Get them out!

[Deleted]

@elias - @crysania

---

”Carmine!!” skreg Crysania, idet hun trådte ind ad døren til den mægtige herregård. Betonet af både vrede og smerte var hendes stemme, hvor synet af hende også måtte være lignende! Indtørret blod hang der i hendes lange mørkebrune hår, samt på hendes skuldre. Hendes eget blod. På ryggen rendte det endnu friskt, hvilket man kunne se i form af fugtige og mørke render på hendes kjoles sorte stof. Dertil kunne man også se, hvordan små brunlige takker stak ud af kjolens stof ved ryggen. Træsplinter. Hvis man bare vidste lidt om vampyrer, ville man også vide, at dette var på listen over de ting, som kunne skade dem. Ej ville disse træsplinter blive Crysanias endelige, men nok gjorde de alligevel til, at de kunne påføre hende smerte. Selv havde hun fået dem ud, som havde siddet i hendes hovedbund og på hendes skuldrer, og gudskelov for det! Ryggen havde hun desværre ikke været i stand til at nå, og det irriterede hende grænseløst! Arrig efterlod det hende, samt det efterlod hende med fantasier om at torturere den alkymist, som havde været i stand til at påføre hende denne smerte! En dyrisk snerren lød fra hendes strubehoved. Hvor var Carmine? Hun havde brug for ham! Igen snerrede hun, inden hun gik igennem entreen for dernæst at fortsætte ned ad gangen. Hvor var folk overhovedet henne? Hvor var Carmine? Hvor var deres tjenere? Hvor var deres bloddyr? Ude i natten måtte Carmine være, siden han endnu ikke havde svaret på hendes kald. Han ville aldrig have ladt hende vendte, hvis han havde anet uråd om, hvad der havde foregået og endnu foregik. Men tjenerne og bloddyrerne? Havde de rædselsslagent gemt sig ide, at de havde hørt hendes arrige skridt og skrig? ”Caleb!” kaldte hun dernæst. Ham vidste hun ville dukke op. Han havde ganske enkelt ikke noget valg. Glad skulle han dog være, da han nu kunne få lov til at bevise sit værd. Ej heller burde han teste hende, når hun var i dette lune!

[Deleted]

Selv på trods af den hårde tilværelse det var, at være i huset her, så var det ikke så slemt alt taget i betragtning. Caleb gik ganske vidst dagligt med en frygt for at miste livet. Han så jo hvordan de mæskede i sig af engle og andre væsner, som de bød ind i deres hjem - ligesom de havde gjort med ham, og den tanke i sig selv, kunne han da slet ikke have! Tænk hvis det en dag, skulle være hans tur? Ville de også ende hans liv? Han forsøgte for alt i verden, ikke at tænke i de baner, men for pokker, hvor kunne det være svært nogen gange!
Som hans navn nærmest blev brølet op, løb det endnu en gang koldt ned af Calebs ryg. Skønt han dog ikke handlede uden at blive kaldt på, så holdt han sig i skyggen, frem til at hans tilstedeværelse var ønsket - ligesom han havde lært igennem hans ellers så hårde liv. Skønt han ikke just var tilfreds med omstændighederne, var det meget begrænset hvad han kunne gøre ved det, som det stod lige nu. Hurtigt rejste han sig fra den sølle lille seng, som han havde fået, for at skynde sig at gå sin frue i møde. Når hun brølede op på den måde, så måtte det jo kun haste. Det syn som derimod måtte møde ham, var langt fra det, som han havde regnet med at blive mødt af på denne måde. Blod... blod var stort set det eneste, som han kunne se, og ej var det en tanke som han egentlig brød sig om, hvis han selv skulle sige det. Han bed tænderne let sammen, inden han med rolige skridt søgte hende i møde. Denne gang vovede han dog alligevel at søge hendes blik. Hjælp var hvad hun have brug for. "Frue.. Hvad er hændt Dem?" spurgte han. Trods for hans utilfredse liv, så vidste han hvordan han skulle tiltale hende, såvel som hendes mand, og han turde ikke gøre det på andet vis. Et sted så var det hans liv.. et sølle liv som en tjener eller slave, frem til den dag hans herre sagde stop, eller hans krop ikke var i stand til at håndtere mere. Det var svært. Gud hvor var det svært. Han gik varsomt hen mod hende. Hun havde ondt. Det var jo så tydeligt, selv for ham at se!

[Deleted]

Lyden af de hastige skridt hørte Crysania, som Caleb kom som kaldet. Andet havde hun ej heller forventet, da han ej kunne tillade sig at blive væk, når han blev påkaldt. Ej heller skulle han ønske at blive væk, som det skulle ære ham at høre sin frues eller herres stemme. Det var dog ikke et behageligt billede, som han ville blive mødt af denne her gang. Vild og blodig måtte hans frue nemlig se ud, som hun endnu havde nogle af træsplinterne i sin krop, samt det indtørrede blod i sit hår og kjoles stof. Hans bekymrede ord hørte hun, som han kom ind, hvilket helt igen måtte presse en knurren over hendes læber. Ikke just på grund af ham, men nærmere på grund af den smerte og vrede, som hun følte. Åh, hvor ville hun nyde at vride halsen om på den alkymist! ”Få dem ud..!” knurrede hun dæmpet og ildevarslende. Ondt havde hun, og forfærdeligt var det! Træet skulle ud af hendes krop, som hun følte, at hvert et lille stykke måtte drive hende til vanvid! Ondt skulle det ligeså gøre på Caleb, som det skulle smerte Caleb at vide, at hans frue led, skønt hun kunne finde på at påføre ham smerte, hvornår end hun ville. Det arrige og smertende blik hvilede direkte på ham. ”Find en pincet og mød mig i spisestuen,” hvislede hun, inden hun vendte ryggen til ham. Om han allerede nu ville kunne se de adskillige træsplinter i hendes ryg, vidste hun ikke. Hun kunne trods alt ikke se, hvordan det måtte se ud, som hun udelukket kunne føle det. I alle størrelser var splinterne dog, hvor hver og en af dem også forårsagede rendende blod ned ad hendes ryg. Med en sidste snerren på læberne, bevægede hun sig ned ad gangen til spisestuen. Et smukt rum var dette, skønt det ikke just var det, som blev brugt mest. Antikke var de smukt udsmykkede borde og stole, hvor hun valgte at trække en af dem ud, så hun var klar til når Caleb vendte tilbage. Ned i sin sorte kjole trak hun, så hendes ryg kunne blive blottet for Calebs arbejde. Hver en bevægelse måtte dog få hende til at skære en grimasse, som kjolen rev og flåede i træsplinterne, indtil den hang hende om maven. Perfekt udsyn gav dette dog til hendes ryg, som denne glatte og blege ryg kom til fuld synlighed, sammen med de blodige plamager og de mange træsplinter. Benene spredte hun let, så hun satte sig overskævs på stolen. Brystet lod hun derfor hvile mod ryglænet, hvor hun lagde armene på dets kant.

[Deleted]

Caleb reagerede instinktivt, da hans frue måtte kalde, ganske enkelt også fordi, at han ikke turde gøre noget andet! Med en kraftig hjertebanken, gik han hende i møde, hvor selv synet, uden tvivl var noget helt andet end hvad han kunne sige sig, at have ventet. Ej var det en tanke, som han måtte bifalde, og dog... de havde kidnappet ham og tvunget ham til at arbejde for dem, uden at han egentlig havde ønsket, at det skulle ske således.
Han bed tænderne let sammen. Hendes vrede føles som var den vendt mod ham, selvom han intet havde haft at gøre med dette. Ej var dette dog en tanke som han sagde højt, da han kunne fornemme, at det ikke var nu, at han skulle sige sin frue imod, men han frydede sig ved at se hende på den måde, og vide, at hun havde ondt! Smerte havde hun nemlig også påført ham, da de havde set hinanden, og særligt fordi, at hun havde tvunget ham med sig, uden at give ham noget andet valg! "J-javel, frue," sagde han hastigt, inden han vendte om, for at finde denne pincet, så han kunne hjælpe hende. Hvad der var hændt hende, anede han dog ikke. Denne fandt han hurtigt i en lille kasse, som han havde oppe under sin seng. Den sølle seng, som han havde at sove i, når han endelig fik lov til at hvile. Op og ned var der vendt på nat og dag for ham, og særligt efter, at han var endt her.
Hurtigt måtte han dog vende tilbage til Crysania endnu en gang. Hun havde allerede taget pladsen på en stol. Svagt bed han sig i læben. Hvad skulle han stille op med den lille pincet? Var det virkelig hvad hun havde brug for, for at komme over dette. "Her er den, frue.. hvad ønsker De jeg skal gøre..?" Hvad der var hændt hende, havde han jo heller ikke nogen anelse om.. Få dem ud? Jamen hvad var det helt konkret som han skulle have ud? Han søgte om bag hende, hvor han så den blodige ryg. Træ og splinter kunne han se.. Var det i sandhed det, der var hændt hende?

[Deleted]

Klar ved en af spisebordstolene sad Crysania, som Caleb trådte ind i spisestuen. Blottet fra livet og op var hun, da hun ønskede at opnå det bedste resultat. Dog måtte hendes brystparti være lettere skjult, som det blev presset op ad stoleryglænet. Dog ikke fordi, at hun var genert, men fordi, at hun i så fald sad bedst til, at Caleb kunne komme til. Blottet var hendes ryg nemlig, så han frit kunne komme til den. Igen snerrede hun, som han spurgte, hvad han skulle gøre? Var han blind? Meget vel havde hun endnu ikke taget øjnene ud af ham endnu. Derfor forstod hun sig ikke på den dumhed, som han udviste. ”Tag en stol og sæt dig bag mig,” beordrede hun ham. Blikket vendte hun ej imod ham, som hun blot forventede, at han gjorde, som der blev sagt. Det var trods alt også hans eneste opgave i dette hus. Hvor svært kunne det være? ”Jeg kan ikke selv se, hvor store de er, men jeg kan mærke dem.. I min ryg sidder der adskillige træsplinter. Det er derfor din opgave at fjerne hver eneste en af dem,” forklarede hun sigende, hvor hun dernæst blot afventede, at han gik i gang. Forbandet ondt gjorde det, og ej var hun vant til, at hun var den som følte smerte! I hvert fald ikke ubehagelig smerte. Heldigt måtte det dog være, at hun havde tømt en mandekrop for blod, inden hun var blevet angrebet. Det havde nemlig forårsaget, at hun var i stand til at holde på sin styrke. Dog ville hun være nødsaget til at drikke igen, når al dette var overstået. Sårene skulle nemlig lukkes, hendes styrke skulle restaureres og hendes vrede skulle afvikles. Derfor afventede hun blot, at Caleb gik i gang, så de kunne se at komme videre i programmet. Alt for længe havde hun nu haft det sådan!

[Deleted]

Calebs hjerte hamrede mod hans bryst, som aldrig nogensinde før, og uden tvivl, var det forbandet ubehageligt for ham. Ikke at han havde stået i en lignende situation som denne før! Han bed tænderne fast sammen, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun sad der, næsten blottet for øjnene af ham. Det var nok ikke det, som han ikke havde set ved hende før. Hun havde jo aldrig været bleg for bare at smide tøjet og lade ham komme til.
Med rolige skridt, søgte Caleb tættere på hende, hvor han tog fat om en stol og trak den hen bag hende. Her sad hun.. perfekt til at påføre skade.. faktisk slå hende ihjel, men frygten for hvad der ville ske efterfølgende, var det som forhindrede ham i at gøre dette. Ikke at han ønskede at gøre det, og ikke at han ønskede, at der skulle ske hende den slags. Han vidste, at det kun ville gøre ondt på selv ham. "Hvem har gjort dette mod Dem?" spurgte han dæmpet. Selvom han ikke brød sig som. Forsigtigt lod han hånden støtte mod hendes side.. hvor var hun dog kold i forhold til hans varme. Han bed sig svagt i læben, da han begyndte at fjerne dem. Forsigtigt gjorde han brug af pincetten for at fjerne dem. De store fjernede han ved brug af fingrene, også selvom han gjorde det meget forsigtigt, for ikke at det skulle gøre mere ondt end som så. Det var bestemt heller ikke noget, der ville gøre det meget bedre for deres vedkommende, hvilket han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han bed tænderne let sammen. "Jeg prøver så godt jeg kan, Frue," lovede han med en rolig stemme. Han fortsatte ganske forsigtigt at fjerne dem. Nemt var det ikke. Nogen var ganske dybt boret i hendes ryg, og han kunne jo se og mærke på hende ikke mindst, at dette var noget der gjorde ondt. Forsigtigt med hænder og pincet, fortsatte han at fjerne træ fra hendes ryg. Ej var dette noget, som han brød sig om.. Han ønskede jo faktisk ikke at se hende have ondt.

[Deleted]

Ej frygtede Crysania et angreb fra Calebs side. Han var nemlig hende underdanig, og hvis han endelig skulle forsøge på noget, var hun ikke bleg for at fjerne hans hoved. Det var desuden ikke kun hendes vrede, som han i så fald ville blive mødt af, som det også ville blive hendes mands. Carmines. Derfor var der kun plusser ved at gøre, som der blev sagt. Desuden, ved deres første møde havde hun også forklaret ham, at han ville blive belønnet for særlige indsatser og straffet for fejl. Derfor kunne der også være en særlig bonus i at behage hende, for sit ord holdt hun skam. Igen lød en dyrisk snerren fra hendes strube, som han spurgte, hvem der havde gjort dette ved hende. ”En forbandet alkymist,” hvislede hun. ”Han vil dog ikke være iblandt os længe endnu.” Nej, død ønskede hun manden. Selv vidste hun også, at den følelse ville være delt, hvis hun luftede historien for sin mand. Carmine ville skille manden i to, hvis han nogensinde stødte på alkymisten.. En tanke, der alligevel måtte bringe et frydefuldt smil over de fyldige læber på trods af smerten. Hvor ville hun nyde at se den alkymist i sin mands hænder.. Drømmescenariet måtte dog stoppes, som en snerren igen gled over hendes læber, som Caleb begyndte sit arbejde. Svagt skælvede hendes krop af smerte, som træsplinterne bevægede sig i hende, inden de blev trukket ud. Ondt gjorde det, hvor hun også udtrykte det ved at bore neglende ned i stolen. Intet gjorde hun dog for at stoppe Caleb, da hun vidste, at der kun var en vej frem, og det var smertens vej ud. ”Kast dem ind i flammerne i pejsen, når du er færdig,” beordrede hun, som de splinter bestemt ikke skulle nyde endnu en dag! Hovedet lagde hun mod stolen. Ondt gjorde det, hvilket sikkert ville have fået mange til at svede. Dog følte Crysania ingen varme, som hun kun følte smerten. Den eneste varme hun følte, var varmen fra hans hånd. En menneskelighed, som hun ellers ville kunne have nydt, men som nu forsvandt i træsplinternes skær. ”Hvor mange endnu?”

[Deleted]

Ej, kunne det falde Caleb ind at gøre Crysania noget, da han rent faktisk ønskede at beholde sit hoved. Tanken var direkte frygtelig og grotesk for ham, at skulle høre! Han vendte blikket direkte i retningen af hende. Ondt ville dette uden tvivl komme til at gøre, hvilket nu heller ikke var en tanke som han bifaldt. Tvært imod, så var det en tanke, som han ikke brød sig om. Hånden lagde han mod hendes side, mest for at have noget at støtte sig til. Forsigtigt begyndte han dog at fjerne dem. Han kendte sin plads i huset, og det var uden tvivl et arbejde, som han agtede at gøre, og det vidste hun vel også godt? "Lyder som De allerede har tænkt Dem at gøre det af med ham, frue?" fortsatte han. Død og ødelæggelse var der jo stort set overalt i huset her, og uanset hvor grotesk det så end måtte være, var det tilsyneladende noget, som han bare måtte sande, måtte være en del af hans nye hverdag.
Caleb fjernede dem så forsigtigt som han kunne, for at undgå at det skulle gøre mest ondt på hende. Han brød sig ikke om at se hende på denne måde, og særligt fordi at hun.. jo faktisk var god ved ham, på sin særlige måde. At hun ønskede dem væk, kom dog ej bag på ham. Hvilken vampyr ønskede at have disse liggende i sit hjem? "Javel," sagde han endeligt, inden han fortsatte. Alle de store, havde han nu fået fjernet fra hendes krop. Der manglede bare de små.. og visse af dem, var i forvejen temmelig svære at få øje på. "Jeg skynder mig så meget jeg kan, frue.. Gør det endnu meget ondt?" spurgte han varsomt, som han lod øjnene køre over hendes ryg i et forsøg på at se, om han kunne se flere. Han brød sig ikke om at hun havde det sådan, hvor han samtidig også ønskede at vise hende, at han rent faktisk var en, som hun kunne stole på, og en som hun kunne betro sig til, hvad denne slags angik. Han gik jo trods alt rigtig meget op i arbejdet. som han skulle udføre. Det gjorde han altid.

[Deleted]

”Alkymister er ej til at stole på. Det er ej i forvejen grundlag nok til at tilintetgøre racen.. Denne mand dog.. Han vil ganske snarligt fortryde, at han nogensinde blev til,” hvislede Crysania ildevarslende, som hun måtte være opslugt af had til den mand! Forbandede alkymist! Den værste tanke var dog, at han med garanti rendt fornøjet rundt i dette øjeblik i den tro, at han havde sejret. Hun agtede skam at bevise ham anderledes! Forbandede messe! Hun ønske at flå hans tunge ud, så der ej kunne falde flere ord over hans læber! De mange tanker fik hende til at snerre arrigt igen, som havde hun været et vredt dyr, som skulle til at angribe. Siddende i stolen blev hun dog, som det for nu kun var stolen, som det gik ud over. Stram om læberne blev hun, som han spurgte ind til, om det endnu gjorde ondt. Ondt? Ondt?! Hele hendes ryg var gennemboret af træsplinter. Af træ. Det materiale, som rent faktisk var i stand til at skade en vampyr! Vanvittig følte hun helt, at hun måtte blive af den smerte, som det forårsagede! ”Vi kan altid tid teste det..,” snerrede hun arrigt ad ham. ”Lad mig spørge, om du vil være i stand til at mærke det, hvis jeg knuser en flaske og trykker de store, såvel som de små glasskår ind i din ryg, skuldre og hovedbund.” Det eneste hun følte i dette øjeblik var smerten og hadet, og det gjorde hende uden tvivl utroligt pirrelig. Dog var hun generelt kendt for sine humørsvingninger, som hendes temperament skiftede ligeså hurtigt og ofte som vinden. Derfor var hun ikke just en, som man kunne gøre sig klog på. Det ene øjeblik – som nu – kunne hun nemlig være fuld af smerte og vrede, hvor hun i det næste øjeblik kunne være sensuel og begærende. Det var vel næsten dem, som hun ville stemple hende som skizofren? Hun havde dog blot en vampyrs personlighed. En vampyrs personlighed helt ind til knoglerne.

[Deleted]

Caleb forsøgte virkelig at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han fortsatte med at fjerne splinter og træ fra hendes ryg, og kunne i den grad godt love hende for, at disse ville blive brændt bagefter. Han ønskede jo kun at gøre hende tilfreds. Inden længe måtte der også ligge en mindre bunke af træ på bordet ved siden af ham, hvor han havde lagt dem alle sammen. Hans hjerte hamrede stadig fast og kraftigt mod hans bryst, for dette var ej noget, som måtte falde i den gode smag, og særligt, når det var på denne måde.
Svagt bed Caleb sig i læben, da han kunne høre, at hun var utilfreds. Han ville ikke blande sig i hvad hende og hendes mand gjorde, for det var uden tvivl af den mere groteske afdeling, end hvad man kunne sige, at han måtte være vant til. Ej var det noget, som han kunne sige, at han ønskede sig på må og få, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed tænderne let sammen. Han spurgte jo egentlig kun for at sikre sig, at der ikke var flere af de store, for det var svært at se for alt det blod der prægede hendes ryg! Han vendte blikket ned. Det var bestemt ikke fordi at han var ude på at irritere hende mere ved at spørge. "Jeg spurgte blot, for at sikre mig at jeg havde fået dem alle ud, frue.. jeg kan ej se flere," fortalte han videre. Han ønskede jo faktisk at udføre et godt og solidt arbejde, som hun kunne være stolt af, i stedet for det modsatte. Derfor kunne han ej lide, når det var denne måde, at hun reagerede på, når han rent faktisk forsøgte at hjælpe hende, og særligt, når det foregik på den måde, som det nu gjorde det. Han bed tænderne let sammen, inden han lagde pincetten fra sig. Han vendte blikket mod hende endnu en gang, hvorefter han let bed tænderne sammen. Dette var ej noget som han brød sig om, og særligt når det foregik på denne måde. "Gør det endnu ondt?" spurgte han nænsomt. Han var jo nødt til at vide, om der endnu var noget, som han skulle grave efter, eller om han havde fået det hele ud.

[Deleted]

Crysania havde ikke just forstået hans foregående spørgsmål, og af den årsag havde hun også faret op. Dog ville hun aldrig undskylde for sin opførsel, og hvorfor skulle hun også gøre det? Hun kunne opføre sig, som hun ville! Hun var hans frue, og derfor kunne han ikke stille spørgsmålstegn ved hendes handlinger. En lavmælt snerren lød fra hendes læber. Ja, hun kunne stadig mærke det fordømte træ i sin krop! Selv fornemmede hun det, som var det gift for hendes krop, og derfor kunne hun udtrykkeligt fortælle ham, at der endnu var noget i hendes krop. Tænderne bed hun sammen, som hun måtte lade neglene slippe stolen, så hun med den ene hånd kunne pege på det sted, hvor hun endnu måtte føle smerte. Besværligt var det dog, som hun ikke selv kunne nå punktet. Hvis det havde været så vel, havde hun også selv gravet neglene i kødet og trukket dem ud, ligesom hun havde gjort ved sine skuldre og hovedbund. ”Her,” meddelte hun sigende, alt imens hun forsøgte at pege på et punkt, lige under sit venstre skulderblad. Ej kunne hun se det, men mærke det? Åh, hvor kunne hun dog mærke det! Hvad Caleb ville kunne få øje på, hvis han så nærmere på det, var dog en mikroskopis træsplint. Minimal var den, men alligevel var den stor nok til, at hendes system kunne fornemme den. Det var dog ej heller for sjov, at træ var en vampyrs værste fjende. En splint var muligvis ingenting for en dødelig som Caleb, men igen.. Hvis det havde været et lille glasskår, ville han for eksempel også have kunnet føle det. Armen tog hun langsomt til sig, så hun igen kunne placere den på stolekanten. ”Kan du se den?” Ej spurgte hun, om han ville være i stand til at få den ud, for der havde han intet valg. Han skulle kunne få den ud!

[Deleted]

Caleb brød sig ikke om at hun sad der og skælde ham ud, når han rent faktisk forsøgte at hjælpe hende, og pille dem alle samme ud.. Nogen så små, så det stort set var umuligt for ham at få øje på dem. Hans blik gled mod hendes ryg. Han var ikke færdig, for ellers havde hun vel fortalt ham det. At hun markerede et sted lige under det ene skulderblad, fik ham til at rykke tættere på. Han ville jo gerne gøre hende tilfreds, og særligt nu hvor hun havde gjort det så tydeligt for hende, at hun havde ondt, for det ønskede han jo heller ikke. Han kneb øjnene let sammen. Det var svært for ham, at se noget som helst i det hele taget.
"Jeg.. forsøger, Frue," sagde han med en rolig stemme. Han lagde endnu en gang hånden mod hendes ryg, da han tog fat om pincetten igen. Denne gang skulle han da tydeligt til at rode rundt efter det, og han var jo faktisk bange for, at det ville gøre rigtig ondt på hende, da han slet ikke ønskede, at det skulle have den effekt. Tvært imod. Han trak vejret dybt. "Jeg skal nok prøve," sagde han med en rolig stemme. Han åbnede såret en anelse under hendes skulderblad. Frygten for at gøre hende ondt, så hun ville blive sur på ham, var rent faktisk det, som stod stærkest i ham lige nu. Hvordan ville hun tage det? For nu, måtte han jo slå det lidt ud af hovedet. Og... Der var den. Der var den! "Jeg ser den.. Sid stille frue.." bad han med en rolig stemme. Ved hjælp af hans fingre, kunne han holde såret åben, mens han gravede en anelse med pincetten, for derefter at få den sidste lille træsplint med ud, som han lagde på bordet ved siden af alle de andre, og samtidig også måtte lægge pincetten fra sig og trak hænderne til sig. "Har.. De stadig ondt, frue?" fortsatte han med en dæmpet stemme. Endnu kendte han jo sin plads i alt dette. Han ønskede bare ikke at få hendes familie på nakken.. særligt ikke hende, og hendes mand.

[Deleted]

Skønt den sidste splint var minimal, måtte det være nok til at drive Crysania til vanvid. Ondt gjorde den nemlig, hvor det på sin vis kunne beskrives som en stærk kløe, som man ej kunne komme til. Dybt frustrerende var det derfor, men intet kunne hun gøre ved det! Derfor valgte hun at ligge sin lid til, at Caleb ville få hver og en ud. Meget andet havde hun ej heller at gå med, som hendes kære mand tydeligvis ikke var hjemme. Han var vel ude på en jagt, ligesom hun havde været? Igen knurrede hun, som han direkte gav sig til at grave i såret! Smertefuldt var det, hvilket også resulterede i, at det ene punkt måtte skælve under hans berøring. Dog gjorde hun intet for at stoppe ham, da hun vidste, at det var nødvendigt. Hun kunne jo føle den forbandede træsplint endnu! Fristende måtte tanken dog være om at vippe hovedet af ham alligevel.. Tænderne bed hun sammen, som han bekendte, at han havde fået øje på den. I de sekunder som udtrækningen måtte vare, spændte hendes krop, inden et dæmpet suk måtte forladelse hendes fyldige læber.. Hvilken lettelse! Smerten var fuldkommen forsvundet, som dug fra ruderne. Let rullede hun med skuldrene, som ønskede hun at få det hele i gang igen. Der var dog noget, som hun nu havde brug for. ”Bedre.. Meget bedre,” meddelte hun, hvor hendes stemme også var faldet flere oktaver ned igen. Langsomt måtte hun flytte rundt på sin plads, så hun ikke længere sad med fronten mod stolelænet, men derimod med fronten mod ham. Frit udsyn fik han derfor til hendes bare overkrop i et par lange sekunder, inden hun langsomt måtte smøge kjolen tilbage på sin rette plads. Ej havde hun et problem med, at han så hende, men det havde han vel også hurtigt sandet, som han blandt andet havde set hende fuldt blotlagt i sin mands favn. Det gråblå blik hvilede på ham, hvor smerten nu havde forladt dem. Noget dybt hvilede der dog endnu i dem.. ”Ræk mig din hånd,” lød det fra hende i en fast tone.

[Deleted]

Caleb ønskede virkelig ikke at påføre hende nogen former for smerte, og slet ikke når hun havde det på denne måde. Sådan som hun spændte, og sådan som hun brummede og snerrede, så var han ikke i tvivl om at det gjorde ondt. Et sted i det indre, undskyldte han, mens han virkelig forsøgte at drive den træsplint ud af hendes krop, for det var slet ikke meningen, at den skulle sidde der! Og endelig fik han den ud. Allerede med det samme, at han gjorde dette, kunne han mærke, hvordan hun måtte slappe af, alene ved at han fik den ud, og den tanke glædede ham selvfølgelig. Han trak let tilfredst på smilebåndet og nikkede mod ende. "Det.. det glæder mig, Frue," sagde han, inden han trak sig en anelse tilbage på sin stol.
At hun så derimod bare vendte sig om, så han havde fuldt udsyn til hele hendes krop, fik ham til at sænke hovedet og blikket allerede med det samme, da han var vant til, at det slet ikke var meningen at han skulle se hende i øjnene. Nu sad hun der foran ham. Han vidste slet ikke hvor han skulle kigge hen, og det var uden tvivl forbandet svært. Svagt måtte han bide tænderne sammen. Måtte han kigge? Skulle han kigge? Disse situationer, var rent faktisk bekymringsvækkende for hans vedkommende. Det var helt klart svært! Og han var bange for at begå de fejl. Kort hævede han blikket mod hende, da hun bad om hans arm.. Hvad ville hun nu? "Jamen... frue.." forsøgte han som det første. Svært var det uden tvivl, når hun bare beordrede ham til ting på denne her måde. Alligevel valgte han dog at række armen ud mod hende. Et sted kunne han jo godt forestille sig, hvad der skulle ske herfra, og det var den tanke, som rent faktisk måtte skræmme ham selv en anelse. Sidst hun havde bidt ham, havde han knapt været i stand til at stå på sine egne ben. "... Tillad mig at bringe Dem noget næring," tilføjede han. Da han ej ønskede, at ende således. Han ønskede jo ikke at miste livet!

[Deleted]

Blind var Crysania ikke, og derfor nåede hun at opfange hans forfjamskede blik, inden han tvang det bort fra hende. Selv måtte det more hende at se ham således, da hun bestemt ikke ønskede, at han skulle føle sig tryg omkring hende. Altid skulle han nemlig frygte, hvad der kunne hænde ham, hvis han gjorde én fejl, eller hvis hun mistede interessen for ham. Dog ønskede hun også, at han skulle begære hende. Hvorfor han ej skulle gøre dette, ville hun ej heller kunne begribe sig på. Til sidst skulle han tilbede og respektere hende, som hun var hans frue, og at hendes mindste vink derfor var lov. Ildevarslende løftede hun det ene bryn, som han først gjorde mine til at gå imod hendes bud. Tilfredst måtte smilet dog søge hendes mundvige, som han rettede det til at tilbyde sig for hende. ”Godt.. Jeg har brug for det,” meddelte hun sigende, som hun ville have taget hans blod med eller uden hans vilje. Lettere blev det dog for dem begge, at han tilbød sig for hende. Hendes slanke fingrer valgte let at lukke om hans håndled. Dog ville hendes greb blive kvælende i det sekund, at han ville ønske at yde nogen former for modstand. Tænderne satte hun dog ikke bare dyrisk i ham, som der derimod måtte udspille sig en helt anden scene.. Glidende rejste hun sig, men blot så hun kunne tage plads på hans skød med et ben på hver sin side af ham. Dernæst førte hun guidende hans håndled op til sine læber, hvor hun sensuelt måtte lade sine læber strejfe pulsen på hans håndled i et flygtigt kys. ”Som jeg sagde.. Det behøver ikke altid at gøre ondt,” kommenterede hun dvælende, inden hun lod sine spidse tænder synke ned i hans håndled. Roligt drak hun hans blod, som hun ej agerede hård, som den første gang, at hun havde gjort det. Smerten ville han dog ikke kunne komme udenom.. Dog var der dem i huset her, som ligefrem var begyndt at nyde, når deres frue eller herre mæskede sig med dem. Som hun drak hans blod, mærkede hun selv, hvordan hendes sår måtte lukke sig, og hvordan hendes styrke måtte vende tilbage. Hvilken lettelse! Langsomt måtte hun trække tandsættet til sig igen, så hun i stedet kunne lade sin tungespids stryge kælent over det åbne sår og slikke de sidste rester i sig. Ej havde hun taget mere end et par mundfulde, som det havde været nok for hende. Det gråblå blik hævede hun nu langsomt med hans, hvor der måtte være et særligt glimt i dem. Han havde gjort det godt her til nat. Sin venstre hånd hævede hun roligt, så hun blidt kunne lade den stryge over hans kind. Så varm.. ”Du har været dygtig i nat.. Jeg sætter pris på godt arbejde, og for det vil du også blive belønnet,” sagde hun dvælende, inden hun måtte give slip på hans håndled. Blikket holdt hun på hans ansigt, som hun nu førte sit eget håndled op til de fyldige læber. Som var det vand, lod hun sin ene spidse tand lave en flænge i sin hud, så friskt dybrødt blod nu gled fra det åbne sår. ”Drik..,” bad hun ham i samme dvælende tone, inden hun måtte række ham sit håndled, uden at hendes blide strøg stoppede over hans kind.