Get them out!

[Deleted]

Smilet voksede sig en anelse bredere om Carmines læber, både da han kunne mærke Crysanias reaktion på hans berøring, men også over at se Calebs reaktion på hans tilstedeværelse. Det korte glimt af panik der var gledet over hans ansigt, havde frydet Carmine til sin kerne. Ikke at der var nogen grund til det. Caleb ville ikke være den første af deres kæledyr hun havde stillet sine lyster på, og ville heller ikke være den sidste. Præcis som Carmine selv havde moret sig med andre af deres kæledyr. Hans fingre strøg legende over Crysanias bryst, mens han vendte blikket mod Caleb. At se hvordan han genoptog sine bevægelser, fik Carmine til at nikke opmuntrende ned til ham. Han skulle behage sin frue, også selv om han var i rummet. Det var bestemt ikke fordi Carmine var bekymret for at miste sin hustru til denne mand. Caleb tilhørte dem, og som sådan var det deres ret at bruge ham som det passede dem, og straffe ham som de fandt det passede hvis han nægtede, eller ikke levede op til deres krav. Alt tydede dog på at Crysania til fulde nød hvad han gjorde for hende.
Hans opmærksomhed forlod Caleb, og vendte sig fuldt og helt mod Crysania da han mærkede hendes tunge glide over hans mundvige, lige inden han mærkede hendes greb om sit hår. Grådigt gengældte han kysset, og lod sine læber massere hendes begærligt. Hans frie hånd placerede sig mod hendes nakke, som for at holde hendes læber trykket mod sine. Hans tunge lirkede sig vej mellem hendes fyldige læber, og lod ham smage på Calebs blod gennem Crysanias mund. Smagen fik et dæmpet støn over hans læber, og han nappede kælent i Crysanias underlæbe, mens han fortsatte sin behandling af hendes frodige bryst. Om han skulle deltage i aktiviteten, kunne måske stadig diskuteres. Carmine foretrak at være den eneste mand med sin hustru når de gav sig hen til deres lyster, til trods for at de flere gange havde haft en anden kvinde med sig, men det var da ikke uhørt at han havde ladt en anden mand tage del i akten. Indtil videre forblev han dog placeret på karrets kant, ved sin hustrus side.

[Deleted]

Tydeligt var det for Crysania at mærke, hvordan Caleb fuldkommen stivnede under hende, som Carmines stemme lød. Ingen tvivl var der om, at han skulle respektere hendes mand, men ej heller var der nogen tvivl om, at hun ønskede at fuldføre akten. Derfor måtte det bringe en frustration i hendes krop, som han stoppede, for det skulle han jo ikke! Det havde hun jo ikke bedt om. Aktiviteten stoppede hun derfor ikke, som hendes underliv fortsat arbejdede med Calebs, alt imens hendes læber arbejdede med Carmines. At denne kombination skulle vise sig at tænde Caleb, måtte blot tænde Crysania endnu mere, som det helt skabte en dominoeffekt! Hænderne mærkede hun på sig, hvor hun ikke ønskede at nogen af dem ville stoppe! Ej den masserende hånd mod hendes svulmende bryst, og ej Calebs hjælpende hånd. En perfekt symfoni var det for hendes vedkommende! Desværre betød det også, at det havde den effekt på hende, at hun snart ville nå sit klimaks. Stønnene begyndte at falde hyppigere over hendes læber, skønt de blev kvalt mod Carmines tunge og læber. Underlivet begyndte hun erfarent at bevæge op og ned, alt imens hendes frie hånd strøg op og ned ad Calebs overkrop, som hun mærkede ham. Selv nød hun både at føle sin mands og kæledyrs begær, og det var også det, som i den sidste ende måtte gøre udfaldet for hende! Af ren og skær refleks, lukkede hendes fingre og negle sig om Calebs ene side, alt imens hendes greb om Carmines lokker trak til, som hendes krop pludselig spændtes. Overvældende var ekstasen, som højdepunktet blev nået takket være Caleb og Carmine. Det endelige støn brød derfor også hendes læber i takt med at hendes bevægelser forstummede. Ej var det fordi, at hun var træt. Ej kunne dette nemlig udkøre hende, ligesom det ville kunne udkøre Caleb. Mættet var hun dog, og på en endnu bedre måde, end hvad hun umiddelbart havde planlagt. Ja, hun var på alle måder tilfreds!

[Deleted]

Mærkværdig var hele denne situation for Caleb, men det.. tændte ham på en måde, som han slet ikke kunne beskrive. Det satte tanker og følelser i ham, som han slet ikke burde gøre sig! Her lå han under fruen, som sad over ham, og med sin mand ved sin side. Et sted var dette en gevaldig spænding, som han ikke kunne gøre synderlig meget ved.
Hans hjerte fortsatte med at hamre, inden han igen satte gang i arbejdet med hoften. Hans brændende ønske om at tilfredsstille hende, var det, som stod stærkest og mest tydelig i ham. Hans greb om hendes lår strammede sig, som han selv nærmede sig sit eget klimaks. Kunne han tillade sig at gøre det lydt? Kunne han virkelig tillade sig, at vise det behag, som han følte, ved at være sammen med hans hustru? Det var virkelig alt for surrealistisk for ham, men han måtte jo bare gøre det så godt, at det nu var ham menneskelig muligt.
Klimaks opbyggede sig hurtigt, og særligt som hendes støn måtte tage til. Grebet i hans side, fik ham til at spænde. Det var behageligt og gjorde ondt på samme tid. Han klemte øjnene let sammen, inden han spændte i kroppen, for at ligge så lige, så han for alvor kunne mærke hende.. og sikre sig, at hun kunne mærke ham.
Et sidste stød gjorde han dybt i hendes skød, hvor selv det dybe støn brød hans læber, inden han lagde hovedet tilbage mod kanten af karret. Hans krop dirrede. Ikke fordi at han som sådan var træt.. så følte han sig mættet. Det var uden tvivl behageligt at gøre det med hende! Nu hvor han for alvor følte den mæthed, som han ikke havde følt i... ja, lang tid efterhånden. Øjnene lukkede han let. Hans krop begyndte at ryste.. Han følte sig pludselig kold.. kold af vandet.. og på grund af det blod, som hun nu havde taget fra ham. Selv havde han blod tværet ud i ansigtet. Han tænkte ikke over det. Hans tanker var helt andre steder. Fantastisk havde det uden tvivl været... men.. hvad nu?

[Deleted]

Frydefuldt havde Carmine kunne se til, mens Crysania havde bevæget sig over deres kæledyr, mens hendes læber havde været trykket mod hans. Han kunne stadig smage Calebs blod i sin mund, og blandet med følelsen af Crysanias tunge mod sin, kunne han ikke hindre sig selv i at blive ophidset. At han næsten lige havde stillet sin egen sult fra sin jagt, var pludselig fuldstændig irrelevant. Dette var ikke en sult efter føde: at se Crysania sådan, at høre hende sådan, fyldte hans hunger efter hans hustru.
Den genkendelige måde Crysania strammede sit greb om hans nakkehår, og hvordan hun spændte i hele kroppen, fortalte ham at hun var nået sit klimaks. Kysset mellem dem var blevet brudt på dette tidspunkt, og Carmine var fri til at betragte hende med et kælent smil over sine smalle, blege læber. Han kunne mærke hendes krop dirre under sine fingre, som han stadig holdt fast placeret på hendes bryst. Hans blik gled kun kortvarigt ned til manden, som hans egne bevægelser så ud til at falde hen. Var han også nået det ekstatiske højdepunkt? Det betød intet. End ikke det faktum at Caleb stadig havde været forenet med Crysania da han havde nået sit klimaks betød noget. Han og hans hustru havde deres forholdsregler for at hindre at deres kæledyr efterlod nogle varige mærker på hende, eller for at Carmine efterlod egne mærker på andre kvinder. Han var ikke bekymret. Men han var heller ikke blid.
Hans hænder søgte roligt ned i badevandet for at gribe fat om Crysanias hofte, inden han ubesværet løftede hende op fra vandet, og placerede hende over sit eget skød. Som vægtløs, var hun i hans arme. Det var ikke en handling uden hensigt. Han ville minde Caleb om sin plads. Selv om at han havde stillet Crysanias lyst, og selv om at han uden tvivl måtte begære sin Frues krop yderligere, måtte han huske at Crysania var hans. Som han sad der på karrets kant med Crysania i sit skød, strøg han kælent en hånd fra hendes hals, ned af hendes kavalergang, og over hendes mave.
”Jeg er ked af at jeg ikke var her, da du kom, min kære.” sagde han varmt, som om det der lige var sket mellem hende og Caleb, overhovedet ikke havde fundet sted. Hans opmærksomhed var på sin hustru. ”Næste gang jeg går på jagt, sørger jeg for at få en alkymist med hjem, som du kan lege med.” lovede han hende, og i et flygtigt øjeblik var det et dyr, hvis favn hun sad i, og ikke den fornemme vampyr.

[Deleted]

Selv følte Crysania, hvordan hendes egen nydelse måtte kollidere med Calebs, som de begge måtte nå deres klimaks. Bedre kunne stunden meget vel ikke blive, som hun mærkede Calebs dirrende krop under sin egen spændte, mens de begge måtte stønne frydefuldt. Derudover var der smagen af Carmines læber lige indtil, at hun ikke længere kunne koncentrere sig om at bevæge sine læber! Fantastisk var følelsen, hvor hun også vidste, at der ikke var mange kvinder som prøvede, hvad hun livet havde prøvet, samt havde prøvet adskillige gange før. Svage og indsnævrede var mange andre nemlig, som de ej turde åbne sig op for ideen om flere seksuelle partnere, grundet deres følelser. Følelser.. Selv forstod hun sig ikke på dem. Hun forstod sig kun på, hvad der var vigtigt. Hendes og Carmines unikke bånd.. De vampyriske følelser, der bestod af blod og begær.. Magten som vampyr og hertuginde.. Selv mærkede hun, hvordan hendes krop langsomt måtte slappe af, ligesom Calebs krop, der søgte helt ned i karet. Tilfreds var hun med ham. Derfor var det ikke utvivlsomt, at dette ville gentage sig mellem dem. Om det ville blive med eller uden hendes mand, kunne hun dog ikke sige. Tilbage til sin mand drev Crysanias tanker dog, som hun fornemmede, hvordan Carmines stærke arme gled under hende, og løftede hende op, som hun var luft. Skilt fra Caleb blev hun derfor også, hvilket måtte få hende til at slippe et sidste nydende suk, som selv sidste bevægelse måtte forekomme hende behagelig. Armene lagde hun automatisk om Carmines hals, som hun endte i hans skød. Selv nød hun den styrke, som han lige havde udvist, som han så let som ingenting havde båret hende op i sin favn. Dog var han også den eneste mand, som hun ville tillade dette. Ingen anden mand skulle nemlig tro, at de var på hendes stadie eller derover! En knurren endte med at lyde fra hendes strube, som hendes humør på et splitsekund var ved at vende! Den ro, som Caleb ellers havde indarbejdet i hende begyndte langsomt at dale, som Carmine nævnte ordet alkymist for hende. ”Jeg ønsker ikke en alkymist, men den alkymist! Jeg ønsker at splitte ham ad del for del, om det så skal betyde, at jeg tager en tå om natten fra ham, inden jeg tager hele foden, og dernæst benet,” hvislede hun faretruende. Igen fandt dyret frem til hendes gråblå øjne, alt imens hendes mørkebrune hår hang hende langt og klæbende ned ad ryggen, imens hendes krop dryppede. Ingen fysiske tegn var der på, at hun var blevet angrebet, men åh hendes hukommelse.. Hendes hoved vidste skam præcist, hvad der var sket!

[Deleted]

Caleb var skam kendt med sin plads, men derfor havde han ikke just regnet med, at ting som dette ville komme til at ske. Alt taget i betragtning, så havde han vel bare regnet med, at dette skulle ske. Han var ikke noget andet end en del af tjenestestaben.. Et sølle kæledyr, som hun slet ikke burde gøre denne slags med. Nu var Carmine der.. så var det først for alvor endt med at blive akavet for ham, for nu kunne han da slet ikke finde sin plads. Ej var det fordi, at han havde troet, at han ville få pladsen ved hendes side, for den ledende type var han ikke, og det havde han aldrig været.
Crysania blev løftet fra hans skød, og op til herren, hvor hun blev placeret i skødet. Selv blev han bare liggende i vandet, hvor han satte sig op. Blikket sænkede han. Ikke at han ønskede at kigge på dem... men gud hvor han dog længtes efter hans frue. Meget havde han selv oplevet, men noget som dette? Ikke som han kunne beskrive det! Han sænkede hænderne en anelse. Den alkymist der havde gjort dette mod hende, skulle uden tvivl bøde for dette! Selvom hun havde været hård ved ham i starten, og tvunget ham med hertil, så var det faktisk ikke så slemt igen. Hans blik søgte næsten vovet op mod dem. Han kiggede dog ikke op mod deres blikke. Han havde ikke fået lov til at rejse sig, så derfor valgte han også mest for sin egen skyld, at blive siddende her, for han ønskede ikke at stille dem utilfredse. "Frue... Skal jeg gå?" spurgte han denne gang, hvorefter han sænkede hovedet en anelse, for netop ikke at kigge på dem. Igen ønskede han jo ikke, at stille nogen af dem utilfredse, og særligt ikke når det var dem. Han var faktisk blevet glad for at være der.. og særligt nu hvor han havde hjulpet hende med den pinsel som den alkymist havde udsat hende ofr.

[Deleted]

Carmine fornemmede allerede hvordan Crysanias humør skiftede, allerede før hun snerrede. Han vidste dog at det ikke var ham, hendes vrede var rettet mod, og dermed forblev smilet over hans læber. Hans fingre strøg hendes maveskind i lange, beroligende strøg, som en måde at få hende til at falde til ro igen. Hun var ganske vist uskadt nu, men Carmine havde hørt fra en af tjenerne hvilken tilstand hun havde været i, da hun var kommet hjem fra sin jagt. Alle de små splinter som var gravet ind i hendes hud… Caleb havde fjernet dem, men det havde ikke gjort en forskel. Carmine delte skam Crysanias behov for at se den skyldige alkymist lide.
”Og den mulighed skal du nok få, kære.” Der var ingen usikkerhed i hans ord. Tværtimod var det et løfte han afgav hende, der og da. Han ville ikke lade denne alkymist slippe ustraffet fra at have angrebet hans hustru. Hans søster. Det var en skændsel, ikke bare for de to – skønt det i sig selv var slemt nok – men for hele deres race som en helhed. Vampyrer var hævet over alt andet, inkluderet alkymisterne med deres sære form for magi. Tanken fik ham selv til at vrænge læberne en smule tilbage, så hans egne tænder blev blotlagt i en hadefuld snerren. ”Start med hans hænder. Alkymister bruger vist håndbevægelser til deres magi, og jeg vil elske at se ham være ude af stand til at benytte sig af dem nogensinde igen.” bad han hende. Han ville ikke selv gøre noget for at torturere alkymisten, når den tid kom. Ikke før Crysania var tilfreds. Spørgsmålet var så blot om alkymisten stadig ville være i live til den tid.
Carmines opmærksomhed forflyttede sig tilbage til Caleb, der han sad i karret og kiggede op på dem. Han mødte ikke deres blikke – godt. Hans spørgsmål fik Carmine til at smile et smalt smil, inden han rettede blikket mod Crysania. ”Hvad siger du, elskede? Har han tjent sit formål for denne gang?” For denne gang. Carmine var ikke i tvivl om at Crysania havde nydt deres akt, og var dermed ikke i tvivl om at hun ønskede det skulle gentage sig. Der var endnu intet i hans toneleje som indikerede at han på nogen måde følte sig truet af det.

[Deleted]

Personligt hadede og foragtede Crysania den tanke, at alkymisten – der havde såret hende – endnu rendt frit rundt, og trak vejret i ro og mag. Selv ønskede hun at høre hans skrig. Hans klynk! Hun ønskede at fornemme ham i deres celler, hvor han skulle bruge hvert et vågent øjeblik på at se imod døren i frygt for, at hun ville komme. Ej heller skulle han være i stand til at lukke øjnene, som han skulle være for frygtsom til at gøre det! Hun ønskede at se, hvordan blodet piblede fra hans åbne sår. Hvordan blå og violetter plamager indtog hans krop, grundet hendes slag. Høre, hvordan hans knogler knækkede under hendes fingre! Tankerne gav hende et vildt blik. Ej skulle man tro, at hun lige havde været opfyldt af ekstase, men det havde hun skam. ”I så fald vil jeg fjerne hans tunge, så hans forbandede messe vil stoppe! Dernæst vil jeg fjerne hver en finger, så han ej kan svanse omkring med dem!” hvislede hun. Ej heller skulle man betvivle, at hun ville gøre det, hvis hun fik muligheden for det. Ingen menneskelighed havde hun nemlig på det punkt. At Caleb skulle se denne side af hende efter deres tilfredsstillende akt, spekulerede hun ikke videre over. Hendes humørskift var blot en naturlig del af hende, som hun var et lunefuldt væsen. Hendes gråblå øjne søgte Caleb, som han pludselig talte. Om han måtte gå? Roligere syntes hendes mimik at blive igen, hvor hun valgte at bøje sig en anelse frem mod ham, uden at hun forlod sin plads på Carmines skød. Blodig var han endnu omkring munden, hvilket måtte vække hendes sanser igen. Tilfredsstillende og ophidsende fandt hun det også at vide, at det var hans eget blod, som han havde i ansigtet. Det var det blod, som de havde ladt passere mellem deres læber. Blidt greb hun om hans hage, så hendes tungespids kælent kunne bevæge sig op og ned ad hans mundvige, så hun kunne få det sidste blod. ”Søg ned i køkkenet,” bad hun roligt, inden hendes hoved gled til den anden side, så hun også kunne få de sidste blodrester på den anden side af hans ansigt. ”Der vil en af pigerne præsentere dig for en the. Månethe hedder den. Du vil få vist, hvordan du laver den, hvorefter du bringer den til mig..” Blidt strøg hun ham over hagen, inden hun langsomt valgte at glide tilbage på sin plads hos Carmine.

[Deleted]

Caleb fandt det virkelig akavet, selvom han forsøgte at holde sig ovenvande. Nu hvor Carmine var kommet hjem, synes det, at han selv var fuldkommen ligegyldig. Ikke at han klandrede dem for det. De var jo trods alt gift og det var dem som havde betegnelsen som herre og frue, så han ville bestemt ikke stille spørgsmålstegn ved dette.
Vandet var ved at blive temmelig koldt og det var møgbeskidt at sidde i. At han havde blod på hver side af ansigtet, var end ikke noget som han tænkte over.. før hun lænede sig frem mod ham og greb om hans hage. Ikke at han gjorde noget for at rive sig fri. Hendes tunge bevægede sig på hver side af hans mundviger.. Igen måtte han tage sig i nakken, for ikke at ende med at nyde det alt for meget. Ikke når herren sad der. Månethe? Aldrig var det noget, som han havde hørt om før. Han endte med at nikke. "Som De ønsker, frue," sagde han sigende, inden han rejste sig op. Selv på trods af hans hårde liv på bordellet, så havde han ikke noget at skamme sig over. Han var fin og markeret.. både med muskler, men også med ar og sår. Folk havde jo alle deres fantasier, som skulle udleves. Alligevel nu hvor det ikke var herren og fruens eget badeværelse, tillod han sig at gribe efter et håndklæde, som han svøbte om sit liv. Han nikkede mod dem med en tydelig respekt, inden han forlod badeværelset, for først at søge mod hans eget, så han kunne komme i tøjet. Det var vel heller ikke meget at forlange, var det?
Dernæst søgte han ned i køkkenet, for at finde ud af noget omkring denne månethe. Det våde hår stod lidt ud til alle sider, og han fik hurtigt det sidste blod af ansigtet. Han var stadig rystet ovenpå oplevelsen, men dog.. han havde nok nydt det lidt for meget.. Langt mere end hvad han ville have gjort det i udgangspunktet.

[Deleted]

Skønt Caleb forlod dem, var det end ikke noget Carmine så ud til at bemærke. Tværtimod var hans fulde opmærksomhed rettet mod kvinden i hans skød. Hvor mange mænd måske ville have reageret med raseri på måden Crysania havde slikket blodet af Calebs ansigt, havde Carmine ikke så meget som fortrukket en mine. Det ville ikke være første gang han havde set Crysania få en tjener til at smage på sit eget blod, for derefter at slikke resterne i sig, og det ville heller ikke være den sidste. Crysania havde ladt Caleb leve – det måtte tyde på at knægten ikke var helt håbløs.
Roligt havde Carmine ladt sine fingre stryge op af Crysanias nøgne ryg, og op til hendes nakkehår. Alkymisten havde skadet hende. En alkymist havde krummet et hår på hans hustru. Tanken var nok til at raseriet boblede op i ham, skønt det næsten ikke var til at se i hans ellers rolige ansigtsudtryk. Kun måden han bed tænderne sammen, og den stramme mine i hans ansigt, kunne bekræfte hans sindstilstand.
”Så start med hans tunge.” fortalte han hende, da Caleb havde forladt dem alene, og hendes opmærksomhed igen var rettet mod ham. Et blodigt smil gled over hans læber. ”Og når han ikke har nogen tunge til at tale eller messe, så tag hans tænder. Én – efter – én. Hans negle. Vi brækker hans fingre, led for led, og knuser hans hænder til støv.” Jo mere han talte, jo bredere blev hans smil. Hans frie hånd fandt vej til Crysanias mave, for i stedet at søge op mod hendes kavalergang, hvor han lod sine negle grave i hendes hud. Hans blik hvilede dog endnu mod hendes, som for at aflæse hendes reaktioner på hans ord. Ingen skulle slippe fra at have lagt en hånd på Crysania. Ikke en simpel alkymist. Ikke en kongelig. Carmine ville teste styrke med guder, hvis de lagde en hånd på hans hustru. ”Og når der ikke er mere tilbage af ham at knuse, og han allerhelst bare vil have vi slår ham ihjel… Så smider vi ham ned i fangekælderen, hvor han kan rådne i resten af sine dage.” fuldførte han i en dæmpet hvisken direkte mod hendes øre.

[Deleted]

På trods af tiden det havde taget Caleb at sande, hvad hun ønskede af ham, havde han alligevel formået at behage sin frue. Crysania var yderst tilfreds med ham … for nu om ikke andet. Det var nemlig ikke meget, som skulle til for at vippe vægten, men indtil nu ønskede hun ham ej død. Tavst betragtede hun sig af hans nøgne krop, som han søgte op ad karet, der nu måtte se helt blodig ud. Selv rørte tanken om blod ikke hende, og ligeså burde den ej røre Caleb, da blod nu var en hverdag for ham. At det var hendes blod, og at det var en alkymist der havde forårsaget det, fik hende dog til at se rødt! Den mand skulle dø, og han skulle ej få æren af en mild en! Hendes gråblå øjne forlod Caleb, som han fik svøbt et håndklæde om sig, inden han forlod hende og Carmine alene i gæstebadeværelset. Nødvendig var den månethe, som hun havde sendt ham ud for at brygge. Den gjorde nemlig, at hun ikke kunne ende op med hans afkom. Derfor var det også sikkert, at han ville komme til at brygge den flere gange med tiden. Blidt trykkede hun sin nøgne krop ind mod Carmines, som hans fingre måtte bringe hende ro og behag. Våd måtte hans kåbe efterhånden være, men ligeglade syntes de at være med det. Ofte hændte det også, at deres tanker passerede til et helt andet sted, hvor de glemte, hvad de ellers havde været i færd med. Hun slap et støn.. Både over hans morderiske ord, og hans lystne hånd, der pirrede hendes krop og sanser. ”Al det og mere til, ønsker jeg at se fyldest. Hans død skal være lang og pinefuld, som den skal strække sig over flere dage.. Måske måneder sågar. Han skal forstå, hvad det er, som han forsøgte at lægge sig ud med og vide, at en alkymist aldrig vil blive i stand til at vinde over en vampyr i den sidste ende,” kommenterede hun køligt, mens et tilfredst smil måtte hvile på hendes fyldige læber. Hånden lod hun flygtigt stryge over hans brystkasse, hvor hun sågar kunne mærke hans krops fasthed og muskulatur under kåben. Langsomt rejste hun sig fra ham, hvor hun uden skam bevægede sig over til væggen, hvor hun nu greb om et af håndklæderne. Ej fordi hun ønskede at skjule sin krop – for hvad havde hun at skjule? – men blot for at tørre restdråberne af den. ”Hvor var du her til aften?” Irriteret havde hun først været, da hun havde sandet, at hendes mand ej havde været hjemme. Heldigvis for alle, havde Caleb dog været i stand til at veje op for dette, skønt man ikke just kunne beskrive kæledyret som en erstatning for hendes bror og mand.

[Deleted]

Uden tvivl kunne man sige, at Caleb fandt det dybt forvirrende hvad angik det forhold Crysania og Carmine havde til hinanden. Dette var dog ikke noget som han ville blande sig i. Det var dog bare en ting, som han helt klart skulle finde sin egen plads i. Svært var det uden tvivl. Virkelig, virkelig svært.
Køkkenet blev Calebs destination for denne aften, for at brygge den såkaldte månethe. Hvad den dog gjorde, havde han ingen anelse om, men så lang tid, at han kunne få hjælp til at brygge denne ordentligt og korrekt, så gik det vel også godt? Selve bryggelsen af theen foregik under helt andre omstændigheder, end hvad Caleb først havde antaget. Tanken om at den skulle forebygge svangerskab med.. hans barn, forundrede ham uden tvivl. Han tog koppen i sine hænder, mens han kiggede ned på det nyeste snit på hans håndled. Hans eget blod havde jo været en del af bryggen. I det tilfælde, forstod han godt, hvorfor det netop havde været ham, som skulle brygge den.
I forsøg på ikke at spilde, søgte Caleb endnu en gang ovenpå med koppen i sine hænder. Han stirrede nok mere ned på den, end på vejen frem. Det var vigtigt, at han havde fået en hel kop med op, hvilket kvinderne i køkkenet strengt havde pointeret for ham. Først kiggede han fordi herren og fruens soveværelse, kun for at finde det tomt. Var de ikke kommet ud af badeværelset endnu? Han søgte derfor derned i stedet for, kun for at kunne høre deres stemmer på den anden side af døren. Han rettede sig op. Nu var han kommet i tøjet igen, så var der ikke noget at være bange for, var der? Let bankede han på døren.
"Frue..? Månetheen, som ønsket," lød det roligt fra ham, da han kort skævede ind af døren. Han ville jo heller ikke forstyrre, dersom de havde andre ting at tage sig til netop i aften.

[Deleted]

Hvis Carmine på nogen måde var påvirket af at hans kåbe var blevet våd, viste han det ikke. Hvad var en sølle kåbe dog også? Han havde masser af dem, og selv hvis han ikke havde, ville det ikke ligefrem ruinere dem at skaffe nye. Hans og Crysanias formue var stor, oparbejdet gennem flere årtusinder. Selv om at de på ingen måde sparede på deres formue, og tværtimod frit fremviste deres velstand for resten af verden, var der ingenting de manglede. Mindst af alt kåber. En dæmpet latter lød fra ham ved hendes ord. Han nød, at hans søster og hustru delte hans smag for tortur. Specielt når det havde været så personligt. Ingen skulle lægge en hånd på hende. Enhver som nogensinde havde skadet Crysania, eller ham selv, for den sags skyld, havde i sidste ende endt med at lade livet. Om de så skulle tilbringe dage, uger, måneder, år på at jage dem – ingen slap fra det. Alkymisten ville ikke være noget undtag.
”Hvorfor lade ham slippe med måneder, når han kan rådne i flere år?” spurgte han sigende. Alkymister kunne leve i lang tid. Alt de behøvede var at give ham nok næring til at holde ham på den levende side af grænsen: ikke nok til at han kunne få nok styrke til at bruge sine kræfter, men kun lige nok til at holde ham i live. Han skulle komme til at fortryde at han nogensinde testede kræfter med Crysania!
Roligt fulgte han sin hustru med blikket da hun tørrede sin krop af med håndklædet. Grådigt havde han ladt sit blik opsluge hende, som om bare synet af hendes nøgne krop kunne vække dyret i ham – hvilket også passede, i høj grad. Ingen kvinde kunne påvirke ham på samme måde som Crysania. Hendes spørgsmål fik ham til at trække smalt på smilebåndet. ”Jeg var på jagt. Jeg håbede på at kunne finde en dødsengel at tage med hjem til middag.” fortalte han hende, som om det var noget ganske trivielt. Ingen dødsengel havde han dog kunnet få med sig hjem. Der havde været travlt i Paggeija. Patruljer over det hele, og stor aktivitet. Det var umuligt at finde én dødsengel for sig selv, og Carmine havde ikke tænkt sig at tage kampen op mod hele byen, ene mand. Han skulle gerne kunne vende tilbage til sin hustru i ét stykke. ”Havde jeg vidst at du var blevet angrebet, ville jeg have sørget for at være her, da du kom.” forsikrede han hende. Han vidste dog godt, at hun allerede vidste det. Derfor havde hans ord ikke været ment som en undskyldning.
Døren blev åbnet, og Caleb havde stukket hovedet indenfor med månetheen. Et tilfredst drag på smilebåndet viste sig på Carmines læber, og med en håndbevægelse signaliserede han til deres bloddyr at han skulle komme indenfor. Gad vide om han stadig ville reagere på synet af Crysanias krop, sådan som hun stod nøgen i rummet? Håndklædet havde hun ikke svøbt om kroppen, som hun kun havde brugt den til at tørre den sidste fugt af huden. Åh ja… Caleb skulle begære hans hustru, præcis som de andre tjenere begærede hende, og Carmine selv. Begærede og frygtede. Caleb var ikke den eneste som havde været nødt til at lære at brygge månetheen: mangt en tjener havde været nødt til at brygge den, for at undgå at gøre Crysania med barn efter at hun havde stillet sine behov med dem.

[Deleted]

Crysania fugtede de fyldige læber, inden hun kun kunne sige sig enig med sin kære mand. Smilet måtte hun helt trække på ved den blotte tanke. Hun nød, at han var mindst ligeså morbid, som hun selv var. De var i sandhed det perfekte match! Utallige forfærdeligheder havde de også taget del i sammen, hvor mordet på deres forældre måtte være toppen af kransekagen. Hver især havde de nemlig intet hjerte, men sammen dannede de alligevel en større helhed. De var dens anden halvdel, som de både måtte være den andens tvilling og dens andens mage. ”Du har ret,” medgav hun med et grotesk nydende glimt i øjnene. ”Måneder er ingenting, når man kan leve i år.. Sågar århundreder og årtusinder. En måned ville blot være svarende til et blink med øjet.. Det må også være en advarsel for, hvad der hænder, når man vover at krydse vor veje.” Alle skulle frygte Dvasias’ hertug og hertuginde, som ingen skulle vide sig sikre på dem. Ej heller kunne man det, når de hundred procent gjorde ting efter egen vindings skyld. Håndklædet lod hun let søge over sin egen krop, som hun fjernede fugten fra sin krop, alt imens at Carmine talte. At han alt imens betragtede hende med dyrisk begær, nød hun kun, som hun altid havde været fortaler for, at hende og Carmine ej lagde skjul på deres lyster overfor hinanden. Af den årsag dækkede hun sig ej heller til, som hun blot lod håndklædet hænge fra sine hænder, alt imens hendes mands blik hvilede på sig, og mens døren gik op og hendes kære kæledyr trådte ind igen. Ej værdigede hun Caleb et blik, som hun derimod blot lod sine gråblå øjne hvile på sin mand. Ingen ord skænkede hun ligeså Caleb, som hun derimod blot rakte ham sin hånd, så han kunne give hende kruset. Et tydeligt tegn på, at han ej havde en plads hos hende så længe, at hans herre var i huset. Han skulle også at lære at forstå, at skønt hun i tide og utide lå med ham, at han alligevel aldrig ville være i stand til få en plads ved hendes side. ”Og dødsenglen? Du fik ingen hjem?” spurgte hun sigende, skønt hun allerede følte, at hun kendte svaret. Opkvikkende ville det ellers have været at vide, at de havde en dødsengel, som de frit kunne forlyste sig med. Hendes hoved søgte på sned. Selv vidste hun, at Carmine ville have stået ved hendes side, hvis han havde vidst, hvad der havde sket. Hvis han havde været der under angrebet, havde han flået alkymistens hoved af. Hvis han havde været der, da hun havde vendt hjem, ville han havde fjernet splinterne fra hende. ”Jeg ved det, kæreste..”

[Deleted]

Caleb vidste ærlig talt ikke hvad han skulle regne med, når det kom til det her. Det var virkelig så forvirrende, som noget kunne være. Månetheen var lavet, og så håbede han naturligvis bare, at det var noget som levede op til fruens tilfredsstillelse. Ej ønskede han jo, at hun skulle bære hans barn! Særligt ikke når han havde den plads for hende, som han nu havde, som et... kæledyr. Var han virkelig ikke andet? Ingen respekt at hente nogen steder, men det var vel meget at forlange i en stund som denne. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Man var vel en kende nervøs? Særligt fordi at herren var kommet hjem, og havde virket så.. ligeglad med at hans hustru havde ligget i badekarret og hygget sig med en af tjenerne. Var det virkelig bare en normal procedure for dem? At det var noget som man bare gjorde?
Blikket gled mere ned i jorden nu, hvor Caleb igen stod foran dem, som han nu havde fået besked på, og nærmest opdraget til, i den tid han havde været her. Ikke var det op til ham, at skulle kigge dem i øjnene. Ej havde han glemt, at hun havde truet med at tage hans øjne, om han gjorde dette, og det var han slet ikke interesseret i! Han søgte henover gulvet, som hun rakte hånden ud mod ham, hvor han placerede koppen i hendes hånd, inden han igen bakkede mod døren, hvor han blev stående. Han kunne vel ikke tillade sig bare at gå igen? Hænderne foldede han let foran sig, mens blikket hvilede i gulvet. "Ønsker De mere af mig frue?" Selvom han var forvirret over deres måde at håndtere det hele på, men mon ikke, det var noget som ville komme med tiden? Ikke kiggede han på dem. Det var underligt, nu hvor herren var kommet hjem, men hvad fanden. Her handlede det ligeledes om at beholde muligheden for at beholde sit liv, og det var helt klart det, som han var ude på i en stund som denne.