virkelig noget af det dummeste som man kunne gøre.. Kimeya vidste det jo, han havde jo trods alt selv været derude, hvor de havde været så tætte på at skulle opgive tronen, ikke at det var en tanke som glædet eller morede ham på nogen måde. .det var stadig noget som kunne påvirke hans tankegang og hans mange drømme om natten når han endelig fandt en mulighed for hvile og tiden ikke mindst. ”Han skal nok klare den min kære.. det er jeg helt sikker på,” sagde han stille.. Han havde hørt meget om Nathaniels værende i fangekælderen og ikke mindst at Brandon var blevet tilkaldt til dette ærende.. ikke at det var en tanke som han måtte bifalde på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han trykkede hende noget så varsomt ind til sig.. der skulle jo nødigt ske noget med de små, det ville han virkelig ikke tillade sig. Han fortsatte de varsomme og de forsigtige strøg. Han kunne virkelig ikke lade være, han glædet sig virkelig til at skulle stå der med den lille i armene, selvom det virkelig havde lange udsigter.. det afhang virkelig helt og holdent af, hvornår Anastasia ville slippe ham igen og han kunne virkelig kun håbe på, at det var noget som ville gå hurtigt.. han ville virkelig bare gerne hjem og faktisk også gerne hjem for at kunne blive der. Han ønskede virkelig heller ikke, at hun skulle sidde her alene. ”Find den leder frem igen min kære.. du fortjener virkelig det bedste.. intet mindre..” Han smilede svagt. Tiden som leder kunne han virkelig godt huske og den var virkelig også savnet i længden, det kunne han heller ikke komme udenom.. den gang hvor der ikke havde været de største problemer.. de havde virkelig bare haft hinanden på det tidspunkt. Han nikkede stille, selvom han var klar over, at hun ikke var i stand til at se det. ”Jeg er hjemme Faith, så ofte jeg har muligheden for det.. og.. nu hvor vi er inde på det.. Du husker.. den aften på teateret hvor jeg lovede dig, at jeg ville indvie dig i det som skete?” spurgte han stille. Dette var nu ikke det som han ønskede at starte ud med, men hun måtte jo vide det.. han ville ligge ved hende i aften, men ikke være der når hun ville stå op.. han var nødt til at være ved Anastasia ved daggry. ”Der sker meget.. nu for tiden,” tilføjede han stille. Det havde klart kostet ham at tage hjem i aften.. hun havde virkelig bare brug for at vide.. hun skulle få lov til at vide.

[Silia D. Diamaqima]

Hvornår han måtte søge væk igen vidste hun ikke, men hun var dog klar over at det virkelig kun ville være et spørgsmål om tid, inden han atter ville være væk, og netop af den grund valgte hun at nyde han endelig var hos hende. Alderen havde været en ting de havde haft problemer med før, noget som hun dog langt fra regnede med skulle ske igen, men hun havde trods alt ingen idé om hvad som foregik ved Anastasia, for hendes del var dettte blot endnu en af hans ude perioder. Deres forhold var ikke ligefrem noget at prale af længere, hun blev kun ved ham fordi hun virkelig elskede ham og ville være fortabt ude, hun ville aldrig finde en anden uanset så det ville være spild af tid og kræfter, de måtte virkelig forsøge at redde det, hun ønskede det ikke som dette, han havde lovet at indvie hende i hvad som foregik i hans liv frem for hun skulle sidde som den uviddende og bekymrede hun hadede det kort sagt, ligenu ventede hun sådan set blot også på en af hans mange forklaringer, ting om hun efterhånden var vant til at høre på, hver gang frygtede hun dog at han ville komme hjem og afsløre at der havde været en anden kvinde, det var virkelig en stor frygt i hende for tiden. Faith lod sig blidt trygge ind i hans favn, trods det var så yderst forsigtigt, det var tydeligt at han virkelig ønskede det skulle lykkedes denne gang, noget som hun virkelig også selv gjorde, nu ville hun have lov at lege mor, og hun var så træt af ikke føle sig god nok til Kimeya fordi hun aldrig havde formået at skulle give ham de børn hun vidste at han så brændende ønskede sig. Hvad Cayla rendte rundt og lavede havde Faith efterhånden fået et lille fingerpeg om, hun havde dog hverken tid, lyst eller overskud for den sags skyld til at skulle blande sig, ligenu havde hun virkelig sit at tænke på, og hun vidste at var hendes gæt til det korrekt så ville Kimeya gå amok, derfor hun ikke valgte at skulle sige så meget som et ord omkring hendes mistanker "Det tror jeg så på" hviskede hun blidt dog lettere irnoisk. Et lille smil var da ikke til at holde væk fra læberne, endelig fik hun lov mærke familieidylen lidt, det at skulle side medd en mand hun elskede, hendes forlovede, hvor han måtte holde rundt om hende og den lille hun bar med sig, skabt i deres kærlighed. De havde begge prøvet at gå imod den kvinde, noget som havde vist sig at være frygtelig dumt ikke mindst farligt, nok ikke en fejl de ville gøre igen. Hun nikkede stille til hans ord, håbede virkelig så inderligt at han ville have ret, hun hadede tanken om hun ikke selv kunne tage sit kig forbi slottet blot for tjekke om han var okay, også mere for Liya's skyld. Den leder han snakkede om var virkelig forsvundet for længst, dog var der stadig visse ting som hang ved, ting hun i dagligdagen måtte gøre brug af kun for at skulle holde hovedet højt. Hans ord måtte så tydeligt sige hende at noget var galt med det samme. Smilet falmede stille, hun sukkede tungt, lod hovedet søge tilbage mod ham og blot hvile, lod øjnene glide i som for at skulle nyde de blide strøg han lod søge over hendes mave, og der stod man igen.. "Det husker jeg ja.." Hviskede hun stille "Kimeya hver sød at lade værre med at trække den ud, jeg ved når noget er galt og jeg sad uanset bare og ventede på du ville komme frem med det.." at hun var furstreret blev kun tydeligt, den drilske tone som var blevet erstattet med den mere oprørte dog ikke at hun hidsede sig direkte op.. "Hør Kimeya.. Få de dårlige nyheder overstået.. Og så nyder vi resten af aftenen sammen, Okay?" hviskede hun stille, bed sig let i den bløde underlæbe næsten med den bedende undertone, lod hånden stille falde mod hans lår. Hun ville virkelig bare overstå den del.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville virkelig give alt for at kunne blive hjemme sammen med hende og deres kommende lille nye. Han ville virkelig gøre alt! Selvom det at blive væk, klart ville koste ham livet og det var heller ikke noget som han ville ønske sig.. der måtte være en anden mulighed.. der måtte bare være en anden mulighed et eller andet sted! Han lod blikket hvile på hende.. Nu hvor han havde ladet ordene blive sagt. Han havde jo højt og helligt lovet hende, at han ville indvie hende i alt det som skete i hans liv, og det agtede ha så sandelig også. Han ønskede virkelig ikke ud i det hvor det ville ende med at gå så galt, at de igen ville stå i den situation, hvor det ville være så tæt på, at skulle gå helt galt endnu en gang. Han havde altid ønsket sig børn og han ønskede så sandelig også at ham og Faith også ville ende på det punkt. Denne gang skulle det bare lykkes. Han ønskede virkelig ikke at miste en gang til, han ville ikke kunne klare, at skulle miste barnet en gang til, det blev virkelig for meget når det skulle fortsætte på den måde. Ikke mindst, at det var så ekstremt mange år siden at de prøvede sidst, hvor resultatet bar frugt.. en uge havde de haft Leon i, og så var alt sammen virkelig bare faldet fra hinanden. Dette måtte bare ikke ske endnu en gang, det tillod han virkelig ikke. Han sukkede indædt, bare tanken om alle de andre gange de havde mistet, tvang ham virkelig til at være mere overbeskyttende end det som han ellers havde været tidligere. Han ønskede dog alligevel at gøre det, uden at skulle stresse hende.. han var jo kendt med, at det kunne føre til en alt for tidlig fødsel og det ville han slet ikke være skyld i! Han lagde hovedet stille mod hendes skulder, da hun valgte at sætte sig tæt på ham. Han elskede hende virkelig, ønskede at gøre alt for hende, give hende hele jorden om et skulle være muligt.. hun fortjente virkelig bare det bedste, selvom det virkelig måtte frustrere ham, at han for øjeblikket, slet ikke kunne give hende det. Han kyssede stille hendes kind og nikkede til hendes ord. Jo hurtigere de fik det overstået jo bedre ville det jo trods alt blive, der kunne han ikke gøre andet end at give hende ret, og det var virkelig noget som tunget ham noget så voldsomt. Det var virkelig bare en så ekstrem tung byrde som måtte hænge ved ham for nu og det gjorde virkelig ondt at han endnu en gang var tvunget ind i en sådan situation, selvom denne nu slet ikke kunne sammenlignes med nogen af de foregående som han havde siddet i, selvom det nu i bund og grund, slet ikke var nogen former for trøst overhovedet! ”Du husker da jeg forleden aften gik ud?” begyndte han stille. Han lod hænderne stille følge hendes arme, hvor han sammenflettede deres fingre og trykkede om begge hendes hænder. Han elskede hende, selvom han på denne måde, klart måtte indrømme og erkende, at det var ham som havde gjort en fatal fejl. Han lod den ene hånd hvile mod hans lår, hvor han blidt strøg over hendes håndryg. Han ønskede hende bare rolig, og han ønskede, at hun skulle kende til sandheden. ”Jeg mødte en stærk kvinde.. hun gav mig et valg.. at tage med hende, eller miste familien, Faith.. Hun har taget magien fra mig.. jeg er ikke andet end et sølle menneske..” hviskede han stille. Ikke bare det faktum, at han ikke kunne forsvare familien, men også de opgaver som han blev tvunget til, så indebar det i den grad også noget af en så ekstrem stor risiko, at han virkelig var tvunget til at passe på derude. ”Jeg er hjemme enkelte timer om dagen og så ofte, det er mig overhovedet muligt Faith.. Er jeg ikke ved hende så snart det er tid, vil min menneskelige alder tage mig igen,” hviskede han stille. Ikke bare, at det faktisk var en tanke som skræmte ham meget. Anastasia havde virkelig tvunget ham til at stå op af væggen og med sværdet mod struben. Han kunne ikke komme nogen vegne uden at det først for alvor ville gøre ekstremt ondt på ham selv og familien med. Hans egentlig høje menneskealder gjorde jo automatisk, at det i så fald ville slå ham ihjel, at lade det ske, så han var jo egentlig tvunget! Aldrig ville der være en anden kvinde i billedet! Kimeya sad i øjeblikket med den eneste som han nogensinde ville ønske, at dele livet med og det var sådan som han ønskede det. ”Jeg vil være her i nat.. jeg må søge væk igen ved daggry min kære.. Jeg…” Han sukkede dæmpet og lod panden stille møde hendes skulder, denne gang hvor han lod blikket falde. Han var klart overmandet i denne situation og det var virkelig ubehageligt. ”Undskyld..” hviskede han dæmpet. Ord så sjældne, selvom han i den grad skyldte hende dem.

[Silia D. Diamaqima]

Præcis hvornår den fødsel ville stå havde Faith virkelig ingen idé om, men der kunne endnu ikke gå længe, og hun ønskede virkelig sig s brændende at Kimeya ville være der når det skete, være hos hende, han var dene eneste der formåede at holde hende tryg, den eneste hun ville gennemgå dette for, det var ikke fordi fødslerne til nu havde været specielt ubehageligt, flere gange været direkte tæt på at tage livet af hende, havde han ikke sat der så...At han i det mindste holdte hans løfte var vel noget som glædede hende, hun ville gøre det samme for ham, men det faktum at det så altid skulle foregå med dårligt nyt var det som irriterede hende, og hun opfangede det hver eneste gang, ville de nogensinde få fred? Ville hun nogensinde kunne trække sig tilbage med ham og deres lille og bare nyde tiden sammen? Så mange gange hvor det havde været så tæt på at gå galt, hvor den sidste gang under det stykke simpelthen bare var blevet for meget for hendes del, hun var så træt af at skulle leges rundt med på den måde og blot lade ham gøre det som hun havde gjort i den skjulte barndom, hele grunden til hun var så frygtelig stolt som hun var endt den dag idag. Hænderne endte sammenflettede med hans hvilende over hendes mave. Denne gang ville det lykkedes, de kunne ikke miste igen selv hun var så frygtelig forsigtig, holdte sig indendøre kun af frygt for skulle ende med endnu et tab, hun vidste hvor brændende Kimeya altid havde ønsket sig børn og når det endelig var lykkedes hende at give ham det så var det endt galt på den måde, og hun hadede det virkelig, det var en af de ting der gjorde hun til tider var fristet til at give ham ret; Hun var ikke god nok for ham. Roligt nikkede hun til hans ord. Det var ikke fordi det var sjældent han gik ud men hun var nu sikker på hun vidste hvad han mente. Dette var så den del af aftenen som bare måtte overstås, efter de dårlige nyheder kunne julen uanset ikke blive værre - Så meget vidste hun, den var alligevel ødelagt for længst, hun burde have sagt sig han ikke kom hjem for at fejrer julen med hende, så var han nok kommet noget før. Et sted slog hans ord hende som en lussing. Han var kun et menneske? En stærk kvinde? Den mand var frygtelig nem, hvem ville gå direkte ind i familien med alle de stærke der støttede op? Hun rystede på hovedet, valgte intet at sige omkring de tanker hun sad med, det ville ikke nytte, han ville ikke lytte. Et smil spillede om hendes læber. Blikket hvilede tomt op i loftet , stadig i samme mørke, som hendes hovede lod hvile mod hans krop "Hmm.. Det er sjovt. Din dårlige nyhed er at jeg skal være alene?" gentog hun kort for hovedet som en opsummering. Sikke en overraskelse der var i det. Hun rystede på hovedet, lod en hånd slippe hans som mere for fjerne de lange røde lokker som kun måtte være i vejen, glade dem glide over hendes skulder "Tja.. Det er jeg jo ikke død af endnu vel" påpegede hun i en sigende tone, så munter at det var tydeigt det var falsk og direkte irnosik. Flere udsigter til at skulle være alene, hun var virkelig træt af det. Igen følte hun så meget for at skulle lade tårer falde "Glædelig Jul" mumlede hun stille ment for sig selv, og med det smil som kun måtte være faldet.. Det var jo typisk, den aften blev virkelig ikke værre. Et kort øjeblik havde Faith virkelig troet at en ny kvinde var dukket op, det lettede hende at der ikke var, hun ønskede virkelig at dele livet medd en mand hun elskede og sad i favnen på, han gjorde det virkelig bare ikke nemt for hende. Undskyld var efterhånden et ord som for hendes del havde mistet betydning hun havde hørt det alt for mange gange, så mange gange hun end ikke gad kommentere på det nu, der var jo intet nyt under solen der, samme søvnløse nætter, kort gensyn med ham i hverdagen for så skulle se ham tage afsted igen, han ville måske end ikke være der når deres lille ville blive født, en tanke som faktisk gjorde ondt "Der er jo intet nyt i det Kimeya.. Et par timer om dagen er mere end jeg er vant til se dig tilsammen på en måned" påpegede hun med en stille tydelig sørgmodig tone.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var så sandelig ikke kommet hjem for at smadre hendes jul, det var virkelig ikke hans hensigt, men hun måtte bare vide.. i det mindste, hvis han skulle have en mulighed for at redde det som faktisk måtte stå tilbage af deres forhold, selvom det nu ikke var særlig meget at skulle prale af lige for tiden, det var han udmærket godt klar over. Han ønskede virkelig kun, at lade hende vide at han faktisk ønskede at være sammen med hende.. nu hvor han kun var et simpelt menneske, var jo så egentlig hans egen fejl. At sidde fanget ved en kvinde på den måde og uden mulighederne for at komme hjem til Faith havde virkelig gjort ham så frygtelig frustreret, at han havde smadret hele hendes studielokale kun for at få bugt med den.. han havde ikke rigtigt tænkt over konsekvensen af det, bare at det var vigtigt for ham, at få bugt med det og på den måde som han nu havde fundet som en mulighed for netop det. Det var virkelig hans egen fejl. Aldrig nogensinde ville der komme en ny kvinde ind i billedet, det var virkelig ikke noget som hun havde behov for at skulle tænke på.. slet ikke, det var der ingen tvivl om. Det var hende som han elskede, der ville virkelig aldrig nogensinde komme nogen anden ind, det ville han virkelig ikke tillade! På denne måde, lod han hende endda vide, at han var væk, men at han ville komme hjem igen, det var virkelig det som han ville.. han ville virkelig bare gerne kunne trække sig tilbage og være der sammen med hende.. deres familie og den lille nye som vel ikke kunne være forbandet lang tid til, skulle se dagens lys. Han glædet sig virkelig til at det skulle ske.. at han kunne kalde sig far for deres biologiske og ikke bare stormand som han var for Cayla. Nok at Cayla var hans datter, men det var bare ikke rigtigt det samme.. selvfølgelig havde hun stadig den ekstreme store betydning også, det var trods alt også det som han have lovet Moniqe inden det for alvor var gået galt.. at han ville passe på hende og beskytte hende, og det ville han så sandelig også mene, at han havde gjort, det var han slet ikke det mindste i tvivl om på nogen som helst måde overhovedet. At hun tog meget tungt på det, var noget som han tydeligt kunne mærke, selvom det nu langt fra var en tanke som glædet ham det mindste overhovedet. Han sukkede næsten opgivende og lod øjnene stille glide i. Havde han ikke gået med hende, havde det kostet familien livet, og det ønskede han så sandelig heller ikke skulle ske, i så fald, ville han aldrig nogensinde tilgive sig selv for noget som helst! Det var der heller ikke nogen tvivler om overhovedet! Han vidste, at han virkelig havde været meget flyvsk og han vidste, at det var ham som sad med skylden for det hele. Han sukkede dæmpet. ”Jeg ved hvad du tænker Faith.. jeg vil bare have fred.. jeg vil virkelig bare have muligheden for at komme hjem for at blive,” sagde han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket stille mod hende. Han lod hende stadig hvile i hans favn. Han ville virkelig bare give alt for at det skulle ske, om han så skulle opgive evnerne som Warlock, så måtte det jo være sådan! ”Hun tog mine evner fra mig.. jeg kan ikke magien, hun tog alt… hun holder mig ung.. hun holder mig ved lige.. er jeg ikke i hendes hus når daggryet falder..” Han rystede på hovedet.. det var jo sådan som det ville køre det næste lange stykke tid og tanken var han bestemt ikke glad for.. tvært imod, han kunne ikke fordrage det, at være tvunget til at tage væk fra hende. Han var nu mere bange for, at han ikke vil kunne nå at være der til barnets fødsel, det var virkelig den ene lille ting som klart gjorde det hele så meget værre for hans vedkommende og den tanke skræmte ham jo så faktisk også noget så voldsomt. ”Jeg ville virkelig give alt for at blive her.. du ved hvad der sker, hvis hun lader alderen tage mig igen..” Han trykkede stille omkring hendes hænder. Han ville falde i løbet af få minutter.. falde som en ældgammel mand i menneskelig forstand og det var bestemt ikke noget som fristede ham det mindste overhovedet, det håbede han da, at hun ville forstå. ”Jeg kommer hjem så ofte det er mig muligt.. så ofte hun vil lade mig gå.. det kan jeg love dig.. jeg vil ikke have at du skal sidde her alene.. det ønsker jeg virkelig ikke..” At hun i det mindste havde holdt sig inden døre til nu, var nu bare en tanke som han var ekstrem glad for, der skulle virkelig bare ikke ske hende noget. Han elskede hende virkelig.. hvis ikke Anastasia havde truet med Faith og familien, så var udfaldet så sandelig også blevet helt anderledes.

[Silia D. Diamaqima]

Faith's juleaften havde i forvejen ikke ligefrem været noget prale af i forvejen, det at han dukkede op gjorde den et sted kun bedre om det så var med gode eller dårlige nyheder, i dette tilfælde var .. ligegyldige nyheder. At komme hjem for at fortælle hende at hun skulle være alene var direkte dumt, det var jo ikke ligefrem nogen nyhed, det var nu det som hun havde været i mere eller mindre flere år? Han havde konstant været fraværend eog hos hende siden de havde fået Cayla, hvilket var ekstremt lang tid siden efterhånden.Det at han i det mindste indviede hende i hvad som skete i hans liv var en tydelig og klar lettelse, det beviste jo at han i det mindste havde opfattet bare lidt af hvad hun havde sagt den aften, men det var en ringe trøst når deres forhold skulle blive ved at køre så adskilt de levede jo ikke sammen mere, de levede to liv hver for sig, og kaldte sig endnu for et par. Faith sad mere eller mindre blot og ventede på han en dag ville komme hjem og fortælle hende at han havde fundet en anden kvinde, at en anden havde overtaget hendes plads, det ville vel ske før eller siden så splittet de var for hinanden? Hun frygtede det virkelig, hun elskede ham ustandsligt uanset hvad han gjorde, så mange tilgivelser og de var ikke uden grund, hun var jo så klarover det ikke kunne blive ved at køre i den dur. For Cayla var han virkelig en form af far nu sad hun gravid med deres egen lille skat et barn som kunne når det end skulle være, men hvor meget ville han komme til at kalde sig for far hvis det skulle blive ved at være som nu? Til tider tvivlede hun på barnet overhovedet ville komme til at kende Kimeya nok til at vide det ville være hans far. Hænderne hvilede om den store mave, ikke nok med at hun følte sig federe end en hval, men ogå så ganske rastløs at hun til tider kunne finde det morsomt at sætte side ud i haven og føle sig vejen frem til en pind hun kunne sætte ild til, hunvar virkelig indelukket og hun blev bims af det, bims af at skulle være alene, det var så tæt på hun valgte bare at skulle sige stop her og nu, hun var faktisk ikke rigtigt sikker på hun magtede det mere "Du vil end ikke vide hvad jeg tænker, Kimeya" endte hun stille, ikke koldt bare meget fast lidt den facade som hun lod falde over sig igen, hun ville ikke falde hen og nyde hans selvskab for så skulle se ham forsvinde igen senere det var hun bare for stædig til. Hun skænkede ham ikke et blik ikke at det for hendes del ville gøre forskel, hun levede stadig i det mørke hun selv frygtede som sådan. Faith lod sig endnu blot hvile i hans favn hun var for træt til at skulle diskutere noget som helst, var der overhovedet noget at snakke om? "Kimeya, gør som du skal.. Du skal ikek bortforklare, det er jo ligesom ikke verdens undergang" et sted var det lidt løgn, hendes verden var allerede mere eller mindre faldet sammen, blevet så uoverskuelig siden han var begyndt at skulle tage den afstand fra hende som hun i den grad måtte hade "Hver sød at lade værre.. Det er for sent at sige du ikke vil lade mig være alene, jeg har ikke lavet andet i... Længere tid end det som jeg husker" mumlede hun stille, tydeligt at det gik hende ekstremt meget på "Jeg gider ikke diskutere det, jeg er for træt til at det skal ende i et skænderi" det var første gang hun var den som cuttede det af, hun gad det virkelig ikke ligenu, det var alt de kunen finde ud af - Skændes, sove sammen en gang hver halve år og det var det. Den eneste grund til hun holdte sig indendøre var fordi hun for det første var gravid og uden ham var hun overhovedet i huset, hvilket ville sige hun bar det ansvar for dets beboere, hun kunne ikke risikere livet.. *Hvad har jeg gjort at herren i himlen straffer mig som det?* tænkte hun stille ved sig selv, lod de smukke blik skjules bag hendes øjenlåg. Hun var udmattet, havde mest af alt lyst til bare sove dagene væk efterhånden. Det var altid dejlig med en så glædelig julegave som den han havde haft med til hende i aften.

[Kimeya Marvalo]

At Faith i det mindste havde holdt sig indendøre, var nu en tanke som måtte glæde Kimeya noget voldsomt. Det værste ved det hele var jo netop, at han slet ikke var omkring hende til at skulle yde hende den beskyttelse og selv ikke Nathaniel var i nærheden til at skulle hjælpe ham Ja, han var virkelig selv bekymret for den mand, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var der ingen tvivl om. Han havde i den grad lært af det som hun havde stillet af et ulitmatum fra før af, at han skulle indvie hende i hvad der skete, det var så sandelig også noget som han agtede at gøre. At de skulle leve så frygtelig adskilt, var nu heller ikke nogen tanke som han brød sig om, men lige nu var der virkelig ikke noget andet valg.. Ikke før han fandt ud af en måde, at skulle løsrive sig fra Anastasias greb. Han betragtede hende med et roligt og stille blik og alligevel med den lette bekymring som han bare ikke kunne lægge det mindste skjul på, på noget som helst tidspunkt overhovedet. At hun i det mindste kunne forholde sig så rolig, så de ikke skulle ende ud i endnu et af deres mange giga skænderier. Han ønskede virkelig at blive der, han ønskede virkelig at være der til at skulle beskytte deres lille og hende også, det var der ikke nogen tvivl om, det andet var virkelig bare så dræbende som det kunne blive. Han ønskede at stå der som den far for Cayla som han havde været siden hun havde været helt lille.. eller havde han? Han ønskede virkelig ikke at skulle tænke på det, på nogen anden måde. "Så indvig mig i det, Faith.. " bad han med en dæmpet og rolig stemme. Han ønskede ikke at skulle hidse sig op på grund af de her ting. Han vidste jo og kendte hende godt nok til at vide, at dette i den grad var noget som måtte gå hende noget så frygteligt på, det var han slet ikke i tvivl om, selvom det nu i bund og grund ikke gjorde dette lettere for ham på noget tidspunkt. Tvært imod, så gjorde det virkelig kun det hele så meget værre. Han lod hende stadig hvile i favnen, hvor han varsomt måtte lukke sit greb omkring hende og trykkede hende ekstremt varsomt ind mod sig. Han ville for alt i verden slet ikke skade den lille, det var noget af det sidste som han nogensinde ville kunne få sig selv til! Denne fejl var helt og holdent hans, selvom det nu ikke var noget som han var særlig meget for at skulle indrømme, så havde han heller ikke rigtigt noget andet valg, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han elskede hende virkelig, det kunne han for alt i verden slet ikke komme udenom og det var nu heller ikke noget som han ønskede at skulle komme udenom. Han sukkede nærmest opgivende, dog utydeligt. "Faith.. Prøv nu at lytte til mig.. Jeg ønsker ikke at skændes og jeg ønsker ikke at diskutere.." Han lod den ene hånd søge mod hendes kind idet han valgte at skulle vende hendes blik stille og roligt mod sig selv, også selvom han vidste, at hun ikke vil kunne se noget som helst overhovedet. Han kyssede varsomt hendes pande. "Jeg kender dig efterhånden, Faith.. Hold nu op med at lukke af på den måde.." bad han med en dæmpet stemme, det var virkelig ikke lige det som han havde brug for lige nu, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans grågrønne øjne hvilede i hendes, selvom han vidste, at hun ikke ville være i stand til at skulle se noget som helst. Han ville virkelig ønske, at han kunne hjælpe hende og han agtede, at skulle finde en måde, at gøre det på. "Jeg vil ikke bortforklare, jeg vil bare fortælle dig hvad der sker.. og hvorfor det sker, okay?" sagde han dæmpet. Han følte sig næsten desperat.. desperat efter at fortælle hende hvad pokker der egentlig måtte foregå, da han bestemt ikke ønskede at skulle miste hende, det var da noget af det sidste som han ønskede for øjeblikket. Han kunne ikke uden hende, hun var virkelig hans liv. Han lod den ene hånd varsomt og stille stryge over hendes mave, så ganske blidt og forsigtigt. Deres fælles lille skat, det var ikke noget som han ønskede at skulle miste.. ikke igen. Han havde virkelig mistet alt for meget igennem hans liv og det at miste hende, ville i den grad være det værste for ham, det var der virkelig ikke nogen tvivl om.