Vi har mange ting at indhente.

[Deleted]

Seraphina Samandria Sálacazar

Marcellus var taget af sted. Det var nogle timer siden nu. Han havde bedt Corina om at vise ham sikkert ud af Paggeija og sørge for han kom godt af sted, så hun kunne opsøge ham og de kunne få sig en snak om...Mange ting. Han sad i sin opholdsstue. Han var afslappet, havde lænet sig godt tilbage i sofaen og havde et glas vin på bordet, som var halvt tomt. Ilden, i pejsen foran ham, buldrede stille og sørgede for rummet var dejlig varmt. Udenfor kunne man høre den konstante hamren, fra de arbejdere der arbejde hele døgnet for at bygge tårnene op igen. Man kunne endelig se at det gik fremad, hvis man kiggede udenfor og heldigvis var larmen ikke så slem her, i hans opholdsstue.
Ovenpå, et sted, sov Arona trygt. Det var endnu mørkt udenfor, skønt de var tættere på morgenen. Selv havde han ikke sovet endnu. I stedet lå der nogle pergamenter foran ham, en fjerpen og et lukket blækhus. De sidste par timer var gået med at han havde lagt planer. Når det blev dag, skulle de fleste af papirerne gives til hans generaler, så de kunne planlægge og forberede dem til den kommende krig. Den og næste igen. Et par af de andre handlede om de nye forretninger han havde med Marcellus. Han havde skyndet sig at forberede papirerne, så Corina kunne få dem med sig, når de havde snakket sammen. Selv om hans håndskrift ikke var den pæneste i verden, så det ikke helt skidt ud. Specielt ikke fordi han havde en tjener, der til tider hjalp ham med at skrive de vigtige papirer, da hun havde en meget pænere skrift og langt færre stavefejl end han havde. Han manglede kun at give dem hans segl og navn.
Han var gledet ned, så han næsten lå ned, med hovedet hvilende mod ryglænet og så ind i pejsens ild med et næsten træt blik. Han burde gå i seng. Han var jo sikker her, trods alt, med nogle bodyguards der konstant var i huset. Og hvis Corina ikke snart kom, ville han nok falde i søvn her, foran ilden.
Han havde bare fødder, et par afslappende, sorte bukser og en sort skjorte. Han havde skiftet tøj efter mødet med Marcellus, til noget mere afslappende. Det brune hår strittede til alle sider. Hans blik så lettere dødt ud, som han blot stirrede ind i ilden, lige nu, uden så meget som en tanke overhoved...

[Deleted]

Med faste skridt søgte hun sin destination, den som var lovet så snart hun havde sendt Marcellus videre. Hendes beklædning var den selv samme som før, det var det som hun mente hun burde have på når hendes dag drejede sig om Zean. Hun lod fingrene glide hen over skaftet på sværdet, hun smilede for sig selv, hun ville gerne snart lade nogen smage det skarpe sværds blad. Krig var jo noget som igen var på tale, hvilket hun bestemt regnede med hun var en del af, hun ville da være med! Sikkert ville dødsenglene stå i kø for at blive valgt, hvem af dem elskede ikke en god krig hvor de kunne slagte folk og mæske sig i død og smerte på en krigsmark. Bare tanken var jo lige til at fryde sig over. Hun nåede frem, og blev uden tøven lukket ind, hun var vel ventet. Med rolige skridt nærmede hun sig opholdsstuen, med et par lette bank, valgte hun at gå ind. Blikket var roligt, med glimt af tilfredshed, men det kom de til senere. Først havde han en masse at dele med hende og så ville hun vide helt præcis hvad hendes del i alt dette egentlig måtte være! De bare fødder trippede let under hende, hun var en smule utålmodig, det var jo noget hun havde brug for lige så vel som han havde, de havde en del at få snakket om.
"My Lord." Hilste hun med et flabet smil, hun elskede udtalelsen, specielt med Marcellus's røvslikkeri, det havde været et godt grin, som hun dog havde skjult, men moret sig over i stilhed. Dog klædte det bestemt Zean at blive tiltalt sådan, og hun måtte lige prøve, også bare for at smage på ordene i sin egen mund.

[Deleted]

Han rettede sig op og så over mod hende, da døren gik op og Corina kom ind. Klædt som før. Han så lidt på hende med et svagt smil. Benævnelsen Lord var i den grad noget han holdt af og at hun nu også brugte det, var han kun tilfreds med.
"Corina, jeg har ventet dig" Han havde ikke helt været tilfreds med hun havde sat leg over ham, at hun hellere ville lege med Marcellus end snakke med ham. Trods alt var det ikke for sjov han havde bedt hende komme, de havde vigtige ting at diskuterer. Med en lidt træt hånd vinkede han hende tættere på, før han vidste hende at hun bare kunne tage plads, hvis hun havde lyst. I sofaen eller en af lænestolene, på bordet eller på gulvet. Han var ligeglad.
Han gjorde en kort gestus mod papirerne på bordet, før han gned sig en smule træt over panden.
"Jeg har arbejdet, siden jeg har snakket med ham. i den grad en spændende fyr. Spændende og en, vi burde holde øje med ham. Fortæl mig om ham. Fortæl mig hvad du tænker om ham og hvad vi børe stille op med det hele" bad han hende og så op på hende igen. Han var faktisk ganske interesseret i hendes mening, takket været hendes stilling og det at han vidste hun var loyal til ham. At han spurgte hende, fortalte kun at han respekterede hende. Om der var tale om at skifte hende ud? Han havde udelukkende drillet hende. Han sendte hende et lille smil. Hun måtte have en hvis ære i sit arbejde og hendes reaktion og svar havde været helt på sin plads. Hvis det blev ved på den måde, ville der ikke være brug for snak om udskiftning.

[Deleted]

Med rolige skridt gik hun mod ham, døren havde hun lukket roligt bag sig, dog uden at tage blikket fra ham. Hun nikkede roligt, at hun havde ville 'lege' med Marcellus, var faktisk steget i interessen med at finde ud af ting til deres formål. Det havde faktisk været mest for hans skyld hun havde gjort det, men det kunne de altid tage hen af vejen. Specielt hvis han nu valgte at bringe det på banen. Som han gjorde tegn til hun kunne tage plads, tog hun plads ved hans side og så mod bordet, og derefter igen mod ham.
"Det kan jeg se. Det er sådanne tidspunkter jeg priser mig lykkelig for jeg bare er mig." Fniste hun, inden hun valgte at kigge lidt ind mod ilden. Der var jo en del at fortælle Zean omkring ham, men hvad der ville være nyttigt vidste hun ikke lige. Hendes blik gled tilbage mod Zean, hun tillod sig at glide tilbage og slappe lidt af.
"Jeg har jo ikke det store kendskab til manden, du havde tydeligvis mere end jeg. Hvilket jeg bestemt ikke synes er fair! Hvis manden ønsker dig død, burde jeg så ikke have kendskab til det? For pokker da Zean, jeg er ikke tankelæser! Du er nød til at bringe mig ind i sådanne ting, hvis jeg skal kunne yde mit bedste." Kom det så lidt mere alvorligt fra hende, som hun rynkede panden lidt, for hun var utilfreds, meget endda. Corina lagde et ben over det andet, hendes smil gled frem over de fyldige læber, det der ballademager smil, som var hun altid ude på et eller andet.
"I betragtning af de nye oplysninger, er jeg slet ikke sikker på hvor jeg har ham henne, men jeg forsøger at få fatningen i det hele. Oven i det, så er jeg ked af at sige jeg er begyndt at stole mindre og mindre på din kære kone, hendes små kærester virker til at blive til fare for dig. Jeg bryder mig virkelig ikke om det!" Der kom et suk fra hende, hun lænede hovedet bagover og stirrede lidt mod loftet, hun sad frygtelig godt og kunne da godt lige falde i søvn her. Med de tanke fik hun rettet sig lidt mere op igen, hendes blik virkede tænkende.
"Jeg stoler ikke på ham, men jeg tror vi kunne gøre god brug af ham. Om ikke andet, ville det være let at få ham slået ihjel hvis han ikke ønskes til rådighed længere." Kom det så tænkende fra hende, hun smilede stadig og sendte ham et lusket blik. Der var jo intet forhold til Marcellus, intet personligt, det var rent legetøj, man kunne altid få sig et nyt hvis det gamle gik i stykker, eller døde.

[Deleted]

Han så lidt på Corina, som hun kom over og satte sig ved siden af ham. Han rettede sig lidt, så der var bedre plads til hende. Hans ene arm gled op på armlænet, tæt på Corina, men på intet tidspunkt lagde han op til at det betød noget, mere var det et bekvemmeligt sted at have armen liggende, og samtidig sidde, så han havde front mod Corina.
Han sukkede svagt og smilte. Der var meget arbejde at sørge for. Han var ked af han ikke havde fundet sig nogen rådgiver endnu. Men der var virkelig ingen der både var kloge nok og som han stolede nok på, som kunne tage den rolle. Mere spurgte han folk lidt hist og her, når han havde et problem og det gik også fint nok.
Han havde forudset hendes utilfredshed. Derfor forstyrrede det ham heller ikke særlig meget.
"Selvfølgelig. Jeg beklager. Eriz, min ene allierede, fortalte mig om at han ønskede mig død, men da...Jeg tog det ikke særlig seriøst. Jeg kendte ikke manden, havde aldrig hørt om ham. En magtfuld mand har folk hørt om. Jeg anså ham ikke for en trussel. Om ikke andet har jeg tænkt mig at gøre det godt igen, ved at sætte dig ind i det hele nu" sagde han ærligt.
"Han er lumsk. Han har helt klart planer og det er ikke til at sige når han lyver og når han taler sandt. Jeg går ud fra fremtiden må vise hvad han taler mest. Om ikke andet. Jeg er nu overbevist om at han kan udgøre en trussel, især hvis han overbeviser Macaria, min kone, om at jeg skal dø eller hvis han får sin fars magt" han smilte let til hende. Det kunne virke selvmodsigende at han ville hjælpe en mulig trussel med at komme til magten.
"Jeg har altid vagter med mig. Også hjemme i Ityrial, når jeg er hos Macaria. Det er begrænset hvor nemt en jaloux kæreste kan ramme mig. I dag ønskede jeg at se hvor jeg havde ham og han er en overraskende skøn person, syntes du ikke?" han blinkede drillende til hende.
"Synd sådanne...banaliteter...ødelægger et muligt venskab. Nej. Jeg er enige i vi skal lægge nogle planer. Jeg har selv nogle store planer, men vi tager en ting af gangen. Først vil jeg have en tanke strøget af listen. Det bekymrer mig at i flirter så meget, som i gør. Tydeligvis finder i hinanden underholdende. Jeg er ligeglad med jeres forhold, det kan være nyttigt, i forhold til de planer jeg har...Men før jeg foreslår noget, er jeg interesseret i...Om der på nogen mulig måde kan risikeres at han kryber under huden på dig? Vil du på noget tidspunkt falde for ham, gøre alt for ham eller på anden måde skade mig, ved at være sammen med ham? " Zeans blik gled over til hende med en hvis seriøsitet. Han regnede på ingen måder med at Corina var så nem en kvinde, men Marcellus var lumsk og han ville ikke have hun var for følsomt involveret eller på anden måde kunne manipuleres rundt af manden og blive brugt mod Zean, i stedet for med ham. Især fordi han havde en helt specielt ide, som krævede Corinas deltagelse.

[Deleted]

Det var rart med forståelse og nu indsættelse i tingene, at det vagte bekymring hos ham, vagte det naturligvis også hos hende, derfor ville hun være ekstra på vagt i dette anliggende. At deres handel var gået fint som den skulle, passede jo udmærket, men krigen var måske noget som Zean skulle holdes langt fra. Specielt fordi det passende kunne være en mulighed for at skulle vende det hele mod ham så snart Marcel havde den magt han skulle bruge, hun lod en hånd glide igennem det halvrodet sorte hår.
"Så, din tiltro til din egen kone er svækket? Eller hvordan skal jeg forstå dette?" Spurgte hun så, var en kone ikke en der skulle være en sikker loyalitet? Men måske han havde svært ved at finde rundt i kvinden, Corina havde opgivet for længst, det var ikke hendes plads som sådan, andet end at bekymre sig, vise den og lade Zean se ud derfra. Han havde da ret i at han var sikret, hun havde sat de bedste folk på sagen og rejste jo selv tit med ham, hun havde også set hvordan deres forhold efter ægteskabet havde ændret karakter, men igen var det jo deres sag og ikke hendes. Hvad hun vidste var jo de var blevet gift fordi de gerne ville, årsagen var hende uklar og hun var også ligeglad, hun ønskede det bedste for sin leder og han mente vel det var denne blodsuger som var det. Blinket omkring at Marcel var en skøn person fik hende til at grine.
"Ganske tiltalende, men det ligger jo også til racen." Svarede hun så med et drillende smil, inden hun valgte at bevæge begge hænder igennem det sorte hår og få det redt lidt på den måde. Hun havde sat sig længere ud på kanten af sofaen, rettet ryggen og fået lidt styr på det, Corina var jo stadig en kvinde, rodet hår kunne være ubehageligt når det ikke skyldte nylig sengeaktiviteter. At han kunne finde på at spørger hende om sådanne ting chokerede hende, hun så på ham, tydeligt overrasket og måtte lige sluge det, inden hun så meget som åbnede munden, og så skulle hun naturligvis forholde sig i ro.
"Der skal mere mand til at komme under huden på mig Zean, han er legetøj, god underholdning, intet andet. Jeg har end ikke delt seng med ham, jeg finder ham..... uværdig.. Selvom jeg nyder når han bider mig." Hun skævede til ham, inden hun valgte at vende blikket mod ilden, det krævede en del af hende at være så rolig, for hun var rent faktisk vred på ham, forbandet vred over han kunne tro sådanne ting eller i det hele taget måtte spørger. Corina mærkede uroen i kroppen melde sig, hun måtte rejse sig og gå lidt rundt, studere rummet, lige få sig selv ned igen, inden hun vendte blikket mod ham endnu en gang.
"Jeg er kun loyal overfor en mand, hvis skikkelse mit blik hvile på. Zean du er udelukket den eneste jeg vil følge, jeg ville gå i døden for. Ingen anden mand har den respekt fra min side af, og dette er ikke af kærlighed, men trofasthed for min leder! Jeg tror ikke jeg er i stand til at føle noget, så at det overhovedet skulle blive et problem mellem mig og en blodsuger er næppe noget at bekymre sig om." Selvom hun kæmpede, måtte hendes ord ende ud i spydighed og foragt, hvilket fik hende til at se bort fra ham igen og bide sig i læben. Pokkers! Med en dyb indånding, vendte hun sig mod ham igen og tog et par skridt til hun stod ved siden af sofaen og ham.
"Jeg beklager mit temperament, jeg bryder mig ikke om at der stilles spørgsmålstegn ved min loyalitet.... My Lord." Et undskyldende smil gled over hendes læber, samt blikket var i den grad tegn på hun oprigtig beklagede, men hun havde svært ved at styrer det, imponerende var det at hun intet havde smadret endnu. Hun var ved at lære det der med kontrol lidt bedre, det passede hende fint, en mindre sårbarhed at tage sig af.

[Deleted]

Han smilte lidt og så ned mod pejsen. Hvordan var det med Macaria? Han holdte af hende. Han havde argumenterede imod det, med sig selv, så længe, men efterhånden var det umuligt. Han ville virkelig ikke se hende med andre mænd, men have hende for sig selv. Men hvis han puttede sine følelser til side, hvilket kunne være overraskende nemt, vidste han faktisk ikke hvor han havde hende. Han havde skændes med Macaria om dette...Om elskere og om at være tro eller holde af. Men ville hun stadig gå efter at dræbe ham eller vælte ham af pinden, så hun kunne sætte Marcellus ved siden af sig i stedet? Lige på det punkt vidste han ikke hvad Macaria ville og han havde intet svar på om han kunne stole på hende, hvad angik det. uanset hvad måtte han tænke på sin egen sikkerhed, først og fremmest. Det var jo derfor de sad her og snakkede. For at sikre ting.
"Lad os bare sige...At når det kommer til Marcellus, ved jeg ikke hvor hun står eller hvad hun vil vælge" svarede han hende sandfærdigt og så tilbage på hende. Han havde ikke sagt for meget og hun måtte kunne forstå det. Macaria havde ikke modsagt ham. Mere havde de begge beskyldt hinanden for at have elskere, men det relevante var hun ikke havde modsagt ham. Han vidste det virkelig ikke...
Det bedste var måske at han fik snakket med Macaria om det. Ville hun stadig ønske ham død eller fjernet, hvis han konfronterede hende med det? Han var trods alt ikke klar til at slippe hverken hende eller den magt hun gav ham.
Han så over på Corina og smilte svagt. Racen...Noget vampyr og...hvad?
"Præcis hvad er han da?" spurgte han roligt.

Hans blik fulgte hende, som hun tydeligvis følte sig vred eller utilfreds. Igen reagerede han med absolut rolighed. Noget han nok ikke ville have gjort, havde han følt sig alt andet end træt. Han orkede ikke at skændes. Og hun måtte vel kunne forstå han spurgte?
"Beklager. Det var ikke for at sætte spørgsmålstegn ved din loyalitet, men mere for at få den bekræftet. En af mine største frygter ligger i at miste dig. Du er vigtig for mig" Sagde han og så roligt på hende. Hendes spydighed havde ramt ham og han havde skåret ansigt af hende, da hendes tone ikke passede ham. Men han satte hende ikke på plads. Hun havde fået nok tæsk igennem et liv.
"Jeg frygter blot han manipulerer rundt med dig og du vil ende med at lege med. Det kan ske for selv de bedste. Men siden du lover det ikke vil ske, vil jeg lade emnet ligge og stole på dig. Jeg har en lille ide. Jeg vil gerne have du...følger med ham" han vidste hun havde nægtet. Men ingen andre end hende kunne gøre det. Marcellus havde sagt han ville dræbe alle andre Zean sendte med ham. Og han turde virkelig ikke lade manden gå rundt alene...
"Jeg kan selvfølgelig ikke tvinge dig. Men jeg ønsker du skal følge med ham og overvåge ham. Vær tæt nok på ham, til at kende så mange oplysninger og hemmeligheder du kan. Oplysninger jeg selvfølgelig gerne vil høre om. Aller mest handler det om planer imod mig. Vi må prøve at komme ham i forkøbet. Hvorfor tror du jeg hjælper ham? Lad ham tro vi er venner. Lad os være tæt nok på hinanden, så jeg kan se hvad han pønser på. Lad ham skylde mig en tjeneste, blot så jeg har den på min side, skulle han søge mit liv. Kombineret med jeg skal bruge ham til min egen krig bagefter...Vi har flere krige i den nærmeste fremtid" indrømmede han og trak vejret dybt et øjeblik. Han havde snart ikke ressourcer til mere. En, to, tre krige inden for kort tid. Måske endda en fjerde også. Hans engle ville ikke få tid til at slappe af...Han måtte passe på han ikke udmattede alle sine ressourcer, så ingen kunne beskytte ham.
Han så hen på hende igen med et svagt smil. Der var noget specielt ved at tilbringe tid med en kvinde så loyal som Corina. En vis form for sikkerhed.
"Hvad tænker du om den ide?" spurgte han direkte.

[Deleted]

Ordene om hans kone kom ikke som en overraskelse, af en eller anden grund brød hun sig virkelig ikke om den kvinde, specielt ikke nu hvor Zean virkede så anderledes omkring hende, det gjorde hende....utryg? Var det overhovedet det rigtige ord. Alt hun ville var at passe på sin leder og hun så hans egen kone som en trussel, det var ikke let. Sandheden var vel at hun udelukket stolede på deres egne, på dødsenglene, ingen andre, end ikke alle af dem. Nogen, så som hendes far, havde jo ikke respekt for Zean, hvilket hun ikke godtog. Gad vide om han stadig sad og rådnede i fangeskab, tanken var hende rent faktisk morende. At han ikke vidste hvad Marcellus egentlig var for en, fik hende til at smile lusket, vidste han ikke hvad han havde af gøre med? Manden var rent faktisk meget farlig, hun havde set ham i aktion, han var stærk og stratetisk.
"Han er en varyl. Warlock og vampyr. Stærk, strategisk, farlig. Vi bør bestemt have en masse planer til at skulle forsvare os hvis han først vælger at få dig i søgelyset som en død mand." Kom det roligt fra hende, sammen med et skuldertræk, hun vidste at det havde stor betydning og faktisk, havde hun troet at Zean allerede vidste dette. Dog var hun da glad for at kunne give nogen nyttige informationer.

Vreden havde været åbenlys, men var også blevet holdt tilbage, hun var sjældent for træk til sit flyvske temperament. Dog kølede hun fuldstændig af ved lyden af at hun var ham vigtig, det gjorde hende tryk i hendes situation og mening om hun var uerstattelig. Hendes blik hvilede mod ham, roligt, hun var helt nede på jorden nu, så hun valgte at lade sig bagdel glide hen over armlænet og satte sig der. At sidde sådan var naturligt for hende, og hun slappede jo af i hans nærvær, det var altid en fornøjelse, skønt vrede kunne forekomme, at være i rum med ham. Corina så jo pokkers meget op til sin leder, hun ville stort set gøre alt for ham, så frem det gav mening i hendes øre, for helt blind var hun trods alt ikke. Ikke endnu i hvert fald. Måske det kom med årenes løb. Hendes tanker gled på Arona, hvad ville der ikke kunne ske hvis de brugte hende som trumfkort, hun måtte få sat noget beskyttelse på hende. Rygterne gik jo og mange vidste om hende, hvilket betød fjender også gjorde. Børn var altid ekstra udsat når mor eller far også var det. Ideen virkede sådan set god, hun kunne godt se hvorfor han ville have hende på sådan en mission, og når han bad hende om det, godtog hun det uden beklagelser.
"Fremragende tænkt My Lord! Så, du vil jeg sætter efter ham med papirerne nu og bliver ved ham? Hvor længe?" Hendes stemme var fyldt med ballade, hvis hun gjorde noget godt, var det at spille skuespil, hun havde spillet det perfekt i flere tusinde af år og snydt sin egen far! Så mon ikke også hun kunne snyde Marcellus, desuden, vidste man sig jo aldrig sikker på hende, kun en person kunne det. Zean.... Corina bed sig kort i læben og lod tænderne i overmunden føre læben frem og tilbage over tænderne i undermunden, som hun sad og tænkte lidt videre.
"Jeg er villig til at gøre stort set alt for dig Zean, det ved du. Så hvis du ønsker mig der, så er det naturligvis der jeg er. Jeg regner dog stærkt med min plads bliver overtaget i udelukket den tid jeg er væk, så snart jeg er tilbage, tager jeg den igen." Der var noget legende og drillende over hendes stemme, blikket fyldt med ballade og kroppen ligeså næsten udstrålede det i den afslappede holdning hun sad med eller nu nærmest lå og slangede sig op af armlæn, mod ryglæn.
"Jeg er trods alt vigtig." Drillede hun, inden hun grinte og gled lidt længere ned ved vibrationerne fra hendes grin. Et kort 'uh' kom fra hende i ren overraskelse af hendes manglende balance. Det måtte næsten være fordi hun var træt.

[Deleted]

Warlock og vampyr. Ubehageligt blanding. En kombination af vampyrernes styrke og warlockens intelligens og snuhed. Begges charmerende træk. En meget stærk blanding. Hvorfor var de fleste af de folk, han legede med, stærkere end ham? Men selv hvis de var, måtte han blot møde det med endnu mere snuhed, endnu mere risiko. Som det havde vist sig, var han god til at sno sig rundt om folk og få hvad han ønskede. Endnu en gang tænkte han på Procias. Hvis det gik helt galt, måtte han søge sikkerhed. Procias skyldte han endnu en tjeneste, skønt han ikke havde brugt den endnu. Men han ville ikke bare flygte fra alt han havde kæmpet for. Skulle han flygte, ville det kun være fordi han ingen styrker havde tilbage.
”Lad mig forklare dig hvordan tingene helt præcis er. Bare så du ikke bliver fanget i en eller anden fælde. Jeg får nok nævnt ting du ved, men i det mindste ved jeg at du vil forstå det hele i dets sammenhæng” sagde han og så op på hende. Van til hendes tilstedeværelse, følte han sig ganske afslappet i hendes nærvær.
”Marcellus og Macaria er kærester, nok med planer om mere end det. Macaria har også Enrico, men hun har ikke haft kontakt til denne mand længe, så vidt jeg ved. Jeg har...Jeg er tæt med Macaria. I starten var det en plan, men jeg er ikke så sikker jeg kan holde det på et professionelt plan længere. Eriz og Macaria hader hinanden og vil helst se hinanden død. Jeg ved Marcellus har eller har haft kontakt med Eriz, for hun fortalte mig manden ønskede mig død. Nu står vi i en situation hvor vi ikke ved hvem der er til at stole på” han sluttede og slog let ud med armene. En kort opsummering, han mente passede ret godt.
”Dertil kommer det at Kimeya, warlocks leder, ønsker min tilstedeværelse i krigen om Imandra. Det er snart, ved jeg, skønt jeg ikke har hørt fra ham endnu. Jeg regner med at spare så mange soldater som muligt og bare hygge mig med lidt død og ødelæggelse. Der til kommer det at vi skal hjælpe Marcellus i hans krig mod hans far. Og så er der mine egne planer om at overtage Imandra. Men det ligger endnu ude i fremtiden, først skal vi tænke på de første to ting. Og du skal tænke mere på Marcellus. Jeg kan ikke holde styr på det hele selv” han så på hende med et svagt smil. Det var ikke fordi han ikke tænkte over Arona. Men han holde endnu hendes eksistens hemmelig, for dem han kunne og han håbede Macaria gjorde det samme, trods det var svært, når hun var så betydningsfuldt et barn. Det faldt ham ikke ind at Marcellus kendte hende...Eller ville gå efter hende. Det var jo ham manden havde et problem med?
Zean lænede sig ind mod bordet og tog et af pergamenterne, der havde lagt med blækken til tørre. Han så på det et øjeblik. En liste over deres råstoffer, deres pris og deres handel med Marcellus.
”Disse forhandlinger vil give os guld. Jeg vil have du skal give dem til Marcellus og fungerer som min spion samtidig. Hemmeligt, selvfølgelig. Jeg vil have du skal være sammen med ham så længe som muligt. Minimum til vi har overstået krigen mod hans far, selv om den rigtige trussel mod min person først er bagefter, når han ikke længere vil udnytte mig først.” han så op på hende med et alvorligt blik.
”Så...Faktisk så længe, at der ikke længere er risiko for at han vil dræbe mig eller til han selv kaster dig væk fra sig. Jeg beklager hvis jeg forlanger for meget. Men du kender ham og han dig, i flirter med hinanden, men han er også forsigtig og snu. Du vil være den bedste til jobbet” sagde han lige ud.
Han så på hende med et lille smil. Så hun drillede ham?
”Du vil kunne udvælge en midlertidig person til at overtage din ledelse her, mens du er væk. Men selvfølgelig vil stillingen altid være din” forsikrede han hende.
”For du er jo vigtig” han blinkede drillende til hende.

[Deleted]

Det var tydeligt hun lyttede godt efter, tog alle informationer til sig, som hun nikkede og lavede små 'mhm'-lyde. Hendes blik hvilede roligt mod hans skikkelse, hun var overrasket over de fleste af informationerne, og forstod pludselig lidt mere hvad pokker han egentlig sad i. Alt dette, gjorde ikke tiltroen til Macaria større, faktisk, var hun på grænsen til at hade hende. Det kunne ende så galt alt dette her, hun måtte finde ud af noget mere, og vejen frem, var igennem Marcellus og med en masse tid med ham, fandt hun også ud af om han overhovedet lå med andre kvinder. Og så kunne hun så splid hvis der nu eventuelt var noget imellem Marcel og Macaria. Et lusket smil gled over de fyldige læber, hvilket klædte hende forbandet godt.
"Du har vel intet imod jeg fortæller Marcellus lidt om min kære leder og hans kones forhold? Sådan for at puste lidt til ilden og se om der virkelig er gløder. Du er velkommen til at starte dine helt egne rygter om Marcellus og jeg, hvis det kan bruges i forhold til at skulle gøre sig klog på din bedre halvdel." Lød det så stille fra hende, mere hviskende end hun havde tænkt sig, men hun var træt og sad alligevel så tæt på ham. Hun fniste lettere vanvittigt, inden hun prøvede at få sig selv lidt op igen fra hendes nedglidning fra før.
"Tænk, jeg ville lade mit ry og rygte gå helt i vande, for dig. Du er en meget heldig mand Zean." Stemmen var lav og legende, på grænsen til forførende, men også kun på grænsen, for det var trods alt hendes leder og her skulle hun ikke lege, det var forbudt område trods alt. Hvis det kunne hjælpe Zean at rygter om Marcel og hende lå i med hinanden, jamen så var det helt fint for hende, og hun løj hende også gerne op i hendes åbne ansigt. Faktisk, var hun frisk på det meste ballade, hun kunne jo komme ud af det igen, det havde hun en fantastisk evne til.
"Mmmmh, ja, jeg er helt klart den bedste!" Medgav hun og grinte, inden hun blinkede drillende til ham. Hun valgte at glide af armlænet, og stå overfor ham i stedet, hun følte hun hele tiden var på vej til at falde i søvn eller glide ned. Afslappet skød hun hoften ud til siden, som hun stod med armene over kors og et selvsikkert smil.
"Min stilling er vigtig, og jeg uerstattelig, men jeg vil sætte min stærkeste og bedste mand på jobbet. Bare rolig." Corina var bestemt ved at nærme sig at være overtræt, at komme op og stå havde gjort hende mere frisk, men samtidig blev tankerne på andre ting, som fik hende til at mene det var på tide de brudte deres lille møde. Naturligvis efter hans ønske.

[Deleted]

Han smilte til hende. Et smil der fortalte at han lige nu elskede hende, trods det selvfølgelig ikke var andet end et øjebliks kådhed og iver, grundet deres fælles ideer og kreativitet. Han rejste sig op på knæene, greb hendes hoved med hænderne og så på hende med skinnende øjne.
”Du er genial!” Hvorfor havde han ikke tænkt på det? Han slap hende igen. Selvfølgelig var det et problem at hendes rygte kunne gå i stykker...
”Dit rygte. Hvis tingene viser sig, som vi vil, vil folk opdage sandheden og dit rygte være reddet. Hvis ikke, vil jeg og dødsenglene i det mindste være i sikkerhed. Hvem bekymrer sig om et rygte? Dit mål er meget mere ædelt end lidt sladder” han viftede lidt med den ene hånd, som han gled ned og sidde. Han vidste Corina var den rastløse type, han havde også bemærket at hun virkede træt, præcis som han selv gjorde. Men det var vigtigt de fik styr på disse ting. Uanset hvor kedeligt Corina fandt det, at snakke.
”Lad være med at sige for meget til ham. Det vil gøre ham mistænksom. Lad være med at sige noget, medmindre det er relevant eller han spørger dig. Og husk at spil den tøvende bodyguard, der ikke vil svigte sin leder! Lad ham kæmpe lidt for sine oplysninger. Så vil han tro dem bedre. Men fortæl ham tilgengæld alt. Om hvor lykkelig Macaria og jeg er. Om vores livlige sexliv, om vores diskussioner, som du er siiiikker på kun opstår, fordi vi bekymrer os så meget om hinanden...” han gled ned og sidde igen med et smil, der genspejlede Corinas. Fuld af ballade.
”Og måske vil jeg nævne jer over for Macaria, i den tro at jeg prøver at beskytte hende. Og se hendes reaktion. Lidt splid mellem dem er ikke skidt for nogen, men godt for mig” han nikkede svagt for sig selv, da han så op på hende, som hun kom over foran ham. Han rejste sig op foran hende, så de stod helt tætte. Tætte...Men uden ideer eller planer om at bruge det til noget. Zean var ikke interesseret i Corina på denne måde. Ikke på nugældende tidspunkt, anyway.
”Vær forsigtig. Kom tilbage, hvis tingene bliver for farlige. Jeg stoler på dig” Han trådte væk fra hende. Han trådte helt hen til bordet og greb ud efter segl og pen. Efter få minutter var dokumenterne forseglede og med Zeans underskrift. Han rakte bundtet til Corina.
”Handelsaftalerne. Bring ham mine bedste hilsner og sig jeg glæder mig til at møde ham igen” Der lå noget drillende i hans smil, da han så på Corina. De var så gode til dette. Han var så glad for han havde Corina og kunne lægge planer med hende. Tydeligvis passede de godt til hinanden, hvad angik det. Og nu var Corina fri til at gå, hvis hun foretrak det.

[Deleted]

Ros var altid at foretrække, genial, den var en skøn lyd i hendes øre, hun var godt tilfreds, altid glad for at kunne gøre sin leder tilfreds. Det var på mange punkter for hende, selv tilfredsstillende et sted, hun følte virkelig hun fik noget ud af livet i dette her og var en del af noget større. Måske det i sig selv havde tillokket hende, Zean stod stærkt, på mange måder hvor andre måske manglede og gjorde dem svage nok til at han havde det es der skulle til for at vinde det hele. Det var derfor hun fulgte ham, var så tro imod ham. Loyal til det sidste, intet mindre.
"Bare rolig, du kan trygt lægge det i mine hænder. Jeg er mester i disse ting, nok kan han manipulere, men vi er to om det spil og sååååå, kan vores leg gøre ham uklar. Jeg har set hans dyr fremme, og nu ingen forkerte tanker Zean, jeg referere til hans vampyrlige blodtørst. Jeg knækkede ham ved vores første møde, jeg ved hvordan. Undervurder aldrig en kvindes list." Lød det blidt fra hende, hun kedet sig faktisk ikke, hun hyggede sig, uroen lå i at hun var træt og nu lidt mere livlig efter at have rejst sig igen. At de pludselig måtte stå så tæt, fik hende bare til at lukke øjnene og smile, hans nærhed var forfriskende og nærende som altid, han emmede af den stolthed han bar i deres væsen og hun elskede det. Ja, i sandhed en mand at se op til! De øjnene gled døsigt op, og mindede hende om hvor kvæstet hun efterhånden var, valgte hun at sætte sig kort ned, inden hun tog imod de mange ting han havde til hende som hun skulle tage med sig. Det var vel hjem og pakke, og så se at komme efter ham? Når hun havde fået et par timer på øjet, bare et par timer.
"Jeg lover at være forsigtig Zean, tænk hvis du skulle undvære mig!" Udbrød hun med et tydeligt overtræt grin, hun samlede sig om at holde fast i bundtet, sengen kaldte virkelig på hende lige nu.
"Jeg skal nok hilse ham fra dig." Sagde hun så med et lusket smil, åh der var ballade i det kønne hoved af hendes, over det hele. Hendes blik hvilede på ham, inden hun tog sig sammen og fik rejst sig ordenligt og endte med at gå mod døren. Dog stoppede hun inden hun åbnede døren for at søge mod sit hjem.
"Lov mig at du også passer på Zean, jeg er ikke tryg ved Macaria og jeg vil nødig se en storslået mand falde." Med de ord, åbnede hun døren, sendte ham et træt og lettere bekymret blik, men også et smil, inden hun forlod ham for at søge hjem i seng. Hun nød at ligge planer med ham, hans hoved var skruet forfærdelig skønt på og tiden hun brugte med ham var altid værdsat. Med tanke på de ikke skulle se hinanden i et godt stykke tid, kunne hun næsten blive en smule trist, men også kun næsten. Leg og farlig mission forude! Mere ballade!

//out

[Deleted]

Han var godt tilfreds. Han lod hende tage papirerne. Han kunne se hun var træt og han følte sig også selv træt. De havde indhentet alt det forsømte og mere til, sammen stod de ganske stærkt og Zean var svært tilfreds. Marcellus skulle passe på hvem han legede med. Han skyldte næsten Eriz en tjeneste. Uden hende...hvem vidste hvordan tingene ville stå lige nu? Han måtte snart besøge hende igen. Han havde brug for hendes alliance. Åh...Hvem skulle han dog holde med? Eriz eller Marcellus? Det måtte tiden vise! Mens de også sloges indbyrdes, kunne han nyde godt af deres begges opmærksomhed og ressourcer.
Han smilte til hende og nikkede let.
”Kvinder er snedige. Denne gang sætter jeg faktisk min lid til en.” drillede han hende. Han viftede let af hendes advarsel, inden hun gik. Macaria.
”Bare rolig. Jeg vil få styr på det. Godnat!” hilste han hende. Da hun var gået stod han lidt og trak vejret dybt og roligt. Han var træt. Og ved godt mod. Han så ned på det mindre kaos af papirer, kopier af handlerne med Marcellus og blanke papir, der ikke var blevet brugt. Han kunne få en tjener til at rydde det op. Han tog de vigtige af papirerne og forlod selv rummet. Han ville i seng nu. Og sove nok mindst et døgn oveni. Især nu hvor han kunne føle sig lidt mere tryg og drømme sødt.

//Out