Let me in you little brat!

[Deleted]

---

@zean & @elijah

---

Der var ikke gået mange minutter efter en af Zeans dødsengele var dukket op ude foran deres skjulested før Elijah havde været på krigsstien. Elmyra havde da tydeligt sagt til ham at det kun var ham selv der skulle komme forbi! Han havde gået denne dødsengel i møde og forventet at de skulle kæmpe men nyheden han havde fået havde været en ganske anden. Elmyra var blevet angrebet og bragt tilbage til Paggeija. Hun var i gode hænder!? Fandeme nej! Hun skulle ikke være sammen med alle de dødsengel! Ville de overhovedet heale hende eller bare nære sig på hendes smerte? Ja hvis hun altså overhovedet var i live!? Dødsenglen forsvandt igen og Elijah havde søgt ind i hulen. Han havde besluttet sig, han ville tage til Paggeija med det samme. Han overlod ungerne til Demian uden rigtig at fortælle ham hvad der var sket. Han hørte ham råbe efter sig som han skyndte sig ud af hulen igen men han havde virkelig ikke tid til at svare på spørgsmål. Han nåede ud af hulen, slog vingerne ud og fløj så hurtigt som hans vinger kunne bære ham mod Paggeija.

Han landede ude foran Paggeija. Han var forpustet men han havde også fløjet i lang tid. Dødsenglene der stod vagt tog et kig på hans hvide vinger. Angreb? Det var tydeligt at det tænkte det. Elijah havde virkelig ikke tid til det her og dog søgte han ikke ind i byen. Det var en hel byd af dødsengle og han var ikke velkommen her. Han vidste det man han skulle bare se sin mor! Den ene af vagterne skyndte sig op mod Zeans hjem for at advare ham mens den anden søgte mod Elijah. "Jeg er her ikke for at slås! Jeg kommer blot for at se min mor" pointerede han roligt. Dog ville denne dødsengel ikke lytte. Han sukkede irriteret. Dødsenglen nåede helt op til ham med trukket sværd. han svag det for fuldt kræft. Elijah dukkede sig adræt og sendte en knytnæve lige i smasken på den stakkels engel. Han endte med at ryge et godt stykke op i luften før han endte på jorden med et hårdt bump. Elijah sukkede irritabelt. Det her tegnede virkelig ikke godt. Han var ført et par mørke bukser og resterne af en hvid skjorte hang om hans liv. Hans overkrop var nøgen på grund af vingerne som han måtte frigive i hast og hans krop var svedglisende af rejsen til byen.

[Deleted]

Elmyra sov, så vidt han vidste og han havde selv trukket sig tilbage til sit værelse. Han havde prøvet at slappe af og var da også døset hen, da der pludselig blev banket på. En vagt trådte ind inden han rigtig nåede at sige noget, andet end sætte sig lidt groggy op og sendte vagten et uforstående blik.
"Undskyld sir. Men du må komme med det samme. En engel står ved vores port! Hvide vinger, Sir!" Vagter havde et skummelt smil og et svagt smil. En enlig engel...Der var ingen tvivl om vagten havde ideer om hvad der skulle ske med englen. Han sendte vagter et langt blik...Englen?
Pludselig gik det op for ham havde vagten sagde og han sprang faktisk op af sengen. Han greb en af sine sorte skjorter og trak den over sin krop. Han havde ligget med bukser og bare fødder, for han var ikke officielt gået i seng. Ikke rigtig. En hånd gled igennem det strittede hår, da han kom udenfor. Der var ikke langt til porten. Han trak hurtigt et par sko på og satte i løb. Han kunne flyve, men der var ikke langt og han orkede ikke at ødelægge sin skjorte lige nu. På ingen tid var han der, sammen med vagten. En dør i porten blev åbnet, så de kunne passerer. Zean stoppede forundret op...Han kunne mærke englen. Hans blik gled over hans ene vagt, der havde kastet sig ud i en slåskamp med denne engel. Han stoppede den vagt, der havde advaret ham, om at blande sig. I stedet stod han blot og kiggede på denne engel, som han snart genkendte som Hr. Mand, skønt det var længe siden han havde set ham. I et øjeblik gled hans blik over mandens overkrop, der bar præg af at manden havde skyndt sig. Resterne af hans skjorte hang om hans liv. Der var næsten noget eksotisk over det...
Med et svagt smil trådte han nærmere.
"Stop!" forlangte han. Uanset om hans vagt var gået til angreb igen eller om Hr. Mand havde planer om at angribe manden igen, ville hans vagt stoppe op og vende sig mod Zean.
"Lord Forsyth! Det er en engel..." Zean ene hånd gled op i luften og stoppede vagten i at tale, trods han så ud til at have fået et godt slag. Zeans stålgrå blik gled over til Elijah.
"Det ved jeg. Han er min gæst. Lad ham komme ind" forlangte han og uden rigtig at sige mere, andet end blot blinke kærligt til Elijah, vendte han om på hælen og gik tilbage mod sit hjem. Han forventede Elijah ville følge med, hvis han ønskede at se til Elmyra. For det måtte da være grunden til at han var her.

[Deleted]

Elijah vidste at han nok ikke var specielt inviteret til denne her by. Selvom han ikke var fyldt engel så kunne han stadig mærke hadet boble i ham blot fordi han var tæt på sin komplette modsætning. Det var ubehageligt men hans mor var inde på den anden side af disse porte og han skulle nok komme derind. Dog ville det nok ikke være det bedste bare at brase ind, det var derfor han pænt stod her uden for og ventede selvom vagterne så ud til at have helt andre tanker med ham. Han sukkede irritabelt. Havde de virkelig ikke bedre ting at tage sig til end at genere en gæst? Åbenbart ikke. Han himlede med øjnene som vagten angreb ham. Det var let for ham at undvige. Det var helt og aldeles ubesværet for ham og slaget kom prompte bagefter. Dødsenglen endte på jorden med en klonk og det var faktisk først herefter at Elijah opdagede hvem der var dukket op. Zean stod foran ham i skjorte og bukser som kom han lige fra arbejdet ... Skulle han ikke tage sig af Elmyra? Elijah skiftevis knyttede hænderne og slappede af i dem igen. Han havde virkelig lyst til bare at flå vingerne af denne her lille orm for hvad han havde gjort ved Myrina men ak, han kunne ikke gøre det nu og han måtte heller ikke gøre det for hans mor. Af en eller anden grund holdt hun af ham selvom Elijah virkelig ikke forstod hvad hun så i denne dødsengel.
Som Zean kaldte ham sin gæste kunne han træde nærmere. Vagten som var gået ud som et lys vågnede en smule op og Elijah fnøs kort af ham før han søgte over til Zean. Den anden vagt kiggede olmt på ham og mest af alt havde han lyst til bare at slå denne engel ned også og få det overstået men han holdt sig i skindet. "Hvordan har hun det?" spurgte han roligt. Han kunne lige så godt gå til sagen. Han var her for hende, han var udelukkende kommet fordi hun var her og ikke for noget som helst andet. Det faktum at Zean blinkede til ham fik ham blot til at kigge en smule forvirret efter ham før han så endte med at søge med. Byen ebbede virkelig af dødsengle. Det var næsten til at blive helt syg for ham. Blikket gled stille rundt. De så da ud til at have logeret sig godt her i byen. Som hans blik gled rundt faldt det på de ødelagte tårne som var ved at blive genopbygget. En rolig hånd kørte han igennem sit brune hår før opmærksomheden vendte sig tilbage til Zean.

[Deleted]

Hans engle var gået lidt voldsomt til den. Normalt, som han havde instrueret dem til, burde de vente til han eller en anden, der måske fik besøg i byen, var kommet for at verificerer at personen var god nok. Hvem end der førte en person ind i byen, fik ansvaret for denne. Og så var der selvfølgelig de folk, der kom ofte nok, til at de bare lukkede dem ind. Som Elmyra.
Afslappet gik han op mod sit hus. Tårnene var ved at blive lavet og døgnet rundt kunne man høre larmen fra dem, fra metal og sten der blev hamret mod hinanden og se hans engle orme sig rundt mellem tårnene. Det ville tage en del tid før de var færdige.
Hans blik gled over til Hr. Mand. Denne gang var det hans territorium de befandt sig på og ikke Hr. Mands eller Elijahs mors.
"Hun hviler sig. Jeg rensede hendes mindre sår og sørgede for hun fik alt hun havde brug for, en healer fra byen helbredte hendes brækkede ribben" sagde han ligeud. der var ingen grund til at lyve om det.
"Men hun er bekymrende træt. Det ligner hende ikke" indrømmede han samtidig, før de nåede hans hjem og han åbnede døren. Han holdte den kort for Elijah, men lod den glide i bag dem. Med et snuptag havde han krænget sine sko af, ganske enkelt fordi det var mere behageligt sådan. Folk der kendte ham, ville vide at han blot var afslappet klædt og ikke rigtig klædt fordi han havde arbejdet som sådan. Han havde ikke rigtig noget arbejdstøj, på den måde, skønt han havde fint tøj, til når han skulle til møder.
"Denne vej" med en håndbevægelse stoppede han en af tjenerne der var kommet for at hjælpe dem. Hun nejede let og forsvandt. Zean gik op af trappen og ned af en gang, til de kom til det første gæsteværelse. Han bankede let på døren, men uden rigtig at vente på svar, åbnede han døren og trådte ind i rummet. han holdte døren for Elijah, så han kunne løbe over til Elmyra og kramme hende, som var hun døden nær. Det var i hvert fald hvad han forventede, mere eller mindre.

[Deleted]

Elijah regnede ikke med at det var ofte at der kom engle til Paggeija normalt. Det naturlige had som lå i deres racer kunne vel bare ikke bekæmpes. Han sukkede irriteret. Selvom han hadede dødsengle og især Zean, så var han her ikke for at slås. Han var her for at se til Elmyra. Hun var jo for pokker såret! Han var her ikke bare for sjov. Han vidste at hun allerhelst så at han ikke tog herhen, hun havde bedt ham om at holde sig fra dnene her by og fra Zean men lige nu havde hun bare ikke noget at skikke have sagt.
Elijah fulgte roligt med Zean mens han lyttede til hans ord. Han havde selv taget sig af hendes mindre sår men havde måtte lade en anden heale hende. Et lille smil kunne ikke lade være med at brede sig på Elijahs læber. Den lille dødsengel var altså ikke almægtig? Det var et sted en glædelig tanke for ham. "Hvem angreb hende?" spurgte han roligt. Et tak burde måske have lydt men endnu var det ikke et ord som Elijah kunne ytre til Zean. Han hadet ham stadig alt for meget. Der blev kigget efter ham som de gik gennem byen. Selvom han havde fået sine vinger til at forsvinde så ville han aldrig kunne komme af med den aura som naturligt fulgte med hans race. De nåede huset. Elijah lyttede til Zean som han fortalte om hendes symptomer. Var hun måske syg igen? Zean ejede ikke de healende egenskaber så han kunne vel ikke fornemme den i hende og det var slet ikke sikkert at de andre healere vidste hvad de skulle kigge efter? Han sukkede stille og kørte en hånd igennem håret. Hvis hun var blevet syg igen så var chancen for at hun ville dø ret stor. Det var en skræmmende tanke for ham. Han blev ført til hendes værelse og Zean åbnede døren for ham. Elijah kiggede ind på den stadig sovende Elmyra der lå i sengen. Han knyttede næverne en gang og gik så med rolige skridt over ved siden af hendes seng. Han satte sig på sengen og lagde roligt en hånd mod hendes pande. En let gylden glød strålede fra hans hånd som han healede og undersøgte hendes krop efter tegn på sygdommen men han kunne slet ingen finde. Det var mærkeligt. "Hun var også så træt her den gang hun var syg men jeg fornemmer ikke sygdommen i hende længere som jeg gjorde det før. Hvornår kom trætheden?" spurgte han roligt og vendte blikket tilbage mod Zean. Lige nu var han den eneste som kunne give ham nogle svar.

[Deleted]

Hans blik gled over Elijah, som han gik gennem lokalet og satte sig på sengekanten, for at lægge panden på sin mor. Han lukkede døren efter dem, så de kunne være i fred, da han selv gik over ved siden af Elmyra. Hans arme gled over kors, som han så ned på hende. Lige nu sov hun og hendes vejrtrækning var normal...Næsten. Den var lidt for tung, som var hendes krop fuldstændig ødelagt eller som om hun var svag eller blev svagere. Hun havde mere eller mindre sovet, siden han havde bragt hende her og hjulpet hende. Han besad en stor viden om sygdomme og om urternes healende egenskaber, men han kunne ikke heale. Hans blik gled en smule nysgerrigt over Elijahs hånd.
"En der hedder Dixie, en...sensuel, flamme-ild-is dæmon..." hans hånd viftede kort i luften. Den eneste grund til han overhoved vidste hvad Dixie var, var takket være at Arona havde arvet det.
"Det er ikke som hendes sygdom..." gav han ham ret, mens han tyggede lidt på indersiden af sin kind. Han trådte nærmere og satte sig på hug ved siden af sengen. Hans ene hånd gled frem og to fingre lagde sig over siden af Elmyras hals, da han både ønskede at mærke hvor varm hun var og hendes puls. Der var uden tvivl noget galt...Hvis det havde været almindelig træthed, som han havde troet i starten, ville hendes krop slappe meget mere af nu, hvor hun faktisk sov. Men i stedet virkede det som om den kæmpede mod noget.
"Hun var træt allerede da jeg fandt hende, men hvem er ikke træt, når de er blevet gennemtæsket?" hans blik gled op til Elijah, da han fjernede hånden igen og i stedet hvilede sine arme på sengekanten, ganske afslappet.
"Nogen ideer?" spurgte han. Personligt vidste han det ikke rigtig. Han havde aldrig healet særlig mange dæmoner, måske til dels de var en stærk race og de fleste kunne klare sig selv på en eller anden måde.

[Deleted]

Elijah satte sig forsigtigt og lod hånden hvile mod hans mors pande. Han sukkede stille. Det var ikke sygdommen der denne gang rasede i hendes indre. Dette var noget ganske andet men hvad vidste han virkelig ikke. Efter lidt tid stoppede han stille og tog hånden til sig. Måske han skulle have haft taget en anden ild dæmon med? Der var trods alt ting og sager de kunne føle i hinanden som han ikke kunne. Han sukkede stille som blikket gled over på Zean som han roligt kom dem nærmere. Selvom han ikke brød sig om manden så havde han faktisk et indtryk af at Zean faktisk passede en smule på Elmyra hvilket kun kunne glæde ham. Da han fik af vide hvem der havde angrebet hende sukkede han opgivende. "Dixie er om muligt mere hidsig end Elmyra er. Hvad skændes de om?" spurgte han roligt. Han havde en svag erindring om Dixie fra han var lille dreng på børnehjemmet. Selv i den unge alder havde hendes sensuelle dæmon trukket i ham. Han havde kun mødt hende en gang siden og det var da hun var der for at droppe den lille pige af som han stadig ikke kendte navnet på. Elmyra havde sagt at hun var blevet adopteret ret hurtigt så han havde egentlig ikke tænkt mere over det.
"Hvis det var hendes sygdom så ville det kunne mærkes i hendes indre. Det her er .... underligt" endte hen tænkende. Han vidste virkelig ikke hvad det kunne være. Han bed sig let i læben. Han havde ret? Hvem var ikke træt og udmattet efter de var blevet gennemtævet? Selv havde han da fået nogle tæv igennem livet. Han vidste at det kunne være udmattende for kroppen at komme helt i orden igen men alligevel? Hun var jo blevet healet så hun burde ikke have det på denne måde. Om han havde nogen ideer? Han vidste det faktisk ikke. Han lukkede øjnene og knyttede næverne en smule. "Is dæmoner er ild dæmoners største svaghed og Dixie er endnu mere farlig end så mange andre. Elmyra fortalte mig om hende da jeg var helt lille. Fordi Dixie har den blanding som hun har så har hun fornået at kombinere de to kræfter som ellers burde være umulige at forene. Hvad kan Dixie dog have gjort ved hende? Har du tjekket hendes krop for andre ting? Sår? Mærker? Et eller anden som kunne forklare det her?" endte han spørgende. Zean var endnu en gang den som sad med de fleste svar og han ville have så mange af dem som det var ham muligt.

[Deleted]

Nej. Det ville være synd at sige han holdte af Elijah. Siden hans oplevelse med Rei, havde han set på mænd med et mere åbent sind. Elijah var skam ikke den grimmeste, slet ikke, når han sad i bar overkrop. Mange engle havde en muskuløs overkrop, tænkte han, fordi vingerne krævede en del muskler at styre og flyve rundt med. Men selv om de ikke brød sig om hinanden, sad de her og diskuterede Elmyra, som de begge helst så overleve. Han truttede let med munden og hvilede sin hage på sine arme, mens han så på Elmyra og ventede på om Elijah havde nogle ideer.
"Jeg ved ikke hvad de skændes om. Ingen af dem ville sige det. Kvinder!" sukkede han svagt og rejste sig op, da han fik ondt i fødderne af at sidde sådan. Han så tænksomt på Elijah et øjeblik. Sår, mærker? Hun havde rifter og små sår efter Dixie havde tæsket hende, men intet hun ikke ville komme sig over. Men han havde ikke set unaturlige mærker eller andre ting i den stil. Kunne Dixie mon havde sat et mærke på hende?
Der gik et øjeblik før han huskede noget om at Dixie havde nævnt ren ild...Måske havde hun...
Han trådte over til Elmyra og kiggede ned på hende et øjeblik. Det ville forklare mange ting, hvis Dixie havde efterladt et form for ismærke på hende! Det kunne gøre hende svag og måske dræbe hende. Lidt viste han jo.
"Det giver mening. Men hvis det er sandt, hvis Dixie har sat et mærke på hende, er det vigtigt vi finder det hurtigt...Det giver så meget mere mening...Dixie sagde noget til mig, inden hun gik...Noget om ild. Jeg tænkte ikke rigtig over det da. Jeg har allerede undersøgt en stor del af hendes krop for skrammer og der så jeg intet. Måske sidder det under hendes tøj? Eller måske..." Zean, i nogle hurtige skridt, gik ned til fodenden af sengen. I et snuptag hev han op i dynen og kastede den ind over Elmyra, så hendes ben og fødder kom til syne. Han havde tjekket hendes arme, hænder, hoved, hals, mave og en healer havde taget sig af hendes ribben. Det eneste der ikke rigtig havde fået opmærksomhed var ben og fødder.
Zean tog blidt rundt om først den ene fod, så den anden. Hans øjenbryn gled sammen i forundring, da den ene fod var helt kold. Det var ikke normalt. Slet ikke for Elmyra. Han drejede den, så godt han kunne, uden at vride den af led...
"Jeg tror der er noget her. Mærk. Den er kold" opfordrede han Elijah.

[Deleted]

Kvinder? Det var sgu ikke kun fordi de var kvinder. Dæmoner havde det bare med at holde deres indbyrdes kampe for dem selv. De delte ikke med andre på den måde. Det var noget han havde lært at leve med. Selvom Elmyra var udstøt af det Dæmoniske samfund så bare hun stadig præg af deres indelukkethed. Hun gik som regel selv med sine problemer og prøvede at løse dem selv. Det var dybt irriterende men hvad pokker kunne han gøre ved det? Han kunne kun ikke andet end at være der for hende og støtte hende. Hendes blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Han kunne ikke lide at se hende på denne her måde. Slet slet ikke. Dog måtte Elijah vende blikket mod Zean. Det så ud som om han havde realiseret noget som han ikke havde tænkt over før. Nysgerrigheden meldte sig hos Elijah som han rejste sog fra sengen. Armene gled roligt over kors mens han lyttede til Zeans ord.
Et mærke af is? Det kunne ligne noget som Dixie kunne finde på. Hvad sagde hun til dig? Is er dødeligt for ild dæmoner. Hvis det virkelig er sådan det er forgået så har hun ikke lag tid igen. Det er alligevel næsten to dage siden hun blev angrebet" endte han bekymret. Han bed tænderne lidt sammen og prøvede at ignorere Zeans kommentar. Hvor meget af hendes krop havde han kigget efter? Nej, faktisk så ville han slet ikke vide det. Han rystede let på hovedet og bed sig let i læben som Zean hev dynen op over hovedet på hans mor. Hvor var det har bare forkert at kigge på. Han kunne slet ikke have det! Ved hans ord søgte Elijah ned for fodenden ved hans side. Han tog roligt om hendes fod og endte med en ret så overrasket mine. Det her var unaturligt. "Ikke en gang da hun var syg var hun så kold" mumlede han, nok en smule mere til sig selv en Zean. Hans blik gled roligt over hendes fod. Han kunne ikke se noget som helst andet end hendes hud. Hans blik gled til Zean igen. "Der er en chance for at hvis der er et mærke på hendes krop at det kan flytte sig. Måske det er startet her og så går hele vejen op til det rammer hendes kerne ..." han tav og gik rundt om sengen. Han lagde sig let ind over den og lod en hånd hvile på hendes ben, det samme ben som Zean også havde fat i. "Hun er også kold her. Gad vide hvor langt op det går" endte han tænkende. Hvis det flyttede sig ville det være svært at finde. Hvad pokker skulle de stille op! Uden en Is dæmon ville de så overhovedet kunne rede hende? Han begyndte efterhånden at tvivle.

[Deleted]

Han så op på Elijah, som han snakkede. Hans blik gled ned til Elmyra, som hans hænder gled op af Elmyras ben, for at mærke hvor koldt det var, der hvor Elijah rørte. Hans ene hånd gled over Elijah og rørte den for et øjeblik...
Han satte et knæ mellem Elmyras ben, for at kunne læne sig ind over hende. Til sidst stod han på alle fire, da han skubbede dynen yderligere væk fra hendes ellers kolde krop. Hans hånd gled helt op til hendes mave, under hendes tøj, med en betænksom mine.
”Nej, hun er varm på maven” kommenterede han så. Der var noget komisk ved at diskuterer dette med Elijah. De ønskede begge hun var sund og rask, men han var van til at arbejde alene og uden nogen til at kommenterer eller komme med deres ideer eller teorier. Og så taget i betragtning Elijah var en person han normalt hadede en hel del. Han satte sig til rettede ved siden af Elmyra, på sengen, før hans hænder, uden tøven, gled over hendes bukser for at løsne dem. Det kunne være Elijah tænkte det var forkert, men de måtte altså se hvor det var og hvor langt det var nået. Og dette var den nemmeste måde. Hans ene hånd gled ned over hendes hofte, da han havde løsnet hendes bukser, for at mærke hende på huden.
”Hun er kold på hofterne...Jeg vil gætte på det er nået til tarmregionen nu” han slap hende igen og så lidt på hende. Nu havde de en ide om hvad hun fejlede. Hvordan skulle de hjælpe hende? Kunne en isdæmon fjerne mærket igen? Men selv hvis de kunne, havde de ingen her.
”Vi bliver nød til at fjerne hendes bukser, så vi kan finde mærket og komme til det” han hoppede ned fra sengen og strakte sig en anelse, mens han så tænksom ud.
”Dixie nævnte noget om ild. Måske vi skulle smide hende på et levende bål og se om det hjælper?” foreslog han så. Uanset hvad ville Ellie kunne kontrollerer ilden og ikke selv brænde op. Men måske ville mærket forsvinde. Dixie havde jo nævnt noget om ild...Og de havde jo ikke ligefrem meget tid tilbage. Det flyttede sig ret hurtigt, trods alt. Han hadede lidt sig selv for ikke at have opdaget det tidligere.
”Eller bare nøjes med at føre levende ild hen til stedet...Almindelige ild. Tror du det vil hjælpe?” Uanset hvad var det vel deres bedste bud?