Parsley, sage, rosemary and thyme.

[Deleted]

@francis ~ Kieran Pamariaz Acheron

Markeder havde altid været et af Kierans yndlingssteder at tage hen, for her fik man et godt indblik i alle lag i samfundet. Man så de rigeste af de rige adelmænd gå rundt med næsen i sky og forsigtige skridt for ikke at få skidt på deres fine klæder; man så fattige gadebørn, der kravlede rundt i sølet og tiggede og bad om en lille bid mad eller en sølvmønt; og til sidst så man bønderne og håndværkerne, der stod i deres boder og solgte af deres varer.
Vejen hen til markedet havde dog ikke været helt let. Kieran havde forladt sit værelse på kroen kun for at skulle stå en halv time i kø i den eneste gade, der førte hen til markedet fra den del af byen, fordi en hestevogn var kørt fast i sølet og væltet sidelæns og nu spærrede det hele. De to heste, der trak den, lå og kæmpede for at komme op af mudderet, men føreren af vognen havde mere travlt med at hoppe rundt og gå helt i panik over, at hele hans roehøst nu lå spredt ud over hele gaden. Han råbte skældord af alt og alle, der forsøgte at mase sig forbi vognen, fordi de dermed blev nødt til at træde på hans højtelskede roer. Kieran selv fik ordene "djævleyngel" og "horeunge" kastet lige i nakken, for hans tålmodighed slap til sidst op, og han gav efter for trangen til blot at vade igennem roer og mudder for at nå frem til markedet.

Derfor vandrede han nu omkring med mudder om af anklerne, men det gjorde ham ikke så meget. Hans støvler var sorte, så den brune masse var ikke så let at spotte, og med et stik i hjertet tænkte han, at han nu mere lignede en, der intet hjem havde fremfor at ligne en rig adelsmand - for det var trods alt sådan, det var. 
Han trak sin kappe tættere om sig, som han begav sig frem imellem de mange boder. Der lå sne i små klatter rundt omkring på brostenene, men ellers var der intet tegn på, at vinteren stadig holdt ved. Han nåede frem til en grøntsagsbod, hvor han stoppede op, idet hans opmærksomhed blev fanget af nogle særdeles røde æbler. Han kunne ligefrem mærke, hvordan hans mund løb i vand. Måske var det et tegn på, at det var tid til morgenmad?

[Deleted]

Normalt var Francis altid den første fremme når et marked åbnede, da hun sov så lidt. I dag var hun fanget i køen med alle andre. Det var anden gang hun var i Procias og dets hovedstad, men ved den første tur havde hun ikke haft tid til at lege turist. Nu havde hun al tid i verden, og alt havde forsinket hende på vej herover. Hver eneste lille ting var spændende, hvor meget det så end lignede hvad de havde i Dvasias. Da hun endelig kom frem, var vejen spæret. Af de vrede stemmer fangede hun hurtigt, at den havde været det lidt for længe. De stakkels heste var stadig ikke kommet op! Det var ikke til at komme udenom, folk maste sig allerede igennem den sprække. I stedet kravlede hun over vognen. Føreren, der havde travlt med at råbe af de forbipasserende og var begyndt at prøve redde hans høst, opdagede hende ikke, før hun var helt oppe ved hestene. Han råbte hende an, men hun ignorerede ham. Normalt var hun meget lydhør, og ville have hoppet ud af sit gode skin over hans tone, men hestene havde hende fulde opmærksomhed. Hun fik hurtigt spændt dem fra og holdte godt fast, som de forvirrede dyr forsøgte at løbe. Da de kom ned, bandt hun deres tøjler til vognen. Efter at have råbt 'hun lige kunne vove på at miste dem' kom bonden over. Francis gav ham et lille smil. "Skal vi ikke få rettet din vogn op?" Med alle de roer der stadig var tilbage, ville det kræve en del fra hende for at få vognen på vendt. Det var dog langt fra nødvendigt med alle de herre, der følte at de var nød til at gøre noget, nu hvor en ung kvinde sled i det. Hurtigt var alt på plads igen. Nogle af de folk der stadig var fanget bag vognen mente, at han skyldte end mønt eller to. Francis selv var lige så hurtig til at afslå som føreren og skyndte sig ind i markedet. Hun var nu godt smurt ind i mudder. Ikke at hendes påklædning havde set ud af meget fra start af. Stoffet på den grønne kjolen og rejsekappen var grov og uden mønstre. Man skulle kigge godt efter, især nu med mudret, for at se det stadig var i god kvalitet. Det samme var hendes korte støvler og den smule man kunne se af hendes tights mellem dem og kjolen. Ellers var hendes sølv smykke der hang fra læder omkring hals og håndled, det eneste som vidnede om en smule penge. Francis mente, at det gjorde det lettere at rejse, hvis folk ikke vidste man havde penge. Smykkerne var der af vane. Hun følte sig nøgen uden.
Der var nu kommet pres på den første halvdel af markedet. Folk kunne nu endelig komme ind i en stor gruppe. Der blev mere eller mindre bevidst skubbet for at komme rundt. En ung fyr, med overarme som trækstammer, var blandt dem, som gjorde det mere bevidst. Han forsøgte at skubbe Francis ud af vejen, da hun var mere end langsom. Hvad han ikke havde regnet med var, at hun allerede var blevet van til de skub, der var i omløb. Det, og at hun havde en styrke udover det sædvanlige. Han røg næsten baglæns i stedet, da han forsøgte. Stikhamrende tosset, og en smule flov, vendte han til at Francis begyndte at gå. Det øjeblik hun var opmærksom på noget andet og stod på et ben, fik hun et aggressivt skub. Uden balance fløj hun frem ad. Hun nåede lige at støde ind i en, som hun kunne tage med i faldet, før de hamrede ind imod den første den bedste bod. Varerne føj om ørerne på dem. Så snart de landede, skyndte hun sig af ham, med et "Undskyld!" Personen bag boden var rasende. Som skældsord og trusler haglede ned, blev Francis næsten paralyseret. Den unge kvinde blev mindre og mindre, som hendes ansigt blev rødere og rødere. Hun prøvede kort at forsvare sig, men hvad end hun sagde, druknede i vrede udbrud rettet mod dem begge.