Did you miss me?

[Deleted]

Det havde skam været svært. Men han havde snart skubbet de svære ting væk og ladet en barnepige om at tage sig af Arona til hverdag. Ting som at kom i seng, blive vækket, komme i bad, få tøj på, få mad, ikke komme for meget til skade...Disse ting efterlod han en barnepige til. Selv opsøgte han kun Arona for at fortælle hende godnatshistorier eller lære hende nogle ting. Det var faktisk næsten en ren fornøjelse og han vidste Macaria også nød det. Hun ville blive en flot og god kvinde, når hun blev stor!
Han pakkede sine ting væk. Han var træt af bogstaver og kort. Han rejste sig og gik lidt rundt i rodet, i værelset, før han forlod det. Snart stod han udenfor. Hans blik gled over en dødsengel-familie, der var ude og gå en tur. Mor og far holdte i hånd, mens deres tvillinger løb foran dem og hev hinanden i vingerne. De var ikke mere end et par år ældre end Arona. Gad vide hvornår hun skulle lære at flyve? Han huskede ikke helt hvornår han lærte det. Det var bare sket naturligt, mere eller mindre, efter han var faldet ned fra nogle træer, fordi han stædigt havde øvet sig.
Til sidst gik han over til porten. Han gik op af trappen til platformen på toppen af porten, hvor vagterne kunne stå og se hvem der kom og gik. Porten var lukket. Han var endnu i det samme tøj, som han havde haft på da Elmyra først ankom, men han frøs ikke som sådan. Hans ene hånd gled op og nussede hans medaljon, mens hans tanker faldt på Rei. Det var snart et stykke tid han havde mødt ham. Det var ærgerligt...
Han slap medaljonen. Det gik ikke at han fik påkaldt Rei ved et uheld...Selv om han måske skulle overveje det senere. Det var virkelig snart et par uger siden sidst.
Hans blik gled ud over omgivelserne. Det var lyst. Var det måske Ellie han kunne se et sted derude? Han var ikke sikker. Vejene mellem bjergene kunne være kroget og det kunne være svært se hvad der gemte sig mellem klipperne. Desuden lignede det mere der var to personer...

[Deleted]

Dixie kom nærmere selvom Elmyra egentlig allerhelst så at hun holdt afstand. Hun kunne ikke lide at være så tæt på den kvinde. Ild dæmonen i hendes indre kunne tydeligt mærke at Isen var i Dixies og det var en farlig ting. Hun gjorde intet som kvinden kom hende nærmere. Hun bed sig stille i læben og kiggede roligt på hende. Hvad pokker skulle Elmyra dog stille op? Hun vidste at Dixie ikke havde haft lyst til at Zean skulle have Arona men for pokker! Den lille pige var halvt dødsengel. Det ville ikke give mening at lade hende forblive på børnehjemmet når der var en hel flok af dødsengele som kunne lære hende hvad hun skulle bruge! Elmyra vidste at Dixie ikke ville blive glad for det hvis hun fandt ud af det men hvorfor skulle hun dog også det? Men nu stod hun her, lige foran hende og det tegnede ikke ligefrem lovende. "Nej jeg prøver ikke at undgå dig. Der skete nogle politiske ting og jeg var nød til at forsvinde for en stund. Du ved, det er det samme du gør hver gang du får mave på. Du kommer ikke med endnu en unge til mig, gør du?" spurgte hun skeptisk og skulede let til Dixie. Hun prøvede virkelig at få hende på andre tanker. Hvis hun lod være med at tænke på Arona og Zean så kunne det da også være at hun ville komme hjem i et helt stykke. Dog var hun ikke så heldig. Dixie så ud til at have lugtet lunten selvom hun ikke ligefrem sagde det højt. Den lettere truende adfærd fik Elmyra til at træde et per skridt tilbage. Varmen begyndte at stige i hendes krop som en form for forsvar. Hun vidste hvad Dixie var i stand til og det skræmte hende en smule. Der var ingen grund til at skjule det længere. Hun måtte bare håbe på det bedste. "Jeg var ude og besøge ham og hans lille datter, Arona. Den lille pige som du afleverede er blevet rigtig stor og fin" sagde hun en smule stille. Hun bed sig svag i læben. Dixie ville blive vred. Hun kendte hende jo.

[Deleted]

Dixie kunne da tydeligt mærke at Elmyra ikke brød sig om at have hende nær. Det var en glædelig tanke. Den unge dæmon havde ikke meget respekt overfor folk medmindre de var stærkere end hende selv og Dixie var stærkere. Meget stærkere endda. Hun nød det. Den ellers så rapkæftede lille møgunge foran hende holdt sig som regel i skindet selvom der faldt en spydig kommentar en gang i mellem. Bevares, men det kunne der altså også være plads til. Hun var jo ikke helt umenneskelig. Det Elmyra fortalte fik hende til at grine. Ja hun havde jo ikke kunnet blive siddende der for evigt. Hvad havde hun regnet med? Politiske årsager var der nok af. Det var også derfor Dixie ikke søgte nogen som helst form for magt selv. Hun tændte på magtfulde mænd, bevares men selv at have den gad hun ikke. Det var der virkelig alt for meget arbejde i. "Der er så mange som ønsker at sidde på et slot og blive opvartet. Opvartelsen lyder dejlig men arbejdet er for kedeligt. Nej, jeg kommer ikke med en ny unge. Elmyra jeg plejer at se mine unger minimum en gang. Denne her gang kunne jeg ikke bare se vedkommende fra et skjul tæt på børnehjemmet så nu var jeg nød til at opsøge dig, ikke" sagde hun drillende og bed sig let i læben.
Dog måtte stemningen ændre sig ret voldsomt. Elmyra havde gået helt og holdent imod hendes ønsker. Hun vidste det. Det kunne Dixie da se på hende sådan som hun søgte væk fra hende. Vreden begyndte at blusse op i hendes indre og endnu mere som hun mærkede varmen fra Elmyra stige. Den lille forbandede møgtøs! Kunne ikke en gang holde ord! Med et hurtigt skridt var hun henne og havde fået fat i Elmyra. Ilden begyndte at vælte ud omkring dem af bare Dixies vrede. Der var så meget af den at det ville kunne ses langt væk. Det var bare ikke iorden det her! Det var det bare ikke! "Jeg sagde at han ikke skulle have hende! Hvad pokker tænker du på!?" skreg hun og skubbede Elmyra hårdt fra sig og ind mod den nærmeste klippe. Det her ville den lille ilddæmon komme til at fortryde.

[Deleted]

Hun havde virkelig ikke tid til det her. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. "Dixie lad være. Du opgiver ungerne frivilligt. Hvis du ikke ønsker dem så lad være med at opsøge dem, okay?" endte hun stille. Der var der virkelig ikke nogen grund til det andet. Det var da sikkert.
Det var ikke længere for sjov. Det var ikke længere en leg. Dixie var vred. Meget vred endda. Elmyra kiggede kort rundt for at se om hun kunne finde en udvej. Hun hadede at flygte men hvad skulle hun da gøre. Denne her kvinde foran hende var ret så meget stærkere end hende selv. Hun ville intet kunne stille op imod hende og hun ønskede virkelig ikke at lade livet her på nogen som helst måde. Dixie var dog hurtigst. Hun var hende ved hende i et snuptag og greb om hendes tøj og holdt hende fast. Elmyra stirrede ind i de isblå øjne som hun snakkede. "Hun er halvt dødsengel! Jeg gjorde hvad jeg fandt bedst for det lille barn, Dixie og Zean er faktisk en god far!" vrissede hun før hun blev kastet ind i den nærmeste væg med et bump. Hun endte på knæene på jorden og sukkede irriteret. Det her var ikke ligefrem med i planerne. Hun bed sig stille i læben. Måske hun kunne nå tilbage til Paggeija. Zean ville da beskytte hende, ville han ikke? Måske ville han ikke. Hun vidste ikke hvordan han havde det med Dixie. Et sted så håbede hun at hun var vigtigere end dette kvindemenneske men kunne hun være sikker? Det var ikke fordi hun tvivlede på ham men hvem ville han vælge hvis han stod i dette valg? Nej hun måtte klare det selv. "Arona har bedst af at være ved sin egen race. Hun er dødsengel. Det er en race som har brug for at være sammen med sine egne artsfæller. Dixie hør nu på mig. Hun har det bedst her!" Det var en bøn et sted. Hun ønskede ikke at lade livet her på nogen som helst måde. Hun ville bare gerne være sikker på at hun kunne komme hjem til dem hun havde kær derhjemme.

[Deleted]

Dixie ignorerede hende. Hvorfor havde hun brudt det løfte? Dødsengle var voldsomme, nød tortur og pinsel. Det var ikke det rigtige miljø for en unge at vokse op i. Hvorfor kunne hun ikke se det. Jo Zean havde været dejlig i sengen men decideret at være far det kunne hun ikke forstille sig. Han nød andres smerte for meget. Det var slet ikke sundt for et lille barn at gøre det på den måde! Hun blev næsten arrig da Elmyra snakkede. Zean, en god far! Hun tvivlede sgu. Den mand havde ikke meget andet end sig selv i tankerne. Det havde hun da tydeligt set mens hun havde været sammen med ham. Han begærede magt og det var alt. Hvad mere kunne der have ligget inde bag de grå øjne? Ingen ting! Hun ville ikke høre det. "Hold mund!" råbte hun og gik over til Elmyra på jorden. Hun greb fat i hende igen. Det var i det mindste noget at hun ikke kæmpede imod. Selv var Dixie ikke en der brugte egen styrke når de kom til vold men lige nu og overfor en anden ild dæmon havde hun bare brug for at slå. Hun hamrede sin knytnæve ind i kæben på Elmyra af ren og skær hidsighed. Hun slap hende og sparkede til hende flere gange for at få hende helt ned og ligge. Elmyras bøn var for døve øre. Dixie satte sig ned igen. Hendes ansigt var blottet for følelse som hun greb kraftigt fat i Elmyras hår og bukkede hendes hoved bagover. "Du ved ikke hvad du taler om, Elmyra!" endte hun en en mumlen. I den frie hånd formede sig der en blå flamme som hun begyndte at føre ned mod Elmyra. "Kan du sige, farvel?" Et koldt smil bredte sig på hendes læber som flammen mærkede sig den bare hud. Hun ville nyde at se smerten i denne ild dæmon når hendes indre blev helt og aldeles forfrossent! Dog vidste hun at denne kvinde var snu. Hun lagde sig ned på sine knæ sådan så hendes ene knæ berørte Elmyras fod og her placerede hun et mærke af frost. Hvis flammen ikke ville så ville det i det mindste!

[Deleted]

Elmyra vidste at hun talte for døve øre. Hun vidste at Dixie ikke lyttede. For pokker! Den kvinde lyttede jo aldrig! Hun endte på jorden efter at have været blevet skubbet. Hun havde slået hovedet en gang ind i klippe så hun havde da været en smule groggy som hun endte på jorden. Hun opdagede at Dixie kom hen til hende igen men hun nåede ikke at flytte sig før kvinden havde fat i hende igen. Hun nåede ikke en gang at sige noget før Dixies knoer var i hendes ansigt. Smerten kom med det samme som hun blev skubbet en smule tilbage op af klippen igen. Hun tog sig til munden som havde taget imod det meste af slaget. Hun blødte, kraftigt endda fra flængen i hendes rosa læbe. "Jeg vil ikke holde mund! Zean og Macaria gør det godt! Du skal bare lære at holde dig væk!" vrissede hun kort før hun mærkede sparkene mod hendes krop. Der kom mange af dem, rigtig mange faktisk. Hun prøvede at komme væk imellem dem men det var helt og holdent umuligt for hende. Hun mistede pusten af et spark i maven og det begyndte at blive svære at trække vejret fordi hendes ribben gjorde ondt. Dixie stoppede endelig igen. Måske hun mente at hun havde fået nok? Hun tog grueligt fejl. Hånden i hendes hår tvang hende op mod kvinden. Hun prøvede at vride sig men det gjorde simpelthen for ondt. Hun hørte kun svagt hvad Dixie sagde. Hun nåede end ikke at reagere på det før hun så den blå flamme. Hun kendte den. Den forbandede flamme. Hun fandt en smule styrke til at gribe fat i Dixies hånd og holde den ene smule på afstand. "Dixie, jeg beder dig. Lad være" bad hun sagte. Tårerne trillede ned af hendes kinder, ikke fordi hun var ked af det eller bange men fordi det gjorde forbandet ondt at holde Fat i Dixies hånd. Den kom hendes stadig nærmere og nærmere selvom hun virkelig gjorde alt for at holde igen. Hvis den ramte hende var hun død. Ingen tvivl om det. I et desperat forsøg på at få hende stoppet lod hun ilden sprede sig fra hendes egen krop. Hun vidste at den ikke ville skade Dixie men måske den ville gøre noget ved den kolde flamme? Hun måtte med stuffede øjne undse at det ikke hjalp en pind. Flammen var alt for kold til hendes evner. Hun var dødsdømt.

[Deleted]

Han stod afslappet op af hegnet foran sig, der ville beskytte vagterne mod bueskyttere og for at de faldt ned. Han kiggede ud i horisonten og nød blot at han havde sin eget by, han kunne nyde at være i, at føle sig sikker og beskyttet. Måske ville han snart få et helt land at gøre det samme i?
Og så...
Noget lyste op. Der hvor han havde set noget der lignede to personer forsvinde, var der pludselig flammer. Han rettede sig op og kiggede på det med en form for undren. Hvad betød det? Han vidste Elmyra var på vej hjem, men...Hvorfor skulle hun bruge sine flammer? Måske var der problemer.
Ved denne tanke vendte han sig om mod den nærmeste vagt og trak hans sværd.
"Jeg låner denne" kommenterede han koldt. Da han spredte sine vinger gjorde han tegn til at et par af vagterne skulle følge med ham. To vagter spredte deres vinger og fulgte efter ham. De havde også set flammerne og alle kendte de Elmyra af udseende, flere vidste hun havde hjulpet med at overtage byen og var derfor venlige over for hende.
Zean baskede hårdt, da han næsten hoppede ud over porten.Hans vinger greb ham og han satte farten op. Flammerne var forsvundet. Hans skjorte hang i laser om hans krop, efter hans vinger var brudt frem, men det var ikke tiden til at bekymre sig om det.
Beslutsomt fløj han af sted, med sine to vagter lige bag ham.
Endelig kom de tæt nok på.
Han var overrasket da han så Elmyra blive tæsket af en eller anden. Han så på den anden kvinde...Efter et kort øjeblik genkendte han kvinden som Dixie. Men hvad lavede hun her? Af alle steder...Hvad lavede hun her? Og hvorfor tæskede hun Ellie? Hans gjorde hurtigt tegn. Han havde studeret dæmonerne lidt og viste at den frost, der også hvilede i Dixie, kunne være dødelig for Elmyra. Men han havde ingen planer om at lade hende dø. Han havde ingen planer om at nogen af dem skulle dø.
Vagterne landede på hver deres side af vejen. Ikke meget modstand for et par dæmoner som disse, men dog noget. Zean selv landede snart lige ved siden af dem. Hans vinger ville pjuske deres hår rundt, samt noget af det støv der hvilede på jorden.
Han landede elegant og havde knap nok trukket sine vinger til sig, før hans ledige hånd gled ud og greb Dixie i hånden, stoppede hende fra at gøre noget mere ved Ellie.
Han var hurtig, da han trådte om bag hende og førte armen med sig. Da han stod bag hende, hævede han sværdet op til hendes strube. Med den ene arm på sin ryg og et sværd til struben, håbede han at stoppe Dixie nok til at finde ud af hvad der skete...Og stoppe dem fra at dræbe hinanden. Han kunne mærke denne blanding af varme og kulde omkring dem.
"Stop!" beordrede han med en stemme der var vokset og blevet en hel del mere myndig, end siden Dixie første gang havde set ham. Mon hun overhoved huskede ham?
"Jeg beordre jer til at stoppe!" hans blik gled over Dixies skulder, til Elmyra, for at se op hun var okay. Hun blødte og var tydeligvis tæsket. Måske havde hun endda brækket noget. Der var ikke tale om hun skulle bruge tre dage på at rejse hjem nu.
"Hvad fanden har i gang i?" en kulde sneg sig ind i hans stemme og hans sværd pressede mere mod Dixies hals, som en uudtalt trussel. Han havde ikke brug for at vælge. Elmyra ville betyde mere for ham end en one-nights-stand. Altså...Hvis han absolut skulle vælge. Ellers ville han foretrække at lære Dixie at kende igen...Men lige nu var det ikke aktuelt.

[Deleted]

Hun var træt af det nu. Hun ville ikke høre det. Kunne hun ikke bare holde mund? Hvorfor skulle hun gøre det. Dixies bøn havde været klar. Hun havde ikke ønsket at hendes lille barn skulle vokse op med de tendenser men alligevel så havde hun givet ungen til Zean. Hvorfor? Hun forstod det ikke og det var den vrede som boblede i hende nu. Hun havde jo altid kunnet stole på Elmyra men hvad havde ændret sig. Zean og Macaria gjorde det godt? Hun vidste ikke hvem tøsen var men hun var ligeglad. "Jeg er ligeglad. Det står ikke til at ændre nu men det har ingen betydning. Du vidste at jeg ikke ville have det. Du har været en uartig lille pige og nu bliver du straffet for det" hviskede hun næsten kærligt mod Elmyras øre. Små børn prægede sig på de mennesker de var nær i deres første år så der var intet at gøre ellers. Det var ligegyldigt hvor god en mor og far hun havde. Dixie vidste at Zean havde hang til død, ødelæggelse og smerte. Det var bare ikke noget for et lille barn at lærer! Hun sukkede stille ved Elmyras lille bøn. "Du kunne bare have ladet være, Elmyra. Det her er helt og holdent din egen skyld. Der er ingen til at hjælpe dig her. Du er alene." Flammen førte hun længere og længere ned mod Elmyra. Et sted havde hun det vel en smule dårligt over at slå kvinden ihjel? Hun passede jo sådan set på en masse unger men ingen skulle gå imod hende på den måde. Sådan havde det altid været og Dixie var mange år ældre end Elmyra så hun skulle have respekteret hende. De stærkeste overlevede i dette samfund. De vidste det begge og Elmyra var den svage af de to. Hun kæmpede imod, det var næsten sødt. Flammen nåede næsten at berøre Elmyras hud da Dixies hånd blev stoppet. Hun havde været for opslugt af tanker til at mærke dødsenglene som var kommet dem i møde fra byen. Hånden om hendes hånd var et fast og dog velkendt greb. Hendes blik gled hastigt fra Elmyra og op på den fremmede som ikke var så fremmed. Flammen forsvandt som han tvang hendes hånd om på hendes ryg. Hun ville ikke ved et uheld skade ham. Sværdet mod hendes strube var måske lige i overkanten. Han beskyttede virkelig Elmyra? Spændende udvikling. Hun havde taget ham som en mand der var ligeglad med alle andre end sig selv. Hun skævede kort ned til sværdet og så op på ham. "Jeg troede ellers du kunne finde andre, langt sjovere ting at stikke ind i mig, Zean Forsyth" sagde hun en smule drillende. Hun kiggede kort ned på Elmyra. Måske det var meget godt at hun var blevet stoppet. Hun skubbede kraftigt Elmyra fra sig sådan så hun ikke længere var truende overfor kvinden. "Sidste advarsel, Elmyra. Gør det aldrig igen." Hun fuldtstændig ignorerede Zeans ret myndige spørgsmål og fremtoning. Hun var for meget en rebel til at tage sig af hans autoriteter.

[Deleted]

Det så virkelig sort ud. Kræfterne var ved at slippe op. Hun kunne snart ikke kæmpe mere selvom hun virkelig gerne ville. Smerten i hendes krop var begyndt at blive enorm. Selvom hun var stærk i sine evner så kunne hun ikke rigtig stille noget op fysisk. Hun havde altid kunnet holde folk på afstand med ilden men det kunne hun ikke med Dixie. Dixie var hendes overmand på alle punkter. Både hvad angik evner og fysik. Hun havde tabt. Alt hun kunne håbe på var at Dixie ville stoppe i tide og bare have givet hende disse tæsk som en lærestreg. Dog så det ikke sådan ud. Hun hørte hendes ord og bed sig hårdt i læben hvilket hun fortrød med det samme fordi det gjorde ondt. "Dixie hør på mig. Hun har det bedst hos sine egne. Hun lærer at læse, skrive, elske. Hun leger og er en glad lille pige. Hun har været en del hos mig fordi Zean har frygtet for hendes liv. Han passer godt på hende. Han holder af sin lille pige" endte hun stille. Det var jo sandt. Han holdt af Arona, det gjorde han virkelig. Hun kunne ikke andet end at håbe på at Dixie ville lytte til hende.
Dog var hun heldig. Hun mærkede dødsengle nærme sig. De måtte have set ilden. Hun skulle bare holde Dixie lidt endnu. Det var en hel lettelse da hånden med flammen blev fjernet fra hendes hud. Den havde været faretruende tæt på hende. Hun åndede lettet op som hun hørte Zeans stemme. Så var der måske noget helt i ham alligevel. Hun mærkede hvordan Dixie næsten kastede hende fra sig og hun endte hårdt på jorden hvor hun trillede rundt en gang og endte på maven. Hun følte sig faktisk som bankekød. Hun lukkede øjnene og prøvede at kæmpe sig på benene selvom det lige nu syntes umuligt. Hun hørte Zean og Dixie snakke i baggrunden men hun hørte ikke rigtig efter hvad de snakkede om. Det ringede for hendes øre og hun følte sig dårlig. Så mange slag havde hun da ikke fået? Hvorfor havde hun det på denne måde? Hun anede det ikke. Hun vidste ikke noget om den fælde som Dixie havde lagt for hende. Hun havde været smart. Mærket var lydløst og dødbringene for Elmyra og hun vidste end ikke at det var. Ikke endnu i hvert fald. Hun sukkede svagt og fik endeligt kæmpet sig op at sidde. Hun tørrede noget at blodet væk fra hendes læbe som stadig blødte. Gad vide hvad der nu skulle ske mellem de to?

[Deleted]

Han grinte svagt, trods situationen. Hvis det havde været Zean i Dixies favn på denne måde ville han nok have reageret på den samme måde. Hans blik gled over til Elmyra, som næsten ikke kunne komme op. Hans øjenbryn gled sammen et kort øjeblik, da han ikke fandt det særlig tilfredsstillende. Arona havde stadig brug for hende og han ville måske også selv få brug for hende, til Imandra. Og det var blot de praktiske grunde til at holde kvinden i live.
Han holdte Dixie så tæt på sig, som han kunne.
”Det kan jeg. Når du ikke er ved at tæsket livet ud af folk jeg skal bruge” svarede han lavt. Han kunne nemt lade sværdet skære hende op, skære struben op på hende. Men han var ikke interesseret i død, ikke lige nu. Også selv om Dixie kom med endnu en trussel. Folk kom jo med trusler hele tiden! Selv tog han dem ikke så alvorligt. Ingen af dem havde svaret på hvorfor og han konstaterede hurtigt at det ville de heller ikke gøre. Til sidst tog han et valg. Han sænkede sværdet og kastede Dixie fra sig, den modsatte vej af hvor Elmyra var. Han gik over til Elmyra og knælede ved siden af hende, stadig med sværdet i det ene hånd, skulle Dixie forsøge noget. Hans blik gled granskende ned over Elmyra. Masser af tæsk...Hans ene hånd gled ind under hende for at bedømme om hun havde brækket nogle ribben, prøvede at finde ud af om Elmyra blot var træt eller om der var andre grunde til at hun næsten ikke kunne komme op selv. Så svag var hun jo heller ikke, at hun ikke kunne tåle nogle tæsk fra tid til anden, vel?
Til sidst lod han blikket glide over Dixie en enkelt gang, før han kastede sit sværd over til en af sine vagter, som greb den. Han vendte Elmyra om og lagde en arm under hendes ben og hendes ryg. Ikke fordi hun var tyk, men hun ville nok stadig være en af de tungeste han skulle flyve rundt med. Andre havde været børn eller elvere. Og en enkelt vampyr.
”Hold fast i min” bad han hende næsten blidt, før han fik rejst sig op med hende i sin favn.
”Farvel Dixie!” annoncerede han, da han satte kurs mod sin by. Snart ville han flyve, han ville bare lige væk fra klipperne først, så han ikke ved et uheld og med mere vægt, røg direkte ind i en af dem. Hans vagter fulgte efter ham, sendte Dixie et mistænksomt blik.

[Deleted]

Dixie kiggede let på Elmyra som næsten ikke kunne komme på benene. Is var dødbringende for ild dæmoner. En smule dårlig samvittigehed skyllede ind over hende. Måske havde Elmyra valgt rigtigt? Hvad nu hvis Zean var god nok til at tage sig af den lille og kunne hun i realiteten ikke bare være ligeglad? Hun havde aldrig bekymret sig som sit afkom før. Hvorfor havde hun været så opmærksom på at den lille ikke skulle gå til ham? Måske var det fordi hun ikke havde ønsket at bebyrde ham. Hun vidste det ikke. Det var ligegyldigt. Han holdt godt fat på hende og hun kæmpede ikke imod. Hendes blik hvilede på hans skikkelse som han snakkede. Nå så han ville hende stadig? Spændende. Måske hun skulle tage en smut forbi en anden gang. Hun sukkede stille. "Zean. Du behøver ikke forstå det her men husk det. Det eneste der kan bekæmpe isen er ild. Placer ilden direkte derop og isen vil smelte" Det havde ikke været mere end en hvisken og den var kun ment til ham. Et sted var det vel hendes måde at give ham en mulighed for at rede Elmyra på.
Han kastede hende fra sig men hun var ikke på jorden hurtigt. Hun var adræt op kom hurtigt på benene igen. Hun kiggede let hen over forsamlingen af dødsengle og Elmyra som Zean endte med at tage i favnen. Hovedet søgte let på sned. Hun havde ellers ikke taget Zean som en mand der ønskede at hjælpe andre. Måske Elmyra var nyttig for ham? Tanken var næsten morsom. Hun kunne slet ikke forstille sig ham være på nogen anden måde end det hun havde set på kroen den aften. "Farvel, Zean. Jeg vil tænke på dig til vi ses igen." Mens hun talte havde hun let løftet den ene hånd op foran hendes mund og hun lod roligt tungen glide let op af hendes ene finger mens hun kiggede lystent på ham. Nogle ting ændrede sig aldrig. Som de søgte væk vendte hun rundt og gjorde det samme. Hun skulle tilbage til Hertugen. Han havde sikkert flere penge som han skulle skille sig af med.

//OUT

[Deleted]

Det var underligt. Hun følte sig mere end bare tæsket og øm. Hun følte sig decideret svag. Det var næsten som om hun frøs selvom hun ikke vidste hvordan det føltes. Hun havde aldrig i sit liv prøvedet at mærke kulde. Hun sukkede irritabelt mest af alt fordi det var så svært for hende bare at komme op. Havde Dixie virkelig fået så godt fat i hende? Der var jo ikke sket ret meget! Det fustrerede hende at det skulle være sådan. Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen og komme på benene. Hun kunne høre Dixie og Zean snakke men om hvad var hende uklart. Hun kunne end ikke opfange ordene. De talte lavt for at ingen andre skulle høre dem. Det var ligegyldigt. Hvad end de lavede af små planer så ved kom det vel ikke hende og dog ville hun lige pointere at hun ikke ville tage sig af flere af deres unger hvis det kom så vidt! Det her skulle hun ikke nyde noget af. Det var heldigvis ikke lige så slemt som den sidste gang de havde været oppe og toppes. Sidste gang var hun først vågnet op en uge senere og havde stadig været i store smerter selvom hun havde været blevet healet. Hun kom endelig op på knæ og hænder i sin søgen for at komme helt på benene. Hendes krop rystede af anstrengelse. Det gav ikke nogen mening. Hun mærkede Zean komme hende nær og lægge hånden på hendes krop. Hun sukkede stille. Hun var i sikkerhed nu. Han lod i hvert fald til at beskytte hende. Hun havde et par brækkede ribben og hun hev en anelse efter vejret som om hun havde punkteret en lunge men det var ikke helt tydeligt. Hun lukkede øjnene da Zean endte med at få hende på benene og derefter op i armene. Hendes blik gled kort op på Dixie mens de sagde farvel. Den måde hun reagerede på hvad bare for meget. Elmyra himlede let med øjnene og greb lidt stille fast i Zean. "Undskyld at du var nød til at søge væk fra din by" endte hun i en stille hvisken og lukkede øjnene. "Men tak." Hun følte sig virkelig svag. Hun forstod det ikke. Ikke en gang den gang hun havde været syg havde hun været lige så svag. Det føltes næsten som om hele hendes indre var begyndt at blive fordærvet på en eller anden måde.

[Deleted]

Han tog et godt greb i Elmyra. Selv om han endnu ikke vidste hvorfor de havde sloges – måske var det en dæmonting? - og selv om det i virkeligheden var ret forfærdeligt, nød han hendes smerter. Hendes smerter gav ham styrken til at bære hende, som vejede hun ingenting. Han havde svært ved at være blid ved hende, da han et sted blot ønskede mere af smerten.
Han ignorerede Dixie. Måske kunne de mødes igen, under bedre omstændigheder, og igen lære hinanden lidt at kende. Og måske ikke. Det var underligt hun havde været væk så længe og pludselig var her igen. Og så havde hun endda opsøgt Elmyra! Det var mærkværdigt. Måske havde hun haft endnu en unge at sætte af? Bortset fra...Her var ingen. Så skulle de alle i hvert fald have overset den.
Han valgte ikke at tænke over det lige nu. Han tyssede let på hende og ignorerede hvad hun sagde. Troede hun virkelig han gik op i det? Overhoved ikke.
Med nogle hårde bask kom de i luften. Hans vagter fulgte efter ham. Luften var kold, men han mærkede det ikke mere end som nogle stik over hans krop, hvoraf overkroppen var halvt bar. Elmyra plejede ikke at have problemer med kulde, så det tænkte han ikke yderligere over.
Til sidst landede de næsten lige foran hans hus. Hvad burde han gøre? Ville nogen komme og lede efter hende? Hun skulle være på vej hjem nu, men lå nu her, hos ham, såret. Der ville gå flere dage før han ville tillade hende at tage hjem, selv med en healers hjælp.
”Du der...” han vendte sig om mod en af vagterne.
”Fløj til Imandra, til bjergene. Der er en hule. Hent en mand der...” Han hadede virkelig Hr. Mand. Men det virker som det bedste, i det mindste fortælle at der gik nogle dage ekstra før hun kom hjem. Han gav englen instruktioner om hvordan manden så ud og hvor grotten lå. Vagten fløj omgående.
Zean gik indenfor i sit hus. Her var straks varmere end udenfor.
En tjener kom dem i møde. Hun var kommet for at hilse sin Herre hjem, men stoppede forundret op da hun så kvinden, der havde været der det meste af dagen, nu lå i Zeans arme og ikke så ud til at have det særlig godt.
”Vand, bandager og mine urter. Første gæsteværelse. Nu!” Zeans stemme efterlod ikke mulighed for betænksomheder. Tjeneren gled rundt på hælen og forsvandt ned i køkkenet i let løb.
Zean besteg den første trappe, til de nåede første etage. Det første gæsteværelse han kom til – der var en del – åbnede han døren ved hjælp af albuen og trådte ind.
Værelset var koldt og mørkt. Der var en halvstor seng, et skab og et bord, en gæst kunne sidde og arbejde ved, skulle det være ønsket. Zean gik over og lagde forsigtigt Elmyra på sengen. Han satte sig ved siden af hende.
Det var længe siden han havde skulle tage sig af nogen som helst. Hvorfor havde han sendt bud efter sine urter, når de havde healere i byen? I et øjeblik følte han sig dum.
Mens de ventede på tjeneren, begyndte han at løsne hendes korset, så hun nemmere kunne trække vejret. Som han havde frygtet var nogle af hendes ribben brækkede, men ud fra hendes vejrtrækning bedømte han at der ikke var nogen lunger der var beskadiget.
Endelig kom der en tjener med en spand vand, efterfulgt af en tjener med bandager og klæder, samt nogle af hans små punge med urter.
”Hent en healer i byen!” kommanderede han. Mens tjenerne løb af sted for at efterkomme hans ønsker, vred Zean en klud op i spanden og begyndte at tørre blod og snavs fra Elmyra. Hendes ansigt, hendes hals, alt i mens han undersøgte om der var nogle skader og hvor slemme disse var.
De kunne få en healer til at tage sig af ribbenene, i det mindste.

[Deleted]

Hun kunne godt mærke det på ham. Han havde svært ved at være blidt ved hende. Nydelsen som han fik fra hendes smerter var noget der lå så dybt i hans race at han slet ikke kunne lade være. Hun bebrejdede ham absolut ikke for det. Hun sukkede stille som Dixie forsvandt. Den kvinde var noget for sig selv. Hvorfor skulle hun også lige få en unge med Zean og så lige netop have disse holdninger omkring det? Det var også bare så typisk! Hunbed sig let i læben hvilket endnu en gang sendte en bølge af smerte igennem hendes krop. Hun måtte virkelig til at holde op med det der. Han tyssede let på hende og roligt lod hun hovedet falde på sned. "Jeg siger bare at jeg nægter at komme sådan her til skade næste gang du skal bære rundt på mig" endte hun en smule drillende og dog med et lille grin. Hendes grin fik dog endnu flere smerter til at søge igennem hendes krop og hun tog sig til maven og ribbene. Hun havde virkelig ondt og dog var det ikke det værste. Det værste var virkelig den svækkede følelse som hun havde i hele kropen. Hun forstod det virkelig ikke!
De kom i luften og der gik virkelig ikke længe før de var endt tilbage i Paggeija. Hovedet lod hun stille falde ind mod hans skulder. Det var egentlig utroligt hvor sikker hun følte sig i hans favn. Stille lukke hun øjnene som hun hørte ham kommandere en vagt til Imandra. Hun nåede ikke at reagerede før han havde sendt vagten afsted og var i gang med at kommandere med sine tjenere. Hun åbnede stille øjnene igen og kiggede op på ham. Han virkede jo næsten helt myndig som han gik der og kostede rundt med alle folk. Han havde en sjov tendens til at overraske hende på de mærkeligste måder. Et sted så fik det hende til at smile. Han bar hende ind på et gæsteværelse og lagde hende i sengen. Hun ømmede sig en smule selvom sengen var blød. Hun havde virkelig ondt! Dog strittede hun overhovedet ikke imod da han begyndte at arbejde. Stadig var hun fascineret af den måde som han helbredte på for selvom han ikke besad healingens kunst så var han ikke helt dårlig.
Hovedet lod hun let falde på sned som han fik vand og urter bragt op. Det faktum at han begyndte at rense hendes ansigt og tjekke hende for sår kunne hun ikke lade være med at sende ham et lille smil "Du virker jo næsten helt kærlig og blid, Zean. Det er en underlig måde at se dig på" sagde hun roligt og måtte vride sig en smule igen. Det gjorde ondt at trække vejret og peb en gang. Pokker tage den forbandede dæmoniske trunte![7blockquote]

[Deleted]

En tjener løb ud for at finde en healer, mens Zean vred kluden op og begyndte at tørre skidt og blod af hende. Ansigt, hals, hænder, arme. De steder han nu kunne komme til. Han ville ikke tage sig af hendes brystkasse og ribben, ikke hvis de kunne få en healer til at tage sig af det. Det ville også være sært at tage hendes korset af, for at hjælpe hende, skønt der ikke ville have været nogen vej udenom. Personligt kunne han godt se væk fra de kvindelige ting, at bryster var enormt sjove at lege med, når der skulle helbredes. Men så igen...Det var meget nemmere, med en healer i byen. Han smilte til hende, som hun prøvede at drille ham.
”Shhhy!” tyssede han på hende, som hun drillede ham.
”Jeg er jo også en smule healer, husker du nok. Det er min måde at få masser af smerte i min hverdag. Eller...var” Kendte man ham nok, ville man vide at han savnede at kunne rejse ud i verdenen og samle urter og helbrede folk. Ikke fordi han elskede at bringe helbredelse til folk, men fordi han personligt elskede friheden i det. Han havde altid elsket urter og på et tidspunkt havde det været alt han kunne tilbyde folk, hans viden. Nu...Nu var det ligegyldigt. Hvem havde brug for ham længere? Desuden var han leder. Folk kom ikke til ham når de var syge, men mere når de var utilfredse og ønskede noget af ham.
Han fiskede lidt i sin taske med urte-ting, til han tog en lille beholder op. Beholderen indeholde en urtesalve, som holdte sår sunde og healende, uden der kom betændelse i det. Han tog låget af og tog lidt på den ene finger, før han satte beholderen på gulvet. Roligt smurte han salven på hendes sår i læben og derefter andre små sår han kunne finde.
”Du vil få en del blå mærker og være ret øm. Jeg vil få en healer til at helbrede dine ribben. Der ud over forlanger jeg du bliver her et par dage og kommer til kræfter...Lægens ordre” han blinkede drillende til hende.
Han var næsten færdig med at tage sig af hendes små sår og skrammer, da tjeneren og en af byens healere, ingen andre end kvinden der havde reddet hans arm under kampen om Paggeija og var blevet udnævnt til ledende healer i byen, kom ind af døren. Zean rejste sig hurtigt. Healeren stillede ingen spørgsmål, men gik direkte over og satte sig ved siden af Elmyra, hvor hun lod blikket glide over hende. Forsigtigt lod hun hænderne glide over hendes ribben...Da der ikke var andet der så ud til at have lidt synderligt skade, var hun gået ud fra det nok var nogle ribben eller noget. Og hun havde ret. Hun lukkede øjnene og fokuserede på at heale Elmyras ribben...