Hello Old Friend

[Carmine Jordin Marlineo]

At modsætte sig Jaqia, var på ingen måder nogen god idé, hvilket nok meget snart, ville gå op for denne mand. Enrico vendte blikket direkte mod ham. Det kunne være, at Macaria var hans barn, og en kvinde, som han i sin tid, havde gjort til vampyr, men det ændrede ikke på det faktum, at den kvinde nu var selvstændig, stod som regent for et helt land, under den dvasianske dronning, som var kendt for at være en meget skrap kvinde i forvejen! Naturligvis var dette noget, som påvirkede på må og få!
"Tving Macaria med dig væk, Sam, så kan jeg love dig for, at du står til en henrettelse i henhold til Dvasias' love," sagde Enrico med en kortfattet tone. Synd og skam, ville det uden tvivl være, om det skulle blive tilfældet, og ej var det noget, som han ønskede skulle ske på noget tidspunkt. Manden var jo en af betydning for ham. En blodsbror.. en som han følte, at han alligevel kunne betro sig til, hvilket ikke var noget som han havde meget af i sit liv.
Selv var Enrico naturligvis ked af, at han ikke kunne informere Sam om Macaria mere, end hvad han allerede nu havde gjort det, og ikke at det var meget bedre eller nemmere for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Han ville opsøge hende?
"Jeg forstår godt, at du er oprørt over mine nyheder, Sam.. Det gør jeg virkelig. Hvis du tager forbi hende, så giv hende mine hilsner," bad han med en rolig stemme. Skønt han forstod at manden ønskede at se til sit barn, så var han alligevel ked af, at det ikke havde givet dem mere tid med hinanden. Selv måtte han jo bare forsøge at holde skansen, så meget som det nu var ham muligt at gøre. Selskab ville ikke gøre ham noget. Eftersom ham og Macaria var tvunget fra hinanden, var det uden tvivl gået hen og blevet meget svært for ham.
"Selskab ville gøre godt. Jeg har brug for en, som jeg kan slå i et slag skak," sagde han med et svagt smil. Han forsøgte faktisk.

[Deleted]

Ved Enrico's første kommentar sendte Sam ham bare et opgivende blik. Hvad skulle Valarie og ham dog gøre ved ham? Hans loyalitet overfor Jaqia, havde altid været en torn i øjet på dem begge, men der var ikke meget at gøre ved det.
"Jeg skal nok hilse hende fra dig. Hvem ved... måske kan jeg overtale hende til at tage med mig her tilbage?" forslog han, og sendte ham et skævt smil, inden at han trak ham ind i en omfavnelse, om han så ville have det eller ej. Den mand kunne godt bruge noget mere omsorg og nærvær. Måske ville Macaria faktisk være god for ham. Hun var altid så søgende efter tæthed med folk omkring sig. Let klappede han Enrico på ryggen, inden at han slap ham igen.
"Lad os nu se med det skakspil! Jeg er blevet bedre siden sidst, at du ved det!" sagde han med et spøgefuldt smil, og blinkede til ham med det ene øje. Åhhh ja et spil skak. Han havde vidst ikke spillet skak med nogen, siden at Macaria forlod hytten, for at tage hertil. Hvor han dog glædede sig til at se den pige. Dufte hende igen, mærke hende igen, være tæt på hende igen.
"Op med humøret Enrico. Livet er ikke så sort, som du gør det til. I det mindste elsker hun dig," kommentere Sam, som det sidste til sin blodsbror, og slog ham på armen, inden at han trak hætten over sit hoved. Et par mil endnu, og så ville han være hos hende! Par et par mil! Hvis han fandt en vogn, kunne han endda sove på vejen, og rejse i dagslys.
Han sendte sendte Enrico et sidste skævt smil, inden at han vendte ham ryggen, og begyndte at gå. Kun efter en meter, knipsede han med fingrene, og det lignede, at han forsvandt som en sort tåge over stien.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde alle dage, altid været den mere dystre og dyriske af dem. Derfor havde han svært ved den måde Sam og Valarie havde været på. Ej var det noget som faldt ham naturligt. Han var ensom.. tom og rolig.. Så kun det negative eller det realistiske i ting, hvor de derimod, var det stik modsatte.
"Jeg har mine tvivl, Sam," sagde han dog. At manden krævede ham i endnu en omfavnelse, fik ham kort til at stå fuldkommen stiv på stedet, men faldt dog mere til ro igen. Han gengældte det. Det var jo rent faktisk utrolig rart, at nogen udviste denne side for ham. Han trak kort på smilebåndet. Han kunne jo faktisk godt, når det var!
"Det vil jeg glæde mig til at opleve. Det kunne være rart med lidt konkurrence." Han rettede sig op endnu en gang. Macaria elskede ham måske, men havde alligevel valgt at give sin hånd til en anden mand, og det var faktisk det, som var hans store problem. Han sukkede let.
"Det spørges om hvor meget," sagde han direkte, da han igen vendte blikket mod ham. Han tog imod det lette klem om hans arm, hvorefter han så til at manden søgte videre. Hans blodsbror. Det var rart endelig at se noget genkendeligt igen. Han lod manden søge videre.. Selv han burde jo søge tilbage til arbejdet. Som rådgiver havde han jo forbandet sjældent fri.

//Out