0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 9, 2015 21:26:01 GMT 1
Det føltes næsten nostalgisk at se Paggeija igen, for første gang siden byen blev indtaget af dødsenglene. Fra sin placering lige udenfor byen kunne Deacon se de mange lys som skinnede gennem vinduerne i bygningerne, som dødsenglene tydeligvis allerede havde fået beboet. Tårnene var stadig i gang med at blive genopbygget, men efter alt at dømme så det ikke ud til at være lang vej fra at være fuldendt. Mod nattehimlen kunne Deacon skimte nogle sorte vinger som blafrede rundt deroppe, og han kunne ikke ryste følelsen af at blive betragtet af sig. Ikke at han var bekymret. Han havde bidraget til at dødsenglene havde kunnet overtage byen, så han mente selv at han havde mere end nok ret til at komme og gå, som det passede ham, uden at skulle spørge Zean om tilladelse til det. Det var måske englenes by, men de ville ikke have haft den uden de alliererede som nu havde hjulpet dem. Deacon havde iført sig hvad han selv bedømte som simple klæder. En mørk skjorte dækkede hans overkrop, og nogle lange bukser hans bukser. Over det, en lang kappe af mørk læder som strækkede sig fra hans skuldre og ned til hans skinneben. Kraven var vendt opad og dækkede hans hals. På hans skulder tronede den pragtfulde føniks, og med sine glødende fjer kastede den et sælsomt skær over sin herre. For enhver udenforstående kunne fuglen have set ud som om den stod i flammer, som om ilden i dens fjer var i bevægelse, men Deacon kunne fortælle dem at Ignis var ild. Fønikser var et af de skabninger som kom tættest på at være ren ild. Han kunne mærke varmen fra den mod sit ansigt, da han langsomt begav sig videre ind i byen. Deacons blik gled omkring sig, da han passerede byens torv. Det ville ikke være let at finde én bestemt dødsengel i byen. Hvor han end så omkring sig, så han sorte fjer. Hans tanke om at starte et menneskeligt bål ville ikke falde i god jord, hvis det gik ud over Zeans dødsengle - han kunne i hvert fald ikke forestille sig at han ville synes godt om at Deacon dræbte flere af hans engle, bare for at vise én hvor han var henne. Måske var det alligevel heldigt at han havde bragt Ignis med sig. Sådan som fuglen tiltrak sig opmærksomhed, måtte det vel før eller senere tiltrække sig Corinas. Hun havde set fuglen én gang før - foruden under kampen om Paggeija - og det burde være nok til at hun ville genkende ham i mængden af engle på torvet.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 9, 2015 21:50:50 GMT 1
Det havde rent faktisk været en travl dag for hende, hun havde knoklet med at få styr på det sidste i det tilrodet hus som var blevet taget af hendes far, før han fik sig selv bag lås og slå. Gad vide om hun burde besøge ham, hun trak på skuldrende og rystede på hovedet. Næppe! Manden var selv skyld i det rod han havde lavet, sådan ikke at tro på hans datter kunne være i sin titel uden at få skabt for meget ballade. En enkelt dans med deres leder og så var hendes far helt oppe og flyve over det, det var jo helt til grin og han havde bragt skam over hende ved den opførsel og så til festen hvor de fejrede indtagelsen af byen. Huset var et af dem som var bygget til de lidt mere velhavende, dog ikke pragende som sådan, et ganske enkelt hus med fondament i sten, resten bygget op i træ. Huset var i to plan, et med entre, stue, spisestue og køkken, samt et bade og påklædningskammer. Øvre etage havde en lille balkon, som hørte til det store soveværelse, samt to gæstesoveværelser og et kontor. Hun var i gang med at gøre rent, hvor hun dog hadet det, hun fik fejet det sidste snavs ud og var endelig færdig med huset, nu var det i det mindste ordenligt beboligt, hun havde ikke haft tid før denne dag. Corina var snavset, hendes hår helt uglet og tøjet ikke ligefrem pænt længere, hun endte med at få fyldt et kar med vand, fik vandet varmet op og tilsatte duftolie i. Der gik ikke længe før hun sank i vandet med et fredfyldt suk, hendes hoved dykkede ned, mens hun vaskede støv og snavs ud af håret og efterlod det rent, ravnsort og glat ned af hendes ryg. Nu kunne hun slappe lidt af, inden hun skulle se hvad der skete omkring sig.
Efter et længere bad end planlagt, vågnede hun, døset hen, vandet var blevet koldt og hun så sig lidt rundt, så længe kunne hun heller ikke have været væk. En svag banken på døren fik hende til at sukke opgivende, det måtte være det som havde vækket hende. Hun rejste sig fra karet og trådte ud, inden hun valgte at tørre sig hurtigt og svinge en mørkelilla bomuldskåbe om sig, hun ruskede i det våde hår og gjorde sig bare lidt præsentabel, inden hun åbnede døren og så spørgende på soldaten ude foran hendes hoveddør. Hans melding fik hende dog til at smile, der var blevet set en fra slaget vende tilbage til byen, med en føniks på sin skulder. Tog hun ikke helt fejl, kunne det jo kun være Deacon. Hun bad soldaten om at finde ham straks og bringe ham til hende, hun orkede ikke at tage nye klæder på, for blot at tage dem af igen når hun skulle sove. I mellemtiden fik hun tømt karet og redt sit våde hår blidt igennem. Gad vide om det overhovedet var hende han var her for, det kunne jo lige så godt være Zean, havde hun fundet ud af. Om ikke andet ville hun da lige hilse!
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 9, 2015 22:22:30 GMT 1
Deacon havde ikke nået at gå meget længere rundt på torvet, før han var begyndt at revurdere sin fremgangsmetode. Det kunne trods alt være at Corina slet ikke var på torvet. Måske var hun slet ikke i Paggeija? Hun havde sagt hun var Zeans bodyguard, og det betød vel at hun måtte følge ham til enhver tid. Og efter hans bryllup med regenten af Manjarno – et faktum han stadig ikke havde vænnet sig til – var det ikke udelukket at han tilbragte mere tid i Ityrial. For ikke at snakke om andre steder i Dvasias, hvor hans pligter kunne kræve at han ville tage hen. Han stønnede frustreret. Måske ville det have været nemmere, hvis han havde hørt med Zean på forhånd om hvor i verden han ville befinde sig på dette tidspunkt. Nu kunne hele rejsen til Paggeija jo have været forgæves! ”Deacon Vulcan?” Stemmen kom fra en dødsengel stående bag ham, og som Deacon betragtede vågent med sine mørke øjne da han vendte sig om. Føniksen på hans skulder betragtede dødsenglen med det samme blik, gennem sine kulsorte øjne. ”Hvad?” ”Corina Darkheart har bedt mig tage dig til hende.” Et smil bredte sig over Deacons læber, og han lod dødsenglen føre ham.
Det havde ikke taget ham lang tid at blive ført til huset, Corina måtte have beboet. Det var større end hvad han havde forventet, men når man var lederens bodyguard måtte man vel unde hende en smule luksus? Synet fik i hvert fald Deacons læber til at brede sig i et smil, inden han lod dødsenglen føre ham videre med sig til overetagen og ind til Corinas værelse, hvor hun sad og redte sit hår. Han kunne dufte at hun lige havde været i bad. Et enkelt blik på føniksen fik fuglen til at lette fra hans skulder, for i stedet at placere sig i vindueskarmen med blikket vendt mod rummet. Dødsenglen som havde bragt ham dertil forlod dem, og Deacon vandrede uden tøven tættere på Corina. Smilet havde endnu ikke forladt hans læber. ”Jeg havde ikke regnet med en eskorte for at komme frem til dig.” fortalte han hende med et legende udtryk i ansigtet. ”Jeg fik desværre ikke muligheden for at starte et bål for at vise hvor jeg var.”
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 9, 2015 22:34:13 GMT 1
Hele dagen havde hendes vinger været i det skjulte, og det samme var de nu, de havde været i vejen når hun skulle rengøre så små tætte steder og så ville hun egentlig bare ikke have dem alt for beskidte. Kun hvis det var blod, det måtte gerne være der, men simpel rengøring? Nej ikke tale om! Så her sad hun i sin kåbe, slået om sig, mens hun redte det våde sorte hår, hendes blik gled ind mod spejlet som døren bag hende gik op. Roligt blev hun siddende, uden at vende rundt eller noget. Dødsenglen som igen forlod dem, ville nok blive takket senere, hvis hun huskede det, hvilket hun næppe gjorde. Hendes smil voksede på læberne, det var jo et glædeligt gensyn og hun følte sig forberedt denne gang. "Dovenskab længe leve. Jeg var stormet ud til dig selv, hvis det ikke havde været fordi min påklædning er ganske upassende." Lød det roligt fra hende, hun lagde børsten fra sig og vendte sig roligt rundt, for at rejse sig. Med rolige skridt gik hun mod hans fugl, i stedet for ham, hun var fristet til at nusse den under næbet, men gjorde det ikke. I stedet beundrede hun den blot, inden hun igen vendte sig om mod ham. "Dit bål på skulderen vækkede nok opmærksomhed. Ikke en eneste fremmed kommer ind i byen uden jeg ved det før eller siden. Jeg er trods alt den øverste stående af Zean's bodyguards." Lo hun blidt, inden hun sendte ham sit ballademager smil, hun var ved at gå til af nysgerrighed, hvorfor var han her egentlig? Nu kunne hun jo regne ud det var for hende, men hvad ville han? Snakke praktiske ting, blot have noget selskab, lege med ilden, eller planlægge flere drab med hans skønne ild og var her for at tage hende med. I så fald var hun bestemt ikke for doven til at tage klæder på igen.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 9, 2015 22:55:32 GMT 1
Hendes fascination af føniksen lod ikke til at overraske Deacon det mindste. Zean havde haft det samme udtryk, første gang han havde set fuglen, ligeså havde mange andre væsner Deacon havde mødt siden han var ankommet til Dvasias. Fønikser var simpelthen et så sjældent væsen på disse kanter, at enhver som så dyret var nødt til at kigge både én og to gange. Føniksen betragtede Corina med et roligt blik, men lod ikke til at have noget imod at hun var gået tættere på. Deacon var ligeså gået om bag hende, så da hun igen vendte sig mod ham, stod han allerede tæt nok på hende til at han ville kunne røre hende, hvis bare han rakte hånden en smule ud mod hende. Men han gjorde det ikke. I stedet mødte han hendes blik med sit eget, og gengældte det lille ballademagersmil som hun sendte ham. ”Det er jeg glad for, ellers ville jeg aldrig have fundet dig.” svarede han med et legende drag på smilebåndet. Det var ikke udelukkende for hendes skyld, at han var kommet. Han var da også kommet for at se Paggeija, men der var vel ingen grund til at have hastværk? Han havde forberedt Corina på at han ville kigge ind til hende når han ville besøge byen, og hun havde da sagt sig villig til at huse ham for natten. At se hende sådan, med fugtigt hår og tilsyneladende kun iført sin kåbe, fik hans blik til at glide lidt op og ned af hende. Gad vide hvordan hun så ud under den? ”Jeg havde faktisk tænkt mig at starte et bål et eller andet sted… Men jeg så kun dødsengle heromkring. Det ville nok ikke falde i god jord hos sin leder, hvis jeg dræbte nogen af hans mænd for at lokke dig frem.” Han blinkede til hende med det ene øje, før han trådte et lille skridt tættere på hende, og løftede hånden mod hendes ansigt. Nærmere bestemt, lod han sine fingerspidser stryge over hendes hals, og lod hende nok en gang mærke den brændende fornemmelse fra hans fingerspidser. ”Heldigvis er store bål ikke det eneste mine evner duer til.” tilføjede han, med et mere lokkende drag om smilebåndet. Han huskede stadig hendes reaktioner på hans berøringer ved søen. Mon hun havde brugt tiden på at forberede sig på dem? Eller ville hun have savnet dem? Hans blik granskede hendes ansigt nøje efter det mindste tegn.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 9, 2015 23:14:15 GMT 1
De bare fødder krummede tær om tæppet soveværelset var belagt med, han var tæt på og det gik lidt op for hende at hun havde tænkt en del på de brændende fingre af hans, men hun rystede det af sig, det var hun simpelthen nød til! Corina havde jo fået sine lyster stillet af Ixia, og kvinden havde bestemt sit tag på hvordan man gjorde, bare tanken kunne gøre hende lettere ophidset. Den kvinde måtte hun bestemt se igen, de havde jo slet ikke nået at slå nogen ihjel eller torturere nogen. De hadet begge været drevet af rent begær, opstået ganske hurtigt, men nydt i lange drag og de havde taget sig god tid, midt på bjerget. En morsom tanke, hun elskede bestemt at bo heroppe, det havde sine fordele. Hendes blik hvilede mod ham, hun følte godt hans blik, kunne ikke bebrejde ham og så skulle hun da selv lige se ham an. Stadig i kappe og det hele, det gik da virkelig ikke! "Det er jo en praktisk fugl at have sig, et godt varetegn at bære på." Sagde hun så med et beundrende blik kastet over sin skulder mod fuglen. Den var virkelig smuk og ganske fængslende. Et kort grin kom fra hende, hun kunne godt se det komiske i hans ord, selvom tanken heller ikke passede hende, men hun tog det i sjov og intet andet. "Vi ser du holder din ild fra dødsengle, med mindre vi beder dig om andet naturligvis." Hviskede hun så, næsten helt åndeløst da han kom tættere på og løftede sin hånd. Nu blev hun sat på prøve igen, men der var ikke et bål af mennesker som havde gjort hende i det ophidsende humør, så det var lettere. Dog lukkede hun øjnene og skilte sine læber blidt, hun nød det, ingen tvivl der, men hun holdte sig mere i skinnet og virkede ikke helt forvirret og ør som sidst. Blikket gled op igen og var rettet roligt mod ham. "Så fortæl mig Deacon, hvad du og dine andre evner, egentlig laver i Paggeija?" Lød det opfordrende fra hende, hun sendte ham et drillende smil og lod sine fingre glide mod hans kappe. Den behøvede han jo ikke at have på her inde, hun fik den af, og tog den blidt over armen, inden hun gik mod sin stol foran skænken med spejl og børste. Her hang hun den over, så vidste de da hvor den var. Hun lukkede kåben lidt mere om sig, som den var ved at glide op, de var egentlig ret irriterende sådanne kåber, de skulle skjule en, men endte altid med at blotte en en smule hvis man ikke var opmærksom. Corina så sig rundt i soveværelset. Gulvet var dækket af tæppe, sengen var stor med himmel og gardiner som sagtens kunne trækkes for så sengen var helt skærpet fra resten af lokalet. De var i en mørkegrøn kedelig farve, sengetøjet i brune og beige farver, intet overdådigt. Der var et ildsted omkring to meter fra sengen, hvor et skin fra et dyr hun ikke anede hvad var, lå foran. Sengen stod til venstre når man kom ind, ildstedet til højre. I hjørnet ved sengen stod hendes skænk med spejl og stol, i det modsatte hjørne, stod et relativt stort klædeskab. Mere bestod rummet ikke af. "Skal vi tage vores samtale et mere passende sted, eller kan du godt lide at invadere mit privat liv?" Drillede hun så.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 10, 2015 23:07:45 GMT 1
Smilet forblev over Deacons læber. Det havde glædet ham at Ignis havde hjulpet ham med at gøre sig bemærket – ikke bare her i Paggeija, men også da han ankom Dvasias. I sig selv var Deacon måske ikke specielt iøjefaldende, men folk havde nemmere ved at lægge mærke til en glødende fugl, som i forvejen var en sjældenhed at se, og så se den vise en sådan loyalitet overfor én enkelt person. Ignis betragtede stadig dem begge fra sin placering ved vindueskarmen, og gav en lav nynnende lyd fra sig, som for at vise at han var komfortabel med situationen. Deacon kunne mærke det på føniksen. Han følte sig tryg i Corinas nærvær, som var han overbevist om at dødsenglen ikke ville gøre noget for at skade hverken ham, eller Deacon. Hun var ikke blevet immun overfor hans berøring siden sidst, kunne han mærke. Det lød helt som om hun ikke kunne få vejret, da hun besvarede hans ord, mens hans fingre strøg ned af hendes hals, og efterlod den brændende følelse over hendes hud. Et kort øjeblik legede Deacon med tanken på at brænde hende bare lidt – efterlade sit mærke på hende. Gad vide hvordan Zean ville se på det, hvis hans nærmeste bodyguard gik rundt med sådan et mærke. Alene tanken fik ham til at smile et grådigt smil. ”Selvfølgelig. Jeg hjalp jer ikke med at få byen, bare for at brænde jer i gaderne.” svarede han henkastet, men alligevel i et tonefald som stadig grænsede sig til den forførende hvisken. Hun var ikke immun, bestemt ikke, men hun virkede ikke lige så påvirket som hun havde været dengang ved søen. Han fik dog ikke rigtig tænkt over grunden, før hendes hånd havde sneget sig op af hans overkrop, og løsnet kappen fra ham. Han lod hende godmodigt tage den af ham, og hænge den over en stol, mens han fulgte hende med blikket. Hendes ord fik ham til at se på hende med et smil på læberne, inden han gik tættere på hende. Hvad hans evner ellers kunne bruges til? Åh, han havde skam mange forslag. Mange, mange forslag. ”Jeg kan godt lide at invadere andres privatliv. Det plejer som regel at være hvor de ikke har inviteret mig indenfor, men jeg har ikke noget imod at lade det her være et undtag.” svarede han hende, da han standsede op næsten lige foran hende. Han holdt hendes blik, idet han uden tøven rakte hånden frem så den søgte ind mellem kåbens folder, og lod ham placere sin hånd direkte mod hendes nøgne mave. Et grådigt smil gled over hans læber, inden han lod sine varme fingre stryge over hendes maveskind, og han trådte det sidste stykke tættere på hende. ”Når det kommer til mine evner… Der er mere end én måde jeg kan få folk til at skrige på.” tilføjede han i en sigende hvisken.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 11, 2015 7:36:39 GMT 1
Det ville ikke give meget mening at skulle gøre dødsenglene noget når man først havde hjulpet dem, de var gode at have i baghånden, at være ven med, så om sige. Selvom de færreste stolede på nogen andre end dem selv, ville der være lidt mere tiltro til en som Deacon. Hendes øjenbryn skød i vejret da han nærmede sig, han måtte give ham at han var god til at invadere folk privatliv. Selvom hun havde inviteret ham ind, havde hun inviteret ham ud af sit soveværelse, alligevel nærmede han sig hende og det kom næsten som et chok for hende da han uden tøven valgte at glide ind imellem kåbens ellers så fint lukkede folder og lade fingre stryge over hendes maveskin som var halvkøligt efter badet hun var døset hen i. Et gisp kom fra hen, først så hun mod hvor kåben begyndte at glide op igen, og så op mod ham med et lettere overrasket, samt forvirret blik, inden hun valgte at gå et skridt tilbage og ramme stolen bag sig. "Mr. Vulcan jeg fraråder virkelig du gør det der!" Hvislede hun faretruende, hendes blik blev strengere og vejrtrækning var blevet påvirket tydeligt, hun gjorde virkelig sit for at holde igen. Det letteste ting hun kendte til, var at blive vred eller i hvert fald gøre tegn til at blive det. Det grådige smil, hans hvisken, hun kunne virkelig mærke det præg det satte på hendes krop og han havde ikke været her særlig længe! Det skræmte hende at manden havde så forbandet godt et tag på hende, så nu skulle han havde på afstand. Om det så betød hun gjorde sig uvenner med ham, måtte det komme i løbet, hun kunne ikke lade ham gøre det ved hende, det kunne hun bare ikke. Det skreg imod alle hendes principper, selvom hun så forbandet meget havde lyst til at give efter, men han pressede citronen. Blikket hvilede fast mod ham, det var ikke langt hun kunne komme med stolen bag sig, så hun valgte at glide forbi ham, for at gå langs sengens side. Hendes mål var at nå døren, så de kunne forlade soveværelset. Om hun kom så langt måtte tiden jo vise.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 11, 2015 21:42:51 GMT 1
Deacon var ikke sikker på hvad der morede ham mest: det overraskede gisp der kom fra hende, eller den faretruende hvislen hun sendte ham. Det fik i hvert fald smilet om hans læber til at vokse. Det var tydeligt, hvilken effekt han kunne have på hende, og han nød det i fulde drag. Hun var bakket væk fra ham, men det fik kun Deacon til at gå tættere på. Det var direkte underholdende! En kvinde som Corina, Zeans nærmeste bodyguard, og så var det denne side af hende han så. Hun virkede nervøs, forvirret… næsten bange. Gad vide hvordan Zean ville reagere hvis han havde set hende sådan? Tanken morede ham kun yderligere. ”Mr. Vulcan? Hvornår gik vi over til efternavne?” spurgte han forurettet, og lagde ansigtet en smule på sned. Han standsede op intet mere end en fod fra hende, og så ned på hende med et charmerende smil om sine læber. Han vidste at han pressede sine grænser. At det kun ville være et spørgsmål om tid før Corina ville gøre én af to ting: enten ville hun give efter for hvad han vidste at hun selv ville; eller så ville hun sende ham bort. Han regnede dog ikke med at det sidstnævnte ville ske. I hvert fald ikke medmindre han virkelig gik for langt. Nej, han måtte træde varsomt, det vidste han godt. ”Hvad er der i vejen, Corina? Jeg troede du nød hvad mine evner kunne bruges til. Kan du ikke huske flammerne? Skrigene? Lugten af brændt kød? Panikken og fortvivlelsen da mine flammer nægtede at lade sig slukke, uanset hvor hårdt de prøvede?” Han vidste at minderne ville påvirke hende. Han havde set hvordan hun havde reageret da han havde vist hende flammerne, og da han havde beskrevet det i detaljer for hende. Det havde virket som om hun tændte på det. ”Jeg troede du kunne lide at lege med ilden. Er du bange for at blive brændt?” Det sidste havde været en lokkende, forførende hvisken, da han lænede sig det sidste stykke ind til hende, og placerede begge hænderne på stolen bag hende, så hun var fanget mellem hans arme. Mere end det, gjorde han dog ikke.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 12, 2015 20:52:26 GMT 1
"Da du valgte at snige dig uinviteret ind under min kåbe!" Snerrede hun, hendes blik hvilede mod ham, hun prøvede at holde på sig selv, men det var svært når han så aggressivt var ude på at få hende til at give efter. Og hvad hvis hun så gav efter, ville han så grine og lade hende vide han blot legede med hende, eller ville han rent faktisk nogen steder hen med dette her? Hun havde ingen ide om hvordan hun skulle læse ham og var virkelig i tvivl om hun burde sende ham væk, alt i hendes skreg bare nej, han skulle blive. Ham og hans fantastiske brændende fingre. Kåben stod nu det mere åbent, men dækkede hende stadig rimeligt, alligevel følte hun sig så nøgen. Specielt i forhold til ham. Tankerne på hans genfortælling, fik hende til at bide sig hårdt i læben, han var virkelig ikke sød! Det gik direkte i underlivet på hende, hun elskede jo at mindes det, og virkede til at glide kort hen i minderne om dette. Først da den forførende hvisken nåede hendes øre gled hun ud af det igen, hun mærkede sig selv være ved næsten at falde med stolen som hun desperat prøvede at komme lidt væk, men han var tæt på og havde nu fat i stolen også. Hendes krop vred sig kort og hun lagde hovedet opgivende tilbage. "Jeg er ikke bange for at brænde mig, hvis du ikke skulle havde lagt mærke til det, er jeg rimelig vild med det! Men..... Jeg har mine principper Mr. Vulcan." Mumlede hun så, stirrede nu mod loftet og prøvede virkelig at tage sig sammen. Alt i hendes krop skreg jo efter at få lov til at mærke de brændende varme fingre over alt, for hendes skyld måtte han hjertens gerne mærke hende så hun havde et evigt minde. Der kom et dybt suk fra hende, hun hadet virkelig sig selv lige nu, den pokkers selvkontrol smuldrede for hende, fuldstændig.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 13, 2015 3:45:19 GMT 1
Smilet var langt om længe falmet fra Deacons læber, om end kun en lille smile. Der var stadig det lille drag i hans mundvige, som afslørede at han ikke følte sig helt besejret endnu. Han havde set hvordan hun havde reageret på hans påmindelse om hvad han havde vist hende. Hvis ikke hans berøring havde været nok, så ville hans beskrivelser i hvert fald påvirke hende. Hans blik søgte en smule op og ned af hende. Det eneste der så ud til at dække hende var kåben, som efter hans berøring var gledet en smule åben. Nok til at han kunne se hendes kavalergang og en smule af hendes maveskind. Det fristede at flå kåben af hende, og blotlægge hende som naturen havde skabt hende, men han holdt sig selv igen. Han holdt hende fanget mellem sig selv i stolen, men det så ud som om hun gjorde sit bedste for at undgå at møde hans blik. I hvert fald sådan som hendes blik havde fæstet sig mod loftet. ”Så fortæl mig om disse principper, frøken Darkheart.” Det var svært at skjule at hans ord var blevet en smule køligere. Det skuffede ham virkelig. Ved søen havde det set ud som om hun var forberedt på at kaste sig selv ind i hans flammer, bare for at mærke dem på kroppen – og nu afviste hun ham på grund af nogle principper hun havde pålagt sig selv? Langsomt, næsten blidt, lod han en hånd søge om hendes ansigt og gribe om hendes nakke, så han kunne trække hendes blik ned mod hans ansigt igen. Hans blik mødte hendes, og i et flygtigt sekund kunne det se ud som om hans øjne brændte grådigt. ”Lad mig høre hvilke principper det er, som hindrer dig i at lade mine flammer slikke sig op af dig.” gentog han. At trække kåben af hende ville ikke være nok, på nuværende tidspunkt: nej, han ville brænde den af hende, ned til den sidste tråd. Da han var sikker på at han havde hendes fulde opmærksomhed slap han sit greb om hende, og trådte først da et lille skridt tilbage, så der igen opstod noget afstand mellem dem. Indtil videre havde hans besøg overhovedet ikke udartet sig, som han havde håbet på. Det var skuffende.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 14, 2015 12:11:34 GMT 1
Corina havde været mere end klar til at overfalde ham ved søen, og indeni, kæmpede hun lige nu med selv samme følelse. Var manden virkelig interesseret i hende? Det måtte komme som en overraskelse et sted, de fleste mænd var skræmt væk af hendes vanvid og mærkelige form for nydelse. Manden her, var anderledes, burde hun bare give efter? Så bange for at tabe ansigt, anstændighed, det hele, hun kunne mærke at hun mest af alt bare havde lyst til at lukke helt ned. Lade alt blive sort, flygte. Corina hadet virkelig det her, hendes blik var stålfast da han tvang hendes blik mod sit eget. De kolde lyse øjne stirrede ind i hans blik. "Jeg giver mig ikke til hvem som helst. Man skal gøre sig fortjent, virkelig gøre sig fortjent. Og du...... De er heldig at have noget på mig ingen andre har, hvilket skræmmer mig. Ærligt talt. Hvis du ville, kunne du få lige det ud af mig du vil have og det gør mig svag. Jeg hader det." Hun var overrasket over sin egen ærlighed, hun havde lige blottet sig fuldkommen mentalt, men hun kunne også med et eneste kald tilkalde enhver soldat i byen og få ham bragt bort eller dræbt. Ikke noget hun ønskede dog, for selvom han kunne være farlig for hende, kunne han også bringe hende forfærdelig meget nydelse og det var vel deri det hele lå. Han var heldig, han havde ikke gjort sig fortjent. Eller havde han? Opvisningen ved søen var jo glimrende og hun var ikke i tvivl om han ville give hende mere hvis hun blot bad om det. Så mange tanker, hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene lidt i, han var så forbandet tiltrækkende og hans fingre guddommelige. Hvordan skulle hun overhovedet kunne vinde dette slag? Skridtet tilbage måtte give hende en form for luft, hun mærkede i hvert fald at hun næsten bedre kunne få vejret. Hvad ville hun egentlig? Igen lod hun blikket glide op og mod ham. "Bør jeg overhovedet stole på dine flammer?" Spurgte hun så, med et ballademager smil som sneg sig over de fyldige læber. For pokker da, hun kunne jo ikke lade være! At lege med ilden var noget af det hun elskede allermest og her var det rent faktisk i den bogstavelige mening, hvilket kun var endnu mere sjovt. Et kort øjeblik undrede hun sig faktisk over Zean's valg, hvorfor lige hende? Så utilregnelig hun var. Havde hendes principper virkelig rejst sig større og mere stædige grundet hendes nye status? Blikket var ændret fra stålfast til lokkende, hun var en forvirrende person ja, men sådan var det vel når man var i krig med sig selv indeni.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 14, 2015 12:54:24 GMT 1
Hvis Corina var overrasket over sin egen ærlighed, måtte Deacon pænt indrømme at han var det samme. Han betragtede hende med en tydelig forvirring i sit blik. Til at være en kvinde sat sammen på den måde som hun var, var hun overraskende kompleks, måtte han indrømme. Gøre sig fortjent til det? Hvordan kunne man bedre gøre sig fortjent til det, end ved hvad han gjorde? Han havde set hendes reaktioner ved søen, og han havde mærket hendes reaktioner ved hans berøringer. Han havde faktisk troet at hun allerede ville have givet efter for hvad han var sikker på, at hun faktisk havde lyst til. Men alligevel holdt hun stand. Et eller andet sted var det jo faktisk rimelig imponerende. ”Rimelige principper.” sagde han til sidst. Det før så stædige blik var blevet mere lokkende, og synet fik næsten Deacon til at bryde ud i et dæmpet grin. Corina var virkelig ikke en kvinde man bare sådan gik hen og gjorde sig klog på. Og det var måske én af grundene til at hun vækkede hans interesse sådan som hun gjorde? ”At tage afstand fra hvad du vil have gør dig ikke det mindste stærkere.” svarede han hende, inden han nok en gang udlignede afstanden mellem dem ved at gå skridtet tættere på hende. Hendes blik fortalte ham at hun havde fået mere ro. ”Hvis jeg tog afstand fra hvad jeg ville have, ville jeg slet ikke være her lige nu. Hvad angår mine flammer…” Et legende smil gled over hans læber. Det kriblede i fingrene på ham efter at stryge hånden under hendes kåbe igen. Men han lod være. ”Mine flammer adlyder mig blindt. Hvad de gør ved dig, afhænger af hvad du vil have dem til.” fortsatte han sigende.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 14, 2015 13:12:00 GMT 1
Der kom et kort grin fra hende, sikke en selvtillid, hun var fristet til at drille ham og hun kunne jo heller ikke lade være. "Hvem siger at det er dig jeg vil have?" Spurgte hun så med et tydeligt drillende glimt i sine lyse kolde øjne, hun bed sig kort i læben. Han var jo kommet tæt på igen, for pokker da også, hun elskede og hadet det på samme tid. Det kriblede jo også i hendes fingre for at røre ved ham, se om han var så varm, alle steder. At røre ting man brændte sig på var jo rent faktisk noget hun fandt sjovt og interessant. Måske det rent faktisk ville skabe mere kontrol at give efter, give mere ro, i stedet for at kæmpe så meget imod. "Måske.... du burde bevise at lige præcis dine handlinger, gør dig til den eneste ilddæmon jeg nogensinde vil lade mig røre." Hviskede hun blidt, forførende, lokkende, hendes smil der hvilede på læberne fortalte om den ballade hun vidste med sikkerhed hun førte sig selv ind i. I hvert fald hvad hun ville mene ville kunne gå hen og blive ballade og farligt for hende. Men var det ikke netop en af de ting hun levede allermest efter? En stor ting rent faktisk, som hun elskede at udsætte sig selv for. Med Deacon var det bare så meget mere, indviklet og på grænsen til næsten at være for farligt. Aldrig havde hun mistet sig selv på den måde. Med Ixia var det rent begær og noget hun var villig til at give efter på, for hun havde hende ikke snoet rundt om sin lillefinger, som Deacon havde, ved den mindste berøring. Og så fik hun det bekræftet, han ville det her, han legede ikke bare, ikke, hans ord sagde i hvert fald andet. Hvad der kunne ske, måtte hun vel bare vente og se med tiden? Kunne hun andet? Næppe. "Du virker til at have rimelig godt styr på hvad jeg vil have." Kom det flabet fra hende, næsten udfordrende som hun smilede mindst lige så flabet som hendes stemme havde lydt. Armene foldede hun over kors, som en genstridig møgunge, og en forhindring for at han kunne komme yderligere ind under kåben.
|
|
0
posts
likes
I have nothing to say.
Deleted
Deleted Member
|
Post by Deleted on Feb 15, 2015 0:33:36 GMT 1
Hendes drillende kommentar fik næsten endnu et grin frem fra ham. Hun kunne næsten ikke gøre det tydeligere, at hun ville have, hvad han kunne tilbyde. Om det så var ham personligt, eller hans flammer, var en helt anden diskussion. Men han kunne ikke være mere ligeglad, så længe han i sidste ende fik hvad han ville have. Hun gav ham en udfordring. Han kunne lide den slags, og det kom tydeligt frem i det smil som gled over hans læber. Om han kunne give hende en grund til at lade ham røre hende, var han ganske sikker på. Om han kunne give hende en grund til at lade ham være den eneste ilddæmon som kunne røre hende… Det var en helt anden sag. Men han var bestemt selvsikker nok til at lade det komme an på en prøve. Så tæt som han stod op af hende, var Deacon sikker på at Corina ville kunne mærke varmen fra hans krop. Som en ilddæmon ville Deacon fra naturens side være langt varmere end en normal dødelig – hvilket han da også havde bevist for hende ved søen, hvor sneen var smeltet i en ring omkring ham hvor end han stod. I en langsom bevægelse hævede han hænderne op foran hendes ansigt, og lod hvad der så ud til at være uendelig mange små gnister danse mellem hans udspredte fingre, og vokse sig større og varmere, indtil de til sidst samlede sig i en ildkugle i hver af hans håndflader. Men han lod på ingen måde til at tage skade af flammerne, som var de en del af hans væsen. Under hele forløbet havde Deacon beholdt øjenkontakt med Corina – i hvert fald hvis ikke hans flammer havde draget hendes blik bort fra ham. Med ét var det som om flammerne trak sig ind i hans hænder og fingre, som han i en flydende bevægelse placerede mod hendes kinder, og lod løbe ned af hendes hals. For hende, ville det føltes som flammer direkte mod hendes hud, til trods for at de ikke efterlod sig nogen ar. Den brændende fornemmelse ville være den samme som den hun allerede havde mærket, men den ville føltes stærkere. Mere intens. ”Hvis jeg ville, kunne jeg have brændt kåben af dig lige nu, det håber jeg du forstår.” Der havde været noget i hans toneleje som varslede om at hans tålmodighed var ved at løbe ud. Deacon nød denne leg, måske endnu mere end Corina selv gjorde, men ilddæmoner var ikke udstyret med den længste lunte. Hans fingre fandt vej til hendes punktet mellem hendes hals og hendes skuldre, og fortsatte så langt ned over hendes kraveben som hendes lukkede kåbe tillod ham. De brune øjne skinnede næsten gyldent, som han brugte sine evner på at påvirke hende. Han kæmpede, mindst lige så meget som Corina gjorde, for ikke at smide alle tøjlerne, og bare brænde kåben af hende. Han trådte et lille skridt tættere på hende, så han næsten stod direkte op af hende, og lod dernæst sine fingre søge ind under kåbens folder endnu en gang, lige over hendes bryst. Der var intet blidt eller kærligt i hans berøring: hans fingre var grådige, og gik efter et mål; at få hende til at give efter for ham.
|
|