Hello Old Friend

[Deleted]

Carmine Jordin Marlineo - @sam

Ingen vagter havde set ham, da han roligt var gået forbi dem gennem porten ind til Castle of Darkness. Intet ansigt blev vendt imod ham, og ingen stoppede ham på hans vej. Et spøgelse var alt hvad han var. Et spøgelse fra fortiden som få troede de ville se igen. Og som et spøgelse han vandrede. Alle bevidsthederne omkring ham lyste op som stjerner, men han ledte efter en speciel bevidsthed. En bevidsthed, som han var forbundet til. Han burde kunne mærke hende. Hvor var hun?
Savnet efter hende fik ham til at gå hurtigere, mens han ledte rundt på slottet. Ingen lagde mærke til ham, så ingen forstyrrede ham. 
Tøvende stoppede han op midt i slotsgården, hvor vagter og tjener passerede ham, uden at vende blikket mod hans høje, slanke skikkelse. Hans isblå øjne gled rundt om sine omgivelserne, mens han prøvede at orientere sig. Jo længere han stod her, jo mere vidste han dog, at hun ikke var i nærheden. Måske var hun til møde et andet sted? Han måtte finde én, der kunne give ham svarene. 
I et stykke tid blev han stående, inden at han fandt manden, der kunne hjælpe ham. 
Kursen blev lagt, og førte ham ind på selve slottet, hvor han betrådte de gulve, han ikke havde gået på i flere århundrede. Ikke meget havde ændret sig, men alligevel ville han have faret vild, hvis det ikke var for den lysende bevidsthed i mørket, som han fulgte. Inden længe nåede han tronsalen, hvis store porte var slået op for audiens. 
Han stoppede op i åbningen. Hoffet var samlet, men på denne tid var de ikke i fuldtal. Dronningen eller prinsen var heller ikke til stede, men det var heller ikke dem, han havde ledt efter. Personen han havde ledt efter stod ved tronen, uden at have sat sig på den. En simpel rådgiver. Rank, formel og en gammel ven. 
En hånd hævede sig fra kappens folder, og strøg hætten væk fra ansigtet. Sam Lamizia Blackmore lignede sig selv, som han altid havde gjort. Kulsort hår, der næsten gik ned til skuldrene. Frostklare øjne. Et slankt ansigt. Bleg, fejlfri hud. 
Han kastede et blik rundt, inden at han med en diskret bevægelse med hånden, ophævede det, som fik ham til at være usynlig for folks blik. Ikke fordi nogen lagde mærke til ham. Deres opmærksomhed var mod audiensen, og han lignede ikke andet end en vandre i sort kappe. 
Dog var han ikke interesseret i andres opmærksomhed. Ikke andre end Rådgiveren af Dvasias, der stod og førte audiensen. Hans blik hvilede tålmodigt på ham. Det ville være uhøfligt at bryde ind midt i hans arbejde. Specielt når det var ham. 

[Carmine Jordin Marlineo]

Tilværelsen for Enrico, var hård, og særligt som den var lige nu. Alt taget i betragtning, så manglede han en masse i sit liv. Livet fortsatte, som det havde gjort igennem rigtig mange år, dog med et stort tomrum, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Det mørke der hvilede udenfor, var det selv samme, som have samlet sig i hans blik. Noget måtte han jo trods alt gøre, for at holde det hele ved lige, dog selvom det på ingen måder var nemt for ham. Tvært imod.
"Jeg forstår og er kendt med Deres frustrationer, men på nuværende tidspunkt, er det ej muligt for kongehuset at gøre noget i dette henliggende. Jeg må derfor bede Dem om at forlade salen," sagde han med en meget tom stemme.
Personen som havde valgt at gøre sin entre i den store tronesal, var dog ikke noget som fangede Enricos umiddelbare opmærksomhed. Manden som var gået i knæ foran tronen, valgte at rejse sig op. Tydelig utilfreds. Hvad han havde ønsket, var end ikke noget som kongehuset kunne efterkomme, så han trampede nærmest ud af salen.

Enrico var kendt med omstændighederne. Tronen var ej hans at placere sig i, og derfor stod han rank ved dens side. Blodrus oplevede han stadig fra tid til anden, også selvom brevet fra Macaria havde lettet ham. Så langt, så havde hun dog ej glemt ham, hvilket var noget, der i særdeleshed glædede ham.
Blikket fulgte manden, da han forlod salen. Det var der hans blik måtte falde på skikkelsen, som nærmest stod gemt i skyggerne. Kunne det virkelig være...? Han kneb øjnene svagt sammen, inden han automatisk trådte mere frem, inden han stoppede op igen.
"Forlad salen... nu," endte han med en fast tone. I takt med ordene, begyndte soldater og de øvrige tilstedeværende, at forlade salen. Det passede egentlig Enrico ganske fint. Hænderne lod han roligt falde ned langs hans side og med blikket som han langsomt vendte mod ham. Stift i retningen af hans skikkelse. For nu, blev han stående. Afventede at manden selv ville træde frem fra skyggerne.

[Deleted]

Endelig opdagede Enrico ham. Mistroen var tydelig i hans ansigt, hvilket blot fik Sam til at smile svagt, mens han tålmodigt blev stående hvor han var. Folk begyndte på Enrico's ordre at forlade salen, men Sam vidste, at det var for at de kunne snakke sammen i fred. Med hænderne samlet bag ryggen, ventede han, mens strømmede forbi ham, for at komme ud af tronsalen. Først da den sidste var gået, hævede Sam sit hoved igen, for at mødte Enrico's faste blik. Altid så korrekt og anspændt. Sam himlede smilende med øjnene, inden at han gik ud af skyggerne, der modvilligt slap ham.
"At du er trådt tilbage til arbejdet, har virkelig ikke gjort dig noget godt, gamle ven," hilste han med den bløde, rolige stemme, der svang sig ud i stilheden mellem dem. "Der var en grund til at du trådte af stillingen, husker du?"
Hans skridt gav genlyd i tronsalen, mens smilet voksede på hans læber. Enrico lignede én, der mest af alt havde brug for ro og stilheden... eller måske en udfordrende jagt, der endte i latter og stilnet tørst. Om muligt så manden mere slidt ud, end han havde gjort, da han havde var kommet op, for at se Macaria for første gang. Sam havde ellers håbet, at Macaria kunne bringe noget liv ind i hans liv, ligesom Enrico kunne proppe noget mere erfaring og visdom i hovedet på Macaria.
Han rakte sin hånd ud for at give Enrico et håndtryk, inden at han trak ham ind i en broderlig omfavnelse. Det var ham, som han havde overladt Macaria til. Den eneste, som han kunne stole helt og holdent på. Han sendte ham et skævt smil, da han trak sig væk fra ham med en hånd på hans overarm.
"Jeg havde forventet at se en anden i dit sted, men jeg kan hverken mærke eller se hende i nærheden. Har du skræmt hende væk?" spurgte han godmodigt, uden at behøve at uddybe, hvem han ventede på at se. Kun én kunne få ham tilbage til byen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Ej kunne man sige, at arbejdet havde gjort noget godt for Enrico. Han havde netop valgt at træde fra den stilling af en grund, men nu tvunget tilbage i den, på baggrund af handlinger forårsaget af Macaria. Ikke at han klandrede den unge kvinde for noget, for hun havde vel heller ikke regnet med, at det skulle gå så vidt?
Meget snart var salen tømt, og Enrico gik mod denne mand med rolige skridt. Ikke en ukendt mand for ham. Derimod var det mange år siden, at han havde set skyggen af ham. Man skulle tro at han havde været død. Han rettede i nakken, så han næsten stod helt rank på sin plads.
"Som jeg førhen har pointeret for dig, min gamle ven.. Der er bare ikke noget, der går din næse forbi," sagde han roligt. Manden havde dog ret. Det her, var dog ej noget der var han til gavn. Der var et mørke lagt over hans ansigt og mimik. Der var ikke rigtigt noget som afspejlede, om dette skulle vise sig at være et glædeligt gensyn eller ej.
Hånden som Sam rakte ud mod ham, tog han imod, for derefter at blive tvunget direkte ind i hans favn. Han lukkede øjnene ganske let, hvorefter han gengældte omfavnelsen. Selv for ham, var det uden tvivl rart at nogen gav ham en følelse af... anerkendelse. Det var ikke meget han oplevede den nu om dage.
At Sam var her på grund af Macaria vækkede en form for skuffelse i ham. Dog var det ikke noget som kom det mindste til udtryk. Ej var det noget som han ønskede at lade Sam vide.
"Jeg formoder du er her for Macaria?" begyndte han roligt. En tolkning som kom udelukkende på grund af hans ord. Et kort træk måtte alligevel finde vejen frem til hans mundvig. "Hun har netop indtaget Manjarno som en regent underlagt det dvasianske kongehus. Dog også hendes fortjeneste, at jeg atter engang sidder her," forklarede han sandfærdigt, inden han igen lod hånden falde. Skuffet? Et sted var han nok. Han savnede hende virkelig, og særligt nu hvor de stort set intet så eller hørte til hinanden.

[Deleted]

En klingende latter undslap Sam, da han fik bekræftet at hans lille øjesten, virkelig havde indtaget Manjarno, og skulle være blevet dets regent. Det var dog kun rygter han havde hørt, og slet ikke noget, han rent faktisk havde regnet med, selvom det kunne ligne Macaria. Åhhh hvor det dog lignede hende.
"Hun er væk fra mig i over et år, og hun indtager et land? Hvis vi ikke passer på, ender det jo med, at hun snart tager hele verden, og sætter sig som dronning af det hele," lo han spøgefuldt, og glædede sig over hendes gåpåmod og ustyrlighed. Selvfølgelig kunne Enrico ikke kontrollere hende, det kunne Sam næsten ikke engang selv, dengang hun trygt havde boet hjemme hos ham. Dog bekymrede det ham også, at hun gjorde så meget opmærksom på sig selv. Der var en grund til at han var her, og det var fordi, at han havde hørt at Eriz var kommet tilbage. Hvis hun opdagede Macaria... - det kunne få ham til at ligge søvnløs.
"Jeg er dog ked af, at hun er skyld i, at du er blevet tvunget tilbage på arbejde," sagde han ærligt med en medfølende grimasse. Der var dog noget ved Enrico, der var helt glat. Sam kunne mærke det, så vel som se det. Enrico havde aldrig gået med følelserne udenpå tøjet, men selv han, plejede at smile smalt ved synet af Sam. Dog måtte han prioritere. Macaria først.
"Ved du hvordan hun har det? Jeg har ikke kunne modtage breve, på grund af at jeg har været konstant i bevægelse. Forhåbentligt har du stadigvæk holdt en lille smule øje med hende?" spurgte han nysgerrigt, og sendte sin gamle blodsbror et skævt grin.

[Carmine Jordin Marlineo]

Sam havde alle dage været den mere følelsespræget af dem. Et sted havde de vel noget at lære af hinanden på det punkt. Enrico forstod sig ikke på latter, glæde og den slags, og det havde han aldrig nogensinde gjort. Macaria kunne man snildt give skylden for, at Enrico endnu en gang var tvunget tilbage til arbejde, men det var ikke ensbetydende med, at det ændrede på omstændighederne, for det gjorde det på ingen måde.
"Forhåbentlig ikke. Macaria er en ung kvinde med hjertet på rette sted, og med en intelligens langt forud for hendes alder, men et land?" Selv måtte Enrico støtte Macaria i frygtelig meget af det som hun gjorde. Det eneste, som han til nu ikke kunne støtte hende i, var hendes beslutning om at blive gift. Det var i sig selv, noget som han havde taget frygtelig hårdt på. Nok hårdere end hvad hun selv havde regnet med, men det gjorde ondt. Og det gjorde det stadig.
Hvor meget vidste Sam egentlig om Macaria i denne tid? Hun havde formået at lave rigtig mange ting på rigtig kort tid. Enrico var måske ikke så meget om hende, som det han egentlig burde, men han kunne ikke holde det ud. Han blev egentlig på afstand, mest for sin egen skyld.
"Af hvad jeg har hørt, så har hun det fint," sagde han med en rolig stemme. Han betragtede sig af ham, ved kort at give ham elevatorblikket. Lige så munter og følelsespræget som han altid havde været. Noget af det som selv Enrico godt kunne lide. Ja, lige nu var det måske svært for ham.
"Gå en tur med mig.. Fortæl mig hvad der er hændt dig igennem den seneste tid," sagde han med en rolig stemme. Han var nysgerrig. Manden var jo trods alt hans blodbror. En som han ikke havde set i frygtelig lang tid.

[Deleted]

Intelligens langt foruden for hendes alder? Det var vidst en underdrivelse. Macaria kunne lige så godt være hærleder i et stort slag, uden at rynke panden. Hun lærte fra folk omkring sig, lyttede, var opmærksom og observerede. Det havde Sam altid elsket hende for. Specielt fordi at det havde været ham, hun havde observeret og lært af. Det gjorde ham stolt, at vide, hvor langt hun var kommet.
Dog var Enrico's svar ikke tilfredsstillende. Hun havde det fint? Efter hvad han havde hørt? Det kunne mene så mange ting, men noget ved Enrico's blik, fik Sam til at tøve med at spørge mere ind. Hvorfor det betragtende blik? Da han bad ham om at gå en tur med ham, blev han med det samme bekymret. Selvom Enrico's stemme var rolig, så havde Sam på fornemmelsen, at noget var ved at blive fortalt til ham skånsomt.
Han gjorde et kort hovedkast, som tegn på Enrico skulle følge med, og de forlod tronsalen side om side. Den sorte kappe flagrede om benene på Sam, mens han ansigt med det samme, var blevet henlagt i alvorlige folder.
"Der er ikke hændt mig så meget. Jeg har fået fat på en ny samling bøger, jeg skal have solgt videre. Èn af dem, har jeg dog med til dig. Tænkte du ville kunne lide den. Derudover har jeg fundet en ny person, jeg måske kan finde på at gøre til vampyr. Jeg ved det ikke. Efter de andres død, er jeg blevet påpasselig. Macaria giver mig nok søvnløse nætter," fortalte han med et let skuldertræk, mens de gik gennem de mørke gange. "Hvad med dig selv? Noget nyt eller går du blot rundt i de samme gamle mønstre som altid?" Han sendte ham et drillende smil.

[Carmine Jordin Marlineo]

Selv Enrico måtte sande, at Macaria havde formået at tage røven på ham, og særligt sådan som hun faktisk havde formået at føre sig frem. Det var jo noget, som man kun måtte være imponeret over, så kunne det egentlig komme bag på nogen som helst?
Ud fra hvad Enrico selv var kendt med, så havde Macaria det fint. Det var jo i forvejen ikke særlig meget, han fik lov til at se til hende, hvilket faktisk gjorde ham trist, men han bed det i sig. Han var jo i forvejen vant til at hans egne behov blev tilsidesat, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det, hvis han selv skulle sige det.
"Du har en med til mig? Det glæder jeg mig til at undersøge nærmere," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det var ord, som han mente. Denne gang sendte han manden et stille smil. Han kunne jo lige så godt vise sig fra den gode side, i stedet for det modsatte, for det var ikke noget, som der kom noget godt ud af når det endelig skulle være.
Hænderne foldede Enrico over ryggen, som han gik hen mod de store dobbeltdøre, som han slog op. Den kolde vind ramte dem direkte i ansigtet. Ikke at det var noget som rørte ham på nogen måde. Kulden var knapt noget, som han kunne bide sig mærke i.
"Du kender mig, Sam. Jeg går meget rundt i det samme nu om stunder. Jeg blev glad for Macaria for en periode.. I dag er hun gift med en anden mand," fortalte han direkte. I forvejen havde Enrico svært ved at åbne sig op for nye. Han vendte blikket i retningen af Sam igen. Sandt at sige, at der rent faktisk var sket skræmmende mange ting.

[Deleted]

Deres rolige skridt førte dem udenfor i slotshaven, der duftede fantastisk denne nat. Sam nød den slags ting, og han havde lært Macaria, også at sætte pris på nuet og livet. Han følte sig afslappet lige indtil Enrico's sidste to sætninger blev udtalt.
"HVAD?!" Sam var stoppet brat op, og havde grebet hårdt fat i armen på Enrico, som han vendte om mod sig. Han vidste ikke, hvad han var mest bestyret over. Hvad Enrico mente med "glad for", eller at hun var blevet gift! Ingenting var noget han havde hørt om.
"Hvad mener du, med at du var glad for hende, og at hun er gift?" spurgte han med en stemme, der pludselig var isende kold. Det var ikke ham, som han var gal på, men chokket havde været lige ved at dræbe ham igen. Hvis ikke Enrico havde sagt det så henkast, havde han nok taget det bedre.
Lige nu var det dog hele ideen med Macaria i et ægteskab, som var ved at kvæle ham. Ham og Macaria hørte sammen med blod! Han havde reddet hendes liv! Han havde skabt hende! Hun var hans! Hvor vovede en anden mand, at skære det bånd op, for at lægge et nyt om hende?! At Enrico så måske havde været interesseret i Macaria, kom næsten endnu mere bag på ham. De virkede slet ikke som hinandens typer, og Enrico virkede slet ikke som en mand, der ville kunne få følelser for én pige - kvinde - som Macaria.
Men nu én ting til sin tid. Brylluppet.
"Hvem er han? Hvornår? Hvorfor?!" spurgte han hastigt efter hinanden, og lignede én, der kunne finde på at eksplodere igen. Hans øjne var endda ved at få den dybrøde farve.

[Carmine Jordin Marlineo]

Sam reagerede ikke just som Enrico havde forventet. Han havde vel regnet med, at Manjarnos regens ægteskab, var noget som alle var kendt med? At manden tog fat i ham, og tvang ham mod ham, fik Enrico til at stirre direkte ind i hans blik. Budskabet havde vel været tydeligt? Han havde været glad for Macaria. Det var han stadig, og det var det, som efterlod ham så.. frustreret, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det!
"Jeg formoder at beskeden er forstået første gang. Macaria er gravid, og jeg har delt intime stunder med hende.. Jeg føler for hende, Sam... føler som jeg ikke har gjort det i mange år." Han stirrede fast på ham. Hvorfor reagere så voldsomt? Han havde for pokker kendskab til kvinden på en måde som end ikke Enrico kunne prale med at have.
Enrico trak vejret dybt, inden han rev sig fri af Sams greb. I forvejen var han slet ikke meget for at snakke om Macarias ægteskab, da det stadig ikke var noget, der gav nogen mening for ham! Hun havde valgt en anden mand, for at få muligheden for at være sammen med ham. Det var jo heller ikke fordi, at man kunne påstå, at de havde muligheden for at være sammen.
"Zean Forsynth. Den nuværende leder for dødsenglene," svarede han kortfattet, som han ikke ønskede at komme mere ind på detaljer hvad angik det bryllup. Da han selv ikke havde været til stede, og ej heller havde vist nogen synderlig interesse for det. Og det ville han nok aldrig komme til.

[Deleted]

Det lignede at Sam lige var blevet slået i ansigtet med en stor hammer. Fuldkommen paf blinkede ham med øjnene, mens han prøvede at sluge nyhederne. Hvorfor var Enrico så pokkers rolig? Åhr det havde han altid være, men han kunne i det mindste, virke bare en smule skamfuld over at have... rørt... sin blodsbrors skabning. Det var for helvede Macaria de snakkede om! Nej... faktisk var han ikke vred på Enrico over det med Macaria. Han syntes de to kunne være gode sammen. Enrico havde den stabilitet og kontrol, som Macaria havde brug for. Hvis bare Enrico ville være lidt mere følsom omkring det emne, så kunne Sam godt give sin godkendelse. Det var mere... det andet.
"Macaria er gravid....?" gentog han chokeret, og strøg en hånd gennem sit hår, som om han ikke vidste sine levende råd, hvilket han faktisk ikke gjorde. Han plejede at være så rolig, men nu var det som om hele den ro, var forsvundet i bekymring om Macaria.
"Er... er du faderen, eller er det denne Zean Forsyth?" spurgte han, og skævede til Enrico, der havde revet sig fri af hans greb, uden at han havde lagt mærke til det. Så han havde dybe følelser for Macaria, og havde endda været intim med hende... det tog tid at vænne sig til den tanke. Åhhhh han vidste, at han aldrig, skulle have ladet hende tage til byen! Nu var hun både gift, gravid og regent i Manjarno! Hvorfor kunne man aldrig vende ryggen til det pigebarn?!!
Og så gift med en dødsengel?! Hvorfor i alverden en dødsengel?! Det var jo ikke sådan en type, som hun skulle finde sammen med!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det gik hurtigt op for Enrico, at han havde snakket for meget. Macaria kunne jo ikke blive gravid, og det vidste han jo godt! Han endte med at støde hånden af mod Sams skulder, mest for at gøre krav på hans opmærksomhed.
"Okay, munden løb vidst af med mig.. Macaria er ikke gravid.. Hun... kan ikke blive gravid," fortalte han med en mere bestemt tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Hvorfor havde han sagt det? Det forstod han slet ikke. Han rystede let og fast på hovedet og med en tydelig sammenbidt mine. Han var virkelig ikke meget for at snakke om Macaria og særligt i denne tid, hvor hun virkelig fremkom ham som et meget ømt punkt. Hun var en særlig kvinde for ham, som han havde delt intime stunder med. Dette var dog sandt. Han benægtede det ikke, og det var ikke nogen hemmelighed, at det Macaria havde gjort, var noget som gav ham en større ro, end hvad han kunne beskrive.
"Jeg... gør mig for mange tanker om alt muligt for tiden, Sam, og det er svært for mig at kapere dem alle sammen. Hun vækker ting og tanker i mig, som ikke er følt før. Hun giftede sig med denne mand, for at give os to en mulighed.. Jeg har aldrig nået frem til, hvordan hun mente det," sagde han sandfærdigt, inden han igen trak hånden til sig igen. Det var skam slet ikke hans hensigt at forvirre Sam, men.. når han ikke selv kunne finde ud af det, var det så underligt, at han kludrede rundt i det?

[Deleted]

Alle oplysningerne virkede både forvirrende og mange på Sam, der endte med blot at stirre frem for sig, mens han prøvede at få orden i det hele. Macaria var ikke gravid, men hun havde delt intime stunder med Enrico, der skulle passe på hende? Hun var gift med dødsenglenes leder, og hun kunne ikke få børn. Han lagde næsten ikke mærke til Enrico's hånd mod sin skulder. Hvad var der dog sket med hans elskede pige?
"Jeg... burde hente hende hjem," sagde han mest ment til sig selv, mens han gik hen til en stenbænk, for at sidde ned. "Jeg er ligeglad med om hun har et helt land at styre, og om hun er gift med en eller anden mand, jeg slet ikke har hørt om. Jeg tager til Manjarno, og så bringer jeg hende hele vejen hjem. Det var en fejl, at sende hende her til byen."
Med et suk lænede han sig frem med albuerne hvilende mod sine knæ, og et opgivende blik ned i stenene under sig. Hvor forfærdeligt... hun kunne ikke få børn. Macaria's største drøm, havde altid været at få sine egne på et tidspunkt, men... hvorfor havde hun så giftet sig med dødsenglen? Og specielt hvis hun havde følelser for Enrico?
Han rystede på hovedet, og løftede en hånd, for at gnide sig træt over panden.
"Hvordan kunne du dog være sammen med hende Enrico? Hun er mit barn. Hun er ikke andet end en ung pige, som... virkelig har brug for, at man holder øje med hende," sagde han en smule skuffet, og hvilede sin kind i den ene hånd, mens han sukkede tungt. "....elsker du hende, og elsker hun dig?"

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vendte blikket alvorligt og fast i retningen af Sam. Det var en stor ting.. Han havde rablet om ting, som han slet ikke skulle rable om, og særligt omkring Macaria, som i forvejen var et virkelig ømt punkt for ham.
"Det er jeg bange for, er uaktuelt, Sam.. Du kan ønske det så meget som du vil, men selv Macaria er nu underlagt Jaqia.. og hvad hun siger," sagde han direkte. Ondt gjorde det måske, men det var noget som de nu ikke kunne gøre noget ved. Selv ville han elske og ønske, at han kunne tilbringe mere tid sammen med hende.
"Det er måske ikke hvad du har regnet med at høre, og jeg beklager, hvis det kun bringer dig en skuffelse," sagde han med en direkte stemme. Han lod hånden forlade mandens skulder. Macaria satte de tanker i ham.. som han ikke rigtigt havde følt omkring nogen som helst i så lang tid. Han vendte blikket direkte mod hans skikkelse igen. Han endte med at nikke.
"Det gør jeg.. som hun lige så, gør mig," sagde han med en ærlig stemme, inden han igen lod armene søge over kors. Selv var det på ingen måder dette, som han havde regnet med at skulle ende som, og særligt fordi at Macaria havde været en, som han i starten, skulle hjælpe igang med arbejdet. Uanset hvad, ville Sam ikke kunne komme i vejen for det, uanset hvor meget han ville ønske at han kunne. "Jeg beklager, hvis det efterlader dig med en skuffelse eller lignende, Sam. Men sådan ligger landet her nu," sagde han med en direkte stemme.

[Deleted]

Et fnys forlod Sams læber ved lyden af Jaqia's navn. Måske så alle hende som en eller anden stor, magtfuld dronning, men selv var han ikke bange for hende, eller følte sig underlagt hendes ord. Macaria var hans barn, og ingen skulle tro, de kunne tage hende fra ham. Ikke engang hende. Hende der havde haft fanget og tortureret hans skaber. Nej... han havde ingen venlige tanker overfor dronningen af Dvasias, og det var altid et emne, som ham og Enrico ville være uenige om. Sam ville altid holde med Valarie, og afskyede Jaqia for hvad hun havde gjort mod hende. Hvis den kvinde bare så meget, som rørte Macaria, ville hun fortryde det! Om det så skulle koste ham livet.
"Jeg er ligeglad med hvad det kvindemennesker siger, og du ved det!" sagde han hårdt til Enrico, mens han gned sine håndflader sammen. "Hvis jeg vil tage Macaria med mig, så gør jeg det! Dog ved jeg, at hun ikke vil følge med. Ikke hvis hun nære følelser for dig, og nu har et helt land at passe på."
Det her var ikke ligefrem, det han havde håbet på. Han havde håbet at se Macaria her i Castle of Darkness. Tryg og glad. Hun skulle have sprunget om halsen på ham, fortalt hvor meget at hun savnede ham, og hvor meget ballade hun lavede som rådgiver. Intet andet. Ingen ægtemand, ingen opmærksomhed, ingen forelskelser af Enrico, eller sterilitet. Hun skulle bare være glad og fri.
"Jamen så må jeg jo hellere, tage til Manjarno," bekendtgjorde han, og rejste sig op fra bænken med et støn. Der var meget Macaria skulle svare for. "Jeg kommer dog tilbage hertil bagefter. Du ligner én, som kunne trænge til noget selskab."
Sam's ansigt blødte sig op, og han lagde en beroligende hånd på Enrico's arm, som han gav et klem. Han så ud til at tage alt det her med Macaria hårdere end ham - og Sam var endda hendes skaber.