Business and pleasure

[Deleted]

@zean & @marcellus

Det var ved at være et stykke tid siden at Corina havde haft mødt Marcellus, hun havde fremført hans materiale for Zean og fortalt om deres møde, i hvert fald den professionelle del af det. Byen var stadig i gang med at få styr på handelsaftalerne, både proviant, våben og klæder, de manglede bestemt også en som kunne give dem mere specielle ting og der kom Marcellus jo ind i billedet. Hun havde sendt bud efter ham, på anvisning af hvad han havde efterladt hende, hun stod ved byporten og ventede på ham, så de sammen kunne gå til Zean. Dog var hun i tvivl om Zean selv ville stå og vente med hende, eller om han blot ventede i sit hjem. Hendes fødder var bare, som altid, hun elskede jo sin frihed, samt de ravnsorte lokker hang frit over hendes skuldre. Kroppen var klædt i en kjole lavet som ringbrynje, kort så hun kunne kæmpe og bevæge sig, hun var trods alt i tjeneste, så om livet hang et bælte med hendes sværdskede med sværdet plantet fint i. Selvom den var tung at bære rundt på, følte hun sig stadig mere fri og de bare fødder hjalp en del på det. Hun stod og sludrede med nogle af vagterne i lidt tid, inden hun valgte og se ud i natten som var ganske kølig, men bød foråret sikkert på vej. Skyerne dækkede det meste af himlen og efterlod dem uden lys fra stjerner og måne. Kun faklerne der var tændt dansede livligt og bekræftede liv. Det ville blive spændende at se om der ville blive gjort fast handel eller kortvarig, hun stod og tog sig selv i at det skulle være en fast handel, Marcellus havde jo udfordret hende og hun var ikke typen som sagde nej til en god leg! 

[Deleted]

Marcellus kom frem fra skyggerne nær byporten. Det var en anden Marcel hun så. Han bar en mørkebrun læder rustning der bar snit og andre tegn på den havde set meget kamp. Han havde bare arme der viste at hans fysiske form var forbedret. Hans før atletiske muskler var vokset en smule og blevet meget mere markante. Hans lange sorte kappe var skiftet ud med en kappe der kun dækkede hans venstre skulder og gik kun ned til albuen. På hans ryg hang der to sværd. Et Bastard sword (1½ hånds sværd), sådanne sværd var svære at mestre alene på grund af størrelsen og vægten. Det andet var et kort sværd. Om hans håndled bar han læder armbånd. hans bælte bar små punge og rum der så ud til at være fyldt med forskellige ting. Alt i alt havde hans udseende forandret sig en del. Marcel kiggede rundt med hans sorte dybe øjne. Han holdt sit hoved højt og der var en hvis ære at se omkring ham. Da han så Corina kom hans karakteristiske, charmerende og skæve smil frem. Et smil der kunne gøre de fleste kvinder bløde i knæene. Bagved ham gik der to krigere. De gik også i lænder rustninger, dog havde de store kapper på der dækkede deres ansigter. Marcel lavede en gestus til dem og de gik ind i byen. Marcel gik over til Corina og sagde med hans rug og blide stemme '' Jeg fik deres besked, frøken Corina. Jeg beklager meget hvis jeg kommer for sent ''. Marcel bukkede dybt for hende og rejste sig langsomt igen '' Men jeg har taget krigen op imod min Fader. Dog har jeg altid tid til at snakke forretning ''. Marcel havde brug for denne forhandling. Han havde virkelig lært hvor dyrt det var at føre krig. Rystninger, våben, træning og mad. For ikke at nævne at alle disse penge gik tabt hver gang en af hans folk døde. De penge denne aftale kunne skaffe ham ville falde på tør jord.

[Deleted]

Åhr...Præcis hvor havde han lagt dem?! Hvor havde han lagt DEM?! Han kastede rundt med pergamentruller. Hele hans værelse var rodet. På bordet lå hans planer for Imandra, på gulvet lå alt andet. Forbandet...Forbandet! Han snerrede for sig selv, da han besluttede at det også bare var lige meget med de papirer! Hvem havde brug for oversigter over handel, når man bare kunne snakke om det i stedet?
Med en næsten hidsig bevægelse greb han sin kappe og ilede ud af værelset. Snart efter stod han udenfor. Han var som altid klædt i fuldstændig sort. Eller, ikke altid, men ofte. Skoene, de sorte bukser og en varm trøje. Ud over havde han en kappe. Normalt foretrak han en jakke og ikke en kappe, da kapper var umulige at flyve med og sad fast i alt muligt, men i dag gik det nok. Det var jo handel, ikke krig, han gik ud i. Om hofterne hang et bælte skævt. Skævt, fordi der i den ene side hvilede en oprullet pisk, mens der modsat sad en ganske almindelig dolk. De fleste punge var blevet fjernet fra bæltet, da han ikke længere havde brug for sine urter.
Det brune hår strittede, som altid, til alle sider. De stålgrå, evigt kolde øjne gled over deres omgivelser med samme ligegyldighed.
Med rank ryg satte han kurs mod porten. Han var alt for nysgerrig til at blive hjemme og vente. Bag ham kom to af hans livvagter gående, instrueret af Corina til at følge ham rundt i byen, medmindre han bad dem om andet. Han var godt tilfreds med Corina. Hun var en god livvagt og, skulle det vise sig, åbenbart også god til at finde mulige handler.
Som det var nu havde de selv brug for nogle af deres råstoffer til at bygge byen op igen. Den evige hamren af metal mod sten fortalte af de netop var i gang med at genopbygge et af de ødelagte tårne.
Som han nåede porten gled hans blik kort over de to fremmede krigere, der stod i nærheden. Hans engle kiggede mistænksomt på dem. Personligt brød han sig heller ikke om dem. Dette var jo en forhandling...Ikke?
Åh ja...
Han havde hørt om Marcellus fra Eriz. Hvordan han og hans kone var elskere og at manden helst så ham død. Så hvad mon der fik manden til at troppe op alligevel, for at lave forhandler? Måske var manden klog nok til at skille følelser og forretninger ad. Uanset hvad ville to krigere ikke kunne hjælpe ham mod en hel by. En lukket by. Han lod sjældent fremmede ind i byen og porten var næsten altid lukket, da hans engle bare kunne flyve over.
Uanset hvad havde han tænkt sig at være mistænksom...Hvad der jo faldt ham helt naturligt. Måske var det en fejl ikke at have fortalt Corina noget om denne...omstændighed?
Han sendte Corina et stort smil, da han nærmede sig dem. Hvor Corina lignede en af de der kvindelige krigere fra historierne, og denne...Marcellus...Hans blik gled kort over manden, mens han tilbagelagde afstanden mellem dem. De lignede nogen der var på vej i krig. Og så var der Zean.
"Godaften" hilste han.

[Deleted]

Der var ikke den ting hun ikke ville gøre for byen, for sin race, hun elskede at tjene Zean og hendes titel var hun umådelig glad for, det var bare som om at når hun endelig var ude og mødte folk, havde hun sit folk i tankerne først og fremmest. Det betød dog ikke at hun ikke tog sig af sine egne fornøjelser, for det havde hun bestemt gjort med Marcellus. Men hvorfor dele det med Zean, det ragede ham jo en høstblomst hvad hans bodyguard rendte rundt og lavede af unoder, så længe det ikke gik ud over resten af racen eller ham specielt. Corina havde sådan glædet sig, hun måtte indrømme at synet der ventede hende var et noget andet, hun kunne lide det, han lod til at have mere.... kontrol. Dog brød hun sig ikke helt om hans to lakajer, men hun vidste jo hvad han havde at leve med og flygte fra, så det var vel en måde at få alting til at gå til uden det ville skade ham selv at tage sig tid til forretning. Et sted blev hun lidt i tvivl, Marcellus ville vel ikke skabe hende problemer? Hun måtte smile stort, for det var glæde hun følte ved at se ham, eller nok nærmere spænding, men de to følelser forvekslede hun tit. Generelt var det der med følelser noget mærkeligt pjat, hun var der bare. Med et roligt hilsende nik, stod hun med den ene hånd om den andens håndled, rank og parat. Ingen tvivl om hun var i tjeneste lige nu og helligede det. Dog bare balladen så lysende ud af hende som altid, og den ville aldrig forsvinde.
"Slet ikke Marcellus, velkommen til dødsenglenes by. Jeg går ud fra de der..." Hun pegede mod hans to lakajer som han havde bragt med sig, inden hun vendte blikket mod ham igen.
"er her af den grund og ingen anden." Hun gjorde sit job, intet mindre. Så speciel var han jo heller ikke, blot endnu en legekammerat, men ville han nogensinde få lov til at komme tæt nok på? Selvom han havde lavet sin lille leg, havde hun selv et par ting i sit ærme som hjalp hende gevaldigt. Hendes selvkontrol var utrolig, den eneste som havde slået hende ud af kurs var en ilddæmon. Og så havde hun da givet efter overfor en kvinde, men det var mere af ren nysgerrighed, der måtte princippet godt slippe lidt, selvom det nu også stod fast der. Så, hvor meget udfordring der blev, vidste hun ikke. Men først, forretning, som han gav sig tid til, fornuftigt! Hun var ikke klar over Marcellus var en elsker af Zean's kone, ej heller at han rent faktisk ønskede Zean død, lige der var hun uviden og det ville hun nok gå amok hvis hun nogensinde fandt ud af det. Sådanne ting skulle hun da vide for at kunne beskytte Zean bedst muligt! Hendes blik mødtes med hendes kære leders, hun smilede sit store hvide ballademagersmil og bukkede hovedet i en respektfuld hilsen. Man fik hende ganske enkelt ikke til at neje i brynje!
"Zean, dette er Marcellus LaPiera Black. Og Marcellus, dette er Zean Forsyth, vor pragtfulde leder." Så var den præsentation på plads, hun afventede ordre fra Zean, han styrede jo hvor han ville have de talte og hvordan alting skulle foregå. Hun var der som sagt bare, mellemled, og den som lod Marcellus huse under sit tag, desuden, var han ny og stadig ikke en man kunne stole fuldt ud på, selvom hun havde stolt rimelig meget på ham den nat. Det var noget andet når det kom til hendes leder, her var hun ekstra forsigtig, med sig selv, var det som et skuldertræk.

[Deleted]

Marcel holdt sine hænder forklarende frem mod Corina og Zean. Han sagde roligt med sin rug og veltalende stemme '' Disse to er kun med som eskorte.. Corina.. Du ved godt jeg er jagtet, nu hvor Dvasias område er blevet forøget er min fars jagt på mig også. Min Fader er som sagt en fyrste af Dvasia. Jeg går helst ingen steder uden soldater, nu til dags ''. Marcels charmerende skæve smil kom frem. Han bukkede elegant og ærefuldt foran dem.  Hans to soldater kiggede kort på Zean og Corina før de gik væk. Marcel havde ingen planer om at starte en kamp her. Han vidste hvor dumt det ville være. Han var her for at komme på god jord med Zean. Han vidste ikke hvordan Eriz havde fortalt Zean om hans planer. Planer han kun havde fortalt til Macaria. Hans planer med dette møde var bestemt ikke af ond natur, sådanne møder ville han bestemt først udføre når han havde vundet Zeans tillid. Hans håb med dette møde var tofolds. Først at skaffe penge nok til at udruste sine tropper. For det andet for at blive gode venner med den person han senere ville plotte om at dræbe. Han havde ingen ide om at Zean kendte til hans skumle planer. Han rejste sig op fra sit buk og gav et charmerende blink til Corina før hans mørke, dybe blik blev rettet imod Zeam. Han sagde ydmygt '' Min konge.. Jeg håber ikke at mine folk har vækket en vrede i dem, hvis dette er tilfældet beklager jeg dybt ''. Marcel blik blev sænket som tegn på hans fejl og som undskyldning. Han vidste bestemt godt hvordan man skulle opføre sig overfor kongelige, uden at kysse deres røv for meget. Han havde bestemt i tankerne at bruge hans gode førstehånds indtryk med Corina til at sno sig ind i Zeans favør og sprede sin gift i hans hof. Marcel var som en ulv i fåreklæder når han skulle være det. Men sandheden var at han havde brug for Zeans hjælp lige nu. Dog var han glad for at se Corina igen. Hans første møde med hende havde vækket hans interesse. Dog var hans planer ændret. Dengang havde Eriz fortalt ham at Macaria var gift. Han var sur og skuffet. Nu var alt dette ændret. 

[Deleted]

Hvor var det svært...Og til sidst helt umuligt...
Han knækkede sammen, som hans latter fyldte luften omkring dem og fortalte at han i sandheden morede sig gevaldigt. Der var intet som Paggeija og hans engle, det var der virkelig ikke! Det eneste sted hvor folk virkelig ville slikke ham i røven, strittede han blot med den. Han havde brokket sig over manglende respekt til sin kone, men når folk endelig gav ham den...Eller en form af den...Var det så absurd og underholdende. Der var intet at sige til folk så ham som...en mærkværdig mand, ikke mindst.
Hans ene hånd viftede kort i luften, mens han fik taget sig sammen og rømmede sig svagt. Hans blik gled over Corina et øjeblik, før han så på Marcellus igen.
"Konge?" han lod det hænge i luften. Han var ingen konge. Han var en leder, han var en ægtemand. Men Macaria var en regent, ikke en dronning, for den rigtige dronning sad åbenbart i Dvasias. Og derfor var han hverken kongelig eller en konge. Intet andet end dybt morsomt!
"Jeg er ligeglad med dine folk, så længe de ikke skaber problemer. Skaber de problemer..." hans ene skulder gled op i et svagt skuldertræk, før han vendte om på hælen og førte dem ind gennem porten og ind i hans by.
"...Vil de selvfølgelig dø" sagde han, så afslappet, som var det noget af det mest naturligste i verden. Hvad det også var for ham.
Nej. Enhver der troede de kunne opnå Zeans venskab og få ham til at stole på en, tog galt i byen. Zean, som enhver dødsengel ville være, var altid mistænksom over for folk omkring sig. Han stolede ikke rigtig på nogen. Selv Macaria kunne han endnu tro havde skjulte bagtanker! Hvad hun uden tvivl også havde, spørgsmålet var bare hvor mange der involverede ham...
Der fandtes kun en person han vidste ikke var ved at ligge planer mod ham. Nej...To. Corina havde altid været loyal og det var netop derfor hun havde ansvaret for hans sikkerhed. Eller måske tre...
Han rystede svagt på hovedet af sig selv, da han førte dem igennem byen, ind i vulkankrateret. Omkring dem var der dødsengle, folk der var på vej fra det ene sted til det næste. nogle engle var i luften over dem. Den evige larm af metal og sten. Zean sænkede farten nok til at han ville gå ved siden af Marcellus.
"Lige nu har vi selv brug for en del af vores råstoffer. Da jeg tog byen gjorde visse folk oprør og fik to af tårnene til at falde sammen. Jeg har begyndt opbygningen af dem." kommenterede han, uden rigtig at komme ind på hvorfor. Men det var vel også logisk for de fleste? Tårnene var vigtige, strategiske punkter i Paggeija.
"Jeg håber ikke dine...konflikter...Med familien, vil få indflydelse på vores handler?" han drejede hovedet og så på Marcellus med et svagt smil.
Han førte dem forbi hans hus, hvor der var lys i en del af vinduerne i stueetagen. Uden tvivl det var varmt og hyggeligt derinde, men Marcellus var der ikke for at blive passet i hoved og røv. Nej. Han havde ingen planer om at inviterer denne mand ind i hans hjem. Desuden var Arona hjemme. Hun rendte ofte rundt i hele huset og lavede ballade, hvis ikke hun var i en af grotterne i bjergene og lærte at kontrollerer sine isflammer.
"Lad mig være ærlig, kære mand. Jeg ved du har eller har haft en fortid med min kone. Men bare rolig. Jeg er ikke sur. Vores forhold er ret åbent, når alt kommer til alt. Nu er vi her!" Zean næsten sprang af sted, da terrænet pludselig gik op ad og de fulgte en halvbred sti op til nogle svagt oplyste tunneler. Redskaber, vogne og spor førte ind i dybet og man kunne høre nogen huggede inde i minerne.
"Her foregår nogle af tingene. Dette er en af mine mange miner, hvorfra jeg kan hente råstoffer af forskellige slags. Selvfølgelig får jeg slaver til det." han slog let ud med den ene hånd, så Marcellus selv kunne se at Zean ikke ville snyde ham. Han havde skam råstoffer at sælge af.
"Der er altid nogen der arbejder hele døgnet rundt. Vores kamre er begyndt at blive fyldt op, men når de er fyldt helt op, vil vi få overskud. Et overskud du kunne tjene af!" han så på Corina et øjeblik, blot for at se om hun havde noget at tilføje.

[Deleted]

Det kom bag på hende at Marcellus valgte at omtale Zean som en konge, selvom han bestemt var titlen værdig, var det ikke en han måtte eje. Endnu. Hun havde sin tro på sin leder nok skulle kunne nå lige så langt han ville, det havde hun jo selv set indtil videre. Corina bed sig kort i læben for ikke at le med, men smilte blot ganske underholdt. Gad vide om Marcellus overhovedet kunne finde det nyttigt at lave handel her. Hendes blik gled rundt som holdte øje med deres omgivelser, hun var nød til at orientere sig i ny og næ. Snakken måtte gå til dem nu, mens hun blot var med, hun fulgte med, men i stilhed for nu. Hun så fra den ene til den anden på skift og derefter rundt omkring sig, der blev kigget kort nysgerrigt efter dem, men også kort, før de andre dødsengle valgte at passe sit eget. De nåede til indgangen af hulerne i bjergsiden, hun stoppede kort op, inden hun gik med og lyttede til Zean, hun blev dog lidt i tvivl om hvad Marcellus egentlig søgte for sine ting, om det var byttehandel eller mønter. Hendes hoved søgte på sned, inden hun så lidt mod Zean, som også lod til at kigge på hende, hvilket gav hende lov til at tale.
"Marcellus, hvad søger du egentlig for din handel, bytte til andre ting, eller mønter? Måske en blanding? Det fik jeg vidst aldrig helt fat i." Kom det så blidt fra hende, hun vendte blikket mod ham og sendte ham et stort smil, hun var ret glad for at have skaffet noget nyttigt til byen og deres samfund. Længere nede kunne man høre en slave som kom på tværs, et piskesmæld fyldte stenvæggene med en sød musik og skriget fik det til at kilde helt i maven på hende, hun lukkede kort øjnene, hun måtte have sin egen slave når hun engang følte sig for gammel til at skulle arbejde for Zean. At Zean havde nævnt det med hans kone rent faktisk havde en fortid med Marcellus, havde ikke fået hende til at fortrække en mine, ud af til. Indeni var en helt anden sag, hun var et sted rasende, hun havde ingen ide om hvor hun stod i forhold til alt dette. Tænk hvis Marcellus egentlig ikke havde gode intentioner, at det hele gik dybere ind handel. Hun blev kun mere mistroisk og Marcellus havde en del at skulle forklare hende når de først var under fire øjne igen! Lige nu, ville hun dog lade som ingenting, det var ikke hendes sag og ikke hendes tur til at sige noget eller reagere. Det var tid for forretning, ikke hendes problemer eller bange anelser. Desuden følte hun helt at hun burde bede Zean om forladelse. Alle de tanker, og ikke en af dem kom til udtryk i hendes ansigt, som stadig bar præg af det samme ballademagersmil.

[Deleted]

Marcellus virkede ikke til at blive påvirket negativt af Zeans latter. Der var ikke mange på denne jord der kunne gøre Marcel sur med ord eller sådanne handlinger. Det var en af de grunde til at han var så god en handelsmand som han var. I stedet for nikkede han bare kort til Zean og smilede, som tegn på at det glædede ham at han morede sig. Så Zean ikke sig selv som en konge eller regent, så var det sådan det var. Men Marcel kendte loven. Hvis en dronning giftede sig, blev hendes mand konge. Medmindre de blot var regenter, så var det en anden titel han havde fået. Macaria havde sagt at hun var dronning. Men hun kunne jo have overreageret, hvad vidste han. En ting var sikkert, det ville på ingen måde gavne ham at diskutere det på nogen som helst måde. Han nikkede til Zeans udtale omkring hans soldater. Det virkede meget fair, nu var han ikke kommet for at slås. Hvis Marcel skulle slås mod Zean skulle det bestemt ikke være så smagløst og da slet ikke et sted hvor Zean havde fordelen. Marcels intentioner med dette møde var i teorien rene nok. Da Zean snakkede om at han havde en fortid med Macaria, kom den reaktion man kunne forvente ikke. Marcel grinede svagt og kørte en hånd igennem hans hår. Hans blik faldt til Corina og han sagde helt roligt '' Det er sandt, Sire. Lady Forsyth har en fortid. Det var jo trods alt hende der støttede min far og gjorde mig officielt eftersøgt i Dvasia. Det var hende der satte en klækkelig dusør på mit hoved. Corina har selv set Lady Forsyth og min Faders lejesoldater prøve at.. Trimme min frisyre ''. Hans blik gled langsomt over på Zean og et smil gled over hans læber. Han løftede forklarende en hånd '' Men jeg bebrejder ikke deres yndige kone noget. Jeg forrådte hende. Som du sikkert kan se i de reporter hun skrev ''. Marcels sagde blidt '' Andet er rygter. Der har efterhånden været mange kvinder, siden da ''. Hans blik gled over på Corina igen og han gav hende en forførende blik. Marcel havde gjort meget for at få det til at se ud som om at der intet var mellem Macaria og ham. Rejst med mange kvinder og tilbragt nætter i telte alene med kvinder, rejst lange rejser med elver kvinder. Alt dette var for at for at sikre sig at hans Fader ikke troede at der var noget mellem ham og Macaria. For at holde hende sikker. Men det kom ham til gode i dette sammenhæng, så han brugte det gerne. Marcel kiggede på det smukke hus. Han havde hørt rygterne om Zeans datter og nu vidste han hvor hun boede. Marcel havde allerede fundet ud af mere end han kunne ønske sig omkring Zean og alt var takket være Corina. Marcel sagde som svar til Corinas spørgsmål '' Sager er faktisk simpel. Der er tre punkter jeg ønsker at handle på. Det er jo ikke sikker at Lord Zean ønsker at handle på alle tre ''. Hans blik gled hen på Zean og han tilføjede '' Nu får vi at se ''. Han drejede sig elegant over imod Zean og smilede skævt. Han nikkede lidt og sagde '' Som de måske har hørt, Sire. Har jeg en mindre hær bag mig. Allierede der slutter sig til mig fra flere fronter. Målet er simpelt, at dræbe min Fader og overtage hans titel som en fyrste af Dvasia. Hvordan i alverden kan det være godt for dig? ''. Marcel rettede på armbåndet på hans venstre håndled og fortsatte '' Hvis du giver mig din støtte i kampen vil du ikke kun få dig en fyrste der skylder dig en tjeneste. Du vil få en allierede med styrken og hjernen til at støtte din fremdrift. Meget kan man sige om mig, men spørg alle der kender mig. Jeg er loyal hvis først man har fortjent min loyalitet''. Marcel trak på skulderne og fortsatte '' Men hvis de er bange for at tage chancer, Sire. Er svaret til dette nej, så er jeg kommet for at handle metaller. Jeg har et hav af mindre magiske objekter der ikke kan bruges i kamp. Mine folk mangler rustninger og sværd ''. Han smilede skævt og sank sit hoved i respekt '' Men jeg må først takke dem Corina, for denne mulighed og Lord Forsyth. Jeg håber virkelig at de vil overveje at sætte dine folk under mit banner i denne kamp. Jeg er en mester i handel. Jeg ville kunne forøge omsætningen på deres mine med mange procent er jeg sikker på ''. Faktisk talte han sandheden om det meste. Han ville ære den støtte han fik fra Zean. Denne aftale ville han ære og holde. At han havde planer om at dræbe ham, det havde intet med dette at gøre. Men han vidste nu hvem der havde informeret Zean om hans fortid med Macaria. Eriz. Han havde troet at de var partnere og allierede. Når han var Fyrste, så skulle Eriz dø. Ikke en hurtig død. Han ville langsomt flå huden af hende og fodre det til sultne hunde så de fik en smag for hende kød. Så ville han sulte de samme hunde og senere slippe dem løs på hende. Men Marcel vidste ingen tegn på vrede. Han stod ret og rank med hans altid charmerende og lokkende smil. En sand handelsmand.

[Deleted]

Hans blik gled over Corina et øjeblik. Hun var en fantastisk kvinde, intet mindre, og Zean ville aldrig forestille sig at hun nogensinde ville binde sig til en mand igen, som i at være forlovet eller ligefrem gift. Hun af alle havde oplevet hvor forfærdelig en mand kunne være og Zean havde været hendes helt med de sorte vinger. Til gengæld havde han fået Corinas totale loyalitet. Derfor følte han sig altid lidt mere sikker, når hun var i nærheden. At hun var faldet over en handelsforbindelse – hvordan interesserede ham faktisk ikke – og taget den med hertil, beviste kun hvor meget hun ville gøre for Zean og sin race. Det var intet mindre end fantastisk.
Hans blik forlod en smule tøvende Corina og landede på Marcellus. Personligt var han til begge køn, hvis det skulle være. Hans smil var svagt. Som de to legede dukker, med neutrale ansigter, ligeså gjorde han. Hans svage smil, han ofte sendte folk, betød intet og hans blik var som altid koldt. For det meste var han useriøs, selv om han lige nu holdte sig lidt i skindet.
”Jeg læser ikke min kvindes rapporter” kommenterede han en smule morende. Hvorfor skulle han dog spilde sin tid på det? De var lange, kedelige og fulde af lange ord!
”Det eneste jeg hørt er rygter blandt folk. At i har været sammen. Det piner mig dog at du tydeligvis finder andre kvinder mere fascinerende end hende. Hun er intet mindre fantastisk” Nåe ja, de var blevet enige om at holde denne facade om et lykkeligt ægteskab oppe. At det så faktisk var ret lykkeligt, gjorde det bare nemmere.
Hans blik gled mellem Corina og Marcellus et øjeblik med et svagt, bedrevidende smil. Jamen dog...Måske var Corina alligevel til mænd...Men spørgsmålet var om hun forventede loyalitet og kærlighed. Næppe. Han tog sig selv i at bekymre sig om hendes forhold. Så længe hun kunne passe sit job...Men kunne hun det, hvis hun troede manden ved siden af hende var en uskyldig?
Hvad angik Arona boede hun hvor Zean boede. Når han var i Paggeija, var hun også. Når han var i Ityrial hos Macaria, var hun der. Det skiftede ofte og uden nogen klar plan, da Zean rejste som lyst og arbejde krævede af ham. Arona nød både at være her, og lære at styre sine evner, og at være hos Macaria. Uanset hvad, i Paggeija ville alle holde øje med hende. Dødsenglene havde er stort sammenhold og at opdrage børnene sammen havde altid været en af deres styrker. Oftere skulle man fordi en hel hær af dødsengle, inden man kunne ligge en hånd på et af deres børn. Det skyldtes måske også fordi der var så få dødsengle og de endnu var en ret lille race.
Han så tænksomt på Marcellus, som han snakkede om de ting han havde brug for.
Marcellus var på alle punkter både som han havde regnet med og stadig overraskende. Han var overbevist om at var det ikke fordi Eriz havde fortalt ham at manden ønskede ham død – men tydeligvis ville udnytte ham først – ville han nok kunne lide manden, om ikke andet så for hans intelligens.
Han havde ingen interesse i at være venner med en fyrste, der bagefter ville sætte alle styrker ind på at dræbe ham. Det var som at bide foden af sig selv.
Han havde som sådan ikke brug for allierede og tjenester. Han havde en hær og ressourcer til at vælte et andet land...Hvad der sandelig også lå i hans planer. Imandra.
Om ikke andet...Hvornår havde han nogensinde kun været fornuftig? Han satte altid sig selv et sted, hvor det kunne gøre ondt. Spørgsmålet var hvor meget manden ville give af sig selv, som gengæld. Nok til ikke at dræbe ham?
Han måtte virkelig snakke med Corina om det her snart. Måske lige så snart Marcellus var gået igen.
Han smilte svagt.
”Godt for dig. Jeg er ikke loyal til nogen” svarede han ligeud og sendte Marcellus et drillende smil.
Han troede ikke et øjeblik på at manden ville være loyal. Det var duelort, som sikkert virkede hos mange andre magtfulde folk, der var så blinde, at de sagde ja til alle, der kunne tilbyde lidt røvslikkeri. Sådan var Zean ikke. At tro han var, var at undervurderer ham.
Hans tanker gled til Eriz. Hun var en alliance han både ønskede at støtte og hadede. Hun var ikke nem at komme af med, men vidste han at nogen planlagde hendes død, ville han gerne være med i planerne...skjult, selvfølgelig. Han var ikke dum. Men som det var nu, kendte han intet til det.
Zean trådte over til bjergsiden og lod hånden glide over det ru sten. Han grinte svagt.
Hans banner? Dumme mand.
Han vendte sig om mod Corina med et svagt smil.
”Corina. Vil du være venlig at fortælle mig hvem vores soldater er loyale for og vil gøre alt for?” spurgte han en tand for venligt og med et lidt for stort smil.
”Tager jeg ikke fejl er svaret nok at de kun går under deres eget banner, ikke?” Han blinkede drillende til Corina. Han så over på Marcellus igen.
”Nuvel. Jeg er interesseret i at forhandle metaller. Hvad angår våben...” han så tænkende ned mod byen et øjeblik. De havde masser af våben...Også nye våben, ingen rigtig kendte til, som Daelis havde lavet til ham.
”Vi har vel et par sværd og rustninger vi kan undvære” kommenterede han så.
”Men de er alle lavet til dødsengle. Vi har ikke haft tid til at lave en mere...almindelig produktion af dem. Så jeg ved ikke hvor nyttigt du finder dem. Men du kan købe nogle af dem” besluttede han. Det gjorde intet. Han havde brug for pengene til sin egen private samling, penge der kunne hjælpe ham med at overtage Imandra og til opbygningen af Paggeija. Omend...Han altid kunne snuppe fra statskassen derhjemme.
”Hvad angår soldater...For det første vil ingen gå under dit banner, uanset hvor flot det er. Vi er ikke loyale til nogen eller i nogens lomme. Du skal ikke bestemme over mit folk. Det skal jeg selv! Ellers tak for hjælpen...” igen smilte han drillende til ham. Det lå til ham.
”Men hvis du vil fortælle mig mere om dine planer, kan jeg bedømme om det er en sag der er værd at støtte?” tilføjede han så til sidst.

[Deleted]

Selvom hun ikke sagde meget, lå hendes fulde opmærksomhed på de to mænd, hun tænkte desuden over hvordan ting rent faktisk hurtigt kunne gå galt når hun var uopmærksom, og søgte derfor at få enhver lille detalje med sig. Hun smilede forsat og lyttede, og hun viste det da også, for da Marcellus fortalte om de folk som var efter ham, måtte hun jo nikke. Dog troede hun kun det var hans fader, hun havde intet hørt om lady Forsyth på noget tidspunkt. Ikke før nu i hvert fald. Som dødsengle var gode til, voksede hendes mistro kun mere og mere, men hun ville jo ikke dømme ham før der egentlig var noget at dømme på. Endnu mere snak gled ind over, og hun havde på ingen måde troet at Marcellus ville blande Zean ind i sit slag mod sin fader, så hun måtte hæve begge øjenbryn overrasket, her ville hun ikke ligge skjul på det. At skulle snakke alliance virkede helt absurd, men hun sagde intet til det for nu, men lyttede. Det kunne hende og Zean altid tale om senere hvis det endelig var han ønskede at vide hvad hendes mening om dette var. Hendes forhold til mænd var kompliceret, hun ville aldrig binde sig igen, det var helt sikkert, men hun elskede nu at have det sjovt, dog på en anderledes måde end at give sig hen til enhver. Hun yndede at have selvkontrol og ikke lade sig styrer af den slags lyster, selvom det naturligvis var svært til tider, men det gjorde kun hun følte sig stærk. Og man kunne altid finde tilfredsstillelse i sød tortur. Marcellus var legetøj, en sjov måde at komme tæt på døden og så havde følelsen af at blive drænet for blod været helt vidunderlig. Dog var hun professionel nu, selvom hun da sendte ham et blik eller to under deres samtale, det var svært at lade være. Zean's spørgsmål fik hende til at vende blikket mod ham, som hun ellers havde stået og set mod Marcellus i et rimelig stykke tid.
"Dødsenglene kæmper som regel for sig selv og svare for egen mand. Og så er der dødsengle som jeg, der følger vor leder trofast til sidste åndedrag." Lød det roligt og stolt fra hende, hendes lysegrå øjne strålede kort, hun elskede sit liv som det var blevet og hun elskede at følge Zean til det sidste. Hendes plads var her, et valg hun havde fået lov til at tage selv og hun var tilfreds. Desuden følte hun sig fri til at gå fra det hele hvis hun ønskede det, men det var ikke der hendes interesse lå. Det var helt underligt at Marcellus takkede hende, men nuvel, uden hende havde det vel ikke været muligt. Hun sendte dem begge et drillende blik, inden hun valgte at stå neutral og lytte igen. Roligt, afventende, på at det for hende, kedelige var overstået og hun kunne få Marcellus for sig selv lidt. Hovedsagelig tænkte hun på at lege videre, more sig lidt, men hun skulle også få snakket med ham omkring alt dette, kort om ikke andet.

[Deleted]

Marcels blik blev ført over imod huset. Han måtte prøve en anden fremgangsmåde. En måde hvor Zean ville se at han mente det. Sandheden. Marcels blik ændrede sig som han kiggede på huset, det blev længselsfuldt. Han sagde med blide ord '' Sådan et hus. Et sted man kan kalde hjem. Et sted hvor man sikker kan ligge sig til at sove. Sådan et sted hvor man kan starte en familie. Sådan et sted man kan kalde for sig eget. Det har blot været en drøm for mig. Noget jeg aldrig rigtig har troet jeg ville få ''. Hans blik vendte sig overimod Zean igen '' Jeg kræver ikke at du skal stå under mit banner. Men hvis du står ved min side. Hvis din hær står ved mig og kæmper imod min Fader. Så vil jeg ikke glemme det Zean. Skulle kamp komme til dig, vil du ikke engang skulle kalde på mig, jeg vil komme. Nok er jeg ikke en faktor du ser for noget stort i nu. Men jeg tror allerede at du har dannet dig et godt billede af mig, Lord Zean og vi ved begge to at orderne ~i nu~ snart er fortid. Støt mig i det her og jeg vil stå ved dig når det virkelig gælder ''. Marcel kiggede først nu. Dette var den rene sandhed. Han vidste bestemt ikke om det betød det mindste for Zean men det var forsøget værd. Han vidste dog at hans ord bar mere styrke og vægt når det var sandheden uden bagtanke eller skjulte budskaber han bragte Zean. Marcel smilede lidt og sagde med en lettere drilsk undertone '' Men jeg forstår godt hvis de ikke ønsker at tage chancen med mig. Det er ikke alle der tør tage sådan en chance. Det er ikke alle der er lige så vilde og impulsive som mig ''. Marcel havde hørt at ordet ~reckless~ ofte beskrev Zean. Men overfor ham havde Zean været meget mere tilbageholdende og han vidste hvorfor. Eriz havde haft en finger i spillet på den front. Han forstod ikke hvorfor hun ønskede at ødelægge hans planer. Men to kunne bestemt spille det spil. Marcel kiggede ud i minen og lod som om at han tænke på Zeans tilbud om våben og rustninger. Et par rystninger og våben ville ikke gøre nogen forskel for Marcel. Så det han i virkeligheden tænkte over var om han skulle snakke med ham om Eriz. Han vidste det var Eriz der havde fortalt Zean om Macaria, ingen andre vidste det. Da Zean sagde at han ikke var en loyal person voksede smilet på Marcels læber og han sagde '' Jamen så tør jeg godt åbne posen og gøre dette møde lidt mere interessant.. Jeg ved hvem der har fodret dig med denne falske information. Eriz. Jeg har trænet under den sleske slange. Hvis der er noget jeg har lært om den kvinde.. Så er det at hun aldrig gør noget uden at få noget ud af det ''. Marcel fugtede langsomt sine læber med sin tungespids '' Så spørgsmålet er.. Hvad fik hun ud af at fortælle dig løgne om mig?. Jeg har trænet under hende og hvis hun overhovedet har nævnt mig overfor dig, så betyder det at hun ikke ønsker at vi to.. Skal arbejde sammen.. Så hvorfor skulle hun ikke lyve for at sikre at vi ikke gør. Hvad har hun at frygte ved at vi arbejder sammen?.. Simpelt Lord Zean. Hun ved jeg har overgået hende i styrke. Hun ved jeg er lige så klog som hun er. Hun bliver svækket hvis du og jeg arbejder sammen. Hun mister sin stemme hos dig. Husk hvad Eriz hader mest af alt.. Macaria.. Du er gift med hende. Hvis ikke andet. Så bør vi i det mindste arbejde sammen om at skaffe en fælles torn i øjet af vejen ''. Marcel smilede skævt og trak på sine skuldre som i ~just saying~. I det øjeblik gik det op for ham. Under andre omstændigheder. Så havde han faktisk ikke haft noget imod at støtte Zean helt. Han vidste ikke selv helt hvorfor. Men han havde en respekt overfor manden. Hans intelligens og væremåde var bestemt noget Marcel kunne respektere. Måske var der håb efter alt. Måske skulle ham og Macaria lede efter en anden mulighed end at dræbe ham?. Men kun måske. Man kunne jo ombestemme sig. Hans blik gled langsomt over på Corina igen. Han måtte lade som om at Macaria ikke var i hans tanker. Lade som om hun intet betød for ham. Han kiggede direkte på Corinas hals og derefter på så han mødte hendes øjne og blinkede forførende til hende. Derefter rettede han atter sit blik og opmærksomhed til Zean.

[Deleted]

Han nikkede let til Corinas udtalelse. Hun var hans ledende bodyguard og en af de personer i Paggeija der burde have bedst overblik over soldaterne i byen, ud over hans generaler. Hun repræsenterede også en gruppe soldater, der alle udgjorde hans bodyguards, og som var intet mindre end fuldstændig loyale over for ham. Hvad var bedre end at få hende til at fortælle hvem dødsenglene arbejdede for? Ingen andre end dem selv, det var.
Hans blik gled ned mod byen og hans hjem der ganske sigende skilte sig lidt ud fra mængden. I et øjeblik stod han bare og kiggede på det. Var det et hjem? Han havde sjældent rigtig følt sig hjemme nogen steder. Mere...Levede han over det hele. Han savnede at sove i et træ eller primitivt, han savnede at jage med bue og pil, at samle bær i skovbunden. At holde sig i live ved intet andet end sine egne evner. Han havde ikke engang tid til at bruge sin viden som urtekender og healer længere.
Det var netop disse evner, kombineret med hans egen tunge, der havde bragt ham så langt. Hans blik gled over på Marcellus med et drillende smil.
”Er vi følsomme?” kommenterede han. Det interesserede ham ikke at snakke om hjem eller familie. Han havde selv slået det meste af sin familie ihjel i Atterlin, for at få deres penge og lille adeltitel. Ikke fordi han længere skulle bruge den. Nu var huset solgt.
I det mindste havde han skiftet fra ordet konge til ordet lord, hvilket passede ham meget bedre. Enormt meget bedre. Lord lød så godt!
Han havde kigget bedømmende på Marcellus...Da manden selvfølgelig udfordrede ham. Hans smil voksede en anelse. Han var typen der hoppede ind i tingene og håbede for det bedste. Oftere fik ham noget godt ud af det, end noget blev ødelagt. Han vidste allerede hvad han ville svare. Hvordan kunne han andet? Det var spændende, om ikke andet. Og så var det en udfordring.
Da han snakkede om Eriz følte han det hele boble inde i sig. Manden åbnede op for posen! Han følte sig som et barn juleaften, han kunne danse rundt og aldrig stoppe! Han havde lyst til at lægge en arm om Marcellus skuldre og udnævne ham til hans bedste ven...Hvis han havde gjort sig i venner.
Ud af det blå klappede han pludselig i hænderne og satte kursen væk fra minen og ned mod byen igen, mod hans hjem. Han forventede uden tvivl at de begge ville følge med.
”Åh, du har ret. Det er meget sjovere at tage spontane beslutninger. Nuvel. Jeg vil støtte dig i din familiestrid” kommenterede han. Nu da det var ude af verdenen, kunne de måske snakke om meget vigtigere ting...
”Jeg har arbejdet sammen med Eriz i lang tid. Jeg er meget gode venner med familien Salore” røbede han og så over mod Marcellus.
”Hun er en af mine allierede. Og forbandet snu. Og stærk. Det er ikke klogt at undervurderer hende” han så på Marcellus et øjeblik.
”Hvad angår hendes ord, tvivler jeg ikke på at de er sande. Du har noget kørende med min kone og du ønsker mig død. Det er hvad jeg har hørt...” hans blik gled over til Corina et øjeblik. Han havde intet fortalt hende, hun ville måske blive ret utilfreds...Det var jo ikke nemt at beskytte en mand, der ikke fortalte hende hvor nogle af farerne lå.
”Og jeg tvivler ikke et øjeblik på det” han så på Marcellus igen. Hans øjne skinnede, men om det var fordi han var ivrig efter at lægge nye planer eller fordi han utilfreds ved sin fremtidige dødsdom var ikke til at sige.
”Kender jeg Eriz ret, ønsker hun vi begge fortsætter vores gøremål. Den der vinder denne lille krig om Macaria er den stærkeste og derfor den hun bedst kan bruge. På det punkt er hende og jeg ret ens. Men uden tvivl hun også ønsker at bruge os til at ramme Macaria” han så på Marcellus. De måtte vel have Macarias sikkerhed som et fælles mål? Eller...Marcellus ville i hvert fald. Zean troede på de ting Eriz havde fortalt ham, ganske enkelt fordi hun ikke havde haft grund til at lyve om det. Eriz løg sjældent over for ham.
”Du bruger store ord om dig selv. Som jeg ser det, har du måske ambitionerne, men endnu ikke styrker til at overgå hende. Hun har mange allierede, både af racer og af individer. Dæmonerne. Varulvene....” hvorfor røbede han dette? Simpelt. Skulle Marcellus virkelig have planer om at overgå Eriz, ville han da ikke stå i vejen for det. Igen...Den stærkeste af dem, var den han ville støtte. Et ben i begge lejre, så godt han kunne.
”Du undre mig på flere måder. Du er hurtig til at tro noget og gøre denne tro klar. Hvorfor skulle jeg hade Eriz?” han grinte let for sig selv og rystede let på hovedet. Manden tolkede lidt for åbent.
”Jeg har intet imod hende. Simpelt ønskede hun blot at gøre mig opmærksom på en mulig trussel, nok for gammelt venskabs skyld. Men uanset hvad...Finder jeg ideen om at samarbejde...ønskværdig. Men til vi ved hvad vi skal stille op med disse ting, og til jeg kan finde ud af om du faktisk mener det eller blot snyder mig, foreslår jeg vi begge lader som om vi er hendes små dukker. Så er hun mest glad og medgørlig. Og med færre spørgsmål” bekendtgjorde han til sidst. Marcellus sagde så mange ting på en gang, at det var svært at huske dem alle, selv om Zean følte trang til at ændre manden, der hvor hans fortolkninger var forkerte. Han håbede blot han havde dækket de fleste eller største af dem. Så kunne resten være ligegyldige.
”Selvfølgelig er være for stille er et problem. Hun må nok hellere vide du får min hjælp, så hun tror hun kan spille os mod hinanden noget mere, hmm?” foreslog han. Hans blik gled hen til Corina et øjeblik. Dette møde måtte både være spændende og kedeligt for hende. Hun var en ballademager, ikke en der lyttede til timer af samtale. Men det var der intet at gøre ved.

[Deleted]

Det var både kedeligt og pokkers belastende, hun fik ting af vide hun burde have vidst for længst, hvis hun ikke havde haft så meget respekt for sin leder, havde hun givet ham et på skrinet så snart de var alene. Men det måtte blive en verbal skidebalde der ventede og intet fysisk, selvom det kriblede lidt i hendes fingre for at få lov. Hun vendte blikket rundt og så sig om, hun kunne virkelig ikke få tankerne ud af hovedet nu, hvad lå Marcellus planer egentlig i, hun var blevet så forbandet meget i tvivl. Et hårdt suk gled over hendes læber, hun satte en hånd til panden og vendte lidt væk fra dem og stod blot og holdte øje med tingene i stedet. Mænd! Og deres kedelige forretninger! Efter dette havde hun bestemt brug for noget sjovt, og alkohol! Corina prøvede at få tingene til at glide sammen og det var virkelig svært at få det på plads i hovedet, hold nu op hvor de snakkede meget. Men det lod da til de var ved at finde en løsning på det hele, eller en enighed på sin vis. Jobbet medbragte både spænding og kedelige stunder, sådan var det, man måtte tage det sure med det søde, men hun trængte godt nok til noget sødt. I det hun vendte blikket mod Marcellus, opfangede hun hans blik mod hendes hals og dernæst mødtes deres blik, hvor hans forførende blink fik hende til at sende ham et drillende smil. Igen måtte hun vende helt rundt mod dem, hendes arme gled over kors som hun så afventende på dem. Denne kvinde de talte om, måske var det en hun burde møde? Hun lød rent faktisk ret interessant.

[Deleted]

Marcel smilede skævt da Zean sagde at han ville støtte ham. Hans lille trick havde virket. Hvad han havde hørt om Zean så var han en mand af sit ord, dog var Marcel ikke en der stolede let på andre. Han vidste at Zeans soldater sikkert kom med en skjult pris. Men den pris måtte vente til efter krigen. Da Zean sagde at Marcel var hurtig til at antage ting, grinede Marcel lidt og svarede '' Jeg er glad og taknemmelig for sin støtte.. Hvad angår mit grundlag til at tro på denne ting.. Er simpel.. Du har selv sagt at du ikke er en loyal person.. Jeg kender Eriz godt.. Jeg vidste at hun var den der havde fortalt dig om Macaria og mig.. Skønt hendes udsagn om det er langt fra sandheden.. Så var det kun Eriz der kunne have fortalt dig det.. Eriz hader Macaria.. Macaria er din kone.. Et grundlag til hvorfor du skulle ønske Eriz af vejen.. Et andet valid argument.. Jeg kender selv Eriz og ved hvilken slange hun er.. Tro mig.. Jeg ønsker selv at slippe af med hende.. Med alt respekt.. Så ser jeg meget af mig selv i dig.. Alle disse argumenter tilsammen vurderede jeg var nok bilag til at satse på du ønskede hende død. Jeg satsede.. Som sagt ''. Han grinede lidt igen '' Ikke alle tør gamble som mig ''. Han lyttede til Zeans ide om at lade Eriz tro at hun kunne spille dem ud imod hinanden. Han kunne godt lide ideen om at arbejde sammen med Zean. Ud af de personer han havde lavet aftaler med var Zean den person han havde haft det bedst med at lave aftaler med. Det var nok fordi de tænkte meget ens, det syntes Marcel i hvert fald. Marcel kiggede over imod Corina '' For at vide at jeg ære vores aftale.. Kunne det være smart at sende Corina med mig.. På den måde kan du holde øje med min hær og jeg har sikkerhed for dine mænd kommer''. Han kiggede tilbage på Zean og sagde '' Hvad end du tror.. Hvis du hjælper mig imod min Fader på den måde du har sagt.. Hvis du hjælper mig med at slippe af med Eriz.. Og du gør det på den måde her.. Du kræver jo stort set intet af mig.. Så skal du få noget af mig.. Hvad end du tror, så kan jeg ikke ændre din tro. Men det her er sandheden.. Så vil jeg ikke ønske dig død ''. Marcel smilede skævt og gav Zean en friskt blink '' Ikke fordi jeg siger at jeg ønsker dig død nu ''. Marcel nikkede et par gange beslutsomt '' Hvis det her går som vi har planlagt.. Så kan jeg kun se fordele i at forhandle og samarbejde med dig.. Lord Zean. Jeg kan lide dig. Du er en intelligent person med holdninger jeg kan respektere. ''. Marcel grinede svagt ''Og andet ville ikke kunne betale sig.. Og det kommer fra en handelsmand ''. Han blinkede til Corina '' Og da slet ikke så du har noget så smukt med dig, jeg kan kigge på imens vi forhandler ''. Selv om Zean var overbevist om at der var noget mellem Marcel og Macaria, så ønskede Marcel at gøre alt i sin magt for at overbevise Zean om at dette bare var rygter. Hvis der var noget Marcel var god til så var det at flirte og det var helt bestemt det han gjorde med Corina. Han havde givet Macaria et løfte. Ingen kys eller andet af den art med andre kvinder. Men han måtte flirte som et våben, så det gjorde han. Dog kunne han ikke lade være med at blive påvirket af mørke tanker. Han vidste ikke om hun lå og gjorde ting med Zean. Hvis han fandt ud af det, så var der ingen grund til han ikke skulle gøre det samme.

[Deleted]

Zean smilte svagt, som hans blik gled over til Corina. Hun var utilfreds, det vidste han. Men hvad skulle han gøre? Han var ikke van til at blive beskyttet og han ville ikke have de gik og spildte deres kræfter på en fjende, som han ikke engang selv så som særlig reel. Nu, dog, var det en anden historie, for han havde selv mødt manden og fået en fornemmelse af ham. En klog person ville nok dræbe Marcellus nu og her, blive af med den trussel han udgjorde. Zean ville dog først klemme alt ud af manden, som han kunne bruge til noget. Som manden snakkede, stod det klart for ham at Marcellus troede han ville slippe gratis for det hele. Og at han var en røvslikker. Alle disse flotte ord...De var både ubehagelige og behagelige. Men Zean var på mange punkter fair. Han behandlede normalt folk, sådan som de behandlede ham og lige nu gav Marcellus ham ingen grund til at behandle ham dårligt.
Han slog let ud med armene, da han stoppede op foran hans hus. Han vidste ikke helt om han ville inviterer manden ind, men det var heller ikke sikkert deres forhandlinger snart ville vare meget længere.
”Du har ret. Hun er en speciel kvinde. Jeg ønsker hende som allierede, men jeg ser intet problem i at...forberede mig. På andre punkter” svarede han afslappet.
”Jeg ser selv en stor sammenligning. Var det ikke fordi vi elskede den samme kvinde, ville vi nok blive...hvad kalder folk det...Bedste venner?” Der skulle mere til at overbevise Zean om at manden ikke var interesseret i Macaria. Meget mere.
”Der er dog en ting...Du får det til at lyde som om jeg gør alt dette gratis. Det er ikke tilfældet. Mere venter jeg med at indkræve min betaling. Men bare rolig. Du kommer til at betale” Zeans smil voksede en smule. Zean havde altid planer og havde han ingen, fandt han på nogen. Det kunne man altid regne med.
”Jeg foretrækker sandheder, Marcellus. Jeg har intet imod hvis du ønsker mig død. Det tror jeg faktisk der er en del folk der gør. Men du vil nok opdage at jeg har en fremragende evne til at holde mig i live. Faktisk var det sådan jeg mødte Macaria. Hun ville halshugge mig. Og se nu! Der findes altid måder at undgå døden. Det er det smukke ved livet” han grinte svagt, som var det ganske morsomt, men i virkeligheden var hans tanker allerede i gang med at planlægge andre ting, hvilket fik ham til at fremstå en smule fjern i blikket.
”Hvem skal så beskytte mig? Sandelig må jeg udråbe en ny bodyguard, hvis du snupper min bedste. Man kunne jo frygte du gør hende helt rundtosset og får hende til at vende sig mod mig?” han sendte et drillende smil til Corina. Troede de at det var en hemmelighed? Alle de blikke og smil der var blevet delt med hinanden, hele aftenen?
”Corina bestemmer selv hvor hun ønsker at være. Om hun vil blive her og beskytte mig eller holde øje med dig. Send besked når der er kamp. Jeg vil få Corina til at finde dig med nogle papirer der skal underskrives, om vores handel af materialer. Og hvis der ikke er mere, vil jeg trække mig tilbage. Jeg har arbejde at se til?” Hans blik gled over Corina til Marcellus. Uanset hvad ville han gerne snakke med Corina før hun rejste. De havde nogle detaljer at få på plads.