War is comming. Gather your soldiers!

[Deleted]

Marcels tropper kom fra vidt og fjernt. Det var begyndt at ligne noget. Lejren på bjerget var blevet hans central og han var så småt ved at være klar til at angribe sin Fader. Han manglede sådan set bare ord fra Zean og Eriz. Med deres tropper ved hans side var det bestemt muligt at vinde. Francis stod og var ved at træne nogle af hans tropper. Han Havde sendt et brev til Eriz om at de skulle mødes. Marcel vidste at hun havde forrådt ham. Han havde bestemt tænkt sig at dræbe hende. Men før han gjorde det havde han brug for hendes soldater. Han ville give hende en chance, en chance for at vise at hendes forræderi kunne overses. Hvis hun viste sin alliance og hvor meget hun ønskede at Marcel skulle vinde denne kamp kunne det være at han var villig til at tilgive hende. Dog havde han ikke tænkt sig at nævne at han vidste hvordan hun havde solgt hans information til Zean. Han ville se om hun var til at stole på eller om han virkelig skulle til at dræbe hende senere. Han vidste hun havde mange allierede, men han vidste også at han var blevet lige så stærk som hende hvis ikke stærkere. Han kunne huske hvordan hun så overrasket ud over hvor godt og hurtigt han lærte fra hende. Hvordan hans mentale kræfter voksede. Ved slutningen af hans træning var han ikke i tvivl. Hun havde ikke mere at lære ham. Dog havde han agtet at holde deres aftale, men hun havde forrådt ham.

I det brev Marcel sendte til Eriz
Lady Eriz
Tiden er ved at være inde. Den endelige kamp er ved at være over os. De små slag er afsluttet og det endelige slag venter. Jeg takker dig for den træning jeg har modtaget. Men som partnere i forstand af ledelse er tiden inde til at samle vores tropper og marchere imod min Faders slot. Tiden til at ære vores aftale er inde. Dig og dine officerer er velkomne i min lejr ved bjergene. Du ved hvor, Lady Eriz. Vi skal samle vores tropper og gøre dem klar. Snart angriber vi. Snart vil jeg blive Fyrste og når det sker kan vi fortsætte med den aftalte plan.
 
Hilsen
Fyrste M.B


Marcel stod og ventede på Eriz ankom. Hans folk arbejdede og trænede i lejren. Hans sorte øjne betragtede horisonten og kiggede efter hans allieredes ankomst. Dette møde kunne være meget afgørende for deres fremtid som venner, eller om de ville ende som fjender.

[Deleted]

Hesten var stabil og havde stærke ben, der kunne holde til meget. Dens sorte pels var varm og tyk, så den kunne klare kulden her ved bjergene. Hovene traskede roligt afsted langs stien, mens solen var ved at gå ned i horisonten. Den farvede himlen rød og orange, så sneen ikke var hvid længere.
Eriz red på hesten med rank ryg, og benene samlet til den ene side. Den hvide kjole stod i stærk kontrast til hendes sorte hår, som smøg sig ned over hendes skuldre og ryg. Hun lignede en dronning. Stolt, smuk og magtfuld. En hvid kappe lå over hendes skuldre, og gled ned over hestens bagparti med hætten kun hevet en smule op.
Endelig begyndte hun at høre lyden af folk og kamp. Hun måtte snart være der. De isblå øjne gled observerende over lejren, da den kom til syne foran hende. Nogle havde sikkert allerede givet besked om hendes ankomst.
Roligt standsede hun hesten, og gled ned af den, så hun landede sikkert på fødder. Kappen foldede sig om hendes fødder, mens hun kiggede sig omkring med et køligt blik. Hvor var det hele dog... primitivt og beskidt. Med sine flydende bevægelser gik hun hen til hestens hoved, og tog tøjlerne, mens hun strøg den over mulen.
Nå... hvor var han så? Macaria's lille loverboy. Fyrste MB. Hun smilede overhovedet ikke.

[Deleted]

Marcel så endelig hende i det fjerne og gik ned for at tage imod hende. Portene til den lille lejr åbnede sig og Marcel red ud for at møde sin allierede. Da han kom hen til Eriz stoppede han sin hest. Det var en sort hingst med røde lysende øjne. Marcel steg af den elegant og kiggede på Eriz. Det charmerende skæve smil kom frem på hans bløde læber i det han gav hende et nik. Eriz hær ville spille en stor rolle i den her krig. Marcel havde trænet under Eriz så han havde fået et stærkere bånd til hende, det var også derfor han blev så gal over at hun havde forrådt ham. Marcel så ud til at være i fantastisk form. En svedperle gled ned af hans veltrænede arm og sluttede ved hans armbånd. Hans sorte øjne betragtede hende som var hun en savnet ven. Han sagde roligt '' Eriz. Jeg har ventet dig.. Følg med mig.. Jeg har sørget for ordenlig mad og vin til os i lejren. Der er meget vi skal snakke om. Krigen er rundt om hjørnet ''. Marcel havde bestemt ikke tænkt sig at fortælle hende at han vidste hvordan hun havde snydt ham. Han havde brug for hendes folk. Dette skulle være et godt gensyn. Han havde faktisk savnet hende, som man savner en ven man ikke har set i lang tid. Marcel satte sig op på sig hest og red ind i lejren igen. Da de kom ind i lejren var der sat en gris på en spyd som var ved at blive ristet over åben ild. Marcel steg af sin hest og gik over til sit store telt og holdt det åben for Eriz så hun kunne komme ind. Da de kom ind satte Marcel sig en en stol og gjorde tegn til at hun skulle tage plads overfor ham. Imellem dem var en bord med et kort på. Der var en masse tegn og små figurer på kortet. Marcel lænede sig tænksomt tilbage og sagde '' Hvor mange mænd og hvor trænet er de, men vigtigst af alt. Hvornår kan du have dem klar?... Partner ''.

[Deleted]

Ved synet af Marcellus, der kom ridende, dukkede et smil frem på Eriz's læber, og hun bøjede kort hovedet, som hilsen, da han steg af sin hest. Som altid lignede hun noget, der lige var trådt ud af drømme om måneskin, mørke lyster, og dybe hemmeligheder. Uden tøven mødte hun hans blik, og mærkede at denne gang, ville hun ikke bare kunne mærke hans sind. Godt, godt. Manden lærte i det mindste noget.
Hun trak hesten efter ham, da han red ind i lejren, mens hun gjorde meget ud af, at observere omgivelserne omkring sig. Der var mange krigere. Deres sind var som lys i mørket for hende. Lys, hun kunne røre ved, skabe, manipulere, rive i. De mænd som hun gik forbi, drejede alle deres ansigter mod hende, som hun kom gående.
Et par unge knægte kom løbende mod dem, for at tage hestene. Da Eriz sendte den ene et lille smil, rødmede han over hele ansigtet, inden at han skyndte sig videre med hesten. Hun fulgte efter Marcellus ind i teltet, hvor hun løsnede sin kappe, så den gled af hende. Nænsomt lagde hun den over stolen, inden at hun satte sig over Marcellus med det ene ben yndefuldt over det andet. Kjolen dækkede ikke hendes hals, skuldre og det meste af ryggen, der var fuldt synlig. De isblå øjne fandt hvile på Marcellus, mens et underfundigt smil legede om hendes læber.
Han var så sød, når han gik direkte til arbejde.
"Så utålmodig...." sukkede hun, og fjernede et usynligt hår fra sin kjoleskørt. "Nuvel. Jeg har varulvene, samt et par warlocks, og et par individer. Derudover har jeg givet dig alle mine kontakter, som du kunne have brug for. Jeg kan have dem klar, når du har brug for dem, kære. Alt for dig." Hun smilede sødt til ham.

[Deleted]

Marcel smilede en smule. Han lænede sig ind over bordet og sagde roligt '' Eriz.. Pak din smir væk.. Jeg har brug for at vide jeg kan stole på dig.. Jeg skal fysisk se din hær ''. Marcel lænede sig tilbage i sin troneagtige stol og satte sine muskuløse arme over kors. Hans fysik havde virkelig udviklet sig. Små svedperlær gled langsomt ned af hans arme og vidste hvor aftegnede hans muskler var. Hans blik viste ikke den samme roligt og drilske adfærd som før. Hans blik viste at han var dybt seriøs. Dette blev var en Eriz kun havde set under hans træning når han virkelig gjorde sit bedste. Han kiggede direkte på hende og sagde '' Du har snakket meget med Zean.. Det er også helt fint med mig.. Men husk vores aftale.. Vi er partnere.. Jeg forventer at du har meget at sætte mig ind i.. Når jeg er fyrste.. Så har vi mange flere folk i vores hær.. Men jeg har brug for at vide at vores partnerskab stadigvæk står ved magt.. Vi har brug for at lægge planer sammen.. Brug for at.. Tage beslutninger sammen.. Husk.. Hvis Macaria er problemet ''. Marcels øjne blev smalle og kiggede alvorligt og surt på Eriz '' Så husk at hun er Zeans kone.. Og som jeg har fortalt dig mange gange.. Så er jeg ikke hendes soldat ''. Marcel lænede sig frem igen og hans øjne blev normale. Han smilede ondt og skævt og sagde '' Jeg er en fyrste af Dvasia.. Jeg bliver en af de mest mægtige mænd i landet.. Og når jeg er det Eriz.. Bliver vi mægtigere ''. Dette var sagt for at lokke hende. Men det han sagde nu bar et gram af sandhed, næsten som var det Marcels frygt og mørke tanker der talte '' Fremtiden skal udspille sig.. Alt efter hvad der sker.. Alt efter hvad bestemte personer gør.. Kunne det godt tænkes at jeg selv vil søge en kone.. Men hvis jeg ikke kan stolle et hundrede procent på dig.. Kan det jo ikke være dig vel? ''.

[Deleted]

Et såret udtryk dukkede frem på Eriz's kønne ansigt, da han fortalte, at han ikke stolede på hende, og hun tog sig forurettet til brystet.
"Du stoler ikke på mig? Marcellus... du knuser mit hjerte," svarede hun med et dramatisk tonefald, inden at hun rejste sig op igen. "Som om man nogensinde kan stole på nogen som helst."
Det overraskede hende ikke, at han havde snakket med Zean, og faktisk var hun ligeglad. Dødsenglen og Marcellus havde begge to bånd til Macaria. Et bånd som hun ikke brød sig om. Selv hendes ellers så kære dødsengel, så ud til at have en hvis svaghed til den ildelugtende blodsuger.
Mørkt rettede hun blikket mod ham, da han snakkede, inden at hun fnøs ved hans sidste sætninger, og kiggede væk med en hovedrysten.
"Marcellus kære, lad være med at bild dig ind, man kan stole på folk, og mindst af alt mig. Du kan kun have tillid til mig, så længe du har noget, som du kan give mig," forklarede hun, og begyndte at gå rundt i hans telt, mens hun undersøgende kiggede rundt. Hofterne vuggede dovent fra side til side ved hver skridt, og hun skuttede sig lidt på grund af kulden i luften, så skuldrene trak sig lidt op. Hun vendte sig om imod ham.
"Du har dog ret i det med Macaria. Ja, som altid er hun problemet, og du ved, jeg har ret til at have de bekymringer. Lige så vel som du ikke stoler på mig, så stoler jeg heller ikke på dig. Kærlighed gør blind," sagde hun med hån i stemmen, mens at hun begyndte at gå hen mod ham. "Ja, hun er Zeans kære, lille kone, og gad vide, hvilket følelser, der blomstre mellem de to, men tro ikke, at du på noget tidspunkt kan bilde mig ind, at dine følelser har været lige så blomstrende. Husk på... der var engang, hvor jeg nemt, kunne tilegne mig adgang i dit sind."
Hun var henne ved ham, og hendes ene hånd rakte ud, for at stryge blidt igennem hans hår, inden at hun med et suk, gled ned på hans skød med benene samlet til den ene side.
"Hvad skal jeg dog, gøre med dig, kære? Du lover så meget," sagde hun dæmpet, og strøg to fingerspidser ned over hans ene kind, inden de gled over hans læber, mens hendes skarpe, isblå øjne studerede hans ansigt. "Jeg har intet gjort for at bryde vores aftale. Hvis du hentyder til mine samtaler til Zean, så sagde jeg intet, som ikke var ment i andet end venskabelig forstand. En person man kan købe, kan man stole mere på, end en person, du ikke har givet noget. Zean gav Macaria dødsenglene samt Manjarno. Han har så godt, som købt vejen til mellem hendes ben." Et sukkersødt smil bredte sig på Eriz's læber, som hun vædede, mens hun lænede sig mere frem mod Marcellus. Fingrene hvilede på hans hage. "... hvad har du købt hende?"

[Deleted]

Marcel blev siddende og kiggede på hende. Hendes små bevægelser og ansigtsudtryk havde ikke den mindste effekt på ham. Hun havde lært ham godt op. Hans hjerne var som et fort. Mentalt var han på toppen. Men han vidste også at Eriz havde det med at prikke til hans svage punkt. Han var for stærk til at knække mentalt, for stærk til at lukke hende ind. Men lige meget hvad, så påvirkede hendes ord ham. Han sagde med en neutral stemme '' Eriz. Du ved udemærket godt hvad du får ud af at samarbejde med mig ''. Marcel lænede sig frem og sagde bittert '' Men du er klog nok til at vide hvad der sker hvis du snyder mig ''. Marcel vidste at hun var en slange og at hun spillede på begge heste. Men det var blot skuespil. Marcel og Zean var blevet enige om at lade hende spille dem ud imod hinanden. Marcel vidste at Eriz stod og løj ham direkte op i ansigtet, men han ville ikke lade hende vide dette. Zean havde fortalt hvordan Eriz havde sagt at Marcel ønskede ham død. Eriz havde forrådt ham og det ville hun bøde for. Men ikke nu. Alt dette var blot til for at få Eriz til at tro hun virkelig kunne få Zean og Marcel til at hade hinanden. Marcel lænede sig tilbage og fnøs '' Jeg stoler ikke på Zean. Jeg kan ikke bestemme hvad du skal gøre, du er ikke min tjener men partner. Dog vil jeg råde dig til at holde dig fra ham ''. Marcel smilede ondt og sagde '' Men hans folk vil komme, hans folk støtter mig i krigen imod min Fader ''. Marcel ville ikke fortælle Eriz sandheden. Han var såret over at hun havde forrådt ham og nu arbejdede han sammen med Zean om at lave en plan til at dræbe hende. Ingen skulle forråde ham og slippe levende fra det. Det sidste hun sagde fik Marcel til at kigge væk et øjeblik. Det var dog kun et sekund før han atter kiggede på hende. Han sagde roligt '' Jeg er ikke Macarias. Jeg skal ikke give hende noget. Hun satte en dusør på mit hoved!. Hun elsker Zean. Jeg har indset at Macaria valgte Zean og ikke mig. Hun er fortid. ''. Sandheden var at Marcel havde givet Macaria mere end nogen anden. Hans hjerte og han havde modtaget hendes. Macaria havde fået den dyrebareste gave han kunne give. Hans kærlighed. Men han kunne ikke lade være med at lukke mørke tanker ind. Hvad hvis Zean kunne lokke hende?. Hvad hvis hendes kærlighed til ham ikke var så stærk og den han havde til hende?. Marcel var så mentalt stærk at skønt han havde disse tanker lukkede han ikke Eriz ind i hans sind.

[Deleted]

Roligt hævede Eriz et øjenbryn mod Marcellus ved hans ord. Det var så sødt, at han troede, selv nu, at han nogensinde ville være en fare for hende. Hvor mange gange, havde hun ikke snoet sig ud af værre problemer? Nej... der var kun en håndfuld personer, som hun frygtede i verden, og Marcellus var ikke en del af dem. Heller ikke Zean. Tilgengæld var Macaria. Af ingen anden grund end hendes indædte had.
"Og jeg råder dig til at gøre ting, mens du gør det helt modsatte. Sådan er legen, min ven," svarede hun ham blødt, og kyssede ham blidt på kinden med sine fyldige læber. "I det mindste har du endelig indset at Macaria er fortid, hvilket jeg håber, du bliver ved med. Jeg har snakket med Zean, og du må stole på mig, når jeg siger, at han har hende i sin hule hånd."
Sandt. Det var hvad Zean havde informeret hende om, og ingen andre, havde fortalt hende anderledes. Når man så ægteparret i offentligheden, var de altid tæt ved hinanden side. Eriz havde selv set det. Hvor meget af det, var ægte fra Zeans side, vidste hun dog ikke, men mon ikke også det var lige meget?
Hun trak sig lidt tilbage fra ham, så hun kunne betragte hans ansigt med hovedet lidt på skrå. Det var svært at finde ud af, hvad han tænkte, efter at han havde lært, at styre sin mentalitet men Eriz var ikke dum. Hun havde ikke givet ham alle værktøjerne til, at holde hende ude hvis hun virkelig ville. Dog ville han opdage det, hvis hun trængte ind, så det var ikke noget hun kunne gøre diskret længere, hvilket var en skam. Hun havde sådan elsket, at besøge hans mørke sind.
Hendes øjne gled ned til hendes fingre, der vandrede legende op over hans ene overarm.
"Du er blevet så stærk, siden vi først mødte hinanden," kommenterede hun med en dæmpet tone, mens øjnene betragtede fingrenes leg. "Så beslutsom og magtfuld. Inden længe kan du gøre lige, hvad du vil. Erobre byer, erobre lande, erobre... troner. Du kan herske, som du har lyst til, og hvem du end har lyst til. Få hvem end du vil have." Hun tog en dyb indånding, og bed sig let i underlæben, mens hendes blik gled op af ham, indtil at det mødte hans. "Inden længe, kære. Og folk vil bøje sig for dine fødder."

[Deleted]

Marcel sad og lyttede. Hendes lokkende tone og tale om magt ramte ham overhovedet ikke. Men han kunne ikke lade være med at tænke over det. Han vidste at Eriz kendte ham godt nok til at vide at sådanne banale tricks ingen effekt havde på ham. Var der mon et skjult budskab i det hun sagde?. Marcel tog legende fat i halsen på Eriz og slikkede sig om munden. Marcel havde fra dag et analyseret Eriz evner til at læse hans sind. Han vidste at hvis han nogensinde skulle være på lige fod med hende så skulle han gøre sig selv stærk nok til at overvinde hendes evne. Han kendte hende. Vidste at hun ikke ville læne ham alt, ville efterlade et smuthul i hans træning så hun altid ville kunne snige sig ind i hans sind. Hvorfor vidste Marcellus det?, fordi han ville have gjort det samme hvis det var ham. Han havde trænet og gjort det utænkelige. Han havde gennemgået intenst træning og brugt magi til at skabe beskyttelses runer på indersiden af hans hud. Det gjorde ham ikke immune men, det gav ham det boost han havde brug for for at overvinde hende. Prisen for disse runer var stor.. Marcel havde kun mareridt hver nat. Aldrig en god drøm, altid frygt og tvivl hver nat. Skrig og pinsel hver eneste nat. Men Marcel var mentalt stærk, han kunne holde til det. Men det havde bestemt formørket hans sind. havde det gjort ham stærkere, ja men bestemt også mere grusom. Marcel sagde udfordrende '' Kom til din pointe.. Og hvis jeg kan tage hvem jeg vil have.. Eriz.. Giv mig et tilbud jeg ikke Kan afslå.. Så giver jeg dig et tilbud du ikke kan afslå..''. Marcel slap hendes hals. Han forsøgte at lokke hende til at prøve at bryde igennem hans forsvar. Marcel var træt af at hun så ned til ham. Det var på tide hun begyndte at tage ham seriøst og se ham som en værdi brik i dette spil. Han var ved at være træt af hendes nedværdigende blik. Hvis dette fortsatte måtte han jo sætte hende på plads og vise hende hans sande styrke. Hvis hun nogensinde skulle respektere ham og blive brugbar for ham, så måtte han åbenbart spille med musklerne.

[Deleted]

Afslappet lod hun ham gribe om hendes hals, og hævede endda ansigtet en smule. Han var ikke den første, der gjorde det ved hende. Hvad var der dog med mænd, og at de skulle dominere hende? Marcellus var engang så charmerende og respektfuld. Nu var han blot ligesom Kimeya. Den mand som sidste gang havde udfordret hende, og grebet om hendes hals. Hans tid var snart slut, hvilket hun sørgede for. En skam hvis Marcellus skulle få den samme oplevelse.
Et bredt grin prydede hendes læber, da han udfordrede hende. Så studenten ville vise, at han var blevet bedre end læreren? Mon sådan en magtkamp virkelig ville gå an nu? Nej... hun havde brug for ham som allieret, og heldigvis havde hun som altid en plan, samt et es gemt i sin kavalergang.
"Et tilbud du ikke kan afslå? Hvad med hele Imandra, samt Zean Forsyth på et sølvfad?" spurgte hun henkastet, som var det en menu, hun forslog. Hun hævede en hånd op til sin hals, for at ømme den, mens at hun steg af ham igen. Utaknemmelige skarn. Kort bed hun tænderne sammen, for at sluge en jamren.
"Tag Imandra, alliere dig med Dronningen af Dvasias, og ryk til mod Manjarno. Efter vi har taget os af Zean i Imandra, vil Macaria være hjælpeløs i Manjarno," forklarede hun, mens at hun slentrede rundt i teltet, stadigvæk ømmende på sin hals. Det indgående blik endte på Marcellus. "Det er mit tilbud. Hvad er dit?"

[Deleted]

Marcel kiggede på hende. Han var bestemt ikke typen der ønskede at spille med musklerne. Men overfor Eriz havde han ikke så meget valg. Han havde altid haft fornemmelsen af at hun ikke så ham som sin ligemand. Normalt så Marcel helst at folk så ham som svag, at de troede han var en undermåler. På den måde ville han altid have overhånden. Men han havde brug for at Eriz blev loyal overfor ham. Han vidste godt at hvis hun respekterede ham som en ligemand ville det ikke give ham hendes loyalitet, men det ville være en start han kunne leve med. Hendes forslag var bestemt lokkende. Men han kunne ikke stole på hende, han kendte hende ikke godt nok. Alle fortalte ham hvordan Zean og Macaria havde det godt sammen. Havde Macaria forrådt ham?. Hun havde lovet ham i ruinerne at det var de to for evigt. At hun elskede ham og kun ham. Men Marcel var bestemt ikke dum, han vidste at sådanne ting kunne ændre sig og der var kun en måde hvorpå han virkelig kunne teste det. Han smilede skævt til Eriz og sagde '' Godt tilbud.. Her er et tilsvarende.. Hvis du giver mig det.. Tager jeg dig som min kone.. Macaria elsker mig.. Det vil knuse hendes hjerte.. Og du kan godt glemme det Eriz.. Hvis du løber til Zean med denne information vil Macaria aldrig tro på det.. Hun vil først tro på det når jeg pladsere en ring på din finger ''. På denne måde kunne han teste Macarias kærlighed til ham og jo ville han teste om Eriz talte sandt '' Men du skal jo være single før det kan virke Eriz.. Hvis du virkelig ønsker at skade Macaria og ødelægge hendes hjerte.. Så er din mulighed her.. Meeen, det kræver at du ikke er gift mere.. Bliv skilt.. Så vil jeg takke ja til denne aftale ''. Marcel vidste at hvis Eriz blev skilt, var det fordi hun virkelig ønskede at give ham Imandra. Han vidste at hun aldrig ville blive skilt og miste den magt hvis ikke hun vil den samme eller mere tilbage. På denne måde ville Marcel kunne stole på hende og hendes løfte om at give ham Imandra. Marcel lænede sig frem og førte en hånd over på nakken af Eriz og sagde sensuelt '' Indrøm det.. Du har ønsket at kysse mig lige siden du mødte mig første gang ''.

[Deleted]

Tavst lyttede Eriz til hans tilbud. Hendes ansigt forrådte ingen tanker eller følelser, pånær en rynke, der lavede en fordybning mellem hendes to øjenbryn. Den hvide kjole, samt den blege hud, stod i stærkt kontrast til det sorte hår, der virkede som om, det slugte lyset omkring dem. Tankerne kørte afsted, som et velsmurt urværk. Alle muligheder blev overvejet, og aftalen blev kigget efter i sømmene, for at sørge for, der ikke lå nogle skjulte fælder. Ikke andet end de åbenlyse hvert fald.
Åhhh han var god. Så god. Hvis ikke det var fordi, at han havde presset hende op af væggen, så havde hun givet ham et bifald. Hvor de dog lignede hinanden. Macaria vidste virkelig ikke, hvad hun gik glip af.
"Hvorfor skulle jeg løbe til Zean? Han er bedsteven med min nuværende ægtemand," kommenterede hun dæmpet, så det næsten var en hvisken, inden at hendes blik gled ud til siden. Tankefuldt og overvejende. Åhhhh, der var så meget at tabe, og så forfærdeligt meget at vinde, hvis bare man turde tage springet. Men turde hun det? Det omhandlede ikke kun hende længere, men også en søn, hvis skæbne, hun ikke ville true.
Sikke en mulighed. Hvis hun giftede sig med Marcel, fik hun både titlen som herskerinde, samt hele Imandra. Macaria ville græde ned i sin pude, og flå håret ud på sig selv. Hvad var bedre end det? Alt hun skulle gøre, var at tage springet.
Da Marcellus lagde sin hånd om bag hendes nakke, vendte hun hårdt blikket mod ham. Det gled over hans ansigt, tøvede ved hans læber, for så at finde hvile i hans mørke øjne.
"Og du har afvist mig lige siden vi mødtes første gang," svarede hun ham en smule spydigt, men gjorde sig ikke fri af hans greb, eller prøvede at rykke tilbage fra ham. Hun kunne selv regne ud, hvorfor han gjorde det her. Langsomt vædede hun sine læber. "Fint. Hvis du overholder din del af aftalen, så overholder jeg min. Bare være sikker på det her, for hvis du forråder mig, så vil jeg sørge for, at det sidste du høre, er Macaria's smertefulde skrig i dit øre. Aftale?" Hun kiggede udfordrende på ham.

[Deleted]

Marcel smilede skævt som ordene undslap Eriz læber. Som englesang for en døende hælgen var det for ham. Da hun vædede hendes læber gjorde han det samme ved hans. Når Marcel i sandhed lavede en aftale med en kvinde var det via et kys. Det var en gammel tradition. Kys var ofte brugt til magiske at binde en mundlig aftale. Forsegle den. Skønt der ikke var magi i dette så var det traditionen i det Marcel lagde vægt på. Han lænede langsomt sig frem og forsøgte at kysse Eriz. Hvis det lykkes ville han trække hende ind til sig med sine muskuløse arme. Han måtte indrømme at skønt han aldrig havde set hende på den måde, så kunne han ikke fornægte at hun var smuk og hvor meget de mindede om hinanden. Det lagde sig et slør af mørke omkring dem da dette kys skabt af had og egoisme blev skabt. Et kys var normalt et tegn på kærlighed og glæde. Men dette kys var det rene ondskab. Intet godt var i det, ingen følelse af glæde eller lyst til nydelse. Det var had og hunger efter magt der bevægede Marcels bløde læber. Langsomt forsvandt solen udenfor da en pludselig solformørkelse fandt sted imens kysset fortsatte. Det var ikke pasion for hende der drev Marcel, det var pasion for det han fik ud af dette kys. Når denne aftale blev virkelighed ville et par af ondskab og intelligens være blevet skabt. Et par folk ville frygte. Da kysset endelig slap forsvandt sløret om dem og mystisk nok kiggede solen atter frem. Marcel kiggede på Eriz. En pasion havde fyldt ham. Han følte sig stærkere og mere magtfuld end nogensinde før. Han havde mest af alt lyst til at kaste hende over bordet og tage hende på stedet, men så kom tanken om Macaria ind i hans hoved. Det var som to person på hans skuldre. Macaria som englen og Eriz som djævlen. Han kunne ikke fornægte at den ondskab i ham havde lyst til Eriz. Men han var ikke den ondskab. Han var jo blevet god, han var jo blevet heltet i historien. Marcel satte sig ned og smilede ondt. Hvorfor skulle han blive ved med at være helten. Han fik meget mere ud af at være skurken. Han sagde forførende til Eriz '' Har du ikke en mand at blive skilt fra? ''.

[Deleted]

Da han lænede sig frem, vidste hun med det samme, hvad han ville gøre, og hun lod ham. Deres læber mødtes. Grådigt gengældte Eriz kysset. Hendes ene hånd gled om bag hans nakke, så hun kunne presse hans hoved mere ned mod hendes, mens den anden lagde sig mod hans stærke overarm, hvor fingrene næsten som kløer, holdte fast i ham. Deres kroppe blev presset krævende ind mod hinanden. Læberne begyndte at brænde og svide på grund af voldsomheden i kysset, men ingen af dem slap. Ikke endnu.
Eriz vidste hvad det her kys betød. Det betød magt. Styrke. Rigdom. Hun vidste at de sammen, kunne udrette forfærdelige ting. Ting som kun guderne, kunne gøre efter. Hvem ville ikke tage sådan et tilbud?
Hun begærede ikke ham som person, men hun begærede hvad han stod for. Hans hunger efter mere. Viljen til at få det hele lige meget hvad konsekvenserne var. Hvor de dog lignede hinanden de to. Enten ville de dræbe hinanden, eller også ville de finde sammen til én. Der kunne ikke være to af dem i denne verden.
Da kysset blev brudt sved læberne, men aftalen var forseglet. Hun kiggede op på Marcellus med et køligt smil, inden at han slap hende, for at vandre over til sin stol. Selv blev hun stående, og så efter ham, mens at hendes finger strøg tankefuldt over hendes læber. Det her var hvert fald meget anderledes end Rei, der fyldt med lyst efter hende, havde taget hende nådeløst og hårdt. Et kys havde ikke været nok for ham, som det var for Marcellus.
Hun rettede sig op ved hans ord med et smørret smil.
"Javel," svarede hun ham blot, og vandrede hen til stolen overfor ham, for at tage sin kappe, som hun slyngede over sine nøgne skuldre. Det her skulle nok blive interessant - hvis altså han overholdte aftalen. Forhåbentligt blev han ikke svag med en samvittighed. Hun tvivlede. Ikke efter det her. Hun skulle nok sørge for, at han ikke ville miste den magt og styrke.
"Jeg holder kontakten med dig. Hvis du trænger til... selskab... så send bud efter mig," kommenterede hun sødt, og blinkede sigende til ham med det ene øje, inden at hun gik over til teltdugen. Uden at se sig tilbage, slog hun dugen til siden, og forlod teltet. Et djævelsk smil voksede sig frem på hendes læber.

//out