This is for you..

[Kimeya Marvalo]

Det var for længst gået hen og blevet aften. Da Kimeya endelig havde fået muligheden til at skulle komme væk fra Anastasia. Magien var fastlåst, han kunne ikke gøre brug af den, og han kunne virkelig ikke fordrage det! Skoven henlå i en ekstrem ro.. Næsten var det helt uhyggeligt. Han var tvunget til at leve livet som et menneske og nu sat ud på en opgave. Lige hvad han skulle kunne finde herude, havde han virkelig ikke nogen anelse om. Sværdet hvilede ved hans side.. efterhånden, så turde han ikke rigtigt at gøre noget som helst uden det. Han måtte da kunne være i stand til at forsvare sig på den ene eller den anden måde, det var han da nødt til! Vinden slog iskoldt, sneen var holdt op med at falde allerede for længst, selvom det nu alligevel henlå som et lag af glasur på en stor kage – som taget ud af et smukt maleri eller et postkort. Han vandrede stille og ned af en sti med en tydelig beslutsom mine. Han havde virkelig ikke noget andet valg. Hvis han nogensinde ville have en mulighed for at søge hjemover mod Faith igen, så var han virkelig også nødt til det! Han havde ikke været hjemme i flere dage efterhånden.. lige hvor længe, han havde været væk, havde han virkelig ikke nogen anelse om og han turde virkelig heller ikke at finde ud af det. Han stoppet op da han nåede en lysning for de mange nøgne træer. Blikket vendte han op mod månen. Placering og alt, var nøjagtigt som Anastasia havde beskrevet det.. han måtte da kun være på den helt rette vej.

[kitty]

Kitty bevægede sig igennem The dark forest uden mening.. dette var årsdagen for hendes søsters død og uden de andre Valkyrier ved sin side var hun helt alene på denne dagen.. sorgen var stadig stor, også på den brutale måde som hun havde set sin lille søster forlade verdenen på.. hun vidste ikke hvor hun skulle finde trøst på dnene dag men skoven gav hende vel en smule læ.. selvskab søgte hun ikke lige nu, det ville ikke være potientielt farlig for de fleste at opsøge hende lige nu.. hun fandt et lille område som sneen ikke helt havde nået og hun stoppede der.. med lykkede øjne og hendes mærker omkring håndledene og andre steder på kroppen begyndte at lyse isblå gjorde hun området så koldt at hendes ånde næsten frøs til is.. selv mærkede hun ikke kulden det mindste.. slet slet ikke.. hvis det havde været en anden som havde stået her og frosset området havde hun nok ikke kunnne overleve men hndes magi skadede ikke hende selv.. det lange blonde hår bølgede let og et lille smil spillede på de rosa læber.. hun var ikke i stand til at se om der var andre i området og hun var ligeglad.. ingen kun ne gøre hende ondt lige nu, de kunne ikke komme tæt nok på til at overleve..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya sukkede dæmpet og lod sig falde ned i den kolde jord op af et træ. Han kunne virkelig ikke fordrage, det som han nu var tvunget til. Det var da virkelig noget af det værste! Han følte sig virkelig forsvarsløs. Han var en Warlock.. endda en af de største som havde levet igennem tiden, og nu kunne han ikke finde ud af, at skulle bruge magi! Han slog hovedet kraftigt ind i træet bag sig og vendte blikket stille op mod himlen. Det var virkelig stjerneklart lige i aften og her var sneen ikke så forfærdelig tung eller noget i den stil overhovedet, hvilket han kun måtte være glad for. Han vendte blikket hurtigt, ved at fornemme, at der var nogen tættere på ham. Et andet væsen. Med den kontrol som han i det mindste stadig måtte sidde med, selvom magierne var blevet låst fast, så han ikke kunne bruge det, på nogen som helst måde overhovedet, og det var direkte frustrerende i den anden ende. Han kunne virkelig ikke fordrage det! Kulden mærkede han, selvom den nu ikke havde den største betydning for ham.. Mørket var klart vækket så dybt i ham som det aldrig nogensinde havde været før.. ikke igennem så mange år i hvert fald.. det var det som var hans redning nu i hvert fald.. disse timer var det eneste som han havde udendørs, selvom han nu mest af alt, virkelig lystede at søge hjem til Faith og faktisk forklare hende hvad fanden der egentlig skete og hvorfor han ikke kunne være hjemme i mere end nogen timer af gangen. Han bed tænderne let sammen. Ordren var tydelig og ordene hvilede stadig i hans hoved. At rende rundt i natten og i mørket, var ikke noget som var nyt for ham overhovedet. Han lukkede hånden stille omkring sværdets skaft, klar til at trække det.. man vidste aldrig hvem man mødte på vejen og specielt heller ikke i ly af nattens mørke. Der tog han selv ingen chancer.

[kitty]

hun stoppede sin magi og lod den intense kulde forsvinde.. hun smilede let ved tanken om at alt nu virkede varmere på hende end det havde gjort før.. det var der ingen tvivl om.. ikke så langt fra hende sad en mand som først nu var værdig til hendes opmærksomhed.. en mand, en slave som alle de andre.. mænd kunne brunge til at blive opvartet af og hjælpe med at lave unger.. intet andet.. hendes skridt førte hende nærmere ham, hun var lettere overlegen mens hun dog stadig smilede sødt.. "Du behøver ikke være bange.. jeg gør dig ikke noget hvis du ikke gør mig noget" de blå øjne hvilede kraftigt på manden som måtte sidde der i græsset.. hun ville ikke overrasket..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig blevet så kraftigt degraderet, at det måtte gøre helt ondt. Han var jo for filan da gået hen og blevet en ukyndig warlock! Der fandtes virkelig ikke noget værre end det! Med andre ord, så var han kun et forbandet sølle menneske! Kvinden som hurtigt måtte falde ham i blik, gjorde ham dog roligt.. Selvom han dog klart vidste, at han skulle passe ekstrem godt på med dem i nærheden, skindet kunne bedrage og det havde han så sandelig også kun lært på den hårde måde. Han kneb øjnene dræbende sammen i og med, at han tvang sig op og tilbage på benene. En kvinde kunne vel aldrig være noget af det mest slemme, at skulle falde over i den anden ende vel.. det var jo trods alt ikke dem som han selv ville kategorisere som den mest farlige.. tvært imod, det var mændene som han normalt endte i strid med, noget som alligevel ikke gjorde ham det mindste. Hvilke tanker som hun gjorde sig, havde han ingen anelse om. ”Giv mig en god grund til at skulle betro dine ord,” sagde han kortfattet. Han havde fundet sig i mere end rigeligt, selv fra en kvindes side, så nu måtte det fandeme også være nok! Han lod hånden hvile mod hans skaft på sværdet.. han tog ingen chancer.. det var hans eneste måde at forsvare sig på, hvis det skulle gå helt galt nu.

[kitty]

hun var rolig.. manden, kunne hun mærke havde ingen magi og alligevel var der noget magisk over ham.. hun vidste det ikke men han var ikke interessant for hende i form af hans sjæl.. hun gik nær ham, dog uden at komme i nærheden af hans sværd.. "Havde jeg villet slå dig ihjel havde jeg gjort det nu.. det kan du være sikker og vist på.. jeg er sjælesamler ... din sjæl har mig ingen værdi så derfor har din død mig intet at tjene overhovedet.." hun lod sig dumpe ned på jorden og betraktede ham.. huin frygtede ham ikke, hun vidste at hun kunne komme væk fra ham meget hurtigt hvis det skulle være nødvendigt.. let begyndte hun at lege med en tot af det lyse hår dog uden at hendes blik flyttede sig fra ham.. hun var jo ikke dum.. stadig skulle man være på vagt men hun ville vise ham at han ikek skulle frygte hende.. hun ville ham intet ondt..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig fanget som en lus mellem to negle og han kunne absolut intet stille op, det var jo ligesom det værste! Magien var taget fra ham, han var bogstavelig talt tvunget til at skulle leve livet som et simpelt menneske. Han kunne kun forsvare sig fysisk og med våben, ikke noget som hed magi længere.. .hvor primitivt! Det kunne fandeme heller ikke være rigtigt! Han kneb øjnene fast og dræbende sammen. Det var i den grad ikke nu at man skulle gå rundt for at irritere ham, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var virkelig noget af det dummeste som man kunne gøre for nu. ”Kør lige kniven rundt i såret ikke..” mumlede han med en tydelig vred tone. Hvis hun dog bare vidste hvilken sjæl som han måtte sidde igen med, alt det som han havde oplevet igennem hans liv, det var virkelig mere end rigeligt til at skulle gøre ham så vred! ”Hvis jeg ikke er dig nogen værdi, så kan du vel bare gå videre? Selv jeg er bedre tjent uden dig til at beglo mig..” vrissede han med en fast tone. Om blikket kunne dræbe, så var hun faldet om på stedet. Han var i den grad ikke særlig selskabelig for tiden, det herskede der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om!

[kitty]

hun grinede mildt og betraktede ham med et blidt blik.. "det er godt for dig at din sjæl ikke er mig noget værd.. ellers havde jeg dræbt dig for føde" sagde hun roligt og legede med en tot af det blonde hår.. hun smilede charmerende og en smule sødt op til ham.. han var lige efter hendes smag.. han var fyrrig, han havde lidenskab opgså selvom magien i ham var svag eller ikke eksisterende.. hun kunne ikke helt finde ud af hvilken en af de to det var.. roligt startke hun sig og satte sig lidt bedre til rette.. "Og selvom sjælen ikke har mig nogen betydning kunne personen som ejer den måske have det.. i dette tilfælde, Dig" hun blinkede og betraktede kort hans hånd på hans sværdskaft.. "Du tror virkelig ikke at du ville kunne nå at slå mig ihjel med det der sværd før du selv var død vel??" spurgte hun en smule drillende og de blå øjne skinnede blidt men drilsk mens hun betraktede ham..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig for irriteret og ekstrem negativ til at han ville sidde med en kvinde i sit selskab og lige nu ville han da så sandelig slet ikke have hende tæt på. Det eneste magi som han havde i kroppen lige for øjeblikket, var sin udødelighed.. han ville falde om som en gammel mand ellers og det i sig selv, var så sandelig heller ikke en tanke som han brød sig meget om.. Anastasia havde virkelig formået at få skovlen under ham og han kunne virkelig ikke komme derfra igen.. Gjorde han, ville han falde om som en ældgammel mand.. lettere ironisk, at en warlock skulle få lov til at falde om af ren og skær alderdom. Han fnøs. ”Du holder dig væk, kvindemenneske!” vrissede han med en fast tone. Han kneb øjnene dræbende sammen. Han følte sig virkelig ekstrem primitiv.. han vidste ikke hvem eller hvad denne kvinde var for den sags skyld, vel også derfor at han intet havde gjort endnu. Han var jo ikke andet end en ukyndig warlock.. et menneske med andre ord og han kunne virkelig ikke fordrage tanken om det! ”Du har absolut intet at kunne bruge mig til..” Han bed tænderne let sammen, da han tvang sig op på benene igen og uden at skulle slippe hende med blikket på noget som helst tidspunkt overhovedet.. tvært imod, så var det i den grad ikke en tanke som faldt ham ind. ”Du vil blive noget overrasket over at vide, hvad jeg er i stand til at præstere med sværd, tøs,” vrissede han. Var der noget som han hadet, så var det kraftigt, at blive undervurderet!

[kitty]

hun strakte sig en smule og lagde hovedet let på skrå.. "slap nu af og sæt dig ned.. Jeg gør dig intet.. mit eneste formål er bare et andet menneske at snakke med.. jeg har været på farte så længe at jeg knap kan huske hvad en ordenlig samtale er længere" hun sukkede og kiggede rundt.. hun havde intet problem med at fjerne blikket fra ham.. hun frygtede hverken ham eller døden.. ikke det mindste overhovedet.. "og jeg vil meget gerne se hvad du kan præstere med et sværd men må jeg så gerne vise dig hvad jeg kan præstere uden??" dette var hendes søsters dødsdag og det var lidt som om hun var gået en smule i barndommen igen.. det hun sagde var ikke ment som en hån og lød heller ikke derefter, bare den der barnlige nysgerrighed.. hun smilede sødt til ham og bed sig let i læben.. han virkede nu flink nok bare en smule aggressiv.. det skulle han jo nok komme over..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig ikke aggressiv af natur, det var virkelig bare.. kommet som det var kommet, selvom det nu ikke var den tanke som han brød sig meget om. Han ville virkelig bare ud af det som han sad i og så komme hjem til familien. Hans forlovede sad jo hjemme med deres lille nyfødte og han kunne ikke være der, det var virkelig det som var noget af det værste! Han kneb øjnene fast sammen og med en tydelig mere irritabel mine end det som han have haft tidligere. Hun gjorde det bestemt heller ikke nemmere for ham med alle hendes barnlige bemærkninger! ”Ville det så ikke være bedst, at finde nogen som måske er villig eller har tid til den samtale? Ved du hvad jeg har virkelig for travlt til at sætte mig ned og snakke,” hvislede han med en svagere tone. Han var vred, irriteret og så voldsomt frustreret, at man skule tro, at det var løgn. Hendes sidste kommentar faldt dog slet ikke i god jord ved ham overhoved, den gjorde virkelig kun det hele så meget værre! Han kneb øjnene fast sammen. ”Du skal vide, at jeg har dræbt for mindre end en sådan kommentar..” hvæsede han med en fast tone. Ikke nogen tvivl der overhovedet, han var virkelig bare ved at være så vred og frustreret at det gjorde ondt. Han knyttede hænderne stille og med en voldsom tydelig dirren også. Knoerne endte hvide, selvom han ikke hævede og svang sværdet mod denne kvindes hals som han hellers ville have gjort det.. sandt at han havde slået ihjel for mindre, selvom han virkelig var en anden mand, det var lidt det som man skulle huske at have i tankerne. Han fnøs. ”Elendige pigebarn..” mumlede han med en tydelig vred tone.

[kitty]

hun rejste sig og gik i cirkler rundt om ham.. "Jeg vil ikke slås med dig.. Jeg ved at med garanti kan lave meget med dette sværd men skoven her er fyldt med væsner som er meget magiske og ikke lader sig stoppe af et lille sværd" sagde hun blot og kiggede lidt rundt.. hun kastede kort med håret og betraktede ham.. "men en ting jeg ikke kan forstå......" sagde hun og vendte sig mod ham og lagde hovedet let på skrå.. "Hvade jeg ikke forstår er hvordan en mand som dig ikke har noget magi?? Det under mig meget.. du virker som en der ville egne sig godt for mørket.. En Warlock eller noget i den stil.. Well verden er vel bare underlig" hun strakte sig igen og svang sig op på en lavt hængende gren og sad bare og stirrede ned på ham.. "Det er min søsters dødsdag i dag.. Hun døde da jeg var ni" sagde hun og lagde hovedet på skrå.. hun vidste ikke hvorfor hun fortalte ham dette men hun havde vel bare brug for at komme ud med det til nogen.. "Hun døde for øjnene af mig.. en Slave voldtog hende og kvalte hende mens han lod mig vidne det hele.. det burde havde påvirket mig mere end det har gjort eller måske er det bare tiden som har læget såret.. hvad mener du??" hun kunne bare ikke holde sin mund.. hun havde brug for at snakke med en og han var den eneste som var i nærheden..

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig ikke tid til at sidde der og snakke om hendes mange problemer. Han havde i den grad også sine egne at slås med, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fnøs. "Jeg har stået ansigt til ansigt med meget mere end det som du nok nogensinde vil tro på," sagde han med en kortfattet tone. Han var ikke bange for hvad skoven ville kunne præsentere for ham, nok mere eller mindre det hele ar ventet for hans vedkommende. Han havde vandret i skovene så mange gange, at han kendte så godt til det efterhånden, at man skulle tro at det ville være løgn. At hans menneskelige sind måtte undre hende, morede ham dog til gengæld. At han så var helt ukendt overfor hende, var klart noget af det som morede ham mere end noget andet. "Tror du virkelig, at jeg er et simpelt menneske uden grund?" spurgte han direkte. Hans magi var taget fra ham.. den ar ikke bare låst fast, den var bogstavelig talt taget fra ham! At han jo så var en ukyndig warlock, var ikke noget som han ville fortælle hende.. han havde virkelig oplevet så meget mere end det som hun nogensinde ville være i stand til at skulle sætte sig ind i. Hendes søsters dødsfald raget ham mildest talt en høstblomst, han havde selv været omgivet af død igennem mere eller mindre hele sit liv, at han var blvet så ekstremt vant til det, at man næsten skulle tro, at det måtte være løgn. Han kneb øjnene fast sammen. "Spar den tale til en som vil lytte til den.." Han så op på hende oppe i træet. Han var virkelig ligeglad, han havde ikke tid til at skulle stå og lytte til hendes mange problemer. "Og hvad jeg mener? Det er da et udskud mindre i denne verden.. kom dig over det.. det andet vil ikke gavne dig det mindste," sagde han kortfattet. Han talte af sin egen mening og erfaring.. at stå fast på et dødsfald kunne hurtigt gå hen og få de mange varige konsekvenser. Han rettede sig op og fortsatte sin vandring. Han havde virkelig alt for meget andet at se til, end at stå der ved den forbandede tøs og bare lytte.. det havde han virkelig ikke tid, lyst eller overskud til.