Jeg vil råde dig til at fortælle mig sandheden!

[Kimeya Marvalo]

@zean

---

Det var ved at være sent, også selvom det ikke var noget som påvirkede Kimeya det mindste. Endnu siddende i sin lænestol foran pejsen i den ellers så mørke stue. Ude var det stadig iskoldt og det blæste, samt det regnede meget til aften, så det piskede mod ruden og løb efterfølgende ned i undergrunden. Her sad han.. trygt i sin varme og tørre stue. Han var vel en meget priviligeret mand hvad det angik.
I hånden havde han et glas rødvin hvilende. Han sad lidt i sine egne tanker. Tankerne om Imandra.. alt det som skete omkring ham personligt så havde han efterhånden rigtig mange bolde i luften. Hans negle rev let over armlænet i stolen og med en intetsigende og kold mine. Han sad vel fanget i hans egen lille tankestrøm.
Endnu en gang førte han sit glas rødvin til læberne, hvor han tømte glasset, inden han langsomt rettede sig op, og satte det fra sig på bordet. For ham, var nætterne uden tvivl blevet lange, og særligt når det foregik således, som det nu gjorde. Jaqias ordre lød, og nu skulle den sidste planlægning igang.

Hånden lod Kimeya vandre let igennem det halvlange hår, som han igen lænede sig tilbage, og fortsatte med at stirre direkte ind i de varme flammer. Alt i alt, fik det ham kun til at tænke på Faith. Den kvinde, som han stadig måtte elske, men som han havde svært ved at vise.. Hvor var det dog irriterende! Han kunne ikke få hende, og efterhånden var han på det punkt, hvor han næsten måtte.. opgive vel? Nu var det den alliance om at få underlagt Imandra endnu en gang. For mange år siden havde landet jo været dvasiansk.
Dog måtte han tænke på det. Sidst han havde set den kære kvinde, havde været efter hun havde ødelagt kampen om Paggieja. Den tanke i sig selv, var noget som kun måtte få et smil til at passere hans læber. Det var ikke bare ham, som havde begået fejl. Han rystede let på hovedet. Det var måske ved at være på tide, at trække sig til sengen? Det var jo trods alt også ved at blive sent.. og dog.. Han fandt ikke roen til det. Der var så mange ting, som skulle på plads i en stund som denne!
I hans egen tankestrøm, valgte han i stedet for, at fylde op med vin i hans eget glas igen, inden han satte sig tilbage igen. For nu ville han bare slappe af, tænke lidt igennem alt det som han havde at tænke igennem. Hvor han dog glædede sig. Så snart Jaqia meldte det grønne lys, så gik ham og Faith igang!

[Deleted]

Der skete i den grad mange ting rundt om dem og hos en selv, hele tiden. Siden han sidst havde mødt Kimeya havde han overtaget Paggeija og fået sig en kone. Dette var store ændringer. Faktisk havde han slet ikke haft lyst til at opsøge Kimeya, velvidende Eriz alligevel snart var lederen, så han havde bare ignoreret warlocks en del tid og ladet som om han havde travlt med Manjarno. Men siden Eriz brugte alt for lang tid på at gøre noget ved det, til dels fordi de begge ventede på Macaria kidnappede ham, så han kunne få manden og gøre med ham hvad han ville, give ham til dem han ville...Ja. Tingene stod stille. Han havde planer om at hjælpe Daelis med at blive Kahli, men også disse planer gik stille for sig. Og endelig, hans egne planer om at tage Imandra. Landet stod jo tomt, det havde det gjort længe og ingen var marcheret for det endnu! Altså...Han havde jo snakket med Kimeya om det, det havde været lidt deres fælles plan, men Kimeya havde slet ikke kontakten ham angående planerne. Han var ellers gået ud fra at manden ville sende et besked, når han havde snakket med dronningen og alle disse ting. Så i stedet var han selv begyndt. Macaria havde lovet at støtte ham, Elmyra havde givet ham en del informationer om landets tilstand og hvordan man sikrede sig støtte, så man ikke blev hugget ned, med det samme man trådte hen mod tronen. I det mindste...Det var hvad han havde hørt. Han havde hørt fra Macaria at dronningen havde haft lyst til at tage landet, men han havde slet ikke tænkt over at Kimeya var en del af det. For manden ville jo have kontaktet ham, som det var deres aftale, right?
Uanset hvad emmede der en sær stemning i Dvasias, forventninger.
Det regnede, men det gjorde ikke Zean noget. I stedet for at komme flyvende, kom han i stedet gående. Han havde sovet i kroen det meste af dagen, men nu var han vågen og frisk, faktisk med en omvendt døgnrytme, takket være hans kone. Han var afslappet klædt i de lette sko, et par sorte bukser og en varm trøje...Og, desværre, var det hele ved at blive ret vådt. Derfor skyndte han sig hen til det kendte hus.
Som det altid var med Zean, når han fornemmede ballade eller mente folk blev for stille, opsøgte han dem bare selv. Og så længe Kimeya var en leder, var han brugbar, uanset hvad Eriz tænkte om det.
Han bankede ikke engang på, da han brasede ind af døren. Sidst skulle han selv gå ind, så det gjorde han også bare nu. Faktisk var det efterhånden mere vanen at han brasede ind hos folk, end bankede på, i hvert fald når han besøgte folk i Marvalo City. Han rystede sig lidt, da han lod døren glide i bag sig og lod hånden glide igennem det våde hår. Et hår der virkede næsten sort, fordi det var vådt og som lå fladt ned over hans hoved, netop fordi det var vådt, i stedet for at stritte. Dog havde vandet på ingen måde slået ham ud.
Med frisk mod nød han at være i tørvejret og gik mod den stue, som han plejede at møde Kimeya i. Og tada! Der var han jo. Denne gnavne, naive mand.
"Åh hvor det regner!" hilste han frisk, da han gik direkte over foran pejsen, så hans skygge blev kaster ud over rummet. I et øjeblik stod han bare og rakte hænderne frem mod ilden, før han vendte ryggen til pejsen, for at blive tør på ryggen, men også så han kunne se på Kimeya.
"Godaften! Undskyld jeg forstyrre. Du har været stille så længe at jeg hellere måtte se om du stadig levede! Frosset fast i stolen, er vi?" et let smil gled over ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde bevidst valgt at trække sig fra Zean, som han havde valgt at trække sig fra Eriz. Kunne han i det hele taget stole på nogen af dem? At overtage Imandra, havde længe været et punkt på dagsordenen, og nu var det endelig kommet til det punkt, hvor det rent faktisk kunne blive en ralitet.
I takt med at en velkendt energi måtte nærme sig, måtte Kimeya hæve blikket. Så sandt, som når man sad og tænkte på det.. når man snakkede om solen, så begyndte det jo at regne, og det gjorde det så sandelig også i dette tilfælde. At den ellers så velkendte dødsengel måtte bryde ind og bare komme rendende, var dog heller ikke noget, som kom bag på ham. Det havde vel egentlig bare været et spørgsmål om tid, inden han igen ville dukke op? Han knyttede næven let. En mand som han havde lovet så meget, men end ikke vidste, om han kunne stole på eller ikke. Ikke at det var noget der kom bag på nogen. Kunne han i det hele taget stole på manden?
Blikket fik fokus på den store engel, som viste sig i hans stue. At han bare havde trådt ind - ligesom sidst, var nu heller ikke noget der gjorde ham det mindste. "Jeg undrede mig over, hvor lang tid det ville tage dig, at dukke op, Zean," sagde han direkte. Uanset hvad der egentlig blev planlagt under hans næse, var det faktisk ikke til at sige til. Han satte glasset med vin roligt fra sig endnu en gang, uden at rokke sig ud af stolen. Denne mand virkede.. munter i forhold til hvad han egentlig brød sig om lige nu, og kunne det i det hele taget komme bag på nogen? Så munter en mand, havde han jo trods alt aldrig nogensinde været.
Om Kimeya sad fast i stolen? Nej, det ville han så sandelig ikke påstå at han gjorde. Ikke med alt det, som han rent faktisk havde igang. Han havde uden tvivl rigtig mange bolde i luften lige nu. Og særligt i denne tid.
"Hvad får dig til at tro, at jeg har siddet her siden vi stod ansigt til ansigt sidst, min ven? Og nu hvor du står der.. så kan du passeligt fortælle mig grunden til dit besøg," sagde han med en ganske kortfattet og mere bestemt tone. Nej, når han ikke stolede på folk, havde han ikke nogen grund til at omtale eller tiltale dem pænt for den sags skyld. Eriz satte tanker i hans hoved, som omvendt. Igen... kunne han i det hele taget stole på nogen af dem?

[Deleted]

Et svagt smil hvilede på ham. Der var ingen tvivl om at Zean støttet sig til de stærkeste og mest magtfulde i sin omgangskreds. Derfor var han heller ikke klar til at skubbe Kimeya helt ud af sin alliance. Manden var endnu brugbar...Men det fik hans alarmklokker til at ringe, at Kimeya end ikke har kontaktet ham om deres planer og gik ham lidt på. Nåe ja, og så det at han kedede sig. Han kunne godt bruge lidt smerte og kaos, som han kunne hjælpe til med. Den lyst havde mindet ham om Kimeya.
"Hvis du savnede mig, kunne du blot sende bud efter mig." kommenterede han med et svagt smil. Kimeya var uden tvivl utilfreds. En ting var at manden var hård og troede hans tiltale af Zean var et problem, en måde han kunne provokerer ham eller vise noget, men lige med de ting var Zean ret ligeglad. Han bekymrede sig mere over hvorfor Kimeya ikke ville indvie ham i hans planer. Havde de ikke næsten været dus?
"Problemet er simpelt. Jeg tror ikke du har siddet der, som en statue, en mand der er frosset fast. Og netop fordi jeg ikke tror du har gjort det, undre det mig jeg intet har hørt. Jeg husker noget med en plan om at indtage Imandra. Hvordan går det med den plan?" spurgte han direkte. Hans hænder gled om bag ryggen på ham, så han kunne lune dem ved pejsen. Det var rart at mærke varmen og hvordan han snart, langsomt, ville blive mere og mere tør. Han håbede ikke han blev syg. Han havde ikke lyst til det. På den anden side havde han altid haft et stærkt immunforsvar og kunne hjælpe sig selv med alle sine urter.

[Kimeya Marvalo]

Hvorfor skulle Kimeya sende bud efter en mand, som han end ikke vidste, om han kunne stole på eller ej? Planen om at indtage Imandra, havde han måske kørt en smule solo. Ganske vidst var det en plan som selv dronningen af Dvasias, og dæmonlederen Faith var indblandet i, og det passede ham fint. Dem vidste han da i det mindste, at han var i stand til at stole på.
De mørke øjne hvilede intenst og fast på Zean. Han som altid var så munter. Det var næsten til at blive dårlig af! Troede han virkelig, at han kunne komme her og lade som ingenting? Zean og Eriz havde spillet hinanden ud overfor ham. Kunne han stole på dem i det hele taget? Hvem skulle han tro på, hvis han endelig skulle vælge? Alliancen med dødsenglene, var uden tvivl noget som han kun kunne se en fordel i, men det krævede da godt nok også, at han kunne stole på den mand, og det følte han slet ikke, at han kunne i en stund som dette.
Næven lukkede Kimeya fast omkring stolen, som han måtte sidde i, og med et fast blik. "Skulle jeg sende bud efter en mand, som jeg ikke ved om jeg kan stole på, Zean? Både du og Eriz har spillet hinanden ud, og jeg ved snart ikke hvad jeg skal tro på.. og tro mig.. jeg finder mig ikke i, at blive taget ved næsen," endte han med en hård stemme. Denne gang valgte han at gå direkte til sagen. Han kunne jo ikke gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være. Han rejste sig roligt op og med blikket vendt mod ham.
"Naturligvis står planerne om Imandra fast. Jeg har netop fået grønt lys af dronningen af landet, til at gå ind og brede de dvasianske grænser over det land," fortalte han direkte. Han havde Jaqias støtte til at gøre det.. ordre også for at være mere korrekt i den sammenhæng. Og med dæmonerne, samt warlockerne i ryggen, var han faktisk temmelig sikker på, at det ikke skulle gå hen og blive det største problem. Særligt nu hvor det var et land uden en regent.

[Deleted]

Han vidste intet om hvad Eriz havde sagt eller ikke sagt, så han kunne ikke vide at dette var hvad Kimeya var så optaget af. Manden var vel ikke følsom, var han nu? For man kunne jo næsten tro Kimeya havde tænkt om dem som venner, siden han blev så vred. Zeans øjenbryn gled lidt op i panden, da Kimeyas pludselige udbrud. Han vidste at han havde solgt Eriz ud, men det var længe siden og han var blevet...allieret...med kvinden igen. At Kimeya gik rundt i så lang tid og tænkte over disse miserable ting...Wow. Han var virkelig en sur, gammel mand, der sad fast i fortiden og nægtede selv at gøre noget ved tingene, lod folk om at møde op og få tingene løst. På ingen måde en personlighed Zean kunne respekterer. Det blev kun værre af at Kimeya snart skulle overtage Imandra...Og så endda uden ham!
For ikke at nævne han selv havde planer om præcis det samme...
Dette var problematisk. Det ville give mange problemer. I et øjeblik følte han sig rådvild og vidste ikke hvad han skulle gøre...Men han var ikke typen der bare gav op eller lod sig vise fra den svage side. Så lidt efter smilte han svagt, trods situationen var så alvorlig.
"Wow...Det er snart år siden Eriz og jeg var uvenner...Øhm...Okay, lad mig se..." han så tænksomt ud i rummet et øjeblik, før han nikkede svagt.
"Jo. Lad os tage dette emne som to voksne mænd. Start med at fortælle mig, hvad hun beskyldte mig for. Medmindre jeg kan forklare mine sager, går jeg ikke ud fra du vil stole på mig...Omend det gør ondt du endnu ikke har lært det. Jeg har absolut intet gjort for at snyde dig" sagde han ligeud. Intet røbede om han talte sandt eller om han løg. Han var blevet god til det spil. At sige det ene, skønt han sagde det andet til andre folk. Han var blevet en mester i at leve i nuet og føle som om det der skete lige nu, det der blev sagt, var sandheden. Når blot man forblev rolig var alt jo muligt.
"Jeg er da ked af du ikke ønsker mig med. Jeg havde glædet mig til den kamp, hvor du endelig fik det der tilkom dig" svarede han en smule kort, omend det var tydeligt at høre han gerne ville deltage i kamp, kaos og ødelæggelse.
"Trods alt har jeg jo gjort det nemmere for dig at tage landet" pointerede han.

[Kimeya Marvalo]

Meget muligt at Kimeya sad fast i fortiden, men når han ikke kunne finde ud af hverken til eller fra, samt hvem af dem, som han skulle stole på, så var det fandme også svært for ham at finde sin plads i det hele! Hans blik søgte Zeans direkte og med en fast mine. Han havde netop ikke taget fat i ham, i og med, at han ikke vidste, hvad han skulle forvente, og særligt når det foregik på denne her måde. Han knyttede sin næve ganske let. Ikke råbte han.. Han snakkede faktisk ganske stille og roligt, alt taget i betragtning, og det var sådan, at han meget gerne ville have, at det skulle forblive.
"Kommer det bag på dig, Zean?" spurgte han direkte. Han havde virkelig svært ved det, og han lod sig ikke tage ved næsen, og slet ikke, hvis det var noget, som han da kunne blive fri for. Han blev stående. Igennem det arbejde, som de havde gjort med hinanden frem til nu, og særligt igennem den alliance, som de havde indgået - mellem dødsengle og warlocks, havde han brug for at vide, om han kunne stole på den mand.
"Hvad hun har sagt? Hun har solgt dig til mig, som en utroværdig allerede, min kære ven," fortalte han direkte. Hvorfor lægge skjul på det? Som han havde brug for tryghed, havde Kimeya jo også brug for det samme. Derfor havde han nok også handlet lidt på egen vej, ved at fortsætte planerne om at tage Imandra. At Zean gik rundt med de samme planer, havde han ingen anelse om. Han havde dog kongehuset i ryggen. Det burde vel give ham en klar fordel?
Som Zean beskrev Imandra, som et land der tilkom ham, fik det alligevel kort Kimeya til at trække på smilebåndet. Tanken kunne han lide, hvilket der heller ikke herskede nogen tvivl om.
"Kan jeg stole på, at det er mente ord, eller om du siger det for at stille mig tilfreds?" Langsomt satte han sig ned i sin stol igen. Han forsøgte virkelig ikke at hidse sig op.

[Deleted]

Manden kæmpede med sin selvkontrol. Det var en ting han kunne respekterer, når folk holdte deres selvkontrol og kunne kontrollerer sig, i stedet for at hoppe ud i halsbrækkende handlinger. Men den største grund til at han var glad for det, var fordi han ikke havde planer om at komme til skade eller ligefrem dø. Som Kimeya havde taget kvælertag på Macaria. Åh ja...hun ville ikke blive glad, hvis han gik i kamp, selv om hun måtte kunne forstå det mere var for person nydelse, end fordi han faktisk holdte med manden. Han var træt af at skulle tænke over hvorvidt folk blev glade eller kede eller sure. Krig og kamp var intet mindre end fantastisk. Han havde fået smag for det i Ityrial og Paggeija og hele tiden higede han efter mere. Denne smerte og kaos var større og bedre end noget andet, for folk blev hugget ned til højre og venstre! Hvorfor skulle han snyde sig selv fra denne nydelse? Desuden var han nysgerrig. Nysgerrig over størrelsen af Kimeyas hær, over hvordan manden ville gøre det og hvordan det ville blive bagefter. Disse informationer kunne han godt bruge. Men uanset hvad kom han ikke med, medmindre han valgte at stole på ham. Og han mente ærlig talt at han havde en god fordel, i det de allerede havde arbejdet sammen om ting, hvor han ikke havde snydt Kimeya. Han så over på Kimeya et øjeblik, som manden stod der. Om det kom bag på ham? Lidt. Han havde ikke vidst Eriz dengang havde arrangeret denne lille besværlighed for ham. Når det kom til stykket vidste han ikke helt hvad han mente om Eriz, men nyttig var hun trods alt.
"Så, kære ven" svarede han efter en smule betænkeligheder.
"Uanset hvad hun har sagt, har det næppe været sandheden. Hun gik nok efter at redde sit eget skind, velvidende hun kunne komme til skade, hvis du besluttede dig for at skade hende. At sælge mig ud var nok hendes desperate handling og eneste måde at få din opmærksomhed. Hvad er bedre end at så tvivl om sine tætteste allierede? Det er lige sådan noget hun elsker" Et svagt smil gled over ham.
"Du kan stole på mig. Jeg har intet gjort for at skade dig. Lad mig bevise det, ved at deltage i krigen om Imandra. Mine engle er ivrige efter krig og blod. Bare rolig, vi går ikke efter noget vigtigt, andet end at slagte nogle folk der måtte gøre modstand. Lad os slås ved siden af dig" tilbød han. Sandelig måtte han se det praktiske i det, at dødsenglene sloges ved hans side? Endda uden nogen vigtig stilling eller opgave, blot slog ihjel, fordi det var hvad de nød mest. Det kunne da ikke skade nogen som helst?

[Kimeya Marvalo]

Beherskelse af selvkontrol, var uden tvivl noget af det som Kimeya altid havde kæmpet med. For nu kunne man næsten sige, at det blev testet. Det var ikke nemt for ham, og særligt fordi at han ikke vidste hvor han havde Zean. Den mand havde jo trods alt heller ikke informeret ham om hvor han stod i forhold til det hele. Eriz var en warlock som han slet ikke følte at han kunne stole på, og særligt sådan som hun havde bevæget sig frem. Han havde truet hende.. ja det havde han, men for pokker, når hun ikke makkede ret, så var han jo nødt til at handle på det.
Kimeya kneb øjnene fast og hårdt sammen. Hvordan kunne Zean stå der og tage det så roligt? Der var noget der ikke stemte.. Selv vidste han, at han ikke burde stole på en dødsengel. Alt i hans opdragelse bad ham til ikke at stole på dem som væsen, men til nu havde Zean ganske vidst ikke vist sig som andet end en mand som han kunne have ved sin side. Han trak vejret dybt. Hvor var det dog forbandet ubehageligt, at det skulle være på denne her måde. Han kunne ærlig talt slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget!
"Jeg stoler ikke på hende.. jeg stoler ikke på mange i mit liv, Zean. Jeg er som sagt før blevet dolket i ryggen, og for din skyld, håber jeg virkelig ikke, at du vil gøre dem kunsten efter," fortsatte han med en direkte stemme. Nej, han var ikke overbevist.. hverken om det ene eller det andet, og gud hvor var det dog irriterende, at det skulle forholde sig på denne her måde. Hans blik søgte hans direkte. han gik meget op i, at han kunne stole på ham.. Næsten kvalmende meget.
"Kan jeg nu det, Zean?" spurgte han direkte. Nej, løgne var han og havde han aldrig været særlig god til at gennemskue, og til tider, kunne det være en frustration uden lige, når det var sådan, at det forholdt sig, men her var han nødt til at bevæge sig varsomt. Han følte ærlig talt ikke, at han kunne stole på nogen af dem!

[Deleted]

Han smilte svagt. Nej, hvem stolede egentlig på nogen som helst? Han gik ikke rigtig ud fra nogen som helst stolede på ham, end ikke Macaria, men manden gik så meget op i det, at han måtte koncentrerer sig om at lege en mand han kunne stole på...Eller hvad? Ofte var sætninger som, at folk netop kunne stole på en, det der gjorde folk allermest mistænksomme. Tænk han havde gjort den fejl. Nej, selvfølgelig kunne ingen stole på ham! Det ville jo være dumt. Var Kimeya fuldstændig blød i bolden?
”Selvfølgelig kan du ikke stole på mig!” sagde han, næsten som var det hele en joke. Han kunne ikke gøre for det. Jo mere alvorlige og sure folk blev omkring ham, jo mere løs og drillende blev han selv. Han var ikke typen der satte sig i lænestolen og lagde ansigtet i alvorlige folder og nikkede og gav manden ret hele tiden. Det ville være for kedeligt og det rene røvslikkeri. Han var endnu ret våd, så han følte ikke for at gå over og sætte sig. I stedet vente han sig om, så han stod med ryggen mod Kimeya, så han kunne få varmen og tørre sig lidt foran også.
”Du forekommer mig skrøbelig og følsom, kære Kimeya!” nævnte han og så ned mod pejsens ild, mens han fremstod ganske afslappet. En løgner ville måske nu stå og vride sine hænder i frygt for at blive opdaget i en løgn, men Zean stod afslappet og varmede sig ved hans ild. Og dog...Han havde mødt mange løgnere der ikke var nervøse for det. Sikke en verden!
”Man kan ikke stole på nogen som helst. Derfor vil jeg heller ikke spilde din tid med det. Men du vil måske gerne have jeg siger det? Åh Kimeya, selvfølgelig kan du stole på mig, jeg er din eneste rigtige og sande ven?” han så over skulderen på Kimeya.
”Det er ikke den slags mand jeg troede du var, Kimeya” han var stille et øjeblik, mens han så tilbage på ilden.
”Jeg ønsker blot at være med i kampen. Det er en vindersituation for dig. Jeg har allerede hjulpet dig og nu tilbyder jeg fortsat at hjælpe dig, hvilket var vores aftale. At jeg tilbød mine engle som en støtte i din kamp. Er du den man ikke kan stole på, den der bryder aftaler?” spurgte han ganske pædagogisk.

[Kimeya Marvalo]

Jo mere Zean valgte at åbne munden, des mere vred måtte Kimeya blive. Han skulle bestemt ikke komme her og beskrive ham, som en eller anden følsom gammel mand! Jovist var han ved at blive gammel.. Selv alderen måtte sætte sine tegn på ham, men det var også der at hans viden måtte komme med, og det var den, som helt klart også måtte komme til hans egen fordel, og det var sådan at han havde det med tingene. Det passede ham mere end fint! Han stolede på Jaqia.. han stolede på Faith.. Han havde visse i sit liv, som han vidste, at han kunne stole på, men det var godt nok ikke mange.
"Vil du vove at påstå, at det er svagt og følsomt, at ønske en tryghed i sin tilværelse, Zean?" spurgte han direkte, som han igen vendte blikket mod ham. At manden nu stod med ryggen til, sagde han ikke noget til. Det var et forfærdeligt vejr udenfor, så han var vel kold og gennemblødt? Han havde hjulpet manden med at indtage stillingen som dødsenglenes leder. .Det burde da give lidt credit! Tvivlede manden på ham?
Endnu en gang rejste Kimeya sig op. Hans øjne lynede, dog selvom han ikke var ude på, at gøre det mindste ved ham i hans eget hjem. Selv var der utrolig meget historie tilknyttet stedet her, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde i sinde, at ødelægge. Han kneb øjnene dræbende sammen.
"Det kan godt være, at det er en joke for dig, men det er det bestemt ikke for mig, Zean! Og hvis det er den måde, du har tænkt dig at tiltale mig i, så ved du udmærket godt hvor døren ud, befinder sig!" sagde han hårdt. Nej.. lige nu følte han på ingen måde, at han kunne stole på denne mand, som han heller ikke kunne stole på Eriz. Let knyttede han næverne. Selv han var for pokker nødt til at beskytte sig selv, og det var ikke ligefrem noget, som han havde tænkt sig at skulle stå der og forklare på må og få. De pædagogiske tiltag som manden pludselig forsøgte sig med, gjorde det ikke meget bedre. Denne gang trådte han faretruende mod ham.
"Jeg spørger jo om det samme, Zean.. Er jeg et led i en eller anden plan eller sygelig idé, så du netop kan opnå hvad du har lyst til?" spurgte han denne gang hårdt. Hans øjne lyste. Han havde brug for ærlige svar!

[Deleted]

Åh hvor var denne mand dog irriterende! Hvor mange gange skulle Zean gentage sig selv? Nej. Manden forstod hverken direkte ord eller hentydninger. Man skulle altid skære tingene ud i pap. Han havde helt glemt at Kimeya var sådan, han var van til selskab der næsten overfortolkede hans handlinger og ord, ikke nogen der ikke forstod noget af det.
Han kunne høre Kimeya var vred, skønt han slet ikke forstod over hvad. Virkelig. Han forstod det slet ikke. Mens han havde ryggen til manden, gled hans øjne op mod loftet et øjeblik, før han rolig vendte sig om mod Kimeya. Der var virkelig ingen grund til at blive vred, var der vel? Niksen.
Kimeya overdrev, som en kvinde der skændes med sin kæreste om visse ting. Han var virkelig en følsom mand, der gik efter detaljerne og kontrol, skønt han fremstod dummere og uden kontrol, for hver gang han åbnede munden.
Men Zean viste det ikke. Han kendte jo Kimeya...Han havde blot...glemt det. Lidt.
Han trak vejret dybt. Hvor han glædede sig til at gå. Men han ville ikke gå endnu.
”Jeg siger det er dumt at stole nogen som helst. Jeg har aldrig oplevet din...tryghed. Og jeg vil aldrig opleve den, for jeg ønsker den ikke. Men lad os nu ikke snakke om det. Vi er tydeligvis uenige på det punkt. Jeg vil gerne sige du kan stole på mig, men vil du tro mig, selv hvis jeg sagde det?” han havde vist igen glemt Kimeya ikke forstod sådan et spørgsmål. Med et svagt, næsten uhørligt suk, slog han let ud med armene.
”Ja, fint, du kan stole på mig!” sagde han så. Det var jo åbenbart hvad manden gerne vil høre.
Et svagt smil hvilede i hans mundvige. Manden var nem at gøre sur. Han prøvede at fremstå uden svagheder og alligevel var han så skide nærtagende.
”Hvis du ikke ønsker min hjælp, så fint. Men i så fald vil jeg godt gøre klart at det er dig der ikke har holdt aftalen!” hans blik blev en smule mere seriøst, da det gled over Kimeya. Det måtte jo være sådan det måtte være.
”Jeg har masser af planer, men sandelig ingen der involverer dig. Specielt ikke nu” han viftede let med den ene hånd, før han gik over og smed sig i den lænestol, han normalt sad i, når han var her. Han var ikke helt tør og blev nok kold igen om lidt, men han ville gerne vise Kimeya at han selv følte sig afslappet. Han så op på ham.
”hvor mange gange skal jeg gentage mig selv?” spurgte han så til sidst. For han havde ikke lavet andet end at gentage det samme igen og igen, siden han var kommet her. Det var blevet et kedeligt spil.
”Fortæl mig i det mindste hvad du mistænker mig for” spurgte han så til sidst og hvilede hovedet på sin hånd, da han satte albuen på armlænet, og så op på ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var meget fastlåst på en retning, fremfor en anden, og det var egentlig også det eneste, som han kunne se, som det var lige nu. Alene tanken om det, var noget som gjorde ham arrig. Han følte i øjeblikket kun at Zean snakkede ham efter munden, og det var ikke just noget, der gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende!
Kimeya blev stående og med blikket skarpt hvilende på den mørke dødsengel som stod der med ryggen til ham. Han knyttede næverne fast og kraftigt sammen. Hvor var han dog.. vred lige nu! "Snakker du mig bare efter munden nu?" spurgte han med en fast tone. Havde han nogensinde givet den forbandede mand en grund til ikke at skulle stole på ham? Han havde hjulpet ham med titlen som leder af dødsenglene, præcist som lovet, og han havde sågar stillet warlocks til rådighed, da han havde indtaget Paggeija, og nu stod han her og stillede underende spørgsmål.
"Det er mig der ikke overholder aftalerne?!" brølede han nærmest denne gang, inden han rejste sig op endnu en gang. Han kneb øjnene fast og kraftigt sammen. Nej, denne gang havde han virkelig fået nok! Han blev stående, selv da Zean valgte at sætte sig ned i stedet for. Hvad troede han ikke, at han kunne gøre nu?
"Jeg forventer ikke noget fra din side, Zean. Jeg kan høre, at du selv er kommet langt forbi den alliance, som vi to indgik tilbage i starten," sagde han direkte. Var det underligt, at han var skuffet? Han gled denne gang endnu mod sin lænestol. Hans blik strålede af ren og skær vrede.. frustration.. skuffelse?
"Ønsker du alliancen, kræver det også fra din side, Zean.. Jeg har hjulpet.. og til nu overholdt de aftaler, som vi os imellem har lagt," sagde han direkte. Det var bestemt ikke fordi, at han ville lade dette komme ham på tværs, og særligt ikke på denne måde. Hvad bildte den dødsengel egentlig sig selv ind? Havde han ærlig talt regnet med at han bare ville acceptere tingene, som de var, og bare nikke som en eller anden nikkedukke? Nej.. lige nu kunne han bestemt ikke sige, at han stolede på Zean. Han stolede faktisk ikke på nogen af dem!

[Deleted]

Han så forundret på manden, som han kun hidsede sig selv mere og mere op, mens Zean selv forblev rolig. Faktisk...Jo vredere Kimeya blev, jo mere rolig følte han sig, selv om han viste det godt kunne blive farligt. Åh, han forstod virkelig ikke den mand. Han var så dobbeltmoralsk. Ikke fordi han aldrig var det selv...Men dette var virkelig slemt. Kimeya havde ingen sans for logik, konstaterede han. Hvis manden da blot ville sige hvad problemet var! Men i stedet blev han bare mere og mere vred og anklagede Zean for ting han aldrig havde gjort. Han forstod det virkelig ikke og han vidste ikke hvad han skulle stille op med det. Han forstod virkelig ikke hvad manden snakkede om! Og det måtte da også være tydeligt for manden? Eller var manden så vred, at han kun observerede hvad han selv tænkte? Og hvor kom vreden overhoved fra?
Han slog opgivende ud med armene. Det ene øjeblik havde han sagt at han ville hjælpe Kimeya, men Kimeya havde ikke ville have hans hjælp, så derfor havde han trukket den tilbage. Og nu forlangte manden igen hans hjælp. Hvad ønskede manden dog! Han følte sig faktisk en smule frustreret.
”Hey! Nu skal du ikke være ufair, det vil først rigtig ødelægge denne alliance. Jeg kom her for at høre dine planer og tilbyde min hjælp, som var vores aftale, men du startede med at sige du ikke stolede på mig eller ville have min hjælp. Og nu forlanger du den igen? Find ud af hvad du vil have. Det er meget nemmere for dine omgivelser at give dig, hvad du ønsker, hvis du selv ved det!” svarede han en smule forurettet.
”Jeg kom her med intet andet end fred, men du har intet andet gjort end udsat mig for vrede og beskyldninger!” Hans blik søgte Kimeyas uden tøven. Troede han at han kunne intimiderer ham, dominerer over ham, hvis han blot råbte højt nok? For så måtte han tro om.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vendte blikket hårdt i retningen af Zean. Hans øjne lynede med det samme. Den mand var for rolig omkring denne situation. Skræmmende rolig faktisk, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Hans næve lukkede sig fast omkring armlænet på hans elskede lænestol.. Og det blev så klemt og voldsomt, at hans hånd begyndte at ryste, og hans knoer endte med at blive helt hvide.
"Jeg ved udmærket godt hvad det er jeg vil. Det spørges bare, om I er dem, som er i stand til at give mig det." Nej, han stolede på ingen måder på dødsengle. Alt i ham, sagde at han ikke burde, men for pokker, de havde jo valgt at indgå i en alliance i udgangspunktet, og det havde de jo trods alt også valgt af en grund. Manden kom i fred? Han tvivlede faktisk på det. Hvorfor skulle han trodse vind og vejr for det her? Det var slet ikke noget som gav nogen mening for hans vedkommende. Let måtte han knibe øjnene sammen. Han var nødt til at holde sig selv i nakken, selvom det for pokker ikke var særlig nemt for ham. Overhovedet ikke! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Kunne de overhovedet bruge hinanden? Han begyndte ærlig talt at tvivle.
"Jeg ønsker at der skabes blanke ark.. Jeg ønsker at vi fortsætter arbejdet som hidtil, men i en alliance, kræver det, at jeg ved hvor jeg har dig, som omvendt," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Blikket vendte han mod ham igen, inden han langsomt satte sig. Gud hvor var han vred.. Og endnu mere over, at den mand kunne tage det så roligt og afslappet som han gjorde det. Hvad pokker kom det ikke af!?
"Du siger der er lagt mange planer, uden at jeg er indvilget i disse.. Hvilke er det?" spurgte han videre. Selv han ønskede jo at vide, hvad han skulle have at forholde sig til. Hans blik vendte han direkte mod Zean. Han brød sig ikke om at leve i uvidenhed!