What are you doing here..?!

[Carmine Jordin Marlineo]

@eriz

---

Det var ved at være sent. Enrico befandt sig endnu i sine gemakker, som lå nede i de mørke og kolde kældre. Det var endnu svært for ham at håndtere arbejdet som rådgiver, og særligt når han havde forestillet sig et liv på pension. Dette havde Macaria jo fint sat en stopper for.
Her sad han i ly af et stearinlys med en lang række dokumenter foran sig. Arbejdet skulle jo trods alt laves, og af en eller anden sjov grund, så lavede det ikke sig selv.
Endnu en gang dyppede Enrico fjerpennen i det lille blækhus, som stod ved siden af ham. Fra tid til anden, kunne han høre skrigene fra torturkamrene og de mange fangekældre, som lå under slottet. Det var næsten med til at give ham en form for ro. Selvom han ikke rigtigt så eller hørte fra Macaria, så forsøgte han da alligevel at opretholde arbejdet, som skulle laves. Dog selvom det hurtigt kunne vise sig, at blive en udfordring.
Hånden gled over hans ansigt, inden han lagde fjerpennen fra sig. Han rystede på hovedet og rejste sig dernæst. Den lette hverdagskappe gled ned omkring hans krop, inden han så sig om. Hans tilværelse, var mørk og dyster.. Det var svært for ham i det hele taget at finde sin plads i alt dette, og han stod gerne ved, at det var en udfordring fra tid til anden.
Foran ham på bordet, stod en flaske med blod. Den havde stået der i flere timer, uden at han egentlig havde rørt ved den. Appetitten, var endnu en ting, som han var nødt til at arbejde med. Nemt kunne han ikke påstå at det var, men for pokker.. Han var jo bare nødt til at gøre sit bedste. Kvinden som han elskede, var stadig gift med en anden.. og han hadede det.. Gud hvor han dog hadede det!

[Deleted]

Blikket var stadigvæk mørkt efter at have snakket med Jaqia, og selvom Macaria mest af alt havde lyst til at forlade Dvasias, for at vende tilbage til Manjarno, så vidste hun, at hun måtte se Enrico først. De fleste vagter og tjener hun mødte genkendte hun ikke, men det var nok fordi, at alle dem, hun var blevet venner med som rådgiver, havde fulgt med hende til Manjarno. Dog var de alligevel venlige nok, til at guide hende på vej ned til Enrico's krypt, som hun aldrig havde været i før.
Kjolen flagrede om benene på hende. Den fornemme, sorte kjole med sølvsnorene, som hun havde taget på, for at være fin foran dronningen. Håret bølgede frit ned over hendes ranke ryg. Skinnende og rødligt. Ikke at det havde gjort nogen forskel. Intet gjorde en forskel. Landets dygtigste... ha! De fik at se omkring det.
Macaria stoppede op foran døren, der burde være indgangen ind til Enrico. Han befandt sig et sted derinde. Et suk forlod hendes læber, og hun hvilede kort panden mod døren. Det her ville blive langt fra behageligt, men hun kendte sit ansvar og hun kendte sig selv.
Høfligt bankede hun på døren, inden at hun trak dørhåndtaget ned, og trådte ind i det, der var Enrico's værelse. De midnatsblå øjne gled rundt, indtil de landede på den mørke skikkelse i rummet. Den genkendelige, stærke skikkelse. Lige så snart hun så ham, mærkede hun sit hjerte ryge helt op i halsen. Hun sank en klump, stadigvæk med hånden hvilende på dørhåntaget.
"....hej," hilste hun med en dæmpet stemme, og vidste, at det måtte være noget af en overraskelse for ham at se hende her. De havde ikke skrevet sammen i et lang stykke tid, men han havde jo også sagt, at han havde brug for at tænke. Faktisk var der gået måneder. Så meget var sket siden de sidst havde set hinanden, hvilket havde været før hendes bryllup med Zean. Åh ja... meget var sket siden.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var bestemt ikke et godt tegn, at Enrico var begyndt at isolere sig, men han ønskede at være selv. Alt det som var sket omkring ham, var slet ikke noget, som han kunne finde hverken hoved eller hale i, og gud hvor var det dog frustrerende. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre synderlig meget ved det, uanset hvor meget han end forsøgte sig på det.
Den velkendte skikkelse, der pludselig viste sig i døren, fik ham til at stå stille. Macaria? Hvad pokker lavede hun her? Hun var uden tvivl langt væk fra sin hjemegn i Manjarno. Han blev stående. Hvordan skulle han reagere?
"Jeg regnede ikke med, at du ville kigge forbi, Macaria," begyndte han med en ganske rolig stemme. Hans blik hvilede på hende. Han kunne mærke knuden i sit bryst, alene bare ved synet af hende. En gift kvinde.. og så ikke engang med ham. Han vægtede faktisk den slags meget højt. Hvor meget havde hun da ikke også endt med at ødelægge? Ikke at det var noget, der gjorde tingene meget bedre lige nu! Tvært imod faktisk.
"Kom ind," opfordrede han med en rolig stemme. Han havde savnet hende. Gud hvor havde han dog savnet hende, selvom det nok ikke rigtigt var noget, der viste sig i hans mimik. Hans blodrus-anfald, var ganske vidst gået drastisk tilbage, selvom det var svært for ham at finde sin plads i det hele. Nu var han rådgiver igen.. et arbejde, som han slet ikke følte, at han kunne overskue.
"Fortæl mig, hvad jeg kan gøre for dig," sagde han med en rolig stemme, inden han vendte tilbage til sit skrivebord, hvor han tog plads. Han var afkræftet, men dog i bedring i forhold til hvordan det havde været sidst. Han havde ikke givet op. I hvert fald ikke i den forstand, som det havde været sidst, han havde stået ansigt til ansigt med hende.

[Deleted]

Han virkede ikke engang glad for at se hende. Som altid var han blot en maske af ro. En fin porcelæns maske, der ikke viste nogen som helst følelser mod hende. Macaria blev stående i døren, hvor hun betragtede ham et stykke tid, inden at hun trådte ind i rummet, og skubbede døren i efter sig med den ene fod. Hans velkomst til hende, bekræftede hende bare i sit valg.

"Jeg har været henne og se Jaqia," fortalte hun, og gik mere ind i rummet, som hun kiggede rundt i med et undersøgende blik, da hun aldrig havde været hernede før. Der virkede så dystert. "Det gik ikke særlig godt, så jeg tager snart tilbage til Manjarno igen. Jeg ville dog lige se til dig, inden jeg tog afsted igen."

Med et suk lagde hun armene over kors, og hendes blik faldt endelig tilbage på ham, som han sad der bag sit skrivebord. Det var tydeligt, at han var i gang med sit arbejde, som hun havde afbrudt ham i. Selv havde hun en del af lave derhjemme i Manjarno - specielt efter hendes møde med Jaqia, men hun var ikke dum nok, til at fortælle Enrico sine planer. Ikke med den loyalitet, som han havde. Det handlede bare om, at komme så hurtigt igennem det her, som muligt.

"Vi må snakke sammen," erklærede hun med en alvorlig stemme, og rettede sig lidt mere op, da hun vidste, at det ikke ville falde i god jord, det hun sagde. Han havde før optrådt en smule aggressivt og voldeligt, så hun holdte sig vagtsom. "Jeg tror det er bedst, vi stopper, det vi end har med hinanden." Øjnene hvilede indgående på ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico manglede og savnede uden tvivl Macaria, men for pokker hvor var det svært, når han vidste, at hun var gift med en anden mand. Han bed tænderne let sammen. Her stod hun pludselig.. Ikke at det var forventet.. Så havde han måske gjort en anelse mere ud af sig. Han gik mere op i den slags, når han var omkring hende, end når han var omkring så mange andre, og det stod han faktisk gerne ved.
"Du har været oppe hos Jaqia? Sendte hun bud ,eller ønskede du audiensen?" spurgte han med en rolig stemme. Han lænede sig tilbage. Hvordan han egentlig skulle opføre sig omkring hende, vidste han ikke. Det var rigtig svært, og særligt når der var en anden mand i billedet. Allerede nu hvor han så på hende, kunne han fornemme, at dette nok næppe, ville blive en af de gode samtaler. Ikke at han brød sig om det.. Tvært imod.
Hendes ord derimod, var ham kun en bekræftelse på det. Han følte hvordan knuden for alvor måtte tage til i hans bryst. Han vendte blikket ned. Hun ønskede at.. stoppe hvad de havde? Hvorfor? Og hvor kom den fra? Var Zean blevet det vigtigere for hende alligevel, selvom hun havde forsikret ham, samt lovet ham, at det slet ikke ville blive sådan?
"Du ønsker at vi skal... stoppe?" gentog han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Var det kun derfor at hun var kommet? For igen at gøre det slut med ham? Næven lukkede han mere og mere, for derefter at føre den ned i hans skød i stedet for. Hans hånd begyndte at ryste.. Først Noelle.. og så hende. Ikke at det var noget, der gjorde det meget bedre for ham!
"Hvorfor?" spurgte han direkte. Han ønskede jo ikke, at det skulle stoppe!

[Deleted]

Macaria sukkede dybt, inden at hun lænede sig baglæns op af muren med skuldrene trukket lidt op. Hvor hun dog hadede den her slags samtaler. Hellere stå foran et helt hof, og skulle skændes med en stædig adelsmand, end gøre det her. Det skar i hjertet, men hun fandt styrken i sig selv, og bed tænderne lidt sammen, for at møde hans blik.
"Jeg har ikke følelser for dig længere," svarede hun ham direkte tilbage. Et direkte spørgsmål, fortjente et direkte svar. Også selvom det svar, næsten fik hende til at kløjes i ordene. Hun prøvede dog at holde sig så rolig som muligt, og ikke bare stikke af fra det hele. Det her måtte konfronteres. Hun syntes det var hårdt at finde ud af, hvor meget hun skulle fortælle ham. Helst ville hun bare lade det blive ved det, hun sagde, uden at skulle uddybe ydeligere, hvilket kunne resultere i at hun sårede ham endnu mere. Det ønskede hun ikke.
"Vi har vidt forskellige syn på livet, og jeg kan ikke leve en evighed med din rolighed og kontrol. Vi er så forskellige. Jeg ved du har snakket med Sam, og han syntes dit syn på tilværelsen, vil være god for mig, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for følelser. Vilde, stærke og lidenskabelige," forklarede hun ham, og gik et par skridt tættere på ham, mens hun med hænderne prøvede at uddybe sine ord. "Du er som en stenstøtte pånær, når du bliver gal. Ellers er du bare... tom. Jeg kan ikke engang nå ind til dig længere. Ikke siden før Manjarno. Selv før Zean var du utilnærmelig. Jeg kan ikke have det sådan. Jeg kan virkelig godt lide dig, men... jeg kan ikke det andet."
Hun stoppede op foran ham, og var ved at række ud efter ham, men fortrød, og trak hånden til sig igen. "Jeg er ked af det."

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico mærkede hvordan knuden for alvor måtte tage til i hans mave, som hun tilkendegav, at hun slet ikke havde noget, der mindede om følelser for ham. Hans blik sænkede han en anelse, hvorefter han let måtte bide tænderne sammen. Hun ejede ikke følelser for ham mere? Og det var bare sket sådan uden videre.
"Javel..." Hvordan skulle han da reagere? Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. Tanken i sig selv, var noget der gjorde ham direkte.. trist. Han bed tænderne let sammen inden han rystede på hovedet. Han ville ikke høre alverdens mange og lange søforklaringer! Hændernne trak han til sig, som hun selv rakte mod ham. Dette ville han ikke.. Det var næsten som Noelle, der havde banket det i hovedet på ham, og ikke at det gjorde det meget bedre, for det gjorde det da bestemt heller ikke!
"Jeg synes bare du skal gå, Macaria.." sagde han direkte, da han endnu en gang måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han var hård måske, men selv dette, var ikke noget, som han ønskede at stå model til. Han ville ikke høre på hvilken stærk og stenfast mand han var, hvis det ikke var noget som hun kunne bruge til noget. Så måtte hun jo holde sig til den forbandede dødsengel, som hun alligevel havde valgt at give sig hen til!
Enrico vendte blikket væk fra hende endnu en gang. Han ville slet ikke se på hende. "Jeg vil slet ikke se på dig.. Gå," afsluttede han denne gang med en mere kortfattet stemme. Han vendte blikket denne gang mere hårdt mod hende. Han ville slet ikke have hende i sin nærhed! Her havde han blotlagt sine følelser.. fortalt hende hvordan han havde det med det hele, og nu skrottede hun ham? Han kunne slet ikke have det!

[Deleted]

I et stykke tid blev Macaria stående, for at kigge ned på Enrico, og hans bortvendte ansigt, inden at hun nikkede, og vendte sig væk fra ham. Hun vidste det her ikke ville blive nemt, og hun havde haft ret, men hvad havde han forestillet sig? De havde ikke været tætte siden hun erobrerede Manjarno. Derefter havde han haft sine anfald med Noelle, så havde der været Valarie, og derefter hendes ægteskab med Zean. Han havde været fjern, isoleret og overfladisk. Deres forhold havde ikke engang været tæt på et rigtigt forhold.
"Jeg er ked af det, Enrico," sagde hun over skulderen, mens at hun med bøjet hoved gik mod døren. Hun havde ikke lyst til at efterlade ham sådan her, men der var ikke noget hun kunne gøre. Selv nu var han blot en stenmaske med en fast stemme, der mere mindede om en mentors end en elskers.
Hun nåede døren, og lagde hånden på dørhåndtaget. Der var nu ikke flere grunde for hende til at komme til Castle of Darkness. Alle var forsvundet med Enrico som den sidste.
Hun vidste, at når hun gik ud af døren, ville det være sidste gang, at hun så Enrico. Engang var de så tætte. De havde spillet skak, danset, gået ture, snakket om arbejde. De havde tilbragt en helt dag sammen på kontoret i Manjarno - der havde han stadigvæk været sammen med Noelle. Derefter havde der kun været skænderier og problemer.
En sidste gang kiggede hun sig over skulderen mod Enrico.
"Jeg vil savne dig," hviskede hun, og mente det, inden at hun trak håndtaget ned, og gled ud af døren, som hun lukkede efter sig. Et stykke tid blev hun stående med ryggen mod døren. Det gjort ondt, men hun nægtede, at lade sig blive svag. Beslutningen var blevet taget. Den rette beslutning. Tungt drog hun et suk, og lukkede øjnene, inden at hun kærtegnede døren, for så at gå ned af gangen. Manjarno ventede.

//out

[Carmine Jordin Marlineo]

Knuden tog kun mere og mere til i Enricos bryst. Selvfølgelig ønskede hun ham ikke.. ingen ønskede at være sammen med ham! Han nægtede at kigge på hende, uanset hvor meget hun ville ønske at han gjorde det. Følelser var svært for ham, og det forhindrede dem åbenbart i det.. Men okay, han havde sat foden ned, alene ved hendes ægteskab, for han havde ikke bare ville være 'den anden mand', for sådan en var han ikke!
"Gå," sagde han med en kortfattet stemme, uden at kigge på hende. Han ville slet ikke høre noget! Han savnede hende.. han længtes efter hende.. men nej.. nu havde hun selv valgt at sige stop.. Men hvorfor? Hvorfor kom den så pludseligt? Hun ville savne ham? Det tvivlede han ærlig talt på, siden hun kunne stå overfor ham og fortælle, at det var slut. I hans øjne, var det som at sige, at hun slet ikke ønskede at se ham mere. Han knyttede næven mere fast, inden han vendte blikket mod flasken med blod foran ham. Snak om at ødelægge det hele! Næven lukkede han direkte om den, inden han kastede den i den nærmeste væg, hvor den bristede, så blod stod ud til alle sider, bogstavelig talt! Han trak vejret dybt, inden han selv valgte at forlade sine gemakker. Lige nu havde han brug for Jaqia.

//Out