A taste in the night

[Deleted]

@crysania vs. Demarcus Lathan Gaetulicus

Det venstre neglesæt borede sig ind i træets bark, alt imens det højre neglesæt sad planten i mandens hår og hovedbund. Dyrisk lød det snerrende fra Crysanias hals, alt imens hun hungrende pressede sin krop imod mandens. Tydeligt følte hun, hvordan mandens hjerte måtte løbe panisk, som det var den typiske gang, når den menneskelige krop higede efter det næste åndedræt. Så skrøbeligt, så smukt var det.. Dødt lå hjertet i Crysanias eget bryst, som det aldrig havde slået, eller styret hendes behov. Svagt var det at skulle være afhængig af så skrøbelig en egenskab. Det var nemlig så let at fjerne.. Tryllebindende var det dog også, da det var fascinerende at se og betragte, hvad man ikke selv havde. Dog kunne hun ikke sige, at hun aldrig havde ønsket sig et.. Hun var fuldkommen, som den hun var! Skriget fyldte luften, hvilket i sig selv måtte være et irritationsmoment for Crysania i dette tilfælde. Mandens læber var jo forbandet tæt på hendes lydhøre ører! Utilfredst brummede hun, inden hun trak hovedet en anelse tilbage, så tandsættet måtte slippe taget i mandens hals. Til at høre var det, hvordan han desperat måtte hive vejret. En handling, som også måtte irritere Crysania i nattens anledning. En snerren lød igen fra hendes strube, inden hun dyrisk huggede til igen. En gurglende lyd lød det fra mandens læber, som de spidse hjørnetænder borede sig igennem mandens luftrør. Selv fornemmede hun, hvordan det satte de sidste rystelser i gang i mandens krop, som det måtte blive hans endelige.. Stramt holdt hun ham fortsat klynget op ad træet, uden at hun på nogen måder slækkede nogen af sine greb i ham. Nu ville det snart være overstået.. Ret havde hun også, som der ikke gik mange sekunder før hun mærkede, hvordan mandens krop blev slap i hendes dødbringende favntag. Sagligt lod hun igen sine øjne søge i, som det tillod hende at spise videre i ro og fred.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Blidt raslede det i de høje trætoppe denne smukke aften. Matthiel havde forladt Tiyannas tjenestestab af gladiatorere, dog selvom man godt kunne sige, at det havde efterladt sig spor på må og få. Fysisk var han pint og tortureret og bar endnu stærke præg af dette. Håret var uglet og hans tøj var laset, selvom man snildt kunne sige, at hans liv havde taget en helt anden drejning, end hvad man først havde regnet med. At tage flugten derfra, havde været et risikabelt sats, og dog, havde det virket. Heldigvis!
Hans vandring havde i aften ført ham til skoven. Bange havde han nu aldrig været af sig. Han måtte dog alligevel stoppe op ved lyden af et skrig. Selv havde han våben på sig. Naturligvis havde han det. Efter han var endt med at blive gift med mørkelvernes nuværende leder, så havde han aldrig ladet sig underkue af hende, og havde derfor stået fast på, at våben skulle han have på sig. Matthiel måtte let klemme øjnene sammen, som hans bånd gled ned mod den kniv som han havde i skeden i hans bælte. Han selv kunne ikke tage nogen chancer, og særligt ikke når han færdes herude alene. Dette var dog ej noget, som måtte stoppe ham på hans lange færd igennem skoven her. Hjem skulle han jo, og derfor måtte han jo fortsætte sin vandren. Skriget døde... vedkommende måtte have mistet livet i samme omgang. Ikke at det var noget nyt i Dvasias, og særligt ikke efter at grænserne så markant måtte være flyttet, for at komme nærmere Procias. Krigen ville stå på et tidspunkt, hvilket de alle sammen vidste. Det var egentlig bare om hvornår dette slag ville ende med at stå. Bange havde han som sagt aldrig været af sig.. Dette var derimod kun noget, som måtte vække en direkte spænding i ham.
Matthiel fortsatte sin rolige gang igennem skoven, velvidende om, at han dog ej længere var alene. Hvad mon det kunne være? En varulv? Næppe.. I så fald burde han høre den hyle mod natten og månen, som end ikke måtte være fuld. Nysgerrig måtte han dog være, selvom han dog ikke valgte at opsøge denne såkaldte fare. Denne måtte komme til ham. Og han havde en sjov fornemmelse af, at det var noget som ville ske inden alt for lang tid.

[Deleted]

En fantastisk fornemmelse var det at sanse, hvordan livet ebbede ud af en person. Det første stadie var, hvordan personen friskt stormede omkring. Det andet skridt var det desperate øjeblik, hvor personen kæmpede for sit liv. Det tredje og sidste stadie var, hvordan personen gled hen og alt te omkring vedkommende. En finurlig og forunderlig forandring var det. Fingrene slap pludselig både taget om hovedet og om træet, ligesom Crysanias tandsæt blev trukket tilbage. Slap, tynd og bleg, styrtede liget til jorden. Fuldstændigt tømt for blod. Skinnende var de gråblå øjne, som de lyste klart i mørket af den føde, som hun lige havde indtaget. Sensuelt søgte hendes tunge over de fyldige læber, som hun kunne tilegne sig de sidste livsgivende bloddråber. En skam var det jo at lade noget gå til spilde! Tilfredst sukkede hun, som hun fik den sidste næring med sig. Hvilken fryd! Let og elegant trådte hun over det nedfaldende lig, som om intet var hændt. Blidt kærtegnede hendes sorte kjoles søm kroppen, hvor det også måtte være det sidste, som hun ville se til den mand. Tænkte på manden, gjorde hun end ikke længere, men hvorfor skulle hun også gjorde det? Han havde gjort sit formål, som han havde behaget hende, og nu kunne han rådne. Roligt bevægede hun sig nogle skridt frem for sig, inden hun stoppede op igen. Smilet banede sig frem på hendes fyldige læber. Var dette hendes lykkedag? Selv kunne hun høre, hvordan hun blev kaldt på, som hun fornemmede en hjertebanken nogle hundrede meter fra sig. Øjeblikkeligt satte hun af, så hun kunne søge i lydens retning. Sekunder tog det hende kun, før hun i træernes skygger kunne ane en enlig mand. Som nattens underholdning, kunne han vel godt gå for i nattens anledning. Et listigt smil søgte ind over hendes læber, inden hun lydløst selv søgte om bag manden. Legende strøg hendes fingre over hans nakkehår. ”Kommet for at gøre mig med selskab?” lød det legende fra hende, inden hendes hoved måtte søge på sned. Dyrisk lugtede hun til ham. Hmm.. Der var noget..

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var allerede for lang tid siden, gået op for Matthiel, at han ikke var alene i denne nat. Skriget alene, som han havde hørt, havde været en klar og tydelig indikation på dette. Dog var det ikke noget, der satte nogen frygt eller lignende i ham. Han fortsatte igennem mørket. Han skulle hjem. Han havde jo trods alt også en hustru som han skulle hjem, og have sat på plads. For nu havde han dog ikke valgt at trække noget våben. For alt hvad han vidste, kunne det nemlig være, at han var heldig, at vedkommendes sti ikke ville krydse hans, og de måske søgte i hver deres retning.
Let kneb Matthiel øjnene sammen. Han kunne ikke se eller høre noget. Ikke udover hans egne skridt igennem mørket. Nu var han i forvejen ikke et væsen af natten, og dette efterlod sig uden tvivl også sine klare og tydelige spor, hvilket ikke var noget som han brød sig om. Her var stille. Alt for stille. Dette blev dog hurtigt afbrudt, da en kulde uden lige, strøg ham over nakken. Dette fik ham til at stoppe op med det samme. Hurtigt måtte han vende sig direkte mod denne kvinde. En kvinde måtte det være, da det var det, som han kunne tolke ud fra stemmen, som han havde hørt. "Aldrig burde du komme snigende op på en bevæbnet mand på den måde... frøken.. Du er fri til at passere," sagde han endeligt. Et sted i hans undertone, havde der dog gemt sig en advarsel. En vampyr måtte hun være. Bleg som hendes hud var.. sådan som hun opførte sig, og så lydløst, som hun havde bevæget sig, så kunne hun ikke være andet. Næven slap kniven ganske roligt. Han vidste, at dette våben, ikke ville hjælpe ham mod en vampyr. Dum var han nemlig heller ikke, og derfor vidste han, at han nok i en situation som denne, skulle handle på andet vis. Det var nu, at han skulle tænke kreativt. Særligt hvis hun havde andre planer, end bare at søge videre. Han havde ikke nogen intentioner om at ende op som en dessert!

[Deleted]

Morende slap Crysania en glædesløs latter, som den fremmede mand sprang omkring, som hun blidt strejfede hans nakke. Umuligt ville det være for hende at blive træt af et syn som dette! Opløftende måtte det nemlig være for hende at snige sig ind på folk, og se dem springe omkring i frygt og overraskelse. Selv nød hun nemlig at være den, som stod med overhånden. Hun stod derfor altid med overhånden. Igen smøg latteren over hendes læber, som den fremmede kom med sin ”barske” udmelding. Hun burde aldrig snige sig op på en bevæbnet mand? Hun var et våben i sig selv. Listigt trak hun på smilebåndet, så hendes ene spidse tand måtte glinse i natteskæret. Hendes perfekt formede tand, som kunne lave de mest perfekte snit i folk. Roligt hævede hun sin hånd, så hun kunne lade den stryge over hans kind. Nej, bange var hun bestemt ikke. Frygt var ej heller et ord, som hun ville pådutte sin person. ”Kæreste dog.. Mine tænder er et våben.. Mine hænder er et våben.. Min krop er et våben.. Alt ved mig er et våben. Hvad du render rundt med er blot simpelt legetøj. Legetøj, som du alligevel ikke vil få noget ud af at lege med,” sagde hun dvælende. Ej ville et simpelt håndvåben kunne dræbe hende, som hendes krop ej var lavet af hans mekanismer. Den healede nemlig sig selv igen, hvis ej der blev brugt de særlige våben, som rent faktisk kunne bruges mod en vampyr. Dog kunne hun stadig føle smerte, og derfor passede det hende fint, at han smed dolken fra sig. ”Sød” måtte den dog helt se ud på jorden, som det nærmere lignede en genstand, som hun kunne rense sine tænder eller negle med. ”Og jeg er fri til at passere? Sander du end ikke, at du ej er på dit territorium længere, kæreste?” Vampyrisk domæne var denne del af Den Mørke Skov, som den lå indenfor Corventos grænser. Derfor måtte det udgøre et af hendes jagtområder, hvor han intet havde at skulle have sagt på det punkt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At blive strøget sådan over nakken, var på ingen måder noget som Matthiel havde forventet, og derfor kom denne reaktion også. Måske dette var hendes domæne i og med, at det var nat, og det var svært nok for ham, at se noget i det hele taget, men lige her var månen dog alligevel til hans fordel. Den blege hud som denne kvinde måtte have, havde allerede afsløret hende. Et våben.. en vampyr var intet andet, og denne var uden tvivl en mere stolt af slagsen. Ej var det noget, der faldt i Matthiels gode bog, da han i forvejen ikke havde særlig meget til overs for det væsen! Forbandede blodsugere!
Hånden som hun lod stryge over hans kind, fik hans nakkehår til at rejse sig. Ubehag og behag.. han kunne ikke rigtigt finde ud af det, og ej gjorde hun det nemmere for ham af den grund. Let måtte Matthiel trække sig et skridt. Han var en gammel gladiator.. Han vidste hvordan det var at kæmpe og hvordan man skulle udnytte sine omgivelser til at vinde slag, for det havde han efterhånden gjort rigtig mange gange. Han kneb øjnene let og fast sammen. "Din krop og dit sind, er dig muligvis et våben.. Dog glemmer du en ting. Selv min kan vise sig at være det samme. Ej går jeg med drømmen om at blive din dessert for i nat," fastholdt han med en mere bestemt tone. Ikke var dette en situation som han havde regnet med at havne i på hans tur hjem. Dette ville gå udover hans hustru, når han endelig ville hjemvende. Det skulle pludselig vise sig, at blive et mål som han skulle kæmpe for, kunne han fornemme. "Ikke ønsker jeg, at du skal gøre ved mig," sagde han kort for hovedet. Tanken i sig selv, gjorde ham direkte vred. Han ønskede nemlig ikke, at nogen rørte ved ham! "Jeg beklager om jeg færdes på din grund.. Men ej er jeg din ejendom," endte han med en mere spids tone. Stod hun der og truede ham? Ej var det noget som han fandt sig i! "Jeg siger det kun en gang mere. Passer og fortsæt i aften," sagde han kortfattet. Ej gik han med drømmen om at ende som hendes dessert!

[Deleted]

Svagt trak det i Crysanias mundvige, som manden forsøgte at vige bort fra hende. Nytteløst var det, da hun kunne nedlægge afstanden med et blink med øjet. Underholdende fandt hun det dog, at det var de flestes reaktion, når de stod ansigt til ansigt med hende. De prøvede altid at flygte, indtil de sandede, at de ingen steder havde at flygte hen. Hun var ganske enkelt suveræn! ”Du skulle være et våben i dig selv? Jeg må briste dine drømme, kæreste. Hvis du reelt havde noget at byde på, havde du ej stået med et tandstik i hånden.. Desuden, du er ikke vampyr” lød det drævent fra hende, hvor det sidste blev sagt, som var det et altafgørende faktum. Det måtte det dog også være for hendes vedkommende. Alle racer lå nemlig under den mægtige vampyr. Nattens børn. Hendes ene slanke bryn hævede sig ved hans ord. Nu måtte hun jo næsten le! Denne mand havde i sandhed fået det forkerte ben ud af sengen, som han end ikke vidste, hvordan denne verden var støbt sammen. ”Alt, hvad jeg rør, kan jeg gøre til min ejendom. Det er ej et valg, som underordnede – som dig – tager. Desuden, al hvad der rør sig på Corventos grund, tilfalder Corventos borgere.” Ej havde han rettet til at bestemme over sin egen tilværelse. Værdig var han trods alt ikke, som han var en af jordens tjenere, hvor hun var en af jordens herskere. Sådan var det blot. Smilet forlod ej hendes fyldige læber, som hun nu begyndte at bevæge sig omkring ham, som var hun et rovdyr. Perfekte var hver og en af hendes bevægelser. Perfekt nedtrådte hendes støvler grene og blade. Perfekt flugtede hendes kjole med hendes krop. Perfekt var hendes mimik. Intet var der at sætte en finger på. Hurtigt søgte hun frem, så hun nu stod lige bag ham. ”Oplys mig venligst, hvad der er på menuen,” hviskede hun ham sensuelt ind i øret, som hun spurgte ind til hans race. Noget genkendeligt var der over hans lugt, men alligevel kunne hun ikke sætte en finger på, hvad det var. Det var vel længe siden, at hun havde smagt en som ham?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Spændingen måtte kun stige i Matthiels krop og sind i takt med, at han måtte stå i nærheden af denne kvinde. En kvinde som tilsyneladende ikke havde nogen intentioner om at lade ham gå nogen steder. Forfærdeligt, som det nu måtte være, så havde han stadig ikke tænkt sig, at blive en del af hendes menu og dessert i denne nat! Nej, han havde ganske andre planer. Han var kreativ og innovativ. Der tog hun ganske enkelt fejl af ham. For at overleve som en gladiator, havde han nemlig været tvunget til at være nytænkende, for at kunne overliste sin egen fjende, og dem var der jo trods alt også frygtelig mange af, hvis han selv skulle sige det. Han var ikke just en mand der skrev sig ind i de gode bøger. "Der tager du fejl af mig, blodsuger. Jeg har ikke tænkt mig at blive en del af en natmad.. Og tro mig.. Du kan tro, at jeg kan slå fra mig," sagde han denne gang med en direkte stemme, som han igen vendte sig mod hendes skikkelse. Ikke var han vred, for det havde han aldrig haft nogen grund til at skulle være.
Alt taget i betragtning, måtte Matthiel mene, at han tacklede situationen meget godt. Den var meget atypisk de situationer, som han i forvejen, kunne siges, at være vant til at være i. Han kneb øjnene fast sammen. Hvor var denne kvinde da direkte irriterende! "Ej skal du undervurdere din modstander." advarede han, som han forsøgte at lægge noget afstand til denne kvinde. Ej ønskede han nemlig, at hun skulle komme ham alt for tæt, så hun endte med at skulle sætte tænderne i ham. Det var ej noget som han ønskede sig! "Og ikke, er jeg en ejendom for Jer, blodsugere..!" endte han hårdt. Det sitrede i ham, som hun pludselig stod bag ham. Forbandede væsen! Han havde nu aldrig været fan af de vampyrere! Og denne måtte uden tvivl fremstå som en af de mere blodfanatiske af slagsen. Han bed tænderne sammen. Dette var uden tvivl en meget ubehagelig situation for ham at stå i. "Alkymist.. siden du nu spørger så pænt," sagde han med en kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, ved at vende sig om. Aldrig ville han stå med ryggen til det væsen! Ikke hvis han kunne blive fri!

[Deleted]

”En smule modstand har aldrig heller vippet mig af pinden,” svarede Crysania legende igen, for en leg var, hvad det var for hende. Hun anså nemlig ikke manden for at være en trussel for hende. Det var jo blot at se på ham! Uglet hår, laset tøj, en pulserende puls, et desperat forsøg på at holde sig til sit håndvåben.. Nej, det var ej faktorer som skræmte hende det mindste. Selv havde manden vel heller ikke til dagen? Han ville højst garanti dø inden længe, om han ville det eller ej. Ej lignede han nemlig en, som var i den bedste stand. Ligeglad med dette var hun dog, som hans tilstand på ingen måde rørte hende. Om bag ham søgte hun, hvor hun nervepirrende måtte puste ham i nakken, som han bravt fastholdt, at hun undervurderede ham, og at han ej var nogens. Vissevasse, hvis man spurgte hende. ”Tro ej, at jeg har hørt alle disse udtalelser før. I tager dog altid fejl,” svarede hun kort for hovedet. Denne mand ville også sande, at han havde taget fejl.. Det gjorde de jo alle sammen. Lammet af kulde blev de gråblå øjne pludselig, alt imens en dyrisk knurren lød fra hendes strube. Alkymist? Forbandede race, der havde forulempet så mange af hendes egne! Dræbt dem! Eksperimenteret med dem! Behandlet dem som dyr! Ildevarslende snerrede hun ad manden, så de spidse hjørnetænder måtte dukke op og se om end endnu mere faretruende ud end ellers. Denne mand havde muligvis ikke lagt hånd på hende egne, men det ville han måske.. ellers ville det også blot behage hende at straffe ham for, hvad hans artsfæller havde gjort mod hendes! Arrigt og i en hvislende fart, greb hendes fingre med neglende fremme mod hans hals, som hun ønskede at kaste ham ind i det nærmeste træ! Hun ønskede at se ham lide! Lide, samt fjernes fra denne jord!

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Denne kvinde, var bestemt ikke noget, der faldt i Matthiels gode bog. Tvært imod. Det var nu at han skulle vise hende, at hun tog fejl af ham, og at han ikke bare var noget som hun skulle få serveret i aften, for han havde ganske andre planer end som så. Hans øjne kørte rundt i omgivelserne. Han vidste jo godt, at de våben, som han havde på sig, ikke var noget, som ville hjælpe ham i denne situation. Som vampyr ville hun heale.. en forbandet irriterende evne, som tilfaldt den race! "Måske du har mødt den mand i aften.. som netop kan vælte dig af pinden," sagde han med en kortfattet stemme.
En kriger var Matthiel, og det var noget som uden tvivl det som han måtte klamre sig til i en stund som denne, og det var det, som han da helt klart måtte stå fast på, var det vigtigste. At hun reagerede på hans race, var slet ikke som han havde ventet. Mange frygtede hans væsen, hvor hun derimod reagerede med vrede og foragt. Han stivnede kraftigt, da hun greb om hans hals, og kastede ham igennem luften, som havde han ikke været andet end en simpel kludedukke. Ryggen mødte træet, hvilket var noget som næsten slog luften ud af ham. Han gispede kraftigt og smertefuldt, som han gled ned for fødderne af hende. Han tog sig til brystet. Træ... selvfølgelig! Han vendte blikket mod hende, mens han virkelig kæmpede for at genvinde sin vejrtrækning. Støttende til træet, måtte Matthiel kæmpe sig op på benene igen, og med blikket direkte vendt mod denne kvinde. Var hun bange for hans race, siden det var således at hun ønskede at reagere på det hele? "Noget siger mig, at du ej er fan af alkymister... Perfekt." Han smilede næsten skadefri. Han var vant til lidt af hvert af behandling, og dette var jo ingenting i forhold til hvad han havde været vant til ved Tiyannas husholdning. Hård som selv den kvinde havde været overfor ham. Han bakkede hen til træet, og til en gren, som han tog fat i, for at knække den. Et perfekt våben mod en vampyr!

[Deleted]

Ej fandtes der den vampyr, som måtte være fan af alkymisterne. En svoren fjende var alkymisterne nemlig blevet vampyrerne, som det var en race, som rent faktisk indfangede vampyrer for deres egne eksperimenters skyld! Forfærdeligt var det.. Direkte forfærdeligt! Selv havde hun hørt groteske historier om al dette, hvor hun også vidste, at hendes forhenværende leder havde været underlagt en sådan behandling. Derfor frydede det hende kun at mærke, hvordan hendes fingre måtte lukke sig om hans stærke hals, så hun kunne kaste ham, som var han ler mellem hendes fingre! Ingenting vejede han i hendes hænder, og derfor havde hun intet problem med at løfte ham, samt give ham farten til at kollidere hårdt imod træet. Nok var det dog ikke, som hun ønskede at høre hans knogler brække! En dyb snerren lød igen fra hendes strube. ”Fordømte race! Jeg burde fjerne dit ene ribben efter det andet,” hvislede hun faretruende af ham. En reel trussel måtte det også være, som hun ej var bleg for at gøre det. En alkymist var han nemlig, og af den grund fortjente han ingen barmhjertighed fra hendes side! Var dette også nok svar for ham? Hvis ikke, skulle hun nok pensle det ud for ham! De kolde øjne fandt det hjemmelavede ”spyd”, som han nu havde i hånden. Hånligt fnøs hun ad ham. ”Tror du, at dette vil hjælpe dig?” hvislede hun ad ham, inden hun begyndte at bevæge sig igen. Ej bevægede hun sig direkte rundt om ham, som hun derimod bevægede sig rundt om ham, som om hun vejede ham med øjnene. ”Jeg er både hurtigere og stærkere end du.. Du har ingen chance.” Igen med et blink med øjet, måtte hun sætte af mod ham. Denne her gang måtte hun komme fra siden, hvor hun smidigt måtte bøje sig i farten, så hun kunne gribe om hans ene ben med neglene og flå benene væk under ham, inden hun var på afstand igen.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Dette var ingen måder, hvad Matthiel havde forventet af hans færd hjemover i denne nat. Dog var det en udfordring, som han var nødsaget til at tage, dersom han ville komme fra dette med livet i behold, og naturligvis var det da at foretrække! Til enhver tid. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst. Ikke af frygt, men mere af spænding, da man ej kunne sige, at dette var en uventet situation for ham at havne i. Det var noget, som han havde oplevet før. Dog bare med tilskuere og publikum og med kampen for hans eget liv. Hvilket dette også meget hurtigt kunne vise sig at blive. Ej var det en tanke som faldt i den gode jord. Det ændrede dog ikke på, at han nok skulle vise sig, at blive en langt større modstander, end hvad hun gav ham credit for at være.
Ej var der nogen brækkede knogler, men derimod en meget øm ryg der kom ud af dette. Matthiel faldt tungt til jorden og med et kraftigt gisp. Ondt måtte det uden tvivl gøre, og det kunne han da så sandelig godt mærke, som det var lige nu! "Det kommer ikke til at ske i nat," hvislede han med en fast tone. Som han dog sagde det, måtte han knække grenen af træet, så han kunne holde denne i sin hånd. Hans blik søgte hendes direkte endnu en gang. Bange var han ikke.. ikke for hende, som han heller ikke måtte være det for døden. Dog skulle hun ikke undervurdere ham. Som alkymist havde han sine særlige evner og sine magier.. Det skulle man endelig ikke tage fejl af. Hans hjerte hamrede.. Det gjorde ham næsten svimmel. Endnu forsøgte han at holde en afstand til hende, selvom han vidste, at det var svært, med de evner som selv hun måtte have i sin besiddelse. "Prøv mig," opfordrede han hende nærmest. Hvorfor trække tiden ud, hvis hun virkelig troede, at han ikke havde en chance mod hende og hendes væsen? Han var bestemt ikke den type mand, som ville give op i en situation som denne, hvilket var noget af det, som han uden tvivl stod fuldkommen fast ved i den anden ende. Han knyttede næven omkring denne gren. Han stod klar.. Selv han havde sine tricks i ærmet. Det skulle hun endelig ikke tage fejl af! Hurtig som hun var, og hvor hun tog fat i hans ben, røg han direkte ned med ryggen mod jorden. Allerede godt forslået, kunne han mærke sin ryg. Han bed tænderne sammen, som hun trak sig væk fra ham. Hun var ikke tryg ved han.. Han elskede det! Små splinter begyndte han med en let rystende hånd, at pille ud af træet.. Han begyndte at messe. Disse søgte op til himmels over dem, hvor de var så godt som umulige at se.. Langsomt rejste han sig, mens han fortsatte dette.

[Deleted]

Ej lod Crysania sig påvirke af hans opfordringer. Hvorfor skulle hun også det? Det tirrede hende nemlig ikke, som hun vidste, hvad hun lavede. Hun legede med ham, og af den årsag ønskede hun ikke at forhaste processen! Hvad var det morsomme også ved en hurtig død? Langt mere underholdende var det at se, hvordan de forsøgte sig med at være modsige, som de forsøgte at kæmpe for deres liv. Alle sandede de dog det samme i den sidste ende, og det var, at hun var deres overkvinde. Hun var nemlig i toppen af fødekæden, og det vidste hun udmærket godt! Det var også, hvad hun kunne lide at spille på. Hun var et rovdyr. En mesterjæger! Det kølige smil søgte over hendes fyldige læber, som hun fik trukket benene væk under ham, så hun igen kunne stoppe op nogle meter fra ham. Et par dråber blod måtte hænge ved hendes fingre og negle, som hun havde fået fat i hans kød med dem, og derfor havde givet ham et par lange rifter. Roligt hævede hun hånden op til munden, som havde hun al tid i verdenen, hvor hun langsomt slikkede sine fingre rene. ”Hmm.. Jeg har nu smagt bedre,” sagde hun sigende, inden hun igen vendte det gråblå blik I mandens retning. Dog var hun ligeglad med hans smag. Hans lig ville nemlig klæde jorden! Øjnene kneb hun sammen, som han pludselig gav sig til at messe. Hvad sagde han? Hvad lavede han? En ny dyrisk snerren lød fra hendes strube. Hun brød sig bestemt ikke om det! Han skulle stoppe! Igen med et blink med øjet, var hun ovre ved ham. Igen måtte hun gribe om hans hals, hvor hun brutalt klyngede ham op ad træet denne her gang. Ligeglad var hun med, om hun ville ende med at kvæle ham til døde! ”Hold kæft!” hvislede hun ad ham, som et tegn på, at hun ej gad ham mere.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel vidste godt, at denne situation meget hurtigt kunne vise sig at være en meget farlig af slagsen for ham. Svagt måtte han bide sig i læben. Alene det at bevæge sig, var noget som uden tvivl gjorde ondt. Hun lå måske i toppen af den brutale fødekæde, men derfor havde Matthiel ikke tænkt sig at kaste sig for hendes fødder og tigge og bede for sit liv! Velvidende om, at det ikke var noget, som nogen ville få noget ud af. Det ønskede han overhovedet ikke. Slet ikke faktisk!
At støtte på benet, gjorde ondt, særligt nu hvor hun havde revet i det! Blod måtte løbe ned af hans ben, som han støttede sig op af træet. Han fortsatte med at pille de store splinter ud. "Så du lader mig gå?" spurgte han direkte. For hendes skyld, så håbede han virkelig, at det var det, som hun gjorde! Ikke at han havde tænkt sig at blive en del af hendes måltid for denne nat. Tanken alene, var noget som gjorde ham direkte arrig. Hans messe måtte dog fortsætte. Det var et af de svage punkter, der var ved en alkymist. Det her var desværre noget der tog tid! Han nåede kun lige at vende sig mod hende, da hun endnu en gang greb omkring hans strube og tvang ham op af træet, så det føles, som han knapt kunne nå jorden under ham. Det sidste der var tilbage af grenen i hans hånd, mistede han. Den landede lige ved siden af ham. Automatisk tog han om hendes slanke håndled. Utroligt, at en kvinde, skulle have den kraft og den styrke! Han fortsatte dog sin messe.. Det her ville enten fejle.. eller redde hans liv, så det måtte han jo finde ud af! Han bed tænderne samme. At få luft, var i det hele taget forbandet svært! Han klemte øjnene sammen. "Malisi cowart hisoly twach maliarsi!" endte han fast med den sidste luft han havde. Han klemte øjnene let og fast sammen, idet han gjorde et kraftigt ryk med hånden ned mod jorden. Splinterne som han havde haft i luften styrtede direkte ned mod dem - og i og med, at hun måtte sti i vejen, var det hende som blev ramt. En vampyr ramt af sin store svaghed: Træ.

[Deleted]

Hvad en alkymist helt præcist kunne udrette, vidste Crysania ærlig talt ikke. Aldrig havde det interesseret hende, som det altid havde været nok for hende at vide, at de blot var en svoren fjende for hendes majestætiske race! Ussel forekom den tanke hende helt, når hun så på denne mand. Denne mand var jo ingenting! Blot en simpel bums! Manden havde jo ikke engang til selve dagen! En kølig latter gled over hendes læber, som han greb om hendes håndled. Troede han virkelig, at han var fysisk stærkere end hende? Hendes råstyrke var jo som at flytte et bjerg, når det kom til en almindelig dødelig som ham! Hendes latter blev dog erstattet af et smertefuldt hyl, som han messede færdigt, og som adskillige splinter måtte bore sig ned i hendes kød. Øjeblikkeligt trak hun sig, hvor hun slap ham på et splitsekund, så hans krop højst sandsynligt ville falde med et bump. ”Få dem ud!” skreg hun op, som hun trådte adskillige meter tilbage. Automatisk strøg hendes hænder over hendes hoved, hvor hendes fingre måtte bakse med at få de små splinter ud, som endnu måtte stikke op fra hendes hovedbund. Dernæst måtte de glide over hendes skuldre, hvor de ihærdigt gjorde det samme arbejde. Rødt måtte hun se, men smerten..! Smerten skar i hende, som træ måtte være et af de materialer, som rent faktisk kunne gøre kål på en vampyr. Stykkerne ville ganske vidst ikke dræbe hende, som ingen af dem havde sat sig i hendes hjerte, men smerten følte hun skam alligevel. Især i ryggen, som hun ej kunne nå dem, som hun kunne nå sit hoved og skuldre! Arrigt hvæsede hun, alt imens hendes vilde blik måtte søge manden. Forbandede udyr! ”Tro ej, at jeg ikke vil komme tilbage efter dig!” hvislede hun ildevarslende, inden hun måtte gøre, hvad hun fandt nødvendigt. Brændende ønskede hun at se ham dø for hænderne af hende, men smerten.. Smerten ville hun ikke kunne abstrahere fra, hvor blodet også måtte pible fra de steder, hvor splinterne endnu sad. Heldigt måtte det være, at hun lige havde fået føde, da det i så fald ikke efterlod hende fuldkommen afkræftet. Med en sidste hvæsen så hun i hans retning, inden hun forsvandt ud i natten, men åh ja.. hun skulle nok komme tilbage efter ham!

// Out