Fighting Is Fun

[Deleted]

@dixie

På en af de store bjerge var der en grotte. I den grotte havde Marcel og hans folk en lejr. Marcel havde bestemt ikke guderne med sig. Han var eftersøgt i hele Dvasia. Manjarno som før havde været hans hjem var nu overtaget af Dvasia. Hans Fader, en af Dvasias fyrste var stadigvæk på jagt efter ham. Marcel havde i noget tid nu forsøgt at samle den hær der skulle til. Efterhånden var han ved at have alt klar. Stærke allierede og en lille hær ved hans side. En hær der mest af alt bestod af folk fra Manjarno der var trætte af at Dvasia havde taget over. Marcel havde fortalt at han ønskede at dræbe en af fyrsterne og det havde været grund nok for de fleste. Marcel gik igennem lejren og kiggede på hans tropper. De var godt gemt her oppe på bjerget. Han kiggede rundt og så hvordan hans folk trænede og gjorde sig klar. En af hans spejdere kom løbende over til Marcel og hev efter vejret. Han sagde efter lidt tid '' Der er blevet set Vampyrer få kilometer fra lejren. Med den rette vind får de færten af os ''. Marcel kiggede rundt på en af sine officerer og sagde ''forsæt træningen.. Hvis de får færten af flere end mig fatter de mistanke og flygter.. Så er vores base afsløret ''. Officeren sagde bekymret '' Men sir, de kan ikke besejre dem alle alene ''. Marcel smilede skævt og satte sine sværd på plads '' Nogle gange må man tage chancer i en slag, hvis man skal vinde krigen ''. Marcel satte sig op på sit hest og red afsted.


Der var en lejr i natten. Fire telte var slået op. En lille bål i midten teltene. Marcel stoppede lidt fra lejren og kiggede rundt. Han stod i sin mørkebrune læder rustning, den sorte skulderkappe der dækkede hans venstre skulder og ned til albuen. De bare arme der viste hans atletisk, dog muskuløse arme, læder armbåndene om hans håndled. Ikke nok med at han var en flot mand, så var han veltrænet og bar sig selv med respekt og ynde. Han træk sine to sværd fra deres hylstre på ryggen. Det ene var et Bastard Sword (1½ hånds våben) og et kort sværd. Det krævede en del teknik og ikke mindst styrke at mestre den kampstil det krævede at bruge disse to våben sammen. Marcel kiggede rundt med hans dybe mørke øjne. han var kun let oplyst af månen og lyset fra bålet. Langsomt begyndte skikkelser at vise sig i en cirkel omkring ham. Otte vampyrer med deres lysende røde øjne stod rundt om ham. Den ene grinede og sagde '' Her kommer vi fra en møde i den nærliggende by og så kommer du os i møde Lord Black.. Eller skulle jeg sige.. Exile Marcellus ''. De grinede allesammen lidt. Marcel fnøs og sagde med hans rug og veltalende stemme '' Stop med at snakke, dine banale ord afspejler din uintelligens. Du gør dig selv til grin.. Hæv dit våben og lad mig vise dig en ting mere du vil gøre dig selv til grin over ''. vampyrene hvæsede og holdt deres sværd fremme. Marcel tog en dyb indånding og gjorde sig klar.

[Deleted]

Det var aften i Manjarno. Dagen havde ikke været specielt interessant og natten ville heller ikke blive det. Hvad pokker skulle hun gøre for at finde ordenlige mænd med penge? Hun var snart træt af at skulle lede. Kunne de ikke forstå at det var forbandet svært altid at skulle lede efter mennesker? Kunne de ikke bare for en gangs skyld komme til hende?? Hun sukkede svagt og fortsatte sin vandring. Hun kedet sig. Her var intet at lave ude i de åbne vider men det var dog bedre end at tilbringe tiden inde i byen som var helt død på denne her tid af aftenen. Hun bed sig stille i læben og kastede let med håret. Kunne hun ikke finde noget legetøj?
Der gik dog ikke længe før hun fandt noget. Længere fremme, et godt stykke faktisk kunne hun svagt ane et bål. Nogen måtte have slået lejr her. Smilet bredte sig en smule på hendes læber. Måske hun ikke ville være helt alene på denne nat. Hun håbede virkelig at det ville være mænd i lejren, selvom kvinder var fine nok så var de ikke altid ligeså lystne som mænd var det. Hun nåede lidt tættere på for hun kunne mærke det. En varm skikkelse og flere kolde. Hun stoppede op og satte sig på hug på jorden. I lysets skær kunne hun se en mand omringet af otte andre. Det var vidst ikke helt i orden hvis hun selv skulle sige det. Otte mod en lod ikke til at være rimlige odds og hvem vidste. Måske hvis hun hjalp denne fremmede kunne hun havde nogen at dele denne nat med. Smilet gled over hendes læber og dog reagerede hun ikke endnu. Det var uhøfligt bare at bryde ind. Tænk nu hvis de ikke gik i gang med at kæmpe og så bare gik ind og slog en masse af dem ihjel? Nej så var det sikrest at vente og få en smule overblik. Så kunne hun jo altid komme løbende bagefter og hjælpe. Tanken om at brænde dem inde fra var fantastisk! Normalt elskede hun også at fryse folks blod og lade en hel krop glide igennem deres åre til deres hjerter stoppede. Det var også en smertfuld død. Den var helt fantastisk men eftersom vampyrer ikke var levende så ville det ikke hjælpe noget. Eller, hun formoede de var vampyrer. Ikke en gang is dæmoner var så kolde som hendes indre registererede at otte var.

[Deleted]

Marcel stod lidt stille. Han trak luften ind så det fyldte hans lunger. Den friske kolde aftens luft der langsomt røg ned gennem hans hals. Nu brød det løs Marcel råbte '' Ukiora outtura energia dakia ''. Otte arme af sort energi skød ud fra ham hen imod hver vampyr. De var klar og sprang væk. Dette var bestemt med i Marcels plan, nu var de mere spredt. Før de landede, brugte Marcel sin hurtighed til at stå henne ved den ene. Han slog ud med sit Bastard svær med en overmenneskelig styrke. Vampyren blokkede med sit sværd. Der var så meget kræft på at der dannede sig vind mod jorden der fik græsset til at ligge sig fladt rundt om vampyren. et skævt og charmerende smil dannede sig på Marcels læber i det han svang sit kort svær med en hurtighed der langt overgik den styrke han svang det store bastard sværd med. Vampyrens hoved røg af i et hurtigt slag. Marcel vendte sig hurtigt om og blokkede det første slag fra de lynhurtige vampyrer der ville komme deres ven til undsætning. Marcel sprang væk og undgik det næste. Da han landede drejede han sig til siden, det næste slag ramte Marcel på kinden så blodet begyndte at risle ned af hans kind. Det fjerde og femte kom oppefra. Marcel blokkede med sit kortsværd, men vægten og styrken i deres slag fik ham til at gå i knæ. Han hev efter vejret. Nok var han søn af en fuldblods vampyr. Men han var kun halvt vampyr. Deres styrke og hurtighed var lig hans eller bedre. Han sagde stakåndet '' Objektus heatuamus exatus ''. Deres håndtage på deres sværd begyndte at glæde. Vampyrerne skreg og smed deres sværd. Marcel svang hans kortsværd i det han sprang væk og huggede hovedet af en til. Han landede lidt væk og da han landede kom en vampyr springende forbi ham og skar  en dyb flænge i hans side. hans rustning reddede Marcels liv. Uden den havde snittet være dødbringende. Marcel hev efter vejret og kiggede ned af sig selv. Hvordan blodet begyndte at sive ud af såret. Hans sår på kinden var begyndt at heale. Han sagde med en stakåndet stemme '' Er det alt i har.. kun seks af jer er tilbage ''. Han havde bestemt ulempen nu hvor han var såret. Der var for mange af dem.

[Deleted]

Dixie betragtede scenen lidt. Der gik ikke længe før manden i midten angreb. De havde været klar og han fik ikke nogen af dem. Han var magi kyndig. Spændende. De kunne altid et trick eller to som hun ikke havde set før. Hun betragtede ham som han med ren styrke huggede hovedet af den ene vampyr. Hendes hoved søgte let på sned. Den styrke kunne betyde jord dæmon eller vampyr. han var en blanding altså for hun havde ikke fornemmet ham bruge noget magi. Efter så mange år i denne verden så havde hun fået en fornemmelse for magi og ikke magi. Smilet bredte sig en smule på hendes læber. Han klarede det nu meget godt hvis hun selv skulle sige det. Hun nåede dog ikke at tænke meget længere før han blev skåret og fik slået en mere ihjel. Han var såret og der var stadig seks tilbage. Så måtte hun vel hellere melde sin ankomst. Hun rejste sig op og begyndte at gå mod flokken med rolige skridt. Hun var iført et par tætsiddende sorte bukser og et korset. Hendes lange blonde hår hang ned over hendes skuldre. Det kildede så let mod den nøgne hud. "Er det her en lukket fest?" spurgte hun med fløjlsblød stemme. Hun ventede dog ikke på svar før hendes blik fandt et par af vampyrerne. Der var ingen ord, ingen håndtegn og alligevel så begyndte de to vampyrer som hun kiggede på at brænde. Det var næsten som om ilden kom indefra deres eget indre. Som havde den fået hold i deres celler og bare brød fri. Smerten for de to vampyrer var ulidelig. Deres skrig rungede som de døde for hendes fødder. Smilet blev en smule større. Det her var i hvert fald ikke kedeligt. Hun havde endelig fundet noget at lave. "Det er synd at de brænder så hurtigt. Der er virkelig ikke nok smerte i det der. Er i andre ligeså svage?" Hendes stemme var kærlig, ja næsten drillende. Hun ville slå dem alle ihjel. Ikke en eneste af dem ville forblive i live. Det skulle hun nok sørge for.

[Deleted]

Marcel rejste sig helt op da kvinden ankom. Smuk det var hun og dødbringende virkede det til. Havde havde ikke taget højde for at nogen ville komme til hans undsætning. Han knækkede sin nakke da hun så let som ingenting dræbte to vampyrer. De andre vampyrer rettede deres blik imod hende. Marcel var ikke en der sagde nej til en god mulighed, han greb dem han kunne få. Han sprang lydløst frem og skar en af dem over i to dele. Vampyrens blod sprøjtede ud over det hele. Han sagde overraskende roligt '' I burde ikke glemme mig ''. De sidste fire vampyrer sprang samlet tilbage. Den ene af dem som før havde snakket til Marcel sagde med en bange ryst '' Hv... Hvad fanden er hun for en.. Som om en dødbringende fjende ikke er nok! ''. En af de andre kiggede mod Dixie og sagde '' Det er ikke din kamp kvindemenneske.. Bland dig udenom! ''. Marcel kiggede nu først rigtigt mod Dixie. Hans vejrtrækning var blevet normal og blodet var stoppet med at løbe ud fra hans sår i siden. Han gav hende en hurtigt og respektfuldt nik. Han satte sit kortsværd tilbage og sagde overlegen '' Nu hvor jeg kan tælle jer på en hånd er der ingen grund til at håne jer ved at bruge to våben.'' En sort skygge sev ud af Marcel og omringede ham som en let gennemsigtig rustning. Han vidste ikke hvem kvinden var, men han måtte hellere beskytte sig imod hendes dødbringende magi, bare i tilfælde af at hun skiftede side. Denne gang sprang Marcel ikke frem. Han ventede på de to andre parter. Vampyrerne og Dixie. Han var en taktikker, han ventede altid på den rigtige mulighed hvis det kunne betale sig. Vampyrene begyndte at trippe. De vidste godt at deres to modstandere var langt bedre. Den ene af dem så ud til at få en ide og trådte frem. Han kiggede intenst på Dixie og forsøgte at bruge hans lokkende vampyr charme til at få hende under hans kontrol.

[Deleted]

Dixie smilede blidt som hun trådte frem fra skyggerne. Hun var glad for at hun ikke skulle kede sig mere. De to varmpyrer var blevet til støv for hende fødder og det lod virkelig ikke til at behage deres venner. Stakkels dem. De ville snart lade samme skæbne som deres to venner af støv. Den ene af vampyrerne henvendte sig til hende. Det var ikke hendes kamp? Nej måske ikke men der var så meget urefærdighed i denne verden så kunne hun andet end at hjælpe? Det lød næsten komisk i hendes eget hoved. Hun var ligeglad med retfærdighed. Dette var bare ikke noget hun kunne modstå. Tanken om at slå ihjel var mere end bare fantastisk! "Jeg ved da godt at dette ikke er min kamp men det forhindre mig da ikke i at lege med? I var otte mod en. Det virkede ikke helt i orden så jeg besluttede at tage en del af kagen. Jeg håber ikke det gør noget, fremmede?" Det var henvendt til ham der var alene men hun var ligeglad med om det var i orden eller ej. Hun ville hellere bare kæmpe og have det lidt sjovt. Hvad andet var der i denne verden? Hun sukkede en gang nu hvor der kun var fire vampyrer tilbage. De var så få! Det ville blive overstået så hurtigt! Den måde den ene vampyr søgte mod hende på. Han lokkede, prøvede at bruge sin charme. Hun kunne ikke holde en latter tilbage. Det var for morsomt! "Og hvor vil du hen med det der? Nok er vampyrer charmere og kan lokke folk i fordærv men i er intet i forhold til dæmonerne. Kom og leg ordenligt med mig i stedet for det der pjat. Du keder mig!" Han nåede ikke at gøre noget som helst andet før en plamage af is var dannet under ham. Så hurtigt at han ikke kunne nå at reagere foldede isen sig op så han stod fast. Han kunne intet gøre andet end at svinge med sit våben. Hun havde gjort det ekstra stærkt fordi han var vampyr. En endnu større plamage af is kom under ham og så let som ingen ting skød lange pigge ud fra den. De borrede sig ind i den stakkels vampyrs krop sådan så hans blod endte over det hele. Nu var der kun tre. Hvad ville resten gøre?

[Deleted]

Marcel kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Denne kvinde mindede om ham selv. Men hun skulle ikke have lov til at overgå ham. Han ville ikke have at en eller anden fremmede kvinde skulle komme og stjæle billedet fra ham. Han havde helt glemt hvordan han havde været ved at tabe før. Han holdt en hånd frem og sagde roligt '' Exodus extremis espotis ametialus ''. Han lukkede sin hånd og træet de sidste tre vampyrer stod op af sprang i luften. splinterne fløj rundt omkring og vampyrene faldt til jorden. En af dem virkede til stadigvæk at være i live. Han lå og kiggede forvildet rundt. Marcel satte en hånd på hans knæ og rystede på hovedet af den stakkels vampyr. Han kiggede på Dixie og sagde roligt '' Han er din.. Gør med ham hvad du vil ''. Marcel gav hende et respektfuldt nik og gik langsomt over imod sin hest. Skulle han takke hende, det skulle han nok havde gjort. Men arrogant som Marcel var så følte han ingen grund til det. Han kiggede tilbage af ren nysgerrighed for at se hvad hun agtede at gøre imod den stakkels vampyr. Han måtte sikre sig at hun dræbte ham. Denne vampyr måtte ikke fortælle hans Fader om hans lokalisation, det kunne betyde døden for mange af hans folk. Han smilede skævt til vampyren. Han regnede med at Dixie ville blive enten fornærmet eller nysgerrig over hvordan han arrogant og ligegyldigt gik fra hende. Det var bestemt en del af hans plan at lokke hende med det. En med hendes styrke og krop kunne han bestemt godt bruge i sin hær. Men så stærk en person måtte overtales på andre måder end simple bønder. Marcel måtte virkelig tænke sig om, hvis han skulle rekruttere en stærk kvinde som Dixie.

[Deleted]

Hun brillierede som altid. Hun var stærk, meget stærk endda men hun var jo efterhånden også en gammel dæmon. Dette var for hende ikke en konkurrence, hun var som sådan ligeglad med hvem der kunne slå flest ihjel eller hvor hurtigt. Det hele kom ned til hvor meget de led inden deres død. Det var det som talte. Tydeligt var denne mand ikke enig. Han udførte magi igen og fik et træ til at eksplodere. Splinter og stykker af træ fløj mod hende men alle som en nåede de at brænde før de ramte hende. Hun end ikke løftede en finger før de alle som en forsvandt. Det var sjovt at være ild dæmon. Der var så mange muligheder. Dog var hun en smule irriteret over at han gjorde det på den måde. Der var ikke meget smerte eller lidelse i den måde han slog ihjel på hvilket var en skam. Der var dog en som stadig var i live. Den fremmede sagde at denne var hendes og hun kunne gøre med ham hvad hun ville. Dejligt. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun gik over til vampyren der lå såret på jorden. "Og hvad skal jeg monstro så gøre ved dig, di lille ulykkelige skabning?" Hun sad tænkende en smule før hun smilede. Hun holdt den ene hånd frem. Det var første gang hun gjorde nogen som helst indikation på at bruge magi. Flammen som kom frem i hendes hånd var isblå. Hun smilede roligt som hun drejede hånde og førte denne flamme ned mod manden. Han skreg da flammen ramte ham. Det måtte føre forbandet ondt. Denne flamme var speciel. Den lignede en almindelig flamme men den brændte ikke. Til gengæld var den så kold at den frøs alt til is som den rørte. Den havde hånden mod vampyrens døde krop og lod flammen glide hen over ham. Flammens næsten dansede hen over kroppen og satte sine forfrosne spor efter sig. Den nåede mandens hals hvor den forsvandt ind. Manden holdt op med at skrige. Dixie rejste sig. Et lille grin kom over hendes læber før hun løftede den ene ben og sparkede så hårdt hun kunne til vampyrens hoved. Isen i hans hals knækkede og hovedet fløj af så let som ingen ting. Han var død. Dixie kiggede over mod den fremmede som allerede var på vej væk igen. Ville han bare gå!? Det kunne han sgu da ikke være bekendt. Hun bed sig lettere irritabelt i læben før hun søgte efter ham. "Har du allerede tænkt dig at smutte? Vi havde det jo ellers lige så hyggeligt?" kommenterede hun roligt. Hun ønskede ikke at han skulle gå. Hun kunne da sagtens bruge noget selskab indtil solen igen ville stå op.

[Deleted]

Hans lille plan så ud til at have virket. Han stoppede op i det han skulle til at hoppe op på sin hest. Han slap langsomt tøjlerne og gik charmerende og elegant hen til Dixie. Et charmerende smil kom frem på hans lokkende læber og et analyserende blik blev sendt.. Han sagde med en venlig tone '' Jeg undskylder mange gange min mangel på manere. Men mine soldater har brug for mig ''. Marcel rakte ud efter hendes hånd og hvis han fik fat ville han bukke sig elegant ned og kysse hendes hånd før han rejste sig op igen. Han rettede sit blik på resterne af vampyrene og sagde '' Navnet er Marcellus LaPiera Black.. Den fremtidige Fyrste over Black slottet.. Mig en.. Ære at møde dem, yndige frøken ''. Hans blik blev rettet mod Dixie igen. Han virkede ikke bange eller interesseret i hende udseende. Han virkede underligt nok hævet over det. Marcel holdt en hånd frem og lavede en bevægelse. Alt det blod der dækkede ham forsvandt. Han kiggede på sin hånd. Hans ansigt bar ingen tegn på følelse. Denne kvinde der stod foran ham var stærk og interessant, men det ville han ikke vise hende at han syntes. Han ville drille hende. Vise hende noget hun sikkert ikke var van til. En der ikke var interesseret i hende på nogen som helst måde. Det var hans plan. At vinde hende over på denne måde. Marcel kiggede derfor tilbage på sin hest, som tegn på at han havde travlt og ikke tid til det her. Dog var hans rigtige plan at lokke denne kvinde. At gøre hende nysgerrig nok til at lytte til hans forslag. Han spillede bestemt kostbar. Han havde vist hende lidt opmærksomhed ved at bukke for hende, men den opmærksomhed var allerede væk nu.

[Deleted]

Dixie var ikke vant til at blive afvist af væsner som ikke selv bar den sensuelle dæmon i sig. Man kunne sige at det var skuffende for hende at han virkede så uinteresseret. Var var det faktisk død fustrerende. På den anden side så holdt hun også igen på sin sensuelle udstråling. Selvom hun kun var halv sensuel dæmon så skulle der mere end blot modstanddygtighed for at holde hendes tiltrækningskraft ude. Lige nu var hun dog ikke interesseret i sex selvom hun da ikke ville sige nej. Manden foran hende var nydelig og det ville da være en fin belønning for hende for at have hjulpet ham. Hans ord lød i hendes hoved som han tog hendes hånd og kyssede hende. Så galant, så fin og dog så ligeglad med hende. Hans soldater havde brug for ham? Hans navn ringede en klokke. Black? Hun huskede tydeligt en familie med det navn i Dvasias. Hun sendte ham et roligt smil. "Fremtidig Fyrste siger du? Det lyder .... spændende" endte hun roligt. Hun var nysgerrig. Han havde fanget hendes interesse også fordi han ikke virkede interesseret i hende. Det var nyt, det var anderledes og nøj hvor var det spændende. Hun så til som han kiggede tilbage mod sin hest som om han havde bedre steder at være. nej! Hun ville ikke lade ham gå. Det her var for spændende. Smilet spillede roligt på hendes læber. "Du har tænkt dig at vippe den nuværende fyrste af pinden? Det lyder ... Fascinerende. Du har måske tænkt dig at bruge denne hær som du har gemt væk heroppe i bjergene?" spurgte hun roligt og lod blikket glide på bjergene bag ham. Endnu kunne hun ikke føle noget som helst varme deroppe fra men hvis hun søgte tættere på, efter ham måske så ville hun kunne finde dem med lethed. Hun var ikke bare en dum køn pige. Hun havde skam goderne i orden selvom hun var så fandens nysgerrig.

[Deleted]

Hendes ord var som musik i hans øre. Hun faldt i hans fælde. Marcel var i sandhed en slange, en slange der snoede sig om sit offer og når han sad godt fast ville han slå sine tænder i dem og fylde dem med gift. Måske en metafor der kunne drages fragmenter af i dette tilfælde. For det virkede som om hans lille plan virkede efter alle hensigter. Mon han kunne trække den så langt at være en smule næsvis. Det var hun sikkert ikke van til og nu hvor han allerede virkede anderledes kunne han lige så godt se om han kunne øge hendes interesse. Hans kiggede neutralt på hende og sagde '' Frøken.. De burde vide det er uhøfligt at føre en samtale uden at have gengældt en hilsen ''. Han pressede virkelig citronen. Det var en gamble. Enten blev hendes interesse vækket helt, eller så blev hun sur. Det var en chance han måtte tage. Da hun spurgte ind til hans titel, kom et lille smil frem på hans læber. '' Når man er i krig med sin Fader og ikke har dræbt ham i nu.. Må det jo være fremtidige fyrste ''. Da hun snakkede om hans mænd forsvandt smilet fra hans læber og et mere alvorligt blik kom frem. Dog forsvandt det hurtigt. Hun skulle ikke tro at hun så let kunne bryde hans lille facade. Han kiggede tilbage på hans hest og sagde '' Tro hvad de vil.. De komme jo tage med og se om de har ret eller ej ''. Han kiggede tilbage på Dixie og sagde '' Men mine folk har ikke set en ungmø i mange nætter nu.. Og jeg vil ikke have de dræber dem.. Så hvis de skal med.. Må de bære over med deres kommentarer ''. Han kunne jo ikke have at hun dræbte hans mænd. Han havde ikke alt for mange af dem til at starte med, hvis hun tyndede ud i dem ville det kun blive svære at vinde. Han havde vundet en lille sejr i dag. Men det var ikke meget i det store spil. hans Far havde en fordel overfor Marcel. Han var fuld blods vampyr. Han kunne lave hans folk til mægtige vampyrer. Den egenskab havde Marcel ikke som Varyl. Dem han bed kunne han ikke forvandle. På den front var han bagefter.

[Deleted]

Han havde fanget hende noget så voldsomt. Hun var spundet ind i hans spind som en flue og dog så vidste hun at hun kunne vende om at gå som det ønskede hende. Selvom han var spændende så var han ikke så spændende at hun ikke kunne finde en anden. Han var ikke så speciel selvom det nu var meget sjovt. Hun grinte en smule af hans kommentar og samlede hænderne på ryggen og blottede sig en smule. "Jeg tror ikke at det er passende at kalde mig få en frøken. Jeg er ej ung eller adelig som du er. Mit navn er Dixie. Jeg beklager jeg ikke næsten det før men ordet Fyrste bragte mig ligesom ud af form" sagde hun roligt. At han var næsvis gjorde hende intet. Hun var ligeglad faktisk. Det pirrede hende ikke mere end det andet og det gjorde hende heller ikke sur. Hun tog det bare som en del af hans personlighed. Hun trak roligt på skuldrene ved hans ord. "Spændende. Det må jeg sige. Har du planer om at slå ham ihjel snart?" Hun kunne ikke skjule sin nysgerrighed og hvorfor skulle hun? Hun vidste at han vidste at hun var nysgerrig. Spørgsmålet var ikke hvad hun ville men hvad han ville. Hun kedet sig allerede igen. Hans kommentar som hans mænd fik hende til at bryde ud i latter igen. Helt ærligt? Hvad regnede han med? "Jeg er sensuel dæmon. Jeg lever af folk og deres dumme kommentarer. Tro mig. Jeg skulle nok kunne underholde en hel lejr hvis der var penge i det for mig men ak, det er der ikke. Jeg har ikke nogen grund til at slå dem ihjel med mindre de prøver på at gøre mig noget, og her mener jeg at prøve at slå mig ihjel." Hun var ærlig for der var virkelig ikke grund til andet. Hun strakte sig en gang og kløede sig let i håret før hun vendte de isblå øjne mod hans skikkelse. "Men hvis vil gå så må du jo gøre det. Så må jeg jo finde en anden som kan underholde mig. Det bliver så let kedeligt her ude i mørket" pointerede hun roligt. Om hun ville med ham? Måske. Hvad fik hun ud af det, det var det som var spørgsmålet.

[Deleted]

Marcel betragtede hende en smule. Det så ud til at hans lille trick havde virket i et omfang der var acceptabelt for ham. Hendes personlighed passede til hendes enorme kræft. Hun virkede til at hvile i sig selv, det var tegn nok for ham til at vide at hun talte sandt om sin alder. Hun virkede intelligent og vis i hendes valg af ord og måden hun bar sig selv på. Dette var tegn for Marcel på at han bestemt ikke skulle undervurdere hende. Han kendte til sensuelle dæmonens evner. Før i tiden havde han intet imod at blive påvirket af dem, men det havde ændret sig i ham efter ham og Macaria sidst havde snakket sammen. Marcel svarede roligt '' Jeg kan respektere deres ønske om ikke at kalde dem en frøken ''. Marcel lavede et svagt nik som tegn på respekt. Hans charmerende skæve smil kom atter til syne da hun snakke om ordet fyrste. Han havde skam ikke i tankerne at nøjes med den titel. Titlen konge smagte meget bedre i hans mund. Men Marcel var ikke en der forhastede sig. Han var en taktikker og tålmodig. Han vidste at man måtte tage små skridt og vente på at den rigtige mulighed bød sig. Han nikkede til hendes næste spørgsmål og sagde '' Ja, min Fader ønsker at dræbe mig. Jeg ville være en tåbe hvis jeg ikke ønskede at gengælde den smigrende gestus ''. Marcel havde virkelig taget de fine ord i brug i dag. Nu hvor han var blevet en leder, så var hans normale ydmyge facade erstattet med denne ærefulde og stolte facade. En der passede til en leder. Han nikkede igen. Hun virkede fair og klog. Det øgede kun hans respekt. Han smilede drilsk og sagde '' Jamen hvis de ønsker at tilfredsstille mine mænd og øge deres morale, så skal de bestemt ikke høre et ondt ord fra mig, Dixie ''. Marcel gik hen til sin hest og svang sig elegant op på den og rakte hånd ned mod Dixie som en indbydelse. Hvis hun tog imod hans hånd ville han hjælpe hende op på hesten og sige '' Hold godt fast ''. Derefter ville han sætte hesten i gang og sætte kursen mod lejren.

[Deleted]

Han havde fanget hendes nysgerrighed. Det måtte hun da ærligt erkende. Han var spændende, mystisk og så det at han begærede magt var virkelig kun en fordel. Smilet forblev på hendes læber som de snakkede. Hun holdt sin sensuelle energi lidt i det skjulte lige her både fordi hun ikke havde nogen intentioner om at ligge med ham men også fordi han sikkert fik det godt af at han troede at han kunne modstå hende. Hvorfor ikke spille lidt på det? Hovedet søgte let på sned. Dixie var gammel, tudse gammel faktisk. Hun havde levet længere tid på denne jord end de fleste havde det. Hun havde altid været den samme, hun havde altid holdt sig for sig selv. "Høfligheds fraser er bare ikke lige mig" sagde hun ærligt. Det var også derfor hun ikke egnede sig til at sidde på en magt plads på nogen som helst måde. Det der med at kysse røv på andre i fiktiv forstand gjorde hun sig ikke i. Nej så ville hun hellere gøre det fysisk men det ville nok bringe en lidt underlig stemning i nogen forsamlinger. At han ønskede mere end en titel som fyrste kunne hun næsten mærke på ham. Han begærede næsten magten hvilket var en sjov tanke der fik smilet frem på hendes læber. Det var jo næsten sødt! Hvor langt han ville op anede hun ikke på nogen som helst måde og hun var også ligeglad. Lige nu var hun bare nysgerrig. "Fædre. Hvad skal man dog stille op med dem" sagde hun med et let grin. For hendes skyld kunne han slå hele sin familie ihjel. Bare hun kunne få lov til at se ham gøre det. Så var de helt i orden. Et let lille grin undslap hende som hun betragede ham. "Jeg pointerede blot at jeg kunne. Ej at jeg ville, Marcellus." Hun tog imod hans hånd som han svag sig selv op på hesten. Hun kom op bagved ham og lagde armene om livet på ham. Han var dejlig varm. Hun smilede let ind mod hans ryg og lod dansende et per fingre stryge hen over hans brystkasse. "Det er ej mange som er i stand til at modstå mine evner som sensuel dæmon. Jeg er imponeret. Du må virkelig elske hende" endte hun roligt. De folk som kunne modstå hende havde næsten altid en de havde kær og hun var da nysgerrig for hvem det var han holdt så højt at han end ikke ville ligge med hende.

[Deleted]

Marcel kunne ikke være mere enig med hende. Hvis man fjernede høflighed, så ville det være meget nemmere at læse folk. Den facade folk hold oppe med høflighed kunne til tider være yderst andstrenginde at omgås. Marcel vidste udmærket godt hvilken slags fyrste han ville blive. Han vidste godt hvad ting han ville indføre og hvordan han ville styre tingene. Dixie var en stærk kvinde og nu var han på ingen måde i tvivl om at der sad et godt hoved på hendes skuldre. Hvis ikke det var fordi han havde brug for hendes styrke. Hvis ikke det var fordi han havde brug for hende i hans krig, så havde han holdt sig langt væk fra hende. Marcel undervurderende ikke folk og han vidste allerede nu hvor farlig hun var. Han vidste at hun var en seksuel dæmon. Men der var også mange ting omkring ham hun bestemt ikke vidste. Han havde ikke bare ført krig som en eller anden tåbe. Han vidste at kampen ville komme til at stå mellem ham selv og hans fader. Han havde modtaget træning fra selveste Eriz. Hans sind var et fort. Hans styrke mentalt var bestemt ikke til at undervurdere. Han kunne huske hvordan Eriz selv, bare et kort øjeblik under hans træning var blevet en smule nervøs og han vidste godt hvorfor. Hun frygtede at han var blevet mægtigere end selv hende. Marcel var selv blevet overrasket over hans styrke. Hvordan hun havde fortalt ham at hans kræfter kunne firdoubles hvis han havde den mentale styrke der var påkrævet for at bruge hans magi på det stadie. Han havde det ofte med at glemme hvor mægtig hans mor havde været. Han kunne ikke lade være med at grine et øjeblik over hendes udsagn om at hun kunne. Det var han ikke i tvivl om at hun kunne. Han var næsten bange for at et får i en kjole ville være tillokkende for hans mænd på dette stadie. Da hun sagde de næste ord stivnede han et øjeblik. Hun havde ramt plet. Ramt hans eneste svage punkt. Dog var det kun et øjeblik han stivnede. Marcel var fantastisk til at opholde en facade. Men hun havde ramt plet. Macaria var grunden til han overhovedet havde taget kampen op imod hans Fader. Hun var grunden til at hans styrke var vokset så meget. At ønsket om at blive en konge var kommet op i ham. Grunden til at han var blevet den magtfulde og stærke mand han var i dag. Men det var som i kærligheds historierne. Ingen måtte vide det. Han var sikker på han kunne modstå hendes magi, dels på grund af Eriz træning men mest på grund af hans rene kærlighed til Macaria. Marcel kiggede ikke engang tilbage på Dixie. Han red bare videre. Dog sagde han '' Spørg mine mænd hvis du ønsker. Den eneste kærlighed jeg føler. Er kærligheden som det vil bringe mig at se min Fader død. Det han har gjort mod mig. Mod min familie. Kan end ikke guderne tilgive ham for ''.