Pray For The Lost Souls

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne ikke give Caleb andet end ret i hans bekymringer. Disse var også nogen, som han delte med ham, og særligt når det foregik på denne måde. Det lignede ikke Isabel at trække sig, og ikke at dele noget med sin bror, gjorde det? Det var ikke det indtryk som han måtte have af hende i hvert fald.
"Ej behøver hun at vende sig til mørket, for at blive det, Caleb. Jeg må sande, at det vækker en bekymring, at hun trækker sig fra dig," sagde han direkte. Han mente det dog. Det var slet ikke ment som en kritik eller noget lignende. Det var ikke fordi at der var nogen følelser i klemme mellem Salvatore og Isabel! At det var det som manden pludselig måtte tro, fik en latter til at bryde hans læber. Han rystede på hovedet.
"Jeg ved ikke hvad du tænker, men jeg kan forsikre dig om, at det slet ikke er sådan det skal tænkes," forsikrede han. Lige hvad det angik, var han nu alligevel en temmelig lukket mand. Særligt fordi at han ikke havde mistet en gang, men hele to. Og det der med at åbne op for nogen, havde jo kun vist sig, at være en temmelig smertefuld situation. Han sænkede hænderne igen, og lod dem falde ned langs sin side. "Desuden tror jeg, at Isabel er for indebrændt på mig, til at hun ville gøre sig de tanker," sagde han sandfærdigt, efterfulgt af et kort træk på skuldrene. Hvad de skulle gøre med Forsyth, måtte de finde ud af. De havde for meget magt, og han var bange for hvad de ville ende med at gøre med den. Ikke at han ville sige det højt. Det måtte komme med tiden.. Særligt hvis det skulle vise sig, at blive en storkrig.
"Det er hende der holder ild i gløderne, Caleb. Jeg er mere bange for hvordan Dvasias vil reagere, om hun er væk. Den dvasianske hær, er betydeligt større end vores," forklarede han. Der var mange ting der skulle overvejes, men en ting var sikker: Macaria og Zean skulle væk for enhver pris!

[Deleted]

Caleb ignorerede hvad Salvatore, sagde omkring Isabel. Han var ikke interesseret i at høre, om en anden mands mening om hans søster. Specielt ikke, når det omhandlede romantik eller ej. Helst ville han slet ikke tænke på Isabel på den måde... og heller ikke have andre så hende sådan.
Tankerne var også vendt over til Forsyth parret, og specielt vampyren. Macaria. Han havde fået et kort glimt af hende under likvideringen. Hende og hendes ægtemand. De havde stået der, og nydt andre folks smerte. Det var det mest kvalmende. De havde NYDT det. Nydt at dræbe, nydt at gøre smerte, nydt at mærke andres frygt.
"Dvasias vil ikke røre os, så længe vi har hende. Hvis de er ligeglad med hende, så lader de os dræbe hende, og hvis de ikke er ligeglad, så vil de ikke marchere mod os, fordi vi KAN dræbe hende. Tro mig... mørkvæsner tænker virkeligt så simpelt," fortalte han med et skævt smil. Han var eksperten. Det var trods alt ham, der havde omgås mørkvæsner, så han faktisk til sidst, havde optaget deres måde at tale på, samt mange af deres udtryk.
"For øvrigt skal de gennem Manjarno, hvor Macaria's ægtemand vil være. Hvis han ikke vil have, at hans kone dør, så gør han klogt i at holde grænserne lukket," tilføjede han med et skuldertræk. Macaria var nøglen. Hun var den, der holdte det hele kørende, samt bragte allieret omkring sig. Hvis de havde hende, ville ingen røre dem, før de dræbte hende. Og så var der hvert fald én mindre at bekymre sig om. Hun havde taget Manjarno. Det her handlede om hævn.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Uanset hvordan man vendte og drejede den, så havde Caleb fat i noget. Salvatore havde ikke været, eller tilbragt megen tid i mørket igennem de sidste rigtig mange år, og det kunne godt mærkes. Han var vel ved at falde af på den? En ting var dog sikkert: Macaria og Zean skulle af med den magt, som de havde fået. De var typen, der slet ikke kunne rumme eller klare den i det tilfælde! Hans blik hvilede fast på ham. Emnet om Isabel var for nu glemt. Det var noget, som de var nødt til at tage siden.
"Du virker skræmmende sikker i din sag, Caleb.. Hvis hun er så vigtig for Dvasias, er jeg mere bange for, at de netop kan finde på at rykke ind," sagde han alvorligt. Procias var ikke rede til at tage imod et angreb. Så meget kunne han sige, og han havde ikke engang noget at skulle have sagt længere! Et tungt suk måtte dog alligevel passere hans læber.
"De nyder at dræbe og slå ihjel.. Det kostede os smeden. Du ved, den dødsengel de valgte at likvidere? Det kostede ikke bare manjanere liv.. men også procianere.. For dem, er det her en leg." I takt med hans ord, måtte han knytte sine hænder. Tanken gjorde ham vred. Derfor skulle de stoppes.
"Hvis du har en måde, hvorpå at vi kan få dem af vejen, så sig endelig til.. Hvad skal der bruges?" spurgte han denne gang mere direkte.

[Deleted]

Endelig! Salvatore ytrede akkurat de ord, som Caleb og Isabel havde ventet på at høre, lige siden de var kommet til Procias. Det var lige ved at få ham til at le højt, men han holdte det dog tilbage i et bredt grin i stedet. Når Isabel hørte det her, ville hun blive ellevild - hvis han overhovedet burde fortælle hende det. Måske var det bedst, at lade hende forblive her i Procias, indtil at hun fik det bedre. Manjarno havde forpestet hendes sind. Det var bedre, at lade hende komme til hægterne igen. Godt nok havde han aldrig, lavet noget uden hende, men her måtte han tænke på hendes helbred i stedet for sin egen egoisme.
I et kort øjeblik overvejede han hvordan det hele skulle gøres, mens han så tankefuldt over skulderen på Salvatore. Helst ville han gerne have haft Jarniqa med. Hun var hurtig, lydløs og fleksibel. En perfekt kvinde at have med, men hvis hun ikke var her, og ingen anede hvor hun var, så var der ikke noget at gøre.
"Jeg skal bruge tre personer, der både kan være lydløse og stille, samt noget, der kan holde en vampyr fast. Sølv lænker burde kunne bruges," svarede han, og gned sig over den nybarberet hage. De skulle ikke være så mange. At komme ind i Manjarno var nemt nok, og specielt nu hvor de fleste var samlet i Imandra. Macaria var dog stadigvæk i DeLoca Palæet, som var bevogtet, men mon ikke de kunne klare det? Selv hvis der var beskyttende runer på området, kunne et par magikere klare det.
"Det og en distrahering i Ityrial, der kan tiltrække de fleste soldater væk fra palæet, uden at nogle vækker Macaria. Måske nogle fra modstandsbevægelsen, kan brænde noget ned, eller skabe noget porstyr," forklarede han, inden at han tog sig i at falde sammen i ryggen, og rankede sig noget mere. Hans øje vendte tilbage mod Salvatore's skikkelse.
"Tror du det kan lade sig gøre? Hvis jeg får de ting, så kan jeg forsikre dig om, at jeg vil komme tilbage hertil med Macaria Forsyth. Sammen kan vi lægge hende for fødderne af Gabriel Nicomendes, og så har Procias pludseligt en chance." Han smilede sejrssikkert.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Der var fornuft i de talte ord, og det var selv dem, som Salvatore kunne lide at høre. Det var på tide, at man gjorde noget, udelukkende for at beskytte dette land. Det skulle beskyttes for enhver pris, og Macaria og Zean skulle ned.. De havde fået for meget magt i Manjarno, og det var de nødt til at gøre noget ved! Selv vidste han at Jarniqa ønskede, at der ligeledes skulle stilles noget op, så allerede nu, forventede han, at modstandsbevægelsens støtte, var noget som de havde i ryggen.
Opmærksomt lyttede Salvatore til Caleb. Det var tydeligt for ham, at se at netop det, som han havde sagt, var noget som betød meget for manden at høre. Han nikkede mod ham. Jo færre, der var med, des mindre opmærksomhed ville det få.
"Den procianske smed, er henlagt i stilhed. Der burde du godt kunne finde, hvad du har brug for af redskaber og materialer, Caleb," sagde han med en direkte stemme. Hovedet lod han søge let på sned. Han overvejede, om han måske skulle være den på listetå? Han selv var jo præget af en evne, som var kommet igennem en række af år med tortur, dengang han ikke havde været særlig gammel. "Hvis du har brug for en mand på listetå, stiller jeg mig gerne til rådighed. Jeg har mine.. evner indenfor den slags," sagde han med en rolig stemme. I ly af mørke, såvel som om dagen, kunne han nemlig skjule sig, og det var en slags, som han rent faktisk var utrolig god til. Alt taget i betragtning ,så var det her en planlægning, der hurtigt skulle på plads. Jo hurtigere de kunne slå til, des bedre.. og jo færre der var involveret jo bedre!
Vigtigst var det nemlig, at Procias kunne stå en chance i dette, og hvis det træk, var noget som kunne hale Procias en smule op af det hul, som de var endt i, så var det mere end godt i hans øjne. Han sukkede ganske let og nikkede. "Jeg er bare mere bange for, at det er sværere end hvad det lyder. At smide hende for fødderne af Silia og Gabriel, kunne virkelig være fantastisk," sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

Caleb gjorde tegn til om de skulle gå videre. Han var ikke god til at stå stille længere tid af gangen. Kom af at have en livsstil, hvor man ikke var det samme sted, lang tid af gangen, før man var nødt til at vandre videre fra sted til sted. Han lyttede dog opmærksomt til, hvad Salvatore sagde, og kunne ikke lade være med at lade et vantro blik glide over den ældre magiker.
På deres rejse havde han da set, hvad manden kunne gøre, men at kunne være diskret og stille? Ja måske.
Nu hvor Isabel ikke skulle med, kunne han godt få brug for en anden erfaren magiker, til at assistere hvis det skulle blive nødvendigt.
"Tag det roligt," svarede han afslappet Salvatore, der udviste sin bekymring, for om det hele ikke ville blive for svært. "Lady Forsyth bor på et palæ. Ikke et slot. De har sikkert gravet alle fælder op, fordi de var neutrale, og ikke haft tid til at lægge nye. Dødsenglen er i krig på den anden side af Dvasias med de fleste af folk, og dem der bevogter palæet, kan vi undgå, hvis vi er stille."
I et stykke tid overvejede han, de forskellige muligheder, der var for at komme ind i palæet. Ud over at liste sig ind, kunne han også lade sig fange, men chancerne for at komme fri, når han først var fanget, var ret små. Nej... det var bedre at liste sig ind. Han var rimelig bekymringsfri på det punkt. Det sværere blev at komme ud med hende igen, samt transportere hende hele vejen til Procias. De blev nok nødt til at slå hende ud, så hun var bevidstløs indtil de var ude af Ityrial.
"Jeg er sikker på det kan lykkes. Godt nok er jeg ikke vant til at kidnappe mørkvæsner, som at slå dem ihjel, men det burde kunne klares problemfrit, så længe vi holder os stille," kommenterede han afsluttende. "Jeg tror, at jeg med det samme, vil tage over til smeden, for at samle værktøjerne. Hvis du støder på nogen, der kunne bruges til at komme med, så informer dem om planen, men sig ikke noget til Isabel. Hun trænger til at slappe af."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatores blik hvilede på Caleb. At han gik videre, sagde han ikke noget til, da han egentlig blot valgte at gå efter, da han nu heller ikke havde givet udtryk for, at det ikke var noget, som han ønskede. Hans blik søgte hans med en rolig mine. Man skulle måske ikke tro, at han kunne være let til tærene, men det kunne han sagtens. At skifte form, var nemlig ikke en evne, som særlig mange vidste, at han var i besiddelse af.
"Jo før vi har det her på plads, des bedre kan det planlægges. Hvis du har nogen som kan bruges i det henseende, så ville det være at foretrække. Jeg vil heller ikke lade frøken Forsyth i alles besiddelse," sagde han direkte. Gik det galt, så kunne det jo få ekstremt store konsekvenser for dem alle sammen, og det var noget af det sidste, som han ønskede sig, hvilket han så sandelig heller ikke havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være i den anden ende.
Det var måske en god idé at holde Isabel ude af det her, og særligt hvis hun havde så meget andet at tænke på. Det var noget, som selv måtte vække en bekymring for Salvatore, for det lignede hende bestemt ikke at trække sig på den måde. Overhovedet ikke faktisk, og han måtte uden tvivl sande, a det slet ikke var noget, som han kunne lide. Han rystede let på hovedet. Det var her de skulle være listige, og særligt hvis Zean end ikke var hjemme, så var det da uden tvivl nu, at de skulle slå til.
"Opsøg smeden. Jeg ved at han har haft gang i mange ting der, før han blev slået ihjel," sagde han med en rolig stemme. Selv ville han gå mere i tænkebox hvad det her angik. Hvis de havde Macaria, ville de kunne vende op og ned på hele denne krig. Han trak vejret dybt. Jarniqa vidste han ikke hvor var henne.. Han vidste ikke hvor hans egen plads var endnu, og folk krævede at der skete en handling. Det var svært til tider.
"Finder hun ud af noget, er det ikke fra min mund, Caleb," forsikrede han med et let smil.

[Deleted]

Beslutsomt nikkede Caleb. Endelig var de i gang. Endelig kunne der ske noget, og hvor han dog glædede sig. Han var ved at blive rastløs. At kunne komme ud igen, var ikke noget, at han ville have noget imod.
"Jeg tager straks derhen. Find mig, hvis du har nogle spørgsmål," svarede han sin gamle leder, inden at han gav ham et venskabeligt klask på overarmen. "Hvis du vil snakke med Isabel, så er hun ved at træne et eller andet sted. Pas på med hende. Hun er blevet ret... bitter. Husk! Tys tys!"
Han blinkede friskt til Salvatore, inden at han vendte sig om, for at begive sig afsted mod smeden. De kunne lige så godt komme i gang så hurtigt som muligt. For hver dag der gik, ville Macaria blot dræbe flere. Det her skulle bare virke, og helst hurtigt som muligt.
Med faste skridt marcherede han afsted.

//out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Nu begyndte planerne at tage form. Selv Salvatore havde sine, som han ønskede at føre ud til livs, og dette var kun en start. At de så måtte starte det hele op, uden at Isabel var en del af det, var jo så noget, som man bare måtte acceptere. Han nikkede mod ham.
"Ligeledes, ved du hvor du kan finde mig, Caleb.. Gå stille med dørene. Selv Dvasias og Manjarno kan have spioner her," sagde han alvorligt.
Lige nu forekom Caleb ham som en lille dreng, der havde brug for at lege.. En lille dreng, der havde brug for at komme af med noget af alt det krudt, som han havde gået og sparet på, igennem det sidste stykke tid, så et sted, var det ikke noget, der kunne komme bag på nogen. Han nikkede mod ham.
"Hvis jeg finder hende, så holder jeg øje med hende," sagde han direkte. Isabel havde altid været fyrig, og hun var som regel rundt forbi... lagde mærke til alle ting. Han måtte jo bare forsøge. De var nødt til at holde sammen nu.
"Gå min ven," sagde han endeligt, inden han selv søgte den anden vej. Han søgte mod Banayad.. Mod Magikernes tilholdssted. Selv han havde sine ting at sætte i værk.

//Out