Trapped?

[Ahriana "Master of Time"]

---

@caleb & Ahriana "Master of Time"

---

Det var endelig blevet dag igen. Solen skinnede mellem træerne som Ahriana bevægede sig gennem skoven. Hun havde gået i ring i lang tid nu synes hun, hvor lang tid anede hun virkelig ikke. Tårerne trillede ned over hendes kinder. Hun var bange og følte sig virkelig helt alene. Hvor var Jophiel henne når hun havde brug for ham? Hun vidste godt at det måske var krævende at tænke sådan men hun havde jo brug for ham lige nu. Et sted så håbede hun vel at støde ind i hans hytte her i skoven men indtil nu var hun alene. Hun var beskidt, mudret til og fuldstændig forrevet. Størknet blod var at finde på hendes krop fra rifter og afskrabninger efter de gange hvor hun var faldet. Hun hulkede en gang og prøvede at tørre øjnene hvilket næsten var umuligt for hende. Hun var virkelig faret vild lige nu. Tanken var virkelig forfærdelig. Hun kunne slet ikke forstå hvad pokker hun skulle gøre af sig selv.
Lyden af rislende vand måtte trække i hende. Hun var tørstig som bare pokker. Som hun bevægede sig blev lyden højere og højere. Mellem nogle træet længere fremme kunne hun se bækken. Hun vidste at den ville være ren nok til at hun kunne drikke af den. Ivrig efter at få noget at drikke satte hun i løb. Hendes blik havde kun fokus på det løbende vand. Hun følte sig bare pokkers tørstig. Som hun løb hen imod vandet skete der dog noget uventet. Som hendes fod trådte ned på hvad der burde have været jord ramte det metal. Hun nåede end ikke at reagere før en jægers fælde klappede om hendes ben. Tænder af skarpt metal borrede sig ind i hendes bare ben og et inderligt skrig af smerte lød fra hende som hun endte på jorden så lang hun var. Hendes krop rystede på grund a smerten i hendes ben. Hun hulkede inderligt som hun prøvede at komme op. Hun fik lagt sig på det uskadte ben og prøvede at åbne fælden men hun var ikke stærk nok. Hun lod hænderne falde og tårerne trille. Hun var fortvivler. Hvad skulle hun dog gøre af sig selv? Hun vidste det virkelig ikke.

[Deleted]

I en hurtig bevægelse sprang Caleb op på en væltet træstamme, for at se sig omkring. Fuglene sang i træerne, mens skovbunden raslede fra alle de små dyr, der levede under blade og mos. Der duftede friskt og sødt, så man ikke kunne modstå trangen til at fylde lungerne med luft, for så at ånde tungt ud.
I den ene hånd holdte han en bue, og på ryggen havde han et kobber fyldt med pile. Det raske øje gled rundt mellem træerne, for at lede efter byttedyr. Det andet øje var gemt væk bag en læderlap, som var syet fast til hans hud. Bukserne var lavet af blødt læder, der posede en smule omkring hans ben. En hvid trøje var at se under den lange jakke med den høje krave, som hang åbent på ham. Et par lange handsker af hårdt læder uden fingre, beklædte hans underarm.
Han havde været på jagt hele morgen. Forhåbentligt havde Isabel og Saïx mere held med sig. De havde alle tre slået lejr her i skoven, og efter en god nats søvn, var de taget ud, for at finde noget spiseligt. Saïx med hans dårlige hånd, skulle plukke bær og nødder, mens Isabel og ham selv, tog ud for at jage.
Caleb drejede brat hovedet, da hans øre opfangede en mærkelig lyd. Det sorte, korte hår faldt ned over hans ene øje. Næsten åndeløst lyttede han. Det lød som nogen der… græd? Han prøvede at bestemme, hvor lyden kom fra, inden at han sprang ned fra træstammen, og satte i et småløb. Nogle gange måtte han stoppe, for at orientere sig, for derefter igen at løbe afsted.
Lyden blev højere og højere. Der var ingen tvivl om, at det var gråd. Endelig opdagede han hvor, det stammede fra, da han så pigen på jorden med foden i en solid bjørnesaks.
”Ved flammerne!” udbrød han, og smed buen fra sig, for at løbe hen til hende. Han smed sig på knæ ved hende. ”Det er okay! Det er okay! Rolig, jeg skal nok få dig ud!”
Hans stærke, arret hænder greb uden tøven fat i bjørnesaksens kæber. Det var et held hendes fod stadigvæk sad fast til resten af benet. Bjørnesakse kunne sagtens bide en ankel over, hvis den var spinkel nok.
”Træk foden til dig, når jeg siger til, okay?” Kort kastede han et blik op på hende. ”Klar?”
Han lagde kræfterne i, og kæmpede for at få bjørnesaksen til at åbne sig. Armene rystede næsten af anstrengelser, men til sidst lød der en høj piben, da fælden åbnede sig, så foden kunne blive rykket ud.
”Træk foden ud! Nu!” sagde han sammenbidt, og kunne derefter endelig slippe bjørnesaksens kæber, der lukkede sig sammen med et ”snap”.

[Ahriana "Master of Time"]

Smerterne var næsten ulidelig! Hun kunne mærke hvordan de spidse metaltænder borrede sig ind i hendes ben. Hver gang hun prøvede at bevæge sig gik der et jag igennem hendes krop. Gud hvor gjorde det ondt! Det var så slemt at hun ikke en gang kunne fokusere på at lave magi. Tårerne trillede ned over hendes kinder som hun lå der på jorden med bene i bjørnesaksen. Hvorfor også lige hende? hun havde ikke været ude i umenneskelige tider og så når hun endelig er ude så sker dette? hun var virkelig ikke for heldig. Hun hulkede og knyttede næverne en smule før hun lod hænderne falde til fælden om hendes ben. Hun prøvede at hive den fra hinanden men var end ikke stærk nok til at rykke den. Hun prøvede ligeså med magi og selvom magien faldt hende så naturligt normalt så var hendes hovedet så tåget på grund af smerte at hun slet intet kunne stille op.
Hun opgav det ret hurtigt. Hun hulkede endnu som lyden af skridt ramte hendes øre. Forsigtigt kiggede hun rundt. Det hendes blik fangede var en mand der kom styrtende imod hende. Hendes hjerte begyndte at hamre i hendes bryst som flugt instinktet slog ind i hende men hun kunne jo ikke rykke sig. Han smed sig ved hendes side og hendes blik søgte hans skikkelse. Hendes øjne var som altid i forskellige farver, et gult og et blåt. Meget atypisk. Hulkene var stoppet som han var hende nær men tårerne trillede endnu ned over hendes kinder. Hun stirrede frygtsomt på ham som han snakkede. Han instruerede hende i hvad hun skulle gøre og hvornår. Da han spurgte om hun var klar endte hun dog med at give ham et lille nik. Hun var klar selvom hun endnu intet sagde. Det var anstrengende for ham at hive fælden fra hinanden og do så lykkes det ham alligevel. Som hendes ben kom fri trak hun det forsigtigt til sig sådan så han kunne slippe fælden igen. Hendes blik gled ned på hendes ben. Der var så meget blod men dog ikke lige så meget som den gang hun blev stukket i maven. Et enkelt snøft formåede hun ikke at holde tilbage som hendes blik gled tilbage på den fremmede som havde hjulpet hende. Hun bar stadig bange, det var hun altid men dog havde hun ikke lysten til at flygte. Ikke at hun havde kunnet hvis hun havde villet det. Svagt bed hun sig i læben og vendte blikket i jorden. "Tak" formåede hun at få fremstammet med en grådkvalt stemme.

[Deleted]

Ved hendes tak, sendte han hende et venligt smil, men havde allerede vendt sin opmærksomhed mod hendes ankel. Han lagde forsigtigt en varm hånd på hendes skinneben.

"Vi må få det renset, og lagt en forbinding," sagde han beslutsomt, inden at han drejede ansigtet mod hende. Hun så temmelig medtaget ud med skrammer i ansigtet og uglet hår. Gad vide, hvor lang tid, at hun havde tumlet rundt herude i skoven? Og hvad i alverden lavede hun her?! Ikke at de spørgsmål var relevante lige nu. De måtte afsted, hvis han skulle nå, at redde hendes fod.

"Jeg har en lejr et stykke herfra med min søster og en ven. Vi har både healende urter, samt kogende vand. Lad mig bære dig derhen, og så kan jeg se på din fod. Er det en aftale? Jeg lover, at jeg ikke gør dig ondt," forklarede han hende en smule pædagogisk, mens han gik på hug ved hende, for at glide en arm under hendes knæhaser og en arm under hendes ryg. Så let som ingenting, rejste han sig med hende op i sine arme. Hun vejede ikke særlig meget, og med hans intense træning, der havde efterladt ham stærk og bredskuldret, var det her let. 
"Mit navn er Caleb Veterano. Jeg er magiker," præsenterede han sig, og sendte hende et skævt smil."Bare rolig. Jeg skal nok passe på dig." Han hev hende lidt mere op til sig, inden at han begyndte at gå gennem skoven tilbage mod lejren med forsigtige skridt, for ikke at give hende for meget smerte. Blodet dryppede ned på skovbunden efter dem fra hendes ankel. Heldigvis havde Isabel engang, også sættet fast i en bjørnefælde, så han vidste, hvordan man behandlede den slags ting. Det handlede bare om at være hurtig, nænsom og grundig.

[Ahriana "Master of Time"]

Hun så hans lille smil men nåede aldrig rigtig at fokusere på hans ansigt før hans hånd berørte hendes skinneben. Hun stivnede omgående. Lysten til at flygte sad så dybt i hendes indre. Aldrig var hun blevet berørt af en fremmed så hurtigt. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst og lysten til at forsvinde var større end nogensinde. Dog var hun nød til at indse at denne mængde af smerte blokerede hendes evne til at fokusere på sin magi. Hun kunne ikke fremmane sine runer på nogen som helst måde. Det var både skræmmende og forvirrende på samme tid. Hun var jo forsvarsløs overfor denne fremmede. Selvom det lød som om han ønskede at hjælpe hende så havde hun bare virkelig svært ved at stole på ham. Det at stole på fremmede havde hun simpelthen bare ikke lært endnu. Hendes blik søgte hans ansigt som han kiggede på hende. Frygt og panik måtte være malet i det. Hun var bange for ham, meget endda.
Det var ikke meget hun nåede at reagere på hans ord før han havde sat sig på hug ved hendes sidde og derefter løftet hende op. Hun var let og egentlig ret spinkel under den meget forrevne kjole. Hun så forfærdelig ung ud selvom dette langt fra var tilfældet. Hun holdt hænderne ind mod sin overkrop som på en måde at beskytte sig selv. Hun kunne ikke komme fri af hans greb selvom hun havde prøvet. Smerten i hendes ben var slem så hendes magi var ude af kraft for en stund. De skræmte øjne søgte hans ansigt igen som han snakkede til hende og præsenterede sig selv. Han var magiker som hende? Ikke at det var den store trøst. Hun vidste at man ikke kunne dømme ud fra race alene, det havde hun jo følt på egen krop. Hun bed sig en smule hårdt i læben. "Ahriana" endte hun med at få fremstammet som for at fortælle ham sit navn. Hun begyndte svagt at ryste i hans favn, ikke så meget fordi hun frøs men mere fordi hele denne her situation var hende så uvant! Hun vidste jo slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

[Deleted]

Caleb kunne både se og mærke på hende, hvor bange hun var, men han var vant til den slags. Med sit barske ydre, havde mange sendt ham skræmte blikke. Efter flere år blandt dvasianere, havde han også taget deres måde at tale på til sig, hvilket mange gange havde fået folk til at forveksle ham med et mørkvæsen.
Da hun fortalte ham sit navn, sendte han hende et skævt smil, og hans øje mødte hende.
"Hej Ahriana. Det er en fornøjelse at møde dig," svarede han kækt, inden at han igen kiggede hvor han gik.
Inden længe nåede de til en lille lysning, hvor lejren befandt sig. En bålplads var gjort klar til natten, teltdugen var hejst med de tre sovepladser under. Taskerne lå samlet, og vand var hentet i en spand. Isabel og Saïx var ingen steder at se. De var nok ikke kommet tilbage fra deres jagt endnu.
Forsigtigt satte Caleb, Ahriana ned på det bløde græs.
"Bliv her. Jeg skal lige hente tingene, som jeg skal bruge," bad han, og gav kort hendes skulder et klem, inden at han rejste sig for, at gå hen til taskerne, hvor han fandt sin egen rygsæk. Han rodede den igennem, indtil at han fandt læderpungen, hvor han opbevarede de lægende urter, eliksirer og forbinding.
Den klirrede en smule, da han satte sig på knæ ved Ahriana igen med pungen ved siden af sig. Med den ene hånd trak han spanden med vand hen til sig, så det svuplede en smule. Mens han granskede foden, foldede han ærmerne på sin trøje op.
"Det kommer nok til at gøre lidt ondt, men jeg prøver at være nænsom," kommenterede han, og løftede forsigtigt hendes fod op på sine lår. Knoglen var i det mindste ikke kommet til skade, så det ud til. Med et stykke gennemvædet stof, begyndte han at vaske blodet væk fra hendes ankel. Selvom hans hænder var grove og arret, var hans berøringer overraskende blide.
"Så... Hvad laver du her i skoven? Du ligner én, der har løbet rundt her, i et godt stykke tid," spurgte han, for at sørge for, hun holdte sig selv ved bevidsthed.