I want him dead

[Deleted]

Jaqia Destiny Angleráx - @eriz

Kjolen blafrede om benene på hende, mes de faste skridt fik hende til at nærme sig tronsalen. Det kastanjebrune hår var samlet i en sølvspænde, så kun få, snoede lokker indrammede det viljefaste ansigt.
To af hendes egne vagter havde ført hende herhen – til Castle of Darkness. Der var gået en måned, siden hun sidst havde været her. Meget var sket siden, både godt og ondt. Meget havde ændret sig. Blandt andet Macaria, der beslutsomt trådte ind i tronsalen, hvor hun vidste, at hun kunne finde akkurat den kvinde, som hun ledte efter. Èn af de få kvinder, som Macaria havde den mest dybe respekt for, samt ville dø for.
Måske skulle hun have fundet Enrico først, men måske et sted, var hun bange for at se ham igen. Det her kunne heller ikke vente. Ikke nu. Ikke med det her.
Vagterne, med hende og Zeans segl på deres sorte uniformer, fulgte hende op af gulvet mod tronen, hvor Dronningen af Dvasias sad, og havde audiens. Det var første gang Macaria, havde prøvet at se det hele som gæst. Nu var det hendes tur til at besøge dronningen, men ikke som rådgiver. Som regent.
Kort stoppede hun op, mens gæsten foran hende, gjorde sin sag færdig. Macaria ventede tålmodigt med rank ryg. De dybblå øjne gled køligt rundt omkring hende. Han var her ikke. Perfekt. Det hele ville være nemmere uden ham.
Endelig blev det hendes tur.
En meddeller råbte hendes navn op: ”Lady Macaria Forsyth af Manjarno.”
Sådan en lang titel. Engang havde hun blot været Macaria Lamizia. Et slægtsnavn ingen kendte. En kvinde ingen kendte. Nu var hun så meget mere. Så meget andet.
Hun gjorde tegn til vagterne, om at de skulle blive, mens hun selv skridtede frem foran tronen. Foran de mange tilskuer, der hviskede sladrende til hinanden, gik hun ned på et knæ, så kjolen bølgede omkring hende, og bøjede nakken for hendes herskerinde.
”Deres Majestæt! De ligner Dem selv. Jeg må indrømme, at jeg har savnet Deres ansigt,” hilste Macaria charmerende, og dristede sig selv til at sende Dvasias dronning et skævt grin, inden at hun rejste sig op igen.
”Jeg ved, De ikke har ventet mig, men jeg var nødt til at se Dem i en sag, jeg personligt finder meget alvorligt. Det er omkring Kimeya Marvalo. Jeg ved De kender ham personligt. Desværre må jeg meddele, at jeg ønsker at se ham død.”
Hun gik lige til sagen. Akkurat lige på og hårdt. Hvorfor skjule det? Det var hvad hun havde ønsket, lige siden at hun havde mødtes med manden, der både havde truet hende, lagt hånd på hende, og været direkte disrespektfuld! Hvis han havde været i Manjarno, havde hun kværket ham med sine bare hænder.
Hendes blik hvilede frygtløst på dronningen, hun engang havde været Højre Hånd og Rådgiver til. Dronningen som hun havde givet et helt land.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Dette var en typisk søvndyssende dag siddende på tronen. Audienserne var ikke en del af arbejdet som Jaqia havde savnet, tværtimod havde hun i flere timer skævet mod urets visere for at vurdere hvornår hun kunne tillade sig at smutte fra tronsalen og i stedet give sig til arbejde der rent faktisk kunne give mening for hende.
Hendes albue hvilede på tronstolen guldbelagte armlæn og støttede under hendes hage. Hun lagde bestemt ikke skjul på sin kedsommelighed, og hvorfor skulle hun? De smukke, blonde lokker var holdt oppe af den juvelbesatte krone, hvilket blot gjorde hendes stærke ansigtsform mere fremtydent. Hendes isblå øjne lyste nærmest op i de lidt mørke omgivelser.
Hun havde netop afvist endnu en kedsommelig mand med urealistiske planer. Skuffet var han blevet sendt bort uden at hun overhovedet havde gidet at besvære sig med at snakke mere med ham.
Som døren atter gik op, rettede Jaqia sig mere op og lod blikket falde på det velkendte ansigt. Det slog hende hver gang lidt hvor smuk hun var, trods interessen var dalet en del efter at rygterne om hendes ægteskab med dødsengen Zean, havde nået hende. Oplæserens stemme fik hårene til at rejse sig. Som han fremstillede det gjorde han Macaria til en regent.. en dronning, hvilket på ingen måde var sandt. Skjult for nysgerrige blikke fremdrog hun en kniv og kastede den hastigt med en styrke og en hurtighed der fik den til at glide gennem luften og sætte sig ret præcist i mandens bryst. ”Forkert,” sagde hun blot før hun i stedet vendte opmærksomheden mod sin gæst.
”Macaria. Jeg havde ikke forventet at se dig så hurtigt,” indrømmede hun og rejste sig. Når hun kom så ville hun til enhver tid blive taget alvorligt, og hun virkede frygtelig.. oprevet.
I en elegant bevægelse rejste hun sig. Ej var hun klædt i de samme feminine klæder som alle andre, men derimod et korset der fremhævede hendes fyldige barm og et par tætsiddende bukser i læder – som sædvanlig.
Kort kunne man ane en rynken i panden over hendes pludselige udbrud overfor Kimeya. Han var et skaberværk for hendes vedkommende, og trods deres evige krig, så var han blevet en loyal mand af hende. ”Under ingen omstændigheder kan du lægge en finger på ham Macaria!” sagde hun fast. Det ville hun ikke tillade med alt den energi og alle de kræfter hun havde lagt i arbejdet med den mand. Det var ikke første gang at han bragte problemer for andre, men for pokker de var hvad man kunne forvente, det gav bestemt ikke grund til at slå ham ihjel!

[Deleted]

Dronningen sagde nej. Det kom ikke bag på Macaria, men hun var langt fra færdig. Langt fra. Hun trådte et par skridt mere frem mod dronningen, mens hun strakte armene lidt ud fra kroppen.
"Jeg ved hvorfor De vil sige det, Deres Højhed, men hør mig ud," bad hun ydmygt. "Manden har truet mig på livet. Han har lagt hånd på mig, og vist mig ingen form for respekt! Deres Majestæt, jeg plejede at være en repræsentant for Dem! Det er jeg stadigvæk i Manjarno. Jeg står i Deres sted, men manden gav mig ingenting! Tværtimod! Hvis jeg ikke havde været vampyr, ville De kunne se mærker omkring min hals!"
Indtil videre havde det kun været ærlig snak. Ingen løgne overhovedet. Kimeya havde været direkte fornærmende overfor hende, og hvis ikke det havde været fordi, at hun vidste - og nu havde fået bekræftet - at dronningen holdte en hånd over ham, så havde hun knækket nakken på ham. Det galt dog åbenbart ikke begge veje.
"En mand, Deres Majestæt. En enkelt mand, der tror han er hævet over en kvinde! Jeg gjorde ham ingenting! Den eneste grund til at jeg opsøgte ham, var på grund af nogle oplysninger, om at han havde før havde snakket ondt om mig. Onde ting, der kunne have sået splid mellem Kongehuset og dødsenglene" fortalte hun, med den lille tilføje bagefter, som måske ville fange dronningens opmærksomhed. Det var sådan set også sandt. Hvis Zean ikke havde lyttet til hende, ville han have ført krig mod kongehuset. Alt sammen fordi Kimeya af en eller anden grund, havde set sig ondt på hende.
Macaria stod nu ved foden af tronen med hovedet lagt tilbage, så hun kunne holde Jaqia's blik. Hun forblev en af de få, som kunne. Ikke engang Sam, kunne lide det.
"Min dronning... du ved jeg er dig evig tro. Engang lyttede du til mine råd, og jeg vil bede dig om at gøre det igen. Den mand... er ikke god. Han viser dig ingen respekt, heller ikke dine allieret, eller hende, der repræsentere dig i Manjarno."

[Jaqia Destiny Angleráx]

Uanset hvilke argumenter Macaria havde tænkt sig at præsentere for hende, så ville Jaqia under ingen omstændigheder tillade hende, eller nogen anden, at lægge finger på Kimeya! De havde været fjender i mange år, men nu om dage var han hendes højre hånd, hun stolede på ham, men hans årelange træning havde også skabt et helt særligt bånd, som hun ej ville lade hende ødelægge. "Enhver der kender Kimeya, ved at hans temperament somme tider løber en kende for meget af med ham. Jeg snakker med ham, bekymre dig ikke længere om det," hun viftede affærdigende med hånden og satte sig tilbage i den smukke trone.
Hendes blege hud stod i stærk kontrast dertil. "Jeg tager mig af ham. Han er et skaberværk Macaria, hverken du eller nogen anden, vover at lægge en finger på ham," hendes isblå øjne var advarende. Hvorfor skulle hun miste et stærkt kort, på grund af noget så simpelt som en trussel? Den slags fandt hver dag sted i Dvasias trods alt.
"Den mand tror han er hævet over alle, kæreste som enhver anden mand, og alligevel er han helt og holdent under min kontrol," hun trak svagt på mundvigen i et halvt smil og lod sine slanke, blege fngre, tromme hen over armlænet. Det her var spild af tid.
Det var stærke anklager som hun førte. I lange sekunder stirrede hun hårdt ind i sin tidligere rådgivers øjne hvorefter hun atter rejste sig og gik ned af et par trin for at lukke hånden omkring hendes kæbe, tvinge hende til at holde blikket rettet mod hende selv. "Du er en værdsat kvinde, Macaria. Jeg beundre din styrke og dit mod, men Kimeya er et af landets dygtigste. Han overlever, han kæmper bravt og han er stærkere end du og jeg tilsammen. Foran mig bukker han, kalder mig sin dronning, giver sig hen, og så lang tid han gør det, så betyder resten intet for mig. Er det forstået?" hendes stemme var rolig og silkeblød og alligevel koldere end Dvasia i de kolde vintermåneder. Der var intet at diskutere, det var nu engang bare sådan tingene forholdt sig.

[Deleted]

Sammenbidt stirrede Macaria sin dronning i øjnene mens hænderne knyttede sig sammen langs siden. Dronningens ord gav ingen fortrøstning eller beroligelse på vrede, som Kimeya havde tændt i Macaria. Så dronningen ville ikke gøre noget?
Eftertænksomt gled tungen rundt i Macaria's mund, inden at hun besværligt nikkede på grund af dronningens greb om hendes kæbe. Hvis det var sådan, det skulle være. Hvorfor Kimeya var så speciel, forstod hun ikke. Hvis det stod til hende, havde hun for længst fjernet den forfærdelige mand! Specielt når han var, som han var. Tilgengæld tog dronningen fejl. Kimeya var ikke landets dygtigste. Langt fra. Hvad gjorde ham så speciel? Nej... dronningen tog fejl. Kimeya var ingenting i forhold til Macaria, der før havde bevist, hvad hun var i stand til. Nu havde hun motivation til endnu engang at gøre underværker, og ting som folk troede, ikke ville være muligt.
"Javel, min dronning. Hvis det er hvad du mener," svarede hun køligt sin herskerinde, og ville have bukket for kvinden, hvis ikke det var fordi, at hun stadigvæk havde fat i hendes kæbe. Ansigtet afslørede ingen af hendes tanker, men allerede nu, mærkede hun den samme vilje, som hun havde haft dengang, hun besluttede sig for at tage Manjarno. Man skulle ellers tro, at dronningen havde lært lidt omkring hende, men åbenbart ikke. Kimeya det vigtigste kort? Macaria måtte le. Et fordums sagn, det var hvad han var. Blind, gammel, doven og bitter. Macaria ville vise sin dronning det. Vise præcist hvad hun mente. For Jaqia's egen skyld.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Som Dronning måtte man vælge sine kampe med omhu. Hun betragtede Macarias intense blik, uden at blinke, uden at hendes blik på noget tidspunkt ændrede sig, trods tanker kørte i hendes hoved. Hvor meget kunne hun egentlig stole på sin rådgiver? før havde hun vist sig at være egenrådig, og lige nu sad hun på en position hvor hun kunne gøre Manjarno til eget skaberværk, det var en kæmpe trussel.
Hendes fingre trommede hen over hendes kinder mens hun stod der, begravet i sine egne overvejelser. Enrico kendte hende, han burde kunne stå inde for hendes handlinger i høj nok grad. På dette tidspunkt havde Macaria allerede mistet sin dronnings interesse. Jaqia slap hendes kæbe og bakkede tilbage mod tronstolen. "Det er hvad jeg mener," svarede hun sandfærdigt.
Jaqia var genrelt ikke en kvinde man skulle sige for meget imod, og denne kivnde ville nok aldrig forstå den forhistorie hun havde med Kimeya, det var ikke fordi det handlede om følelser eller kærlighed på nogen måde, hun hadede manden og respekterede ham samtidig, for han var den som i sin tid havde lagt hende i en kiste, efterladt hende til mørket mens hendes børn havde været tvunget til, mere eller mindre at klare sig selv i disse tider.
"Gå nu," bad hun lidt bestemt. Der var andre der ventede på en audiens med hende, og der var ingen grund til at spilde mere tid med dette nonens kun fordi hun havde følt sig provokeret af en mand der var begrebet af en provokatør, overfor absolut alt og alle.

[Deleted]

Macaria bevægede sin kæbe, der var lidt øm efter grebet fra dronningen, inden at hun bukkede dybt for hende, så det næsten var en hån. Sam havde altid fortalte hende negative ting om dronningen, men alligevel havde hun holdt på sin loyalitet. Hun havde blindt stolet og troet på Jaqia, som dronning af Dvasias, der ville gøre landet til det bedste. Men nu.... hvordan kunne hun dog have den mening om Kimeya? Hvordan kunne hun dog være så blind?
Macaria vendte ryggen til tronen, og gik tilbage mod porten. Folks blikke fulgte hende, mens deres hvisken var som en stille vind i hendes høre, hvor hvert ord var tydeligt. Jaqia vidste det måske ikke, men hun havde lidt ubevist udfordrede Macaria. Landets dygtigste... hun følte sig svigtet. Som det yngste barn, der ikke får lige så meget opmærksomhed, som det ældste. Hun havde givet dronningen ALT! Hun havde ofret Enrico, ofret sig selv, ofret alle i hendes vennekreds! Arrene på ryggen var for Jaqia. Manjarno var for Jaqia. Hendes grund til at have forladt sin skaber var for Jaqia. Og så fik man det som tak. Ingenting.
Macaria smilede bittert.
Landet dygtigste. Yeah right. Lad dem nu bare se på det.

//out

[Matthew Igleéias]

I takt med at Macaria forlod tronesalen, kunne selv Matthew se den utilfredshed stråle ud af hende. Endnu en bondekvinde der havde fået et nej af den højeste høje? Ikke at det ville komme bag på ham. Han rankede sig op. Jaqia kunne sige hvad hun ville, men selv her, vidste han at han ikke kunne undværes. Med et selvtilfredst smil på læben, passerede han vagterne, inden de overhovedet kunne nå at stoppe ham. Igen gjorde han hvad der passede ham, som altid.
Hænderne foldede Matthew over ryggen, inden han stoppede op foran tronen, hvor Jaqia måtte sidde. Næsten overdrevet, bukkede han for hende. "Hvilken sur mine, at se på Deres smukke ansigt, Deres Majestæt," begyndte han med et kækt smil på læben. Hvis der var nogen, der kunne få det sande smil frem på dronningens kolde og døde læber, var det ham, og det vidste han. Igen valgte han blot at træde frem. Ikke var han i besiddelse af andre våben, end dem, som han havde på sig i form af hurtighed og tænder. Kun tænderne havde han overvejet at bruge på hende - dog ikke i det dræbende omfang. Hvorfor ødelægge et så godt knald i sengen, når man kunne nyde det i stedet for? Det gav jo heller ikke ligefrem nogen mening for hans vedkommende. "Smil, Deres Majestæt. Det klæder Dem meget bedre," kommenterede han med en sigende mine, inden han stoppede op helt foran hende. Vagter og alt.. det rørte ham ikke for en ting. Hånden hævede han let, og lod den følge hendes kæbe med et kækt glimt i øjet. Hun kunne vel godt gætte sig til grunden hvorfor han stod der?

[Jaqia Destiny Angleráx]

Macaria havde måske forladt salen, men den dystre stemning hun havde bragt med sig, lå endnu. Den unge kvinde havde sat mange tanker i landets dronning, der sad der på sin trone med et alvorligt og måske endog lidt fjernt blik, mens hun spekulerede. Stolede hun på at Macaria ville følge ordre? Nej ikke længere, ikke på nogen måde, hun havde trods alt ikke ligefrem ry for det.
Idet døren igen gik op, så hun op med et blik der havde været i stand til at dræbe. Der var intet opråbt navn, kun Matthews irriterende skikkelse. Det var efterhånden lang tid siden hun sidst havde set ham, men han havde vel været ude at udnytte sin nye tiltrækningskraft som vampyr, som om den mand ikke i forvejen havde hvad det krævede. Kæk som altid, ikke at det undrede hende det mindste! "Forlad os," bad hun med en meget bestemt tone og gjorde tegn til at alle tjenestefolk skulle tage benen på nakken og forlade salen.
Det tog ikke mange øjeblikke, før de to stod alene tilbage. Hun rejste sig med en knirken fra det tætsiddende læder. "Det er længe siden jeg har set skyggen af dig Matthew," sagde hun uden så meget som antydning til et smil. Der var vigtigere ting at bekymre sig om.
Hun trådte ned af den lille trappe, og stilte sig foran ham. Den kølige hånd, strøg langs hendes kæbe, men hun stod bare som fastfrosset til stedet og forsøgte ikke at nyde det for meget. Han var dne type man der gjorde det svært for en kvinde at være til. "Hvad gør du her?" spurgte hun direkte. Der var ingen idé i at spilde tiden, for med ham omkring så havde hun desværre tendens til at overgive sig mere end hvad godt var.

[Matthew Igleéias]

Matthew spankulerede altid rundt som han nu ville det.. Gjorde hvad der passede ham, og nu hvor han kunne se, at den forrige audiens, ikke var gået som ønsket eller planlagt, så kunne han vel heller ikke være så grotesk, ikke at steppe op foran hende og gøre hende glad igen? Gøre hende glad, som Matthew Igleeias nu kunne gøre det med en anden kvinde. Han vendte de isblå øjne direkte mod hende. Det legesyge glimt meldte sig i hans øjne. "Jeg tror udmærket godt, at du ved hvorfor jeg er her," pointerede han lettere henkastet, som hun kom ned mod ham. Bange for hende, kunne man ikke sige at han var, for han gjorde jo bare hvad der passede ham, og intet andet.
Hånden lod han vandre langs hendes kæbe, og med et lystent glimt i øjet. Hvis hun kendte ham, ville hun da vide, hvorfor han var kommet der. "Jeg render lidt rundt på må og få.. Forsøger at finde min plads i det kolde helvede.. Du havde ret.. Det er virkelig ikke så slemt," sagde han endeligt, inden han atter blinkede til hende. Han trådte et skridt tættere på, så deres kroppe, næsten endte med at mødes. Smilet klædte dog hendes læber langt bedre end den intense og faste mine. Den som jo gik igen i deres kære familie. Han lod hovedet søge let på sned. At være vampyr, var virkelig ikke så slemt, som han først havde antaget.. Han følte sig draget af hende på en helt anden måde end hvad han plejede, og han havde svært ved at se bort fra det. "Du ved godt hvorfor jeg er her.. For at bringe et smil til dine læber naturligvis.. Kun som en Igleeias kan gøre det," sagde han denne gang langt mere selvsikkert, end hvad han havde gjort tidligere. For en gangs skyld, var det ham, som ville få noget ud af dette, og det var det, som havde den største betydning, selv set i hans øjne. Han trådte med elegante skridt om bag hende, hvor hånden let passerede hendes bryst. "Om du vil," afsluttede han selvsikkert.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Mange ville påstå at hun ikke ejede et filter eller situationsfornemmelse, men disse havde endnu ikke mødt Matthew. Somme tider var han en pestilens, men langt det meste af tiden, var Jaqia dog alligevel glad for at se ham, uden helt at vide hvorfor. De to havde altid hadet hinanden, jagtet hinanden som katten efter musen, hvilket de jo et eller andet sted stadig gjorde. Det lystne glimt i hans øjne, det legesyge smil... hun vidste udmærket godt hvorfor han var kommet, men den slags udskejelser havde hun desværre ikke tiden til.
"Naturligvis ved jeg hvorfor du er her, jeg må bare skuffe dig i aften," svarede hun og lagde hovedet en kende på sned. Det var næsten morsomt at hans hånd var koldere end hendes ellers blege hud, hun kunne mærke hvordan det gøs når han rørte hende på den måde.
"Det var dit ønske at ryge i helvede min kære, jeg opfyldte det bare. Jeg er glad for at du ikke fortryder," hun greb ud efter hans hånd og tvang den ned med et fast greb, inden hun igen slap ham med et intenst blik hvilende i hans. Deres isblå øjne var nærmest identiske, ikke at det nogensinde havde rejst spørgsmål ved hende som det måske burde. Deres kroppe var millimeter fra at mødes, og af en eller anden grund føltes det mere intenst end det plejede. Uden at se efter ham, forsvandt han et sted bagved, hun kunne mærke hans hånd strejfe hendes bryst uden på korsettet. I starten reagerede hun ikke, men blev blot stående, inden hun i stedet drejede om på hælen og skubbede ham bagud med en vampyrs hurtighed og kraft, så han blev skubbet mod tronstolen. Jaqia selv klatrede over og hvilede en hånd på hans bryst, den anden støttede på selve trappen og hun havde blottet sine synespidse tænder. "Beklager skat, jeg kan ikke i aften," hun kyssede flygtigt hans læber, inden hun blot rejste sig.

[Matthew Igleéias]

Hvorfor Matthew var der, kunne næppe komme bag på hende. Det var hende, som han opsøgte, når det behov måtte opstå. Den bedste som han havde prøvet, og det bedste ikke mindst. Han lod hovedet søge let på sned og med et kækt glimt i øjet. "Du ved lige så vel som mig, at du gerne vil, kæreste," sagde han med en kortfattet tone. Han var ikke den type, som havde taget nej for et svar, og det havde han aldrig gjort.
Hovedet lod Matthew søge på sned. At være vampyr, var faktisk ikke så slemt, som han først havde antaget. Selv han havde jo bare haft brug for blanke ark og en ny start, og det havde han da uden tvivl fået, hvilket var noget, der passede ham mere end fint. Han kunne faktisk bedre lide sit liv nu.. Særligt på grund af det bånd som han havde fået til Jaqia. Hvad det betød, havde han dog endnu ikke helt fået styr på, men han kunne jo mærke, hvor meget han faldt til ro, og hvor meget han elskede, at være omkring hende på denne måde. "Hvem kan da fortryde det? Du indhyldede mig i mit sande helvede... Og tro mig.. Jeg elsker og nyder at være en del af dit," pointerede han med en sigende mine. Selv han vidste jo, at hun nød at have ham omkring.
Som hun tog fat i ham, og tvang ham baglæns, fik ham kort til at stivne. Særligt da han røg direkte ned i den store tronestol med hende over sig. Han vendte blikket fast mod hende. Ikke at han ville være den som sagde nej, og særligt når hun kom ham så tæt. Tronen var dog ikke en stol som han var videre interesseret i at sidde i, selvom han vidste, at han så let som ingenting, kunne vælte hende af den. Kysset tog han imod, selvom han knapt nåede at gengælde det, inden hun havde rejst sig igen. Han rejste sig hurtigt lige så, hvorefter han greb omkring hendes strube, vendte dem, og tvang hende ned i tronestolen i stedet for. "Jeg ved du har lyst, Jaqia.." hviskede han intenst mod hendes øre.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var efterhånden en vensag at Matthew dukkede op når lysten gjorde. Der var gået utroligt længe denne gang, men han havde jo nok haft noget lidt sideløbende, hvilket var en tanke der faktisk irriterede hende lidt. Hendes hånd lagde sig mod hans kind og klappede ham blidt på kinden. "Du har ganske ret, min kære, jeg ville elske det, men tiden tillader det ikke," vedblev hun og slap ham. Hun havde Macaria at tage sig af, og der var ikke et øjeblik at spilde!
Det var ej nemt for hende at afvise ham, deres bånd gav hende lyst til at være tæt på ham, altid, hele tiden, sikre sig at hendes markering endnu var tydeligt og uberørt. [/i]"Mit helvede er ikke det værste at være en del af, for de der tør ofre deres sjæl,"[/i][/color] hviskede hun kælens i hans ører og lod en hånd vandre ned over hans faste bryst. Hvis hun dog bare havde kunnet.
Dog endte hun med at trække sig og børstede sig som havde han gjort hende beskidt. Kronen sad en kende skævt, så hun tillod sig at rette lidt på den mens han sad der i tronen og så dejlig ud. Sandt at sige, var hun utrolig fristet til bare at lade ham lokke hende. Hånden der lukkede sig om hendes strube, gav hende en lidt kvælende fornemmelse, der dog ikke varede længe, men i stedet tvang hende ned i stolen. Hendes hjerte bankede. Nok et bæst, men grundet de øvrige racer, så var hun levende som alle andre, med de skarpe sanser og en vampyrs hurtighed og styrke. Hendes tænder blottede en kende ved duften ved hans hals. "Naturligvis har jeg lyst. Der ville ikke være noget mere fantastisk end at røre dig, føle dig.. smage dig," hun kyssede hans hals en enkel gang. "Jeg har ikke tid. Flyt dig," sagde hun lidt hårdt.

[Matthew Igleéias]

Matthew kom og gik, så et sted, var det ikke noget, som kunne komme bag på nogen. Selv nu hvor han kunne mærke, at hun var vred og frustreret, så var det vel bare på sin plads at.. gøre det her for hende? Give hende det? Og så selv få noget igen i den anden ende. "Du er dronningen af landet.. Du kan give dig selv al den tid, som du har brug for," hviskede han roligt. Så meget havde han da fundet ud af. Lige nu handlede det om, at hun ville spille kostbar, og alene det overfor ham, var ikke særlig smart.
Som han nu pludselig sad der i tronestole og med hende foran sig, vendte han blikket skarpt i retningen af hendes skikkelse igen. Han kneb øjnene sammen. Selvom man i princippet kunne sige, at det var hans ret at sidde i stolen, havde han aldrig været interesseret i det. Lige nu nød han det frie liv, som hun havde skænket ham. Kysset.. kærtegnene og de ord.. Han skulle nok få det som han ville, bare vent og se! Næven greb om hendes egen strube, hvor han fik dem vendt, så det i stedet for, var hende som havde taget pladsen i den kongelige stol. Det var jo det, som hun gerne ville. Hans problem var jo, at han ønskede at mærke hende. Hvad det var for et bånd der blev skabt, vidste han ikke. Den del var han jo faktisk ulykkelig uviden om. Han brummede svagt ved hendes kys ved hans hals. Hånden låste han mere fast omkring hendes lår, for at holde hende på plads. "Du ved... man kan bruge en stol til langt flere ting, end bare at sidde i den.. Ikke sandt?" endte han med en ganske sigende mine. Lige der kunne han sagtens lade sig inspirere af den kære gamle Vampyrfyrste. Historierne gik jo trods alt meget vidt omkring.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia ville i sandhed elske at have tid til at være intim med ham, her i tronen. Det var noget som end ikke hun havde prøvet før, men der var heller ikke mange som fik lov til at tage plads i den stol, han havde trods alt royalt blod i årene, det var noget ganske andet. Hun spidsede tænderne og sukkede hæst mod hans ører. "Ganske vidst, men det svider blot til egen ende, når opgaverne vokser mig over hovedet. Desuden er det her af højeste prioritet," forklarede hun og mærkede hvordan hendes hjerte slog hårdt mod brystet. Det var intimt at have hans hånd omkring hendes slanke hals, og at blive holdt nede på den måde som kun han turde gøre det.
Det var ej nemt for hende at afvise noget som hun ønskede, også lidt i frygt for han ville søge det andetsteds, hvilket hendes dyr ikke var synderligt glad for, at grunde som hun ikke kunne redegøre for.
Blidt kyssede hun hans hals, og lod en hånd løbe igennem hans hår med et lidt opgivende udtryk. "Hvor meget jeg end ville ønske at jeg kunne udforske hvad den kunne bruges til med dig, så mene rjeg det når jeg siger at tiden ikke er til det i dag Matthew," fastholdt hun og fugtede sine læber, hvorefter hun skubbede ham af sig med en ret bestemt bevægelse. Hendes styrke var for nu bedre end hans, men han var kommet godt efter det.
Uden flere ord, løb hun med en vampyrs hastighed ud af tronsalen så portene smækkede efter hende. Så meget at se til - desværre.

//Out