Did you miss me?

[Deleted]

---

@zean & @elmyra

---

Det var stadig tidligt som Elmyra bevægede sig mod Paggeija. Denne gang havde hun valgt at lade Docuz blive hjemme. Efter hvad der var sket sidste gang så havde hun virkelig ikke lyst til at have ham med igen. Dumme unge. Hvis havde ikke havde stukket af så var hun aldrig rendt ind i Kimeya og hun var aldrig blevet sur på Demian. Var var virkelig utroligt at den dreng allerede kunne skabe så mange problemer for hende selvom han endnu ikke var ret gammel. Det måtte ligge til familien. Den dreng havde virkelig stærke gener. Det var lidt sjovt et sted at Marvalo generne gik så kraftigt igennem til de små. Hun kunne ikke andet end at grine en smule af det.
Hun nærmede sig porten til byen og sendte vagterne et roligt smil. De var efterhånden vant til at se hende komme rendende også selvom det efterhånden var noget tid siden hun havde været der sidst. Der var bare sket så meget på det seneste og hun havde ikke haft tiden. På den anden side så havde hun jo også kun lovet ham at dukke op når hun havde tid. Hun ville dog gerne komme noget oftere. Arona var en besværlig student. Med hendes ild og is dæmoniske kræfter så havde hun voldsomt svært ved at styre det og det kunne virkelig ende galt hvis der ikke blev taget hånd om det hele.
Roligt søgte hun gennem byen selvom der godt nok blev kigget en smule efter hende. Hun havde hørt rygterne om en forræder af deres egne, en varyl så det var vel ikke underligt at de var begyndt at blive mistænktsomme? Det gjorde vel i realiteten intet. Så længe hun bare kunne gøre hvad hun skulle gøre i fred så var hun ligeglad. Hun nåede til det flotte hus som hun kendte så godt. Hans tjenere lukkede hende ind og hun sendte pigen et lille smil. "Hvor befinder han sig henne?" spurgte hun roligt. Den unge pige bad hende følge med hende til Zeans værelse. Hun takkede og stoppede op i den åbne dør. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun lænede sig op af dørkarmen og lod de blå øjne hvile ind på hans skikkelse. "Har du savnet mig, Mr. Forsyth?" spurgte hun i en drillende tone og kørte en hånd igennem det røde hår. Hun var iført et par tætsiddende sorte bukser og et korset. Hun havde ligeså bare arme og et par sorte støvler på. Det røde hår faldt ned over hendes skuldre som hun let lænede hovedet mod dørkarmen.

[Deleted]

Endelig! Tiden hvor han var i Paggeija var efterhånden blev lidt...småt. Selv om han ønskede at bruge tid her mere end nogen andre steder. Paggeija var det sted i Manjarno hvor han følte sig mest hjemme, bedst tilpas...Og hvor folk faktisk respekterede ham.
Han sad på sit værelse. Skrivebordet var for en gangs skyld ryddet...Måske skyldtes det at han med den ene arm havde skubbet alt på gulvet, så alle pergamenterne og kortene nå lå hulter til bulter på den ene side af hans bord. Når man gik igennem byen kunne man høre den konstante lyd af metal og sten, for hans engle var i gang med et genopbygge det ene af tårnene...Men spørgsmålet var...Betød det overhoved noget længere?
Men han ville ikke give folk et forkert håb. Og dette ville holde dem beskæftiget. Hvis alt lykkedes, hvis han stadig måtte beholde Paggeija, ville de stadig få brug for de tårne.
Åh ja..Zean lagde planer. Han havde været rastløs i lang tid, frustreret i flere uger og følte sig som en uden noget mål eller noget at tage sig til. Men nu havde han fået en ny ide! Han studerede kortet, der lå på hans bord, som forstilte de fire lande. Ved siden af lå nogle ruller pergamenter, alle indeholdte de den smule information om Imandra han havde kunne få fat i.
Der var ild i pejsen og han var afslappet klædt. Bare, arrede fødder, nogle løse, sorte bukser og en sort skjorte, der kun var halvt knappet, så Reis medaljon var fuldt synlig for alle der måtte kigge. Han bed sig tænksomt i kinden...
Han rettede sig op fra bordet, da han hørte en bekendt lyd. Med et svagt smil vendte han sig om. Hun kom jo som kaldet! Med et slog det ham. Elmyra måtte vide en del om Imandra!
"Elmyra! Velkommen..igen..." smilte han. Macaria var nu officielt Aronas mor, men han sørgede stadig for at Arona var her, så ofte som muligt, så hun kunne modtage undervisning. I både det ene og det andet. Og siden Macaria gerne ville tilbringe tid med denne Zam...så havde han taget chancen for at flyve tilbage til Paggeija med Arona.
"Her for at se til Arona?" spurgte han afslappet og slog let ud med den ene hånd, som tegn til hun skulle føle sig som hjemme...Eller i det mindste komme ind og måske sætte sig.
"Hun vil glæde sig, er jeg sikker på" Et svagt smil gled over ham, som hans øjne hvilede på hende.

[Deleted]

Elmyra havde nyt turen igennem byen. Genopbygninen var godt i gang og det var noget som fik hende til at smile. Han sad godt nok ikke på den lade side, hendes lille ynglings dødsengel. Kunne hun andet end at elske og se det. Hun vidste ikke hvorfor men hun nød altid at se Zean komme frem i denne her verden. Han var ikke en person hun ville omgås normalt og dog så følte hun sig draget til ham. Hun havde et brændende ønske om at hjælpe ham. Hun søgte til hans hus og indenfor. Hans værelse var rodet omkring borde men bordet var for en gangs skyld nydeligt. Hendes blik gled roligt rundt på papirene på gulvet før de blå øjne landede på ham igen. Hvad mon han havde gang i? Nysgerrigheden meldte sig i hendes indre som hun endte med at træde indenfor i værelset. Hun satte hænderne i siden og bed sig let i læben. "Jeg takker. Du ser ud som om at du har meget travlt? Har din stue pige fri?" Hun kunne ikke lade være med at komme med en lille kæk kommentar til hans rod. Smilet hvilede dog stadig på hendes læber som hun endte med at slappe af i sine arme.
Hun stod lidt før hun søgte over ved hans side, uden at træde på nogen som helst papirer på vejen. Hun stoppede op ved ham og sendte ham et lille smil før hun skubbede et papir til side og plantede rumpen på bordet. "Hun kan jo ikke træne sig selv og jeg har jo lovet at hjælpe dig ikke? Tænk hvis hun endte med at brænde alle disse fine papirer af? Det ville jo slet ikke være godt." Hun lod hånden glide let og elegant hen over kortet som han sad foran. Han planlagde noget stort. Det var tydeligt på rodet og på kortet foran ham. Hovedet søgte let på sned. Hendes finger dansede kort ved Paggeija før hun vendte opmærksomheden mod hans skikkelse igen. "Oh hvilke store planer har du nu? Er kedsomheden som sejrherre ved at gå dig på?" Måske han bare kedet sig? Eller måske der lå mere bag. Hun vidste det ikke men hun ville rigtig gerne vide det. Det var da helt sikkert.

[Deleted]

Han så ud over sit gulv med et svagt skuldertræk.
"Jeg vil ikke have de kommer ind på mit værelse og roder i mine ting. Jeg har lavet det til en dødsstraf at gå ind på mit værelse og snage i mine ting" Svarede han ligegyldigt. Han så op på hende, som hun hoppede elegant over gulvet, uden at træde nogle pergamenter i stykker på vejen. En let latter forlod ham. Nej...Det ville være rart, at slippe for alle papirerne, men desværre kunne han ikke bare sætte ild til dem og blive fri for dem. De fleste handlede om Paggeijas kommende handler og planen for opbygningen af tårnene. Han nød at gå ud og se dem fjerne de tunge sten, der lå for foden af tårnene, og hvordan de huggede passende stenblokke ud af bjergene, for at bruge dem til opbygningen.
Han gik over til bordet.
"Kan jeg byde på noget? Drikkelse, altså..." spurgte han, før han fulgte hendes finger og så på Paggeija. Hans by. Hans alene!
Et halv-stort smil bredte sig på hans læber, da han så drillende på Elmyra. Han var ret optimistisk med denne ide. Så meget, at han helt glemte han ikke burde nævne Zam for nogen...Ikke fordi det var relevant at nævne ham alligevel.
"Kedsomheden er forfærdeligt! Det eneste jeg laver er at bede folk gøre dit og dat. Selvfølgelig måtte jeg komme op med en ny stor mesterplan!" røbede han og satte sin egen finger på Imandra.
"Dette land er uden leder. Som det er lige nu...Hvorfor skulle jeg så ikke prøve at tage det? Det kunne være enormt sjovt! Jeg ville have et helt land til mine engle, et helt land jeg kan forme som jeg har lyst til. Det ville være et neutralt land...Jeg vil hverken melde mig loyal til Dvasias eller Procias, men blot være mit eget land. Jeg vil selvfølgelig få folk til at tage sig af de praktiske ting i hverdagen...Ellers keder jeg mig jo ihjel..." Han nævnte intet om at han også havde mere...personlige...grunde til at gøre det. Han så på Elmyra og opdagede han faktisk var lidt spændt på hendes mening om ideen. Hendes mening havde næsten altid betydet noget for ham.
"Jeg kunne bruge din hjælp...Hvis du er interesseret" tilføjede han til sidst, lokkende.

[Deleted]

Hun grinede mildt ved hans ligegyldighed over papirene. Hans ord fik hende til at bide sig let i læben. Det drillende smil hvilede stadig på hendes læber som hun strakte sig en gang. "Dødsstraf ligefrem? Får jeg et sidste måltid og et sidste ønske inden min straf? I så fald vil jeg gerne brændes levende" sagde hun drillende og grinede let. Hun var ligeglad med hans ligegyldighed over det han sagde. Hun kunne vel sagtens have det sjovt selvom han sad der og var helt alvorlig. Hun hoppede hen over papirerne og satte sig på bordet. Hendes blik hvilede på ham som han kom over til hende. Hun følte at det var længe siden hun havde set ham sidst. En trist tanke faktisk men når der var så stor afstand i mellem deres tilholdssteder så var det vel ikke så underligt? Hovedet søgte let på sned som han spurgte om hun ønskede noget at drikke. "Ellers tak. jeg klare mig for nu" endte hun roligt mens hun betaget lod fingere glide over Paggeija. Det var første gang hun havde været med til at overtage noget som helst og selvom det var hans kunne hun ikke lade være med at være en smule stolt over hvad hun havde bidraget med. Hans optimisme skinnede igennem med sådan en kraft at hun ikke kunne undgå at se den. Han havde en ide, en genial ide efter at dømme på hans ansigts udtryk og nu blev hun jo bare endnu mere nysgerrig! Pokker tage det.
"Kedsomhed er forfærdeligt må jeg nok erkende og en ny mesterplan lyder lovende" endte hun roligt. Hvad havde han i tankerne? Han tænkte altid stort og dog så måtte hun alligevel blive overrasket over hvad han ville. Hun betragtede ham som han pegede på Imandra ... Hendes Imandra. Han ønskede at overtage landet og sætte sig som regent? Hun lod hovedet søge let på sned og kiggede lidt op på ham. Hun studerede ham roligt. Funderede en smule over hans ord og vægtede sine med omhu. "Du er ikke så lidt fræk må jeg nok erkende. Ikke nok med at du går bag om min ryg til Kimeya for at vippe mig af pinden, nu vil du selv sætte dig der??" Hun tav og kiggede lidt på ham. Hun kunne ikke holde masken længere. Et smil bredte sig på hendes læber. "Det er genialt! Jeg vidste at du var lusket men dog må du alligevel overraske mig denne gang, Zean. Du vil virkelig nuppe Imandra for snuden af Kimeya? Det lyder sgu da fornemt. Hvordan går vi i gang?" spurgte hun ivrigt og lystent. Åh hvad hun ikke ville give for at se Kimeyas ansigts udtryk når han fandt ud af at Zean havde taget den plads han søgte lige foran snuden på ham! Det var eminent! "Jeg kan ikke lide Kimeya for flere grunde end jeg kan tælle. Hvis jeg skal være ærlig så holder jeg med Rei Salore over ham til hver en tid. Jeg vil altid være interesseret i at få Kimeya til at bide i støvet. Hvad vil du vide?" endte hun roligt og sendte ham et lille smil. Hun havde godt nok aldrig mødt Rei Salore og havde heller ikke planer om at ville møde ham men Demian ville hjælpe ham og det gjorde hende til hans allieret .... for nu.

[Deleted]

Han grinte og rystede svagt på hovedet.
"Der er forskel på en alt for nysgerrig tyv eller tjener og gæster" svarede han og blinkede drillende til hende. Brænde hende levende? Hun kunne blive anklaget for at være en heks og blive brændt, omend, folk blot ville blive endnu mere bange for hekse, velvidende at denne her altså ikke blev brændt, men mere bare nød det. Det kunne være enormt sjovt...Var det ikke fordi folk ikke længere jagtede hekse som sådan og fordi de fleste kendte til alle væsnerne i denne verden.
"Gæster får to måltider, hvor en tyv eller tjener for ingen. Vi er ikke uden manerer!" drillede han videre, før han vendte sig mod kortet igen. Fint. Ingen grund til at spilde tiden med drikkevarer...Hvis han kunne, ville han flyve til Imandra allerede nu og gøre noget ved sagen. Han havde været rastløs så længe, uden nogen store planer, at han var alt for ivrig nu, hvor han endelig havde en. Han måtte virkelig tøjle sig selv lidt, ellers endte han vel nok med hovedet på blokken...Eller, metaforiske, det var. Ingen ville kunne fange ham og faktisk gøre det. Og selv hvis han blev fanget, havde han mange folk der ville kæmpe for hans frihed. Ved tanken gled et svagt smil over ham. Han stod godt. Han var en heldig engel. Hvem skulle nogensinde have troet det, da han blot var en fattig mand?
Han så spændt på Ellie. De vidste begge han havde forrådt hende en gang, selv om ingen af dem havde sagt noget direkte og Ellie åbenbart blot havde accepteret det og noget når tilgivet det. Hun forstod nok det ikke var personligt, men arbejde. Han elskede folk der skilte de to ting ad. Det gjorde alt meget nemmere.
Hans smil voksede, da hun tilkendegav ideen var genial. Great! Det mente han også selv!
Han viftede let med den ene hånd af Kimeya.
"beklager, det var ren arbejde. Det var den eneste måde jeg kunne overbevise ham om at jeg ville holde min aftale og få det ud af ham, som jeg ønskede. Nu, dog, tror jeg han har andre ting at bekymre sig om. Mens han er optaget af oprør i egne rækker og en sur Macaria, samt familiestridigheder, tager jeg ikke fejl...Det har altid været min plan. Jeg ville hjælpe Kimeya ind i Imandra, lade hans soldater gøre alt arbejdet. Lade ham sætte sig på tronen. Og når han så havde ryddet op i landet, ville jeg finde en måde at skubbe ham ned derfra. Nu dog, er tiden perfekt til selv at gå efter den store pris. Landet er uden leder...Ikke for noget...Måske højst en doven bonde, der har sat sig på tronen og leger konge. Landet er splittet i flere grupper og vil ikke kunne samle sig til at skubbe mine samlede styrker ud. Kimeya er optaget." han så ned over kortet et øjeblik, mens han bed sig let i læben. Snakkede han for meget? Han snakkede for meget. Den ivrighed overtog ham fuldstændigt.
"Jeg har dog aldrig rigtig interesseret mig for landet før. Ikke på den måde. Jeg husker kun få ting, fra da jeg var der. Jeg har brug for viden om landet. Dens situation. Hvordan jeg kan infiltrerer det og overtage det. Enhver kan vade ind og tage tronen...Med betyder det man blive siddende? Nej. Jeg må have støtte fra landet selv, fra dens indbyggere...Jeg ved nogle frygter mine engle, efter jeg brændte nogle byer af langs dens grænse til Dvasias. Med de rigtige folk og propaganda, vil jeg måske få et tag i landet..." hans blik forlod kortet og så op på Elmyra med en form for alvor og seriøsitet, som ellers sjældent var der. Han elskede at lægge planer.
"Jeg har kort sagt brug for alt du kan fortælle mig om landet. Du har haft meget med det at gøre. Jeg har brug for din hjælp. Og hvis du kender nogen i landet, som kunne være gode støttere..." han stoppede der og lod det hænge lidt i luften. Han rettede sig op og lod sine knoer ramme bordet, uden at lave for høje knock-knock lyde. Hans blik hvilede på Elmyra. Det kunne meget vel være alt-afgørende om hun vidste noget han kunne bruge og om hun ville give ham den viden. Gad vide om hun ønskede noget til gengæld? Måske asyl? Han kunne sige hun var sikker i hans land fra dæmonerne. Det var jo hans land. Eller...Det ville i fremtiden blive hans land. Som altid var han lidt for hurtigt til at kalde tingene for sine.

[Deleted]

Hun kunne ikke lade være med at grine let over hans drillende kommentarer. Det var sjovt at sidde og have sådan nogle samtaler her med ham for normalt var han ellers altid så kedelig. Den drillende side af ham var dog lagt at fortrække over så meget andet. "Wow. To måltider? Jeg føler mig jo helt beæret!" grinede hun mildt og rystede bare på hovedet.
Dog var dette ikke tiden til at drille. Han havde andre ideer, bedre ideer. Hun vidste at han havde lagt store planer, store planer var ham jo ikke ligefrem uvant. Han havde trods alt taget en hel by under dronningens næse. Dog så kunne dette ikke gøres helt ligeså åbenlyst. Hans ønske om at gøre Imandra til sit fik hende til at lytte mere intenst. Hun vidste at hvis han indtog landet så kunne det både se lysere ud for hende men samtidig også en smule mørkere. Hvis hun skulle hjælpe ham med det her så var der nogle ting som skulle klares først. Hendes tanker faldt kort på Elijah. Hvad ville han dog ikke gøre hvis Zean gik ind og tog magten i landet? Han ville blive sindsyg og ufattelig arrig. Han hadede Zean, ikke bare naturligt men også personligt. Han hadede Zean mere end han hadede Demian hvilket var utroligt nok i sig selv. Hvorfor var det bare prompte at Elijah hadede alle mænd omkring hende? Nå, det skulle der ikke tænkes på nu. Lige nu var der langt vigtigere ting på dagsordenen.
Hun rystede blot på hovedet med et lille smil ved hans ord. Hovedet søgte let på sned mens de blå øjne betragtede ham. "Jeg egner mig ikke til at sidde sådan en sted. Ikke fordi magt stiger mig til hovedet for den svaghed ejer jeg heldigvis ikke. Dog var det bare ikke lige så interessant som jeg havde regnet med. Den måde jeg ønskede at styre landet på den gang var det rigtige for landet men ikke det rigtige for mig. Det var klogt at vippe mig af. Kimeya havde ret. Jeg var svag. Det er jeg dog ikke længere" pointerede hun roligt. Hun var ikke vred på ham det mindste. Hvorfor skulle hun? "Slottet står tomt. End ikke bønder tør sætte sig på tronen. Den sidste hersker blev dræbt i slottet og jeg 'forsvandt' inden jeg kunne nå at blive hersker. Desuden så hvis man sætter sig på magten uden en form for beskyttelse så er man så godt som død. Der er ikke mange der tør gå efter det."
Han snakkede meget. Det var næsten sødt at se hvor ivrig han var på denne her ide. Hun lyttede til hvad han ville og hvad han ønskede af hende. Hun endte med at rejse sig fra bordet og stille sig med front mod kortet som han gjorde sådan så hun havde bedre overblik. Hun rynkede kort brynene og bed sig let i læben. Hvis han skulle have et indblik i landet og det struktur, eller mangel på samme, ville hun være god at have i baghånden. Hun var en rigtig god brik for ham at have. Hun lukkede kort øjnene før hun åbnede dem på nu og betragtede ham. "Den bedste måde at komme ind i landet på er igennem adelen. Og ikke bare dem alle sammen. Du skal have fat i Jayden Homptkin. Han er Imandras hertug og nok hvad man kan betegne som kongen af tyve også selvom der ikke rigtig er nogen der ved det. Han har få håndlangere tæt på som kender hans sande identitet. Jeg var heldig nok til at finde frem til den i mine unge dage. Han er en egoistisk lille møgunge som gør hvad der passer ham, når det passer ham. Hvis du ikke roder i hans affære vil han heller ikke rode i dine. Dog, hvis du giver ham noget han vil have så vil han også være villig til at hjælpe dig. Han styre alle de store klaner i tyve laget. Du ville kunne finde meget hjælp at hente der" endte hun roligt. Hun hadede virkelig Jayden. Han var en ubehagelig mand men det var nok også værre når man var kvinde. Den sensuelle dæmon i ham var så forbandet stærk at selv hun havde svært ved at distancere sig fra ham selvom hun virkelig gjort et ihærdigt forsøg på at lade være. "Ud over det så er der en rebel gruppe i landet men dem har jeg hverken set eller hørt noget til i mange år. Jeg husker ikke en gang hvorfor de er rebeller længere så dem vil der nok ikke være meget hjælp at hente fra."

[Deleted]

Snart forlod de drilleriet til gengæld for mere alvorlige ting. Han så lidt på hende. Om magt steg ham til hovedet? Han havde ikke tænkt over det. Han gik ikke ud fra det. Det hele gik ikke op i magt. Magt gav ansvar og frihed...Men også alt for meget arbejde, til man rigtig kunne nyde friheden. Nej. Magten steg ham ikke til hovedet, mente han. Han var stadig lige egoistisk som han var til at begynde med, så alt var godt. Selv om han faktisk ikke helt vidste...Hvad tegnende på det var. Hvis det steg en til hovedet, altså.
Han smilte svagt. Nej, Ellie var ikke svag. Hun havde stadig alle sine unger, men hun var stærkere end han nogensinde havde oplevet hende før. Hun var en ren fornøjelse at være sammen med, trods hun var blevet mere vild end han rigtig havde oplevet hende før. Normalt var hun altid så rolig og ansvarsbevidst. Nok om det! Videre!
Han nikkede let og flyttede sig, så hun kunne komme til. Han havde gættet så meget. Ellers ville landet jo allerede have en leder. I et øjeblik forestillede han sig folk stå i en rundkreds rundt om tronen, mens de så mistænksomt på hinanden, mistænkte hinanden for snart at løbe hen og sige dips for tronen...Mens der rundt om tronen lå flere lig, fra dem der havde prøvet at løbe efter den. Tanken var morsom og fik ham til at smile lidt for sig selv.
Han lyttede til det hun sagde. Det lød fornuftigt og siden hun havde mest styr på det, var det måske også den klogeste plan. Han tyggede lidt med tungen, mens hans blik gled over kortet igen. Hans engle kunne altid flyve dertil...
Åh ja, han tænkte over på den bedste måde at flytte en hær, skulle der blive mere en politiske skænderier for at vinde landet. Det bedste sted ville være over det smalle stykke af Dvasias, mellem Imandra og Manjarno.
Men han kunne jo ikke bare spille med musklerne til et land, der var van til folk der spillede med musklerne.
”Det lyder fornuftigt. Jeg vil færdiggøre nogle ting her i Paggeija og hjemme i Palæet, så vil jeg rejse til Imandra og tage landet i øjesyn igen. Og opsøge denne mand” sagde han. Han måtte også snakke om det med Macaria igen. Første gang havde hun været for interesseret i Zam til at tænke over ideen, men han ville nok få brug for hendes støtte. Ikke personligt, men mere nogle soldater og penge. Og så hvis hun kunne overbevise Dvasias og at lade ham være, taget i betragtning han ikke havde planer om at kalde sig loyal til nogen som helst...
Havde han brug for andet?
Han havde ingen planer om at fortælle planen til Eriz. Han ville gøre dette selv og bevise over for hende at han både var stærk og snu nok til at klare sig selv og at det snart måtte være hende, der opsøgte ham, for at ønske en alliance. Han glædede sig allerede til at se hendes ansigt, når eller hvis det gik op for hende. Forhåbentlig ikke før han sad på tronen...Men det var nok begrænset hvor hemmeligt man kunne holde det i længden.
”Jeg vil vende min opmærksomhed mod adelen og tyvene, så. De må også komme mange steder og være nogen der ved en del om landet og byerne. De kan have meget nyttig information” han nikkede svagt. Det bekymrede ham ikke at manden ville kræve noget til gengæld...Det gjorde de fleste jo.

[Deleted]

Imandra var et svært land at tage. Det krævede noget specielt at sætte sig der og blive siddende. Hun talte af erfaring. Der var meget få almindelige folk tilbage i landet. De fleste var tyve eller andet rakkerpak som allerhelst så at de fik lov til at leve som det passede dem. De holdt til i grupper med ledere der efterhånden havde fundet sammen sådan så deres grupper kunne blive større. Det var virkelig rent og skær kaos og dog, så kunne sådan en som Zean nok godt gå ind og sætte en stopper for galskaben. Hvis han kunne få en aftale op og køre med Jayden så ville han da være godt på vej. Hun lukkede øjnene og sukkede en gang. Hun skulle i hvert fald ikke med ind i det hus med den mand. Sidste gang var hun nær ikke kommet ud igen! Hun gøs ved tanken. "Det er i hvert fald den bedste strategi af hvad jeg kan se. Jayden vil være en god allieret at have dernede hvis i kan arbejde sammen" sagde hun stille. Hun løftede den en hånd og endte med at bide sig selv lidt tænkende i fingeren. "Godt du ikke er en kvinde." Det var ikke andet end en tænkende mumlen. Jayden var både mental og sensuel dæmon. Han var en af de stærkeste dæmoner når det kom til at manipulere. Ud over det var han intet andet end et lille barn. Hvis han ikke fik sin vilje slog han folk ihjel. Hun havde godt nok haft mange problemer med den lille snot hvalp. Hun endte med at vende ryggen mod bordet igen sådan så hun kunne betragte ham en smule men samtidig også længe sig op af det. "Jayden Daniel Homptkin. Han er født ind i Homptkin familien, ene barn. Hans families fortid er mørk. Det var eftersigende et mord / selvmord der tog livet af den forrige hertug og hertuginde. De efterlod Jayden med alt. Penge, magt og titel. Så vidt jeg ved har den mand ikke rørt en finger igennem hele sit liv. Han lever af de penge han får ind igennem tyvene. Jayden er en farlig mand. Han er Alkymist, Sensuel Dæmon og Mental Dæmon. Han er stærk og svær at holde ude selvom man ved hvad han laver. Som kvinde er det næsten umuligt at slippe fra hans hus igen." Hun gør ved tanken. Tydeligt havde hun selv haft sine problemer med denne mand. "Han er en mand der hader autoriteter. Han hader at folk bestemmer over ham og derfor ville han også gå imod en konge som ville stoppe for hans små aftaler med tyvene for så ville han miste sine penge. Dog ved jeg også at det er derfor vil være villig til at indgå en aftale for at blive ladt være. Især hvis han får noget ud af det" endte hun tænkende.

[Deleted]

Denne Jayden lød som en mand han ville få problemer med, men også som en mand han kunne forstå. Han havde intet imod sensuelle dæmoner, hans møder med disse væsner havde kun været godt, men han hadede mental dæmoner. De var skide irriterende og rodede altid rundt i ens hoved og fik en til at tro alt var godt. Han truttede let med munden, da han hev sin stol over til bordet, satte sig i den og lod sine arrede, nøgne fødder hvile mod bordkanten, så han kunne læne sig tilbage og se på Elmyra samtidig.
”Jeg har intet imod tyveknægte. Jeg hader regler, jeg hader begrænsninger. Måske vil vi kunne forstå hinanden...” han tænkte lidt over det. Hvordan kunne han holde den almindelige befolkning glade og tyvene samtidig? Tyvene ville stjæle løs og gøre folket miserabelt. Et miserabelt folk...kunne skabe problemer. Men på den anden side var folket van til det. De kendte jo til tyvene, at de var der, og kunne nok beskytte sig selv. Hvis Zean blot...i det uofficielle, støttede tyvene og ikke ødelagde deres forretninger. Han ville få støtte til at tage magten og til at beholde den, han kunne måske endda bruge tyvene til at fortælle ham om hvordan det gik i hele landet. Selvfølgelig hvis Jayden var interesseret i det. Han var ikke meget for at dele sin magt, at være afhængig, af denne mand. Men det var et problem han måtte se på, når han havde landet.
”Jeg har ingen erfaring med hverken at mærke eller holde mental dæmoner ude af mit sind. Det kan måske blive et problem...” mumlede han svagt og lod hurtigt blikket glide over Elmyra. Hun havde tydeligvis prøvet det på egen krop. I så fald satte han pris på hun stadig fortalte Zean om det.
”Tak” sagde han så og strakte sine arme op i luften.
”Macaria har lovet mig at jeg også må låne noget af hendes hær og ressourcer, da de i princippet også er mine. Der ud over har jeg mine engle, der kan få et helt land at dræbe folk i....” Hvad med Paggeija? Det var vel næsten ikke relevant at beholde Paggeija så...Det måtte han finde ud af, når han havde Imandra. Hvis han fik lov af Macaria, ville han stadig beholde byen.
”Jeg har bedt hende om at snakke med Dvasias dronning om at lade mig være, når eller hvis jeg får Imandra. Så vi får at se hvad der sker” Hans fødder fandt tilbage til gulvet, da han rejste sig op.
”Jeg vil opsøge ham så snart jeg har tid, ja! Har du mere at tilføje? Ellers tror jeg Arona er ivrig efter at møde dig igen. Hendes værelse ligner...” han viftede lidt med den ene hånd. Elmyra måtte vide hvad han mente.
”...Og hun sætter også ild til andre ting i huset. Jeg tør snart ikke lægge mig til at sove!” drillede han .

[Deleted]

Jayden var farlig hvis man ikke var opmærksom. Heldigvis så var han ikke altid den skarpeste ske i skuffen så det var da altid noget. Hun sukkede stille og bed sig let i læben. Det ville blive svært men det kunne gøres. Især hvis Macaria kunne holde Dvasias på afstand. Det ville absolut være en fordel at de ikke kom rendende i tide og utide med en helt hær. Hun var sikker på at Zean nok skulle kunne finde på et eller anden måde at få snoet Jayden. Zean var jo ikke selv helt uden talent. Han var god til at snakke for sin sag. Det havde hun oplevet ofte. hans ord fik hende til at smile. "Jeg er sikker på at i ville kunne forstå hinanden på nogle punkter. Der er en ting som du skal vide om Jayden. Der er en ting som Jayden ikke kan modstå. Smukke kvinder. Han samler dem. Han er ekstremt kvindeglad og de få kvinder som vælger at trodse ham slår han ihjel. Så vidt jeg ved er jeg den eneste som har overlevet men det er heller ikke ligefrem noget som der bliver snakket højt om" endte hun roligt. Nå. Nok om Imandra og den ide. Hun var ikke kommet for at snakke taktik men for at træne den lille møgunge. Hun kunne ikke andet end at le ved Zeans ord og gestus. "Ahh ja. Unge ilddæmoner er fantastiske at have i hjemmet. Dog må jeg sige at jeg er overrasket. Jeg ville have troet at hun havde været længere tid om at udvikle sine evner end hun har. Det er meget interessant." Dæmoner med Ild og Is havde det med at blomstre sent fordi de to kerner var så modstridende og dog så var det ikke sådan i Arona. Hun trak på skuldrene og skubbede sig ud fra bordet. "Jeg finder hende. Vi ses senere." Hun forlod rummet og søgte ud for at finde Arona. Lad træningen begynde.

Der var gået et par timer inden Elmyra indfandt sig hos Zean igen. Hun smilede til ham som hun søgte ind til ham i værelset. Hun strakte sig en gang. Hun havde enkelte brændmærker på hendes tøj hist og her men ikke noget vildt og voldsomt. "Hun er en hidsig en hende den lille. Hun slægter sin mor på på det punkt" sagde hun med et let skuldertræk og sendte ham et roligt smil. Det var ved at være på tide at hun søgte hjem ad igen. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham stille. "Jeg vil søge hjemad igen. Vi ses snart igen, Zean. Du ved jo hvor du kan finde mig når du ankommer til Imandra. Jeg glæder mig til at se hvad du formår i landet." Hun strøg ham kort over kinden før hun forsvandt ud af hans værelse igen. Turen hjem var lang men det ville ikke noget hun ikke havde prøvet før. Turen igennem byen gik hurtigt og hun nåede ud af porten og søgte videre. Hun sukkede en gang og kørte hånden igennem det ildrøde hår. Hun glædet sig faktisk til at komme hjem. Hun var nød til at snakke med Demian igen. Deres sidste samtale havde ikke været ..... ideel.

[Deleted]

Kvinder? Selvfølgelig. Han var sensuel dæmon, selvfølgelig elskede han kvinder. Tænksomt gled hans blik ud af vinduet. Måske skulle han tage en gave med til manden og gøre ham i godt humør? Flotte kvinder var trods alt til at finde og pyntede man dem nok...
Han vinkede efter hende med et svagt smil.
”God fornøjelse!”
Han tog sig også selv af Arona. Til tider tog han hende med i kælderen og lærte hende om tortur og smerte. Om kroppen, som han vidste en del om, takket være han både var mester i tortur og healer. Han vidste Macaria havde planer om at lære hende at læse og skrive. Godt han ikke skulle det! Han havde endnu svært ved at læse eller skrive hurtigt og delte lange ord op i mindre bider...
Tiden gik. Zean brugte tiden på at planlægge videre og flyve sig en lille tur. Han besøgte også arbejderne til det tårn, der var ved at blive genopbygget, for at se hvordan det gik. Han havde næsten lige spist og fundet op til sit værelse igen, da Elmyra kom for at sige farvel. Han grinte let.
Elmyra duftede lidt af varme og sod.
”Det havde været mere praktisk, hvis hun var rolig som sin far” kommenterede han. Det var en af de små fejl Arona havde...Men det var vel svært at få nogen perfekt.
Han vinkede til hende da hun gik.

[Deleted]

Hertugen var en grådig mand. Hun havde endelig fået vristet sig fri og havde søgt ud af hans palæ. Hun havde lovet ham at hun ville komme tilbage. Pengene var gode, bevares. Hun elskede penge, kunne faktisk slet ikke få nok af dem. Det var vel også derfor hun gav sig hen til fremmede på den måde som hun gjorde og hertugen betalte rundhåndet. Hun havde været heldig. Hun havde fået nyt omkring en ilddæmon med flammende rødt hår der havde gjort rejser til Paggeija, dødsenglenes nye by. Det kunne næsten kun være Elmyra! Eller ... Det kunne det ikke men hun håbede da. Dixie sad på en sten og kiggede over mod byen. Den var langt væk, meget langt væk synes hun. Hvorfor skulle Elmyra vælge at rejse mellem her og Imandra? Elmyra havde det da ikke ret godt med dødsengel, eller havde hun? Måske det var blevet bedre med årene. Hun så en dødsengel flyve forbi på sin patrulje og smilet blev en smule bredere. Hun tænkte på Zean, kunne hun andet? Han havde været den første dødsengel hun havde ligget med og selvom han ikke havde prøvet en kvinde før så havde han givet hende så meget energi! Hun havde hungret mere da han gik men havde ikke holdt på ham. Selv kunne hun blive ved i timer hvis ikke længere end det. Dog var mænd svage på det punkt. De holdt ikke længe, kunne ikke så mange gange. Det var trist men det var vel derfor der var så mange af dem. Hun pustede let en tot af det blonde hår til side. Der gik ikke længe før hun begyndte at kunne mærke det. Varmen fra en ilddæmon nærmede sig. Hun rejste sig op og spejdede ind gennem klipperne. Smilet bredte sig på hendes læber. Det var ingen anden end den hun søgte. Elmyra kom gående selvom hun ikke så helt godt ud. Var det brændemærker der var i hendes tøj? Nysgerrigheden meldte sig endnu en gang. "Hvad laver du på disse kanter, Elmyra Argos?" Den fløjlsbløde stemme lød da Elmyra kom inden for rækkevide. Gad vide hvad Elmyra ville sige til at stå overfor hende igen? Det var spændende.

[Deleted]

Arona havde arvet Dixie temperament. Det var da helt sikkert. Især når der var noget som ikke gik hendes vej eller noget hun ikke kunne finde ud af som sådan. Hun kæmpede med det. Det havde Elmyra da tydeligt kunnet se. Den lille pige havde det faktisk rigtig svært med at håndtere sine efter. Ild dæmonen og Is dæmonen bekæmpede hinanden på sådan en måde at hun virkelig ikke kunne andet end at have svært ved det. Sandt at sige ville det være bedre hvis hun havde haft en der kunne hjælpe hende med begge hendes evner på samme tid men Zean havde valg hende så hvorfor skulle hun sige nej. Desuden så fik hun et meget bedre indblik i hvordan den lille pige havde det så det passede hende nu meget fint. Selv havde hun været en smule nervøs for om Zean var klar til sådan en opgave men hun måtte erkende at hun var imponeret over hvor godt han klarede det. Arona var lykkelig og hun elskede sin far og nu havde hun også fået en mor. Der var ikke rigtig andet som hun kunne forlange af dem? De gjorde det godt, Macaria og Zean. Det gjorde det faktisk rigtig godt sammen.
Hun nåede klipperne og søgte ind i mellem dem. Hun strakte sig en gang. Turen var stadig forbandet langt for hende. Det tog hende jo næsten tre dage at komme ud og tre dage at komme hjem. Alt det bare for et par timers træning? Det ville gøre godt hvis Arona og Zean kunne komme til Imandra. Det ville gøre det hele langt lettere for hende selv. Følelsen af ikke at være alene skyllede ind over hende. Hun kiggede rundt. Varmen fra et andet individ slog hende. Denne person var stærk. Hun bed sig stille i læben som hun søgte længere frem. Den fløjlsbløde stemme som lød i hendes øre var ikke til at tage fejl af. Dixie. Hvad lavede hun her? "Dixie? Hvad laver du her?" spurgte hun roligt. Gad vide hvad hun ville her? Havde hun ventet og hvorfor? På hende? Var hun nu med barn igen? Hun kunne ikke overskue en til af hendes skarnsunger igen. "Jeg var på besøg hos en af vores fælles venner. Zean Forsyth hvis du altså husker ham?" Spydig var hendes kommentar en smule. Dixie glemte næsten altid hvilke mænd hun havde været med og hvem hun ikke havde været med og dog havde hun alligevel kunnet huske Zean's navn da hun dukkede op med ungen. Det var uventet

[Deleted]

Dixie var utolmodig og træt af at vente. Dog kunne hun kun glæde sig over at hun kunne se Elmyra komme næmere. Hvor var det herligt! Hendes søgen var endelig ovre. Den lille pige. Elmyra var ikke ligefrem ung længere og dog var hun stadig så forbandet meget yngre end Dixie. Det var næsten sødt. En gang havde de været oppe og toppes før men der havde Elmyra ikke været ret gammel. Hun var kommet slemt til skade allerede den gang. Det ville nok ikke være anderledes denne gang men hvorfor skulle der gå kamp i den? Det var der jo ingen grund til. Dixie smilede da Elmyra enerkendte hendes tilstedeværelse. Hun så overrasket ud hvilket ikke var så underligt. Det var jo ikke ligefrem hverdag Dixie dukkede op. Hun hoppede elegant ned fra Stenen som hun havde stået på og gik roligt over til Elmyra. "Jeg ventede på dig selvfølgelig! Du har været svær at finde Elmyra. Jeg lendte i New Dale men du var forsvundet som dug for solen. Prøver du at undgå mig?" Den drillende tone var ikke til at tage fejl af. Det var bare sådan Dixie var, især overfor andre kvinder. Selv havde hun ikke ligefrem en lyst til at være sammen med Elmyra på den måde så derfor så sled den sensuelle dæmon heller ikke i hende lige nu. Roligt begyndte hun at sno en tot af hendes hår om den ene finger. Hun havde været på besøg hos en fælles ven? Hvem mon det kunne være? Navnet ringede en klokke med det samme. Zean. Dødsenglen som hun havde været sammen med. Den nydelige unge mand med de sorte vinger som hun havde taget på en kro i Atterlin. Smilet bredte sig en smule ved tanken om den nat. Han kunne stadig hjemsøge hendes tanker som en af de eneste mænd. Det var næsten forfærdeligt og dog. Det begyndte at dæmre en smule for Dixie. Et lidt hårdt blik blev vendt mod Elmyra. "Hvad lavede du hos ham?" spurgte hun en smule koldt og lod hovedet falde på sned. Brændmærkerne kunne stamme fra hvornår det skulle være og dog ... Havde Elmyra givet hendes lille barn til faderen selvom dette ikke var noget hun ville have. Hun håbede det ikke for hendes skyld.