A helping hand

[Deleted]

Kieran Pamariaz Acheron - @isabel

Sted: Et sted udenfor Ityrial

Tid: Aften

Sneen gjorde det sværere at løbe, og alting så ens ud. Det gispende åndedræt kunne ses som en hvid sky ude foran de adskilte læber, mens solen var ved at forsvinde ude i horisonten. Alt blev badet i et gyldent varmt lys, der fik sneen til at skinne i øjnene, så man blev blændet. Isabel’s korte, røde hår gnistrede som flammer, mens hun kæmpede sig frem. Nu og da vente hun sig rundt, for at skyde en flamme afsted over skulderen mod de fire forfølgere, hun havde i hælene. Deres sorte uniformer med Forsyth seglet på brystet, sagde det hele. Det var Manjarno soldater. Mørkvæsner.
Caleb havde taget Saïx med sig en anden vej, så de havde delt sig op, for at skille forfølgerne ad. Fire var løbet efter hende, seks havde fulgt efter hendes lillebror og ven. Bare de kunne klare sig.
En frossen sø kom til syne foran hende. Isen så tyk nok ud til at gå på, så uden at tøve flygtede hun direkte ud på den. Støvlerne gled en smule, hvilket var lige ved at få hende til at glide, men hun holdte sig oppe ved at vifte kraftigt med armene. Soldaterne tøvede en smule, men fulgte så efter hende. Lige så kæmpende om at blive stående på benene som hende.
De havde fulgt efter dem lige siden udkanten af Ityrial, hvor de var blevet opdaget. Pokker tage dem. Problemet var at med alle de eftersøgte-plakater af hende og Caleb, var de blevet en genkendeligt mål. Caleb med hans ene øje, og hende med sit korte, røde hår. Ikke mange kvinder holdte deres hår kort. Ikke nok med det, så iførte Isabel sig også praktisk tøj, som skræddersyet bukser, skjorte og en smule rustning. Tøjet var godt nok slidt og gammel, men det var hvad hun havde.
Et lyn passerede lige forbi hendes ansigt, der fik hende til at dukke sig. Fandens til mørkvæsner! Hun var ikke sikker på, om hun kunne tage dem alle sammen alene. Tøjet gjorde det svært at løbe, fordi det var så tykt, og hun var træt efter den lange flugt. Der var kun én ting at gøre.
Gispende stoppede hun op midt på den tilfrosset sø, og vendte sig mod sine fire forfølgere. Ligesom hende bremsede de op. Nogen af dem trak deres sværd, mens andre fik deres magi til at bølge frem. Isabel’s grønne øjne vogtede dem intenst.
”Blev du træt lille heks?” hånede én af dem, mens de begyndte at prøve at slå ring om hende. Hun bakkede tilbage, for ikke at lade dem komme bag hende.
”Træt af at flygte, ja. Jeg kan meget bedre lide, at kæmpe,” svarede hun spydigt tilbage, og trak ligeså sit sværd fra bæltet. Hendes blik gled søgende rundt, men de stod midt ude på søen. Med en lav mumlen lavede hun beskyttende barriere omkring isen, hun gik på. Bare så ingen kunne knuse den under hende med en besværgelse. Hun var virkelig trængt op i en krog.

[Deleted]

På trods af den blå flamme, der svævede få centimeter over Kierans ene håndflade, prikkede kulden alligevel som sylespidse nåle i hans kinder, hans ører og især hans fødder, der kun var dækket af et par efterhånden godt slidte støvler. Hans ånde forlod hans læber i form af store, hvide skyer og nu, hvor solen var på vej ned bag horisonten, blev kulden kun mere og mere gennemtrængende. Sulten gnavede i hans mave som et kommanderende, grådigt dyr og på trods af den store portion suppe, hans morgenmåltid havde bestået af, følte han sig helt svimmel.

Det her ender galt... tænkte han. Hvad lavede han dog også? Sne dækkede landskabet så langt øjet kunne se, han var sulten, hans tøj var hullet og hans fingre - og uden tvivl også hans tæer, hvilket han ikke engang turde tænke på - var begyndt at antage en lettere lilla farve. Det eneste, der holdt ham kørende, var den magiske flamme, han havde fremmanet til at holde sig varm. Den flakkede dog mere og mere, og han vidste, at han inden længe ville være fuldstændig drænet for energi. Han ville ende med at falde i søvn og sove stille ind i sneen.



Pludselig dukkede nogle skikkelser op forude. Kieran gispede, og tænkte, at redningen var nær, men da han fik kigget ordentligt efter, kom han hurtigt på andre tanker. Forude stod en kvinde med sværdene fra fire soldater rettet imod sig. Teorien om, at han netop var ved at overvære en overfaldelse af en ung, forsvarsløs pige faldt hurtigt til jorden da han så, at hun lige så havde hævet sit sværd.
Tankerne fór igennem hans hoved med lynets hast, og han var langt fra nået frem til en konklusion på, hvad han ville gøre, før han trådte ud på isen. Lige meget hvad denne kvinde havde gjort sine forfølgere, kunne enhver dele Kierans mening om, at dette på ingen måde ville være en fair kamp. Fire imod en? Og endda to store brød med sværd og to, der så ud til at besidde magiske kræfter. Nej, vel?

Flammen i Kierans hånd blussede op til dobbelt størrelse, og pludselig var det, som om al træthed, kulde og sult blev fortrængt. Som om han endelig var trådt ud af den døsige drømmeverden, der i første omgang havde ført ham så langt væk fra byen.
"Hey!" råbte han, og til hans store fornøjelse gav hans stemme genlyd henover den flade, tomme is under dem. "Hvad tror I, I har gang I? I har vel ikke tænkt jer at banke det stakkels, forsvarsløse kvindemenneske sønder og sammen? Hvad vil folk dog ikke hviske bag jeres ryg, hvis de finder ud af, hvordan I skulle fire fuldvoksne mænd til at ligge hende ned?"

[Deleted]

Lyden af et råb fik det til at gibbe i Isabel, hvis blik flygtigt flakkede over mod skikkelsen, der kom gående mod dem. Hun var dog fuldkommen opmærksom på at holde sværdet hævet, hvis mørkvæsnerne skulle angribe hende. I et kort sekund havde hun håbet, det var Caleb, men det braste med det samme ved synet af personen. Det var dog tydeligt at han var noget magisk med den blå flamme, der blussede frem i hans hånd.
Selvom hun stod midt i denne her svære situation, blev hun stadigvæk fornærmet over hans beskrivelse af hende. Stakkels, forsvarsløse kvindemenneske? Typisk mænd! Man kunne stå med et sværd hævet, og de troede stadigvæk, at man bare ville give sig til at hakke voldsomt med det. Heldigvis havde han også taget mørkvæsnernes opmærksomhed. Forsvarsløs... hun skulle vise ham.
Med sin ene hånd gjorde hun en skubbende bevægelse mod en af soldaterne, der lige skulle til at åbne munden for at svare den fremmede. Med et udbrud blev han revet tilbage, som om en eller anden store hånd, havde grebet fat i ham. Han landede en snedrive længere væk.
"Tag dem!" råbte den anden soldat, og de tredje resterende sprang frem. Èn mod den fremmede, de to andre mod Isabel, der allerede stod klar. Hun parrerede det første angreb fra et sværd, og skubbede hårdt angriberen til side med skulderen, så hun kunne nå at forsvare sig mod den næste, der angreb hende med magi. Hun nåede akkurat at skabe en magisk barriere, og gled så frem, for at hugge ud efter ham med sværdet. Forsvarsløs.... right.
Hun bevægede sig flydende og fleksibelt i en perfekt balance mellem fægtning og magisk duel. Selvom at hun stod på glat is, kunne hun holde sig nogenlunde stabil på bene. Da soldaten med sværdet kom mod hende igen, sparkede hun noget fin isstøv op i hovedet på ham, så han kort blev blændet, hvilket gjorde, at hun kunne hugge ham ned. Død faldt han om på isen, der med det samme blev farvet rød på grund af blodet.