We have to do something about it!

[Kimeya Marvalo]

@demi

---

Det var sent. Hvor sent, havde end ikke Kimeya styr på. Det var stort set altid mørkt i Dvasias. Søen afspejlede dog det smukke måneskær, så det lyste op. Op i den forstand, at det var muligt at se noget som helst.
For en gangs skyld, valgte Kimeya at tage fat i en fortid, som han ellers igennem så forbandet mange år, havde forsøgt at flygte fra. Han havde problemer nok som det var i forvejen, og særligt fordi at mange af dem, som han rent faktisk havde omkring sig, var folk, som han ikke vidste om han kunne stole på. Demian var meget som ham selv.. en skovl var en skovl, og en spade var en spade. Det var i det mindste et sprog, som han kunne forstå.
Den unge mand havde han tilkaldt på den måde, som han nu fandt det bedst og nemmest: Via blod og via tanker. I og med, at den unge mand var en direkte efterkommer af ham, ville han snildt kunne mærke det, så et sted handlede det vel egentlig bare om at vente på at den unge mand ville dukke op? Børn havde nu og da, altid været et meget ømt punkt for ham, og endnu værre var det, at han ikke havde et forhold til sine egne. Dette havde han i sinde, at gøre noget ved nu.

Den kolde vind slog ham direkte mod ansigtet. Han vendte blikket ned. Eriz... Zean.. alle de problemer, som han skulle slås med, og særligt fordi, at han endnu ikke vidste, om han kunne eller burde stole på nogen af dem, så var det forbandet svært! Yuuki var i live.. så meget vidste han, og gud hvor han dog hadede og foragtede den tanke! Det gjorde ham direkte vred at vide, at det var sådan at tingene rent faktisk måtte forholde sig.
Kappen blafrede bag ham, selvom det nu på intet tidspunkt måtte røre ham. Hvorfor pokker skulle det? Armene lod han søge over kors. Nu var det på tide, at gøre noget ved det. Demian var vred.. han var vred, fordi at han ikke forstod hvorfor. Nu var det bare på tide, at få gjort noget ved det!

[Deleted]

Det var en af de dage hvor Demian stadig ikke have hørt noget nyt omkring sin mor og Nathaniel og som altid havde han svært ved at lukke et øje om natten. Han stod for nu blot i stearinlysets skær og betragtede Ellie, Docuz og hans lillesøster sove så ganske tungt. Ved at være begravet i hulerne som de nu var nød til, så gav det ikke ret meget plads til solens stråler. Måske det også var for det bedste for de små?
En svag puls skubbede til hans hjertebanken og en fornemmelse af noget fremmede bed han straks mærke i. Han kiggede rundt først rundt i værelset bare for at vide sig sikker på om der var noget omkring dem. Han tog sin kappe i hånden først inden han søgte ud af værelset og slog kappen om sine skuldre. Vinden bar med sig endnu en fornemmelse af en meget velkendt fornemmelse og egentlig brød han sig ikke om den. Sandt var det at han ikke var bange for sin far, men han ville ikke til at bringe Ellie eller de små i fare.
"Hvem der?" Hviskede han svagt for sig selv og bevægede sig i en fast retning mod udgangen af hulen hvor essensen af hans fars aura bare blev stærkere for hvert et skridt han tog, men da han først endte udenfor var der intet at se. For et øjeblik troede han bare at det var hans sind der spillede ham et puds. Måske var han bare urolig for ingenting? Vinden der havde lokket ham herud havde lagt sig fuldstændig. Han sukkede af lettelse. I det mindste var der ingen fare på færde.
Han stod blot for et øjeblik og tænkte over hændelsen, men end ikke gav det ret meget mening før fornemmelsen kom tilbage og slog ham i brystkassen som en stor trykbølge. En hvisken, en velkendt stemme og en klar og tydelig aura skinnede igennem. Han lukkede øjnene og tog en dyb vejrtrækning og koncentrerede sig med sit fulde fokus rettet mod energien. En mørk sky slugte ham fuldkommen og da han først åbnede øjnene igen stod han med et udsyn over en bred sø.. midt i en skov?
Han kiggede forundret omkring sig inden han bemærkede et omrids af en menneskelig skikkelse. Han kneb øjnene fast sammen og trådte roligt nærmere uden at tage forbehold for følgerne af hans valg. For alt han vidste kunne det være en drøm ligeså vel som det kunne være ren virkelighed. Han havde aldrig prøvet at blive hidkaldt på denne måde før nemlig.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at det her var et kæmpe sats, men han havde virkelig ikke noget andet valg. For en gangs skyld, valgte han at tage fat i en af de ting, som rent faktisk irriterede ham mest. Laqisa havde han ikke set skyggen til, siden hun var ganske lille, og Demian... det havde været den ene gang han havde været i Imandra for at tjekke det hele ud. Ikke at han fortrød. Selv den forbistrede lille møgunge, var en som han havde skænket en tanke eller to efterfølgende.
Og endelig stod han der. Kimeya vendte blikket direkte mod hans skikkelse, som han kunne fornemmel at knægten måtte stå der. Svagt måtte han knibe øjnene sammen. Nej, det var bestemt ikke tiden til at blive vred. Det var slet ikke derfor, at han havde valgt at kalde sin egen søn til sig. Faith ville ganske vidst flå hovedet af ham, om hun vidste, at han tog fat i Yuukis afkom, men sagen var vel, at han ønskede at komme til bunds i denne sag, og særligt fordi at det omhandlede hans egne børn. Det var slet ikke noget som sagde lidt.. tvært imod, så var det en sag som lå ham ganske nær til hjertet.
"Endelig kom du," sagde han kort for hovedet. Ikke fordi at han var den mest tålmodige mand. Det havde han jo rent faktisk aldrig nogensinde været, og dette var bestemt heller ikke ligefrem noget undtag. Han blev stående, mest for at understrege for hans egen søn, at han på ingen måder, var ude på at gøre ham noget eller noget som helst. Hvorfor skulle han ellers bruge tid og kræfter på det her, hvis han kun var ude på at påføre ham nogen skade? Det var jo slet ikke noget, der gav mening på noget tidspunkt. Han lod armene søge over kors. Knægten skulle nok afreagere, særligt efter deres møde fra sidst.. At lænke ham på den måde, midt på åben gade, var bestemt heller ikke noget, der faldt i den gode bog!
"Du, min dreng, er svær at spore," sagde han endeligt, som han lod hovedet søge på sned. Han var stadig ikke ude på at gøre ham det mindste.

[Deleted]

Kimeya kom til syne ikke ret lang tid efter at han havde fået øje på mandens skikkelse mellem træerne. Hvad hans far i og for sig ville ham kunne han godt undre sig en smule over, men i udgangspunktet ville han blot lade tvivlen komme ham til gode.
"Jeg er nok mere overrasket over at du vælger at opsøge mig. Frem for at have svært ved at opspore mig." Kommenterede han sigende og stoppede op da han kom tæt nok på til at kunne skimte sin fars ansigt i mørket. Det ville have været en del nemmere at bemærke ham hvis han stadig havde været vampyr, men det betød i sidste ende ikke lige så meget. Han stoppede begge hænder i sine lommer så kappen kunne lukke sig sammen omkring ham. Det var i den grad stadig kølig i nattetimerne, ikke et klima han kunne ignorere lige så nemt længere.
"Jeg gætter på at du har noget på hjertet? hvis ikke din vrede stadig higer dig til at flå hovedet af mig?" Spurgte han prøvende, som for at invitere Kimeya til bare at komme til sagens kerne i stedet for at rende rundt omkring busken. Han kunne ikke undgå at lide af samme mangel på tålmodighed som sin egen far. Det var jo det der også var sket da han havde kæmpet for at finde en løsning på Ellie's tidligere problem. Og nu hvor han døjede med den selv - et traumatisk tilbage træk efter en voldtægt - så var det bare ikke særlig nemt for ham at håndtere det at være tæt på andre, specielt ikke kvinder. Han var blevet indelukket og havde i den grad taget afstand fra sine vante omgivelser. Rei havde han dannet et forhold til udelukkende fordi at det var ham der havde været ansvarlig for hans egen overlevelse. Yuuki vidste det udmærket godt og var på ingen måder vild med idéen, men han var efterhånden ved at være kørt træt i hendes paranoide holdninger til sin omverden. Han hadet hende ikke for det og det var fuldt ud forståeligt i hans øjne, men han kunne bare ikke gøre noget ved det længere. Uanset hvor meget han elskede sin mor, så ville hun aldrig blive normal igen før at hun direkte fik løst den konflikt med Kimeya og den tanke alene var ham noget så forfærdelig.

[Kimeya Marvalo]

Hver ting til sin tid. Kimeya skulle jo trods alt starte et sted, og et sted var han vel bange for, hvad han ville blive mødt af, om han selv havde valgt at opsøge knægten? Hans blik hvilede fast på hans skikkelse. Et levn fra hans fortid med Yuuki. En tid, som selv havde kostet ham så frygtelig meget og som han endnu måtte bøde for. Det var et hårdt liv, så at sige, og det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han kunne gøre synderlig meget ved det, når det nu endelig var.
"Forundrer det virkelig dig, at jeg vælger at gøre det på denne måde?" spurgte han direkte. Han lod hovedet søge let på sned. Hans hjerte hamrede derudad. Han stod her ikke for at skulle fortsætte krigen som nærmest var startet op i Imandra. Det var slet ikke grunden til at han stod her, som han gjorde lige nu. Tvært imod. Han knyttede næverne let. Demian kunne nu alligevel vække den vrede i ham. Han brød sig bestemt ikke om det! Han rystede det af sig. Han kunne virkelig ikke tillade sig at ødelægge det nu. Ikke nu hvor han selv følte, at han for en gangs skyld, var klar til at gøre noget ved det, som han igennem så mange år, havde valgt at skubbe fra sig.
"Kald det for... far-og-søn-tid.." begyndte han direkte. Under normale omstændigheder ville han aldrig have påtaget sig den titel, og særligt ikke på denne måde, men for nu følte han, at han godt kunne. Han var jo Demian og Laqisas far, og det var vel bare på tide, at han tog det til sig? Yuuki var straks en anden sag, og særligt fordi at Rei så oplagt havde valgt at lyve for ham! Han tog et enkelt skridt mod ham. Han bad vel et sted knægten om at åbne op for ham? Og muligheden? "Læg din vrede til side, Demian," sagde han direkte. Han var der på ingen måder for at forvolde skade af nogen slags. Han var der rent faktisk for at tale tingene igennem, for en gangs skyld.

[Deleted]

Det var virkelig underligt at se sin far i et lys som det her. Nok havde han ikke lysten til at flå hovedet af ham, som for så mange år siden, men.. at han direkte skulle høre Kimeya stå og kalde det for 'far-og-søn-tid' satte han fuldkommen af sporet. Vantro hævede han det ene øjenbryn og betragtede blot sin far med en forunderlig forvirring over sammensætningen. Han genkendte som end godt følelsen bag det... han havde haft den mange gange før i dag. Han havde ofte haft lyst til at opsøge Kimeya og direkte undskylde for sin opførsel tilbage fra den gang han ikke havde været meget mere end 18 år gammel. Frygtelig ny indenfor næsten alt... især den kontrakt han langt om længe var kommet ud af igen.
"Jeg var vred på dig for mange år tilbage. Mange ting har ændret sig siden... siden jeg forsøgte at gøre det af med dig. Efter det har mit objekt aldrig været at udrydde dig, men derimod at beskytte min mor fra dig." Påpegede han sigende. Nej vreden var ikke den der var størst i ham, men den blev nemt reflekteret i hans skuffelse over hvor lidt interesse at Kimeya havde ønsket at kendes ved ham. Barndommen var reddet på sin vis takket være Nathaniel, men det sorte og tomme hul der hærgede hans indre, var ene og alene Kimeyas skyld. Han ønskede at komme på god fod med sin far - det havde han altid ønsket, og den forbandede stædighed han var født med tillod ham ikke at give op. Dog havde tålmodigheden og forståelsen fra Yuuki altid båret ham fremad uden at hige efter det som noget af det første.
"Hvad har jeg gjort for at opnå din pludselige interesse?" Spurte han videre i en rolig tone og forholdt sig stående på sin plads uden at rokke sig det mindste.

[Kimeya Marvalo]

Den dræbende forbindendelse som havde hærget mellem Kimeya og Demian, var uden tvivl noget, som Kimeya ønskede at få bugt med. Det var ikke noget som gavnede nogen af dem, og de brugte begge alt for meget energi på det. Længe havde Demian givet udtryk for at han ønskede Kimeya død og borte.. Det havde han gjort så sent som til deres sidste møde. Han var glad for, at det om ikke andet, så i denne stund, faktisk måtte forholde sig anderledes.
"Jeg tror tiden har gjort os begge ældre i det henseende, Demian," begyndte han med en ganske kortfattet stemme, som han vendte blikket mod ham. Han stod stadig med en afstand til den unge mand. Hvis han virkelig ville give ham chancen og muligheden, havde han brug for at knægten også viste, at det var noget som han gerne ville. Han blev stående og med hovedet let på sned. "Din moder er en anden sag, som jeg ikke ønsker at blande ind i det her. Du derimod.. såvel som din søster.. min datter.. er en anden sag," sagde han direkte. Hvorvidt om Laqisa overhovedet var i live, vidste han ikke. Yuuki påførte ham stadig megen smerte alene ved at være i live. Det var derfor at han ønskede, at hun kunne holde sig så langt væk fra ham, som overhovedet muligt. Faith straffede ham for pokker stadig for det!
Den pludselige interesse? Den havde været undervejs igennem den sidste lange tid. Særligt nu hvor han ikke vidste hvor mange han egentlig havde. Familien var vel altid et sted at starte? Selv for ham? Hans blik søgte hans direkte denne gang. "Jeg kræver eller forventer intet, Demian... Jeg vil blot give det... os en chance til at snakke ud om tingene. Jeg ønsker oprigtigt et forhold til de børn, som jeg selv har været med til at sætte til verden," sagde han direkte. Hvorfor lyve? Det var jo et valg, som han kun måtte lære at stå ved, uanset hvor svært det kunne være.

[Deleted]

Demian havde forfærdeligt længe gået med ønsket om at lade sin far betale prisen for at have taget livet af hans mor Yuuki. Et nærende had havde siddet i ham så længe nu at det var kommet til det punkt hvor han simpelthen bare havde valgt at tage afstand fra det. Kimeya var hans far og en meget stor trussel overfor dem han holdt allermest af. Hvordan kunne han bare få sig selv til at se bort fra det faktum uden at vide hvad manden tænkte? og hvorfor at manden i det hele taget handlede som han gjorde?
"En anden sag? Du efterlod min søster og jeg i Nathaniels varetægt for derefter at vende ryggen til os. Selv hvis jeg ikke forstod ret meget den gang, så var det ganske tydeligt at vores mor altid elskede os langt højere end du gjorde..." Bebrejdede han sin far? Det var vel kun naturligt eftersom at alle børn ønskede at vide hvor de kom fra eller hørte til. Kimeya kunne ikke løbe fra sine fejl og mangler, men et sted at starte var måske nok at undskylde for sin opførsel.
".. men om ikke andet, så forklar mig i det mindste hvad der skete dengang. Hvad i al verden har fået dig til at se så surt på hende at du stadig piner hende!? Jeg har sagt det før og jeg siger det glædeligt igen. Du for ikke lov til at lægge hånd på hende. Hun har det skidt nok i forvejen og det driver mig direkte til vanvid at se hende rende rundt og være så paranoid for at miste alt og alle omkring sig!" Det tog hårdt på Demian at se sin mor have de problemer på grund af Kimeya... virkelig hårdt endda. Han bed sammen og trak hænderne op ad lommerne en anelse frustreret, pustede ud for at løsne op for spændingerne.
"Du forstår ikke hvor meget det ødelægger for mig og Nathaniel... når du konstant render rundt som en trussel overfor os" Bed han i et meget lavt toneleje.
"Jeg vil bare gerne have en ende på det her, men dit brændende ønske om at slå hende ihjel destruere enhver mulighed for det." Endte han igen i en rolig tone. Han hadet det virkelig, at det skulle være på denne måde.

[Kimeya Marvalo]

Livet med Yuuki havde været ødelæggende for alle parter, og Kimeya betalte stadig prisen for det. Tanken gjorde faktisk ondt, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Faith stolede ikke på ham, og meget af det, som skete i hans egen fortid, var end ikke noget, som han kunne gøre synderlig meget ved, når det endelig skulle siges. Han havde heller ikke regnet med at Demian ville springe ham i armene og bare erkende, at de kunne starte på en frisk på denne her måde. Det var slet ikke det, som han havde regnet med. "Mit had til din mor, har forblændet mig, Demian. Desuden havde jeg mit liv med Faith, og dette ønskede jeg at satse på. Jeg kunne ikke have Jer i mit liv," sagde han med en rolig, og ganske så direkte stemme.
Hovedet lod Kimeya søge let på sned. Han forstod godt, at knægten gjorde hvad han kunne, for at beskytte og passe på sin mor, og der var der ingen kvaler på den front. Han ønskede bare ikke at have noget med den kvinde at gøre, og det forventede han naturligvis at Demian kunne acceptere, uanset hvor hårdt og hvor svært, det end måtte være for ham. "Holder hun sig væk fra mig og mit liv, så skal jeg nok lade hende være. Jeg har ikke direkte valgt at opsøge hende. Jeg ønsker ej at have noget med hende at gøre," sagde han direkte. Løgn var det jo trods alt heller ikke. Han havde jo aldrig opsøgt hende.
Kimeya kneb øjnene let og fast sammen, og med blikket vendt i retningen af Demians skikkelse. Ganske vidst var det ikke sådan at han havde regnet med, at han skulle stå ansigt til ansigt med sin søn, men for pokker.. man skulle jo trods alt starte et sted. Ikke sandt? Han rettede sig en anelse op. "Overfor Yuuki og Nathaniel vil jeg ikke påstå at jeg er den reelle trussel. Den mand ved desuden godt hvad Yuuki har kostet mig og mit forhold.. En skam, at han så absolut indgår i det samme," sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Han knyttede næverne ganske let. Svært var det uden tvivl. Det var virkelig, virkelig svært for ham at stå der overfor ham, og forholde sig åben for tingene.

[Deleted]

Selvfølgelig var det ikke til at undgå at Yuuki ville blive et tungt emne at tage op. Hun betød så forbandet meget for ham og ville altid gøre det. Hun var jo hans mor - den eneste han egentlig havde følt sig stærkt tilknyttet til. det samme gjaldt når det kom til Nathaniel - den mand havde været hans eneste fader figur. Dog, så var det altid Kimeya han havde ønsket opmærksomhed fra. Et eller andet sted så var det vel ikke underligt at han altid havde ønsket at blive anerkendt af sin egen biologiske far, var det vel?
"Jeg kender allerede til de mange historier og rygter omkring jeres fortid. I starten hadet jeg dig virkelig for det." Sandt var det og det ville han ikke lægge skjul på, men hvor havde det ikke også ledt ham hen?
"Du aner ikke om hvor tit jeg har haft lysten til at flå hovedet af dig... bare for at give hende fred, men.. det ville ikke gavne nogen af os. Døden bringer kun kaos og ødelæggelse med sig." Endte han kortfattet og slap alle spændinger i kroppen, bortset fra en næve han knyttede om ganske stille.
"Præcis, havde du været en reel trussel, så havde du opsøgt os for længe siden. Det gik hurtigt op for mig at det var ren og skær paranoide forestillinger, som besatte min mor... og hvem kan bebrejde hende for det? Du tog jo livet af hende mens hun søgte efter min søster og jeg." Endte han i en rolig tone og spejdede ned i græsset efter et fokus. Det utallige nætter hun havde været hjemsøgt. Sukkende lukkede hans sine øjne og prøvede at skubbe tanken fra sig, for den var ikke ligefrem sund. Det gjorde jo tydeligvis lige så ondt på ham, at have mistet sin mor på den måde og konflikten herskede stærkt i ham. Han ville have sin fars anerkendelse, men også pine ham til ukendelighed for at få en oprigtig undskyldning. Dog kunne han bare ikke få sig selv til at bede om den, for den ville aldrig blive givet. Han stoppede begge hænderne i sine lommer og snøftede ind en enkelt gang uden helt at vide hvad han ellers skulle stille op i denne situation. Han havde jo slet ikke ventet sig af at få mugligheden for at tale med sin far på denne her måde...

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke bange for at stå ved, at han aldrig burde have lukket Yuuki så tæt ind på livet, men det var jo ikke børnenes skyld. Disse var uskyldige i det henseende, og nu var Kimeya langt om længe klar til at tage den snak med dem, så de kunne få dette p plads en gang for alle, for det var tilsyneladende noget, som de alle sammen havde brug for. Hans blik vendte han direkte mod ham endnu en gang. Drengen klandrede ham for tingene. Det kunne han da godt fornemme. Burde det røre ham? Han synes ikke at han havde været uretfærdig overfor Yuuki hvad den sag angik.
"Det ved jeg at du har," sagde han ærligt. Demian var nemlig ikke den eneste der havde hadet ham for det.. Han havde gjort det samme, og særligt fordi at han stadig den dag i dag, betalte prisen for det. Det var det, som han ærlig talt havde sværest ved. "Jeg har forståelsen for, at din mor har haft stor betydning for dig, Demian... Men forstå mig ret.. Jeg betaler stadig prisen af det som jeg indledte med hende dengang. Det var nok en af de største fejltagelser, som jeg i mit liv har begået. Det indebærer dog ikke, at jeg ikke ønsker et forhold til dig og Laqisa," sagde han direkte. Det havde vel alligevel noget, at sige at han faktisk ikke havde glemt deres navne? Armene lod han søge over kors. At ende Yuukis liv, var en handling, som han havde gjort i bedste intention, selvom det var de færreste, der rent faktisk var i stand til at se den.
"Jeg hverken søger jeres moder, eller ønsker at have noget med hende at gøre. Desuden, har I nu nået en alder, hvor I er i stand til at tale på vegne af jer selv, Demian," sagde han roligt. Han ønskede oprigtigt et forhold til dem begge. Den del af hans tilværelse sammen med Yuuki, var faktisk noget, som han stod ved.