Do You Trust Me?

[Deleted]

Dagen Ania havde tilbragt i Saïx's hjem var forløbet uden problemer. Hun havde dog haft lidt svært ved, at finde ro til at sove fordi det var et sted hun kendte, men aldrig havde tilbragt et helt døgn i. Hun kunne fornemme Saix's duft mere eller mindre overalt og det gjorde det både nemmere og så alligevel ikke. Det beroligede hende, men gjorde hende samtidig hele tiden opmærksom på, at hun havde kysset ham og de havde haft flettet fingre hele tiden siden hun havde startet det. Dog havde kysset fået en god modtagelse og hun havde skam fået nogle til gengæld. Men sovet fik hun dog omsider. Efter hun havde sikret sig solen ikke kunne komme ind for hvem vidste hvilken gang. Hun havde ikke ment det var sundt for Saïx, at arbejde om dagen efter han havde været oppe hele natten. Men kort før solen var på vej op gik han dog ned efter de havde siddet og snakket sammen efter de var kommet tilbage fra parken. Først i det øjeblik var det faktisk, at de havde givet slip på hinanden. Hendes fingre virkede underlig tomme, men også lidt ømme efter at have holdt fast i hans i så lang tid.

Natten efter havde hun dog også tilbragt en del i hans selskab før hun var taget hjem. Ulvene havde været ude og jage lidt om dagen, men ellers ligget og sovet på gulvet. Efterfølgende havde Ania da stadig besøgt ham. Igen lidt oftere end normalt. Hun var der næsten hver aften når hun ikke havde brug for, at få spist eller få ordnet et job. Det var dog et par dage siden hun havde været der sidst fordi hun havde været nødt til, at tage en tur til Imandra og få ordnet et job. Hun havde aldrig trådt op hos Saïx med blod på sig og heller ikke denne gang så hun havde først været forbi en sø for at vaske sig og var så taget videre til smedjen. Hun glædede sig til, at gense ham. Hun mærkede nærmest en flok sommerfugle baske i sin mave bare ved tanken om at kunne se ham igen. Hun var vist hårdt ramt. Så snart hun kunne se smedjen så ville hendes hjerte nok have banket løs hvis det havde givet slag fra sig. Hun trak hætten ned på sin kappe allerede før hun var henne ved døren og trådte indenfor i varmen.

[Deleted]

Der var sket så meget siden Ania sidst havde været i smedjen. Isabel havde været på besøg, og havde bestilt sine runer og sine pilehoveder. Og Saïx havde fortalt om Ania, i håbet om at han kunne bede de to dusørjægere om at skåne hende, hvis de skulle støde ind i hende. Det havde været for meget at bede om. Saïx burde han vist at han ikke kunne bede to magikere, som havde viet hele deres liv til at bekæmpe mørkevæsner, om at skåne en vampyr.
Hvis det bare havde været det eneste negative som var kommet ud af det møde.
Saïx havde været travlt optaget ude i værkstedet, så det var hans nye lærling, Rhys, som tog sig af forretningerne i butikken. Det var også Rhys som så op fra disken, da vampyrkvinden trådte indenfor. Han var et menneske som Saïx, men yngre. Nok ikke ældre end femten somre, skønt hans brede skuldre og hårde ansigtsudtryk nemt kunne få ham til at se ældre ud. Saïx havde tydeligvis allerede hærdet ham lidt inde i værkstedet med den tunge støbejernshammer og noget rødglødende stål. Men han havde tydeligvis også hørt om Ania, da han blot vendte sig om mod værkstedet, og kiggede ind til Saïx.
”Saïx, det er din veninde.” fortalte han ham, før han satte sig tilbage til disken. Hamringen fra værkstedet var standset, og Saïx kiggede snart frem fra den anden side af forhænget der adskilte butikken fra værkstedet.
Bare synet af Ania sendte en bølge af varme gennem hans krop, og han kunne ikke holde et smil fra at glide over sine læber. Hvor længe siden var det efterhånden siden sidst, hun havde været i hans smedje? Det føles som alt for længe.
”Ania! Hvor er det godt at se dig igen!” Gensynsglæden var genuin, og da han bevægede sig gennem butikken for at komme over til hende, føltes det som om han bevægede sig hurtigere end ellers. Han lagde armene om hende og knugede hende ind til sig, og mærkede omgående hvordan roen fandt ham. Et sted i baghovedet kunne han dog stadig mærke Isabels ord gnave i hans bevidsthed, og han slap hende langsomt. Hendes hår var fugtigt, som om hun lige havde vasket sig. Han var ligeglad. Han sendte hende et varmt smil, og lavede en gestus mod trappen til overetagen. ”Vil du med ovenpå? Rhys kan tage sig af smedjen imens – Kan du ikke, Rhys?” spurgte han over skulderen, og blev besvaret af en beroligende håndbevægelse fra lærlingen. Tilfredst så Saïx tilbage til Ania, og smilede afventende.

[Deleted]

Lydene fra smejden var velkendte for Ania's ører efterhånden. Dog så var det altid Saïx hun så komme ud fra baglokalet eller stå bag disken. Men idag, var det et nyt ansigt. Et yngre ansigt som kom lidt bag på hende. Hun blinkede et par gange med sine øjne, men ansigtet forblev det samme. Og hun kunne stadig ikke genkende det. Men det lod til, at drengen; for han var ikke meget andet end en stor dreng; vidste hvem hun var. I alle fald kaldte han ud til Saïx om, at hans veninde var kommet. Ania ville da håbe, at det var hende der var tale om. At det ikke var alle mulige andre kvinder. Men så igen så havde de jo ikke lovet hinanden noget om troskab eller lignende. Men hun så helst ikke, at han gik bag hendes ryg alligevel. 

Hun blev roligt stående et par skridt inde fra døren, som hun havde lukket efter sig. Hun havde kort frygtet, at andre måske havde overtaget smejden ved synet af den fremmede menneskedreng. Men så snart hun hørte hans navn og kort efter så ham komme frem blev hun rolig igen. Selvom det var ved at være noget tid siden sidst virkede det til, at glæden ved at se hinanden stadig var der for dem begge. Hun nåede knap at reagere ved at ville gå ham i møde før han allerede var kommet over til hende og havde lagt sine arme om hende i en varm omfavnelse. En ting hun med glæde gengældte og Hvad han gik og havde i tankerne om hvad denne jæger havde fortalt ham var hende fuldstændig ukendt. Hun ville næppe blive glad for at høre om det dog. At høre om, at han havde fortalt om hende til nogle jægere som måske nu så ville gøre noget ekstra for at finde hende. Hun gav dog et roligt nik, da han bød hende op ovenpå. Hun kunne ikke mærke på ham, at der var noget der bekymrede ham i sindet. Hun var bare glad for, at hun atter var i hans selskab og kunne slappe af. "Jeg vil gerne med op." smilede hun stille og lagde sit hoved lidt til siden og gik hen mod trappen. Hun kendte jo udmærket vejen. Hun så hen mod drengen der sad ved disken. "En lærling?" Spurgte hun efter at være gået et par trin op af trappen og så på Saïx.