Pray For The Lost Souls

[Deleted]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira - @caleb

Sted: Catalena - Templet

Støvet dansede i solstriberne, som kom igennem de farvede glas, vinduer, hvilket fik lyset til at være i et utal af farver i det store tempel. Der var lunt herinde. Lunt og stille. Næsten ingen folk besøgte det gamle tempel, og det var netop derfor, at Caleb havde fundet ly her. 
Ham og Isabel var akkurat lige kommet til Procias igen, efter at de begge havde forladt landet i vrede og frustration. Isabel fordi at hun ikke følte sig værdsat, ham fordi at Isabel tog ham væk fra modstandsbevægelsen og Jarniqa, der dog havde forvirret ham med hendes hårde og hånende ord. Ham og Isabel var dog kun kommet til Manjarno, hvor de havde forholdt sig i ro, indtil at søgningen på dem blev for intens, og de var nødt til at flygte tilbage til Procias. På vejen havde Isabel skiftet mening med modstandsbevægelsen, og erklæret at hun syntes, de skulle slutte sig til dem, selvom de var uenige i mange ting. Caleb havde blot fulgt med. Hvad skulle han gøre? Sige sin forvirrende søster imod? Han ville jo gerne med i modstandsbevægelsen, men han var blevet så urolig for Issy. Der var noget underligt ved hende. 
Han sad knælende foran alteret med hovedet bøjet, og fingrene foldet foran sig. Øjet var lukket i bøn. Læberne bevægede sig i en lav mumlen, der udgjorde hans bøn til guderne, som han holdte så meget af. Guderne der altid havde holdt en hånd over ham og Isabel, samt lånt dem deres styrke, til at kunne kæmpe mod ondskab. Nu mere end nogensinde, behøvede han deres klarsyn og råd. 
Isabel sov ikke. Hun spiste knap nok. Sorte rander var kommet til syne ved hendes øjne, og han kunne se at hendes aura havde ændret sig. Hun bad ikke så ofte længere. Normalt var hun tavs, men ikke så meget, som hun var nu. Selv Saïx kunne næsten ikke få et ord ud af hende. En nat var han vågnet, og havde opdaget hendes soveplads tom, men da han var gået ud af teltet, havde han ikke kunne se hende. Hvor var hun taget hen? Da han konfronterede hende næste morgen, havde hun bare svaret, at hun havde gået en tur. Men hvorfor? Hvad var der i vejen med hans ellers så åbne storesøster, der nu mere virkede som en skygge af sig selv?
Hans fingre foldede sig mere sammen. Ordene flød fra hans læber, så de gav et hviskende ekko gennem det tavse tempel. Han var så bekymret og forvirret. Issy... hvad var der dog galt med hende. De plejede altid at kunne snakke sammen. Altid. Men nu... Og hvorfor havde hun pludselig ændret mening om modstandsbevægelsen? Var det på grund af Saïx? 
Han vidste det ikke. Han vidste ingenting. Og for første gang i hans liv, følte han sig alene. 

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Catalena.. Byen der aldrig sov, selvom det ikke skulle forstås i den forstand. Byen der lå tættest på grænsen, og hvor den intensitet i luften, slet ikke var til at tage fejl af. Selv Salvatore kunne mærke det. Efter den mørke pil som han havde fået i ryggen, havde han valgt at blive her. Han skulle ikke søge alt for langt ind i landet. Ikke nu hvor han i forvejen vidste, at han var udvist, og at hans tilstedeværelse her på stedet, langt fra var ønsket.
Modstandsbevægelsen var gået nogenlunde i stå for nu. Der var ingen der vidste hvor Jarniqa måtte opholde sig. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at hun endnu var i live. Han kunne nemlig mærke hende. Langt væk, men hun var der, og for ham, så var det nemlig også det, som var det vigtigste.
Tiden for bøn, var flittigt brugt i denne tid. Stort set overalt - selv udenfor de gamle templer, kunne bønnerne høres. Bønnerne for tilværelsen, deres liv og trygheden ikke mindst. Enhver vidste, at krigen meget snart ville lure på døren. Det var jo egentlig bare et spørgsmål om tid. Nu hvor Salvatore var her, havde han også givet sig mere hen til de oldgamle skikke, og særligt det som handlede om bøn. Hvis det gav de tilbageværende en form for tryghed, så var det uden tvivl, hvad han havde tænkt sig at gøre. I dag, havde han selv valgt at søge til templet. Izzie og hendes bror, havde han ikke set meget til, og særligt ikke siden hans eget lille sammenstød med hende, da han havde været sengeliggende. Det havde ganske vidst resulteret i to grimme ar, men hvad pokker.. to mere til samlingen, ikke sandt?
Den ellers velkendte skikkelse, der sad på knæ i en bøn. Han listede roligt derop. Folk kom og gik som de lystede, og når de havde behov for det. Han knælede roligt ved siden af ham. Han selv var uden tvivl i bedring, men der var endnu mange ting, som han langt fra var tilfreds med. Hænderne foldede han foran sig, hvorefter han sænkede hovedet og selv gik i med bønnerne, som lød overalt omkring dem. Det var underligt, at behovet for det her, var blevet så stort, men for pokker.. verdenen var i krig og Procias handlede end ikke på det.

[Deleted]

Kort åbnede Caleb øjet, da han mærkede nogen sætte sig ved hans side, og skævede over mod skikkelsen af hans tidligere leder. Salvatore. Manden de havde rejst sammen tværs gennem landet, efter at have reddet ham fra evigt mørke, og manden, Isabel havde set så meget op til - indtil at han af en eller anden grund, havde pisset hende af, og de havde forladt Procias.
Manden var gået i bøn, men Caleb var ikke i tvivl om, at han havde sat sig, for at føre en samtale med ham. De havde trods alt ikke set noget til hinanden i et par måneder. Selv havde Caleb spørgsmål. Spørgsmål om modstandsbevægelsen, Jarniqa, Procias, Nicomendes, og mange, mange flere spørgsmål, som Salvatore både kunne og ikke kunne besvare. I det mindste virkede manden, ikke overrasket over at se ham igen. Måske vidste han, at ham og Isabel ville vende tilbage på et tidspunkt.
Caleb vendte igen sit hoved bort, og lukkede øjet i, for at afslutte sin bøn. En bøn der ønskede styrken til at kunne hjælpe de forsvarsløse, samt modet til at se mørket i øjnene.
"Det ser ud til, du er kommet dig," kommenterede han mumlende. "Isabel fortalte om pilen i din ryg. Undskyld jeg ikke kom og så til dig, men jeg var selv såret, og pludselig måtte vi afsted igen. Jeg er dog glad for at se, du er på fødderne igen."
Det sorte hår gled ned over lappen, der skjulte det manglende øje, da han hævede ansigtet op mod alteret, for at betragte støvet, som dansede i luften. Han lod hænderne hvile mod sine lår.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Var Caleb omkring, vidste Salvatore skam også godt, at Isabel måtte være i nærheden. Ikke at det gjorde ham noget. Han kendte hende nemlig godt nok til at vide, at hun ville komme retur på et tidspunkt. Og ganske rigtigt, der var de jo.
Bøn havde nu aldrig været hans store kop the, så grunden til at han faktisk sad der, var vel egentlig ganske åbenlys? Landet her skulle sikres, og nu hvor Procias' eget kongehus ikke viste den store interesse i det, andet end ekstra garder på portene, så var det på tide, at der var andre der kunne handle på det. Caleb havde altid været den mere fornuftige af dem at snakke med. Og han håbede, at det forholdt sig således også til den kommende samtale.
Salvatore blev siddende, selv da han hørte Calebs stemme i form af mumlen ved siden af ham. Han hævede hovedet en anelse, og drejede det mod ham. Han var i bedring.. Var igang med at træne sig tilbage til toppen igen, også selvom det uden tvivl var noget, som ville komme til at tage tid.. og rigtig meget af den endda.
"Jeg hørte, at selv du var kommet til skade, Caleb. Blot er jeg glad for at se dig på benene igen," sagde han roligt. Han havde ærlig talt ikke regnet med, at nogen ville aflægge ham en form for visit i den tid han ville være her i byen, men nu hvor han selv havde muligheden for at tage mere fat i nogle af de løse ender, så var det uden tvivl noget, som han da helt klart havde tænkt sig at gøre. Han trak vejret dybt, inden han hævede blikket mod alteret. Bøn... Det var bare ikke hans kop the.
"I kom tilbage til Procias hurtigere end hvad jeg havde ventet," sagde han endeligt. Han kunne jo lige så godt gå til sagens kerne. Igen så han mod ham. En mand, som havde været ham en ven igennem flere år. Selv gik han med overvejelserne om, at indtage stillingen som magisk leder igen, hvis Procias ønskede ham som en støttespiller, selv på trods af de ting, som han havde gjort, der i udgangspunktet havde fået ham kastet ud. Han sendte Caleb et varmt smil. Her handlede det om, at forholde sig positiv.

[Deleted]

"Vi nåede kun til Manjarno, og der er vores hoveder mange penge værd efterhånden," fortalte Caleb roligt, og overvejede om han kunne betro Salvatore sine bekymringer om Isabel. Manden havde trods alt et hvis bånd med Isabel, eftersom hun i så mange år, havde set op til ham. Han vædede sine læber.
"Derudover ville Isabel tilbage til modstandsbevægelsen, så vi flygtede fra landet, inden nogen kunne nå at få fat på os, og her er vi," afsluttede han, og sænkede blikket ned til sine arret hænder hvilende på lårrene. "Jeg ved dog ikke, hvorfor Isabel ombesluttede sig. Hun virkede rimelig sikker på, at hun ikke ville være en del af bevægelsen, da vi forlod stedet. Jeg ved ikke engang, om jeg har lyst til at deltage. Mig og lederen havde et... sammenstød."
Caleb vidste ikke præcist, hvor meget Salvatore var inde i modstandsbevægelsen, men han havde brug for at sige noget. Snakke med nogen, der var ældre, mere erfarende og rolige. Specielt nu hvor Isabel var så... anderledes.
Han drejede hovedet mod Salvatore, og sendte ham et smalt smil, der kun lige akkurat fik trukket den ene mundvig lidt op. Det grønne øje strålede af den forstærket magi, han bar inde i sig. Når man var tæt på ham, kunne man pludselig se hvor ung han var. På trods af hans erfaring og styrke, var han trods alt kun en knægt i midten af tyverne, der havde oplevet og set mere, end en på hans alder burde. En ung mand, der ikke havde haft en barndom eller andet familie end sin storesøster.
Smilet blev en smule bredere. "Kvinder... you know?"

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Jeg hører historier om en dusør på jeres hoveder, Caleb. Jeg vil anbefale jer begge om at være forsigtige," sagde Salvatore med en rolig stemme. Det kunne godt være, at Isabel ikke ville have meget med ham at gøre, men af den grund, så ønskede han jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske noget med nogen af dem. De havde brug for stærke soldater når krigen for alvor ville bryde ud, og det var også lidt der, at den måtte ligge for hans vedkommende.
At Caleb og Jarniqa havde haft et sammenstød, fik ham til at vende blikket mod ham endnu en gang. Denne gang nok mere spørgende, end hvad han havde formået at gøre det frem til nu. "Sammenstød på hvilken måde?" spurgte han roligt. Der var jo faktisk ikke rigtigt nogen, der vidste at Jarniqa var hans datter, hvilket han selv havde det ganske fint med i den anden ende. Han ønskede nemlig ikke, at nogen skulle vide det. Det var en hemmelighed, som han agtet at gå med, frem til den dag at kvinden kunne acceptere ham som sin fader. Et af hans mere personlige mål.
Kort trak Salvatore på smilebåndet, hvorefter han rystede på hovedet. Kvinder kunne være problematiske.. Den sidste som havde taget hans hjerte, var lagt i graven - som kvinden før det. Det var åbenbart bare ikke hans lod her i livet.
"Kvinder kan være letlæselige, som de kan være det modsatte.. fantastiske som det modsatte.. dog kan de ikke undværes. Desværre," sagde han med en rolig stemme. Nu var han også ved at opnå den alder hvor han faktisk ønskede at slå sig ned. Men på grund af den nuværende situation, så var det bare ikke muligt for ham.

[Deleted]

Caleb drog et suk ved mindet om Jarniqa, og han hævede en hånd, for at gnide sin tinding. Når han tænkte tilbage, vidste han faktisk ikke helt præcist, hvor det hele var startet.
"Isabel ville til Imandra. Jarniqa ville have jeg blev, og bad mig om at lade Isabel gå. Hun hånede mig, og sagde at jeg var et barn, der fulgte i skørterne på Isabel, uden at kunne tage mine egne beslutninger," fortalte han tøvende. Han huskede ikke præcist de ord, der var blevet sagt, men han kunne huske hendes spydige stemme, samt betydningen i det hun havde sagt. Ansigtet vendte sig lidt mod Salvtore. Det føltes godt, at snakke med en anden person, om den slags ting.
"Jeg kunne jo ikke forlade Issy. Vi har gennemgået så mange ting, og vores styrke ligger i hinanden. At Jarniqa bad mig om at svigte min egen søster, jeg...." Caleb bed hårdt tænderne sammen, mens at han rystede opgivende på hovedet, for igen at vende blikket mod alteret foran sig. "Hun blev som en anden. Spydig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, andet end at komme væk. Derfor har jeg ikke lyst til, at se hende igen. Hvordan skal jeg følge en leder, der hånede mig på den måde, samt bad mig om at skilles fra den person, jeg ville give mit liv til at beskytte?"
Første gang han havde mødt Jarniqa, havde han været fortryllet af hendes skønhed. De havde smilet til hinanden hele tiden, hvilket havde skabt sommerfugle i hans mave, men nu... Ham og Isabel havde en regel. Ingen skulle komme imellem dem. De havde kun hinanden i sidste ende. Han var gået i panik, da Jarniqa, havde bedt ham om at blive. Bedt ham svigte Isabel. Nej... hvordan kunne han nogensinde, omgås en kvinde, der kunne bede ham om det, for derefter at håne ham med det?
"Alt jeg vil, er at holde mørket væk... men nu virker det som om, mørket allerede er i blandt os...." mumlede han dæmpet, inden at han bøjede hovedet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Jo mere Caleb måtte sige, des mere måtte Salvatore trække på smilebåndet. Ja, han kunne uden tvivl godt genkende sin datter i det, som hun måtte sige. Hans hænder forblev foldet foran sig. Jarniqa var måske ikke præget af den medmenneskelighed, som så mange andre havde. Det var ikke noget, som man skulle klandre den unge pige for.
"Jarniqa er en ung kvinde, der kun har et mål for øje. Isabel er lidt af samme støbning," sagde han med en rolig stemme. To dominante kvinder i samme rum. Det var jo dømt til at gå galt. At Caleb så havde været fanget i midten af det hele, var uden tvivl beklageligt, men det var ikke rigtigt noget, som man kunne gøre særlig meget ved i en stund som denne, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke.
"Du er en stærk mand, men bundet af en svaghed, som du deler med din søster: I er afhængig af hinanden," sagde han med en rolig stemme. Han kunne godt se hvad Jarniqa mente, men hvordan det var blevet sagt og forstået, kunne være to helt forskellige ting, og særligt i en stund som denne.
Her sad de. Midt i det gamle tempel og snakkede om ting, mens andre sad i bøn. Aldrig havde der været samlet så mange mennesker på det samme sted på samme tid. Han nikkede og trak vejret dybt.
"Du er en god mand, Caleb.. mørket er overalt omkring os, og det lukker sig kun mere og mere tæt. Disse stridigheder os alle imellem. Slaget kommer til at stå om Imandra.. om Procias.. og kan vi ikke stå sammen, frygter jeg selv for disse konsekvenser," fortsatte han. Var stedet her rigtigt til at tage disse samtaler? Selv han var glad for at have Caleb at snakke med, og særligt fordi at han vidste at Isabel slet ikke var til at snakke med, når hun først havde gjort sig en tanke.
"Kom... der er bedre steder til denne samtale," sagde han roligt, inden han selv gjorde tegn til at rejse sig. Mange blev mere ængstelige bare alene ved dette. Og det ønskede han slet ikke.

[Deleted]

Caleb svarede ikke Salvatore, men rejste sig blot, og børstede noget støv af sine posede bukser efter at han havde sættet på knæ. Dog kunne han ikke lade være med at sende Salvatore et skarpt blik med sit ene øje. Han kunne ikke lade hans kommentar gå ubesvaret hen.

"I alle ser mig og Isabels sammenhold som en svaghed. Måske burde I snart til at se det som en styrke," svarede han alvorligt, og rettede sig op, mens at han fast holdte blikket på Salvatore. "Du har set os kæmpe. Du ved, hvordan vi har kunne fælde store fjender, ved at stå side om side. Så vores afhængighed af hinanden, er faktisk med til at redde liv. Så jeg beder dig... lad være med at kald min kærlighed til min søster en svaghed. Hun er alt hvad jeg har, og uden den, ville du være død i dag"
Han holdte Salvatore's blik, inden at han vendte sig om, for at gå ud af templet, hvor han forventede Salvatore ville følge med. Som sådan var han ikke fornærmet, over det ord Salvatore, havde brugt til at beskrive ham og Isabels samarbejde. Hvis Isabel havde hørt det, havde hun sikkert råbt op i forurettelse, men ikke Caleb. Han var af et andet temperament, og tiden var ikke inde til at få fjender - tværtimod. De måtte skabe alliancer. 
"Ved du hvor Jarniqa er? Jeg må snakke med hende om, at komme tilbage til modstandsbevægelsen. Denne gang vil jeg ikke sidde, og trille tommelfingre. Vi må snart gøre noget. Specielt for Manjarno," fortalte han, mens de forlod templet sammen. "Vampyren der erobrede landet, har ægtet sig med dødsenglenes leder. De er blevet farligere. Stærkere. Dog har jeg en ide til at måske få Manjarno tilbage."
De trådt ud af templet, hvor solen mødte dem med alt sin varme og lys. Kort måtte Caleb misse med sit øje, samt holdte en skærmende hånd op for sit ansigt. Han var ingen leder. Ingen strategiker. Alligevel havde han efter at have set Saïx's skader, blevet mere og mere sikker på, noget snart måtte gøres for at vælte Forsyth-parret.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ordene faldt ikke i en god jord, hvilket Salvatore uden tvivl godt kunne høre. Hans blik søgte hans skikkelse, som han havde rejst sig. Det kunne være en styrke, som det kunne være det modsatte.. og i dette tilfælde, så var det jo det modsatte. Langsomt rejste han sig ved siden af ham, og børstede knæene fri for det værste af sand og jord, som han nu havde knælet i.
"Jeg pointerer blot, at det kan være en styrke, som modsat. Jeg ved, at hvis det ikke havde været for jer, havde jeg ikke siddet her i dag, Caleb. Da var det en styrke.. men vil du sige, at det er en styrke, at du går din søster efter, for at holde hende i nakken? Sikrer sig, at hun ikke begår de fejl at handle før hun tænker?" spurgte han med en rolig stemme.
Caleb var en mand af et helt andet temperament, hvilket gjorde, at han var langt nemmere at snakke med, end hvad så mange andre var.. Isabel særligt. Han søgte med ham udenfor, hvor solen lige så, måtte ramme dem direkte i ansigtet. Han lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik. Forsynth-parret var uden tvivl en bekymring, som de begge måtte dele.
"Jeg ved ikke hvor hun er.. Jeg har ikke set hende i uendelige tider.. Og det begynder at bekymre mig," sagde Salvatore ærligt. Det var jo trods alt hans datter, selvom det var ord, som man ikke fik ham til at sige, før Jarniqa selv måtte anerkende det, og den side af ham. Hans blik søgte endnu en gang til Caleb, som stod ved siden af ham.
"Del dine planer og ideer med mig," opfordrede han roligt. De var nødt til at handle.. Selvom han stort set som enemand, havde gjort en modstand mod dødsenglene i Paggieja, så havde selv ikke han opgivet Manjarno endnu. Det var der mange, der ikke havde. Selv han havde jo planer som skulle falde i hak.. Derfor var de alle sammen nødt til at hjælpe hinanden. "Jeg går selv med ideer, som jeg ager at få ført ud i livet.. Jeg vil ikke stå og se på mørket overtage det hele, Caleb," sagde han med en direkte stemme. Et alvor havde lagt sig over hans mine og udstråling.

[Deleted]

Hverken Caleb eller Isabel forventede at folk forstod dem, og de ledte heller ikke efter det. Sådan var deres lod i livet. Alligevel kunne Caleb dog ikke lade være med at dreje hovedet mod Salvatore, da han mente at Caleb blev hos Isabel, for at holde hende i nakken? Det var næsten til at grine af, hvis ikke det var fordi, at han fandt det en smule fornærmende. Tænk at man skulle finde den slags manglende forståelse her i Procias. Var det så svært, at forstå?
Da de stod ude i templet, trak Caleb vejret dybt ind, for at tøjle sin begyndende irritation over folks syn på ham og Isabel. Først Jarniqa og så Salvatore. Sjovt at de kun fandt forståelse blandt de mere fattige. Måske fordi de selv vidste, hvordan det var ikke at have andet end hinanden.
"Du må forstå... mig og Isabel ikke har haft andre end hinanden, lige siden vi blot var små børn," forklarede han med en dæmpet stemme, mens hans blik var fikseret på et punkt ude i horisonten. "Jeg går skam hende ikke i hælene, for at styre hende. Jeg går ved hendes side, fordi hun er alt, hvad jeg har. Sådan er det også omvendt. Hvorfor er det så svært, at forstå? Vi er ikke hinandens svagheder andet end vi vil gøre alt for at redde hinanden, men hvem vil ikke det, for sin egen søster? Gennem træning har vi lært, at følge hinanden, så vi ikke blot er én kriger men to. Vi samarbejder. Alle jer, der ikke kan forstå den slags, har aldrig prøvet at have andet end jeres familie."
Han bøjede hovedet, og så ned på sine hænder, som han holdte oppe. Et pentagram var skåret ind i håndfladerne, for at styrke hans magi. Det var Isabel, der havde lavet det på ham, som han havde lavet et magen til på hende. Så mange gange havde de reddet hinandens liv. Så mange ting havde de været igennem. Hvordan kunne han overhovedet starte med at skulle forklare sådan et bånd til en mand af Salvatores støbning?
Opgivende rystede han på hovedet, og lod hænderne falde.
"Lad os ikke snakke mere om det. Du vil aldrig kunne forstå, bare aldrig nogensinde igen fortæl mig, at min søster er en svaghed, for så vil jeg blive nødt til at slå dig." Han sendte Salvatore et skævt smil, inden at han gjorde et hovedkast videre ned mod vejen, som tegn på at de skulle forsætte.
"Med hensyn til mine planer, har jeg ingen fast. Jeg har dog fundet ud af, at både Manjarno og Dvasias, har vendt sig mod Imandra. Der er ikke noget vi kan nå at gøre. Imandra vil blive tabt. Dog kan vi udnytte muligheden," fortalte han, og stak hænderne ned i sine bukselommer. Det bekymrede ham Jarniqa ikke var blevet set i et stykke tid, men han kunne ikke gøre noget ved det lige nu. "Lady Forsyth er alene i Manjarno, mens hendes mand drager i krig med de fleste af deres soldater, samt alle dødsenglene. Jeg snakker her om vampyren, som erobrede Manjarno i sin tid. Vi finder folk i form af tyve, dansere, lejemordere. Hvem end der er lette på tæerne. Vi sniger os ind i Manjarno - jeg kan hjælpe med det - og ind i palæet, hvor hun holder til. Så lidt ubevogtet som hun er, vil det ikke være svært, at tage hende. Vi uskadeliggøre hende, og tager hende med her tilbage til Procias. Med hende hos os, kan vi kræve at få Manjarno tilbage, og hvis de nægter, slår vi hende blot ihjel."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Forblændet af en virkelighed, som kun de to tilsyneladende kunne forstå, måtte Salvatore sluge ordene i sig igen. Han var dog ikke for meget mand til at erkende sine fejl. De var direkte afhængig af hinanden, og han stod fast på, at det var synd og skam, at det forholdt sig således. Dog var det ikke noget som han ville køre mere i. Isabel var den som oftest rodede sig ud i problemerne.. hvad ville hun ikke være uden Caleb? Og uden Isabel, var Caleb ikke den med den største og stærkeste stemme, så var det ikke åbenlyst, at det var dømt til at gå galt før eller siden, hvis de var så afhængig af hinanden?
"Jeg har ikke været ude på at fornærme hverken dig eller din søster, Caleb.. Hun kan være en mere fyrig af slagsen. Hun forlod den hytte jeg blev holdt i, i foragt eller vrede, sidst jeg så hende.. Hvordan går det hende?" spurgte han videre. Et sted også for at skifte emnet lidt, og særligt fordi, at det var så sjældent, at han i det hele taget fik muligheden for at snakke med dem.
Imandra var nok et land, som de alle sammen måtte anse som tabt. En skam. Selv Salvatore havde været i det land i tide og utide, og han måtte jo sande, at det var et sted, som han faktisk godt kunne lide at være. Han trak kort på smilebåndet, inden det falmede igen. Det var en hård omgang det her. "En skam, men ja.. Imandra kan ikke udrette meget mod Dvasias og de styrker som sikkert kommer til at ramme... Men lader Zean virkelig Macaria være ubevogtet?" Hans blik gled direkte mod hende. Den kvinde havde allerede nu gjort skade på så mange og så meget i et smukt land som Manjarno. Selv frygtede Salvatore nemlig for, at det ville ende med en krig, hvis der ikke blev gjort noget.
"Så simpels om den plan lyder, er jeg bange for, at det ikke vil være så simpelt igen. At få hende med os, vil uden tvivl give os en fordel, men jeg er mere bange for, hvad Dvasias vil gøre i den sammenhæng," sagde han sandfærdigt. Kvinden havde kontakter i Dvasias, og Procias vil ikke kunne slå det land i en krig, hvis det skulle komme såvidt. En ting var de dog enig i: Macaria skulle væk fra den post, som hun havde fået i landet! "Lyder jeg grotesk, hvis jeg siger, at det ville være bedst, at slå hende ihjel?" spurgte han direkte. Den kvinde var farlig, uanset hvad de gjorde!

[Deleted]

Caleb kunne ikke lade være med at grine lidt, da Salvatore, fortalte om Isabel. Ja... hans kære søster havde et stort temperament, det skulle han nok være den første til at indrømme. Hun havde da også bandet over Salvatore og hele modstandsbevægelsen hele vejen fra Procias til Manjarno, så han vidste, hvad det hele handlede om. Dog måtte han erkende at hans kære storesøster, havde forandret sig det sidste stykke tid. Han rystede svagt på hovedet. Hvor meget kunne han fortælle Salvatore, uden at Isabel ville anse det som forrædderi? Han havde bare så meget brug for, at få sine bekymringer ud.
"Hun har.... forandret sig," svarede han tøvende, mens de roligt gik ned af vejen mellem patienthytterne, uden rigtig at have et mål. "For at være ærlig, så er jeg bekymret for hende. Hun sover eller spiser ikke særlig meget. Nogle gange er hun væk midt om natten, uden jeg ved hvor, og når jeg spørg hende, siger hun, at hun bare har brug for at tænke, men vil ikke fortælle mig omkring hvad. Når vi kæmper, bruger hun ikke sin magi, men holder den gemt bag et sværd. Hun...." Caleb måtte standse op, og vendte sig direkte mod Salvatore. I hans unge ansigt, der dog var så fyldt med erfaring, viste der sig dybt bekymring. "Salvatore hendes øjne har forandret sig. Før strålede de med vilje og åbenhed men nu er de formørket. Hun har ikke tillid til folk længere. Det er som om, hun er syg, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre!"
Opgivende strakte han armene ud fra sig. Han vidste, at han havde passeret den linje for, hvad Isabel ville synets om at han fortalte, men han havde så meget brug for råd. Isabel var alt han havde, og hendes hårdhed var knusende. Alt om de begyndende planer om Manjarno, forsvandt fra hans sind, og det eneste han så, var det blik Isabel havde givet ham, efter at hun brutalt havde dræbt en soldat fra Manjarno, som havde været neutralvæsen. Blikket der havde skræmt ham fra vid og sans. Så fyldt med smerte og had, at han næsten havde kunne mærke det selv.
"Er det bare en fase, tror du? Jeg ved hvordan kvinder, nogle gange kan være underlige, men..." Han sukkede, og tog sig til hovedet. "... jeg ved det ikke. Alt jeg vil, er at se hende smile igen. Bare én gang."

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Caleb og Isabel igennem lang tid, havde været en del af Salvatores bekymringer. Så fyrig som Isabel var, kunne det hurtigt komme til at koste dem begge dyrt, og det var ikke noget, som han ønskede sig. Magikere var efterhånden hvad man kunne kalde for en sjælden race, og den skulle uden tvivl beskyttes.
Caleb bar inde på en række bekymringer. Det kunne høres i stemmen, som det kunne læses i hans blik. Han fulgte efter ham ned mod patienthytterne. Her kunne de snakke uden at skulle gøre andre urolige eller noget lignende. Det passede ham selv mere end fint. Hans blik søgte hans skikkelse. Hvad var det helt præcist han fortalte ham? Han bed tænderne let sammen. Hans hånd klappede kort Caleb på skulderen. Mere venskabeligt og fortrøstningsfuldt.
"Som det lyder for mig, har hun mere brug for sin bror nu, end hun nogensinde har haft før, Caleb. Det her kan være alvorligt," pointerede han med en sigende mine. Isabel var jo selv en kvinde der havde haft utrolig stor betydning for ham igennem en lang årrække, og særligt i den tid, hvor han selv havde stået som leder. En titel, som han faktisk agtede at tage til sig endnu en gang, om han kunne og han ville få muligheden for det.
"Hvis hun er ved at vende sig til mørket, skal der handles. En ting, er at I valgte at forlade Procias, for at hjælpe i Manjarno, men det andet må jeg erkende, vækker en bekymring i mig.. Din søster har længe haft betydning for mig, Caleb.. vi er nødt til at handle," sagde han med en tydelig alvorlig mine. Skulle de holde øje med hende? Han havde også sine metoder indenfor dette, og særligt igennem det, som han havde været igennem i sit eget liv.
"Med din tilladelse naturligvis, så vil jeg gerne holde et ekstra øje med hende. Tro mig. Vi skal nok få hende til at smile igen," lovede han roligt. Han klappede ham let på skulderen, inden han tog hånden til sig endnu en gang. Isabel ville blive et stort tab.. særligt hvis hun var begyndt at trække sig fra sin bror. Det vækkede en klar bekymring i ham.

[Deleted]

Den klapning på skulderen hjalp mere end Salvatore, nogensinde ville komme til at vide. Caleb kunne næsten mærke, hvordan skuldrene sank, efter at have været spændte i flere måneder. Dog brød han sig ikke om, at Salvatore gav ham ret i sine bekymringer omkring Isabel, og slet ikke da han nævnte, at hun skulle have vendt sig mod mørket. En mellemting mellem en latter og et fnys, brød ud fra Caleb, og han rystede smilende på hovedet.
"Isabel, ville aldrig gå til mørket. Aldrig! Hun hader det, mere end nogen anden. Tro mig," svarede han, og kunne slet ikke forstå, hvordan Salvatore, kunne tro den slags. Godt nok var Isabel blevet mere voldelig, tavs, og formørket, men hun ville aldrig nogensinde gå til mørket! Om det så galt hendes liv!
Øjenbrynene skød i vejret, da Salvatore nævnte, at Isabel havde en betydning for ham, samt at han nok skulle få hende til at smile igen. Lidt utilpas kløede han sig i nakken. Var der noget, han havde overset her? Han vidste at Isabel i sine yngre dage, havde haft et årlangt crush på Salvatore, men var det rent faktisk blevet til noget, uden at han havde opdaget det?
Han følte sig forfjamset og akavet, som han stod der, og ikke anede, hvad han skulle sige. Det var ubehageligt at tænke på sin søster på den måde.
"Øhm... ja... godt! Du-øh.... holder bare så meget øje med hende, som du... hrm... har lyst til," fik han fremstammet, og mærkede hvordan kinderne, blev en smule varme. Han kunne slet ikke se på Salvatore nu. Var det virkeligt gået ham forbi? Altså de havde rejst langt med manden. Hele vejen fra Dvasias til Procias, så der kunne sagtens være sket noget, men... alligevel? Isabel og Salvatore? Kunne Isabel overhovedet... den... slags?
Kinderne blev endnu rødere, og han bestemte sig for at skifte emne. Hurtigt!
"Så! Nu hvor vi har Isabel på plads! Ehm... Forsyth! Lady Forsyth - vampyren. Så længe vi har hende, vil Dvasias eller Manjarno ikke angribe. Vi kan bruge hende til en fredsaftale, hvor vi får Manjarno tilbage," forklarede han, og stak igen hænderne i bukselommerne. "Hun er trods alt en stor spiller. Hverken Dvasias eller hendes ægtemand, vil miste hende. Vi kan altid slå hende ihjel bagefter."