Somebody save me!

[Deleted]

@isabel ~ @caleb ~ @saix

Det dunkede stadig smertefuldt i Saïx' hånd. Han havde placeret sig selv ved disken i bygningens butikområde, eftersom han ikke længere var i stand til at håndtere den tunge smedehammer, som Rhys på nuværende tidspunkt brugte i værkstedet bagved. Vagterne Macaria og Zean havde prakket på ham, bevægede sig lydløst rundt i smedjen, som var de ganske normale kunder som simpelthen betragtede hans varer. Præcis som de havde gjort de sidste par dage, siden han var blevet ført tilbage til smedjen.
Han skælvede stadig. Det var ikke mere end nogle dage siden vagterne havde bragt ham tilbage til smedjen, og han var stadig hårdt medtaget. Hans ene øje var begyndt at blive hævet, og til trods for at hans tøj var blevet byttet ud, kunne man stadig se den blodige flænge over hans ene kind, som kun var begyndt at heale. Mest synligt var det dog, med hans indbundne hånd på disken. Rhys havde klodset bundet den ind, men det var det bedste de to kunne gøre, med deres manglende erfaring for at behandle skader - og specielt skader der var så slemme. Saïx ville have foretrukket at tage til en healer, eller i det mindste tilkalde én, men vagterne havde været nådeløse. Han fik ikke lov til at gå nogen steder, og ingen uvedkommende skulle komme ind i smedjen. Han havde ikke haft andet valg end at placere sig bag disken og bide smerten i sig, mens han håbede og bad til, at Isabel og Caleb ikke ville vise sig.
Det var begyndt at blive lysere udenfor. Solen var på vej op, og mørkevæsnerne var begyndt at tynde ud i butikken - vagterne var der dog stadig, som de trofast vandrede op og ned af hylderne med en påtaget interesse i de mange våben. Saïx havde hjertet i halsen. Veteranoerne havde altid besøgt ham omkring daggry, efter mørket havde trukket sig tilbage. Hvad ville der ske, hvis de kom? Han ville ikke kunne advare dem, før det ville være for sent.
Af gammel vane forsøgte han at lukke sin næve, men smerten der omgående skød gennem armen på ham fik ham hurtigt til at stoppe. Hans fingre føltes livløse og slappe, men som han havde det nu, var hans hånd det sidste han havde at bekymre sig for. Han havde end ikke kunnet sige noget til Rhys om hvad der var i vente. Han var simpelthen bare blevet placeret i værkstedet, med beskeden om at gå i gang med arbejdet.

[Deleted]

"Nej... jeg har jo fortalt dig, at det ikke er sådan det skal gøres!"
"Hvis du gør det anderledes, så bliver klingen sløv."
"Hvordan?! Det er jo ikke sådan, at det er hårdt!"
"Hårdt? Fordi at du gør det den forkerte vej!"
Stemmerne kom nærmere og nærmere smedjen, indtil døren gik op, og to personer trådte ind. Først en sorthåret knægt med klap for det ene øje, og bag ham en ung kvinde med hår lige så rødt som ilden, og lige så kort som hendes bror. Begge var iklædt praktisktøj med bukser, skjorte og lidt rustning. Solens sidste lys skinnede ind af vinduerne, mens de gik ind.
Isabel rystede opgivende på hovedet af Caleb. Hun var blevet mere sort omkring øjnene, som manglede hun mere søvn.
"Fint! Lad os se hvem der har ret! Du gør det på din måde med dit sværd, og jeg gør det på min måde med mit sværd. Så kan vi se, hvis der først bliver sløvt," udbrød hun opgivende, og klaskede til sin lillebrors overarm med bagsiden af hendes hånd, inden at hun endelig kiggede rundt i smedjen. Ansigtet ændrede sig med det samme, da hun genkendte mørkvæsnerne i smedjen. Hendes behandsket hånd, greb fat i Caleb, for at stoppe ham fra at gå længere ind. Der var 3. På deres uniformer kunne hun genkende det nye segl fra Forsyth parret. Hvad pokker lavede de herinde?!
De grønne øjne rettede sig skarpt mod Saïx. Både forurettelse og vrede gemte sig i hendes blik. Hvad havde han dog gjort?! Det var tydeligt, at han var såret, men det var ikke fra deres træning! Hvad var der sket? Hendes ene hånd, der ikke havde fat i Caleb, gled ned til bæltet omkring hendes hofter, hvor daggerten sad.

[Deleted]

Caleb traskede ind i smedjen, og holdte døren for Isabel, så hun også kunne komme ind, mens de stadigvæk diskuterede. Problemet var at de begge, var så pokkers stædige, så de kom aldrig særlig langt i deres diskussioner, der nemt kunne trække ud i langdrag, indtil de glemte, hvad de egentlig havde diskuteret.
Da hun pludselig greb fat i ham, stoppede han forvirret op. Hvorfor så hun pludselig så vagtsom ud?
”Hvad nu?” spurgte han forundret, inden at han også kiggede sig rundt, og fik først nu øje på seglene på de forskellige kunders uniformer. Isabel prøvede diskret at trække ham tilbage, så de kunne gå ud af smedjen igen, men han vidste det allerede var for sent. Mørkvæsnerne havde allerede vendt ansigterne imod dem.
”Issy….?” mumlede han til hende ud af mundvigen, mens at han opmærksomt holdte øje med de tre soldater, som langsomt vendte sig mod dem. En trak et sværd, mens de to andre fik magi frem om deres hænder. Caleb skjulte en hånd bag ryggen, og knyttede den, så magi bølgede frem.
Hvordan fanden kunne de være her?! Det var næsten som havde de ventet på dem! Han slap soldaterne med blikket, for at kigge over mod Saïx. Det… kunne da ikke passe, kunne det?! Han ville aldrig forråde dem!... ville han? Isabel havde godt nok været lidt underligt, sidste gang hun havde været sammen med ham. Var de kommet op og skændes?
”Jamen, jamen, jamen… akkurat som Lord Forsyth sagde. De to, små magikere kom sørme tilbage!” hviskede en af soldaterne, og smilede djævelsk, mens han trådte nærmere Isabel og Caleb, der stod side om side.
Caleb viste advarende sin hånd frem, hvor et lilla skær strømmede fra hans håndflade. Pentagrammet lyste.
”Se Søs… De vil lege. Alle tre. Har de ikke lært noget som helst?” spurgte han med et ondskabsfuldt grin, og fik også magi frem om sin anden hånd. 3 vagter? Det var jo nærmest en fornærmelse.

[Deleted]

De kom. Allerede før de trådte indenfor, kunne Saïx høre det på stemmerne udefra, at det var Isabel og Caleb. Han havde ført hørt dem diskutere på denne måde, og i et kort øjeblik vurderede han sine chancer ved bare at råbe ud. Bede dem om at komme væk, at de ikke skulle tænke på ham og bare komme i sikkerhed. Men så langt nåede han aldrig, før døren gik op, og de to velkendte skikkelser trådte ind. Caleb med sin læderklap for øjet, og Isabel med sit flammende hår. Begge var de så nemme at genkende, specielt efter at deres ansigter var blevet genskabt på efterlysningsplakaterne som var blevet spredt rundt i Manjarno. Saïx måtte næsten bukke nakken i overgivelse, da de trådte ind, og pludselig standsede op. Han løftede kun blikket, for at se på hvordan de to så på ham. Det føltes mange gange værre end hvad han havde været ude for hos Forsyth-parret. Vreden og skuffelsen føltes som et kraftigt slag i maven på ham, og skyldfølelsen lagde sig over ham. Det var ikke fordi han havde fortalt Macaria eller Zean om dem, men de havde alligevel brugt ham som lokkemad for at få de to frem i det åbne – og det havde virket. Hvordan skulle han kunne se dem i øjnene igen efter dette? Hvis han da overhovedet slap fra det i live! Han forsøgte at vise det i sit blik, at han intet havde gjort. At vagterne havde tvunget ham til at blive som lokkemad. Men det bidrog kun til at han så desto mere skyldbetynget ud.
Hans blik faldt på Caleb, da han fremtrak sin glødende hånd. Synet fik hans nakkehår til at rejse sig. Han vidste hvad der skulle til at ske. Han drejede sig mod værkstedet.
”Rhys! Kom ud herfra, nu! Bare løb!” råbte han. Hvis det endte med en kamp, var han og Rhys stærkt udsatte, og han kunne ikke risikere at det skulle gå ud over hans lærling. Han havde intet med dette at gøre. Han hørte hvordan Rhys smed hammere fra sig og stak af gennem bagdøren, før han selv krummede sig sammen bag disken, som sit bedste skjul mod hvad der var i gang med at ske. Hvad skulle han gøre? Den smule træning han havde haft med Isabel ville ikke være nok til at forsvare sig selv mod tre vagter, ej heller til at hjælpe Isabel eller Caleb. Specielt med hans hånd i den forfatning den var i. Han bed tænderne sammen i frustration, og kiggede over disken lige i tide til at se vagten svinge sværdet direkte mod Caleb.

[Deleted]

Da soldaterne vendte sig mod dem, trak Isabel dolken op fra sit bælte, og drejede den rundt, så hun havde den i et fast greb. Caleb's kommentar fik hende til at smile barsk, mens hun stillede sig klar ved hans side med benene en smule bøjet.

"Typisk mørkvæsner. De undervurdere altid mennesker," sagde hun spydigt, og fokuserede opmærksomt på de tre mørkvæsner. Heldigvis havde de ryggen mod døren, så de ikke kunne blive omringet. Da Saïx råbte angreb den første soldat.

Caleb var klar. I en flydende bevægelse trådte han et par skridt til siden, for at undgå sværdet, mens Isabel sprang frem, for at udnytte åbningen, og begrave sin dolk i halsen på soldaten. De to andre mørkvæsner gik til angreb.
Isabel og Caleb kæmpede som kunne de læse hinandens tanker. Når den ene angreb, så forsvarede den anden. De dækkede hinandens rygge, og arbejdede sammen på en dynamisk måde, som ingen havde set før. Det var et samarbejde, der var kommet efter mange års intens træning sammen. Aldrig stod de stille, men holdte sig hele tiden i bevægelse, uden at lade den anden stå uforsvaret. Soldaterne havde aldrig en chance. Med eller uden magi.

Isabel og Caleb vidste hvilken svagheder de skulle se efter. Lyden af magi, der hvislede rundt i rummet, blev kun afbrudt, når de ramte nogle ting, som eksploderede til alle sider. Isabel's dolk hvinede, når den skam gennem luften, mens hun pressede den ene soldat, mere og mere tilbage, uden at han kunne nå at frembringe noget magi, fordi han hele tiden måtte flytte sig. Hun var som en hvirvelstorm. De grønne, skarpe øjne var fastlåst mod ham, indtil at han til sidst nåede væggen. En behandsket hånd langede ud, og fik fat om håndledet på Isabel, men hun lod blot dolken falde ned i hendes anden hånd, der så kunne snitte struben over for vagten. Blod sprøjtede ud over hende, uden at hun skar en grimasse.

Caleb var i gang med en magisk kamp. Ham og soldaten skiftedes til at angribe og forsvare. Et selvsikkert smil hvilede på Calebs læber hele tiden, der gjorde det tydeligt, at han havde kontrollen. Mens at han holde soldaten beskæftiget, nærmede Isabel sig bagfra, indtil at hun kunne stikke dolken i den vagt også. Med en overrasket gurglen faldt han om på gulvet.
Caleb lo, og lod armene falde.
"Dagens træning! Tre soldater taget ned på... et kvarter? Ikke dårligt for et par terrorister, huh Issy?"
Isabel svarede ikke. Hun havde vendt sig mod disken. Øjnene gnistrende af vrede.
"Spørgsmålet er hvad de lavede her?!" snerrede hun, mens Caleb kom op på siden af hende. Caleb havde fået en flænge over læben, og Issy blødte fra en skramme over kinden. Begge kiggede de mod disken, hvor Saïx befandt sig. Smilet fra Caleb's læber var falmet.

[Deleted]

Det var et syn uligt noget Saïx havde set før. Han havde set hvor behændigt Isabel havde brugt sit sværd under deres træning, men han kunne først nu se hvor meget hensyn hun havde taget til ham. Hendes dolk suste gennem luften hurtigere end hvad hans blik kunne opfange – men han hørte bladet hvisle i rummet, inden den første vagt fik halsen skåret over. Han måtte måbe, mens Isabel og Caleb gik fra den ene vagt til den anden. Hverken våben eller magi så ud til at kunne standse dem – det var tydeligt hvad de to havde brugt hele deres liv til. Og han blev kun mere overbevist om at hvad han havde været igennem, havde været det hele værd. Hvordan skulle han nogensinde kunne sælge deres liv til Forsyth-parret?
Det føltes kun som om der var gået få minutter, før de tre vagter lå døde på gulvet. Flere af hylderne i butikken var blevet reduceret til pindebrænde, og flere af hans våben flød over gulvet. Men det var ikke hans smedje, som havde hans opmærksomhed. Det var de to magikere, som i samme nu stod og stirrede på ham. Vreden i Isabels blik var næsten nok til at få Saïx til at krumme sig sammen igen, men i stedet rettede han sig op. Caleb havde en flækket læbe, og Isabel blødte over kinden, men efter alt at dømme var de i en rimelig god forfatning. Det samme kunne ikke rigtig siges om ham.
”De gav mig intet valg.” sagde han langsomt. ”De… torturerede mig, for at finde ud af hvad jeg vidste om jer. Jeg ville ikke sige noget. De piskede mig, de stak metal i mig… De knuste min hånd, Isabel.” Han holdt sin forbundne hånd frem foran hende. Selv gennem forbindingen kunne man se at hans fingre så forkrøblede ud. Det var vreden i hendes øjne, som gjorde mest ondt på ham. ”De fik intet ud af mig, udover at jeg kendte jer… Men de trak mig tilbage hertil, og nægtede mig at forlade smedjen før I ville dukke op. Der var intet jeg kunne gøre!” Det var svært ikke at føle sig forurettet af vreden i hendes blik, og det hårde udtryk i Calebs ansigt. Han havde ofret sin hånd for deres skyld, ved ikke at afsløre hvad han vidste om dem.

[Deleted]

Det var tydeligt noget var sket med Saïx, men præcist hvad, kunne hverken Isabel eller han vide. Dog kunne han ikke lade være med at føle sig forurettet over at Saïx, græd over en knust hånd.
"En knust hånd?" spurgte han med et fnys, og trampede mod Saïx, indtil at han fik fat på knægtens krave, så han kunne hive ham hen til sig. Med den frie hånd pegede han på sit mistet øje. ”Og hvad har jeg så ikke ofret, for at beskytte din slags?! Din hånd vil heale igen, men jeg vil aldrig få mit øje tilbage! Du bragte os alle sammen i fare din idiot! Hvis du ikke havde sagt noget, ville de bare have ladet dig være!”
Han skubbede Saïx væk fra sig, og vendte sig mod Isabel, som han gjorde tegn til.
”Lad os skride ud herfra, inden der kommer flere. Vi må tage væk fra Manjarno. Det bliver for farligt her, Issy,” sagde han, og greb hende i armen, for at føre hende med sig ud af døren. Hans blik var fast. Han var ikke rigtig vred på Saïx. I det mindste havde han ikke sagt noget om, hvor de havde befundet sig, men bare tanken om, hvad der var sket, hvis Isabel var kommet alene herhen skræmte ham. 3 mod en. Han vidste ikke, om hun havde kunne slå så mange alene. Det var deres egen fejl anyway. De kunne ikke have den slags venner. På et eller andet tidspunkt, ville de bare komme til skade, og så ville det være Isabel og hans skyld.
Han trak i Isabel. De måtte samle deres ting, og komme ud af Manjarno. Måske til Procias? De måtte snart slå igen, og deres allieret befandt sig alle derover.

[Deleted]

Uden at skære et eneste ansigtsudtryk, betragtede Isabel blot Saïx, mens at Caleb trampede frem, for at råbe af Saïx. Selv vidste hun ikke, hvad hun skulle sige. Det var sådan noget her, der skete, når man lod personer komme for tæt på. De kom til skade. Hun skulle aldrig have gjort det personligt mellem hende og Saïx.
Da Caleb tog fat i hendes arm, for at trække hende med tilbage ud af smedjen, løftede hun blikket op mod ham. Han var vred kunne hun se, men måske mere vred på sig selv end Saïx. Sådan havde hun det hvert fald. Mon det var hans vampyrveninde, der havde forrådt ham? Havde han været så dum, at fortælle hende om dem, og hun så var gået til Forsyth-parret? Han kunne vel ikke være idiotisk.
Hun lagde en beroligende hånd på Caleb's brystkasse. Selvfølgelig havde han ret. De måtte væk herfra. Specielt nu hvor det hele var tilspidset på denne her måde. Procias var et godt valg. Det var der Salvatore ville være. Der var dog et problem.
"Caleb, vi kan ikke efterlade ham her," mumlede hun til sin lillebror, og gjorde et svagt hovedkast mod Saïx. "Du ved lige så godt som mig, at de vil dræbe ham, når de opdager det her. Uden os er han intet værd. Vi er nødt til at tage ham med til Procias."
Hun gjorde sig løs af Caleb, og gik hen til Saïx med et alvorligt blik. Det var hendes skyld alt det her.
"Pak de vigtigste ting. Vi skal vandre et stykke. Du er nødt til at komme med til Procias. Der vil du være i sikkerhed. De kan også heale din hånd, så den virker næsten så god som ny," forklarede hun ham, og lagde en hånd mod hans overarm. "Jeg er ked af det Saïx."

[Deleted]

Saïx havde ikke kunnet gøre noget for at undgå Calebs greb, selv hvis han havde prøvet. Med et ryk blev han trukket tættere på Caleb, og fik sin opmærksomhed ført mod læderlappen for hans ene øje. Saïx vidste det godt. Han havde hørt historien om hvad der var sket med hans øje. Han bed tænderne en smule sammen, men der var intet han kunne sige. Skulle han påstå at Caleb tog fejl? Selv hvis han havde benægtet alt sammen, fra ende til anden, ville de stadig have knust hans hånd. At han havde indrømmet at han kendte dem, havde kun givet ham en kort stunds ro, før hammeren alligevel faldt. Han sænkede blikket da Caleb slap ham, for i stedet at vende sig mod søsteren.
Hvad skulle han stille op? Når Macaria og Zean fandt ud af hvad der var sket, ville de blive rasende. Og ude af stand til at få fingrene i Isabel og Caleb, ville det være ham de ville lede efter. Han mærkede en skælven løbe ned af ryggen på sig, da han tænkte på hvad de ville gøre ved ham, hvis de fandt ham. Måske var hvad han oplevede i fangekælderen kun en smagsprøve på hvad han kunne forvente?
Det var Isabels stemme som bragte ham tilbage til virkeligheden, og han stirrede på hende i nogle sekunder, da hun trådte tættere på ham. Han var virkelig ikke sikker på hvad han skulle sige, til nogen af dem. Caleb havde ret i at han havde bragt dem i fare. Men alligevel var det Isabel som undskyldte? Han så forvirret på hende et kort øjeblik, og lod blikket flakke til Caleb, før det fandt tilbage til Isabel. Hendes hånd på hans overarm fik ham næsten til at spjætte – både fordi den sidste som havde rørt ham på en måde der bare kunne minde om blid, havde været Macaria lige før hun havde bidt ham. Men også fordi en sådan berøring fra Isabel var… uventet.
”Jeg… Tak, Isabel.” svarede han dæmpet. ”Jeg skynder mig at pakke. Det burde ikke tage lang tid.” Det var trods alt ikke fordi han havde mange personlige ejendele. Smedjen var alt han ejede og havde. Den, og alt i den. Men det bestod næsten udelukkende af våben og værktøj, som han ikke kunne tage med sig.
Han gik udenom Caleb og til trappeopgangen som førte til smedjens overetage, hvor han boede. Hvad pokker skulle han tage med sig? Han trak en vadesæk frem, og lagde et rent sæt tøj deri – han kunne forhåbentligvis skaffe mere i Procias, og han formodede det ville være en fordel at rejse let. I tillæg til tøjet fandt han en bog om runer, han altid havde nydt, og som hans gamle læremester engang havde givet ham, i tillæg til at han tog så meget guld som han kunne få med sig. Lidt efterlod han til Rhys, hvis han skulle finde på at dukke op igen. Smedjen ville nok gå videre til ham, skønt det ikke var sådan her Saïx havde planlagt det skulle ske.
Hans tanker faldt kortvarigt på Ania. Hvad ville hun sige, når han pludselig ikke var der mere? Det skræmte ham, hvor bitter han følte sig. Han havde mærket en vampyrs bid, en vampyrs berøring. Han havde ikke meget lyst til at mærke det igen. Han smed vadesækken over skulderen da han kom ned til Isabel og Caleb igen, før han fandt en dolk som havde overlevet kampen uskadt, og fæstede den i sit bælte. ”Jeg er klar.” erklærede han tøvende. Smedjen havde været hans hjem i så mange år. Og nu forlod han det, meget muligt for altid.

[Deleted]

Lige så snart han spjættede, trak Isabel hånden til sig, for ikke at gøre ham utilpas. Hans ord reagerede hun ikke på, men gik blot tilbage til Caleb, der med det samme trak hende tættere på sig, så hans læber var ude foran hendes øre.
"Du ved, han bare vil forsinke os, ikke? Det her er ikke en verden for ham!" hviskede han ophidset ved hendes øre, så det kildede en smule.
"Han er allerede kommet ind i den her verden, Caleb," mumlede hun tilbage, mens hun fulgte Saïx med blikket, som han rendte rundt for at pakke sine ting. "Hvis ikke vi tager ham med, vil han blive dræbt."
Caleb sukkede tungt, mens han lagde sit hoved opgivende tilbage. Det var tydeligt, at han ikke brød sig om ideen ved at have Saïx med sig, men Isabel kunne ikke tage sig af det. Han vidste lige så vel som hende, at det hun sagde var rigtigt. Der lå allerede tre lig af mørkvæsner her i hans smedje. De måtte have ham med sig til Procias.
Da han kom hen til dem med tasken på ryggen, nikkede Isabel, og gjorde tegn til Caleb, der gik over til bagdøren, som han forsigtigt åbnede på klem, så han kunne kigge ud. Han gjorde et håndtegn til dem, og Isabel hev let Saïx ind foran hende, og mod døren. De måtte liste ud i stilhed. Specielt hvis vagterne, var på udkig efter dem.
"Hold dig tæt til mig," hviskede hun til Saïx, mens Caleb foroverbøjet listede ud af døren. "Lige meget hvad der sker, så bare hold dig tæt til mig."

//out

[Deleted]

Det var pinligt tydeligt at Caleb overhovedet ikke havde lyst til at have Saïx med sig. Det gjorde det kun sværere for Saïx at se Caleb i øjnene, og han lod sig dermed tavst føre af Isabel gennem hans smedje, og ud af bagdøren. Inden Isabel puffede ham ud af døren kastede han et sidste længselsfuldt blik på værkstedet bag dem, velvidende at chancerne for at han nogensinde ville se det igen var små. Så snart Macaria og Zean fandt ud af hvad der var sket, og at han var væk, ville de gå efter det han holdt nær. Gad vide om Ania ville slippe levende fra det? Han rystede tanken fra sig. Han var nødt til at fokusere. Isabel havde haft ret omkring mørkevæsner. Nu hvor han havde mærket en vampyrs bid, og den effekt de kunne have på mennesker, havde han ikke lyst til nogensinde at være i nærheden af én igen. Det dunkede i hans hånd, men han bed smerten i sig, og gjorde som Isabel sagde. Så lydløst som han kunne fulgte han efter de to, og holdt sig tæt ind til Isabel til enhver tid. Han ville ikke forsinke dem, lige meget hvor træt han blev. Endnu et sidste blik blev kastet tilbage mod Det Glødende Stål, før han vendte ryggen til smedjen, og forsvandt sammen med de to søskende.

//out