Den tilhører vist ikke dig

[Deleted]

"... Så der er altså tale om hvad han kaldte et meget personligt og meget dyr smykke. Forstår du din opgave?" Sluttede Victor Geneva og kiggede på den unge dame foran ham. Umiddelbart så hun ikke ud af meget, heller ikke selvom hun var mere kampklædt end normalt. En grov, lys skjorte, et par mørke bukser havde havde sammen med en lædervest udskiftet de kjoler hun normalt bar. Håret var også sat op i en hestehale, så de lange lysebrune lokker ikke ville flyve i hendes øjne. Ikke at det plejede at være et problem, men de kunne i det mindste prøve at få hende til at se en smule professionel ud. Lædervesten var den eneste form for rustning hun havde på. Ofte gjorde det mere skade end gav ved at gøre hende og hendes rigtige våben mindre fleksible. De to store sværd på hendes ryg, gjorde dog lidt for at gøre hende mere frygtindgydende. Men faktum var, at den næsten spinkle unge kvindes muskelmasse,  på ingen måde viste hvor mange kræfter der var i hende.
Den unge kvinde svarede ivrigt, hendes blå, blå øjne lyste. "Ja. Bring smykket tilbage. Blackwater vil gerne have tyven, men i princippet kan jeg gøre med ham, som jeg vil. De har en hund, som der har færden af ham. Jeg rider ud med det samme." Victor nikkede med et smil på hans læber og vente ryggen til hende. Francis var måske den forkerte datter, men hun var det helt rigtige våben.
-
En ghoul kiggede ud over terrænet fra sin hest. Den hund de havde sat efter tyven, havde givet op og måtte hvile sig kort forinden. Modsat hunden blev hun ikke træt. Hun kunne gå dag og nat uden problemer, så længe der var kød i maven. Forhåbentlig var det samme ikke tilfældet for tyven. Hun burde have indhentet ham, og var han her i det åbne terræn skulle det være til at finde ham. Desværre var det ved at blive mørkt, hvilket ville være til tyvens fordel. Hun gav hesten tegn til at gå igen, som de bevægede sig frem en 15 meter fra vandet. Francis havde aldrig brudt sig om stedet. Hun var blevet tvunget med nogle gange af hendes far, men heldigvis følte han sjældent, at de var vigtigt for dem at deltage. Det var mest af alt, når der var mulighed for at møde nogen. Victor var ikke voldsom religiøs og Elizabeth var ikke let at blive klog på, når det kom til det spirituelle og gud. Francis selv havde aldrig brudt sig om den nye religion, og var lettet over hendes forældres frie forhold til den.
Hun kiggede op fra det mørke, mørke vand, der på en eller anden måde mindede hende om sit eget blod. Det var ikke nu hun skulle væk i sine tanker. Der var en opgave at udføre, og Francis havde tænkt sig, at udføre den med pragt! Hun ville hendes forældre stolt og Blackwater glad. Elizabeth ville give hende et af sine små smil og sige det var godt klaret. Victor ville . Ejerne af smykket ville skylde hendes far, forøge hans indflydelse. Hvilket var den eneste grund til at hun var afsted nu. Så gerne som hun ville stille ham i et bedre lys, gjorde Victor Geneva sjældent noget, hvis ikke var til hans egen, Elizabeths eller familie navnets fordel. Francis ville gøre dette og få ros, så hun måtte have hovedet med sig. Især nu hvor lyset så småt begyndte at svigte hende.
Længere fremme kunne hun se en skikkelse. "Hey!" Over hendes skulder kunne hun høre hunden gø. Der var ikke længere den store tvivl. "Hey, stop! Jeg skal snakke med dig!" Hun ville sætte hesten i galop, men som hunden var den også ved at være godt brugt, og hun lod den trave derover i stedet.

[Deleted]

roligt. Det var det eneste ord man kunne bruge til at beskrive det tempo som Faust Giovani gik i, hans fødder bevægede sig næsten ikke hurtigere end at man kunne indhente ham. Hvorfor skulle han også gå hurtigere, han havde først et job næste gang i en by langt væk. Hans mave knurrede lavt og han tog sig til den, han satte sig op af et træ og tog sin bue frem og tog en pil, han tog fat i en lille klæde af sin lomme. Den lille sorte juvel der sad i halskæden glimtede i det flygtende sollys. han sad i sit røde tøj med en rød halvmaske på, hans hat sad lidt på sned så man ikke kunne se det meste af hans sølvhvide hår. han tog fat om sin bue, og så en lille kanin, dens lille hoved tittede op over det høje græs. Med en hurtig bevægelse fløj pilen ind i halsen på den lille kanin og den faldt bag over og spjættede lidt. Han gik over til den og brækkede dens hals før han skar dens indmad ud med en lille kniv og lagde den i en løkke der hang over hans skulder. han så sig over skulderen da han hørte hunde gø, han bevægede sig lidt hurtigere med et smil på læben. 
Da de endelig kom tæt nok på til at de kunne råbe efter ham hørte han en kvinde stemme. Han kunne ikke lade være med at grine lidt da han hørte det og stoppede lidt før han lod den sorte halskæde glide ned i hans rygsæk. Hunden nåede der hen først og skulle til at angribe da han knipsede med fingrene og et lyn slog ned i den. Med et smil råbte han i overraskelse for at falskne sin uskyld. Han så på kvinden på hesten med et smil, han smilede til hende med et klart smil dog forstyrret af lynet der lige slog ned "er de uskat min frue" han så på hunden der pev lavt, den var stadig i live men var hårdt såret.

[Deleted]

At være så tæt på tyven, gav hunden fornyede kræfter. Den sprang imod ham, før Francis kunne nå at råbe den tilbage. Hun kom med et lille overrasket udbrud, som et lyn ramte den. Hvordan i alverden kunne det ske? Hesten fik et chok og stejlede. Heldigvis var Francis ikke bare van til at ride, dyret var også godt udmattet. Det tog ikke lang tid, at få den til at slappe af igen. Hun kiggede op, der var ingen tordenskyer. Nok var kvinden naiv, men hun var langt fra direkte dum. Et faktisk lyn fra en klar himmel var så godt som usandsynligt, derfra ordsproget. Tyven måtte kunne bruge magi af en eller anden type. At hun ikke havde hørt ham, betød ikke at han kunne kaste uden ord. Der var en god sandsynlighed for, at han blot havde talt lavt. Med den maske ville hun ikke kunne se hans mund. Opdagelsen af magi hjalp hende desværre ikke meget til at identificerer ham. Flere racer kunne bruge det, og der var mange varyler i omløb. Hvis man forstod at læse ansigtsudtryk, var ingen tvivl om, at hun var mistroisk. Hun satte hesten i skridt, lod den lunde de sidste meter hen til hunden, og stod så af det udbrugte dyr tæt ved tyven.
"Jeg-jeg har det fint." Med medlidenhed kiggede hun ned på hunden. Et lyn kunne lave indre sår, så meget vidste hun. Desværre havde hun ingen måde at heale dem på. Ved andre var det kun de ydre hun kunne hjælpe med. Kort overvejede hun at lindre dens smerter på en mere permanent måde. Men det var ikke hendes beslutning, var det? *Undskyld* Hun havde ikke tid til at undersøge den, og se hvor vidt det var nødvendig. Den tid hvor hun vendte opmærksomheden væk, kunne tyven udnytte det og den synkende sol til at komme væk. Hendes blik blev lidt hårdere, da hun kiggede tilbage på ham. Manden havde reageret i selvforsvar, så det var begrænset hvor vred hun havde lov til at være. "Men du-du er i problemer! Aflever smykket og ... H-hvis du ved hvad der er bedst for dig selv, så gi-giver du ha-halskæden tilbage igen!" Francis kunne mærke, hvordan blodet langsomt begyndte at bevæge sig op i hendes kinder. Hurtigt brugte hun sin ordløse magi og tvang blodet tilbage. Hun var langtfra stolt af sig selv. På turen herover havde hun øvet flere måde at råbe ham an på. Nu kunne hun ikke huske en eneste, og hun havde endda stammet en smule. Hun gav et lille peg med hovedet til de to store sværd på hendes ryg. Umiddelbart skulle man tro, at hun ville vælge noget der lettere og muligvis lidt mindre. "Hvis du ikke overgiver dig selv og smykket med det samme, vil jeg bruge magt!" Den sidste sætning var flydende og forhåbentlig mere truende. Francis var nok ikke den store taler, kamp derimod var hendes ting, så ironisk som det var. For helst ville hun tale end skade andre. Men hvis tyven gav hende en grund, ville de bevæge sig over i hendes område. Hun var klar til at gå mod sit instinkt for at få smykket med hjem. Endda gøre det værst tænkelige....

[Deleted]

under halvmasken kunne han ikke lade være ved at smile af hendes flove stammen. Han tog masken af og så på hende med et hårdt blik "hvad helvede er du for en" han tog sin bue frem igen "her går jeg i min stille ro og jager og så kommer du buldrende med hest og hund lige mod mig, ikke nok med det men jeg er næsten ramt af et lyn fra en klar himmel og nu har du den frækhed at anklage mig for tyveri" han så på den faldne hund "jeg er en musiker, og en jæger. Jeg er ingen tyv" hans ord var hårde men inden i var han ved at flække af grin, hun var tydeligvis ikke nogen professionel og hvis han blev ved med anklager var han sikker på at hun ikke kunne følge med mere. Han snakkede hurtigt og med skarpe ord over for hende. Han smed Kaninen for hendes fødder "hvordan skal jeg fodre 3 med den her" han talte ikke helt sandt men løj heller ikke, han spiste for tre mennesker på grund af hans magi. Normalt skulle han spise mindst to kaniner når han spiste. Han så vredt på hende mens han så igen på hunden, den klynkede, hvor var den ynkelig at se på. langsomt gik han om bag den "du kan ikke en gang ende staklens lidelser" han så på hende med et ondt blik før han trak sin kniv og stak den i nakken på den og vred den rundt ind til hunden blev slap, dens klynken var ikke til at holde ud. Faust kunne godt lide hunde, bare ikke når de var lige i hælende på ham med et sæt tænder der kunne plantes i hans røv. han rejste sig op med blodige hænder, denne pige var ikke nogen som ville kunne klare sig i vildmarken. hans øjne dømmede hende tydeligt.

[Deleted]

Hans hårde ord var et slag i hovedet. Francis var lige ved, at træde et skridt tilbage. Igen, helt dum var kvinden ikke. Sandsynligheden for, at tyven bare ville overgive sig, var meget lille. For ham var der tre måder at komme ud af situationen på: Flygt, kamp eller snak. Den første havde han nok dømt usandsynligt siden hun havde hest. Godt nok var det stakkels dyr ved at være brugt op, men det var ikke til at bedømme, om den skulle have nogle skjulte kræfter tilbage, som hunden havde haft det. I første omgang havde han undgået kamp, hvilket Francis var glad for. Hvis hun kunne undgå det, ville hun fortrække ikke at skade ham. Der var dog ingen løfter om hvordan Blackwater ville tage i mod ham. Hun rettede sig op. Det var ikke hende, som var i problemer, det var ham! "Hu-hunden angreb dig, f-fordi den var efter din lugt. Du k-kan godt droppe at spille uskyldig." Hun kiggede kort på kaninen. "Det-det behøves du heller ik-ikke. Så vidt jeg ved var smyk-k-ket meget værd. Ik-ikke at det betyder noget nu. Jeg tager det og dig med tilbage til hr. Blackwater." Mistroisk fulgte hun ham med øjne, som han bevægede sig, indtil han var over ved hunden. Hans udtagelse og dømmende blik ramte hende igen. Nej, hun havde ikke aflivet hunden. I sit stille sind havde hun håbet, at han ville overgive sig, og hun kunne tjekke op den. Forhåbentlig finde en måde at redde den på, og hvis ikke så ende dens dage. Igen rettede hun ryggen kort efter hans angreb. Hunden var hans ansvar ikke hendes. Ligesom den stakkels vagthund hun selv havde slået ihjel, var hendes eget ansvar. Hendes blik var ikke længere forvirret, som da hun havde ledt efter ord. I stedet var det (for folk der kendte hende) foruroligende neutralt. Hendes stemme kold og uden stammen. "En rigtig mand tager ansvar for sine egne handlinger." Det var hendes tur til at dømme ham.

[Deleted]

han rettede sig op i en mekanisk bevægelse med et tordnende blik "undskyld mig, det var ikke mig der bare lod den stakkels hund ligge og lide" han aede den men stoppede igen da han mærkede hvordan små totter af pels klistrede sig til hans hænder med blod fra den nærmest ristede hund. Han tog en felt spade fra hans op pakning "jeg.... er en musiker, jeg har ikke råd til at betale for mad i byer så jeg jager i vildnisset... og derfor er jeg nød til at skaffe mad til mine to små brødre. Jeg har ære, jeg stjæler ikke fra nogen" det var en meget overbevisende bluff, han var god til at snakke sig uden om ting, specielt når han ikke selv kunne lave meget magi lige nu efter som han var lidt lav på energi. Han rejste sig op fra den lave grav han havde lavet og rullede hunden ned i det før han dækkede det til igen. Han trampede direkte op til pigen på hesten og hans øjne blev smalle "jeg er sikker på sådan nogle som dig fatter hungersnød" han gik bare forbi hende og gav hendes hest et klask i rumpen så den stejlede forfjamsket "Selv folk fra middelklassen forstår os ikke når vi skal gå fra by til by bare for at få nok brød til en af os" det var næsten som en dårlig teater drama han lavede en voice over til. Han så tilbage på hende og så hende i øjnene "så hvis du ikke vil beskylde mig mere vil jeg vidre" han var på vej væk da han  vendte sig rundt gik forbi hende og tog fat i kaninen som han satte fast i en løkke på hans rygsæk og gik forbi ham.

[Deleted]

Meget var Francis villig til at tage på sine skuldre, men den her lå altså ikke på hende. "Hvis du havde overgivet din med det samme, ville jeg kunne have fået at undersøge den!" Hun var klar på lidt af hvert, som han rodede i sin oppakning. Derefter betragtede hun ham, som han gravede. Der var altid en chance for, at det ville lykkes ham at få smykket end i graven. Han virkede meget overbevisende, men både det at hunden havde angrebet ham, og at han havde løjet om lynet, var imod ham. Hun stirrede på ham, klar til at reager på alt fra et angreb til et flugtforsøg. Men ikke at han ville "angribe" endnu en af dyrene. "Hvad har hesten nu gjort dig?!" Francis var godt på vej til at hæve stemmen. Hvis man kendte hende, vidste man, at det var et stort faresignal. "Jeg er vokset op på gade, jeg forstår hungersnød. Og jeg husker ikke at se nogen klædt på den måde." Nok huskede hun følelsen af ekstrem sult, men så stoppede det også lidt det. Faktisk huskede hun ikke hvordan de fleste var klædt, ikke at det kom ikke sagen ved. Manden foran hende lignede ikke en, som var påvirket af hungersnød.
Francis greb ud efter hans rygsæk, som han gik forbi hende igen. Som ghoul havde hun overmenneskelig styrke. Han ville ikke komme fri med det samme. "Vent! B-Bare tag med mig tilbage til hr. Blackwater. Hvis du er uskyldig som du siger, så vil der være en kompensation. Du vil være i stand til at fodre dine brødre for de penge." Hun så afventende på ham. Hvis han var uskyldig, ville det her faktisk være til hans fordel.