Did you miss me?

[Deleted]

Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun havde den tiltro til Zean som hun havde. Et sted var det vel underligt? Han var en af grundende til at hun måtte gå i skjul i Imandra og alligevel så havde hun bare .... tilgivet ham? Vendt et blindt øje til og bare lade ham slippe af sted med det. Hendes ekstreme fascinationen af manden som lige nu sad og tog sig af hende var hende en kilde til evig forvirring. Hun havde været fascineret af ham fra den første gang hun havde lagt blikket op ham. Han havde været anderledes, selvsikker, rapkæftet, en lille møgunge for at sige det mildt og nu .... Ja han var stadig det alt sammen bortset fra en lille møgunge. Han var vokset ekstremt meget på den tid hun havde kendt ham. Han voksede med arbejdet som leder. Hun var kun blevet glædeligt overrasket. Hun stønnede svagt af smerte ved sit lille grin. Det at han tyssede på hende fik hende til at vende opmærksomheden mod ham igen. Hun kunne ikke lade være med at smile ved hans ord. "Lige meget hvor meget leder du bliver så vil du altid være min ynglings healer. Du må til enhver tid godt nyde min smerte ... så længe du bare af hjælper den også" påpegede hun med et lille smil. Selvom der måske ikke var mange i byen som kan hans vej med den slags problemer så ville hun til hver en tid hellere ligge i hans seng end nogen som helst andens for at blive healet. Hun vidste godt at dette var et gæsteværelse men det var ikke pointen lige nu. Salven som han smurte på hendes læbe kunne hun dufte var lavet på urter. Det var næsten helt rart at der var nogen der tog sig af hende til en forandring.
Et drillende smil hvilede på hendes læber. "Et par dage? Får jeg selskab?" spurgte hun drillende. Hun vidste ikke hvorfor for hun var ikke interesseret i ham på den måde længere. Dog kunne hun ikke lade være med at drille ham en smule. Da healeren kom ind i rummet og satte sig i stedet for der hvor Zean havde siddet sendte hun et taknemmeligt smil til kvinden. Healingen begyndte hun kunne hurtigt mærke at hendes vejrtrækning blev bedre. Hendes ribben begyndte ret hurtigt ikke at gøre så ondt længere. Brudene healede ret hurtigt under den kyndige healers overvågning. "Tak" endte hun taknemmeligt da kvinden var færdig. Hun havde det bedre selvom hun stadig var øm og dog så følte hun sig stadig forbandet svag.

[Deleted]

Zean stod op ad den nærmeste væg med armene over kors og studerede healeren, som hendes hænder hvilede mod Elmyra. Der gik lidt tid, men han kunne tydeligt se at hendes vejrtrækning blev bedre og bedre, til hun igen kunne trække vejret uden problemer. Det havde været det største problem, som han havde kendt til. Hendes brækkede ribben. Healeren virkede en smule mere træt, da hun sendte Elmyra et lille smil og så op på Zean, for at se om der var mere han ønskede fra hende.
"Tak" svarede han. Med et sidste blik på Elmyra rejste kvinden sig, ganske elegant, og forlod rummet. Tjeneren fulgte hende ud, så det igen bare var Elmyra og Zean.
Han gik over og satte sig ved siden af hende. Inden han sagde noget, lod han selv sine hænder glide over hendes ribben, oven på korsettet godt nok, for at mærke om de virkelig var okay. Så gled hans hænder ned over hendes mave for at mærke om hun var hård. Nok øm, men han var mere nervøs for indre blødninger...Skønt healeren nok havde taget dem med på vejen, havde der været nogen.
Til sidst slap han hende og så på hende med et svagt smil.
"Jeg er sikker på Arona vil komme herind så ofte hun kan. Det er lige før jeg tror hun vil sove i din seng og prøve at læse godnathistorie for dig" svarede han afslappet, da han begyndte at pakke salven væk igen. Han satte låget på og lagde den tilbage i tasken.
"Jeg kigger måske også fordi. Og mine tjenere vil bringe dig alt du får brug for. Som du ved sendte jeg besked til Elijah...Jeg hader virkelig den mand...Men i det mindste vil han vide hvorfor du ikke kommer hjem" kommenterede han. Han så lidt på hende. Hun havde brug for hvile...Hun virkede overraskende træt. Selv ikke efter kampen om Paggeija havde hun virket så træt.

[Deleted]

Elmyra var virkelig taknemmelig for det arbejde som blev gjort på hendes krop lige nu. Hun kunne tydeligt mærke hvordan healingen begyndte at virke med det samme. Det var næsten en hel lettelse at kunne trække vejret igen. Da healeren var færdig takkede Elmyra hende høfligt. Hun havde det allerede meget bedre selvom udmattelsen stadig var fuldstændig overvældende. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Ikke en gang den gang hvor hun havde været syg havde hun følt sig så svækket. Det var bare så mærkeligt! Hun sukkede svagt og vendte blikket mod hans skikkelse som han endte med at komme hende nær igen. Han satte sig ved hendes side og tjekkede hende efter. Hun kunne ikke lade være med at fnise en smule som hun satte sig op, en smule besværet. Hun var stadig øm. "Stoler du ikke på din healer?" spurgte hun roligt. Et sted så var det lidt sødt at han sådan følte et behov at tjekke efter. Hun lod hovedet tilte let på sned mens hun betragtede ham. Hans ord fik hende til at grine en smule. "Jeg er sikker på at Arona vil hoppe rundt herinde og bare lave fis og ballade. Hun vil sikkert gave have at jeg træner hende, selv herinde. Hun er utrolig ivrig, hende den lille." Hun kørte en hånd igennem det ildrøde hår og lukkede øjnene. Hun var bare så forbandet træt. At han havde sendt en besked til Elijah var dejligt for det betød at han vidste hvor hun var hende. En kort tanke slog hende ... Hvad hvis han troppede op her? Hvad hvis han tog Demian med? Ej det skulle de begge tog lige våge på! Hun sukkede stille og sendte ham et træt smil. "Tak Zean. Jeg er sikker på at Elijah sætter pris på at vide hvor jeg er henne. Hadet er vidst den eneste ting i begge deler for den anden. Så vidt jeg ved hader han også dig som pesten" sagde hun roligt. Hun kunne ikke undertykke et lille gab. Udmattelsen var ved at være for meget for hende. Hun endte med at lægge sig ned igen og gribe dynen som hun hev over sig. "Tak for hjælpen. Jeg ville ikke være i live hvis du ikke havde været der. Du er en rigtig lille helt. Jeg vil få mig noget hvile. Jeg er unaturligt træt." Hun gabte igen og lod hovedet søge på sned igen.
Hun ventede til han havde forladt rummet med at lukke øjnene. Hun ville egentlig have rejst sig og smidt tøjet men hun end ikke nåede det før hun gav efter for søvnen og endte med at sove som en sten.

//OUT