Mind vs. Mind

[Deleted]

@eriiz ~ @raine

Skoven udenfor Marvalo City virkede fuldstændig øde. Den eneste lyd som gik gennem skoven var vinden som gled gennem trækronerne, lyden af et og andet dyr i det fjerne - og Raines skridt over skovbunden.
Vinteren var ved at passere, men i disse tidlige aftentimer var der stadig et tyndt lag frost liggende over skovbunden, som gav en knasende lyd fra sig i takt med hans skridt. Hans grålige øjne gled opmærksomt rundt i hans omgivelser, til trods for at han som regel ikke behøvede bruge sine øjne, for at være opmærksom på hvad der skete omkring ham. Samtidig var han klar over, hvad han nærmede sig. Marvalo City var i sin tid blevet stiftet af warlocks, og warlocks var uforudsigelige.
Som altid var Raine iført simple klæder. En slidt læderfrakke hang tungt ned over hans skuldre, og under den bar han en simpel skjorte og nogle mørke bukser. I et bælte om livet bar han en dolk og en håndfuld mindre kasteknive - ikke at han forventede at han ville få brug for at bruge dem, men når man havde med warlocks at gøre, var det altid bedst at være på den sikre side.
Han kunne se lysene fra Marvalo City gennem skovens træer. Han kunne ikke være mere end højst et kvarters vandring fra bygrænsen. Han fangede sig selv i at vurdere hvad han faktisk skulle gøre, når han kom dertil. Macaria havde advaret ham mod Eriz, og hendes mentale evner - og Zean havde anbefalt at han skulle gøre sig gode venner med Eriz. Uden tvivl med skjulte bagtanker, men hvad de så end var, interesserede ham ikke. Så længe Macaria betalte ham for arbejdet han gjorde for hende, og så længe Zean betalte ham for arbejdet han gjorde for ham, kunne Raine ikke beklage sig. Han standsede op og åndede tungt ud. Hans ånde viste sig i form af en iset dis foran hans ansigt. Han var ikke i tvivl om at Eriz ville være i stand til at blokkere sit sind - præcis som han selv var - og det ville ikke blive nemt at opspore hende, medmindre han bare troppede op foran Salore-palæet. Tanken fik ham til at skære en grimasse. Han var ikke meget for så direkte metoder.

[Deleted]

Som vinteren var kommet, havde tjenestestablen sørget for at holde Salore Palæet opvarmet, så ingen af dets beboer skulle fryse. Stearinlysene og den store kamin i biblioteket var tændt, så et varmt, orange skær lyste det store rum op med de mange reoler. Efter Eriz var flyttet ind, havde hun udvidet samlingen af de kostbare bøger gevaldigt. Biblioteket var hendes ynglings sted, og hun nød at bruge tiden herinde.
Hun lå på det store bjørneskinds tæppe foran kaminen med to opslået bøger omkring sig. Det lange, tykke hår bugtede sig omkring hende, som en sort, dyb flod. Hævet over hendes ansigt, holdte hun en opslået bog med illustrationer i. Med en dæmpet stemme, læste hun højt for sin søn. Han lå ved siden af hende med hovedet hvilende på hendes ene arm, og dybe, alvorlige øjne vendt mod bogens sider. Det var tydeligt at se både hende og Rei i ham. Hår der var lige så sort som hans mors, lå nyredt over hans hoved, mens øjnene og nogle andre træk i ansigtet, beviste at han i sandhed var Reis barn.
Rei var til et møde, og havde allerede været væk i et par dage. Ikke at hverken hans kone eller barn tog det tungt. De var vant til det.
Blidt placerede Eriz et kys på sin søns pande, inden at hun bladrede videre i bogen, og begyndte at læse videre. Der var helt stille i biblioteket, foruden knitren i pejsen, og Eriz's rolige, betagende stemme. En lang, sort aftenkjole klædte hendes skikkelse. Den sad stramt om hendes overkrop, for så at brede sig løst ud ved hofterne. Ingen smykker prydede hendes krop denne gang, og heller ingen sko eller sokker. Hun regnede ikke med at skulle bruge tiden på andet, end være sammen med sin søn, inden at hun lagde ham i seng.
De sjæleløse tjenestefolk rendte rundt omkring i palæet, men der var ingen, som forstyrrede fruen i huset. Selv dem med sjæle holdte sig fra hende, næsten som var de bange. Hun var dog ligeglad. Alt hvad hun behøvede lå her i hendes ene arm. Hvis Rei havde lagt hos hende, havde hun haft alt, hun kunne ønske sig, men nu hvor han var så sjældent hjemme, var hun blevet vant til, at han ikke var omkring. Hendes tanker om hvad han lavede på disse møder, var endda også stoppet. Hun var blevet ligeglad, og havde i stedet fokuseret sig selv på sine egne planer, samt deres fælles søn.

[Deleted]

Raines vandring førte ham snart gennem skoven, og ind i selve byen. Det var ganske som han huskede det, sidst han havde været på disse kanter. Væsner passerede ham til højre og venstre, men alle gik de som i en bue omkring ham, som om de alle bevidst undgik ham. Det var på ingen måde en bevidst handling fra deres side, men det sørgede da for at Raine ikke skulle belemres med at skubbe sig forbi folkemasserne på markedspladsen.
Hans vandring førte ham langt om længe til Salore-palæet. Han blev stående og betragtede palæet på afstand, mens han sendte følere indenfor dets vægge. Han sansede flere væsner derinde – med garanti tjenestefolk – men det forundrede ham hvor mange af sindene derinde som simpelthen virkede… tomme. Som om de ingen egne tanker havde. Han skar en grimasse. Han brød sig ikke om ikke at vide hvad han gik ind til. Normalt kunne han danne sig et vist overblik, men her stod han på fuldstændig bar fod. Det eneste han havde at gå på var hvad Macaria og Zean havde fortalt ham om denne kvinde. Eriz Salore. Han rystede det af sig, og begav sig gennem gårdspladsen og mod den store dobbeltdør, som udgjorde indgangen til palæet. Hans blik gled op af bygningens facade, før han trådte helt op til døren, og bankede på. Som han stod der, tænkte han så det knagede. Hvad skulle han sige? Han kunne ikke bare trappe op og forlange at møde denne Eriz. Zean havde anbefalt at gøre sig bekendt med hende, og give hende en grund til at ville se ham igen. Et smil gled over hans læber, sekundet inden døren gik op for en tjener kiggede ud på ham. Raine kunne med tilfredshed fastslå at dette var en tjener med sind og sjæl i behold. Et charmerende smil gled over hans læber, mens han mentalt greb ud efter hendes sind.
”Vil du være så venlig at fortælle fruen at hun har besøg?” spurgte han uden at præsentere sig selv. Tjeneren, en yngre kvinde, så fortumlet op på ham inden hun nikkede og lukkede ham indenfor. Hun førte ham med sig gennem palæet, indtil de stoppede op ved nogle dobbeltdøre, hvor kvinden høfligt bankede på og stak hovedet indenfor.
”Fru Salore… Der er besøg til Dem.” Kvindens stemme lød angstfuld, og da hun trådte til side så Raine kunne træde forbi hende, forsvandt hun hurtigt. Raines blik var faldet på kvinden på bjørnetæppet, med et barn i favnen. Så dette var kvinden han havde hørt så meget om. Stadig med det charmerende smil om læberne, bøjede han nakken høfligt overfor hende, før han rettede sig op i sin fulde højde igen og betragtede hende gennem sine grålige øjne. "Jeg håber ikke jeg forstyrrer Dem, fru Salore. Jeg har hørt meget om Dem."

[Deleted]

Da der lød en banken på døren, sukkede Eriz opgivende, og drejede hovedet mod tjenerinden i døren, der annoncerede, at der var besøg til hende. Nu? På denne tid?
Tungt lagde hun bogen ned på sin mave, da den uinviteret gæst, kom ind i biblioteket, og hilste på. Flere ting observerede Eriz. Manden præsenterede sig ikke, hun kunne ikke komme ind i hans bevidsthed, og han bar våben.
Langsomt satte hun sig op med Zaine i skødet, uden at slippe den fremmede med de kolde, isblå øjne. Gang på gang strøg hun ham over sindet, for at lede efter en revne, som hun kunne klemme sig ind i, men der var ingen. Hun var forsvarløs overfor ham - indtil videre.
"Min mand kommer snart hjem," fortalte hun med en rolig stemme, der på ingen måde afslørede, at hun faktisk ikke vidste, hvornår Rei ville komme hjem. Hun rejste sig op i en glidende bevægelse med Zaine oppe i sine arme. Hvis den fremmede ville prøve på noget, ville hun beskytte Zaine med sit liv. Kroppen var klar til både flugt og kamp. Om hun så skulle kaste bøger efter ham, ville hun gøre alt, for at stoppe ham.
"Hvad laver en bevæbnet fremmede i et hjem på denne her tid af døgnet, hvor kun konen og sønnen er hjemme?" spurgte hun ham skarpt, og tog et bedre greb om Zaine. På trods af sin forsvarsløshed, var der ingen frygt at spore i hverken hende stemme eller blik, der bare gennemborede den fremmede person, som prøvede hun virkelig, at flænse hans forsvarsværker op, så hun kunne overtage hans sind. Som warlock var hun ikke bare en simpel mentalist. Hendes kræfter var mere destruerende og ødelæggende end det, og hun ville bruge dem mod ham her.
Så mange kunne have sendt ham. Fjender var der nok af. Spørgsmålet var hvem.

[Deleted]

Så mange ting kunne Raine observere fra hende, uden overhovedet at behøve være i nærheden af hendes sind: Måden hun låste blikket på ham; Måden hun knugede barnet ind til sig; Og følelsen af strøg mod hans sind. Hun forsøgte at aflæse ham, men han lukkede sit sind fuldkomment af for hende. Gad vide om hendes mentale blokade ville være lige så grundig som hans? Han havde ikke tænkt sig at gøre et forsøg. Macaria havde beskrevet Eriz som en stærk mentalist, og hvis han skulle følge Zeans råd om at gøre sig godt bekendt med hende, ville det være en dårlig start at begynde med at snige sig ind i hendes hoved – om han så kunne komme ind eller ej, var han sikker på at hun ville mærke det. Præcis som han mærkede hendes forsøg.
Hendes kommentar omkring hendes mand bekræftede kun yderligere for ham at hun følte sig truet af ham. Da hun fulgte op med en kommentar om hans våben så han forurettet på hende, og fandt nok et beroligende smil frem over læberne.
”De må tilgive mig, fru Salore. Disse våben var ikke beregnet til Dem, eller nogen i Deres familie. Det var simpelthen til min egen beskyttelse på vejen hertil.” fortalte han. ”Hvis De ønsker det kan jeg skille mig af med dem.” Bag ham gik døren igen op, og den samme tjenestepige som havde bragt ham dertil trådte ind, kun for at tage imod både dolk og kastekniv som Raine rakte hende, uden overhovedet at se på hende – det var tydeligt at han havde forventet at hun ville dukke op. Eller så var det på grund af ham, at hun var dukket op netop da. Tjeneren forsvandt, og Raine rakte hænderne en smule i vejret, som for at vise at han nu var ubevæbnet. ”Når det kommer til tidspunktet, er det simpelthen et rent tilfælde. Det var nu, jeg dukkede op. Og De slår mig ikke som kvinden som lader natten gå til spilde.” Et charmerende smil gled over hans læber, mens han betragtede hende med de grålige øjne. Han kunne mærke hendes forsøg på at bryde igennem hans forsvar, som et rasende dyr der forsøgte at bryde en mur ned. Hun ville dog ikke nå langt med det. Hans evner burde være stærkere end hendes. ”Hvor er mine manerer… Jeg har glemt at præsentere mig selv!” udbrød han, før han nok en gang lavede et lille buk i hendes retning. ”Mit navn er Raine Felhorn. Og som De sikkert allerede har bemærket, har jeg evner som Deres.” Et sigende smil sendte han hende, som for at vise at han skam havde bemærket hvordan hun forsøgte at trænge ind i ham. ”Jeg har set Deres ansigt i mange sind på min vej, fru Salore. De har så sandelig lange fingre. Det har vækket min nysgerrighed.”

[Deleted]

Han kunne være lige så forurettet, som han ville være. Eriz fandt ham både mistænksom og uhøflig. Mens han åbenbart var nysgerrig efter at møde hende, havde hun intet ønske, om at stifte bekendtskab med én, hvis sind, hun ikke kunne kigge ind i. Kun to personer, kunne gøre det mod hende, og de to personer, ønskede hun døde på et sølvfad. Nu var der tre.
Det sorte, lange hår indrammede hendes blege ansigt. Zaine havde lagt sine små arme, omkring hendes nakke, og betragtede Raine med et alvorligt blik, en lille dreng på et år, ikke burde have.
Bare det at Raine styrede hendes tjenere, var i hendes øjne et tegn på disrespekt af hendes ejendom. Han kunne lige så godt, have gået ind i huset, uden at banke på først.
"Vi begge to ved, at knive, ikke er det stærkeste våben vi besidder," svarede hun ham med en kølig stemme, og hævede stolt ansigtet. Mens hun snakkede blev hendes bevidsthed ved med at røre ved hans. Om og om igen, uden at hun virkede distraheret af det. Gad vide hvis sind, han havde kigget i, for at se hendes ansigt, der havde gjort ham så nysgerrig? Der var en god håndfuld, men kun få, som én som ham, ville have rendt ind i.
"Hvilken nysgerrighed er det, som du vil have tilfredsstille?" spurgte hun med en stemme, der tydelig viste, at hun ikke delte hans interesse. Ligeså venlig, åben, og forførende som hun kunne være overfor folk, hun kunne lide, lige så kold, afvisende og faretruende kunne hun være ved folk hun ikke brød sig om.
Zaine slap endelig Raine med blikket, for at kigge op på sin mor, der kort mødte hans blik. Hvor ville hun dog ønske, Rei var hjemme til det her. Hun følte sig ikke tryg ved at have en person, som ham i hjemmet uden Rei til at se på. Blidt lagde hun en hånd bag sin søns hoved, og kyssede ham på panden.
Hun følte sig sårbar med drengen hos sig. Specielt overfor en mentalist, der kunne styre folkene omkring hende. Tilgengæld kunne hun også det samme trick. Gad vide hvem der var stærkest af de to, hvis det virkelig blev til kamp? Et indgående blik blev vendt mod ham.

[Deleted]

Raines blik var kortvarigt faldet på drengen i Eriz’ hænder, men der var intet i hans blik som afslørede om han havde nogen interesse i knægten. Han bemærkede sig dog det alvorlige blik, barnet havde sendt ham. Det var langt mere alvorligt end hvad man ellers ville have forventet fra et barn så ung. Der måtte bestemt være noget i generne.
”Og vi ved begge to at vi ikke kan benytte os af vores stærkeste våben mod hinanden.” svarede han henkastet, da han igen havde vendt sit blik mod hende. Endnu et smil gled over hans læber. Måske skulle han lade hende få et kort glimt ind i hans sind, bare så hun følte at hun havde overblik i denne situation. Han kom dog hurtigt frem til at det ikke var aktuelt. En revne i sindets blokade kunne hurtigt blive flået op til et gabende hul, hvis bare indtrængeren var stærk nok – og han var ikke i tvivl om Eriz’ styrke. Han kunne stadig mærke hendes fingre kradse i hans sind som et vildt dyr. Det måtte være frustrerende, men hun ville forhåbentligvis snart opgive det. ”Bare om rygterne jeg har hørt om Dem passede.” svarede han hende, og lod sit blik hvile på hende. Han mødte hendes indgående blik, men smilet havde endnu ikke forladt hans læber. Han havde dog endnu ikke gjort noget for at bevæge sig tættere på hende. Det var tydeligt at hun allerede nu ikke stolede på ham. Der var ingen grund til at gøre det værre ved at trænge hende op i en krog. ”Rygterne om Deres skønhed kan jeg i hvert fald se, ikke har været overdrevet. Men det er ikke den slags ting jeg har været interesseret i.” Han foldede hænderne bag sin ryg, men uden at tage blikket fra hende. En kvinde som hende ville slå til, så snart man vendte ryggen til – specielt når de følte sig truet. Og måden hun holdt om sin søn uden at se bort fra ham, overbeviste kun Raine om at hun følte sig truet i hans nærvær. ”Jeg mødte en person i en kro… En dødsengel. Deres ansigt var at se i hans hoved. Men han brød sig vist ikke om at være i nærheden af en som mig, så han forlod kroen kort efter.” Han trak let på skuldrene. ”Men det korte glimt jeg fik af Dem gav mig et indtryk af Dem. En ambitiøs, intelligent kvinde. Én, som jeg ikke ville have noget imod at møde.”

[Deleted]

Ahhh så det var Zean, der havde tænkt på hende! Det var nemt at gætte, eftersom han var den eneste dødsengel hvis selskab hun havde nydt. Tilgengæld gjorde det hende også mere vagtsom, for hvis Raine havde snakket med Zean, var det ikke til at vide, hvilken planer de to havde delt. For ikke at snakke om Zeans lille hore til Macaria.
Hun smilede dog smalt af hans komplimenter. Den slags virkede altid på hende, selvom hun måtte være ved at være vant til dem. Med hans mentale kræfter var hun dog stadigvæk på vagt.
"Smigre kan du hvert fald," svarede hun ham, og hev lidt mere op i barnet. Normalt når hun havde møder med andre, plejede hun at lade en tjener tage Zaine, men med en anden mentalist i huset, turde hun ikke overlade Zaine til nogen som helst. Hvis mentalisten fik overdømmet over en af tjenerne, der var alene med Zaine, ville det være katastrofalt. Så i stedet holdte hun Zaine tæt ind til sig.
"Jeg må indrømme, du har givet et forfærdeligt førstehåndsindtryk, Mr. Felhorn," fortalte hun med en mere rolig stemme, og skød hoften lidt til side, så Zaine kunne hvile på den. "Specielt fordi dine løgne er så tydelige, at jeg næsten kan se dem på din tunge. Du må hellere være ærlig med mig. Ser du... alle der møder Zean, syntes nemlig at opsøge mig bagefter. Specielt jer... dæmoner. Så hvad har han sagt til dig? Drop løgnen om du er her bare for at møde mig. Hvis det var tilfældet, havde du valgt et bedre tidspunkt."
Hendes smil voksede indtil det faktisk blev til et rigtigt smil, og hun sendte ham et irettesættende blik. "Så prøv igen Mr. Felhorn. Og lad være med at undervurder mig. Jeg er meget andet end mine kræfter."

[Deleted]

Den imponerede mine som strøg over Raines ansigt, var for én gangs skyld ikke påtaget. Raine havde altid ment at han var en udmærket skuespiller, og at han kunne lyve sig fra det meste, uden at han nogensinde ville blive mistænkt for at lyve. Men her havde hun altså læst igennem hans facade. Zean havde tydeligvis ikke underdrevet hendes mentale evner. Hun var virkelig en kvinde man kunne tjene på at være på god fod med. Et smil gled over hans læber, og han tillod sig at træde et enkelt skridt tættere på hende, både som en måde at se hvordan hun ville reagere, men også fordi det kun ville være endnu mere mistænksomt, hvis han aktivt blev ved med at tage afstand til hende. Han havde lagt mærke til hvordan hendes eget smil var vokset sig bredere, og nu lignede hvad han ville betegne som et ’ægte’ smil. Det måtte da være et godt tegn.
”Så jeg er ikke den første dæmon, Zean har fortalt om Dem til.” fastslog han med et skævt smil. Det slog ham dog at han måtte være den første mentale dæmon, Zean havde ’sendt’ til hende. ”Men nuvel. Det var ikke helt en løgn, men det var en halv sandhed. Zean fortalte mig om Dem, og det vækkede min interesse. Men han mente også at jeg kunne gavne på at være på Deres gode side. Jeg begynder at forstå hvorfor.” Hun havde reageret godt på hans smiger. Det kunne ikke skade at gentage succesen. ”Men sandt at sige var han meget sparsom i sine beskrivelser om Dem. Det eneste han fortalte mig, var at De var en stærk mentalist. At De var en ambitiøs kvinde, som ville gribe en mulighed når hun så én.” Han smilede sigende, som for at indikerede at han var muligheden. ”Jeg er sikker på at en kvinde af Deres stand kan finde nytte i en mand med mine egenskaber.” Hans blik flakkede mellem hende og knægten i hendes arme. At sige at han intet ondt ville dem, ville ikke gøre en forskel. Hun ville stadig være paranoid med ham i nærheden, så han kunne ligeså godt spare kræfterne. Men hun virkede som en logisk kvinde, så at appellere til hendes logik virkede som det klogeste træk. Og overfor hende, ville intelligens være den afgørende faktor.

[Deleted]

Vagtsomt lod hun ham komme et skridt tættere på, uden at røre sig ud af flækken, mens at hun lyttede til hvad han sagde. Intet af det han sagde, gav mening hos hende, med mindre at han ønskede noget fra hende. Noget, som han ikke fortalte hende. Han fik det til at lyde som om, at hun skulle bruge ham til noget, men hvad vidste hun ikke.
"Èn med dine egenskaber?" gentog hun med et hævet øjenbryn. "Dine egenskaber er meget ens mine, Mr. Felhorn. Hvad skulle jeg bruge dig til, som jeg ikke selv kan gøre? Og hvad skal Zean bruge dig til?"
Normalt plejede hun ikke, at behøve at stille den slags spørgsmål. Normalt kunne hun bare gå ind, se hans minder, og derefter bruge dem imod ham. Nu var hun tvunget til at mærke usikkerheden i den her samtale, fordi hun ikke anede, hvad hans mål var, samt at hun ikke kunne kontrollere ham. Det irriterede hende grænseløst.
Hvis Zean brugte ham, måtte det betyde, at han havde sat Raine til noget, som han ikke mente, at hun kunne. Eller... måske var det slet ikke Zean det handlede om. Han havde hende, men der var en anden i hans kreds, der ikke kunne eller ville bruge hende. Åhhh var det virkeligt sådan det hang sammen? Handlede det hele igen om den lille pus?
Hun løftede Zaine mere op til sig, inden at hun begyndte at gå i en bred bue rundt om Raine, for at komme hen til døren. Hvis det var sådan, det skulle være, måtte hun have drengen væk fra sig. Måske kunne hun ikke kontrollere Raine gennem det mentale, men hun kunne kontrollere ham, gennem det at han var en mand. Først skulle hun dog have Zaine væk.
"Du ved... det undre mig at Zean skal bruge dig til noget, eftersom han har mig som allieret. Er du helt sikker på, at det er ham, som har brug for en mentalist, og ikke hans kære kone?" spurgte hun Raine med et henkastet tonefald, mens at hun nærmede sig døren bag ham. Hun rakte ud, og fik fat på en tjeners bevidsthed. Inden længe kom tjeneren til døren, og Eriz gav hende barnet.
"Bliv her udenfor døren," informerede hun tjeneren, der tomt nikkede med hovedet, før hun forlod biblioteket. Eriz holdte en del af sin bevidsthed mod tjeneren, så Raine ikke ville kunne angribe hende, uden at hun vidste det.
Zaines blik slap ikke hendes, før døren lukkede sig efter dem, og hun først nu, kunne vende sig fuldommen mod Raine uden et barn på armen. De skarpe isblå øjne mødte hans.

[Deleted]

Han havde da fået hendes interesse. Han havde fået hende til at stille spørgsmål, og det var tydeligt at det ikke var noget hun var vant til. Det morede ham faktisk. Han forstod alt for godt hvor frustrerende det måtte være ikke at kunne snige sig ind i en anden persons hoved, og finde svarene man søgte, og i stedet måtte bero sig på at stille spørgsmål. Han skulle ærligt indrømme at han heller ikke var sikker på præcist hvor meget han skulle stole på Eriz. Zean havde påstået at det var en fordel at have hende som sin ven, og han kunne da sagtens se logikken i det. Men det betød ikke at hun var en kvinde man kunne stole på.
”Det er ikke kun mine mentale evner jeg hentyder til, fru Salore.” svarede han bekymringsløst. ”Jeg mistænker det er mine andre evner som Zean vil benytte sig af, og som han mistænker at De kan drage nytte af. Deres mentale evner er stærke, på niveau med mine egne, hvis jeg skal bedømme det selv. Men De slår mig som typen der gerne vil undgå jord under egne negle, og lader andre udføre det beskidte arbejde for Dem.” Han fulgte hende med blikket da hun gik udenom ham, for at lade en tjenerinde, nok en gang tilsyneladende uden egne tanker, tage sig af hendes søn. Han gjorde ikke mine til at være videre interesseret i hverken tjeneren eller sønnen, og lod roligt blikket følge Eriz. Han lod sit blik møde hendes. Hun havde ikke taget fejl i sin mistanke om at det nok havde været Macaria som havde brug for hans evner, mere end Zean havde, men det var bestemt ikke enstydigt med at Zean ikke ville gavne af hans tjenester. Men Zean havde bedt ham om at holde Macaria og Eriz adspredt, og han kunne ikke sige at han ikke forstod det. Sådan som Macaria havde reageret, var det tydeligt at der var ondt blod mellem dem. ”Zean gav mig et tilbud. En warlock som skal skaffes af vejen. Han nævnte at det var noget som De selv havde gjort Dem tanker om.” Han sendte hende et sigende smil. ”Jeg er blevet tilbudt betaling for at sørge for at denne Kimeya bliver skaffet af vejen. Eftersom det er noget som også vil komme Dem til gode, mente han at det ville være en fordel at jeg introducerede mig for Dem, og lade det være en god måde få endnu en kontaktperson på.” I sig selv ikke helt sandfærdigt, men Raine mente selv det var en gennemtænkt løgn. Han havde været rolig og fattet i sin genfortælling, og havde på ingen måde givet udtryk for at hvad han sagde var løgn. Han betragtede hende roligt, og trådte nok en gang et par skridt tættere på hende. ”Jeg håber De kan se forbi min… dårlige præsentation af mig selv, fru Salore. Jeg er sikker på at De forstår vigtigheden i at holde på hemmeligheder i tider som dette.” fortalte han hende sigende.

[Deleted]

Det irriterede hende en smule, at han kunne læse hende på den måde, men hvis han havde set ind i sindet på Zean, kendte han hende jo ud fra hans synsvinkel. Mon han ligeså havde set på Zean og hendes møde? Alt den nydelse, alt den vildskab? Åhhh ja... mon han havde kigget på det?
Hun kunne ikke tilbageholde et smil, og lagde roligt armene over kors, mens han kom et par skridt tættere på hende. Så det var Kimeya, der var på dagens program? Det og anskaffelsen af nye... venner. Hvor var det dog sødt af Zean, at sende hende sådan en fin gave.
Hun bed mærke i, at han ikke havde svaret på hendes spørgsmål om Macaria, hvilket blot bekræftede hende i, at han hvert fald havde mødt pigebarnet. Hvorfor skulle alle dog også blande sig med den unge, inden de kom til hende?
"Jeg kan prøve," svarede hun ham med et træk på den ene skulder. Nu hvor Zaine var i sikkerhed, følte hun sig mere rolig. Raine havde nævnt sine andre egenskaber, og med de våben, som han kort havde præsenteret, kunne hun kun gætte sig til hvad det var. Tilgengæld havde hun også andre egenskaber. Egenskaber man ikke kunne afvæbne hende fra.
Hun vendte ryggen til ham, for at slentre tilbage mod pejsen. De bløde hofter vuggede dovent fra side til side, for hvert skridt hun tog, mens folderne i kjolen afmærkede baldernes form. Åh ja... hun havde skam også egenskaber.
"Så De er her simpelt, for at få en ny kontaktperson?" spurgte hun ham, og kastede kort et blik på ham over skulderen, inden at hun stoppede op foran pejsen. Flammerne skinnede hendes omrids op i et rødeligt skær. "Hm... jeg kan se, hvordan en person som dig, kan være... interessant. Specielt når ingen af os, kan... lege... med hinanden på grund af vores gensidige kræfter. En skam." Hun sendte ham et sødt smil, inden at hun vendte sin opmærksomhed mod flammerne i pejsen.

[Deleted]

Sandt at sige var Raines viden om Eriz frustrerende begrænset. Det han havde at gå på, var Macarias beskrivelser, og Zeans beskrivelser, foruden de få glimt han havde fået af hende fra tilfældige forbipasserende, som ved rene tilfælde havde set hende. Fra dem, havde han ikke kunnet få andet information end at hendes gang tilsyneladende havde været nok til at få blikket til at vandre. Det irriterede ham, at han, da hun med ryggen til ham begav sig tilbage mod pejsen, måtte fastslå at disse personer havde haft ret. Som mentaldæmon var Raine måske modstandsdygtig mod hende, men som mand, havde han stadig sine svagheder. Til trods for sin livslange dedikation til sit arbejde, kunne Raine ikke benægte at enkelte kvinder havde draget hans blik. Eriz var nu blevet én af dem. Han nægtede dog at lade hende blive opmærksom på det.
”Hvis det kunne lade sig gøre.” svarede han med et eget træk på skulderen, og begav sig tættere på hende. Sådan som flammerne oplyste hende, fik Raine en mistanke om at det ikke havde været et rent tilfælde at hun var stoppet op, da hun gjorde. Han mødte alligevel hendes blik. Der var intet i hans grålige øjne som afslørede nogen uro eller bekymring overfor hende. Sandt at sige var han kun kommet hertil efter Zeans anbefaling. Før det, havde han ikke engang gjort sit tanker om at besøge Salore-palæet. Hvis han ikke havde haft en grund til at blive værende, kunne han lige så godt have gået sin vej. Men han måtte indrømme at Zean havde haft ret. Hun var en interessant kvinde, og Raine ville være en idiot, hvis han ikke benyttede sig af muligheden, når den bød sig.
”Jeg tror ikke du ville finde noget af interesse i mit hoved alligevel.” Raine havde undladt at bruge den høflige tiltale. Det virkede næsten overflødigt på nuværende tidspunkt. ”Død. Bedrag. Løgne. Forræderi.” Han var trådt tættere på, og besvarede hendes søde smil med et charmerende glimt i de grålige øjne. ”Jeg formoder jeg ville se det samme, hvis jeg fik et glimt i dit hoved.” påstod han. Han var ikke det mindste i tvivl om at det passede. Det strålede nærmest ud af hende. ”Det jeg vil have, er at du vurderer hvad jeg kan tilbyde dig. Din dødsengleven er typen der foretrækker loyalitet som kan købes,” Han undlod at fortælle hvordan han kom til den information. Det burde være åbenlyst. ”og det kan min, under de rigtige omstændigheder. Spørgsmål er om du er typen der lader en chance passere?” Der havde været en udfordring i hans spørgsmål, og et drag på hans smilebånd.

[Deleted]

En klingende, kold latter, der kunne få nakkehårene til at rejse sig, lød fra Eriz, mens at hun vendte sig rundt mod Raine med armene over kors. Hvor var han dog charmerende, og så langt ude på dybt vand, at han ikke ville kunne se, hvad der lurede i mørket under ham.
"Du ville ikke kunne holde ud, til at se i mit hoved," svarede hun ham med et udfordrende smil. "Der er alt for meget smerte og had til selv en dæmon, ville kunne klare det. Du ville intet mindre end blive sindssyg."
Hun trak på skuldrene, for at vise det var ligegyldigt, og vendte igen blikket mod flammerne, der dansede for hende, som førførende, brændende sirener. I tankerne var hun allerede i gang med at finde ud af, hvad hun kunne bruge Raine til. Det var sådan hun fungerede. Alle personer omkring hende havde en funktion. De var værktøjer. Fingrene trommede eftertænksomt mod hendes arm.
"Jeg kunne godt, have brug for dig," svarede hun endelig, og hævede ansigtet en smule, så skyggerne lagde sig tungt over hendes øjenhuler og kinder. "Der kommer til at være en krig snart. En krig i en krig. Desværre er vi i undertal, så hvis vi skal vinde, må vi bruge list og manipulation. Begge noget jeg er god til. Du kan lave illusioner ligesom mig, går jeg ud fra. Sammen kan vi ramme en stor flade af flok - måske endda en del af en hær. Mh... ja. Det kunne lade sig gøre, hvis vi er to, og hvis vi samarbejder. Spørgsmålet er, om vi kan det...."
De skarpe øjne mødte overvejende Raine's, som hun betragtede ham indgående. Samarbejde med en lejemorder. Det kunne kun blive interessant.

[Deleted]

Hverken Eriz’ grin eller kommentar så ud til at påvirke Raine synderlig. I hvert fald ikke negativt. Faktisk havde han løftet øjenbrynene, og set næste nysgerrigt på hende, som om han i et halvt øjeblik faktisk forventede at han ville kunne få et indblik i hendes sind, hvis bare han stirrede hårdt nok. Øjeblikket var dog hurtigt overstået, og smilet vendte tilbage til hans læber.
Det tager jeg som en udfordring.” svarede han med et glimt i de grålige øjne, og begav sig endnu et par skridt mod hende, da hun igen vendte sin opmærksomhed mod flammerne i pejsen. For meget smerte og død for en dæmon? Han havde svært ved at tro på det. Han havde slået ihjel gennem tusindvis af år. Det havde ganske vist været andres smerte og død, men han kunne dårligt forestille sig at det var anderledes for hende. Hans hånd søgte flygtigt op til fjerene om hans hals. Liv og død. Det var i sidste ende bare to sider af den samme medalje. Han havde simpelthen bare ført utallige væsner fra den ene side til den anden.
Eriz’ stemme brød endelig stilheden, og han vendte nok en gang sin fulde opmærksomhed mod hende, mens hun talte. Smilet om hans læber voksede sig bredere, og talte sit klare sprog om hvad han syntes om idéen. En krig? Det var længe siden han havde været en del af sådan noget. Som regel blev han hyret til at dræbe enkelte personer, måske en mindre gruppe i særlige tilfælde – men en krig lød som et meget større antal.
”Samarbejde?” Han så vurderende på hende, og måtte forme et skævt smil. ”Jeg har altid arbejdet alene. Et samarbejde vil være nyt… Men interessant.” Det var denne gang ham, som så ind i flammerne i pejsen med et tankefuldt udtryk i ansigtet. Han var bestemt nysgerrig på præcis hvor langt Eriz’ evner strækkede sig, og at se hende i aktion kunne da give ham et indtryk af det. Det ville ikke være så slemt at lade hende se hvad han selv var i stand til – snarere tværtimod. Hans smil voksede sig bredere, og han vendte blikket mod hende igen, og mødte hendes blik. Grålige mod isblå. ”Jeg kan ikke se skaden i det. Manipulation og list burde komme naturligt for væsner som os. At slå ihjel, ligeså. Jeg er villig til at arbejde med dig i denne krig.” sagde han endelig. Ikke at det betød at han stolede på hende. På ingen måde.